Let's make a deal

[Romeo Direshade Acheron]

@marcellus

---

Det blæste op på denne sene eftermiddag, da Romeo endelig ankom til Det Mørke Morgengry. Et mørkt og skummelt sted for mange, men for Romeo, kunne dette hurtigt vise sig, at være en banebrydende dag. Særligt hvis tingene gik helt præcist, som han gerne ville have dem. Ingenting havde han med sig. Ikke foruden hesten som han befandt sig på.
Op af grusstien kom han, ind i den store gård, som udgjorde størstedelen af udendørsarealerne omkring det store sted. Ved let at rive i tøjlerne, fik han den store mørke hest til at stoppe. Let svang han benet over hesten og landede let ved siden af. En ung mand fra staldene kom hastigt hen mod ham. "Lad mig tage den, Hr," sagde han ydmygt. Uden at fortrække så meget som en mine, eller sige så meget som et ord, rakte Romeo ham tøjlerne til den store hingst og lod ham trække den mod staldene.
Romeo derimod søgte op af trapperne, for at komme ind på slottet. Vagterne skævede efter ham, men gjorde intet. Romeo var af en stor og ikke mindst kendt slægt, så de vidste udmærket godt hvem han var. Drengen født uden en sjæl. Aldrig havde han følt noget, der mindede om menneskelighed. Kun dyrisk og instinkter.. og den logik som han var fodret med, siden han var ganske lille.
"Før mig til tronsalen," lød hans stemme. En kold og tom stemme. En ældre herre viste ham vejen dertil, bukkede og forlod ham igen. Romeo derimod stillede sig foran de store døre, som blev åbnet for ham inden han roligt trådte ind. Kappen blafrede let efter ham i takt med hans skridt, hvor han fulgte gangen op foran tronen. I og med, at han jo heldigvis var kendt med hvad det ville sige, at agere høfligt i en situation som denne, og særligt overfor royale og adelige.. Så valgte han let at gå i knæ, som et tydeligt tegn til respekt.
"Deres Højhed," hilste han med en lige så tom stemme som tidligere. Hovedet sænkede han ligeledes i respekten. Kongen lå jo trods alt over ham i hierarkiet, og dette havde han en klar respekt for.

[Deleted]

Legenden om Marcellus havde spredt sig i Imandra. Hvordan Fyrsten fra Dvasia var kommet i landets time af nød og reddet det var invaderende styrker. Hvordan Marcel havde reddet landet og var blevet udnævnt som konge. Hvordan det kun var gået frem for Imandra siden da. Legenden om hvordan Marcellus havde været en fyrstesøn på flygt, der først gik i krig med sin Far og besejrede ham og derefter kæmpede for Imandra og vundet. Dette havde givet ham navnet ~Kong Marcellus den ubesejrede~. Dette var den titel han havde fået og hans legende var kun vokset. Hvad legenden ikke sagde var at Marcellus var tidligere handelsmand og derfor vidste hvad han skulle gøre for at øge vækst og fremgang i Imandra. Marcellus viste at han ikke kunne gøre alt dette når han sad på tronen. Han havde brug for hjælp. Han havde brug for en der havde den samme tankegang og vidste noget om handel for at det ikke skulle begynde at gå ned af bakke for Imandra. Han havde ledt længe efter den rigtige person og efter lang tids søgen havde et navn klaret testen. Nobel, klog, veltalende og god til tal. Romeo. Marcellus sad i sin trone i sit fine konge tøj med hans blodsrøde kappe og hans flotte krone på hovedet. Da Romeo trådte ind og knælede kunne Marcellus ikke lade være med at smile lidt. Endelig en mand der forstod hvordan man skulle opfører sig. Marcellus gjorde tegn til at Romeo kunne rejse sig op som respons på Romeos respektfulde gestus. Når Romeo havde rejst sig op begyndte Marcellus med hans yderst velformullerende og rolige stemme '' Sir Acheron. Jeg har hidkaldt dig i dag fordi jeg ønsker at snakke med dig om Imandras fremtid... Og din ''. Marcellus sad i sin trone. Ved siden af ham stod en yderst smuk kvinde, det var helt klart hans personlige livvagt. Kvinden betragtede Romeo imens hun elegant og afslappede holdt en hånd på skaftet af sit sværd i sin skede. Marcellus fortsatte '' Der er brug for folk som dig i Imandra. Du har været loyal overfor Imandra og din familie har stor status her. Jeg har hidkaldt dig her for at give dig et tilbud. Jeg har en opgave til dig og hvis du fuldføre denne opgave så vil titlen som kogelig økonom. Ham der står for handel og salg sammen med mig, være din stilling, hvis du ønsker den. Opgaven er at du skal drage til Dvasia, Procias og Manjarno. Der skal du etablere en handels aftale med de tre lande. Som ambassadør af Imandra. Hvordan lyder dette forslag, Sir Acheron? ''. Marcel var ikke en dum person og han vidste allerede nu at Romeo ville være en fantastisk mand at have på sin side.

