I need to show you this!

[Deleted]

Bare alene nærheden mens de stod der sammen fik hende til at bare slappe en lille smule mere af, og det var bestemt bedre end ingenting. Hun sugede det til sig, enhver lille kontakt de havde med hinanden, hun elskede den jo, mere end noget andet. Der behøvede ikke ligge noget seksuelt i det, bare hans nærhed var nok, at indånde luften han udåndede, have duften af ham i sine næsebord, kunne smage på hans læber, røre ved hans hud, være helt tæt på ham. Det var mere end nok. Det gav et sug i maven da han rejste sig, mest af alt fordi han kun kom tættere på, den effekt havde han jo bare på hende, det varmede hende og fik hende til at smile svagt blidt. Hun fulgte elegant med ham, hun ville være ham nær og han ønskede det samme, det kunne mærkes, de begge trængte til det. Et blidt suk kom fra hende, hun følte ikke hun bestilte andet end at sukke, men denne gang var det i længsel efter hendes mands nærhed og den ville hun nu få. Soveværelset ville blive et ensomt sted for ham, men sengen ville i det mindste dufte af hende, hun skulle sove vildt fremmede steder og savne at ligge med ham hver eneste nat. Det var blevet en vane som hun elskede højt, at falde i søvn i hans arm og vågne op til det dejligste syn i verden efter hendes mening. Som han lagde sig, gik der ikke lang tid før hun søgte ned ved hans side og lagde sig tæt op af ham, fik sneget sin ben lidt op over hans og knugede sit bryst ind mod ham som armen holdte trygt om ham og nussede ham blidt i siden. Øjnene søgte hans, hun fandt et smil frem, et kærligt smil der fortalte alting nok skulle gå, og hun troede virkelig selv på det, men hun vidste at det stadig var svært og ville blive det endnu mere når hun rent faktisk var taget afsted.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her gjorde kun afskeden med hende endnu sværere, end hvad den havde formået at være til nu. Tanken var frygtelig. Der var ikke noget ord, som kunne beskrive det bedre. Ensom ville tilværelsen blive, og særligt nu hvor han var vant til at hun dagligt var ved hans side. Hvor lang tid der ville gå, var ikke til at sige, som han faktisk heller ikke vidste, om han ville få hende retur. Han måtte bare stoppe med at tænke på tingene på den måde, for det var slet ikke noget, som han ville få noget ud af! Det ville kun gøre det endnu værre for ham.
Thranduil lagde sig ned i sengen, og med blikket i retningen af hendes skikkelse igen. At hun lagde sig ned ved siden af ham, var en tanke, som ganske enkelt glædede ham. Han lod armene glide omkring hende. Ikke at der behøvede at ske intime ting mellem dem lige nu. Han ville bare mærke hende, og vide, at hun var der, og det var egentlig det vigtigste for ham lige nu. Han sukkede dæmpet, inden han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes pande. Han elskede hende, og han ville savne hende. Han følte allerede, at han savnede hende nu, selvom hun lå der ved siden af ham. "Det hele skal nok gå," sagde han endeligt. Et sted fordi at han vel havde.. brug for at sige det? Han havde brug for at vide, at tingene ville gå godt, og at han ikke ville miste hende undervejs, for det ville han slet ikke kunne bære. Hånden lagde sig mod hendes side, som han strøg ganske let. Han følte sig sårbar og ramt i denne situation. Det var uden tvivl direkte ubehageligt, at skulle sende sin hustru afsted til en mand, som i værste tilfælde, ville gøre hende ondt!

[Deleted]

