This is my life..

[Mérandon Direshade Acheron]

Ligeså vel som Romeo forvirrede Sasha, så kunne hun også se, at hun forvirrede ham den anden vej. Hun havde nok bare for mange spørgsmål, som han ikke kunne svare på, hvilket vel var frustrerende for begge parter? Hun mødte hans blik og sendte ham et let genert smil. Hun synes, at han var lidt kedeligt. Han var meget rolig og der var ikke så meget gang i ham. Hun kunne godt bruge et puf, et smil eller bare... et eller andet fra ham! Men måske hun selv måtte... lære ham det? Måske han kunne lære det? Det kunne være sjovt! Hun trak let på skuldrene til hans ord.
"Min hjerne er mere kompleks end din. Du ser meget simpelt på tingene, hvor jeg altid lige skal bruge noget betænkningstid. Det er faktisk ret spændende..." Det var i hvert fald hendes konklusion. Hun blev nu næsten ivrig efter at finde ud af, hvad der egentligt lå bag hans adfærd. Var det virkelig opdragelsen? Eller var han manipuleret med magisk? Eller hvad lå bag det hele? Hun vidste det ikke, men hun ville faktisk gerne vide det! Hans hoved, der gled på sned som et uforstående dyr, fik hende til at grine. Hun holdt dig hurtigt hånden op foran hendes mund og smilede undskyldende. Han så nu lidt... sød ud.
"Kedelig. Du er alt for rolig. Der er ikke så meget gang i dig. Hvad med at lege gemmeleg? Få pulsen lidt op?" spurgte Sasha ham. Hun så indgående på ham, søgte stadigvæk et svar på et eller andet plan. Hans lille smil fik hende gengældende til at smile lidt igen.
"Hvad det betyder? Det betyder... at vi kommer overens, fordi vi kan drille hinanden... ved at sprøjte vand," endte hun.

[Romeo Direshade Acheron]

Sasha havde alt for mange spørgsmål til Romeo, for han kunne jo ikke give hende svarene på dem. Han forstod sig ikke på dem. At hun så begyndte at grine.. hvorfor gjorde hun nu det? Det undrede ham kun endnu mere. Vidste hun overhovedet hvad hans familie og slægt var kendt for? At hver en mand som var født i den, mistede sin sjæl? Han havde bare mistet sin mirakuløst hurtigt. Han havde aldrig rigtigt forstået sig på det med følelser, og han kom nok heller ikke til det.
"Hvad er der spændende ved det? Tingene er som de er, og sådan vil de altid være.. Jeg er opdraget på min families.. typiske måde, hvor du sikkert har fået det samme. Det er der intet komplekst ved," sagde han blot. Ikke fordi at han ville cutte den af, men fordi at han ikke forstod hendes fascination for dette. Det var nok lidt mere der hvor den lå. Han vendte blikket ned mod sine hænder, som han roligt førte under vandet igen. Og gemmeleg? Hvor kom den ikke lige ind i billedet? Han rynkede let på næsen. Den slags havde han jo aldrig lavet. Ganske vidst var han klar over hvad det var, men lige hvad det betød, kunne han ikke rigtigt sige. Han havde jo bare aldrig gjort sådan noget. "Jeg må skuffe dig. Den slags har jeg aldrig beskæftiget mig med," svarede han ærligt. Han forstod sig ikke på leg og relation, for den slags havde han aldrig nogensinde gjort brug af. Han var kørt hårdt på, siden han ikke var særlig gammel.. Ja, lige så længe, som han faktisk kunne huske, hvis han skulle være helt ærlig.
Let nikkede Romeo til hendes ord. Han tænkte i hvert fald meget over dem. De kom overens? Det var jo ikke ligefrem en skidt ting. "Det er jo kun en god ting," konstaterede han med en temmelig tilfreds undertone.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha havde aldrig rigtig tænkt sådan her om Romeo før. Han havde været en alien i hendes øjne, så fjern fra hende, fordi hun ikke forstod ham og han jo heller ikke forstod hende. Men hun håbede da, at de kunne komme mere overens fra nu af. I hvert fald følte hun en... start på noget, trods det var sket på en lidt mærkelig måde her i badekarret. Hun trak vejret roligt og smilede så blot til ham. Hun kendte ikke til hans families hemmeligheder, for ingen havde rigtig fortalt hende om manglende sjæle, så der var hun komplet uvidende. Men mon ikke hun snart ville lære mere? For der måtte altså ligge noget bag hans adfærd. Noget mere end bare opdragelse og træning!
"For mig er det fascinerende, eftersom vi ser så forskelligt på tingene... Har totalt forskellige reaktionsmønstre. Jeg kunne godt mig at vide, hvad der ligger bag din tomhed," svarede hun ham roligt. Denne gang var det hendes tur til at ligge hovedet på sned, for hun fandt det ret interessant. Hun ville gerne vide mere og håbede da, at hun en dag ville. Efterhånden synes hun, at vandet var en smule koldt og hun valgte derfor at rejse sig og træde ud af karret. Hun gik hen efter et håndklæde og begyndte så at tørre sig. Hun kiggede hen mod ham. Havde han aldrig leget gemmeleg? Hun måtte kort stå og se chokeret på ham, men kom hurtigt til sig selv igen.
"Så ved jeg, hvad vi skal lave, når vi har fået tøj på!" endte hun bestemt og nikkede. Hun tørrede sig færdigt og pakkede sig så ind i håndklædet. Hun så mod ham.
"Vi mødes i indgangshallen om 15 minutter... Okay?" endte hun. Før hun havde fået et svar, så havde hun dog samlet sit beskidte tøj og sine sko op og var ude af døren. Hun skulle hurtigt ned og skifte tøj og så ellers møde ham igen.

