I need to show you this!

[Deleted]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

Det var ikke lang tid siden hun havde modtaget brevet, det havde fyldt hende med en masse følelser og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle finde rundt i alt dette. Fortiden indhentede hende, det var noget hun ikke brød sig om, og hun vidste at hendes elskede mand nok heller ikke ville bryde sig om dette. Hun lod sine fingre glide over sin hals, han havde haft bidt hende den nat, hun havde været helt sikker på at hun ville dø, men i stedet havde hun prøvet at finde noget godt i ham. Det viste sig hurtigt at hun havde rodet sig ud i for meget, meget mere end hvad hun kunne håndtere og heldigvis havde hun intet set til ham siden da. Et tungt suk brød hendes læber, hun sad og ventede på at Thranduil ville træde ind af døren, hun måtte jo vise ham det her, snakke med ham om det. Der var jo en del af hende som følte hun skyldte Marcellus at dukke op, men hun vidste også at sandsynligheden for at få velsignelsen af sin mand var meget lille. Det var jo igennem både Manjarno og Dvasias hun skulle. Brevet knugede hun i hånden, hun læste det igennem igen. Han var så fræk at omtale hende som elev stadig! Deres aftale var da de begge ingenting var, nu var de begge et helt andet sted og hun skulle absolut ikke trænes på den måde han ønskede det, hun huskede tydeligt hvordan hun nær havde mistet livet fordi han regnede med hun kunne alt! Og så den forbandet beskidte mund og tankegang. Så splittet hun var, et sted var det vel godt at lægge det alt sammen i Thranduils hænder. Nu måtte hun vente og se, her var hun klar, med brevet i hånden, siddende i selv samme køkken som de lavede mad sammen i. Minderne var rare, og allerede nu havde hun da lært en del nyt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Smilende og glad havde Thranduil været stort set siden deres bryllup, og dette satte uden tvivl de positive spor på hans ledelse af elverne, som selv kunne mærke hvilken påvirkning og betydning Serenity havde for ham. Ofte var han ude på runderne i skoven. Selvom alliancen mellem Procias og Dvasias havde dæmpet frygten for at krigen ville bryde ud, så var dette uden tvivl også mærkbart.
Foråret var på vej.. Fuglene var vendt tilbage igen, og deres sang kunne høres i hele skoven. Det var uden tvivl en fantastisk fornemmelse, som selv han var i stand til at nyde forbandet godt af, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Vinden slog let mod hans ansigt, da han søgte igennem byen, for at komme hjem. Denne gang var det nemlig ham, som havde brug for at trække sig lidt, og særligt fordi at han havde været ude absolut hele dagen, og nu ville det bare blive godt for ha selv, at komme lidt hjem, hvor han vidste, at hans vidunderlige hustru måtte vente på ham.
Langsomt steg Thranduil op af trapperne, for at komme hjem. Døren slog han let op, da han endelig nåede den. Et smil bredte sig kun mere og mere på hans læber alene ved tanken om dette.. Endelig hjemme ved hans hustru. Der var ikke noget i hans verden, som var bedre end det, og det stod han glædeligt fast ved. "Kære? Jeg er hjemme," sagde han endeligt. Kronen fjernede han roligt fra sit hoved, og satte på puden ved kommoden. Det lange hår lagde sig yndefuldt over skuldre og ryg, inden han roligt søgte indenfor. Det var dejligt at være hjemme, og have noget at komme hjem til.

[Deleted]

