Let’s get this freak show going, shall we?

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar
--------------------------------------------


Der havde været stille i det store mansion. Unaturligt stille, tænkte hun idet hun gik igennem de store gange.
Ja, altså på nær hende selv, da døren blev sparket op. Bag sig havde hun en lille flok ”døds”engle, der forsøgte at holde hende væk, og nu bare råbte efter hende, mens hun blev fulgt i sikker afstand, men når Daelis var sur var der ikke den magt i verdenen der kunne stoppe mørkelverkvinden. Det var som om alle deres stemmer gled i baggrunden, og nu opfangede hendes sanser kun den nye følelse af at noget var anderledes.
Den lille pige der altid løb rundt omkring i hans nærvær, var væk. Ekstremt mange tjenere var væk. Hvor var alle de goder han plejede at nyde? Vinen… Der havde været en pengesæk henne i det der hjørne, bag bordet. Den var også væk. Der var blevet ledt en form for sluse med grundvand fra bjergene, og røret var utæt. Dråberne kunne hun høre inde på badeværelset, selv et par gange væk. Lyden af tomhed.
Det fik hendes mave til at vende og dreje sig, mens det blege ansigt fortrak sig i en grimasse, der kun blev mere og mere anstrengt jo længere hun kom ind i mansionet. Foruroligelse… Noget biologisk, der kunne minde om fjern torden, men af kød og blod i hende.
Dødsenglenes råb og forsøg på at tilbageholde Daelis havde absolut modsatte effekt. Hun nærmedes sig endnu hurtigere sit mål. Den vej hendes naturvandte elverører fortalte hende hun skulle gå for at komme på flugt fra stilheden.

Døren til kontoret blev sparket op med lethed af en androgyn skikkelse, med sådan en kraft at den sorte trenchcoats sider blæste med, da dørene gik ind. Den bevægede sig og klædte sig som en vred mand, men de ord der gled frem over de rosa læber var det af en kvinde der var vant til at få hvad hun ville have. En vred kvinde. En frustreret kvinde. Det var utroligt at fysisk styrke kunne komme af sådan noget emotionelt.
”ZEEEEEAAAAN!
Jeg er løbet tør for materialer, jeg har ikke hørt fra dig længe, jeg forlanger en opdatering, dine engle siger et eller andet med at jeg ikke længere er berettiget til at være i det store hus du gav mig, Phobos lystrer mig ikke og …
Hvem i al. Verden. Er du?”
…
Hvor herre til hest. Sådan en, en af dem der. Haaans… Ja, hvad man nu end kaldte dem.
”Hvor er Zean?” Og hvorfor sidder der en prostitueret i hans kontorstol. Det var blot et af de mange spørgsmål der gled igennem hovedet på Daelis, som hun vantro rynkede på næsen. Næsten som om kvinden foran hende var beskidt.
”Jeg er ret sikker på at du ikke må sidde der, pfft.”

Bag elverskikkelsen, tittede 4 dødsengle frem fra de to store døre. To fra hver side.
”Vi beklager milady Darkheart, men vi kunne ikke holde… øøhm…” Der blev skævet til han, eller hun, der stod foran dem.
”-Tilbage.”

"En beboer fra den tidligere æra, milady." istemte en anden.

[Deleted]

