Bored in paper!

[Deleted]

Amiée stod ganske roligt som hun så det lumske smile igen kom på corinas læber, åh gud hvad hade hun nu fundet på. Hendes ansigt var rolig til corinas læber strejfede hendes, det fik hendes anisigt til og krakelere og hendes mund til og snøre sig tæt sammen. Hun så på hende, sved…sved! Skulle hun arbejde lugten væk? Hun så på corina som hun rev hendes kjole i stykker i den ene side, nå hvad hun hade ikke selv købt den så det rørt hende ikke. Hun så på corina som hun så hendes finger dreje rundt omkring hende, skulle hun løb? Helt ærlig…løbe! Hun så dog roligt på corina hendes ansigt igen i den rolig facade. ”som fyrstinden befaler” hun så på hende og sukke bare og begyndte og løbe i cirkler om corina hade bedt om. Amiée hade en gnaske god udholdenhed når det kom til og løbe, hun hade jo løben meget som spion og den gang hun var i modstandsgruppes lejer. Hun løb blot rundt og rundt hun var ikke sikker på hvor længe men det var da en hel del tid inden hun måtte stoppe, sveden pible ned af hendes ekstrem lys hud og hun trak vejre hurtig men tung hun lage hænderne på lårene for at få lidt støtte selv om hun mere hade brug for og side ned lige nu, nej ligge ned lød beder, hun hade ikke en gang luft nok i lungerne til og spørge corina om det var godt nok eller om hun skulle forsætte med og løbe skulle hun dog forsætte ville hun nok ende med og falde om, hendes hoved snurre en smule rundt lig nu i vært fald for hende.

[Deleted]

Det var morsomt at se hende løbe, men også tilfredsstillende, hun var virkelig en dygtig pige. Hun smilede som hun så på hende, imens hun løb rundt, begyndte Corina selv at træne videre, hun lavede nogle armhævninger på hendes lille legeplads. Efterfølgende lavede hun lunges, en benøvelse som bestemt var god og effektiv, specielt med vægt på, som hun holdte en stang med sække fyldt med jord i. Hun smilede stort og smed det fra sig da Aimée stoppede forpustet og svedende op. Roligt gik hun mod hende, selv svedig og lagde en arm om livet på hende. Her fulgte hun hende med op til sit badeværelse, hun fyldte et par glas med kold vand fra pumpen, og gav hende det ene.
"Få dig lidt af drikke, du har gjort det godt." Lød det roligt fra hende, hun flyttede en vildfaren tot om bag hendes øre og lænede sig ind mod hende og duftede til hende. Sådan rigtig intenst ved hendes hals.
"Meget bedre, din naturlige duft er ved at komme igennem overfladen." Hviskede hun med en forførende stemme, hun trådte væk fra hende og tændte op under kedlen som skulle varme vandet, her begyndte hun så at lave et bad til hende, måske hun ville deltage, man vidste aldrig jo! Corina gik roligt over mod hende igen som hun ventede på vandet, her lod hun sine fingre blidt hjælpe hende af med kjolen.
"Var det befriende at få løbet lidt? Kom det af med nogle..... følelser?" Spurgte hun så blidt, for at virke forstående, i hvordan hun måtte føle.

[Deleted]

Aimée puste bare den løbe tur rundt og rundt hade enlig ikke være slem den hade bare gjort hende meget svimmel. Hun puste og hade kun svagt lagt mærke til corina hade træne samtidig med hun løb rundt. Hun mærke corina lag armen om hende og fuldt hende på badeværelset. Glasset gav hende med vand røg ned i en slurk hun var virkelig tørstig! Hun satte pænt glasset ”mange tak min fyrstinde” hun så på corina som hun læne sig mod hende hvad pokker lave den kvinde nu! hun kunne høre hun snuse til hende rigtig intens ved hendes hals og hun sank en klump, hun fik en smule kvalme ved hendes hvisken men samtidig lidt glad? Hun måtte være ved og miste for standen hun måtte virkelig snart finde en vej væk inden hun blev helt tosset. Hun stod og så på som corina lave et bad til hende ”min fyrstinde jeg kan godt selv lave et bad.. det skal de ikke have besværet med” hun så på hende som corina ’hjalp’ hende af med kjolen nærmer trak den af hende, aimée stod stille og stod kun i de hvide trusser hun hade taget på. Hun lag en arm hen over bryste og så på corina som hun spurt om hun var komme af med nogle følelser ”jeg.. nej min fyrstinde.. jeg hade ingen følelser og komme af med for jeg har ingen” hun så på corina enlig jo hun var stadig vred på corina hun var stadig ked af det og hun følt sig meget alene men det kunne en skide løbe tur ikke hjælpe hende af med, hun stod roligt og så på corina med det neutrale ansigt, før hun så på badet der var bleven klar ville corina stå og glo? Hun prøve og lade som ingen ting og tog trusserne af og tråde op i karet og sukke lydløst og nød det varme vand som hun blot dykke ned i for og få håret vådt hun kom hurtig op igen håret stadig samle i de tykke pølser men nu blev de da rengjort.

