I need to get out!

[Leonore Salvorique De Lochér]

@demek

---

Endnu en dag hvor Leonore havde valgt at snige sig ud. Ikke fordi at hun ville bryde hendes fars regler, for de havde netop haft en rigtig fin snak om hans bekymringer og hendes ture ude af huset. Dertil havde hun også lovet at overholde tiderne noget mere, så han ikke gik ud af sit gode skind derhjemme.
Well, det var jo bare nemmere sagt end gjort. Hun havde brug for at komme ud, og brug for at undersøge tingene. Dertil havde hun i dagens anledning valgt Markedspladsen. Her kunne hun godt lide at være, og hun havde lovet at være på steder, hvor der netop var mange mennesker, så hendes far var sikker på, at der intet skete. 
Siden dødsenglene havde valgt at slå sig ned her, var der mange ting, som man skulle passe på, og særligt fordi at de var stort set over det hele. Hesten havde Leonore gående ved siden af sig. Hun havde fat i tøjlerne, for hun skulle hurtigt kunne komme op på den og hjem, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Selv hun havde lovet ikke at tage nogen chancer.
Vinden var lun. Det var ved at være hen på foråret, og de første tegn på at varmen var på vej, havde uden tvivl også vist sig nu, hvilket uden tvivl var det bedste af dethele. Tanken alene, fik hende til at smile. Fin var hun desuden også i tøjet, hvor hun gik i en dybrød kjole med sorte stropper og blonder, som gjorde flot og smukt på hendes krop. Håret havde hun langt og slapt hængende bag hende, og godt gemt under kutten, som hun gik med over hovedet, mest for at sikre sig, at hun ikke blev afsløret på noget som helst. Selv hun ønskede ej at blive genkendt for hurtigt og for nemt. Markedet søgte hun igennem, selvom hun holdt sig indenfor en afstand, hvor hun vidste, at hun hurtigt kunne komme hjem. Ej ønskede hun jo, at noget skulle ske hende.

[Deleted]

