I need to show you this!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

"Det glæder mig virkelig, Serenity," sagde Thranduil med en rolig stemme, da det rent faktisk var noget som bragte ham elv en tydelig glæde i sindet. Alt i alt, så var det nemlig hende, som han havde brug for.
At hun sprang direkte ud af sengen, for at finde hvad hun skulle bruge, morede ham lidt. Han satte sig roligt op i sengen og med tæppet, der let gled ned i hans skød i stedet for. Han ville naturligvis gerne give hende tid og plads til hendes hobbyer, og særligt år det var nogen, som hun virkelig var glad for. Så var det bare ikke nemt, med det arbejde og det ansvar, som de begge havde overfor andre og særligt hinanden.
Som hun begyndte med sin blyant på papiret, så op og kiggede ned igen, for kun at gentage det op til flere gange.. krøllede papiret sammen og startede forfra. For hendes skyld, forsøgte han virkelig at sidde stille. Han ville jo selv gerne have, at det så ordentligt ud. Forfængelig var han jo trods alt, og det havde han alle dage været. Derfor ønskede han da lige så, at det som hun havde med af ham, skulle se ordentligt ud. Hendes ord, fik ham let til at smile. "Ikke kan jeg sige, at min skønhed overstråler den, som jeg giftede mig med," sagde han roligt. Han lod hovedet søge bare en kende på sned. Selv hun var det skønneste og smukkeste, som han nogensinde havde set, og noget, som han uden tvivl var glad for, at han havde giftet sig med. Han havde aldrig været lykkeligere end hvad han var sammen med hende. Som hun gjorde sig færdig, rykkede han let på sig. "Lad mig se," opfordrede han sandfærdigt.

[Deleted]

Det betød meget for hende, at hun på en måde havde lov til at have det på den måde, at det rent faktisk glædet ham at høre. Hun ville jo gerne nyde ethvert sekund med ham, indtil hendes krop nægtede hende at være vågen længere. Selvom hun på dette tidspunkt, på ingen måde måtte være træt. Nej hun var helt opslugt af sit arbejde på papiret og hun nød det, specielt fordi hun fik lov til at se op på det skønneste ansigt flere gange og lade det danne på et papir. Og hun var tilfreds da hun var færdig, ganske tilfreds. Den røde farve var gledet over hendes kinder, selvom de var gift og havde været sammen et stykke tid nu, kunne ord som de, få hende til at rødme til hver en tid. Det varmede hendes hjerte at høre ham sige sådan, hun var ikke i tvivl om han selv var godt tilfreds med sit valg til dronning. Hvilket styrkede hende i hendes tro på hende selv. Da han ville se, var hun hurtigt på vej helt hen til ham. Hun viste ham papiret med stolthed, en kvinde der havde fået hendes mands skønhed til at stråle på et papir. Og hun ville bære det, se på det, længes efter ham og smile ved synet. At hun var nøgen virkede hun ikke påvirket af, hun kunne lide friheden og det føltes jo naturligt i nærheden af ham. Serenity endte med at plante et kys lige under hans øre og rejste sig for at rydde tingene op og på plads. Efterlod tegningen ved ham for nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne ikke være andet end tilfreds med det valg af dronning, som han havde gjort for sin egen skyld, og dette kunne naturligvis godt mærkes på hans egen krop og sind. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen, som han lod hende gøre arbejdet færdigt med hendes tegning. Ganske vidst var han klar over, at hun var god til arbejdet med hænderne, da hun til nu, havde arbejdet som en syerske, men aldrig som tegner og kunstner. Ganske vidst var det meningen, at hun skulle finde tiden til det hele. Selv de hobbyer skulle dyrkes fra tid til anden.
Som tegningen blev færdig, og hun stolt vendte den imod ham, fik smilet til at brede sig på hans læber. Han måtte sige, at hun havde et storslået talent. Han tog imod papiret, som hun rejste sig, for at få tingene på plads. Hans grønne øjne gled over detaljerne på det papir, som han havde foran sig. Kysset tog han imod og med en tilfredsstillelse i krop og sind.
At Serenity gik rundt i ingenting, var slet ikke noget som Thranduil sagde noget til, og særligt nu hvor de gik rundt derhjemme, så var der slet ikke nogen grund til at gøre det. Der var jo bare hende og ham, og hun havde slet ikke nogen grund til at skjule sig for ham. Et stille smil passerede hans læber. Han var imponeret. "Smuk og talentfuld," sagde han og rejste sig op. For nu var sorgen glemt lidt. Den ville ramme senere, og særligt i morgen. Han søgte efter hende i stedet for. Endnu var han jo klædt. Natten og aftenen skulle nydes i den forstand, at man nu kunne. "Serenity," kaldte han. Han fik pludselig en god ide.

