The King And The Servant

[Deleted]

@marcellus - @amy

Marcellus havde brug for en fridag. Han havde brug for at slappe af og ikke sidde til møder hele dagen. Så i dag havde han taget en fridag og var rejst ud. Hans bodyguard Astrid havde gjort klart at han ikke burde tage afsted alene. Men Marcel var ligeglad. Han var ikke nogen forsvarsløs person. Han var en mægtig kriger og han ville ikke behandlers som var han en skrøbelig svækling. Han havde taget rejse tøj på så han ikke lignede en Konge. Han havde jo levet det meste af hans liv på flugt, så han var en mester i at virke som alle andre og komme uset rundt. Han var rejst ned til hans dæmning og gået over til åen. Han stod i en brun slidt kappe med hætte på. Inden under havde han brunt og gråt tøj på. Gemt under tøjet var dog hans to sværd, de var dog ikke synlige. Han lignede en normal bonde eller handelsmand i dette tøj. Han havde dog fine træk og var en flot ung mand. Hans dybe mørke øjne betragtede vandet. Han stod i sine egne tanker. Nogle gange savnede han sit simple liv. Dog elskede han at være konge. Landet var kun kommet i fremgang siden han var trådt til. Der var gået flere måneder siden han sidst havde været i krig. Dog holdt han sig i form og holdt sig klar. Der stod han og sukkede lidt og kiggede ud over vandet. Der var sket så meget og der ville ske så meget for den unge konge. Han vidste at være konge kunne være krævende og man altid skulle se sig over sin skulder. Det var meget svært at finde folk man kunne stole på. Det var ensomt at være konge og farligt. Et let brise ramte hans ansigt og bragte et smil frem på hans læber. Hvilken dejlig dag det var i dag. Solen stod højt og der var varmt, meget varmt faktisk. Kort overvejede han at hoppe i vandet og taget en dukkert. Men det var blot en tanke i hans hoved. Han syntes han hørte nogen nærme sig.

[Deleted]

Det var nu et dejlig vejre, og Amiée var virkelig taknemlig for hun hade fået lov og gå ud alene. Uden corina’s skide soldater efter hende til og sikker sig hun ikke stak af, men det ture hun heller ikke mere den slags hade hun opgive for længe siden. Corina hade da også tage sig godt af hende, hun fik da mad, sjæle og spise, bad, tøj ja de meste basale ting enlig, hun tur da slet ikke kræve noget hun ville ikke risiker corina igen gjord ting ved hende. Hun gøs ved tanken, og forsatte sin gang langs floden. Hun var klædt i en yndig let kjole der var helt hvid, corina hade valgt hun kun skulle gå i hvide så hun line mere eller minder et spøgelse, med hendes næsten hvide hår og den utrolig lys hud. Det eneste der rigtig hade farve var hendes øjne, de skinnene isblå øjne der lyste klart, lige som krystallen der hang om hendes hals. Den krystal var hendes liv miste hun denne ville hendes liv slutte, og det var den hun brugt til og æde sjæle med. Hun vandre på bar fødder langs floden mens hun kigge ned i vandet, hun savne et sted stadig tom men igen hans rednings forsøg hade resulter i hendes arme var brændt voldsomt men det var heale nu selv om hun selv stadig kunne se det for sig, det var bleven et helt traume for hende, hun sukke bare og nød vinde der lege med hendes hår der sad oppe i en løs knold. Hun stoppe dog sin gang da hun syntes og føle nogle så på hende. Hun kigge op og fik øje på en mand der også stod ved floden, hun stod helt stille som var hun en statue og så bare på ham med de skinne øjne, hans beklædning line en bonde men hvad lave en bonde her? Mund han hente vand? Men der var ingen spande og se, hvad mund han så lave. Hun mærke nysgerrigheden prikke lidt i hende men hun holdt det tilbage hun skulle ikke risiker noget! Hun ville ikke have corina kom efter hende når hun kom hjem vis der var sket noget som hun hørt om.