Og præcis 15 minutter senere stod Sasha i indgangshallen. Hun havde et stramtsiddende sæt på bestående af sorte bukser og en sort trøje med hvide ærmer. Det stramme tøj havde hun efter sin mor. Håret havde hun flettet i en ny fletning, der hang ned over hendes ene skulder.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo gik vel egentlig bare rundt og regnede med, at folk vidste hvad der var typisk for hans familie? Det var jo også et ry og rygte, der var kommet meget langt og vidt omkring, så det kunne vel heller ikke rigtigt overraske nogen, kunne det? Hans blik gled langsomt mod hendes skikkelse i stedet for. Hvad der var grund til den tomhed, som han havde i krop og sind? Det var vel temmelig logisk, var det ikke?
"Du ved ikke hvad min familie er kendt for, gør du?" spurgte han denne gang direkte. Siden hun kunne få sig selv til at stille det spørgsmål, så måtte det jo næsten være sådan, at tingene rent faktisk hang sammen? Hans blik søgte hende som hun valgte at træde ud af karret. Gemmeleg var aldrig en leg, som han havde leget, og nok aldrig var det en, som han ville komme til at lege.
"Du vil ud og lege børnelege med mig? spurgte han. Var det ikke sådan noget, at børn gjorde, når de var små? Selv var han jo en voksen mand, og havde helt andre ting at tage sig af, end at rende rundt og gemme sig. Det var der jo slet ikke nogen nytte eller pointe i! Selv nåede han dog ikke rigtigt at svare hende, før hun allerede var ude af badeværelset.

Der gik ikke mere end de femten minutter, inden selv Romeo måtte melde sin ankomst i hallen. Han var atter en gang pænt klædt. Kappen hvilede over hans skuldre. En beklædning som var en Acheron værd i hvert fald. Det var ikke hvad som helst, som han ville komme gående i. Hans blik gled mod hende. Nysgerrig var han dog på, hvad hun havde fundet på til dem. "Og hvad ønskede du at gøre sammen med mig?" spurgte han igen. Mest fordi at han gerne ville have muligheden for at forstå det hele korrekt. At han netop havde siddet nøgen i bad med hans trolovede, var slet ikke en tanke som slog ham. For ham, var der intet unaturligt i det.