Lyden af hans stemme satte hendes hjerte i fuld firspring, et varmt smil gled over hendes læber, hun elskede lyden af hans stemme og desuden savnede hun ham, selv efter fem minutter hvor han var gået. Hendes skikkelse bevægede sig bort fra stolen, væk fra køkkenet og roligt mod entreen hvor han måtte være. Serenity tog en dyb indånding, hun var bekymret for hvordan han egentlig ville reagere, men det måtte hun jo tage som det kom. Hendes klæder var i form af en lys kjole, hen af brun meget meget svagt, den lå tæt til hendes krop og former. Om livet, rundt om hofterne, hvilede et bælte i mørkebrunt lædersnor, for at dele kjolen lidt. Den var enkel og der var intet pralende i den, det var der aldrig i det tøj hun gik i. Hun elskede jo at være så naturlig i sine klæder som muligt. Kun diademet når hun var ude kendegjorde hvem hun egentlig var. Selvom hendes tøj var lavet af noget af det fineste stof lavet af elvere. Håret hang i en fletning, bundet tykt og fint, med enkelte vildfarende totter, som tegn på hun havde bevæget sig hastigt og meget. Serenity havde været ude og ride, men også vadet meget frem og tilbage, med alverdens tanker omkring alt dette. "Velkommen hjem min elskede." Lød det dog endeligt fra hende, men hendes øjne afslørede hende straks, der var jo noget galt, bekymringen sad malet i hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Glad som Thranduil var i denne tid, så var det vel heller ikke underligt igen, var det? Han havde endelig en grund til at søge hjem, når det begyndte at blive sent. For nu glædede han sig bare til at komme hjem. Hvad han dog kunne se frem til når han kom hjem, var ting, som han for nu, var lykkelig uvidende om. Uanset, så han bare frem til at være sammen med Serenity, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre dette.
Kronen satte han fra sig. Denne så han slet ikke nogen grund til at gå med hjemme, og dette stod han ganske fast ved, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han smilede let for sig selv, inden han vendte sig mod hans elskede hustru. Han sendte hende et smil. Det var dejligt med nogen, som rent faktisk ønskede en velkommen. Han lagde hånden let under hendes hage, kun for at hæve hendes blik mod sig. "Det er godt at være hjemme," lød det roligt fra ham, inden han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. En ting, som han havde set frem til, siden han havde forladt hjemmet tidligere på dagen. Hendes glimt i øjet, var noget som dog alligevel gjorde ham en anelse bekymret.. Var der noget på gang her? Han rynkede en kende på næsen. "Er der noget galt, Serenity?" spurgte han pludseligt, inden han valgte at slippe det blide greb, som han havde haft om hendes hage. Det havde jo trods alt aldrig været meningen at gøre hende noget, som ville gøre ondt.

[Deleted]

Kysset blev gengældt, noget så inderligt, ethvert sekund fra de guddommelige læber var jo næsten deprimerende, hun elskede at mærke dem, uanset hvor det var. Hun smilede svagt ved tanken, det var vidunderligt at have det sådan her. Hendes moder havde altid sagt det var sundt at savne, men at det var muligt at savne så hurtigt var jo næsten tosset. Forelskelse, kærlighed, det var meget kraftige følelser, det påvirkede hende i den forstand at hun med sikkerhed vidste at han faktisk var den eneste hun havde været rigtig forelsket i. Hendes første rigtige kærlighed og nu hendes eneste. Han fangede det hurtigt, hun bed sig kort i læben og nikkede så. "Jeg modtog dette brev i dag, jeg må indrømme det har påvirket mig meget. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, min fortid indhenter mig langsomt. Det går op for mig hvor meget jeg faktisk har haft bragt mig selv i fare." Lød det bekymret fra hende, hun så op mod ham med et undskyldende blik, hun havde virkelig ikke haft tænkt sig om dengang. Men hun var jo sådan set også stadig meget ung. Forsigtigt rakte hun Thranduil brevet.

Kære Serenity
Jeg gav dig mit løfte om at træne dig. Holde mit løfte, jeg håber du har trænet. Men meget har ændret sig.
Du er blevet Dronning og mange gange tillykke med det. Det gør mig glad at høre.
Måske har du også hørt om mine bedrifter. Først besejrede jeg min Vampyr Far, derefter befriede jeg Imandra og som tak blev jeg deres Konge.
Faktisk tror jeg at det var skæbnen at vi skulle mødes. Jeg ved at vi begge kun har ting at vinde ved at alliere os.
Vores folk ville gavne fra denne alliance. Derfor er du inviteret til mit slot i Imandra. Enten for at modtage træning eller for at snakke. Du har mit ord på intet vil ske dig. Udenfor din by, venter der en af mine riddere med et dokument. Dette dokument garantere dig sikkerhed og diplomatisk immunitet i Imandra hvis du tager imod mit møde. Dog gælder din Immunitet kun til dette ene møde.
Jeg ser frem til at se dig..... Elev.

Med Venlig Hilsen
Kong Macellus LaPiera Black af Imandra.