En stribe bryggerheste trak en tungt læsset vogn, med diverse varer af sted. Ved deres sider gik 5 overdrevet muskuløse mænd, der nok mindede om heste selv og smed flere varer op på vognen. Det var bestillinger, og foran dem gik en mand med bølget, lyst hår og øjne så blå at man skulle tro det ikke kunne lade sig gøre. Hans hud var tydeligt kærtegnet af solens stråler, og han var iført en kongeblå tunika og tætsiddende bukser. Hans vinger, alle 6 af slagsen, hvilede pænt bag ham.
Demek sørgede for at få noteret hver gang der blev læsset mere på. Det var bestillinger til hoffet og alt skulle være perfekt. – Nok ikke at det kunne undgås når han nu selv udgjorde arbejdet. Der var ikke andre som han turde give opgaven. Han var trods alt hofmarskal, når han ikke kørte sig eget løb, eller var på diplomatiske opgaver i de mange lande.
Nok havde han bemærket dødsengle ud af øjenkrogen, men de havde ikke irriteret ham nok til at han ville tage sig af det, selv om de uden tvivl lagde mærke til ham i baggrunden. Med sin højde og de lyse fjer var han ikke nem at overse i det ellers travle billede. Han gik i sine egne tanker, hovedet ned mod det stykke papir, protokollen som han ivrigt bladrede og satte krydser i.
Af og til nikkede han, og når han kiggede op smilte han veltilfredst over sin egen præstation. Ja, han syntes at hans hårde arbejde og store indsats gjorde ham velfortjent til en pause. Han gjorde det jo strålende! I baggrunden sled mændene om at få lastet en kiste op på læsset.
Dybt suk. ”Godt arbejde, de herrer. Bare fortsat på den måde”
Han klappede en af dem hårdt på skulderen i sin forbipassering, resulterende i at han væltede med kisten bag englen. Der var som sædvanlig meget trængsel og alarm, med noget stak i Demeks øje og syntes forkert. En lille kutteklædt skikkelse og en meget fornem hingst kom vandrende i mængden. Han havde set den et sted før!
”Du ser ikke ud til at have travlt. Nu hvor du alligevel driver den af, så hold lige den her, gider du?”
Protokollen blev pænt dumpet i hovedet på arbejderen, der lige var faldet over kisten, og så begyndte Demek ellers at vandre på eventyr.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore havde ganske vidst lovet sin far at overholde de tidspunkter som han havde sat, såvel som hun havde lovet at være hjemme i god tid, og dette agtede hun at gøre. Hesten gik roligt ved siden af hende. Nysgerrig som hun var, ønskede hun at lære om denne verden.
Hvad hun skulle forvente af denne stund, havde hun dog derimod ikke nogen anelse om. For hendes vedkommende, var hun bare ude og hygge sig, som hun plejede at gøre. For hendes vedkommende, så var der ikke den store forskel. Hun havde nemlig brug for at komme lidt ud blandt folk, se noget nyt.. lære at snakke med nogen, og måske få gang i en ordentlig omgangskreds, da hun i forvejen ikke kunne sige, at hun havde særlig mange af dem. Hun så sig omkring, og med et smil på læben. For nu virkede folk da temmelig åbne for hendes tilstedeværelse.
Mændene der læsset på vogn passerede hun med rolige skridt. Disse skulle trods alt også lave deres arbejde ligesom alle andre. Der var hun så derimod bare langt mere heldig stillet, for hun havde aldrig haft behov for at løfte så meget som en finger igennem hendes liv.
Manden som dog alligevel valgte at søge efter hende, fik et kort smil til at passere hendes læber. Hvad var han helt præcist ude på? Troede han virkelig, at han ville få noget ud af dette? Som mentaldæmon var hun bestemt heller ikke dum, og havde allerede længst regnet med, at han var efter hende. Hun fortsatte dog ganske roligt frem med rolige skridt.
"Du forfølger mig," lød hendes stemme endeligt, som hun var kommet længere ind mod markedet. Selv skulle der alligevel en del til, for at overliste hende, hvad et her angik, men ikke desto mindre, så var hun bestemt ikke dum. Her stoppede hun op med hesten ved siden af sig, inden hun vendte sig mod hans skikkelse. Hvem var han?

[Deleted]