[Mérandon Direshade Acheron]

Trods Sasha var datter af Kimeya og Soraya, så havde de faktisk undladt at fortælle hende sagen om den manglende sjæl. Måske havde de troet, at hun selv ville regne den ud, eller også havde de måske frygtet, at hun ville have gjort modstand med den viden om, at hendes kommende mand var sjæleløs og at hendes førstefødte søn ville lide samme skæbne. Men Sasha var nu og engang stadig et barn, selvom hun var halvvejs igennem sine teenageår. Havde stadig krudt der skulle brændes af og eventyrlyst.
"Nej... Jo... Nej," svarede hun. Hun rystede på hovedet. Hun kendte jo meget til familien, men måske skulle hun nok enten have lyttet bedre efter eller været mere interesseret. Måske havde hun fået det fortalt endda. Hun svarede ikke på hans næste spørgsmål, men smuttede bare til sit værelse for at få noget rent tøj på. Da hun stod i indgangshallen gik der kun et sekund før Romeo stod der også. Han var altid lige en tand pænere klædt end hende selv. Mest fordi hun nægtede at gå i det tøj, som de ønskede for hende. Hun kunne godt lide sit træningstøj nemlig, for i hendes øjne var det da også pænt. Hun var bestemt ikke en kjolepige og hun nægtede at blive tvunget til det! Hun så roligt på ham og smilede skævt.
"Lære dig ordentligt at kende... Vi skal jo giftes på et tidspunkt, ikke?" spurgte hun. Hun gik roligt hen mod ham og stillede sig lige foran ham.
"Vi skal lege en leg... Fangeleg. Midler må tages i brug. Det gælder om at få den anden tvunget i gulvet, enten holdt eller bundet... Holdes man fast i 1 minut, så har man tabt. Så man har altså 1 minut til at prøve og komme fri. Kommer man fri, så fortsætter legen. Taberen er vinderens personlige slave de næste 24 timer," forklarede hun ham. Hun var virkelig et konkurrencemenneske, så dette var lige hendes spil. Hun håbede bare, han var med på det...

[Romeo Direshade Acheron]

"Det fornemmes," lød det roligt fra Romeo. Hvorvidt om det var en god eller om det var en skidt ting, kunne han derimod ikke rigtigt sige, og det var noget, som han nok skulle finde ud af før eller siden. Sasha var uden tvivl langt fra hvad man typisk fandt som en del af hans liv, og hans familie for den sags skyld. Dejligt var det ganske vidst med den type og form for liv.. Men hvorvidt om det var for anderledes, var ikke det som han kunne besvare endnu.
Langsomt endte selv Romeo med at komme ned af trapperne. Tøjet var altid fint, da det var en forudsætning og et krav fra hans forældres side, og naturligvis ønskede han at gøre dem stolte. Hans fader særligt. Han så uden tvivl op til den mand og alt det som han havde gjort frem til nu om ikke andet. Hans blik søgte hende. Det var da første gang, at hun viste ham den interesse. Skulle han da tage det som en god eller som en skidt ting? Det havde han dog endnu ikke rigtigt fundet ud af. "Naturligvis skal vi det. Vores forældre har ønsket dette af os," sagde han sandfærdigt. Hvorfor stille spørgsmål ved noget, som hun i forvejen var kendt med?
Tanken om at skulle rende rundt og lege fangeleg, som var de børn, vidste han ikke helt om han kunne være med til. Det var da så langt fra hans virkelighed og verden, som man overhovedet kunne komme. Det morsomme ved en leg på den måde, var fint nok, men hvordan lærte de hinanden at kende igennem dette? "Jeg som troede, du ønskede gemmeleg? Hvordan lærer vi hinanden at kende igennem fangeleg? Desuden.. er det ikke for børn?" spurgte han med en dæmpet stemme. Han forstod det bare ikke.