[Deleted]

At hun som slave, stod og løj hende direkte op i ansigtet, fik vreden i hende til at boble, hun mærkede hvordan det kriblede i hendes fingre for at tæve hende synder og sammen. Vrede havde altid været lidt af et problem for Corina, men hun var begyndt at lære at kontrollere det rimelig godt. Roligt stillede hun sig over karet, med hænderne på hver sin side og så direkte mod Aimée, med et tydelig blik der emmede af den vrede der lå gemt i hende. Som en løvinde der ventede på at byttet opfangede hende, så hun kunne jage, selvom der ingen jagt blev her.
"Tror du virkelig at jeg er så dum? Må jeg minde dig om at jeg kræver respekt og med respekt er ærlighed et krav! Jeg forventer sandheden, din straf for at lyve vil blive så meget mere smertefuld end hvis jeg er utilfreds med dine følelser. Tag dit bad, og forsvind ind i dit kammer. Jeg vil ikke se på dig!" Lød det koldt og stille fra hende, ingen råben som normalt, intet. Hun virkede som en tiggende bombe, klar til at springe når som helst. Med en hurtig og hård bevægelse rettede hun sig op, inden hun vendte rundt og forlod badeværelset. Nu kunne hun få lov til at mærke frygten stige hende til hovedet, hvis ikke, skulle hun nok lade dem blomstre. Indtil hun gjorde som der blev sagt, indtil hun indså at Corina rent faktisk ville hende det godt, måtte det være sådan jo. Tårnet blev brugt til mange ting, men mest af alt folk som ikke opførte sig korrekt overfor Corina. Hun gik ned i køkkenet for at tage en spand vand og en klud, herefter gik hun udenfor og vaskede sig hurtigt efter sin træning.

[Deleted]

Amiée var ved og vaske sig da hun kigge op på corina som hun stilet sig over karet synet fik hende til og krybe sammen og sank en klump hun kendt godt det blik hun var virkelig på den nu, hvordan i alverden hade hun gennemskuet hun hade løjen? Hun hade ikke vist nogle form for udtryk der burte afslør hende! Hun sank en klump og kunne godt mærke angsten stig, hun håbe virkelig på corina ikke tænkt på tårnet der ville hun helst ikke op! Hun hade fået og se hvad der var der oppe og hun ville helst ikke være der selv. Hun skyndt sig og vaske sig og skyndt sig bare ud af karet, samle sit tøj op og løb tilbage til sit kammer, hun smække døren og stilte sig op af den og trak vejre hurtig en smule i panik faktisk *tage det roligt amiée det ikke sikkert du ryger i tårnet… tage det roligt* tænkt hun mens hun fandt et klæde og fil tørt vandet af sig og kom i en anden hvid kjole og krøb op i sin seng, hvor hun satte sig på sin plet midt på sengen og trak bene op under sig, hun hade ikke taget undertøj på under kjolen. Hun sad bare sammen krøben, begyndt langsomt og rokke frem og tilbage mens angsten vokse i hende, hun blev parnoid vær gang hun syntes og hør nogle ved døren sprang hun nærmest en meter op i luften hun trak gardinerne for sin vinduer så hun sad i total mørke og så tilbage på sengen og vippe mens hun hviske til sig selv hun skulle tage det roligt men det kunne hun ikke, corinas udtryk hade sat sin spor og det hjemsøgt hende nu mens hun stirre stift mod døren.