Det var med blandede følelser, hun følte pligt i at møde op, i det mindste lytte til hvad han havde at sige. Han havde jo ikke slået hende ihjel, de havde indgået en aftale, hun ville lade ham drikke af sig hvis han ikke skadet andre. Men det var vidst ikke helt så aktuelt mere. Til gengæld ønskede han også at træne hende, træne hende til at kunne forsvare sig hvis hun skulle møde en vampyr igen. Men hun havde ikke kunne klare måden han var på, han havde nær slået deres kusk ihjel, fordi hun ikke brød sig om hans måde at behandle hende på. Blikket var søgt ned mod gulvet, hun måtte dog se op, hun ville se hans reaktion.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Allerede med det samme, kunne selv Thranduil mærke, at det virkelig var en intens stemning, som hvilede i deres lille hjem. Der var noget galt.. Og når der var noget galt omkring hans hustru, måtte han uden tvivl synes, at finde det direkte grotesk og forfærdeligt. Han brød sig bestemt ikke om den tanke. "Jeg er bange for, at jeg ikke ved hvad du mener.." sagde han endeligt. Hvilken fortid? Var der noget, som hun ikke havde fortalt ham om endnu?
Brevet tog han imod, også selvom det var med en usikkerhed i sindet. Dette var dog ikke noget som gjorde det meget bedre. I takt med at hans blik gled over brevet i hans hænder, blev han mere og mere stiv og fast i minen end hvad han havde været frem til nu. Hvad havde hun egentlig lavet derude? Han foldede brevet sammen, inden han vendte blikket mod hende. Det kærlige og varme glimt var erstattet af et direkte alvorligt glimt. "Serenity, hvad er det her?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Et sted jo fordi at han var bange. Marcellus var ikke just et ukendt navn, og særligt ikke efter alt det som var sket i Imandra, og at hun... hans elskede hustru, skulle have noget med den mand at gøre, var så sandelig ikke noget som faldt i hans gode bog! Frygten og bekymringen meldte sig allerede med det samme. "Hvad mener han med elev? Du får ikke lov til at tage den lange tur på egen hånd, Serenity," sagde han direkte. Han ville virkelig ikke have, at noget ondt skulle ske hende, og han tog ikke nogen chancer!

[Deleted]

Det var uden tvivl noget som tyngede hende, hun sukkede tungt og samlede styrke til at forklare kort og godt hvad det handlede om. "Jeg fik bestillinger som krævede specielle ting til at lave klæder. Det fandtes ikke i Procias, men Manjarno. Her gik jeg mig en tur og nød den fremmede natur, tiden løb fra mig og mørket faldt på. Det var her jeg mødte Marcellus. Det er længe siden elskede. Før han var noget som helst, ganske ukendte navne havde vi begge. I stedet for at tage livet af mig, lavede vi en aftale. Han drak ikke af andre end mig så længe han besøgte Procias og han ønskede at lære mig at beskytte mig selv mod vampyrer." Fortalte hun stille, hendes blik hvilede dog mod ham, hun havde intet at skjule jo, men det var bekymrende at han rent faktisk huskede hende. Hvorfor? Fordi hun havde fået en titel og derved pludselig huskede hende. "Jeg havde aldrig troet at jeg ville høre fra ham igen eller se ham. Ikke efter alt det med de krige som har været. Og jeg anser mig bestemt ikke for at være hans elev." Lød det så roligt fra hende, hun mærkede tydeligt hans egen bekymring og det gjorde hende ikke ligefrem tryg. Om hun overhovedet burde udtale sig om dette vidste hun ikke, men hun prøvede alligevel. "Jeg føler mig forpligtet til at tage afsted. Men jeg aner ikke mit levende råd. Hvad ønsker du der sker? En alliance vil jeg mene er fuldstændig uhørt, jeg forstår slet ikke at han overhovedet gør sig de tanker." Kom det så forsigtigt fra hende, hun søgte tættere på ham. Ville han tage beslutningen for hende, give hende råd eller direkte forbyde hende det, selvom det ikke lød sådan. Men det var før at han havde fået afvide at Marcellus nær havde drænet hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