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha betragtede Romeo. Han så nu egentligt godt ud, det kunne hun ikke rigtigt tage fra ham. Han havde et eller andet over sig, trods tomheden og roligheden. Hun havde ikke rigtigt set det før nu. Hvad var der dog sket med hende i det bad? Hun viste dog intet af det overfor ham, for hun nægtede at lukke sig op for ham. Hun var en lukket bog og gemte sine følelser langt væk, for dem kunne hun jo ikke bruge til noget. Det havde hun i hvert fald altid fået og vide i sin træning, så derfor var hun svær at komme ind til. På det ydre var hun bare en pige med stor realitet, der stadig bar præg af det barnlige sind af og til, men som også havde en seriøs tilgang til tingene. Hun så på ham med sine grønne øjne og prøvede at se, om der ikke var... et eller andet ved ham. Eller om han virkelig bare var tom, som han virkede. Det skræmte hende faktisk en del, for det var som om han ikke rigtigt havde et bredt reaktionsmønster. Men det var jo netop det, der gjorde ham simpel, fordi han ikke bevægede sig langt i hverken den ene eller anden retning. Altid bare ret... neutral. Hvordan det så skulle tolkes, det kunne også være svært. Hun løftede kort et bryn. Selvom det havde lydt som et spørgsmål, så vidste hun jo godt, at det skulle ske. Hun trak morende på mundvigen, men rystede det hurtigt af sig.
"Gemmeleg var et eksempel. Jeg kunne ligeså godt have sagt fangeleg. Og jeg har nu bestemt mig for fangeleg," svarede hun roligt. Hun rakte sin hånd frem mod ham for at få 'aftalen' på plads, for selvom det hed 'leg' så var det langt mere for hende, specielt hvor hun nu satte noget på spil. Så var det en konkurrence.
"Vi kan lære meget gennem fangeleg. Hinandens reaktionsmønstre, hvordan vi reagerer i situationen og lignende. Vi kan lære noget om hinandens styrker og svagheder og meget mere... Det er faktisk ikke bare en leg, det er en konkurrence. Er du med, eller hvad?" Hun holdt stadig hånden mod ham. De skulle trykke hånd på det.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var frygtelig simpel, og ikke var Sasha den første, som havde problemer med dette. Ikke at det var noget som han sagde noget til, for det var der virkelig ikke nogen grund til, når det endelig skulle siges. Hans blik gled mod hende. Selvom hun var meget mere præget af tanker og følelser end hvad han måtte være. Han rettede på ærmerne, men uden at se bort fra hende.
Så mange følelser som hun havde i krop og sind. Det var næsten helt underholdende for ham, og særligt fordi at han ikke selv var kendt med det. Overhovedet faktisk. Han forstod sig slet ikke på den slags, og det havde han aldrig nogensinde gjort. Dette var dog heller ikke ligefrem noget undtag, hvis han selv skulle sige det. "Okay," sagde han blot. Han ønskede faktisk at lære hende bedre at kende, men det krævede også, at det var en mulighed, som hun rent faktisk ville give ham. Svært var det, og særligt fordi at hun havde så mange følelser i forhold til ham selv.
Hvordan man lærte hinanden at kende igennem fangeleg, havde han dog svært ved at forestille sig.. Men kriterierne og reglerne, var dog nogen, som selv han kunne følge med i, så det var ikke noget, der kunne komme bag på nogen faktisk. Han vendte kort blikket ned mod hendes hånd, som hun rakte mod ham. Som havde hun været en forretningskvinde. Den tanke alene, var noget som han måtte finde underholdende. "Jeg har aldrig gjort den her slags før.. Men fint.. Lad os gøre et forsøg," sagde han endeligt, hvorefter han tog omkring hendes hånd, som han trykkede let om. Kriterierne var hermed accepteret.

