I need to get out!

[Deleted]

Det var som om Demek syntes at kunne ane en spirende interesse i Leonore. Måske havde han alligevel fanget den hos hende, på trods af nummeret med den forbipasserende kvinde og det faktum at hun ikke så ud til at have det specielt behageligt. Og hun spurgte endda ind til hans teknik! Han svarede ikke men sendte hende blot et udfordrende blik. At han skulle afsløre sine hemmeligheder, nej da. Nu var han begyndt at have hende i sin hule hånd. Bogstaveligt talt.
”Vogte sig? Jeg er såret!” Han tog sig til brystkassen og slap hendes skulder, men skubbede hende fortsat fremad med vingen foldet bag om hendes ryg. Og han måtte næsten tilføje hende hvor fint hvidlige kulører klædte hende.
Det var det at han ikke følte at han vidste nok om hende. Det havde aldrig faldet ham ind at gå ind i de nærliggende adelsfamilier i detaljer, men når nu chancen gik lige for næsen af ham ville det være synd at slippe. Det var som om hun havde tændt et eller andet af, og nu frygtede han næsten for at hun ville gå. Som et maleri Demek passerede, men egentlig ikke havde mulighederne for at beundre, hvis ikke at omstændighederne blev ændret. Og det agtede han at gøre. NU. Inden de løb væk.
”Ved deres navn. Hvor bemærkelsesværdigt borgerligt – Om forladelse frk. Leonore.”
Demek gjorde kort et nik som et buk og så tænksomt frem for sig. Hvordan skulle man forklare hende det, så det lød mest muligt indbydende?
”Jeg ved ikke hvad der gik af mig.. Men forvirrende er det skam ikke. Det skal De slet ikke tænke på. Hvad jeg får ud af det er ikke vigtigt. Tænk på hvillke muligheder det vil give Dem. Tænk, eller nej – tænk slet ikke. Blot; Sig ja!
Det vil intet problem blive når jeg ser efter Dem. Jeg har kontakter mange steder og nok indflydelse til at gøre det til virkelighed, hvis det er det De ønsker.” nikkede englen med et matchende smil der var en sælger værdig.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore ønskede uden tvivl at lære, hvad denne mand kunne, og særligt fordi ,at hun vidste, at det ikke var noget som et af hans væsner typisk kunne! Det var uden tvivl noget, der var med til at pirre hendes stadig voksende nysgerrighed, også selvom hun vidste, at hun var nødt til at være påpasselig, og særligt med en mand, af hans slags! Hun trak kort på smilebåndet.
"Det er jo blot en kendsgerning. De som ønsker at overbevise andre om hvor harmløse de er, er som oftest dem, som man skal være bange for," fortalte hun med en ærlig stemme, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun stolede på ham af den grund.. Af årsager, som hun selv ikke kunne forstå.

Det var korrekt, at Leonore burde tænke det igennem. Desuden var det meget som han ønskede af hende. Et skridt på vejen, var dog, at han accepterede hendes ønske, om at blive kaldt ved navn. Det gav hende en følelse af at være en del af folket, og ikke så betydningsfuld, selvom hun vidste, at hun var det.
"Det vil jeg værdsætte," sagde hun med en rolig stemme, som smilet igen passerede hendes læber. Hun skulle nok tænke tingene igennem, og det var bare ikke lige nu, at hun var i stand til at tage sådan en beslutning, og ikke var det noget, som hun var synderlig interesseret i, hvis det skulle være helt ærligt.
"Lad mig tænke over det, Demek.. Jeg vil søge tilbage hertil.. gøre opmærksom på mig selv.. Mød mig da," bad hun, inden hun igen tog hesten om tøjlerne, så hun selv kunne føre den med sig. Hånden lod hun stryge over hans kind en kort gang.
"Vi ses igen," sagde hun forsikrende, inden hun vendte om på hælen og søgte hjemover. Han havde uden tvivl givet hende rigeligt at tænke over!

//Out