[Deleted]

Hun fniste sødt ved hans ord, hun kunne ikke helt dy sig for at vise sig stolt. "Ja sikke en hustru, du er meget heldig." Lød det fnisende fra hende, hun blinkede til ham, inden hun gik de sidste ting på plads. Da det var gjort ville hun vende tilbage til ham, som hun hørte ham kalde på hende. Hendes navn lød som det smukkeste stykke musik så snart det forlod hans mund, hun kunne ikke andet end at smile over hvor lykkelig og heldig hun egentlig var. Lige nu var morgendagen langt væk, hvilket passede hende fint, det var præcis dette hun havde ønsket, at tage det på afstand og nyde tiden de havde inden hun rejste væk. Hvem vidste hvor længe dette ville tage? Serenity gik ham i møde og lod sine arme glide om hans hals, hun var på ingen måde påvirket af hendes nøgenhed, de var for langt oppe til nogen kunne se igennem vinduerne. Det var faktisk ganske befriende med sådan et privatliv, hun nød det i den grad. "Ja min egen?" Lød den spørgende tone fra hende, han lød jo til at ville noget bestemt, siden det ikke kunne vente til hun kom tilbage til sengen. Gad vide hvad han havde på hjertet?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

På alle tænkelige måder, var Thranduil heldig med valget af hustru, og dette var han uden tvivl stærkt påvirket af. Han ønskede at bibeholde dette, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på. Alle skulle vide hvor heldig han var, over at have hende ved sin side. Han drømte om børn.. at de skulle føre elverne ud i storhed, men dette krævede jo trods alt også, at hun kom hjem igen. Han håbede virkelig at Marcellus ville behandle hende pænt. Hvis der blev krummet så meget som et hår på hendes hoved...!
Let rystede Thranduil de tanker ud af hovedet, for at gå hende i møde. At hun igen lod hænderne glide om hans nakke, glædede ham. Ej var det nemlig meningen, at hun skulle være bange for at vise sig fra denne side for ham. Det var j ligesom, da han havde mødt hende første gang.. Hvordan hun bare havde været så naturlig overfor ham. Han hævede den en hånd, for at lade den glide mod hendes smukke ansigt. Allerede nu synes han at mangle hende. Kun fordi at han vidste, at hun på ubestemt tid, ville tage afsted i morgen. "Allerede nu, synes jeg at mangle dit smukke ansigt, at vågne til om morgenen. Tillad mig at nyde denne aften med dig, som kun en mand burde gøre det med sin elskede hustru," bad han dæmpet. Hendes nøgenhed, var ikke noget som rørte ham. Tvært imod, så fandt han det ekstremt tiltalende.

[Deleted]

