I need to show you this!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var udmærket godt klar over at Serenity kunne slå fra sig, hvis det skulle være nødvendigt, for han havde jo set hende træne og øve med våben, hvilket ikke altid var typisk en elvisk kvinde. Det var måske noget af det, som han særligt havde kunne lide fra starten af? Han blev stående med hende i armene. Ej var det fordi at han ønskede at køre rundt i det, men ligeledes fordi at han ønskede at vide klar besked, og det var der vel heller ikke rigtigt noget forkert i, var der?
Let nikkede han. Han forstod hende jo godt, selvom han ikke var meget for at slippe hende, og særligt ikke på denne her måde. Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var bekymret. Rigtig meget endda, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak vejret dybt og nikkede så. Han var bestemt ikke meget for tanken, men for pokker, han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved den. "Jeg bifalder ej tanken," sagde han endeligt, hvor han samtidig trykkede hende mere ind mod sig. Ikke fordi at han selv ønskede at fremstå som svag, men lige hvad det her angik, så følte han sig virkelig sårbar, og kun fordi at hun havde den betydning for ham, som hun havde. Skulle hun tage afsted nu? Han var faktisk ikke så sikker på, at det måtte være en god idé faktisk. "Hvornår ønsker du at tage afsted? Snakker vi om i dag?" spurgte han med en dæmpet stemme. Ikke at det var en tanke som faldt i hans gode bog, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre. Jo hurtigere det blev overstået, des hurtigere kunne han jo få hende hjem igen.

[Deleted]

Blikket gled mod hans krone og hendes diadem, hun beundrede håndværket, smilede ved tanken om selve kroningen, deres bryllup. Sådanne ting ville føre hende igennem rejsen som nok ville blive fyldt med bekymringer og spekulationer. Allerede nu mærkede hun frygten til hvad Marcellus egentlig rigtigt ville, for hun vidste han var klog, han måtte vide at elverne på ingen måde ville alliere sig med lysvæsner, men den bekymring ville hun ikke trække mod Thranduil. Så ville han først ikke lade hende tage afsted og hun følte sig forpligtet, det var noget hun var nød til at gøre. "Jeg bryder mig bestemt heller ikke om dette kære, men det skal overståes, så jeg kan komme hjem til dig igen." Hviskede hun blidt, med et opmuntrende smil. Hendes fingre gled op mod hans kind som hun strøg blidt og kærligt. Det var bestemt ikke sjovt dette her, men hun vidste et sted at de nok skulle komme helt fint igennem det. Inderst inde, kendte hun også til Marcellus, han holdte ord, der ville intet ske hende. Faktisk frygtede hun mere de folk som skulle med hende, men hun vidste Thranduil ikke ville slappe af hvis hun drog afsted alene. "Hvad ville være bedst? Jeg tænker i morgen ved daggry, eller i hvert fald en af de kommende dage. Der skal sendes brev tilbage til ham, og så skal vi have fat i dem som skal drage med mig. Forberede hvad der skal med." Lød det blidt fra hende, hun sukkede og gemte sit ansigt ind mod ham. "Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller hvordan." Mumlede hun opgivende, det var virkelig frustrerende alt dette her.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At lade Serenity tage afsted på egen hånd, var slet ikke noget som ville komme på tale, og særligt ikke på denne her måde! Han var bange for hvad der ville ske hende. Selvom Marcellus ganske vidst havde lovet, at intet ville ske hende, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at han ville få hende hjem igen, og det var det, som han var mest bange for. Tænk hvis manden ville holde hende på den side af grænsen? Det ønskede han jo heller ikke!
De lette strøg over hans kind, gjorde ham dog langt mere rolig. Det gav ham en følelse af ro i kroppen, som han ikke kunne finde nogen andre steder for nu i hvert fald. "Jeg ved det godt," sagde han med en tydelig utilfreds stemme. Han var bestemt ikke meget for tanken om at hun skulle tage afsted, og alene, kom det da slet ikke på tale!
"Lad mig kontakte mine bedste spejdere, og lad dem eskortere dig til Imandra," sagde han som det første, da de grønne øjne igen gled mod hendes skikkelse. Hendes kærtegn bragte ham en form for ro.. Men han var bestemt ikke rolig af den grund, og særligt ikke sådan som det føles lige nu. Det var en uro uden lige, og gud hvor han dog hadede det! "Giv mig i aften til at samle hvad der skal samles, og send ham en besked.. Så... kan du tage afsted i morgen," endte han. Han var bestemt ikke meget for det, og alene at sige ordene, var med et umådelig tungt hjerte. Det var en opgave for en mand, og ej en kvinde. Marcellus stolede han på ingen måder på. Hvad var det helt præcist den mand ønskede af hans hustru?