denne nyhed, var bestemt ikke af slagsen, der faldt i hans gode bog. Tvært imod frygtede han konsekvenserne af dette, og særligt fordi at hans elskede hustru var blandet ind i det. Det første, som han dog derimod bed sig fast i, var det faktum, at hun fortalte, at han havde næret sig på intet andet end hende.. Havde han næret sig på hende? "Jeg er bange for, at jeg ikke er helt med endnu, Serenity. Han drak af ingen andre end dig?" spurgte han. Langt fra var dette den nyhed som han havde regnet med at høre for når han kom hjem. Det gjorde ham faktisk bange. En ting, var det, når han havde gjort dette på egen hånd. Dette var straks noget andet, fordi at det var hende, og han jo ikke ønskede, at noget skulle ske hende.
Alle havde de været unge og dumme, og særligt vidste han jo at Serenity endnu havde meget at lære. Manden holdt fast i dette, fordi at han kunne, og fordi at hun nu havde fået en titel, hvilket han ikke brød sig om. Han ønskede slet ikke at noget skulle ske med hende, så det at lade hende tage afsted på egen hånd, var fuldstændig uaktuelt! "Han har fundet det spændende. Du har fået en vigtig betydning, så naturligvis tager han kontakt med dig nu. Jeg vil dog ikke lade dig tage afsted på egen hånd." sagde han sandfærdigt. En tanke som kun måtte irritere ham! En alliance med Imandra, var slet ikke noget som kom på tale! Dertil var han faktisk meget enig med hende. Han lod hovedet søge på sned i stedet for. "Jeg tager med dig.. Så må vi se hvad han vil," lød det kortfattet fra ham. Ej ville han sidde herhjemme og bare lade hende tage derud på egen hånd. Ung og dum havde de begge jo trods alt været. For nu forsøgte han bare at undgå at blive skuffet. Det var bare ikke nemt. Han lænede sig frem og kyssede hendes pande. Turen til Imandra var lang. Virkelig lang, men han gjorde det for hendes skyld. "Hvornår forventer han at du passerer muren her?" spurgte han sandfærdigt. Intet glædeligt og kærligt glimt.. Kun ren og skær alvor kunne læses ved ham.

[Deleted]

"Det var et løfte ham gav, at han ikke ville skade nogen eller drikke blod fra andre end mig." Forklarede hun roligt, hun havde gjort det for at skåne andre væsner. Serenity kunne ikke lide at se ham sådan, påvirket, selvom det naturligvis var klart at det var på den måde. Hun kunne ikke lide at Marcellus ikke blot kunne være fortid, at han rent faktisk selv var blevet en vigtig mand, dog i et rige fjernt fra dem selv. Der var ingen grund til alliance mellem dem, Procias i sig selv havde en fredsaftale med Dvasias, hvorfor rode Imandra ind i alt dette? Nok var de konge og dronning af elverfolket, men de boede stadig i Procias, så denne aftale var vel også gældende for dem? Hendes blik lå mod hans, hun prøvede at søge ind til den kærlige mand, og ikke den strikse konge som stod foran hende lige nu. At han ville tage med hende, fik hende til at se skræmt mod ham, hun rystede på hovedet. "Ikke tale om, så tager ingen af os afsted, vi kan ikke tage så langt, både konge og dronning, tænk hvis der skete os noget! Så står vort folk uden konge og dronning." Lød det bestemt fra hende, hun ville ikke risikere folket stod uden dem, det gik virkelig ikke. Og det var kun hende som havde fået immunitet, ikke ham, så hvem vidste hvad den vanvittige mand kunne finde på! Hun havde selv set hans små magtdemonstrationer den gang, hvor slemme var de ikke blevet nu med en titel som konge? Det turde hun næsten ikke tænke på. "Jeg ved ikke hvornår, men der står en udenfor byen med dokumentet om min immunitet, det stod i brevet. Thranduil, hvis du ej ønsker jeg skal afsted, så lad mig vide det og jeg bliver hos dig." Hendes stemme var blid og kærlig denne gang, blikket varmt og imødekommende. Kysset på hendes pande havde da forsikret hende om at der intet var galt mellem dem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ej var det fordi at Thranduil var vred på Serenity, men derimod mere bange for, hvad det kunne ende ud med at blive. Han var bange for at miste hende. Han var bange for at noget skulle ske hende, og selv vidste han at denne Marcellus ikke just var kendt for at være en blid mand, men derimod en, som gjorde ting til sin egen fordel. Hvorvidt om det var sandt, kunne han jo ikke ligefrem sige. "Den mand er grotesk.. en fare for alt levende, og særligt for os," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ønskede jo bare at passe på hende, og ærligt kunne han ikke se det forkerte i det.
Tog Serenity afsted, så gjorde Thranduil det samme, for han ville ikke kunne finde ro, uvidende om, hvad der var hændt med hans elskede hustru. Ej kunne han forestille sig et liv, hvor hun ikke skulle være en del af dette, og det var noget som han direkte ville nægte. "Jeg kan ikke lade dig tage afsted alene, uvidende om, hvad der kan ske dig, Serenity. Det er du for vigtig for mig til," sagde han endeligt. Kysset var mest for at understrege, at der intet galt var mellem dem. Men derimod det som Marcellus havde gjort hende og forventede at hun skulle gøre nu. Ja, et sted måtte hun vel tage afsted? "Mit problem, er at han forventer at du tager afsted, min kære. Ikke at jeg bifalder den tanke.. Jeg ønsker ikke at noget skal ske med dig.." Han vendte blikket væk fra hende. Ja, han følte sig vel sårbar, når det kom til hende? Han ønskede bare ikke, at noget skulle ske hende, og særligt ikke med den betydning, som hun havde fået for ham som hans hustru.