[Mérandon Direshade Acheron]

Det var klart, at der var et stort gab imellem Romeo og Sasha. Han var så simpelt indrettet, hvor hun var mere kompleks. Ikke fordi det var et kompliment til hende selv, måske det faktisk var nemmere at være simpel ligesom ham. Ikke styret af andet end fornuft og viden. Et smil spillede over hendes læber. Hun ville gerne lære mere om ham at kende og i en konkurrencesituation så man som regel mange sider af hinanden, som man ikke normalt gjorde, så derfor fandt hun det som en god idé. Og det ville uden tvivl også gå op for ham under legen, at han faktisk kunne lære meget om hende fra det. Normalvis ville hun dog ikke blotlægge sig sådan, men hun stolede på en underlig måde på Romeo. Begge var de forpligtede til hinanden, så de måtte jo få det til at fungere. Og hun troede på, at han faktisk ønskede at få det til at fungere også. Hun smilede tilfredst, da han trykkede hendes hånd og hun trykkede gengældende om hans. "Udmærket," endte hun. Hun mærkede allerede adrenalinen i sin krop. Der var jo noget på spil! Og hun skulle bare ikke tabe! Hun puffede til hans bryst med hendes ene hånd:
"Du er den!"
Samtidigt skabte hun en lille kugle i sin anden hånd og smed ned mellem dem, som skabte en masse røg mellem dem, der gjorde det umuligt at se. Og så tog hun sit snit til at flygte og løb mod trapperne, så hun kunne komme væk.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo synes at han var simpel, let og lige til. Selv det var noget som hans moder havde svært ved til tider, men det var nu bare den mand, som han var blevet ,så det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det af den grund. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Meget havde han uden tvivl arvet fra begge sine forældre. Han tog omkring hendes hånd. Hvis dette var hvad hun ville, så måtte han jo prøve det. Måske at det rent faktisk ikke var så slemt igen? Han nikkede igen til hendes ord. Kriterierne og kravene kunne han godt sætte sig i, som han kunne imødekomme dem. Særligt når han havde forståelsen for det, som skete og hvorfor det gjorde.
Hånden mod hans bryst, som gav ham et puf, fik ham til at træde et enkelt skridt bagud. Kuglen som hun smed ned mellem dem, resulterede i røg, som virvlede op i hans ansigt. Han havde jo lige været i bad! Han førte hænderne op over hans ansigt, for at føre det meste væk, også selvom det hurtigt gik op for ham, at hun længst var på vej. Okay.. hvad skulle han så gøre nu? Han satte i løb. Ikke at det her var noget af det, som han havde praktiseret mest, for det havde han da godt nok ikke. Han søgte direkte efter hende. Okay, han skulle nok finde hende et eller andet sted. Hvad ville hans far dog ikke sige? at han rendt rundt her nu som en voksen mand, men agerede som havde han været et barn? "Jeg skal nok finde dig!" endte han bestemt. Han søgte direkte efter hende. Han stoppede op for toppen af trapperne. Der var jo mange gemmesteder her omkring. Huset var jo temmelig stort.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha troede klart på, at hun havde en fordel i denne leg. Hun ville vinde, for hun hadede at tabe. Hun var en virkelig dårlig taber, det vidste hun. Hun var en vinder, det var hun jo blevet opfostret til at blive, for kun de svage tabte. Og hun skulle jo være stærk, være en vinder, for kun sådan kunne hun bevise sit værd. Hun mødte hans blik med sine egne grønne øjne, indtil hun tog aktion mod ham, puffede ham bort og smed røgen imellem dem, så hun kunne flygte. Hun hørte hans ord i baggrunden, som hun løb mod førstesalen. Hun var vandt til at løbe, fordi det var en del af hendes træning som bueskytte. Hun manglede virkelig sin bue og pil lige nu, for hun havde dem stort set altid med sig. Men nu var hun jo indenfor, så måtte hun jo pænt lade dem ligge, for hun var jo ikke nede i træningssalen eller i arenaen. Hun smilede for sig selv, drejede til højre og så til venstre. Huset var stort, men hun kendte det heldigvis godt, for hun havde udforsket det op til flere gange. Hun stoppede op og ventede lidt på at han kom... Dette skulle nok blive en yderst sjov aften, hvis de da kunne forblive uforstyrrede. Hun turde næsten ikke tænke på hvad Sephiran ville sige til dette...

[Romeo Direshade Acheron]

Hvad hans fader ville sige til dette, kunne end ikke Romeo vide. Han ville nok bare stirre efter dem, og måske blive direkte .. skuffet? Det sidste, som han ønskede, var da uden tvivl at skuffe sin fader, og særligt hvis han ellers kunne blive fri for dette.
Røgen havde lagt sig, og legen var igang. Det var ikke nu, at han ønskede at rende rundt og tænke på sin fader, som i forvejen var rundt forbi i huset, hvis han da ikke havde søgt ud, mens de havde delt det varme bad. Ikke at han tog det tungt. Det havde været hyggeligt, at dele det med hende. Han søgte hurtigt op af trappen for at finde hende. Han var ikke typen der gav sig, bare sådan uden videre. Han så sig om. Her på stedet, var der virkelig mange steder folk kunne skjule sig, og det var bestemt heller ikke altid lige til at finde ud af, hvor folk kunne gemme sig. Han rynkede let på næsen. I stedet for at løbe, begyndte han at gå. Han kunne måske høre hende, hvis han var mere stille? Han foldede hænderne over ryggen, inden han drejede ned af en af gangene. Her fik han øje på hende. Hovedet sænkede han en smule. Inden han denne gang løb direkte efter hende. Nemt skulle hun bestemt heller ikke have det! Selvom hun uden tvivl havde langt flere fordele at benytte her, end hvad han kunne sige sig at have, for aldrig havde han leget.. Men derimod trænet, allerede fra han var ikke særlig gammel. Han søgte direkte hen mod hende, hvor han forsøgte at gribe fat. Han måtte faktisk finde denne leg temmelig underholdende.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha blev stående på sin plads. Hun havde allerede fortrængt Sephiran igen, for den mand ville nok se underligt på dem, hvis han fangede dem i at lege fangeleg. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere. Adrenalinen havde slået ind og hun elskede det sus af at være i konkurrence. Hun prøvede at fornemme Romeos magi eller prøvede at lytte sig frem til hvor han var. Hun vidste, at han også var blevet trænet siden han kunne gå ligesom hende selv, så begge havde de jo masser af fordele. Da han drejede rundt om hjørnet, så stillede hun sig klar. Så snart han satte i løb, så drejede hun om på hælen og flygtede fra ham igen. Hun løb alt hvad hendes ben kunne bære hende, da han bare ikke skulle have lov at fange hende! Desværre fik han alligevel fat om hendes ene hånd, men til det satte hun hælene i for at bremse, så han forhåbentligt bare fortsatte med den fart de begge havde haft og hun så kunne løbe den anden vej. Ellers måtte hun jo vride sig fri.