Der var ganske stille i det store hjem, hun sad lige nu begravet i papir som bestemt var hadetinget ved den gave som Zean ellers havde givet hende. Hun sukkede dybt, inden hun valgte at tage en pause, hvorfor pokker havde hun ikke en til at gøre dette? Når jo, hun stolede ikke på en sjæl! Turmulten kunne høres på lang afstand, hun rejste sig kort op for at se ud af vinduet, hun havde jo godt set den kvinde før, Zean virkede, glad for hende. Gad vide om han havde glemt at nævne den lille detalje at han var stukket af fra det hele, rejst. Hun savnede ham, det gjorde det lettere at svine ham til i sit sind og hun havde vel egentlig også sin gode ret. Hvad den mand ikke havde udsat deres race for efter han ellers havde ført dem frem. Hun sad bare roligt tilbagelænt i kontorstolen. Hendes blik gled mod døren, afventende. Døren der blev sparket ind, fik smilet til at glide over hendes fyldige læber, det var da fantastisk med lidt liv, her sad hun og kedet sig. Endelig, redning! Roligt kiggede hun mod kvinden, hendes blik gled dog mod dødsenglene som hun viftede væk.
"Det er okay, smut bare." Sagde hun ligegyldigt, der blev nikket og de forsvandt, roligt rejste Corina sig, hun var iklædt en sort kjole, ganske enkel med et mørkerødt corsage til at holde stoffet ind til hendes krop og fremhæve hendes ellers noget så tydelige former. Hun lod sine fingre vandre over bordkanten med en tænkende brummen lydende fra hende, de lysegrå, næsten hvide øjne, gled direkte ind mod kvindens blik.
"Jeg har al ret, den gav Zean mig inden han forlod os. Alene i det rod han havde lavet." Lød det roligt fra hende, hun smilede bare, sit lille ballademagersmil som stort set altid var der. I papirerne stod der jo om hende her, så da hun talte løs, uden at ænse at det rent faktisk var Corina til at starte med, så havde hun fået en meget god ide om hvad dette omhandlede.
"Jeg vil da med glæde give dig muligheden for at forsætte hvad du havde gang i her, dine evner er jo ganske nyttige. Som bodyguard har jeg jo hørt mit." Hun smilede denne gang lettere drillende, for hun hentød til flere ting end omkring hendes evner for hendes fag. Rygter gik hurtigt imellem tjenestefolk, og en bodyguard opfangede stort set alt.

[Deleted]

Informationer. Mangel på informationer, det havde altid været Daelis primære klage til ham. Og nu stod hun der igen.
Der gik et par sekunder inden dødsenglens ord gik igennem. Så kom Daelis reaktion. Meget hurtigt. FORLOD?! Sagde hun lige det?
”NAAAAIIIIIJH!” –En fin vase blev slået ned af det nærmeste lille pyntebord. Den deltes i mange små skår, og blev trådt yderligere i stykker, da elverkvinden gik tættere mod Zeans erstatning.
Hun tog sig til hovedet og begyndte at gå i cirkler, som om alle tanker ramlede sammen i hendes sind.
”Nej, HVAD! Hvordan? HvorFOR?”
De pjuskede sorte lokker rev hun i. Dernæst sine spidse ører i et forsøg på bare at tage fat i noget som helst. Et eller andet.
”Naiiiiiijh! Han kan ikke være væk. Han har ingen ret til at være væk! Han kan ikke bare sådan forsvinde. Habla. Da. AH!”
Han havde snakket om det… Ganske kort, men hun regnede med at det bare ville blive ved snakken. Zean var jaget på grund af sit magtmisbrug, men det var de flere der var. Daelis var stadig efterlyst. Det her havde været hendes nye hjem, og for første gang i meget lang tid havde det følt som om hun kunne slå rod… Kujon. Det var det man fik ud af at åbne sig sådan op for håb. Nu stod hun kun med løse ender, og hun ville nok aldrig se manden igen. Problemerne havde været for meget, og han havde valgt at stikke af, mens hun måtte blive tilbage og kæmpe videre. Zean var draget til fjerne himmelstrøg, han var taget på eventyr og ville se ting, som hun aldrig kom til at se. Der var kun at håbe at han ville finde lykken der og ville leve som de havde snakket om: Til det fulde og uden at se sig tilbage på konsekvenser. Det var måske i det hele taget derfor at han valgte at tage af sted. Hun havde trods alt også stukket af, da det samme var sket for hende.
Daelis følte sig forladt. Et sted stak det i hendes brystkasse, mere forvirret end nogensinde. Zean havde for hende været en bror, en ligesindet, en ven, og til sidst også en elsker at male byen rød med, selvom han nok aldrig havde set hende som andet end et pund kød. En betroet… og måske endda også en ven.