[Deleted]

Det var jo et brev som havde haft taget pusten fra hende, hun havde virkelig ikke anet sit levende råd, det var jo derfor hun havde ventet på ham, og det havde føltes som en evighed. Serenity var i den grad selv bekymret, og hun følte selv hun var forpligtet til at tage afsted, om ikke andet for at afslå en alliance og forklare ham hvorfor dette ikke var noget der faldt i deres interesse. Men hun huskede også tydeligt hvilken slags mand han var, og brevet udgjorde kun han havde fået forstærket hvad han nok så som styrker. Det løb hende virkelig koldt ned af ryggen ved tanken, men hun måtte jo være stærk i dette, at tabe ansigt var ikke en mulighed. Hun nikkede til hans ord som Marcellus, hun var jo ganske enig. Der var ikke meget andet at sige om den sag jo. Hun forstod hans bekymring, hun vidste hvorfor han ville tage med hende, men han måtte da også forstå hvorfor hun ej ønskede at han fulgte med. "Send vores bedste mænd med mig så, Thranduil jeg kan ikke lade dig tage med, så nægter jeg selv at flytte en fod. Vores folk har brug for os begge, ingen er fuldkommen trygge efter alt det som er sket i landene og høre de først at både deres konge og dronning tager til Imandra, så vil panikken og bekymringen sprede sig til folket." Lød det blidt fra hende, hun valgte at søge helt ind mod ham nu, lade sine arme glide om hans liv og presse sin krop ind mod ham. Det gjorde for alvor hun mærkede frygten, men i stedet for at lade den herske, valgte hun at holde fast i hvor skønt det føltes at mærke hans varme, hans nærhed. Et lidt mere roligt suk forlod hende, han gav hende ro, mere ro end hun nogensinde havde drømt om. "Hvis jeg tager afsted, bliver du her min elskede, lov mig det. Både for mig, men også for folket." Hviskede hun blidt, inden hun så op mod hans smukke ansigt med de brune øjne der mest af alt kunne minde om et dådyrs lige nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Langt fra var dette den nyhed, som Thranduil havde regnet med at skulle høre for, når han kom hjem, og dette var bestemt heller ikke noget, som han ønskede skulle ske. Alene tanken om, at han skulle miste sin elskede hustru, og ikke nu hvor han rent faktisk havde fået hende ved sin side, for det var her han havde brug for hende. Han havde brug for at have hende herhjemme. Han trak vejret dybt og nikkede så, som han igen vendte blikket mod hende. Langt fra kunne man sige, at han var tilfreds, men han vidste derimod også at hun havde ret. "Snakket, som var du en dronning," sagde han endeligt, efter en længere pause. Hans blik gled mod hende igen. Selvom hun snakket som en dronning og faktisk også var begyndt at opføre sig som en, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at dette var noget, som han ønskede skulle ske, og særligt ikke på denne her måde. Faktisk var det slet ikke en tanke, som han måtte bifalde!
Armene lod Thranduil langsomt søge omkring hendes slanke skikkelse. Den ene hånd lagde sig om hendes talje, hvor den anden lagde sig bag hendes hoved. Desperat ønskede han at beskytte hende, og holde hende tæt ved sig, men han kunne jo ikke gøre det altid, og det vidste han jo godt, at han ikke kunne.. Uanset hvor meget han ville ønske at han kunne. "Gud nåde trøste ham, hvis han gør noget ved dig, Serenity.. Hvis han så meget som bare krummer et hår på dit hoved, så erklærer jeg krig.." Han vendte blikket direkte ned mod hendes skikkelse. Hvad han dog ikke ville gøre for at passe på hende! Han gjorde bogstavelig talt hvad som helst!