[Deleted]

At høre hvordan han havde styr på alting hvor hun pludselig virkede så fortabt, gjorde hende en smule mindre fortabt. Pludselig havde hun sådan en trang til at græde, undskylde for hendes fortid, men hun kunne jo intet gøre ved den, hun måtte jo bare komme igennem dette her. Hvordan klarede han sådanne ting her, han måtte have stået overfor ting og svære beslutninger så mange gange og her stod han og virkede så klar i hovedet. Hendes beundring af hendes mand ville på ingen måde blive mindre, den voksede kun for hver eneste dag. "Tak, tak fordi du er så fantastisk en konge og fantastisk en mand. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle stille op uden dig." Lød det blidt fra hende, hun havde tåre i øjnene, der var en blanding af grunde til det. Både glæde, men også afmagt. Og så følte hun sig pludselig ikke så dronningeagtig, for det kom til hende selv, når det kom til folket var det let, men ikke når det kom til hende. Fingrene nussede ham ved skulderbladene som hun stadig holdte om ham og trykkede sig ind mod ham. "Jeg begynder på brevet med det samme, lad os få det overstået hurtigt og så nyde resten af tiden sammen inden daggryet oprinder." Lød det stille fra hende, hun gav stille slip på ham, det var nødvendigt, men det skulle overstås og så ville hun mærke ham ved sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dette var en af de nemme beslutninger, selvom Thranduil ikke brød sig om den. Alene tanken om at hun skulle tage afsted alene, og uden at han var med, var ikke ligefrem en tanke som han brød sig om. Han lukkede øjnene let, og lagde hovedet tæt ind ved hendes. "Jeg ved heller ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Derfor ønsker jeg ikke ligefrem at du skal tage nogen steder hen," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han vidste, at det var en nødvendighed, men han brød sig ikke mere om tanken af den grund, for det gjorde han da godt nok ikke.
At finde sine spejdere, var i Thranduils øjne, en forudsætning for at han ville lade hende tage afsted i det hele taget. Han trak vejret dybt og nikkede så. Hun skrev brevet til Marcellus, og han sørgede for at resten blev gjort klar. Frygten havde allerede meldt sig i hans krop og sind, selvom han virkelig forsøgte at holde igen, i den forstand at det var ham menneskelig muligt. Han nikkede. Han var ikke tilfreds, men det var en nødvendighed. For alt hvad han vidste, kunne denne nat faktisk ende med at blive den sidste med hende. Den tanke var direkte grusom! Han greb om kappen, som han smed om sine skuldre igen og søgte ud. Han måtte finde sin spejder. Ganske vidst en mand, som han ikke selv kunne undvære her på stedet, men han så hellere, at hun var godt beskyttet undervejs.