Lyden af hans ord fik varmen til at brede sig lidt i hende, hun bemærkede først nu at hun næsten havde haft det koldt, frosset på en mærkelig måde, men han bragte hende varme og tryghed. Alene ved sine ord, men hans nærhed hjalp også meget godt. Hun nød at ligge her med ham, det fik hende til at slappe mere og mere af. Hun sukkede blidt og sendte ham et endnu større smil. "Jeg kommer til at savne dette mens jeg er væk, jeg vil nyde hvert sekund indtil jeg skal afsted!" Lød hendes stemme kærligt ind mod ham som de lå tæt med hinanden, selv i tøj var det intenst og vidunderligt. Den største frygt som lå i hende, ville forblive skjult for Thranduil, hun ville ikke bekymre ham, ikke mere end han var i forvejen. Bare at se hvordan det slog ham ud nu, det var hårdt, virkelig hårdt! Hendes fingre nussede ham forsat, hun elskede at røre ved ham, også selvom klæder brød chancen for kontakt med huden. De måtte dog søge op ved hans hals for at hvile der, mens hun skænkede hans læber et blidt og kærligt, samt dybt kys. De brune øjne gled i, hun sukkede nydende og gav sig helt hen til øjeblikket, drømte sig væk fra virkeligheden og holdte sig i denne drømmeverden fri for bekymring og hvor hun ingen steder skulle hen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Igen måtte Thranduil vise sig, som den stærke mand, som han havde været til nu. Han havde desuden gjort dette tidligere, så det burde egentlig slet ikke røre ham på denne her måde, men det gjorde det nu alligevel, og det var rent faktisk utrolig ubehageligt, hvis han selv skulle sige det. Her lå han med sin hustru i sine arme, og han vidste, at han fra i morgen, slet ikke ville være i stand til at passe på hende.
Han savnede hende allerede, og det var det, som rent faktisk var det sværeste for ham lige nu. Han vendte blikket mod hende. Selvom de begge lå klædte, så rørte det ham ikke. Sagen lige nu, var at han havde hende ved sig. Hvor han dog hadede, at han ikke havde muligheden for at passe på hende, som en mand nu burde have det. Tæppet tog han fat i, for løst at lægge et over dem, så der var det mindre som ville være i vejen for dem. At vide, at han skulle tage afsked med hende i morgen på ubestemt tid, var smertende for ham. Nok mere end hvad han nogensinde ville være ved. "Det bliver også ensomt uden dig," sagde han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket ned mod hendes skikkelse. Tanken gjorde rent faktisk ondt. Frygten for at han skulle miste hende, var vel det, som rent faktisk plagede ham mest? "Jeg holder sengen varm til du kommer hjem igen," sagde han med en rolig stemme. Hertil mødte han hende glædeligt i hendes kys. Han kunne ikke lade være. Han havde virkelig bare brug for at mærke hende ved sin side!

[Deleted]

Det var en dejlig ting at høre ham sige, at han ville holde sengen varm, hun glædet sig til at dykke ned i tæpperne med ham igen efter hendes hjemkomst, det blev uden tvivl det mest vidunderlige. Og igen at være ved kærlige omsorgsfulde væsner, de smukke skove, hendes elskede hjem. Lige nu havde hun dog fokus på kysset som hun lod sig leve ind i, så det måtte virke som om alt andet var ligegyldig for nu. Det var også med et tungt hjerte hun måtte bryde det igen, men der skulle nok komme mange flere, hun elskede jo følelsen af hans læber mod sine egne. Blikket gled roligt op som hun så mod hans kønne ansigt, så fejlfri en mand, hvor hun dog elskede ham. "Jeg tror, at lige så snart jeg kommer hjem, så kommer jeg til at holde dig fanget i vores skønne hjem i flere dage, bare for at have dig for mig selv." Fniste hun sødt, det var om at fokusere på det glade og gode ting, se de lyse punkter i tilværelsen og finde noget at glæde sig over og glæde sig til. Smilet som efterfølgende hvilede på hendes læber fortalte om den kærlighed hun havde til ham, hendes drømmende blik som gled ind i hans smukke grønne skove af øjne. Det var helt igennem vidunderligt at være hans hustru, at være ved hans side. Der var jo ingen andre steder hun nogensinde ville være, og selvom hun fysisk var borte på rejsen til Imandra, så ville hun være i hjerte og sjæl ved ham altid.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At lægge sig tit sove, forekom helt uaktuelt for Thranduils vedkommende, og særligt når det var på denne aften. Den sidste i guderne måtte vide hvor lang tid. Kysset var virkelig behageligt. Hun var nemlig den som kunne sætte disse følelser af behag i ham, for det var der ikke nogen anden, der var i stand til. Hans læber spillede ud i et smil. Han kunne love hende, at han ville stå her igen og vente på at hun ville komme retur til ham. "Den dag du vender tilbage til mig, vil jeg stå og tage imod dig med åbne arme. Kun du vil være at finde der," sagde han med en rolig stemme.
Serenity formåede at sætte en form for ro i Thranduils krop og sind, også selvom det uden tvivl var en ekstremt hårdt presset situation for dem begge at stå i på nuværende tidspunkt. Hånden hævede han ganske let og strøg over hendes kind, hvor han med den anden, kun trykkede hende helt ind mod sig. Lige nu havde han brug for hende. Han havde så brændende brug for at se hende være der sammen med ham. Han plantede et angt og dybt kys mod hendes pande. "Jeg elsker dig, Serenity," endte han med en rolig stemme, inden han lagde hovedet tæt ind mod hendes i stedet for. Lige nu havde han bare desperat brug for at mærke hende tæt ved sig, og vide, at hun rent faktisk var der.