Ansigtet søgte ind mod hånden der gled langs hendes ansigt, hun lod hånden glide op og ligge sig mod den kort. Dette her var i sandhed det bedste ved det hele, at kunne vende tilbage til en mand som elskede hende så højt og helligede deres ægteskab. De ville klart mangle hinanden i den tid, men hun vidste med sikkerhed at det hele nok skulle gå. Et længselsfuldt suk gled over hendes læber, hun lod blikket søge hans da han talte til hende. Ord som kun kunne bringe et smil på læberne. "Lige hvad du ønsker min elskede, det ville kun glæde mit hjerte, det ved du." Endte hun i en blid og kærlig hvisken, inden hun søgte hans læber med sine egne blidt. Serenity elskede at være i hans nærhed og hun ville ikke lægge skjul på dette, hun havde altid svært ved at holde fingrene fra ham, det var en kamp ikke at kaste sig i hans arme når hun så ham. Der var klart ungpige over hende, ingen tvivl der, dog holdte hun sig da i skinnet, men når ingen så det, ville hun altid være sådan her, være over ham og tage alle de kys hun ønskede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom der måske var ungpige over Serenity, var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for Thranduil. Det var det som samtidig var med til at gøre hende unik, og det kunne han godt lide. Det var nemlig det stik modsatte af ham selv, og det var behjælpelig til at skulle få ham til at slappe af. Det var dertil også det, som han rigtig godt kunne lide ved alt dette.
Thranduil ville bare lige nu, nyde den tid med hende, som han havde, og særligt fordi, at han vidste at han ikke havde særlig meget af den. Armene lod han langsomt glide omkring hende, hvor han kunne trykke hende ind mod sig. Hånden gled lettere uskyldigt over hendes lænd, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Hendes duft i hans næse, gjorde ham næsten helt euforisk. "Naturligvis håber jeg, at du besidder de samme ønsker som jeg," sagde han roligt, inden han igen førte hende tilbage til soveværelset. Bare at ligge der.. mørke hende.. røre ved hende, samt kysse hende, var hvad han havde brug for lige nu. Det var uden tvivl det, som var ham det vigtigste. Igen slap han hende, for at krybe op og lagde sig i sengen. Den store romantiker havde han aldrig været.. Han derimod var bare klar i hans ønsker i stedet for. Det var da noget, som han i hvert fald kunne forholde sig til. Igen opfordrede han hende til at tage plads i sengen. "Om jeg skal ligge vågen til solen atter viser sig på himlen, er det hvad jeg gør," afsluttede han denne gang mere bestemt.

[Deleted]

Et lille fnis kom fra hende, hun kyssede ham kort på ny og lod sine fingre glide ned af hans brystkasse. "Hvordan skulle du nogensinde kunne være i tvivl?" Spurgte hun direkte, for man skulle da være blind for ikke at kunne se og mærke på hende hun bestemt ønskede det selv samme som han. Hun elskede at være ham nær, på alle tænkelige måder! Serenity fulgte med ham, til de igen var i vante rammer, i deres soveværelse. Her begyndte og sluttede hver dag. Det var svært at skulle undvære det, men hun vidste det var nødvendigt og derfor ville hun bestemt nyde denne nat lige det mere, give sig mere hen til hver eneste detalje. Et stille smil lå på læberne, hun fulgte ham med øjnene, han endte i sengen igen, med tøj på, nej altså! Hun skulle mærke hans nærhed rigtig. Uden at tøve, endte hun igen i sengen, men hun kravlede helt op mod ham og begyndte at klæde ham stille af. "Jeg tror vi skal lave en lov, en lov om at intet tøj er tilladt i vores seng." Lød det blidt og stille fra hende, hun sendte ham et uskyldigt smil. At mærke hans nøgne varme hud mod hendes var hvad hun ønskede lige nu, at mærke hver eneste centimeter af hendes velskabte mand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var det fordi at Thranduil var i tvivl, men ligeledes, ønskede han da også, at dette var noget, som hun ønskede sig. Han lod hovedet søge på sned, som han lod hånden stryge let over hendes kind. Han elskede hende virkelig. Var det underligt, at han kun ønskede hende det bedste? Og at det bedste, skulle være ham? "Selv jeg ønsker jo blot at være sikker," sagde han med et stille smil på læben. Når hun havde den betydning for ham, så var det vel heller ikke så mærkeligt igen, var det?
Nu hvor de igen var tilbage i soveværelset, så ønskede han bare at nyde den tid med hende. Nyde at han havde hende ved sig, for det var aldrig til at vide, hvornår han ville få den mulighed for at gøre det igen. Frygteligt synes det hele at være, og han kunne ærlig talt ikke lide det. Han brød sig virkelig ikke om, at hun rent faktisk skulle tage afsted!
Ved hendes ord, måtte smilet kun brede sig mere. Han stoppede hende på ingen måder i at klæde ham af. Overfor hende, havde han nemlig ej nogen grund til at skjule sig. Hun havde jo trods alt set det hele mere end en gang. "Vi kan lave denne lov: Intet tøj på soveværelset?" foreslog han. Så intimt og privat, som det måtte være, så var det ikke noget som han ønskede at dele med alle. Han ahdve hende. Og det var for ham det vigtigste.

