Post by Deleted on Mar 19, 2015 20:48:57 GMT 1
Der var gået næsten en hel måned siden Paige havde mødt Gabriel og var blevet bedt om at styrke muren til Procias. Det var noget der havde glædet Paige, at kongen endelig var villig til at sætte nogle ordenlige forsvar op, og hvem kunne gøre det bedre og stærkere end Paige selv? Den ældste magiker i live og dens mest magtfulde. Der var ingen der havde fundet ud af hvor hendes evner kom fra, og hvorfor de aldrig synes at svækkes – en hemmelighed Paige aldrig ville opgive om det så galt sikkerheden for hendes elskede Madara. Efter mødet med Gabriel var Paige gået i gang med arbejdet med det samme, hun havde jo allerede forberedt sig en masse hvis nu tilbuddet kom, og da det var faldet var der ingen grund til at vente eller tøve længere. Natten var ved at lakke mod enden, flere og flere stjerner forsvandt for at vige pladsen for solen der snart ville kaste sit klare lys over Procias. Det var netop med den rejsene sol at Paige håbede Procias’s nye forsvar kunne rejse sig med den.
Grænsemuren havde set utrolig magen aktivitet de sidste par uger. Lige siden Paige åbnede adskillige portaler rundt omkring på murens ryg, væltede en flok maskerede folk ud fra dem. De bar alle samme kappe med et symbol på, og alle havde deres håndled dækket i et underligt guldsmykke. Der var også fra portalen alle de nye vagter var ankommet og lige siden Paige havde givet dem deres poster havde de ikke rykket sig ud af flækken og altid skuet mod det gamle Manjarno, søgende og afventende. De mange folk var tydeligvis arbejdsfolk af en slags, for de var straks gået i gang med at måle op og se afstand an. Men til hvad? Paige havde ikke involveret nogen i hendes planer og nysgerrige sjæle der vandrede for tæt på Paiges portaler, blev venligt men bestemt bedt om at vende om af vagterne. Rent faktisk var disse folk, de eneste der havde haft muren under opsyn, alle normale vagter var blevet sendt hjem til deres familier, men der var ikke sket én eneste ulykke og ikke ét mørkevæsen var sluppet igennem. Paige var dog klar over, hun havde en del at forklare til Gabriel, at sende landets vagter væk for at erstatte dem med sine egne var ikke noget der just var tillidsvækkende for landets vagter og soldater.
Muren var blevet udvidet til at være bredere og langs bunden af muren var stenene dækket af mærkelige runer og symboler, der forsvandt ned i jorden. De utallige streger der udgjort tegne, forsatte dog ned igennem jorden. Udgjort et tæt net, på kryds og tværs af hinanden og skabte en barrier der gik flere hundrede mil ned under jorden og derved sikrede indtrængen der kunne komme fra under jorden. Bag nettet af runemagi og skærme var endnu end skærm der skilte jorden ad. Delte jorden i to stykker, med en mur af klart lys. Det havde taget næsten alt Lucas’s og Elanya’s essens at skabe den mur. De strakte sig lidt over halvvejs op af muren, før deres veje blev afbrudt af en række små krystaller der var på lige linje langs hele muren. Den kilometer lange mur havde dog fået nyt selskab. For ca. hver femhundrede meter stod nu en enorm statue. Udhugge af ren marmor og udsmykket med forskellige krystaller. De strakte sig langt over selve murens højde og bag dem var et tårn på samme højde forbundet med muren. To blå krystaller svævede i en cirkel rundt om spidsen af toppen af hvert tårn. De havde taget næsten hele Paiges lager af marmor af få udhugget disse statuetter, men det var det værd. Men trods deres smukke og stærke udseende så de liveløse og døde ud. Som om de manglede noget, et sidste stykke for at være fuldkommen.
Der dukkede et lille kugle af lys op over muren og magien omkring stedet voksede enormt. Men soldaterne stod fast og rokkede sig ikke en mil, det arbejdende folk forsatte som intet hent med deres jobs. En skikkelse badet i klart gyldent lys trådte frem hvor kuglen havde været, først var det ikke til at se eller udgøre nogen detaljer på skikkelsen. Det klare badet blot omgivelserne i sin pragt, før det langsomt dæmmede hen. Paiges skikkelse hang nu frit i luften og det sidste man kunne skimte bag hendes ryg var… var det vinger? Hendes kølige blå øjne studere roligt omgivelserne, og alle som én gjort straks honnør og bukkede for hendes før de igen genoptog deres arbejde. Luften var igen stille på nær lyden af nogle enorme vinger, selvom intet var at se. Paige knugede taget om sin stav og pegede den mod muren, før hendes skikkelse blev fragtet igennem luften- som stod hun på et væsen der ikke kunne ses. Paige sprang det sidste stykke ned på muren og da hendes fødder ramte fladen lød en klar tone over området, efterfulgt af et enormt brøl der rungede dybt før lyden af vingeslag forsvandt hen.