Folk havde travlt med at passere hinanden og komme til. Sælgeren råbte for at tiltrække sig opmærksomhed, men Demek fandt ikke det store besvær med at komme forbi andre. På grund af den meget stærke udstråling gik de fleste i en bue uden om ham, med undtagelse af steder hvor mange af boderne stod tæt sammen. Der kom han størrelse i vejen.
Han tog sig god tid og nærmede sig forholdsvist hurtigt sit mål, selv om han bare gik afslappet. De lange ben bar ham hurtigt forbi mange af fodgængerne.
Hun så ud til at foretrække at holde sig skjult. Hvorfor dog, spurgte han sig selv. Med sin beklædning lyste hun nærmest op i billedet. Valvor Pairó var ganske vidst en af de finere byer, men folk der iklædte sig stærke farver var ofte af adlen. Og hendes kjole var rød som blod, eller roser.
Han var kun omkring to meter fra hende, da hun.. talte til ham? Men han havde gået stille, ikke forhastet. Han kunne have været tilfældig, og alligevel opdagede hun ham, skønt hun gik med ryggen til ham.
Det fik et smil til at spire frem hos ham, efter han lidt forbløffet havde blinket et par gange. Enten måtte hun være magikyndig, eller havde en anden form for psykisk kraft. Det blev mere og mere spændende!
“Åh vel, det gik hurtigere end beregnet.”
Et par skridt, og Demek var gået op på siden af hende. Han søgte dog ingen direkte øjenkontakt længere tid af gangen, men fortsatte med at spadsere lige så stille og studere markedspladsen. Folk kunne få ide’ om at der foregik noget der angik dem.
”Det er nogle meget dyre heste, af nogen som holder sig til dette marked. Fuldblodsarabere er svære at skaffe, og for den sags skyld at tæmme. Jeg kender kun få familier der huserer dem her omkring, og pøblen er ikke en af dem. OG det efterlader to muligheder. 1, De er en lille tyvetys, der snarest får hugget sine hænder af ved højere retsføre, eller 2 De er en del af De Lochér huset. At dømme på Deres højde og stemme er De meget ung og ingen jeg kender, eller har mødt i min tid. Jeg kan dertil minimere mulighederne. De kunne være af tjenestefolkene, men så tvivler jeg på at De ville have lov til at ride på denne hingst… Mon snarere er De den lille smaragd, der altid gemmes væk af Deres fader.
Det er lidt sent at være ude alene, synes De ikke, lady Leonore?”
Det fornøjede smil blev kun bredere.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Uanset hvem der var efter hende, så havde Leonore trods alt lovet sin far at passe på, og dette havde hun uden tvivl tænkt sig at holde for ham. Tænk hvis der skete hende noget? Det ønskede hun da på ingen måde! Overhovedet ikke faktisk!
Dum var hun dog ikke, selvom hun var af en slægt. Lige nu holdt hun sig nok mere det skjulte for sin fars skyld, da hun jo gerne ville vise ham, at hun godt kunne tage vare på sig selv. Hun havde fundet ud af, at denne mand faktisk var efter hende, og det var ikke just en tanke som faldt i hendes gode bog. Den fine hest blev stående ved siden af hende. Umiddelbart var der vel ikke noget at være bange for fra denne mand? Desuden var det her midt på markedet og højlys dag.. hvad kunne der da ske?
"Enhver er da nødt til at passe på sig selv i disse tider. Med dødsenglene over alt, er det jo aldrig til at vide, hvad man møder af modstand," pointerede hun roligt. Selv nu hvor hun endnu stod med kutten godt trukket nedover hovedet, så hun var tildels i det skjulte, så lod hun ham komme op ved siden af ham. Hun fulgte dog hver en bevægelse. Igen fordi at hun var nødt til at passe på sig selv.
En tyv ville hun dog ikke kalde sig, da hun rent faktisk havde fået denne fine hest af sin fader. Hun strammede grebet om tøjlerne. "Hvis De tror, at jeg blot er en simpel tyv, tager De fejl," lød det roligt fra hende. At han dog derimod allerede havde gættet sig til hvem hun var, så kunne hun vel lige så godt bare.. stå ved det? Hånden hævede hun, hvor hun førte kutten ned. Det lange lyse hår kom til syne og det samme med de intense mørke øjne. "Hvordan vidste De at det var mig?" fortsatte hun roligt. Det havde jo aldrig været meningen, at det skulle være så let at spotte!

[Deleted]