[Deleted]

Naturligvis ville ingen af dem have hun tog afsted, men hvordan ville Marcellus ikke reagere hvis hun afslog og virkede fjendtlig på den vis? Det ville muligvis betyde krig, en krig som kunne undgås. Hvilket hun ville bestræbe sig efter, hun ville gøre alt for sit folk, hun ville sågar ofre sig for dem, og det vidste hun at Thranduil i sidste ende også selv ville gøre. Hendes blik studerede den smukke mand foran hende, hendes mand og hun ville i den grad mindes ham hver eneste dag hun var væk, med et smil på sine læber. Naturligvis vendte hun tilbage, det var hun sikker på, ikke noget som helst ville kunne holde hende fra Thranduil. Hendes hjerte bankede for ham, ham alene og hun var jo nærmest blevet afhængig af at være i hans nærhed, så denne rejse blev hård og lang. "Det hele skal nok gå, jeg kommer jo hjem igen min elskede." Lød det blidt og forsikrende fra hende, fordi hun selv troede på disse ord, ville man tydeligt kunne mærke det på hende og se det i hendes kærlige smil, samt blikket der måtte hvile på ham. Han gjorde sig klar til at søge ud, og væk var han, for en stund i det mindste. Hun besluttede sig for at få overstået brevet hurtigt, og derved få det sendt afsted. Efterfølgende ville hun klargøre et måltid til dem begge de kunne nyde sammen, hun var jo blevet bedre til den slags, og hun ville gerne give ham den overraskelse. Når maden var blevet spist og der var blevet ryddet op, ville hun have ham med sig til deres soveværelse, hun ville nyde ham så meget hun kunne inden hun skulle undvære ham i alt alt for lang tid.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dette var virkelig ikke hvad Thranduil havde regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med, og særligt ikke på denne her måde. Det gjorde ham trist og ked af det, hvilket ikke var noget som skete normalt, og det var det, som han virkelig ikke brød sig om? Hvad skete der, hvis han ikke fik hende hjem igen? I det tilfælde, ville han slet ikke vide hvad han skulle stille op, og derfor var det en direkte frygt, som han stod med i kroppen og sindet, og det var virkelig forfærdeligt!
Thranduil tog kappen på og søgte ud igen. Kun det bedste var godt nok til hans elskede hustru, og han ønskede på ingen måder, at noget skulle ske med hende. Derfor ville han opsøge sin spejder, som kunne tage med hende, og sikre sig, at hun kom vel frem og vel tilbage, når det kom så vidt. I det tilfælde, så stolede han slet ikke på Marcellus!

Det var nok en time.. Måske to, Thranduil måtte være væk, inden han atter vendte hjem til deres hus i det gamle egetræ. Hans kære ven havde indvilget i at søge med hende mod Imandra, hvilket naturligvis var ham en glædelig tanke. Det gjorde tingene langt nemmere for ham, og det gjorde ham tildels mere rolig. Han søgte indenfor. Dog denne gang uden så meget som et eneste ord, da han hang kappen på plads. Krig var hvad han frygtede, skulle komme ud fra dette. Trist var han.. bange var han uden tvivl også, og nu handlede det uden tvivl bare om at nyde den tid med hende, som han havde. "Serenity?" kaldte han ganske let, som han trådte ind. Stemmen var en anden. Ikke lykke.. tvært imod, var det frygten der stod i hans stemme. Dette skete virkelig.

[Deleted]