”De har aldrig fejlet med en entre, Mother Fate” sagde en mand, der var dukket op ved Paiges side. Hans skikkelse og krop var skjult i hvide klæder og hans energi var næsten på niveau med Paige. ”Selvfølgelig ikke, min dreng. Man skal leve op til den standart man sætter” svarede Paige før hun lod blikket lande på skikkelsen. End ikke øjenhuller var i det klæde der skjulte mandes ansigt. ”De trænger til hvile” manden lagde en hånd på Paiges skulder, men Paige slog den hurtigt væk. Det ellers normale lys og livlige hår, hang som et livløst vandflad ned af hendes ryg og den gyldne farve blevet hvid og tør. Hendes ansigt så også ud til at bære flere rynker end normal og den ungdommelige krop var nu en støttende til staven. ”Mit udseende er måske indhentet af tiden, for nu… ” startede Paige op, før hun satte i gang over muren og vurderede hendes folks arbejde. ”Men De af alle burde vide, at fordi nogen ting liner noget, betyder det ikke, at det er sådan” Paige standsede ved et af de nye tårne og studerede statuetten der stod stolt foran. ”Hvad laver De overhovedet her? ” Paige vendte sig mod manden med et skarpt blik og manden gjort et buk med hovedet, nærmest undskyldende. ”Jeg måtte se hvad folket havde lavet. De ved snakken går og selvom alle har været enige om at hjælpe Procias forsvar, er der stadig tvivl om den grad vi gør det på. ” Manden rettede først sit hoved op igen da Paige havde vendt blikket ud over Procias. ”Hvis tvivlen hersker om jeg vil forsvinde, så kan De roligt rette på folk. ” Startede Paige op, før nogle vagter gik forbi og gjort et hurtigt buk og forsatte. ”Husk Dem på hvad jeg har opgivet for Madara og deres trivsel. Den by er mit hjerte og så længe der bare er én dér som der tror på mig, vil jeg aldrig vende ryggen til” Paige satte bestemt sin stav i jorden. Manden gjort intet mere end et buk for hende. ”Dit offer vil aldrig blive glemt” sagde manden roligt, før han forsvandt fra området. Først da trak Paige vejret dybt og sank mere sammen omkring hendes stav.
Det havde taget hårdt på hende, der var ingen fejl omkring det. Hun havde brugt sin magi til at påvirke tiden omkring hele byggeriget så det kørte hurtigere. Paige havde aldrig helt mestret tidsmagien, men hun var ikke fej for at bruge teknikker hun ikke mestrede – hvordan skulle man ellers komme til det? Hun havde ikke sovet i snart fire dage og det første hvil hun havde tilladt sig selv i løbet af de fire dage var da hun havde løst hvordan lyn kunne bruges til at genoplade hendes statuetter. Paige var nok det ældste væsen på denne jord, og hun var træt, utrolig træt – aldrig at hun ville vise det for nogen, men hun måtte snart lade sig tage et hvil. Hendes skikkelse bevægede sig langsomt videre mod hovedporten af muren, før en kvinde kom løbende op til hende. ”Mother Fate! Mother Fate!” nærmest råbte kvinden og hev efter vejret da hun havde gjort et buk for Paige og modtaget et nik som godkendelse. ”Træk vejret dybt, barn” var det eneste svar Paige kom med. Kvinden tog si et øjeblik før hun lyste op af glæde. ”Vi har netop færdiggjort den sidste Well, og alle fem nexuz kerner er blevet samlet i hver deres Well” Paiges smil bredte sig og hun lagde en hånd på kvindens skulder. ”Det er gode nyheder, flot arbejde barn” sagde Paige og lod varmen og roen flyde ud fra sin krop. ”Så snart solen kaster sine stråler på de forskellige kerner, kan vi trække os tilbage. Bed folk om at pakke deres sager og gør klar til afgang” kvinden gjort et buk for Paige før hun forsvandt i fuld spring for at fuldføre sin nye opgave.