”Logik. Det er let at sætte to og to sammen, når man kender til resten af decimalerne. Jeg har været medbragt til jeres hus, som sekundant et par gange, og jeg ved også at der ikke er mange rige familier der har erhvervet sig disse dyr. De andre slægter der har dem kære, har ikke fået børn i generationer, også nogle der er mig bekendt. Eftersom De ikke virkede som nogen jeg før har mødt, efterlader det ikke mange muligheder tilbage.”
Demeks blå blik skævede til hende, da hun slog kutten af sig. Han granskede det lyse hår og hans øjne mødte hendes et øjeblik. De mindede lidt om noget han havde set for et stykke tid siden, han var ikke helt sikker på hvad, men det forekom han familiært. Måske var det skoven, her om foråret. De små knopper der sprang ud i et flor af grøn, og de lyse søer I Procias… Men jo, han kunne se det nu. Det lyse hår og hendes øjne, de lignede et maleri der hang i slottet, iklædt en guldramme. - Hun havde øjne som hans mor. Det var så lang tid siden efter hånden, så hvis det ikke havde været for billedet, så var hun nok mere eller mindre helt glemt. Mange af de varme minder fra hans barndom gengav hendes ansigt som en slørret tåge, men han kunne huske hendes stemme og varme latter. Han havde svært ved at slippe det igen. Det var næsten som ren nostalgi, og Leonores ansigt fik ham til sidst til at stoppe helt op og bøje sig let ind over hende, blot for at nærstudere hendes ansigt yderligere og fastholde det fortids øjeblik.
Et par skridt trådte han tættere på Leonore og forhindrede hendes gang. Hans skygge faldt hen over hende. Hun var jo så meget mindre end ham. Det var de fleste. Folk begyndte at stirre meget hen imod dem, og specielt på Leonore, og Demek kunne se det. Som en vifte spredte han alle sine vinger på højre side. Det øgede skyggen. Demeks vinger var meget brede, men ikke trænede i at bære ham i luften. I stedet brugte han dem primært til visuelle formål, og de var også godt passede. Der sad ikke et eneste flosset dun på dem. Så man nærmere på dem ville man desuden se at de i modsætning til andre engles ikke var helt hvide. De havde et skær, næsten som kviksølv. Det kunne være tegn på sygdom, eller mørk forurening, men ingen var ødelagte, eller så ud til at falde af. Ej hellere virkede manden til at være døende.
En blød berøring, Demek bøjede sig længere ned imod Leonore. Han kørte to fingre langs hendes hår. Det var utroligt blødt. ”Ja, jeg ved hvem De er. Og det gør resten af markedspladsen nu også.”
Kort tid efter tog han fat i kutten og hev den hen over hendes ansigt igen. Det kunne være for at genetablere beskyttelsen, men sandheden var at han ikke ønskede at de skulle se hende. Han ville ikke have at det var andre end ham der så hende. Han følte at han havde været vidne til noget sjældent, og han ville gemme det væk.
"Deres forældre ville ikke være glade for det her."

[Leonore Salvorique De Lochér]

Denne mand var bestemt ikke dum, hvilket uden tvivl gjorde Leonore glad. Det var noget helt andet end hvad hun var vant til at være omkring, og særligt når det foregik på denne her måde. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. "Det må jeg sige. De er ej en uintelligent mand," sagde hun blot. Hesten blev stående afventende ved siden af dem begge. End ikke den æsnede nogen uro omkring dette.
Andre folk begyndte at stirre på dem, hvilket i forvejen, var noget som gjorde hende en kende urolig. Hun brød sig faktisk ikke om de mange blikke, og særligt fordi at hun havde lovet sin far at være påpasselig derude. "Jeg må sige mig, at De har været hurtig til at regne den ud.. Jeg tager ikke meget fejl, når jeg siger at du er en udefrakommende? Jeg mindes nemlig end ikke at have set dig i min husstand," sagde hun med en rolig stemme.
Øjnene lukkede Leonore ganske roligt i, da han tog fat om hendes kutte og trak den op igen. Hvorfor gjorde han nu dette? Hun vendte blikket forsigtigt op mod ham endnu en gang. "Hvad er grunden til denne omsorg? Alle ved at jeg er her nu. Gør det i sandhed nogen forskel?" spurgte hun videre. Ikke fordi at hun ønskede at gøre det til et problem, men vel også fordi at hun endnu var så uvis om, hvad der egentlig måtte være i den verden, som hun var en del af, fordi at hun havde været så beskyttet og sikret, som hun havde været, og særligt på trods af det, som var sket familien. At hun derimod mindede ham om hans moder, var slet ikke noget som hun vidste. Hun vidste ikke hvem denne mand måtte være. "Min fader har givet mig sin velsignelse til at søge ud, såfremt jeg gør det med forsigtighed.. Desuden.. nu er De kendt med mit navn.. Hvad er Deres?" fortsatte hun med en dæmpet stemme. Ikke fordi at det var utrygt.. Men hun ønskede da naturligvis at vide hvilken mand det var, som skænkede hende denne form for omsorg.