[Deleted]

På ingen måde måtte han være i tvivl om hvad hun ønskede og begærede, i hendes hjerte ville det altid være ham som stod først og fremmest. Hun ville med hans hjælp få klæderne af ham, lade dem dumpe mod gulvet og nyde synet af ham. Det var i den grad det bedste af det hele, at mærke ham hud mod hud, der var noget trygt over det, det var noget hun for intet ville undvære, men desværre var nød til i flere dage, måske uger. Tanken var dræbende, men hun skød den til siden, nu havde hun lige fået det på afstand og der skulle det altså blive! Serenity nikkede enig, hun smilede stort som det sidste klæde måtte forlade ham, til han var lige så blotlagt som hende selv. Og at tøve gjorde hun bestemt ikke, hun lagde sig ned over ham og knugede sin nøgne krop ind mod hans, sukkede dybt og fredfyldt. Hovedet søgte ind mod hans hals som hun kyssede blidt, at ligge her, så tæt mod ham, mærke ham, det var alt hun ønskede. "Jeg ville kunne leve lige her, resten af mit liv, aldrig forlade dit dejlige væsen for noget. Det skulle lige være....." Hun stoppede sine ord og smilet som lå kærligt på læberne ville han næsten kunne mærke mod sin hals. "..fordi et andet lille individ havde brug for mig." Hviskede hun blidt, tanken var rar, hun glædet sig til den dag ville oprunde. Det var en drøm hun i den grad elskede. Serenity ville føle det som en stor ære, tænk sig at bære arvingen til skoven, at være med til at opfostre en lille pige eller en lille dreng. Bare tanken fik hende til at bide sig i læben, små fødder løbende rundt her, ville der blive brug for mere plads? Tankerne var næsten ikke til at stoppe igen. "Hvor jeg dog elsker dig." Sukkede hun, meget pludseligt, og utrolig lykkeligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At ligge der med hende ved sin side, hvor han kunne mærke hende, var uden tvivl det mest fantastiske af det hele. Thranduil var ikke et sekund i tvivl om sine følelser for Serenity, og at disse var nogen som ville vare ved. Ærligt, kunne han slet ikke forestille sig et liv, hvor hun ikke skulle være en del af det. Hvor havde hun dog været igennem de sidste rigtig mange år? Han kunne slet ikke begribe, at det skulle være således!
Klæderne kom af, hvor han selv endte med at ligge lige så blotlagt som hende selv. På trods af ar og mærker var kamp, strid og krig, så vidste han jo, at han så godt ud. Det var jo aldrig noget som han havde lagt skjul på, selvom han gerne gik i de tunge klæder, som skjulte ham. Det var jo trods alt heller ikke et syn, som han ville dele med hvem som helst. Ved hendes ord, måtte smilet dog alligevel passere hans læber. Børn havde han nu aldrig været særlig god til. Jovist havde han haft tingene på sin egen særlige måde, og han havde jo forsøgt. Selv hans eneste søn, havde han lagt i graven for flere år siden. "Jeg glæder mig til den dag, vil komme til os, min kære," lød det roligt fra ham. Armen gled lige så stille omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Hun var det mest fantastiske i hans verden. En ting, som han slet ikke kunne leve foruden. Han elskede hende. Det var i hvert fald den ting i hans liv, som han ikke var et sekund i tvivl om. "Som jeg elsker dig," hviskede han mod hendes øre, inden han skænkede hendes mundvig et blidt kys. Nu handlede det bare om at nyde hinanden.. Nyde den tid de havde, inden der nok ville komme en lille. En arving skulle jo trods alt til på et tidspunkt.

[Deleted]