Paige fandt en lille beholder frem fra sine klæder og drak væsken, før hun svævede ned på jorden på den side af muren der var Procias. Hun håbede inderligt at denne magi ville virke, hun havde ofret hele Ryans essens og hans forbindelse til himmeriget for at kunne skabe disse fem selvopretholdene kilder af lys magi der kunne holde murens forsvar kørende i tusinder af år uden at falme. Det vil sige Ryans essens og så fem ældre af Madara. Paiges nåede hen til en well der var i midten af muren hvor en ældre kvinde stod i centrummet af et guldbelagt fad på seks meter i diameter. ”I vil for evigt blive husket for hvad I gør” Sagde Paige og hendes stemme flød til alle de øvrige kar, hvor de ældre stod. Kvinden der stod foran Paige gjort et dybt buk og da hun var ved at rejse sig op igen dukkede de første solstråler frem på himlen. Den ældre kvinde løftede sine arme op i luften og hendes krop svævede lidt op over karet. Der dukkede flere maskerede mennesker op omkring karet, hvor de knælede og begyndte at messe. ”Husk mine Lumen Sages! Vi er én! Vi vil altid være forbundet i lyset og magien! Aldrig står vi alene, aldrig står vi i mørket! ” Paiges stemme flød ud over området som hun talte til sine folk. De mange folks messens kom til at lyde som et ekko og magien omkring stedet voksede endnu mere. Da solen var halvejs oppe søgte dens lys de fem ofre ved hvert deres kar og da det ramte deres skikkelse, stoppede tiden omkring dem. De slugte lyset og gjort det til en el af dem. Paige sørgede omhyggeligt for at magien var under kontrol, og et øjeblik efter forsvandt de fem kroppe i et gyldent skær af lys og da man kunne se sine omgivelser igen, kunne det ses fra Procias slot som fem søjler af lys der tårnede langt oppe i himlen.
Paige lod fem tåre trille ned af kinden og som hver dråbe faldt fra hagen fløj de videre til hver deres well af lys. Paige løftede sin stav og gjort tegn til de sages der var tilbage. De udtalte i et kor samme besværgelse og en enorm trykbølge skød fra hver søjle, hamrede mod muren, op i luften og flød ind over Procias. Paige forsvandt og dukkede op på den anden side af muren og nikkede kort til nogle kvinder der stod ved en statuette. ”Giv dem jeres mørke, så de for evigt vil vide hvad De skal skærme os imod! Giv Dem jeres skjulte lys, så de kan holde mørket ude! ” Da Paige havde talt vendte kvinderne deres front mod statuetterne og skør en grøn stråle ind i hovedet på dem. Der gik et par øjeblikke, før krystallerne på hver vogter gav et lille glimt fra sig og de livløse marmors vogtere så nu ud til at kunne rejse sig og gå hvis det var påkrævet. Den linje af krystaller der havde siddet i murens midte svævede nu frit en centimeters penge ud fra selve muren og det var som en svag hinde havde vokset sig langt op over skyerne.
Paige faldt ned på et knæ og tørrede lidt blod fra hendes næse, før hun smilte og et grin forlod hendes læber. ”I har gjort mig stolt, børn. Lad os alle tage til Madara og hvile” Paige ord var som en bølge der nåede alles øre og folk søgte mod portalerne. Paige fik hevet sig op i oprejst position og nød at se på muren. Fem kilder af lys magi forsynede muren med magi. En marmor vogter der kunne stå imod magi og kæmpe. Flere skærme holdte indtrængen fra under jorden sikre og nær umulig at bryde igennem. Tårnene der brugte elementerne til at holde indtrængende fra luften stange. Det var blot nogle af de få ting Paige havde gjort ved muren. ”Sages! Witches! Træd ned fra jeres poste. Vi må lade Procias soldater vise deres værd” Paige stemme var næsten ikke mere end en hvisken men alle de fremmede vagter og soldater søgte mod portalerne. Paige vidste at hendes sidste stunt måtte have bragt opmærksomhed, men nu var mørket og lyset adskilt. Hvis et mørkevæsen ville igennem muren ville de opleve smerte, blive lammet eller teleporterede ind i Manjarno igen. Paige mission var lykkes. Det var med et dybt suk at Paige faldt bagover og så næsten død ud.