[Deleted]

Efter at have fået vasket sig, fik hun nogle af de andre slaver til at rydde op og ordne alting. Rengøre badeværelset blandt andet. Corina var stadig i sit træningstøj, hun gik på sine bare fødder, op mod sit kammer, men stoppede lige ude foran værelset inden, hvor hun vidste Aimée var. Det kunne godt være at hun havde løjet, men nu fik hun chancen for at gøre det godt igen. Roligt åbnede hun døren, trådte ind i det lille rum og lukkede døren bag sig, samt låste den.
"Jeg vil give dig en chance. For tro det eller lad være, men jeg er virkelig glad for du er min personlige slave. Ellers ville du ikke være i live. Når jeg spørg dig om noget, forventer jeg et sandt svar. Dit skuespil er godt, men jeg kender slaver bedre end det. Jeg har haft slaver i flere tusinde af år Aimée, jeg er ikke dum! Men at tro jeg er det, gør mig vred. Det forstår du vel?" Rolig var hende stemme, og ikke kold denne gang, hun vendte sig mod sengen og gik hen for at sætte sig i benenden. Med et ben over hver side af sengen som jo kun var designet til en person. Her sad hun med spredte ben i læderbukserne, vendt mod hende. Blikket studerede hende roligt, det fugtige hår og endnu fugtige hud, bundløsheden som fik et svagt smil på hendes læber til at melde sig.
"Hvad føler du? Uanset hvor modbydelige de er, kom ud med dem, lad mig høre. Hvor meget hader du mig rent faktisk?" Hendes stemme var udfordrende, det samme var hendes blik. Dog kunne man også se at det var bedst at gøre som der blev sagt.
"Lad mig mærke dine følelser, kom med dem, slå mig hvis du har lyst. Jeg stopper dig ikke Aimée og jeg straffer dig ikke senere." Hviskede hun igen, ganske udfordrende.

[Deleted]

Aimée stivne da hun hørt fodtrin stoppe uden for døren og da den gik op og hun så corina sad hun bum stille og stirre på hende som hun hørt døren blive lukket og låst nu var hun på den! Hun sad bum stille som corina snakke, prise være en skytsengle! Hun så på corina men ture ikke slappe af ”jeg forstå jeg undskylder inderligt fyrsting” sag hun og kigge ned som corina kom hen og satte sig på sengen med bene på hver side af den lille seng. Amiée sad bums stille og så på hende som hun snakke og spurt igen til hendes følelser, det næste chokere hende, sad corina lig og sag hun måtte slog! Og uden straf! Hun så på corina og satte sig mere på knæ nu, hun var helt i chok. Ja hvad følt hun for hun hade jo undertrygt det meste for og gøre live letter for hende selv. Men og slog på corina! Nej det hade hun ingen armkræfter til.. hun kunne æde hendes sjæl.. ja det lød som en beder plan. Amiée kigge lidt ned før hun så på corina, der var afsky i de isblå øjne ”jeg føler væmmelse… had.. jeg har mest lyst til og stikke dem ned og spid dem på en pæl så fuglene kan hakke i dit rådne lig! Jeg er vred fordi de bare tog mig væk fra alt jeg holdt af!” amiée prøve ikke og råbe men jo mere hun snakke jo svær blev det nu hvor det hele kom op hun lukke den ene hånd om hendes krystal ”de har udsat mig for at blive brugt som skjold fordi du var kryster og ikke selv tog i mod den ild kugle selv! Du tvinger mig til ydmygende arbejde! Behandler mig som en hund! Og lader som om de faktisk vil mig det godt men tros det er jeg stadig bare en slave som de bruger til hvad de lig har lys til!” hun så på corina og sprang nu på hende, hun tog fat om croinas hals med begge hænder ”jeg burt æde deres sjæl! Langsomt rive den ud af dem så de rigtig kan mærke hvor ubehalig døden er!” råbt hun og klemt til om corinas hals mens hendes øjne skinne i mord lyst, hendes døds nymfe gener viste sig, et væsen der ikke var bange for og dræbe for at få den næring de hunger efter. Hun holdt stadig om krystallen hun tog den tæt mod corinas læber men lod den ikke rør corina ville bare mærke dens energi der ville trække i hendes sjæl, men noget stoppe amiée fra og gør det, hendes engle dna forbød hende bare og gør det for corina hade jo vær sød ved hende, hun vist de andre slaver blev behandle være ind hende. Amiée slap corinas hals, og slap krystallen så den dumpe ned mellem hendes bryster igen ”hvorfor… hvorfor behandler de mig beder ind de andre slaver… hvad gør jeg er så meget anderledes at du leger frøkken sukker sød over for mig!” hun så på corina med en blandning af had og forvirring i blikket, hun så på corina inde hun stak hende en lussing, nu hvor chancen var der kunne hun lig så godt tage den ”jeg hader dem!... men.. samtidig… ” hun ryste på hovedet hun var ved og miste forstanden, nej hun vil ikke have de følelser hun kunne ikke lig corina! Men hvorfor hade hun det sådan! Hun begrave fusteret hænderne i håret og vugge frem og tilbage, prøve og finde mening med hvad der skete med hende, hvorfor hun skifte mening om corina fra det ene til det andet med sekunders mellem rum!