[Deleted]

Det varmede utroligt at høre ham sige sådan, men hun kunne også godt mærke det, når hun talte, det var begyndt at blive hende mere naturligt og det gjorde kun hun følte sin plads ved hans side var den absolutte rette. Hun følte sig nu også inspireret, hun smilede lidt drillende, bare for at løsne stemningen en smule. "Jeg er jo også en dronning min elskede, din dronning." Påpegede hun, det var skønt at stå ind mod ham, hun skulle nyde hans nærhed mens hun kunne, for når hun først rejste, så gik der lang tid før de så hinanden igen. Et blidt suk forlod hendes læber igen, hans arme om hende medvirkede til hun blot blev endnu mere tryg og følte sig fuldkommen hjemme. Alt skulle nok gå, hendes blide væsen havde påvirket Marcellus før, hun måtte holde fast i det denne gang. Marcellus havde gået nogle følelser frem i hende hun ikke var van til, han gik hende på nerverne og havde fået hende til at reagere med vrede, det var hende fremmede at det var så aggressiv en vrede der havde vokset i hende. Det ville hun ikke lade ske denne gang, desuden havde hun Thranduil at holde fast i, hendes folk, det her var ikke kun om hende selv, det var om noget så meget større. "Jeg lover dig at komme hjem i et stykke, vi har jo en fremtid at bygge op og et folk at tage os af. Jeg er hjemme før du ved af det. Og jeg lover der bliver sendt besked hver eneste dag, stopper beskederne......" Hun stoppede kort op og mærkede det trykke for brystet. "Så tag handling med det samme." Hviskede hun blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Rollen som dronning blev mere og mere naturlig for Serenity, og selv dette, var noget som Thranduil kunne lide at se. Et svagt smil passerede dog alligevel hans læber. Han kunne ikke lade være. "Det kan jeg lide," sagde han endeligt. Han var slet ikke i tvivl om, at det valg, som han havde taget, havde været det rette for sin egen del, såvel som for folkets. En stærk dronning var hvad de havde fået, og han havde fået en smuk og elsket hustru ved siden af, hvilket i hans øjne, kun var en kæmpe bonus. En bonus, som han ikke kunne vende ryggen til om ikke andet.
Let trykkede Thranduil hende ind mod sin krop. Frygten for at han skulle miste hende på baggrund af dette, var virkelig det værste. Han lukkede øjnene let, inden han igen plantede et kys mod hendes pande. "Du skal ikke snakke om det, som var det en ting som vil ske, Serenity," sagde han. Han krævede og forventede dagligt at høre fra hende. Gjorde han ikke dette, ville han ikke tøve med at tage afsted med de soldater, som han nu kunne drage med sig, og så tage afsted! Ikke at han var meget for tanken om, at hun i det hele taget skulle tage afsted, men nok om det.. Det var jo ikke rigtigt fordi at han kunne gøre noget som helst ved det. Hånden strøg han mod hendes kind. "Hvornår regner du med at tage afsted?" spurgte han med en rolig stemme. Ikke at det var noget som han brød sig om, men han måtte jo også forsøge at støtte hende i det. Nemt var det ikke, men han forsøgte da.

[Deleted]

Det var jo for at give ham en form for tryghed, så han ville vide at hun var okay, hun regnede med at sende beskederne under sin rejse også, hun skulle trods alt igennem både Manjarno og Dvasias. Det ville blive en meget lang rejse, hun var klar over at det i den grad ville blive en udfordring. Og hendes bue og kogger skulle i den grad med hende! Serenity havde haft trænet, ude i skoven mens ingen så det, stadig hendes lille hemmelighed, men den vidste Thranduil jo godt, det var ham som havde haft afsløret hende. Nu var hun blot begyndt at øve andre ting også, men det var intet hun lige havde tænkt over at fortælle Thranduil om, det føltes ikke nødvendigt. Det var jo bare, forberedelser af hvis hun skulle forsvare deres elskede by og skov. Hun puttede sig nærmest ind til ham, kyssede hans kæbe nedefra og lidt ned af halsen. Et sted, havde hun brug for at mærke nærheden jo, og at få lov til at mærke hans hud under sine læber. Og da han spurgte hende om hvornår hun tog afsted, sukkede hun tungt. "Så hurtigt som overhovedet muligt, jeg vil have det her overstået." Lød det blidt fra hende, i en svag hvisken, lige nu ville hun bare gerne være i hans arme og så kunne hun skrive et brev til Marcellus vedrørende sin ankomst, og forberede ham på at hun ville have folk med til at beskytte sig uanset hvad.