[Deleted]

Demek foldede to af de tre udstrakte vinger ind mod sin ryg, og den sidste strøg han et par gange for at rette på nogle fjer. Nu hvor hun igen bar kutten var der ingen grund til at han spærrede med dem, som en vifte. De fleste bevingede væsner lod ofte sine vinger forsvinde. For dem var det en form for svaghed, men for Demek var der stor stolthed forbundet med sine egne. Skønt de ikke kunne bære ham i luften var de beskyttelse mod vind og vejr, og de mindede ham kun om hvilken opgave han havde når han repræsenterede lyset i det evige mørke.
Han skimtede kort fra Leonore op mod solen. Hvor måtte det være forfærdeligt at være en Dvasianer der af at vandre i mørket var blind og ikke længere kunne se klart. Grænsen var blevet åbnet, meget imod hans vilje, og han kunne nu kun stå passivt til at se på hvad der ville ske. Det skulle ikke ødelægge det liv som han plejede at leve og alt i slottet måtte fortsætte som det plejede!
Leonore fik et nik, da han fandt det besværligt at bukke ned til nogen der var så lav.
”Jeg er ej af Deres husstand, Leonore. Man kan kalde mig mange ting, men i dag er jeg blot en handelsmand der gør regnskab. Mit navn er Demek Marshall Nimanhra. Jeg går ikke ud fra at der er mange engle på disse kanter… Ikke ud over de sorte og besmittede. Mærkværdigt som de er vokset så meget i hobetal, næsten som insekter” sagde han storsmilende, næsten med en foruroligende ro i stemmen på trods af smagen af ordene der forlod hans mund.
”Nu pigebarn, vær ikke fjollet. De kan kende Dem af navn, men Deres fysiske tilstedeværelse er dem muligvis ikke bekendt herved. Der er intet at beskue, hvis de intet kan se. Monstro de vidst nok går tilbage til deres rutine om lidt? Med mindre De selvfølgelig har været her uden Deres faders velsignelse.”
Demek skævede til hende, med anelsen af et kvalt grin.

[Leonore Salvorique De Lochér]

At denne mand var i besiddelse af intet mindre end 3 vinger, var uden tvivl noget som selv Leonore, måtte finde ekstremt fascinerende. Det var dog ikke noget som gjorde hende noget. Det var første gang, at hun stod overfor en hvid engel. Selv nu i en voksen alder, var hun stadig i færd med at stifte bekendskab med den store verden udenfor og omkring dem. Denne var hun til nu, blevet skånet for. Svagt måtte hun alligevel bide sig i læben.
"Nimanhra? De er af prociansk slægt," bemærkede hun endeligt. Det burde hun vel et sted også have sagt sig selv, og særligt fordi at han var... ja, engel. Svagt måtte hun alligevel trække på smilebåndet. "Uanset hvor jeg sætter mine ben, vil jeg være at kende på navn. Måske ikke fysisk tilstedeværelse, da jeg igennem mange år, har været holdt skjult og sikkert af mine egne forældre. Men selv jeg, ønsker brændende, at få lov til at opleve den verden udenfor," lød det roligt fra hende. Det var et menneskeligt behov for hende.
Selv nu hvor hun stod overfor en stor, høj og lys mand, så følte hun ikke, at der var nogen grund til at være bange for ham. Skulle hun da gøre det? Han kom jo kun med gode råd til hende, og det var det, som hun også glædeligt måtte tage imod i den anden ende, så det var vel ikke så slemt igen, var det? Hun sukkede let. Hun vidste, at hun burde være hjemme, da hendes fader ikke havde ønsket, at hun søgte ud, men hun følte det som et behov... Hun havde behov for at komme ud. "Ej ved in fader, at jeg er her.. og ej ønsker jeg, at han skal vide dette. Selv jeg har brug for at komme ud, Damek.. Jeg har brug for at opleve noget, fremfor at sidde på mit værelse ene og alene, fordi de ej ønsker at noget skal ske mig," sagde hun sandfærdigt. Selv han var jo søgt langvejs.. Han burde da kunne forstå hende?

