Im so sorry

[Deleted]

Det var lang tid siden mareridtet om Zean havde ført hende til at løbe ud for grotten i søvne, hun havde fundet Jack, skændtes med Jack, forladt ham i vrede for at finde hjem og der på hende vej, der var et monster hun aldrig havde set før og en mand som styrede det. Hun var blevet tortureret, voldtaget, det havde føltes som en evighed, intet mindre. Her var hun blevet efterladt, i kanten af en af de stiger som var i bjergene, hun trak knapt nok vejret, var blodig, havde to brækket fødder, nøgen. Efterladt til at dø. Der var ikke mange tanker i hendes hoved, hun var for langt væk, men det var som om hun drømte om Elijah, om at være hjemme, det var rart og varmt, hun ville aldrig vågne igen, ikke til det mareridt hun mindedes. Det var eftermiddag, solen stod højt og strålede ned over sine omgivelser, der var sjældent en sjæl at se her, så det var naturligvis ikke ligefrem let at skulle overleve i den tilstand hun var i. Udsultet, dehydreret, banket synder og sammen og ikke i stand til at gå nogen steder på to brækkede fødder. Hendes hår var blevet skåret af, det var blevet fuldstændig kort i rodet totter. Faktisk var hun mere eller mindre ugenkendelig. Fingrene bevægede sig i små spjæt ind imellem, der var stadig liv, men ikke meget af det. På ingen måde. Hun var nærmere død end levende, og det var i det hele taget et mirakel hun rent faktisk stadig havde en bankende hjerte.

[Deleted]

Myrina havde været væk længe. Elmyra kunne tydeligt huske den dag Elijah var kommet til hende. Han havde været fortvivlet, bange. Hun var væk. Elmyra havde sendt så mange hun kunne ud for at finde den unge pige men det havde været uden held. Tiden var gået og selvom folk stadig kiggede så vidste de ikke om man ville finde hende i live igen. Tanken havde næsten været for meget for Elijah. Han søgte ud længere og længere tid af gangen, han var næsten ikke til at komme i kontakt med når han var hjemme og han var vred. Elmyra tog sig let til kinden som hun bevægede sig hen over en ubetrådt sti. Hun havde været offer for et af hans vrede udbrud, det havde ikke været med vilje og han havde undskyldt begefter men den styrke han havde lagt i slaget gav hende stadigvæk smerter. Hun sukkede stille som hun kiggede op mod himlen. Hun prøvede at orientere sig hvor hun var henne.
Efter en lille stund begyndte hun at nynne. Hun var alene, helt alene hvilket var rart til en forandring. Dog varede dette ikke ved. Følelsen af et andet levende væsen nåede hendes sanser og dog så føltes der noget forkert ved det hele. Med forsigtige og dog hastige skridt søgte hun videre ned af stien. Synet som mødte hende længere fremme fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Det var tydeligt at der lå en kvindeskikkelse ved siden af vejen. Hun så ud til at være i en forfærdelig tilstand. Det var at kamp for Elmyra at gå nærmere men hun fik alligevel sat gang i fødderne og bevægede sig helt tæt på kvinden som stadig var i live. Forsigtigt lagde hun sig på knæ ved den sårede. Der var noget velkendt over skikkelsen men hun kunne ikke sætte en finger på det lige nu. "Kan du høre mig?" Spurgte Elmyra med en rolig stemme før hun kiggede rundt. Vejen tilbage til hulen var svær med en på slæb men denne kvinde så mere ud til at være død end levende. Ville hun overhovedet kunne nå at hente hjælp før livet forlod kvindens sjæl? Hun vidste det ikke.

[Deleted]

Der var ikke meget liv at hente, Myrina var helt væk, det krævede en del at skulle få liv i hende igen, og hun ænsede kun kort at nogen var der, nok til at en tåre banede sin vej ned af den beskidte og blodige kind. Meget af blodet var indtørret og gammelt. Hun mærkede håbet brede sig lidt, men at bevæge sine læber fandt hun dybt umuligt, hun var svækket, men mærkede tydeligt trygheden, sammen med den kvindlige stemme kunne det kun være en person. Elmyra. Hun mærkede alt i sig skrige efter at ville knuge sig ind til hende, mærke tryghed og ro, men hun kunne ikke bevæge en eneste del af sin krop, kun fingrene bevægede sig svagt i små spjæt. Der var ingen energi i hende, hun følte kun sit smertehelvede og minderne som fik hende til at væmmes. Hendes krop skælvede ikke engang, selvom hun frøs, der var ingen energi dertil. Det eneste som havde båret hende igennem alt dette, var tanken på at hun ville se Elijah igen, hun håbede sådan at han ville tilgive hende for at have forladt grotten, selvom hende søvngængeri jo ikke var noget hun havde kunne gøre for. Hvis hun nu bare var søgt direkte hjem, ikke talt med Jack, så havde alting været fint. Ham havde hun mistet helt nu, det var hårdt, men hun magtede ikke mere, han prøvede konstant med sine tilnærmelser, til gengæld havde han da ikke gjort som den fremmede, flere tåre gled ned af hendes kinder. Tingene havde været forfærdelige, hun havde følt sig så beskidt.