I need to show you this!

[Deleted]

Hvad der måtte vente hende på denne rejse var ikke til at sige, hun var uden tvivl nervøs, men det lagde hun på hylden for at nyde tiden med ham. Det andet måtte komme så snart hun gjorde sig klar til at gå ud af døren som måtte indbyde til deres hjem, hun elskede at vide hun trygt kunne vende tilbage til selv samme dør og møde kærlighed. Selvom han sikkert ville vente ved grænsen hvis hun kendte ham ret, det ville kun glæde hende at se ham hurtigst muligt. Serenity fniste sødt og nikkede. "Det er vidst også din fulde ret. Og du må ikke være i tvivl om de fleste tanker vil tilfalde dig min elskede. Hver eneste dag og nat vil du fylde mit sind med dit dejlige væsen." Lød det lavmeldt fra hende, hun sendte ham et kærligt smil, nød følelsen af hans hånd der strøg over hendes kind. Det var så dejligt at mærke ham hver eneste gang, enhver berøring var lige til at dåne over, så meget gav hun sig hen til det, tog det til sig. Lykken var overvældende, det havde den alle dage været og hun nød sit liv, uden tvivl en smule for meget. "Ligeså er du det vigtigste i mit Thranduil." Kom det stille fra hende, hun endte med at sætte sig op, nyde synet fra hendes fine position og smile glædeligt ved dette.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad der ville vente hende, var end ikke noget som Thranduil kunne sige. Kunne han, ville han gøre det, og det ville jo samtidig også lægge en dæmper på de mange tanker, som han gjorde sig. Sandt at sige, at han jo gik rundt og forestillede sig det værste i øjeblikket? Ikke at det var meningen, men det skete næsten lidt automatisk, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det. Kærligheden ville hun møde, når hun vendte hjem, og hun ville have det samme hjem at søge tilbage til. Der ville der ikke være nogen forskel. Han smilede let. "Den tanke behager mig," sagde han sandfærdigt, da det jo trods alt også var ord, som han måtte mene. Egoistisk som det var, men hun var jo trods alt også hans hustru.
At hun satte sig op, tog han sig ikke af, så lang tid, at hun var der. Han følte sig sårbar nok som det var, uden at han kunne gøre alverdens ved det, og det var jo næsten det, som for hans vedkommende, måtte være det værste af det hele. Han trak vejret dybt. Han skjulte sig ikke, da han ikke havde nogen grund til at gøre dette. Hvorfor skulle han? Hun var hans hustru. Hans elskede hustru. "Vi får det hele til at fungere.. særligt når du kommer hjem," sagde han blot. Han havde ikke tænkt sig at miste hende på det her!

[Deleted]

Her sad hun jo ganske fint og kunne studere sin flotte ægtemand under sig, hun lod sine fingre glide i blide kærtegn hen over hans brystkasse, som tegnede hun små kruseduller i blide strøg. Hun smilede lyksalig, som hendes blik lod til at studere sine egne handlinger. Da han snakkede om at få det hele til at fungere, måtte hun søge hans blik. Hvad var det som ikke fungerede? Gjorde hun noget forkert? Var det blot i en talemåde? Hvorfor blev hun pludselig så usikker? Et lille gab sneg sig frem, hun rødmede blidt, da hun ikke havde nået at skjule det. Senerity valgte at glide ned ved hans side i stedet og ligge sig godt tæt op af ham, lade benet glide over hans og en arm hvile mod hans brystkasse som hun forsat strøg i kærlige blide bevægelser. Hun sagde intet, blev lettere slap som søvnen valgte at overmande hende kort tid efter, hun lå alt for kort i hans arme og trygheden var uden tvivl de perfekte kriterier for at skulle falde i en god og dyb søvn. Tanken om at alt nok skulle gå, drev hende til en rolig søvn.

//out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil mente bestemt ikke, at der var nogen der gjorde noget forkert i dette henseende. Men det var vel mere tanken eller nok snarere frygten, for at det ikke ville gå, som drev ham til det? Tanken om at miste hende, var ærlig talt det, som påvirkede ham mest i øjeblikket, og han kunne virkelig ikke have det. Han kunne slet ikke have det i sit system lige nu!
At hun alligevel valgte at lægge sig ned, var en tanke som gjorde ham glad. Igen gled armene omkring hende, hvor han let kyssede hendes pande. Hvornår han ville få muligheden for at gøre det igen, vidste han ikke. Han håbede bare ikke, at der ville gå en evighed, før de ville få den mulighed. At hun gled hen i søvnen, gjorde ham nu intet. Hvis der var nogen, der havde brug for den, så var det da uden tvivl også hende, som hun jo havde en lang rejse foran sig. Hvor længe han lå der, vidste han ærlig talt ikke. Fanget af de mange tanker med den ene forestilling efter den anden, hvor han kun kunne se det ene efter det andet af groteske ting ske med hende, hvilket han slet ikke ønskede sig. Han rystede let på hovedet, for at slå tankerne ud af hans krop og sind, for det var slet ikke meningen, at han skulle tænke på den måde. Endeligt måtte han jo selv give efter for søvnen, efter at have taget tæppet og lagt det om dem begge. Den sidste nat igennem rigtig lang tid. Desværre.

//Out