[Deleted]

Demeks mørke stemme brummede overvejende til Leonores fortælling. Af og til skævede han til folkene, og det isblå blik der låstes fast med nysgerrige fik dem til at vende sig bort. Han kunne stadig mærke få blikke stikke sig i ryggen, men intet så ud til at gøre en større trussel. Alligevel begyndte små gnister at formes om spidserne af hans fingre. De fløj rundt omkring hans hænder som ildfluer, indtil han klemte næven sammen og energien centrerede sig i Demeks håndflade. En lille cirkel lyste kort op, men forsvandt så.
Blot i tilfælde af at der ville ske noget.
Men det hvide smile strålede blot lige så kattevenligt som før. Man er vel professionel! Han ønskede ikke at sprede panik ved sine forholdsregler.
”Selvfølgelig. Det er et basisk behov for alt liv at søge imod lyset. Ligesom alt i naturen rækker man ud efter ny grund. Så, hvorfor ikke også Dem? ” Mørke væsner led, og de ville ikke finde fred før de var renset af lyset. Intet som han bevidst kunne genkende omkring Leonore fortalte Demek at hun var et mørke væsen. Han havde aldrig gravet i de enkelte medlemmer af De Lochér slægten, og hun havde ingen udslående mørk energi. Alt i alt var der intet ved hende der virkede frastødende for ham.
Tvært imod vækkede det morskab i hans ansigtstræk hvordan hun brændende ønskede at komme ud.

”De leger med skæbnen. Meget vel” informerede han højtideligt og skævede ned mod hende. Han gjorde sig umage for ikke at udtrykke at han fandt det for underholdende, og fandt sig nødsaget til at rømme sig.
”Det er meget alvorligt at De har handlet således, meennn… Der rygtes så mange ting i byen, så mon ikke jeg kunne undgå at aflægge rapport her om?”
Smilet blev større.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonores nysgerrighed, var hvad der tvang hende lidt på afveje. Hun havde brug for at komme ud.. Brug for at opleve folk, se hvordan verden hang sammen, og særligt i disse tider, var det bare ekstra vigtigt for hende, at få disse fantastiske muligheder. Hvorvidt om Demek overhovedet var i stand til at give hende noget af det, var hun faktisk usikker på. Måske at hun var heldig?
Hvad der skete med hans hænder, lagde hun dog mærke til. I forvejen var hun vant til at lægge mærke til selv de små ting, og særligt fordi at hun havde lovet sin far at passe på. Så meget som han var over hende, så havde hun heller ikke noget andet valg.
"Ej skal jeg kunne sige, om de er noget som falder mig naturligt til. At søge mod lyset, som De siger.. Jeg ønsker blot at opleve verden. Finde ud af, hvad det er mine forældre, forsøger at skærme mig for," fortalte hun med en ærlig stemme. Selv var hun vokset op i et hjem af ærlighed og ære, hvilket i forvejen, var to ting, som hun satte ekstremt højt.

Hvad Demek egentlig var ude på, vidste Leonore ikke. Dog vidste hun, at hun ikke helt brød sig om ham. Han havde en mærkelig udstråling i forhold til hvad hun var vant til. Var han en mand, som hun skulle være påpasselig overfor? Hun vidste det faktisk ikke helt, og svært var det helt for hende, at finde ud af dette.
"Jeg er bange for, at jeg ikke forstår..?" undskyldte hun sig med. Var der noget galt? Havde hun gjort noget, som gjorde at han handlede såvidt? Selv hun havde uden tvivl brug for sine klare svar, og særligt fordi, at hun også ønskede at passe på sig selv.

[Deleted]

”Det kunne blive anset som regelbrud, familienavnets vanære hvis det kom frem i lyset at De nægter at parere ordre fra Deres familie. Eller folk kunne forstå at de måske endda var ved at løbe hjemmefra.
Men nu er jeg i et godt humør, og hvor jeg normalt er forpligtet til at underrette om disse hændelser – skal vi ikke blot sige at det går mit øje forbi?” klukkede han.
En kvinde passerede dem en anelse for tæt for hans smag, og han knipsede med fingrene imod hende, ikke uden at slippe Leonore af syne. Små gnister af varme fremkom fra hans fingerspidser. Hun gik i en bue om det umage par. Dunene på hans vinger rejste sig af den væmmelse der kort gik igennem ham. Selv om det kun var et øjeblik, havde kvindens tilstedeværelse irriteret ham, og hans krop viste tegn der på, selv om han var en mand af en rolig udstråling.