[Deleted]

Hvis der var noget Corina kendte en del til, selvom hun virkede vanvittig, så var det faktisk sindet. Det føltes som evigheder før at tøsen endelig tog sig sammen og greb chancen, det var perfekt og det var skønt. Med alt det had hun bar fra første dag og til nu, var det ikke plads til at Aimée kunne se klart, derfor var der behov for dette her. Det kom ikke bag på hende de ord som faldt fra munden, den kønne lille mund. Hun smilede svagt, åh ja kom med det, med det hele! Hun mærkede det så tydeligt og pludselig mærkede hun også hvordan hænderne, så små og fine, klemte om hendes hals og drev hende bagover. Der var ingen frygt, intet at spotte i hende, hun mærkede krystallen rive i hende, mærkede trangen fra Aimée så stærkt, hun ville gerne fuldføre, men som Corina havde forudset, ville hun ikke gøre det. Da hun slap, søgte Corina's hånd op mod sin hals for at massere den let. Døden tæt på var noget hun elskede, det gjorde hun følte sig mere levende end nogensinde. Hendes udbrud var perfekt, bedre end hun turde have håbet på, der var ben i næsen på tøsen og det var præcis det hun ønskede af hende. Det som hun havde set da hun først fangede hende. Roligt satte hun sig lidt op igen, kun for at modtage en lussing, den sang så fint, hun bevægede kæben let og så mod hende igen, med et ballademagersmil og et blik som var roligt.
"Bravo Aimée, var det ikke godt? At få lidt afløb?" Spurgte hun så med en ro som nok var rimelig mærkelig i betragtning af hun havde været så tæt på at få slugt sin sjæl. Det havde faktisk tændt hende, det gjorde sådan noget, men det behøvede tøsen jo ikke at vide. Nej hun havde jo været sød ved sin slave, været god ved hende, sørget for hende og givet hende et privat rum.
"Jeg troede det var åbenlyst kære, fra første gang vi mødtes og jeg besluttede du skulle med mig. Jeg er fascineret af dit væsen, din gøren. Dødsnymfen i dig er så smuk, så enestående. Jeg behandler dig godt fordi jeg har lyst Aimée, det er oprigtigt. Og hvis du mærker efter, nu hvor din vrede er lidt ude. Vil du nok mærke at du rent faktisk også beundre mig og vil gerne gøre mig glad. Det har ikke udelukket været skuespil, men fladet dig naturligt. Mærk efter." Lød hendes stemme rolig, næsten blid. Hun sad roligt overfor hende, med et fint mærke af hendes hånd på sin kind og en hånd mod sin hals som masserede let stadig.