[Romeo Direshade Acheron]

Selvom Romeo ikke var særlig gammel, var han bestemt ikke dum. Han havde lært utrolig meget igennem sin korte levetid, og særligt således, som det var foregået for hans vedkommende. Han udviste den ventede respekt for sin konge. Han respekterede dem, som turde sætte sig på tronen i dette land. Forbandet havde den nemlig været forrygtet at være. Alle som havde siddet på den hidtil, var nemlig blevet slået ihjel. Af en eller anden overnaturlig grund. Han knælede i ren og skær respekt. Mere lå der faktisk ikke i det, for hans vedkommende. Det var først, da Marcellus havde givet ham lov til at rejse sig, at han langsomt gjorde dette.
"Blot fik jeg fornemmelsen af, at De ønskede noget vigtigt af mig," begyndte han roligt. Hvorfor skulle kongen ellers sende bud efter ham? Nu var han her.. Og han var faktisk spændt på, hvad det var, at manden ønskede af ham.
Uden at afbryde, lod han Marcellus fremlægge sit forslag. Umiddelbart lød det til at være en temmelig god handel i Romeos øre. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Det faldt uden tvivl i god smag, at høre Marcellus meddele ham, at der var brug for en mand som ham.
"Jeg er en handelsmand, og altid har jeg ønsket at vise min respekt og loyalitet til den som tager plads på tronen," begyndte han med en rolig stemme. En respektfuld mand var han jo trods alt, og det havde han alle dage været. Dette var ej noget undtag. "Du ønsker at jeg skal bringe handelen til de øvrige lande? Ej skulle det være et problem. Alliancen mellem Procias og Dvasias, har åbnet murerne netop for handel. Jeg er netop hjemvendt efter en handelsrejse til Procias," fortalte han med en rolig stemme. Hvis det var hvad Marcellus ønskede af ham, var det ikke et problem for ham, at efterkomme dette.

[Deleted]

Marcel nikkede en smule. Romeo virkede til at have styr på tingene. Marcel lænede sig lidt frem i sin stol og sagde '' Men Sir Acheron.. Det er netop også derfor jeg sender dig. Denne alliance gør mig en smule urolig. At de to lande der er kendt for at hade hinanden. De gør ting i det ene land som er forbudt i det andet. At denne alliance fortsætter, har fået mig til at tænke hvorfor. Jeg vil gerne have du holder øjne og øre åben. Alt information er god information. Jeg behøver ikke fortælle dig at handel også handler om at kende modpartens styrker og svagheder ''. Marcel lænede sig tilbage i stolen igen og kom med et ''hmmmm''. Hans bodyguard kiggende undrende på ham. Marcel gav hende et kort blik og kiggede tilbage på Romeo '' Hvad angår selve handel så skal de to lande ikke have for meget.. Dog skal du tilbyde Dvasias mere end Procias. Hvis vi kan skabe splid mellem dem uden at skabe fokus på at det er os ville det være perfekt.. Deres alliance er ikke en god ting for Imandra.. Men det vigtigste er at du sørger for at bringe et neutralt synspunkt. Imandra tager ingen sider og ønsker ingen krig. Men husk at lave handler der gavner Imandra frem for alt. Jeg stoler på dig på grund af de ting jeg har hørt om dig Sir Acheron. Sammen kan vi opbygge et Imandra der er stærkere end nogensinde. Hjælp mig med dette og din belønning vil være derefter ''. Marcel lænede sig frem i stolen og kiggede på Romeo alvorligt '' Du må ikke fejle. Ikke fordi jeg tror du gør det for så havde jeg ikke valgt dig ''. Marcel lænede sig tilbage i stolen igen og sagde '' Du får brug for en vogn og vagter.. Nævn dit antal og du skal få det.. Hvis du ønsker mere er det nu du skal stå frem med det Sir Acheron ''. Marcel lod et svag smil undslippe hans læber. Han kunne se han havde gjort et godt valg i at vælge Romeo. Han ønskede at finde ud af hvad Procias og Dvasias planer var. Han ønskede at skabe splid mellem dem så alt deres handel gik imellem Imandra. Handel og fremgang kunne ikke maksimeres så længe de lande stod sammen.

[Romeo Direshade Acheron]

Handel var vejen frem, og naturligvis var det fantastisk med et statsoverhoved, som kunne se meningen i dette. Romeos blik hvilede intenst på Marcellus. Han kunne ej udvise følelse eller andet, end hvad han vidste, var relevant. Og hvem ønskede da ikke at være på god god med landets konge? At han særligt var udnævnt til denne opgave, gjorde ham et sted beæret. At alliancen gjorde ham urolig, havde han til gengæld en forståelse for. Hvad dog ikke disse lande var ude på.
"Med al respekt, Deres Majestæt," begyndte han roligt. Han blev dog stående på sin plads, for han ønskede ikke at træde forkert. Denne bodyguard, var en som han kun holdt øje med ud af øjenkrogen. Han var der jo trods alt ikke for at gøre deres konge noget ondt. "Ej vil jeg påstå, at denne alliance er noget som De skal frygte. Denne er udelukkende blevet dannet på vegne af hvad der er hændt i Manjarno. Landet som atter har fået sit navn retur." fortalte han ganske sandfærdigt.
Selv var Romeo netop ankommet hjem fra en tur i Procias, hvor han havde været ude for at bringe sit navn, såvel som handel på kryds og på tværs af grænsen. Ligeledes havde han jo også en forretning, som skulle køre, og et navn, som han skulle leve op til. "Ønsker De at bringe Imandra på kortet som en hovedstad for handel? På tværs af grænserne?" spurgte han. Hvis han ej ønskede at handel skulle komme andre til gode end Imandra, og at denne skulle være begrænset udenfor, kunne det nemlig lyde således.
Romeo ville dog ej fejle på denne opgave. Han påtog sig aldrig noget, om han tvivlede på, at han kunne leve op til sit navn! "Jeg er allerede i færd med at bringe min handel til de øvrige lande, efter grænserne er blevet åbnet. Jeg har sans for denne slags. Jeg er beæret over, at De har valgt at bringe mig denne æresfyldte opgave." Nej.. han var på ingen måder beæret, for han kunne ikke føle den følelse, men han kunne beskrive den. "Skænk mig minimum af vagter, Deres Majestæt. Ej ønsker jeg at vække for megen opsigt. Særligt i disse tider," sagde han endeligt. Til nu havde han faktisk klaret sig på egen hånd. Han behøvede ej en horde af vagter omkring sig.