[Romeo Direshade Acheron]

At lege som børn, var ikke noget som Romeo nogensinde havde beskæftiget sig med, og det ville nok aldrig nogensinde komme til at ske af den grund. Han fandt dette meget interessant og morende faktisk. Ikke at det var noget, der som sådan kunne komme bag på nogen i det hele taget. Det var nyt og spændende, at gøre det på denne her måde.
Der fik han øje på hende. Her stod hun med det store smil på læben. Han skulle fange hende. Reglerne var nemme for ham, og de var lige til at håndtere i den forstand, at han nu kunne gøre det, og naturligvis var det noget som kunne mærkes, selv den dag i dag.
Her fik han fat i hendes hånd, som han lukkede sin egen om. At hun så derimod reagerede så hurtigt, måtte tvinge ham til at slippe hende. Han vendte sig direkte mod hende. Hurtig var hun uden tvivl, men han skulle tidsnok lære hende at kende, godt nok til at vide hvordan hun handlede og reagerede på denne her måde. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for ham. Dette var uden tvivl en måde at lære hende bedre at kende, og dette kunne han uden tvivl godt mærke på det hele. Han søgte direkte efter. Han gjorde et kast med hånden, hvor mørke slangelignende reb, søgte direkte ud af hans ærmer og mod hende. I et forsøg på at snige sig om hendes ankler for at få hende til at falde, så han netop kunne nå hende.

[Mérandon Direshade Acheron]

Nok var fangeleg betegnet som en børneleg, men i Sasha's øjne var den ret lærerig. Man fandt nogle instinkter frem, brugte sin kløgt og hurtighed, fik et adrenalinsus... ja, alt i alt, så var det faktisk næsten træning. Træning i praksis, fordi der var noget på spil. Og hun skulle bare ikke tabe, det nægtede hun simpelthen! Hun kneb øjnene let sammen mod ham, som de fik øjenkontakt og smilede. Hun følte sig måske overlegen til dette, grundet hendes træning nok havde været mere fysisk end hans. Men han var nok hende magisk overlegen, så der blev hun nødt til at være smart. Hun satte i løb ned ad gangen, da hun havde fået vredet sig fri af hans greb. Han var nu alligevel hurtig nok, men han var også højere og havde længere ben. Hun så sig en smule tilbage, men holdt mest øje med hvor hun løb, så hun ikke endte med at løbe ind i noget eller falde på egen hånd, for det ville være utrolig dumt. Hun så hvordan hans slangelignende reb kom fra ham med magien og hun forsøgte at undvige ved at hoppe. Rebene fik dog alligevel fat og hun endte med at falde så lang hun var. Hun tog dog fra med sine hænder, så hun ikke slog hovedet lige i jorden. Hun drejede sig hurtigt rundt og kastede sin blå og magiske ild på rebene, så de brændte over. Hun var derefter hurtigt på benene igen og løb - løb for at komme væk. Da hun rundede et hjørne, så greb hun fat i døren på sin venstre side. Det var et af gæsteværelserne, som ikke blev brugt lige for tiden. Hun gemte sig i klædeskabet... håbede på at kunne overraske Romeo, når han fandt herind.