Det der med rødder

[Deleted]

Jarniqa Dynithril
----------------------------------

Daelis slikkede sig om munden. Der var ikke mange tilskuere i arenaen. Havde hun vidst at den var der, var hun kommet noget tidligere. Det var jo det rene nostalgi at se gladiatorer kæmpe imod hinanden. En tid kørte for hendes øjne hvor hun havde haft det hele. Hun kunne knipse med fingrene og slaver ville kaste sig for hendes fødder! Ja, mørkelviske kvinder havde det i sandhed godt i Maerimydra. De skulle bare løsne op, og det var en af de ting som hun agtede en dag at lave om på!
…
Men hvor var alt døden? Hvor var spændingen? Der var ingen mørkelvere i ringen. Havde der været det, ville hun væde sine arme på at det ville have været langt mere spændende. Og det var primært mænd. En kvinde kunne sagtens hamle op med de skvadderhoveder der nede, men en kvinde skulle stå over manden og burde bæres på hænder af guld. Det var en principsag!
I starten havde Daelis stået med et smil som en flækket træsko, mens hun bøjede sig over kanten af spænding og næsten var ved at falde ned. Efter et stykke tid satte hun sig på kanten. Smilet lidt mindre. Mere tid gik og entusiasmen var kraftigt faldet. Hun gled ned i sædet, som var hun smeltet blæver. Irritation var at finde i hendes ansigtsudtryk. Hun gabte. For en stund overvejede hun at sabotere kampen, bare for at der skulle ske noget. Hvorfor ikke? Ingen kiggede.
Med et ansigtsudtryk, som et barn der havde gjort noget uopdragent og udmærket godt vidste det, sådan løftede Daelis sit gevær op. Let skjult under trenchcoaten, som hun havde lagt lidt hen over.
Braget lød, men i arenaen var der sådan et ekko at det var svært at se hvor det kom fra. Efterfølgende begyndte en af gladiatorerne at skrige, mens han rullede rundt på jorden, hænderne på sit knæ.
Det var det hun snakkede om!

[Jarniqa Dynithril]

Harena de Dominans. Aldrig havde Jarniqa været her før. Selv følte hun også, at hun vidste hvorfor, som hun så den såkaldte gladiatorkamp. Selv forstod hun nemlig ikke pointen i at kæmpe bare for at kæmpe. Det var jo uden nytte! Kamp burde kun forekomme, når man blev angrebet. Ikke når det var iscenesat underholdning som dette. Et gib gav det i hende, som et knald pludselig lød! Automatisk kastede hun sit blik omkring, men umulig syntes lyden at være at finde, som den syntes at komme allesteds fra. Var det her meningen? Hun så, hvordan de andre på tribunerne måtte begynde at snakke, inden diverse pegede ned. Automatisk så hun selv ned, hvor hun måtte se, hvordan den ene mand nu var i kontakt med jorden, som han holdt om sit knæ. Automatisk fortrak hendes ansigt sig, inden hun rejste sig fra din plads. Nej, dette var bestemt ikke noget for hende. Dog var hun også kommet hertil for at se folkets forskelligheder, og derfor ikke for sin egen morskab. Selvfølgelig kunne det have sket, at hun havde fundet det underholdende.. Roligt bevægede hun sig ud af de adeliges personlige tribune, så hun kom ud på folkets. Fyldt op var der ikke, og derfor fik hun muligheden for at bevæge sig langs bænkerækkerne. Yndefuldt gik hun, skønt pladsen var trang, men nu igen kunne man takke hendes elviske rødder for dette. Hendes smaragdgrønne blik søgte ikke længere selve arenaen, men derimod tribunerne og de personer, som hun kunne tage blik. Selv betragtede hun blot, hvad de lavede, hvordan de så ud og hvordan de reagerede. Meget var der uden tvivl at tænke over som kommende regent af landet.. Derudover var der meget generelt i hendes liv, som hun skulle tænke over. Ikke nok med læringen af etiketter, skriveri og magien, havde hun også en masse personligt at tænke over. Der var hele faderkomplekset for eksempel. Salvatore havde hun ikke set længe, så havde han mon glemt hende? Ved siden af var der dog Damien, som nærmest optrådte som hendes fuldtidsfader. Derudover var der kærlighedslivet, hvis man da kunne kalde det det. Der var der Lucifer, hvor hun ved tanken om ham nærmest per automatik måtte berøre sine læber.