Brevet havde hun knoklet lidt med, hvad pokker skrev man? Hun ville jo ikke fornærme ham, men han havde allerede fornærmet hende, kaldt hende elve. Det måtte gøres kort og præcis, være fyldt med informationer, så hun ikke blev misforstået eller ventede sig en vred Marcellus når hun kom frem. Endelig færdig, tilfreds med resultatet, lige i dette her, kunne hun altså ikke vente til han nåede hjem igen for at vise ham det. Nej hun måtte få det afsted hurtigst muligt, da hun jo selv tog afsted den følgende morgen og brevet gerne skulle nå ham så han kunne forberede sig på at hun ville ankomme. Selv søgte hun ud, fik en budbringer til at få det sendt mod Imandra og skyndte sig så op i deres hjem igen. Tit stod hun og så ud af det store vindue, hun huskede tydeligt den første gang hun var der sammen med Thranduil, det føltes stadig næsten som at flyve, så højt og udsigt over så meget. Det var vidunderligt. Et roligt suk gled over hendes læber, hun rystede på hovedet og satte mod køkkenet for at tilberede dem noget dejlig varm suppe. Der var endda tid til at rydde op og gøre det rent som nu kunne, suppen stod over varmen og dampede, spredte duften i hjemmet. Nu manglede hun bare sin elskede mand til at nyde et måltid med hende, hun kunne mærke uroen sprede sig i hende som hun ventede, stakkels mand, hun ville jo være travlt optaget, tiden ville med garanti gå hurtigere for hende, end for ham. At gå og vente på at modtage brev hver dag, vente på der stod hun endelig var på vej hjem, hun følte med ham, det gjorde hun virkelig. Hun lyste helt op da hendes tanker blev afbrudt af lyden af hans stemme, men det stak hende i hjertet at høre det på ingen måde var den samme klang som tidligere. Roligt gik hun ham i møde, omfavnede ham og gav ham et kort og blidt kys. "Jeg har lavet mad til os." Lød det blidt fra hende, hun sendte ham et halvstolt smil, helt selv havde hun stået og lavet mad.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Allerede nu synes tiden at gå for hurtigt for Thranduil, og ej var det en tanke som han brød sig om. Han havde fået en aftale i land med to af spejderne, som ville føre hende til Imandra, og føre hende tilbage igen, for han lod hende ikke søge andre steder hen. Aften var det jo allerede, og hun ville søge over grænsen, og han ville blive ladt alene. Han var stærk, og han kunne godt tage vare på sig selv, men frygten for, at noget skulle ske med hende, var endnu det, som rent faktisk påvirkede ham mest. Han frygtede uden tvivl at han slet ikke ville få hende med hjem igen, og den tanke, var ham direkte .. grusom!
Han nåede endelig hjem igen. Han kunne dufte maden. Var det allerede den tid på dagen? Han bed tænderne sammen, inden han søgte ind til hende i stedet for. Lige nu handlede det udelukkende om at nyde tiden sammen med hende. Han sendte hende et smil. "Det dufter fantastisk," sagde han roligt. Han søgte hen til hende. Her var det stille og roligt for nu i hvert fald. Hvor længe, at det ville fortsætte, var dog heller ikke ligefrem til at sige. Det hele kom vel egentlig an på hvordan det ville gå fra i morgen? Han søgte hen til hende. Lige nu handlede det udelukkende om at nyde tiden sammen med hende, selvom det på ingen måder var særlig nemt. "To af mine bedste spejdere tager med dig i morgen. De eskortere dig til og fra Imandra," tilføjede han sandfærdigt. Skulle han være ærlig, var han ikke særlig sulten i aften, dog selvom det havde været en lang dag. Han var præget af for stor uro. Hvad ønskede Marcellus af hende?

[Deleted]