En mand dukkede op ved siden af hendes krop efterfulgt af en håndfuld krigere. Han lagde hovedet på skrå og bar Paige op i favnen. ”Mother Fate hvil nu bare. Vi vil våge over dig til De vågner igen” sagde manden, der var den samme mand fra før. ”luk portalerne og sørg for ingen kan finde vej til Madara”. Manden gik igennem en portal med Paige i favnen, hun var i live, men kun lige, og snart var alle portaler lukket og muren stod i sin nye pragt, stærkere end nogen sinde.
//Out
Grænsemuren havde set utrolig magen aktivitet de sidste par uger. Lige siden Paige åbnede adskillige portaler rundt omkring på murens ryg, væltede en flok maskerede folk ud fra dem. De bar alle samme kappe med et symbol på, og alle havde deres håndled dækket i et underligt guldsmykke. Der var også fra portalen alle de nye vagter var ankommet og lige siden Paige havde givet dem deres poster havde de ikke rykket sig ud af flækken og altid skuet mod det gamle Manjarno, søgende og afventende. De mange folk var tydeligvis arbejdsfolk af en slags, for de var straks gået i gang med at måle op og se afstand an. Men til hvad? Paige havde ikke involveret nogen i hendes planer og nysgerrige sjæle der vandrede for tæt på Paiges portaler, blev venligt men bestemt bedt om at vende om af vagterne. Rent faktisk var disse folk, de eneste der havde haft muren under opsyn, alle normale vagter var blevet sendt hjem til deres familier, men der var ikke sket én eneste ulykke og ikke ét mørkevæsen var sluppet igennem. Paige var dog klar over, hun havde en del at forklare til Gabriel, at sende landets vagter væk for at erstatte dem med sine egne var ikke noget der just var tillidsvækkende for landets vagter og soldater.
Muren var blevet udvidet til at være bredere og langs bunden af muren var stenene dækket af mærkelige runer og symboler, der forsvandt ned i jorden. De utallige streger der udgjort tegne, forsatte dog ned igennem jorden. Udgjort et tæt net, på kryds og tværs af hinanden og skabte en barrier der gik flere hundrede mil ned under jorden og derved sikrede indtrængen der kunne komme fra under jorden. Bag nettet af runemagi og skærme var endnu end skærm der skilte jorden ad. Delte jorden i to stykker, med en mur af klart lys. Det havde taget næsten alt Lucas’s og Elanya’s essens at skabe den mur. De strakte sig lidt over halvvejs op af muren, før deres veje blev afbrudt af en række små krystaller der var på lige linje langs hele muren. Den kilometer lange mur havde dog fået nyt selskab. For ca. hver femhundrede meter stod nu en enorm statue. Udhugge af ren marmor og udsmykket med forskellige krystaller. De strakte sig langt over selve murens højde og bag dem var et tårn på samme højde forbundet med muren. To blå krystaller svævede i en cirkel rundt om spidsen af toppen af hvert tårn. De havde taget næsten hele Paiges lager af marmor af få udhugget disse statuetter, men det var det værd. Men trods deres smukke og stærke udseende så de liveløse og døde ud. Som om de manglede noget, et sidste stykke for at være fuldkommen.
Der dukkede et lille kugle af lys op over muren og magien omkring stedet voksede enormt. Men soldaterne stod fast og rokkede sig ikke en mil, det arbejdende folk forsatte som intet hent med deres jobs. En skikkelse badet i klart gyldent lys trådte frem hvor kuglen havde været, først var det ikke til at se eller udgøre nogen detaljer på skikkelsen. Det klare badet blot omgivelserne i sin pragt, før det langsomt dæmmede hen. Paiges skikkelse hang nu frit i luften og det sidste man kunne skimte bag hendes ryg var… var det vinger? Hendes kølige blå øjne studere roligt omgivelserne, og alle som én gjort straks honnør og bukkede for hendes før de igen genoptog deres arbejde. Luften var igen stille på nær lyden af nogle enorme vinger, selvom intet var at se. Paige knugede taget om sin stav og pegede den mod muren, før hendes skikkelse blev fragtet igennem luften- som stod hun på et væsen der ikke kunne ses. Paige sprang det sidste stykke ned på muren og da hendes fødder ramte fladen lød en klar tone over området, efterfulgt af et enormt brøl der rungede dybt før lyden af vingeslag forsvandt hen.