[Deleted]

Stemmen som lød så vidunderligt i hendes øre, fortalte om åbne arme ved hendes hjemkomst, det fik hende til at smile drømmende. Måske var det sundt at savne hinanden, det var mere den usikre del om hvad Marcellus egentlig ville som ødelagde det hele og gjorde bekymringen blev større end savnet. Eller måske gjorde det værre. Hun lukkede øjnene svagt som han strøg hendes kind, hun elskede enhver berøring han måtte give hende, som de kys som lå mod hendes pande og gav hende evig trykhed. Hjertet hoppede lyksalig i hendes bryst. "Jeg elsker også dig Thranduil, så uendeligt højt." Hviskede hun blidt, som deres hoveder jo var tætte og ingen høje ord var nødsaget. Øjnene var blanke, hun var jo påvirket, men det var en blanding af lykke og frygt, hun knugede sig blot tættere mod ham og øjnene søgte i. Det var så afslappende at ligge med ham, ligge i hans arme, være så nær ham og kunne dufte ham så tydeligt. Hun måtte have en af deres tæpper med sig, det skulle dufte af hjem, så hun kunne blive bragt tilbage til ham hver gang hun lukkede øjnene for at skulle sove. "Hvad har du allermest lyst til lige nu min elskede?" Spurgte hun så blidt, hun ville sørger for han havde det godt inden hun søgte mod Imandra. Eller hun kunne jo gøre hendes bedste for at han fik det så godt som muligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

En ting var at savne, men når han ikke vidste hvad Marcellus ønskede af hende, så var det en frygt, som han ikke kunne lægge til side. Det var frygteligt.. Ganske enkelt frygteligt, og det var ikke noget, som han kunne gøre særlig meget ved. Han vendte blikket op i retningen af loftet, hvor han svagt bed sig i læben. Allerede nu, så han frem til, at hun ville komme hjem og tilbage til ham. Han havde for pokker brug for hende herhjemme!
At høre hende skænke ham de store ord, fik kun et smil til at brede sig på hans læber. Aldrig i hans liv, kunne han huske og mindes, at have det på denne her måde. Hans hånd fortsatte roligt over hendes kind. At se hende med tårer i øjnene, gjorde det dog ikke mindre nemt for ham. Tvært imod. "Ej skal du være ked af det, min kære," bad han endeligt. Hun kunne tage alt det med hjemmefra, som hun ville og kunne bære. Bare hun fik en god og behagelig tur, og hurtigt kom hjem igen, så var han ikke den, som skulle brokke sig over dette. Hvad han ønskede lige nu? Han sendte hende et svagt smil, inden han lagde sig til rette. "Lige nu, ønsker jeg bare at mærke dig tæt på mig.. vide, at du er her, inden du tager afsted i morgen," sagde han endeligt. Han var i forvejen ikke meget for at lade hende gå nogen steder, men hun havde jo trods alt også haft ret.. Det var vigtigt, at få dette gjort på ordentlig vis.

[Deleted]