Det var dejligt at blive bekræftet, men et sted kunne hun ikke helt tage det til sig lige nu, der var for mange tanker som kørte rundt i hendes hoved. Hvorfor pokker skulle den vanvittige mand også kontakte hende? Det hele havde jo lige været så skønt, krig så ud til at have lange udsigter, alt var faldet til ro igen, skoven havde fået sit liv tilbage i fuld styrke. Alt havde virkelig været så harmonisk. Nu var der kaos, i hvert fald inde i hende, og hun kunne mærke det samme var i hendes elskede mand. Hvilket gjorde ondt. Et sted havde hun vel skyldfølelse? Men fortiden kunne hun jo ikke gøre noget ved og hun havde virkelig på ingen måde tænk at hun skulle blive dronning af elverne den gang. "Jeg tænkte mad ville være en god ting." Lød det stille fra hende, selv var hendes appetit ikke den største, hendes mave vred sig rundt grundet nervøsitet og frygten for hvad Marcellus egentlig havde af planer. Med en stille nikken, gjorde hun det klart hun havde hørt hans ord, hun ville egentlig allerhelst ikke tale mere om det, bare modtage denne meddelelse og så nyde tiden indtil hun skulle afsted. Ingen af dem ville få sovet meget denne nat, det vidste hun med sikkerhed, hvis ikke for at nyde hinandens selskab inden hun skulle afsted, så fordi uroen allerede nu havde meldt sig og nok ikke ligefrem ville blive bedre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var der nogen grund til dårlig samvittighed. Visse ting var bare som de nu var, og uden at man egentlig kunne gøre noget ved det. Stemningen var allerede blevet tung og trykket i deres lille hjem. Lige nu handlede det bare om at have hinanden og være der for hinanden, for han ville jo gerne vise, at han støttede hende i dette foretagende, for at vende ryggen til det, kunne man jo heller ikke.
De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse og med hovedet let på sned. Han nikkede, inden han igen lod den ene arm glide omkring hende. Utroligt hvor hurtigt man kunne blive afhængig af et andet individ. Han havde brug for hende herhjemme. Det var ikke ofte, at han havde haft det sådan her med nogen som helst, men lige nu, kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Nu havde han gjort det for hende, som han kunne i denne situation. Det ville blive hårdere for ham i morgen, når han skulle se hende tage afsted. "Lad os se, om vi kan få en bid mad," sagde han endeligt. Han var i hvert fald ikke sulten, men nu hvor hun havde stået og lavet det, skulle og burde de naturligvis også spise det, og det var også det, som kunne mærkes, selv på ham. Han førte hende roligt med sig hen til bordet, hvor de kunne tage plads. Han var virkelig ikke meget for det. Overhovedet ikke faktisk, men hvad skulle han da gøre ved det? Her satte han sig uden så meget som et ord. Det ramte naturligvis en mand, som ikke kunne være der for sin hustru. Følelsen var forfærdelig.

[Deleted]

Det gjorde hende glad at han ville forsøge at spise, det gav hende selv lysten til at prøve at få lidt ned. Selv kunne hun mærke den trykkende stemning, hendes blik gled ned, trist og ked af hvad der var sket, det gjorde ondt på hende, meget endda. Hun forstod jo nogenlunde hvordan han måtte have det, hun ville ønske hun kunne tage enhver bekymring fra ham, enhver smerte af alt dette her. Forsigtigt tog hun og fyldte en skål op til ham, for dernæst at fylde en op til sig selv, hun sukkede svagt en gang imellem. Skålen blev stillet foran ham, inden hun selv satte sig og tog sin ske, hun havde jo også dækket op til dem. Med stille bevægelser spiste hun lidt, men mærkede hurtigt at mad, selvom det smagte ganske fint, virkelig ikke var det hun havde brug for lige nu. Det var så frustrerende ikke at kunne gøre noget, hun måtte skubbe skålen væk efter et par mundfulde, der var for trangt i hendes mave til mad kunne være der, knuderne der slog sig igen og igen gjorde det umuligt. Hun sagde intet, det kunne hun ikke, hvad skulle hun sige? Serenity mærkede maven slå kun flere og flere knuder, hun lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget rart, deres minder sammen og hvordan de egentlig havde det sammen. Huske sig selv på at det var den grund, som gjorde dette her så pokkers svært. Hun ville uden tvivl savne ham, men hun var vidst slet ikke så bekymret som han egentlig var det, troede han virkelig der ville ske hende noget ondt? Tanken var ikke rar. Hendes fingre begyndte at pille ved ringen om hendes finger, uroen bredte sig lidt for meget, og så, så vendte hun lidt tilbage til hvor hun rent faktisk var. I deres hjem. Trygge og vante omgivelser, hun burde nyde det og tage uroen næste morgen når hun skulle afsted. Men måden han sad der, så tavs, så tydeligt påvirket, det var ubehageligt, og hun kunne virkelig ikke lade være med at føle sig skyldig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne bekymring ville Thranduil bære tungt, frem til han igen ville få hende hjem igen. Ej ville han være i stand til at finde roen, før det var noget som var sket, og det vidste han allerede nu. Det gjorde ondt på ham, at se hende således, og vide, at hun skulle tage denne lange tur på egen hånd, og ikke just ønskede, at han skulle tage med. Hvad Marcellus ønskede af hende, var derimod den uvished som han ikke brød sig om, og særligt nu, hvor han ligeledes også havde åbnet sig op for en anden kvinde. Den første som han havde gjort det overfor i frygtelig mange år.
Skålen tog han imod og satte foran sig, hvor han forsøgte at give sig til at spise. Nu hvor hun havde lavet det til dem, så skulle det da naturligvis spises. Selvom han ikke var præget af sult, men derimod uro og en brændende lyst til at være der for sin hustru, hvilket vel heller ikke var underligt igen, var det? Hans blik søgte hendes, efter han havde fået tømt den skål, som han havde foran sig. Han skubbede den let ind på bordet. Han var virkelig ikke særlig sulten. Det var ikke just sulten, som man kunne sige, der prægede ham i en stund som denne. "Det smagte," sagde han med et kort smil, nu hvor han ikke vidste hvad hvad han ellers skulle sige. Det var svært for ham lige nu.Selv virkede det heller ikke til, at det var sulten der plagede hende i aften. "Du virker heller ikke sulten," bemærkede han endeligt. Han var næppe den eneste, der havde det sådan.