”De har aldrig fejlet med en entre, Mother Fate” sagde en mand, der var dukket op ved Paiges side. Hans skikkelse og krop var skjult i hvide klæder og hans energi var næsten på niveau med Paige. ”Selvfølgelig ikke, min dreng. Man skal leve op til den standart man sætter” svarede Paige før hun lod blikket lande på skikkelsen. End ikke øjenhuller var i det klæde der skjulte mandes ansigt. ”De trænger til hvile” manden lagde en hånd på Paiges skulder, men Paige slog den hurtigt væk. Det ellers normale lys og livlige hår, hang som et livløst vandflad ned af hendes ryg og den gyldne farve blevet hvid og tør. Hendes ansigt så også ud til at bære flere rynker end normal og den ungdommelige krop var nu en støttende til staven. ”Mit udseende er måske indhentet af tiden, for nu… ” startede Paige op, før hun satte i gang over muren og vurderede hendes folks arbejde. ”Men De af alle burde vide, at fordi nogen ting liner noget, betyder det ikke, at det er sådan” Paige standsede ved et af de nye tårne og studerede statuetten der stod stolt foran. ”Hvad laver De overhovedet her? ” Paige vendte sig mod manden med et skarpt blik og manden gjort et buk med hovedet, nærmest undskyldende. ”Jeg måtte se hvad folket havde lavet. De ved snakken går og selvom alle har været enige om at hjælpe Procias forsvar, er der stadig tvivl om den grad vi gør det på. ” Manden rettede først sit hoved op igen da Paige havde vendt blikket ud over Procias. ”Hvis tvivlen hersker om jeg vil forsvinde, så kan De roligt rette på folk. ” Startede Paige op, før nogle vagter gik forbi og gjort et hurtigt buk og forsatte. ”Husk Dem på hvad jeg har opgivet for Madara og deres trivsel. Den by er mit hjerte og så længe der bare er én dér som der tror på mig, vil jeg aldrig vende ryggen til” Paige satte bestemt sin stav i jorden. Manden gjort intet mere end et buk for hende. ”Dit offer vil aldrig blive glemt” sagde manden roligt, før han forsvandt fra området. Først da trak Paige vejret dybt og sank mere sammen omkring hendes stav.
Det havde taget hårdt på hende, der var ingen fejl omkring det. Hun havde brugt sin magi til at påvirke tiden omkring hele byggeriget så det kørte hurtigere. Paige havde aldrig helt mestret tidsmagien, men hun var ikke fej for at bruge teknikker hun ikke mestrede – hvordan skulle man ellers komme til det? Hun havde ikke sovet i snart fire dage og det første hvil hun havde tilladt sig selv i løbet af de fire dage var da hun havde løst hvordan lyn kunne bruges til at genoplade hendes statuetter. Paige var nok det ældste væsen på denne jord, og hun var træt, utrolig træt – aldrig at hun ville vise det for nogen, men hun måtte snart lade sig tage et hvil. Hendes skikkelse bevægede sig langsomt videre mod hovedporten af muren, før en kvinde kom løbende op til hende. ”Mother Fate! Mother Fate!” nærmest råbte kvinden og hev efter vejret da hun havde gjort et buk for Paige og modtaget et nik som godkendelse. ”Træk vejret dybt, barn” var det eneste svar Paige kom med. Kvinden tog si et øjeblik før hun lyste op af glæde. ”Vi har netop færdiggjort den sidste Well, og alle fem nexuz kerner er blevet samlet i hver deres Well” Paiges smil bredte sig og hun lagde en hånd på kvindens skulder. ”Det er gode nyheder, flot arbejde barn” sagde Paige og lod varmen og roen flyde ud fra sin krop. ”Så snart solen kaster sine stråler på de forskellige kerner, kan vi trække os tilbage. Bed folk om at pakke deres sager og gør klar til afgang” kvinden gjort et buk for Paige før hun forsvandt i fuld spring for at fuldføre sin nye opgave.