”Verden er ganske stor når man ikke er vant til at færdes i den. Alle dens undere. Fristelser. Drømme og illusioner. Fortæl mig hvad det er De agter at se… Det kan være svært uden at vide hvor man skal starte.”
Demeks blik gled ned på hans vinge og han begyndte at glatte fjerene ud.
”Grænserne er åbne. Der er meget nyt at udforske; Ting at opnå, men såvel også at miste på vejen dertil.”

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore vidste godt, at det som hun havde gang i, næppe ville blive velset ved hendes familie, men for hende, var det læring, forståelse og udvikling. Hun kunne ikke holdes indendøre igennem hele sit liv.
"Jeg kan ikke klare mig igennem et liv, hvis jeg intet ved om det," pointerede hun med en sigende mine. Hendes søster var død for hendes forældre, men det var hun ikke for hende, og derfor gjorde de alt hvad de kunne, for at beskytte hende. Lidt for meget i hendes øjne.
"Skulle jeg frygte for, hvad De ville kunne gøre? Ej ligner De en, som er fra egnen her," lød det roligt fra hende, som hun denne gang lod armene søge over kors. Hvorfor gjorde han så meget ud af, at 'passe' på hende?

Den kvinde som kom for tæt på, fangede hun hurtigt. Selv var hun i forvejen, ikke meget for, at folk skulle genkende hende, og særligt, når det var, som det var lige nu. At han tog affære ved at knipse, og hun pludselig skiftede retning, fik hende kort til at rynke på næsen.
"Hvad gjorde du?" spurgte hun hastigt. Det var jo ikke meningen, at folk skulle komme til skade eller lignende!
Let rystede Leonore på hovedet. "Jeg ønsker at opleve vores samfund og kultur uden at skulle læse om det i en bog. Jeg ønsker at se, føle.. selv med mine hænder og mine øjne.. Jeg bliver holdt indendøre, fordi at det er for farligt. Jeg ønsker at opleve den verden, som jeg er en del af," fortalte hun direkte. Var det ikke til at forstå da?

[Deleted]

”Mig? Skadelig?”
Den ellers kølige facade knækkede let og englen slog en perlende, høj latter op. Var hun bange for ham nu, eller ønskede at være spydig? Det var jo næsten helt kært.
”Åh, nej nej nej. Nu skuffer De mig. Jeg ville aldrig skade Dem, frk. Aldrig. Jeg er HARMLØS.” Men alligevel stirrede Leonore stadig mistænkeligt på ham. Han tiltede hovedet med en forvirret mine. Uden tegn på at kunne aflæse hvad han havde gjort galt indtil han fulgte hendes blik over skulderen og så til at kvinden, der så ud til at løbe rundt forvirret. Han gik tættere på Leonore, som om det skulle forsikre hende om at han var okey.
”Åh. Hende.” udbrød han nok noget så tørt og konstaterende.
"Bagateller, frk, bagateller! Jeg gjorde intet. En mindre detalje. Jeg manipulerede lyset i hendes øjne, og dermed hendes retningssans. En simpel optisk illusion om De vil.” Han ville jo ikke prale, og nok opfattede han den lille ting som harmløs, men det var ikke mange engle der formåede at kunne bruge lyset på så detaljeret niveau som ham. Han bøjede det simpelt til hans vilje, og til tider til ting man tvivlbart ville forbinde med en borger af Prociansk baggrund.