[Deleted]

Amiée hade virkelig haft sådan en lyst til og udfør sin handling, men hvorfor! Hvorfor kunne hun ikke bare æde den kvindes sjæle og få det overstået! Fjerne hende fra jordens overfalde og bare stikke af, hjem til tom. Hun hørt fusteret hænderne gennem håret det her plage hende, noget så voldsomt og hun hadet det! Da corina snakke til hende sad hun dog stille igen, tjo hun hade det da lidt beder underlig nok. Hvad fanden var der galt med hende! Hun følt hun ingen kontrol hade over sit eget hoved efterhånden. ”jo fyrstinde… beder” sag hun stille og kigge ned at corina var så rolig overraske hende enlig ikke, og det var fusternen hvorfor reager hun ikke på amiée mordforsøg! Hun hørt corina snakke igen, igen følt hun vreden vokse men samtidig var der en del af hende der var enig med corina, nej nej hun var ikke enig! Hun ønske ikke den kvinde var glad! Hun ønske hende død, hun knytte de fin små hænder ”Nej…” kom det stille fra hende, ”Nej jeg beunder dem ikke! Jeg vil bestemt ikke gør dem glad! Det er det sidste jeg vil! Den eneste grund til jeg gør som de siger er for at undgå og komme til skade!” hun så på Corina igen vist dødsnymfen sig, hun hade vrede og had i sit blik hun hade lyst til og udfør sit mord forsøg igen, amiée tænkt ikke over det men igen gjord klar til og stikke corina en lussing men igen noget stoppe hende, hun mærke armen nærmest sad fast selv om intet hade i hende, hun bed tænderne hårdt sammen og rev bare armen ned igen og vendt corina ryggen. ”lad mig være..” sag hun så bare stille og lage sig ned på sengen og trak det tæppe hun sov med over sig og krøb bare sammen i foster stilling mens hun ryste i angst efter at rigtig og have opdage hvad hun hade gjort, og selv om corina hade sagt hun ikke fik straf stole hun ikke på hende, nej hun ville ikke stole på den kvinde aldrig! Aldrig! Hun krøb sammen og lag hænderne mod læberne og presse bene sammen, hvad sket der dog med hende..

[Deleted]

Reaktionen var vant, selvom de tit var forskellige hos folk. Hun sukkede blidt, inden hun greb blidt om Aimée og hev hende ind til sig, stadig siddende med spredte ben over sengens kanter. Hendes greb var blidt og varmt, hun lagde sine læber ned mod hendes hår, her kyssede hun det blidt og holdte hende ind til sig. Hun var frit stillet til at søge væk, hvilket kunne mærkes på hendes omfavnelse, selvom den var fast og beskyttende, var den slet ikke så man følte sig fanget på nogen måde.
"Dit væsen er ikke forstået, dine behov er ikke accepteret. Jeg kunne ikke lade dig blive i Procias Amy, det ville gøre mig så ondt hvis et så prægtigt sjældent væsen gik til spilde. Forstår du da ikke det?" Hviskede hun stille, hun gav sig til at vugge hende blidt. Der var jo mange ting som spillede ind her, Corina kunne godt værdsætte andre væsner end sin egen, specielt hvis hun fandt den interessant og dødsnymfer blev ikke set lige rundt om hjørnet.
"Du er så speciel. Selvom du også har engel i dig, som er min ærkefjende, så har jeg taget dig til mig, fordi jeg ser mere dødsnymfe end engel. Du er smuk på din helt egen unikke måde og kongen af Procias ville ikke kunne se dette, han ville få dig buret inde resten af dit liv. Uden rene klæder, uden mulighed for at få sjæle, han ville lade dig dø kære." Hviskede hun stille, hun klemmede om hende, som tegn på omsorg.
"Jeg vil aldrig lade dig ske noget, så længe du indser at det faktisk er sådan. Hvis jeg straffer dig, er det ikke uden grund, det ved du. Jeg forsøger blot at lære dig op, sådan som jeg selv er vokset op, jeg kender ikke til andet." Forklarede hun så. Manipulation var perfekt så snart sandheden var inde over, og sandhed var i alle hendes ord, hvilket så tydeligt kunne høres.