Endnu en vase blev offer for hendes vrede, hun prustede og hvæste. Den blege hud i hendes ansigt var kraftigt rødlig.Så snurrede hun rundt om sig selv et par gange mere, og vreden slukkedes. Den indre torden af foruroligelse var blevet til en kort, kraftig regnbyge. Fornemmelsen hun havde haft var blevet bekræftet, og nu var benægtelsen overstået. En del spørgsmål var besvaret, men de havde også efterladt sig nye.
Sådan stod hun og hang lidt, ryggen krum, udtrykket lettere tomt og armene slappe. Der var intet at gøre. Det var slut, og nu måtte hun rejse sig igen, ikke bare bogstaveligt, men også i alt det hun kæmpede for.
”Okey, okey.”

Træk vejret, træk vejret. Daelis sank en klump og forsøgte at ranke sig. Hvor var hendes værdighed? –Ja, den havde hun sgu nok glemt der hjemme. Hun rømmede sig og forsøgte at redde den, men det var alligevel tydeligt at hun var påvirket af hele situationen. Måske mere end hun havde ønsket, og hendes stolthed bandede for det. Klemmende sin arm, som for at berolige sig selv, bevægede hun sig hen imod skrivebordet.
”Okey, en kvinde, ey? Det var da på tide” Noget godt var der da kommet ud af det. Daelis havde altid hadet at se så mange mænd i de ledende rækker, men hendes samarbejde med Zean havde alligevel lært hende en del. At kunne samarbejde på lige fod, selv om en mand havde styringen.
Til Azrael med det. – Nu var der ingen grund til at overholde det mere. Hun skulle til at åbne munden og tilføje noget, da kvinden afbrød hende.
”Ooooi! Hvordan har du?” Så hun vidste det? Tsk. ”Jeg vidste at jeg skulle have været mere stille på badeværelset.” kommenterede hun for sig selv, rødmende, mens de mørke øjne flakkede væk.

”Jeg takker. I det mindste er der da nogen der værdsætter mine evner. Du kan kalde mig Sot… Og du er hans stedfortræder går jeg ud fra? Meget vel. Jeg har også hørt mit. Mine egne ting har jeg haft at se til, men jeg ved at hans andet mansion blev brændt og at han havde planlagt at overtage flere lande, men han skød sig i foden til sidst.”
Hun sukkede og satte sig umotiveret op på skrivebordet, med siden til kvinden. Kontoret var forholdsvist i orden, men lige så tomt som resten af huset, og i sådan en grad at det bare virkede forkert. Det var næsten befriende hvordan vaserne lå ødelagte ud over gulvet.
”Sikke noget rod. Hvor vil du starte? Skylden er gået til dine skuldre.”

[Deleted]