[Deleted]

Stilheden var dræbende, hun kunne slet ikke få sig selv til at sige noget, men hun ville gerne, hun ville bryde stilheden mere end noget andet. Og der, lød hans stemme, hun så op og så hans korte smil, hun sendte ham et retur, halvhjertet som det var. Hans bemærkning fik hende til at ryste på hovedet. Roligt rejste hun sig og gik over mod ham, lagde armene om hans hals og lænede sig ind mod ham, sit bryst mod hans hoved og lagde sit hoved oven på hans. Et dybt suk lød fra hende, hun ville bare gerne have ham nær sig, mærke ham og den tryghed og kærlighed som kun han kunne give hende. "Jeg vil mærke dig min elskede......" Hviskede hun stille, inden hun kyssede hans hovedbund og slap ham stille igen, lod blikket falde ned mod ham, som hendes fingre strøg hen over hans hals og kort ned af hans ryg. Hun ville så gerne have ham tæt på, kysses, omfavnes. Hvile med ham, slappe af med ham, for det vidste hun ikke kom til at ske de næsten mange mange dage. Selv ville hun ikke kunne slappe af før hun var i hans arme igen. Hendes blide væsen tillod ikke at der skete hende noget, hun vidste hvordan det ville efterlade ham, han havde været igennem nok og han skulle have lov til at dø gammel og grå med hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil hævede blikket mod Serenity, da hun valgte at rejse sig. Det gjorde ham faktisk ked af det.. Selvom han uden tvivl forsøgte at holde igen, hvilket i forvejen ikke var særlig nemt. Han satte sig en anelse tilbage på stolen. Hendes greb om hans nakke, fik ham til at sitre. Hovedet sænkede han, så det var hans pande, der mødte hendes bryst. Her lukkede han øjnene. Frygten for at han ville miste hende, var uden tvivl det, som påvirkede ham mest lige nu.
Hænderne hævede han let og lagde mod hendes hofter, inden han hævede blikket op mod hende. Han elskede hende, og han ønskede derfor bare at passe på hende, og det var der ikke noget galt med, var der? Han sukkede let og nikkede. Han ville jo gerne være sammen med hende, og nyde den sidste aften i.. ja, guderne måtte vide hvor lang tid. Fødderne satte han mod gulvet, kun for at rejse sig op. "Kom," bad han, inden han førte hende med sig ind mod soveværelset. Hånden gled langs hendes slanke ryg, hvor han holdt hende ved sig. Her stod sengen også.. tom og ene, som den havde gjort i den tid inden han havde mødt hende. Her lagde han sig roligt i sengen, hvor han opfordrede hende til at gøre det samme. Det lignede ham nok ikke at reagere på den her måde, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Ikke sagde han så meget som et ord mere. Han havde bare brug for at have hende liggende ved sin side.