Enhver celle i hendes krop jublede for at få lov til at være ham så nær, hun mærkede hvordan hun blev langt mere rolig ved kontakten de havde nu. Det var utroligt hvad hud mod hud faktisk kunne gøre, hun elskede det. Serenity smilede stort ved hans ord, det fik hjertet til at springe i brystet på hende af glæde at høre ham sige sådan, for hun ønskede så brændende et barn med ham. Godt nok ikke nu, men en dag, en skønne dag. Hendes fingre strøg over hans kraveben kort, vandrede ned over hans skulder og derefter overarm, han var virkelig en flot mand, selv med ar og det hele. Det vidnede om så mange ting som hun kun var stolt af. Hovedet lod hun efter kysset mod hendes mundvig, hvile blidt ved hans skulder, hun bevægede sig lidt uroligt over ham og mærkede varmen brede sig i kroppen. Endelig, endelig lå hun helt perfekt og et tungt suk forlod hende, lige her hørte hun til, hans favn, hans arme var hendes hjem. Var der mere at sige lige nu? Nej, hendes krop talte for hende, hun var i den grad tryk og lykkelig, hjertet pumpede bag hendes bryst.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At skænke livet til et barn - en arving, sammen med hende, var uden tvivl det bedste og mest fantastiske, som de kunne gøre sammen. Selv dette var et ønske som han brændt inde med, og særligt nu hvor det kørte dem så godt, som det gjorde. Det var vel næsten det, som man kunne anse, for at være noget af det bedste af det hele. Smilet forblev let på hans læber, som han vendte blikket mod hende. Hendes reaktion havde jo allerede sagt ham det hele. At det ligeledes var en tanke, som bragte glæde til hendes krop og sind. Han hævede hånden og strøg den over hendes kind. Ej var det fordi at de havde behov for at ligge og lave en masse lige nu. Lige nu handlede det hele bare om at de var der for og med hinanden.
Thranduil trak vejret dybt. Bare at ligge der med hende, føles helt igennem fantastisk, og det var uden tvivl også noget af det mest fantastiske af det hele. Han lagde hovedet mere ind mod hendes. Hvornår de ville få muligheden for at gøre dette igen, vidste han jo heller ikke ligefrem og grusomt var det at leve i denne uvidenhed. Han savnede hende jo for pokker allerede. At hun lagde sig helt over ham, sagde han dog intet til, da det faktisk føles ekstremt godt, at have hende liggende der. "Lov mig, at du søger hjem, så hurtigt, at muligheden vil byde sig," sagde han endeligt. Tanken om at hun skulle være væk mere end højst nødvendig, var direkte dræbende for ham!

[Deleted]

Det gjorde hende en del skruk at tænke på alt det med at skulle sætte et barn til verden, hun måtte hellere hive sig selv lidt ud af det drømmeland, for ellers endte hun med at overfalde ham bare for at skabe et liv og det var alligevel lige tidligt nok. Ikke sandt? Serenity indtog hans duft, hun elskede at nyde den, bære den. Hendes blik gled roligt op, inden hun løftede hovedet og kyssede ham blidt. Som deres kroppe ikke kunne komme nærmere, lå hun blot og nød at mærke ham, hans varme der blandede sig med hendes. Et afslappet suk forlod hende, hun elskede virkelig denne følelse, tænk at hun skulle undvære den i længere tid. Hun lukkede øjnene igen og slap kysset kort efter, hun lagde hovedet ned ved siden af hans igen og lod sine fingre stryge ved hans skuldre og ned af hans overarme. "End ikke en hær ville kunne stoppe mig i at søge hjem til dig min elskede, jeg vil savne dig så frygteligt meget. Enhver tanke vil gå hjem til mit folk og min konge." Hviskede hun blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tanken om børn fandt Thranduil skræmmende, men derimod også som en god ting. Det var noget som han ønskede at dele med hende, og særligt fordi at de var ment for at være sammen. Det var meningen, at de skulle være sammen, og det var det, som selv han måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende.
Armene gled let omkring hendes skikkelse, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Barnet måtte komme når tiden var rigtig. Nu vidste han ikke hvornår hun ville komme hjem, og derfor ville det bestemt heller ikke blive nu. Han trak tilfredst på smilebåndet, inden han glædeligt mødte hende i kysset. Han elskede når hun gjorde det! Elskede at have hende tæt ind mod sig.
"Jeg vil være tilbøjelig til at være egoistisk og håbe på, at det er mig de fleste tanker tilfalder," sagde han med en rolig stemme. Hånden strøg han igen over hendes bløde og varme kind. Han elskede hende, og han ønskede at hun kom hjem, og gerne så hurtigt som overhovedet muligt! Hun var hans et og alt, og det var det eneste, som egentlig havde betydning for ham lige nu. Han var bare generelt slet ikke meget for at hun tog nogen steder hen. "Du er bare det vigtigste i mit liv," sagde han endeligt. Han ønskede bare at passe på hende.