At han bemærkede det, fik en tåre til at finde sin vej ned af hendes kind, hun fik den hurtigt tørret væk, inden hun sendte ham et undskyldende smil. "Det er både af glæde og sorg mine tårer løber. Glæden ved at have sådan en vidunderlig mand at dele min tilværelse med, og sorgen i at vide hans hjerte er tynget af min rejse." Lød det stille fra hende, hun sukkede blidt, som hun blinkede et par gange og fik de tåre som pressede på til at glide ned af hendes kinder. Efterfølgende fik hun taget sig lidt sammen, fik det under kontrol og sendte ham så et svagt lykkeligt smil. Hun forstod virkelig ikke hvordan hun var blevet så heldig, men hun priste jeg uden tvivl lykkelig ved det og nød det så meget det var hende menneskeligt muligt! Det var rart at vide deres ønske var det samme, hun smilede stort og nikkede svagt. "Det lyder perfekt." Lød det roligt fra hende, inden hun skænkede hans dejlige læber et dybt og kærligt kys, mens kroppen igen søgte helt tæt ind mod ham. Da hun slap kysset igen, valgte hun at ligge sit hoved mod hans bryst for at lytte til den dejlige lyd af hans hjerte der slog faste slag bag hans brystkasse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det tyngede kun Thranduils hjerte yderligere, at vide, at det gik hende så meget på. Det var jo tydeligt for ham, at hun selv ikke ønskede ,at tage nogen steder hen. Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes våde kind. Ikke ønskede han, at hun skulle fælde tårer. "Hver gang jeg går ud af den dør, og lader dig tilbage, som modsat, savner jeg dig," sagde han endeligt. Han følte si særligt sårbar, når han ikke havde hende ved sig, og særligt når det var på denne måde, og det var slet ikke noget som måtte sige så lidt igen.
Det var det ømme punkt i hans liv det hele gjaldt, og det var uden tvivl svært for ham, bare at lade det søge ud. Derfor havde han brug for at mærke hende ved sig.. Bare ligge med hende. En sidste gang. Kysset gengældte han mere end glædeligt. Det brændt mod hans læber, som det brændt i hans bryst. Hans hjerte begyndte uroligt at hamre mod brystet, idet han igen lagde hovedet tilbage. Det var på tide, at han tog sig sammen, selvom det virkelig ikke var nemt. Han bed tænderne sammen, og strammede grebet en smule mere om hende. "Det synes jeg også.. En aften.. hvor det bare er dig og mig," afsluttede han. I hans øjne, så lød det virkelig ikke til at være så slemt igen. Hånden strøg let over hendes side. "Bare du lader mig høre fra dig," sagde han med en dæmpet stemme. Det var egentlig det eneste, som han havde brug for.

[Deleted]

Ethvert kærtegn vidnede om hendes kærlighed til ham, ethvert smil og ethvert blik gjorde det selv samme. Hun nød følelsen af den faste bygning under sine fingre, nød at mærke enhver del af ham og vide at det hele var hendes. Dette her, det var hvad der ventede hende når hun kom hjem igen, hvilket bestemt var en motivation for at holde sig i live og blive ved med at kæmpe. Hvert træk skulle tænkes nøje igennem, hun vidste et enkelt ord forkert i en magtfuld mands tilstedeværelse kunne bringe sorg og lidelse. Serenity ville gøre alt for sit folk, og vigtigst af alt, alt for sin mand. Et blidt suk gled over hendes læber, hun nød hver gang hans hænder vandrede blidt på hendes krop. "Jeg lover dig, hver eneste dag vil du høre fra mig min elskede." Hviskede hun blidt, inden hun plantede et kys ved hans brystkasse hvor hendes hoved lå og hvilede trygt. Det blev en hård tid for dem begge, hun var dog sikker på at alting nok skulle gå og hun før tilbage før hun vidste af det. Med armen rundt om ham, trykkede hun sig tæt ind mod ham i noget der ville minde om et kram, bare mens de lå ned. Hun søgte helt tæt på for at nyde følelsen af ham, vedholde det minde i sig og glæde sig over at det var noget hun kunne se frem til. Blikket gled op mod ham, hun sendte ham et af sine kærlige smil, inden hun kyssede hans hage blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var svært for Thranduil. For en gangs skyld, var det ham, som følte sig som den mest sårbare, og det var bestemt ikke en særlig behagelig tanke. Han lukkede øjnene let inden han vendte blikket væk fra hende. Hvor var det her direkte brutalt! Han svor at han ville flå hovedet af Marcellus, hvis han så meget som lagde en finger på hende, på en måde, som slet ikke burde være til! Det ville han slet ikke have!
Hånden strøg Thranduil stille og roligt nedover hendes side, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Kysset mod hans bryst, fik smilet til at brede sig på hans læber. "Det er alt hvad jeg forlanger," sagde han med en rolig stemme, som han lænede sig frem og skænkede hendes pande et kys. De burde måske lægge sig til at sove? Bare for at sikre sig, at hun blev udhvilet til i morgen, når hun skulle afsted? Han sukkede let den ellers så dybe vejrtrækning, inden han igen lagde hovedet roligt tilbage igen. End ikke dette, var noget som skulle have lov til at ødelægge for hans vedkommende, og særligt ikke når det var som det nu var. "Ikke at jeg ønsker det, Serenity.. Men søvnen er tiltrængt for os begge," sagde han endeligt. Ikke at han ønskede det, men den lange tur som hun havde foran sig, gjorde vel også, at hun burde sove?