[Deleted]

Amiée nåde knap nok og komme under tæppe inden hun mærke corina rev hende hen til hende, og hendes arme blev lagt om hende, blidt og varmt?.. hvad fanden skete der! At corina holdt hende om hende på den måde begyndt og få hendes krop til og slappe af men amiées sind var helt ud af den, det fik hende til og savne tom og hans arm om hende. ”l..lad..være..og holde..” kom det fra hende i en stemme der endt med og knække over, for selv om corina ikke holdt om hende som hun ville holde hende tilbage så følt hun sig en smule fange i mellem hendes arme. Corinas læber mod hendes hår fik englen i hende til og væmmes og hun fik det svagt skidt. hun så ned mellem hende og corina som hun snakke om hvad kongen af procias ville gør ved hende vis han opdage hende og det var ikke rar ting, hun snøft og ryste svagt i kroppen. Corina fik det virkelig til og lyde som hun ville hende alt godt, men hvordan kunne hun dog stole på det! Stole på hende! Hun var en dødsengle! Hun lytte dog hendes ord lød sande, og det skræmt amiée så meget. Hun så op på corina som hun også kalde hende smuk og unikke det hade hun ikke hørt før, selv tom hade ikke sagt sådan om hende. Hun snøft hendes øjne var bleven blanke ”jeg vil ikke dø…” sag hun stille og frivilligt trykke hun sig ind mod corina, og lag ansigt mod corinas bryst hun lod en hånd lukke sig om corinas trøje mens hun bare snøft og hade sådan en hoved pine at det var helt tosset! Hun var så forvirret hvad var sandt og hvad var falsk! Og hade corina ret? Eller hade aimée bare aldrig selv indset faren ved hende selv og der hun var, hun trykke sig bare ind til corina og nød enlig lidt og have hoved mod hendes bryst. hun blev siden der og lytte bare til hvad en corina sag, hun kigge der efter op mod corina "jeg forstår.." sag hun stille et stede var hun begyndt og forstå det corina hade sagt, men der ville nok gå lidt indend et var siven helt ind. 

[Deleted]

Det var jo noget hun havde set mødre gøre for deres børn, noget hendes moder også havde gjort for hende, holdt om hende og fortalt det hele nok skulle gå, uden ord, bare ved ren omfavnelse. Corina smilede tilfreds, hun begyndte at nusse Aimée stille, inden hun tog hende ud fra sig, hun sendte hende et opmuntrende smil og kyssede nu hendes pande.
"Hvil dig resten af dagen, du har fri. Med mindre noget akut sker naturligvis. Men hvil dig nu, det har været en hård tid med massere af indtryk." Hviskede hun blidt, inden hun igen kyssede hende, denne gang på kinden, hvor en tommel også strøg hende blidt. Så rejste hun sig ellers fra sengen, inden hun gjorde sig klar til at forlade rummet igen. Hun så lidt rundt, det var et lille rum, ganske koldt og kedeligt. Måske hun skulle få nogle ting som ville gøre hun følte sig mere hjemme, det måtte de tage til sin tid. Først måtte Corina se om denne lille behandling af hendes sind havde virket korrekt. Det var jo meningen hun ville have hende til at beundre sig, have hende til at elske hende og elske at arbejde for hende. Dette kom ikke udelukket med vold, hun levede med de andre slaver hadet hende, som de nok også hadet Aimée en del. Det var klart hun følte sig alene, men ikke mere, det skulle Corina nok sørger for. Der var ingen grund til at ødelægge sådan et herligt væsen, eller halvdelen af hende i det mindste. Et blidt suk kom fra hende.
"Jeg er lige inde ved siden af Aimée, hvis du skulle mangle noget. For en gangs skyld, vil jeg tage mig lidt af dig." Lød det roligt fra hende. Hun sendte hende et af sine ballademagersmil, inden hun åbnede døren og forlod hende.

//out

[Deleted]

Aimée nød enlig lidt og blive holdt om tros det var corina der holde om hende, det gav hende en smule tryghed og lidt en følelse af hun ikke var helt forhadt og afskyelig til tros for sin bladning. Hun så på corina som hun holdt hende ud for and sig nu og kysse hende på panden, hun så på corina sag hun lig hun hade fri? Hun blinke lidt med øjne da hun dog sag at hun blev kaldt vis der skete noget akut ja så line det mere det normale. Hun så på hende og nikke bare som hun kysse hende på kinden og hun rødme svagt. Hun så på hende som hun gik mod døren ”øh…okay..javel” hun så på corina til hun gik ud, hun lage sig så ned i sengen og trak tæppe over sig hvad fanden skete der lige der! Hun lå bare og under sig mens hun langsom faldt i søvne og til sidste sov tungt for første gang siden hun ankom til corinas hjem, hun trængt virkelig til den søvn den dejlig dybe drømme løse søvn

//Out