Hendes begyndende tvivl omkring ham fik ham til at rynke misbilligende på næsen, og hans greb tøjlerne på hendes hest og fejede hende ind mod en stor vinge idet han begyndte at hive hende med sig i langsom gang. At vide, at opleve, at sanse. Alt det hun sagde! Det var jo næsten som at diskutere med et barn, og det passede ham ikke! Han placerede sin ene hånd på hendes skulder. Det kunne se ud som en venlig gestus, men han ville sikre sig at hun ikke bare lige slap løs af hans greb.
”Det er jo lige det jeg mener. Vi taler forbi hinanden, lille De, er jeg bange for. Nu, følg med.”
-Ikke at hun havde så meget et valg, når først han havde fat i hendes lille krop.
”Ser de, hvad ville de sige til hvis jeg blev deres vindue ud til omverdenen? Sagen er den at jeg godt kunne bruge nogen til at hjælpe mig i min hverdag. Tage notater, hjælpe med papirer og sådan. Nogen der tager med mig på alle mine rejser inde for de nyåbnede grænser. Et ekstra sæt øjne, en assistent!” udbrød Demek med en fejende bevægelse med en udslået vinge. Kunne hun ikke se det for sig?
”Til gengæld! Forventer jeg at du rapporterer hvad du ser og hører til mig. Det du oplever, ALT! – Inklusivt hvad der måtte hænde dem når de har ”fri””.
Kort sagt – et evighedsarbejde. Intet privatliv? Fint nok!
Men hvis han nu fik det poleret nok kunne det være at hun fandt det rimmeligt og måske endda ikke syntes at han virkede så grum? Demek syntes nu at han var ganske rimmelig! Det ville mætte hans fascination af hende og give ham mulighed for at kunne studere hendes væsen nærmere.
”SSH!” Han førte en ringbeklædt finger foran hendes læber. ”De behøver intet at sige. Jeg ved at det virker stort lige nu, men jeg kan tale med deres forældre… Men…
De kunne selvfølgelig også blive der hjemme… rødnende! Bag et bundt af støvede bøger, for aldrig at se noget af den virkelige verden på grund af deres forældres begrænsninger. Suk! Så tragisk en tilværelse.”
Med en skuespillers mimik slap han hendes skulder og førte bagsiden af hånden op til sin pande, med næsen i sky. Naturligvis slap han dog ikke Leonore, som han foldede sin store vinge yderligere rundt om. Den positur holdt han kort, for at hans ord kunne nå at sætte sig. Så skævede han ned til hende.
”Tænk over det.”

[Leonore Salvorique De Lochér]

Denne mand, måtte uden tvivl forvirre Lenore frygtelig, frygtelig meget. Hun vendte blikket mod ham. Han var underlig, men på den gode måde et eller andet sted.. Hun kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det lige nu! Det var alt sammen forvirrende!
"Hvordan gjorde du det?" spurgte hun direkte. Illusioner, var alt sammen noget, som selv en som hun, burde kunne bruge. Særligt med de racer, som hun rent faktisk måtte være en del af, og det kunne uden tvivl godt mærkes, så det alene, var der ingen tvivl om!
"De som går meget op i, at fremhæve, at de er harmløse, er som regel dem, som man skal vogte sig for," kommenterede hun med en rolig stemme, som hun endnu en gang, vendte blikket strengt i retningen af ham.

Hesten tog han fat om, og hende med, for at føre hende med sig. Nysgerrig som hun end var, var det også den eneste grund til, at hun rent faktisk lod ham tage den form for kontrol over hende, for hun var bestemt ikke meget for det, og det var hun bestemt heller ikke bange for, at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst. Helt konkret, hvad var det, at han krævede og ønskede af hende? Hun kunne ikke finde ud af det.
"... De forvirrer mig.. Og jeg beder Dem, om at kalde mig ved navn," sagde hun direkte. Det andet fik hende fremstillet som et barn, hvilket bestemt ikke var noget, som faldt i hans gode bog. Tvært imod!
Fingeren som han lagde mod hendes læber, satte en sitren i hende. Skulle hun være bekymret?
"Jeg.. jeg forstår ikke.." Hvad var det hun skulle tænke over? Hvad var det helt konkret, der skete i øjeblikket? Det var bare så... surrealistisk!
"Det som De forventer af mig, ved jeg ikke om jeg vil kunne imødekomme.. Desuden forstår jeg ikke, hvad De vil få ud af det.." Hvad ønskede et væsen af Procias.. uden tvivl af Procias, af landet her? Hun forstod det ikke.. og når hun ikke forstod det, var det jo rigtig svært for hende, at tænke tingene igennem.