Paige fandt en lille beholder frem fra sine klæder og drak væsken, før hun svævede ned på jorden på den side af muren der var Procias. Hun håbede inderligt at denne magi ville virke, hun havde ofret hele Ryans essens og hans forbindelse til himmeriget for at kunne skabe disse fem selvopretholdene kilder af lys magi der kunne holde murens forsvar kørende i tusinder af år uden at falme. Det vil sige Ryans essens og så fem ældre af Madara. Paiges nåede hen til en well der var i midten af muren hvor en ældre kvinde stod i centrummet af et guldbelagt fad på seks meter i diameter. ”I vil for evigt blive husket for hvad I gør” Sagde Paige og hendes stemme flød til alle de øvrige kar, hvor de ældre stod. Kvinden der stod foran Paige gjort et dybt buk og da hun var ved at rejse sig op igen dukkede de første solstråler frem på himlen. Den ældre kvinde løftede sine arme op i luften og hendes krop svævede lidt op over karet. Der dukkede flere maskerede mennesker op omkring karet, hvor de knælede og begyndte at messe. ”Husk mine Lumen Sages! Vi er én! Vi vil altid være forbundet i lyset og magien! Aldrig står vi alene, aldrig står vi i mørket! ” Paiges stemme flød ud over området som hun talte til sine folk. De mange folks messens kom til at lyde som et ekko og magien omkring stedet voksede endnu mere. Da solen var halvejs oppe søgte dens lys de fem ofre ved hvert deres kar og da det ramte deres skikkelse, stoppede tiden omkring dem. De slugte lyset og gjort det til en el af dem. Paige sørgede omhyggeligt for at magien var under kontrol, og et øjeblik efter forsvandt de fem kroppe i et gyldent skær af lys og da man kunne se sine omgivelser igen, kunne det ses fra Procias slot som fem søjler af lys der tårnede langt oppe i himlen.
Paige lod fem tåre trille ned af kinden og som hver dråbe faldt fra hagen fløj de videre til hver deres well af lys. Paige løftede sin stav og gjort tegn til de sages der var tilbage. De udtalte i et kor samme besværgelse og en enorm trykbølge skød fra hver søjle, hamrede mod muren, op i luften og flød ind over Procias. Paige forsvandt og dukkede op på den anden side af muren og nikkede kort til nogle kvinder der stod ved en statuette. ”Giv dem jeres mørke, så de for evigt vil vide hvad De skal skærme os imod! Giv Dem jeres skjulte lys, så de kan holde mørket ude! ” Da Paige havde talt vendte kvinderne deres front mod statuetterne og skør en grøn stråle ind i hovedet på dem. Der gik et par øjeblikke, før krystallerne på hver vogter gav et lille glimt fra sig og de livløse marmors vogtere så nu ud til at kunne rejse sig og gå hvis det var påkrævet. Den linje af krystaller der havde siddet i murens midte svævede nu frit en centimeters penge ud fra selve muren og det var som en svag hinde havde vokset sig langt op over skyerne.
Paige faldt ned på et knæ og tørrede lidt blod fra hendes næse, før hun smilte og et grin forlod hendes læber. ”I har gjort mig stolt, børn. Lad os alle tage til Madara og hvile” Paige ord var som en bølge der nåede alles øre og folk søgte mod portalerne. Paige fik hevet sig op i oprejst position og nød at se på muren. Fem kilder af lys magi forsynede muren med magi. En marmor vogter der kunne stå imod magi og kæmpe. Flere skærme holdte indtrængen fra under jorden sikre og nær umulig at bryde igennem. Tårnene der brugte elementerne til at holde indtrængende fra luften stange. Det var blot nogle af de få ting Paige havde gjort ved muren. ”Sages! Witches! Træd ned fra jeres poste. Vi må lade Procias soldater vise deres værd” Paige stemme var næsten ikke mere end en hvisken men alle de fremmede vagter og soldater søgte mod portalerne. Paige vidste at hendes sidste stunt måtte have bragt opmærksomhed, men nu var mørket og lyset adskilt. Hvis et mørkevæsen ville igennem muren ville de opleve smerte, blive lammet eller teleporterede ind i Manjarno igen. Paige mission var lykkes. Det var med et dybt suk at Paige faldt bagover og så næsten død ud.
En mand dukkede op ved siden af hendes krop efterfulgt af en håndfuld krigere. Han lagde hovedet på skrå og bar Paige op i favnen. ”Mother Fate hvil nu bare. Vi vil våge over dig til De vågner igen” sagde manden, der var den samme mand fra før. ”luk portalerne og sørg for ingen kan finde vej til Madara”. Manden gik igennem en portal med Paige i favnen, hun var i live, men kun lige, og snart var alle portaler lukket og muren stod i sin nye pragt, stærkere end nogen sinde.
//Out