[Deleted]

Hendes hjerte hamrede bag brystet ved tanken om at skulle sove, det kunne hun ikke, ikke nu, hun havde brugt for at være vågen og se på ham, suge al næring ud af ham med øjnene, fingrene, munden. Hun endte med at sætte sig roligt op, som hun så ud i deres soveværelse, et lille lydløst suk forlod kroppen. Serenity var på ingen måde klar til at skulle sove, tankerne var for mange! "Ønsker du at sove?" Spurgte hun så, ganske direkte. Det lignede hende igen, hun føjede sig normalt bare, gjorde hvad der ville være bedst, stillede ikke så mange spørgsmålstegn igen. Men hendes lille oprørske indeni var vækket lidt, hun måtte have et ord eller to at sige. Desuden, så var fornuft vist slet ikke gældende i denne tid. Roligt endte hun med at rejse sig helt, for at klæde sig langsomt af ved sengens side, håret blev løsnet og hun endte igen i sengen. Dog gjorde hun plads til at han kunne søge til hende, eller selv klæde sig af, hvad hun nu ønskede. De brune øjne hvilede på ham, han var så ufattelig smuk. Hun var til tider skræmt over hvor højt hun rent faktisk elskede ham, men det var hendes lille hemmelighed og hun bar den tæt. Hvad hun ikke ville gøre uden så meget som at tøve for ham. "Jeg må lave en skitse af dit ansigt." Mumlede hun. Hun var jo dygtig til at tegne, tegne hvad hun så for sig virkeligt og hvad hun så for sig i hovedet. Hvis hun nu tegnede ham, havde hun jo et billede af ham med sig. Det var en rar tanke!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede ikke at sove, men hvad andet valg havde han egentlig? Når det endelig var sagt, så var det tydeligt, at hun end ikke havde tænkt sig, at gøre det heller. Som hun satte sig op, vendte han blikket mod hende. Det lignede hende dog på ingen måder hende at modsige ham, hvor hun normalt bare gjorde, hvad han ønskede af hende. Han trak let på smilebåndet, inden han rystede på hovedet. "Tvært imod. Jeg ønsker at nyde tiden med dig.. Men du derimod, har en lang tur foran dig. Du burde hvile," sagde han med en rolig stemme. Det var egentlig mere for hendes skyld, end det var for hans.
At hun klædte sig af, var slet ikke noget som han sagde noget til. Selv havde hun ingen grund til at skjule sig for ham. Han elskede uden tvivl at se hende, og vide, at det var hans eneret. At hun så derimod gerne ville skitsere hans ansigt, fik ham til at vende blikket mod hende. Dette var noget, som hun skulle være mere end velkommen til. Desuden.. var det en måde, hvorpå at hun kunne have ham med sig, uden at han fysisk var med hende på den lange tur. Han satte sig derfor roligt op og med blikket mod hende. "Så gør det," opfordrede han med en rolig stemme. Han ville elske at hun gjorde det.

[Deleted]

"Jeg kan hvile på turen. Ro finder jeg i kroppen ved at få lov til at være vågen med dig." Lød det bestemt fra hende, hun sendte ham et drillende smil. Det var ved at være et godt stykke tid siden hun bare havde siddet og tegnet, men hendes ting var her jo til det, tiden havde blot ikke været der. Andre ting havde været at prioritere, så hendes hobby måtte vente. Det var også dage siden hun havde syet, kreeret noget af stof eller læder. Et sted savnede hun det naturligvis, men hun havde fået så meget til gengæld, som hun i den grad var taknemlig for. Forsigtigt kravlede hun med et kæmpe smil på læberne, ud af sengen igen, for at lunte rundt og finde de ting hun skulle bruge. Da hun så igen var i sengen, var det i skrædderstilling i fodenden, men et hårdt underlag, et stykke kul og et stykke papir. Hun bed sig i læben, blikket hun havde var fokuseret og koncentreret. Dog var der tydelig glæde at spotte. Forsigtigt begyndte hun at prøve sig frem, hun så op på ham, ned på papiret, op på ham, ned på papiret. Sådan forsatte hun i et stykke tid, hun var dog kritisk og de første par gange blev det krøllet sammen og lagt ved siden af hende. Ind imellem måtte hun dog gå i stå og falde i staver over ham. "Du er virkelig en smuk mand Thranduil." Sukkede hun, lykkelig over at denne smukke mand faktisk var hendes og ingen andens. Hvis han nogensinde blev en andens, skulle det være fordi de havde fået en datter som ville tyvstjæle hans hjerte. Det gjorde hende varm om hjertet at tænke på, hun ville med glæde bære hans barn. Da hun vågnede lidt op af sin drømmeverden, fik hun styr på de sidste detaljer. Og så, så var hun færdig.