[Deleted]

Geværet lagde Daelis på sædet ved siden af og trenchcoaten lagde hun hen over. Den skrigende mand larmede forfærdeligt, men for hende var det en form for terapi, og hun svang yndefuldt det ene ben over det andet. Hun var iklædt et par stramme læderbukser og en løs top, der lige skjulte hendes talje og overgangen mellem den og hendes brede hofter.
Modstanderen greb muligheden, og skriget forstummede. Man kunne svagt høre et fugtigt slag, da treforken blev presset ind i hovedet på den skudte mand og en blanding lyserød masse og blod løb ud af øret på ham. Det var utroligt hvilke detaljer man kunne få at se ved at sidde på et af nederste rækker.
Det pinte hende ikke. Hun havde set værre og var trods alt selv en af dem der kunne finde på at udrette sådan noget. For Daelis var hele verden bare hendes arena, og hvis hun var irriteret, eller kedede sig, så satte hun gang i noget og hvem som helst kunne blive hendes nye legetøj. Det var bare et spørgsmål om de mødte hendes kriterier for hvad der var værd at lege med. Det var den indstilling der var skyld i at hun var efterlyst på landsplan og havde givet hende et stort ar hen over brystkassen og på tværs af skulderen.
Det hændte jo at legetøjet bed igen, som det havde været med en vis lyshåret mørkelver hun havde haft et godt øje til.
Af underlige grunde gjorde de næsten altid modstand, eller flygtede fra hende. Om hun kunne forstå det, nej, de skulle blot opleve en del af hendes magi. Det var bedre for dem end man kunne tro. Så endte man i hvert fald ikke med et smadret knæ.
Kærlighed som sådan havde hun aldrig oplevet. Kun rå fysisk tiltrækning. Det var trods alt det som der prægede mørkelvernes samfund: At få de bedste gener til efterslægten. Hun troede derfor egentlig heller ikke på kærlighed. Den havde ikke været i hendes liv siden broderens død, og når hun først var begyndt at åbne op, så var Zean forsvundet. Han havde mindet hende så meget om Sylaar, at hun havde spejlet broderen hen på ham. Dødsenglen havde været hendes ligesindede, en kumpan, måske en ven og til sidst var han blevet hendes elsker.
Nu stod Daelis på bar bund og overvejede om det nogensinde ville være det værd at vise sine bløde punkter igen.

Hun spejdede fra arenaen hvor nye modstandere kom ind, og hendes blik faldt til en af rækkerne over hende. En kvinde var i fuld fart ved at drage der fra ved en trappe der forbandt rækkerne, og det fik Daelis til at grine. Kvinden fandt det måske usmageligt. Det var næsten at se i hendes ansigtsudtryk, og lige netop dét gav Daelis en stigende lyst til at stikke med det.
”Oi! Det er spændende, er det ikke?!”

[Jarniqa Dynithril]

Ej tiltalte denne kamp Jarniqa, som død og ødelæggelse ikke var hendes kop the. Den eneste form for død hun kunne lide, var når man jagede vildt for at få føde på bordet. Det var trods alt også en nødvendighed, hvor dette her derimod var … usmageligt. En ting var det at falde i krig, men en helt anden sag var det at falde i en arena for andres morskabs skyld. Dog kunne hun se, at hun mere eller mindre var ene om den holdning her. Begejstret så størstedelen af publikum nemlig til, som den ene mand faldt i kamp. En af dem der udtrykte sin begejstring for kampen var en kvinde, som også valgte at henvende sig til hende. Automatisk gjorde Jarniqa holdt, hvor hun lod hovedet søge til siden, så hendes blik kunne falde på kvinden på en af bænkerækkerne. ”Jeg tror, at du føler spændingen mere end jeg,” sagde hun ærligt, hvor et skævt smil måtte søge over hendes læber. Nysgerrigt betragtede hun kvinden, der ej måtte forekomme hende som en typisk kvinde. Ikke, at hun havde noget imod det. Kort kastede hun et blik mod arenaen, hvor hun kunne se, at nye modstandere løb ind, inden hun igen skænkede kvinden sin opmærksomhed. Roligt begyndte hun at bevæge sig ned ad trappen i hendes retning. ”Det er første gang, at jeg ser en af disse kampe.. Er du fast gænger her?” spurgte hun hende nysgerrigt, som hun selv blot prøvede at forstå. Ganske vidst brød hun sig ikke selv om stedet, men hvis mange andre fandt fornøjelse ved det, var der jo en grund til, at arenaen endnu stod her. Dog havde hun også hørt rygter om, at der skam fandtes andre fornøjeligheder her end denne her form for kamp. Hun burde måske have prøvet sig med en af dem i stedet?