Post by Deleted on Mar 19, 2015 23:08:25 GMT 1
At miste ham havde hun intet problem med, nej for hvad skulle hun dog med en hærfører der ikke kunne udfører sit job korrekt og ikke kendte sin plads? Han var jo rablende gal, og man sagde det om hende, det var da en underdrivelse hvis de to skulle sættes ved siden af hinanden som eksempler. Corina var allerede klar over hvad han gjorde da hun så hans øjne, hun søgte dækning hurtigt og nåede at mærke trykket før hun så sine artfæller flyve tilbage. Hendes hænder knugede sig igen, det her slap han ikke godt fra, på ingen måde! Udenfor stod jo en masse krigere, klar til at angribe efter at have hørt skrigende fra de spidet dødsengle. Corina rejste sig hurtigt og trådte med hastige skridt efter ham.
"Behandler jeg dig som skidt?! Din jubelidiot, fatter du ikke at dine handlinger har ført dig til det her? Hvis du blot kendte din plads, ville intet af dette være sket. Og hvad angår dit lille problem, så tror jeg vidst godt vi kan blive enige om hvem der begik en fejl her! Tro ikke at du handler i retfærdighed, jeg kunne have slået dig ihjel hvis jeg ville, men valgte faktisk at give dig en chance! Prøv du bare at flygte herfra, vi ved udmærket godt hvem der vinder dette slag! Se dig omkring, du er på mit territorium, med mine krigere omkring dig." Lød det hårdt fra hende, hendes røst var høj som altid, en sand krigers røst. Hun så blot mod ham med stålfaste øjne, hun havde ingen intention om at lade ham flygte herfra, han ville dø inden og hvis han var klog nok, ville han også vide dette var sandt. Udenfor stod alle allerede klar til kamp, bueskytter med pile trukket tilbage, klar til at blive sendt af sted, krigere med håndvåben og andre kastevåben. Selv havde hun grebet et sværd fra selve torturrummet af. Ubevæbnet ville jo være direkte dumt. Hun var mere klar, vreden var faldet i baggrunden, hovedet virkede mere klart og hun kunne tænke igen, på andet end at ville slå ham ihjel. Hvorfor havde hun ikke bare gjort det? Ja hvorfor? Normalt ville hun have gjort det, men hun gav ham rent faktisk en chance for at gøre det godt, og hvad gjorde han, han spildte chancerne gang på gang. Ikke mere nu.
"Behandler jeg dig som skidt?! Din jubelidiot, fatter du ikke at dine handlinger har ført dig til det her? Hvis du blot kendte din plads, ville intet af dette være sket. Og hvad angår dit lille problem, så tror jeg vidst godt vi kan blive enige om hvem der begik en fejl her! Tro ikke at du handler i retfærdighed, jeg kunne have slået dig ihjel hvis jeg ville, men valgte faktisk at give dig en chance! Prøv du bare at flygte herfra, vi ved udmærket godt hvem der vinder dette slag! Se dig omkring, du er på mit territorium, med mine krigere omkring dig." Lød det hårdt fra hende, hendes røst var høj som altid, en sand krigers røst. Hun så blot mod ham med stålfaste øjne, hun havde ingen intention om at lade ham flygte herfra, han ville dø inden og hvis han var klog nok, ville han også vide dette var sandt. Udenfor stod alle allerede klar til kamp, bueskytter med pile trukket tilbage, klar til at blive sendt af sted, krigere med håndvåben og andre kastevåben. Selv havde hun grebet et sværd fra selve torturrummet af. Ubevæbnet ville jo være direkte dumt. Hun var mere klar, vreden var faldet i baggrunden, hovedet virkede mere klart og hun kunne tænke igen, på andet end at ville slå ham ihjel. Hvorfor havde hun ikke bare gjort det? Ja hvorfor? Normalt ville hun have gjort det, men hun gav ham rent faktisk en chance for at gøre det godt, og hvad gjorde han, han spildte chancerne gang på gang. Ikke mere nu.