At se en anden kvinde reagere i vrede var rart, det fik smilet til at brede sig endnu mere, hun huskede selv følelsen, at være udenfor, høre og mærke sine artsfæller blive slagtet som var de ingenting og se Zean flygte, mangle ham i flere dage, uger, hvor lang tid der nu var gået, for så at se ham i rejsetøj og give hende det hele. Han var flygtet fra det rod han havde skabt, hun havde været vred så længe, men da han endelig stod der og indrømmede alting, så kunne hun kun respektere hans beslutning om at skride. Specielt fordi hun rent faktisk fik muligheden for at redde sit folk, faktisk var hun allerede begyndt inden han lagde alting fra sig. Hendes blik fulgte kvinden, at hun ødelagde ting gjorde intet, det var jo bare ting. Så længe det ikke gik direkte ud over hende, så passede det hende nu fint at hun fik sit flip. Det var interessant at studere, hun lagde hovedet på skrå og studerede kvinden, hun havde aldrig rigtigt taget sig tiden som sådan. Endelig var hun faldet ned igen, Corina grinte til hendes ord.
"En kvinde ja, og jeg kunne ikke være meget mere enig med dig." Medgav hun med et stort smil, hun havde altid strålet af ballade og nu gjorde hun det med autoritet, hvilket virkede fuldstændig forkert og mærkværdigt. Hun elskede det. Roligt gik hun tættere på kvinden, hendes blik gled ned af hendes krop og så op igen, indtil hun ramte øjnene. Det var pudsigt, hun var normalt ikke glad for kvinder i nærheden af Zean, men Daelis havde været en af dem som rent faktisk ikke forpestede hans sind og gjorde hans tankegang uklar. Ikke som Macaria. Hvor hun dog hadet den blodsuger.
"Det ville da være en skam, man skal lade folk vide at der nydes. At ligge skjul på det hæmmer jo det hele." Grinte hun og blinkede til hende, Corina var rimelig åben omkring sådanne ting, desuden vidste hele Paggeija at hun havde haft Deacon flere nætter i træk sådan som hun havde skreget. Bare tanken fik det til at krible i hende igen, hun rystede det af sig kort og bed sig i læben. Han var jo også under hendes vinger nu, i alt dette og det passede hende fint. Allerede nu havde hun fået styr på en del af alting. Blikket holdte hun mod elverkvinden, det her skulle nok blive interessant.
"Zean gravede sin egen grav, og en del af vores folk blev lagt med i den. Der har været lidt stort tab og jeg har selv båret vrede længe, men efter han gav mig sin plads, har jeg haft min tid til at få vreden på plads." Lød det første roligt fra hende, hun gik mod kontorstolen og valgte at sætte sig igen, inden hun lænede sig helt tilbage. Blikket faldt på papirerne, lorte arbejde, men det skulle jo gøres.
"Jeg startede faktisk før jeg fik titlen. Jeg ville gøre noget for at sikre mit folk, så jeg anskaffede os en hærfører. En rimelig stærk magiker, han kan sit kram. Dertil har jeg fået mig en general jeg ved er stærk i kamp og vil have på min side, da jeg ved han har været på Zean's side før, dog forrådte han ham. Hvilket jeg godt forstår i det sidste slag. Jeg vil ikke handle så impulsivt og tåbeligt, jeg vil beskytte mit folk for hver en pris og jeg vil under ingen omstændigheder lade et andet væsen forblænde mig som Macaria gjorde med Zean. Zean legede med de store drenge, rodet sig ud i ting hvor han ikke kunne bunde. Jeg har allerede fred med Imandra, så det er på plads. Faktisk, står vi ganske godt." Forklarede hun med et skævt smil, hun havde haft travlt, men det var næsten også som om alting virkelig gik hendes vej. Roligt nussede hun sig selv mod kravebenet.

[Deleted]

Hele tiden fulgte Daelis blik Corina. Af og til vigede hun, men kun for at reflektere over hændelser og det der blev sagt. Den kvindelige dødsengel blev studeret på samme måde, som Corina valgte at undersøge hende.
Corina virkede til at være meget stålfast og var tydeligt fysisk stærk. Meget passende, når man havde været noget som bodyguard. Modsat var Daelis høj og lettere markeret, men alligevel lettere spejlset. Hun havde sine begrænsninger af sin race, og tiden hvor hun var båret på hænder og fødder havde gjort at hun ikke var så stærk fra naturens side. Det hjalp heller ikke at det i perioder var svært at skaffe næring.
Alle hendes former var snøret ind. Trenchcoaten var åben og afslørede en løstsiddende top, et par stramme læderbukser og vandrestøvler. På sin ryg havde hun sit gevær hængende og i sit bælte en lang række af glasbeholdere med flydende indhold og til enhver lejlighed.
Daelis viftede tænksomt benene frem og tilbage. Corinas gestus omkring Daelis lille eskapade med Zean fik hende kun til at klukke grinende og lave himmelvendte øjne, med et smil. Ikke fordi elverkvinden var genert. Det var nok noget det sidste hun var. Hun havde trods alt haft et harem af mænd inden hun valgte at løbe fra hjembyen. Mørkelvernes samfund var ikke ligefrem bygget op af kærlighed, men af det dyriske behov for at formere sig og udvælge hvem der fik lov til at videreføre sine gener… Nej, det var snarere at hun var fanget i at ligge i med en mand af en anden race. Noget der var set på med ringe øjne i deres kultur, men intet som hun regnede med at andre blot ville forstå. Og det at hun havde sagt til sig selv at det ikke måtte ske… Men det skete bare. Man kunne vel ikke benægte sin ægte natur, tænkte hun og hævede et øjenbryn.
”He, du er en sjov en. Det er godt at høre fra en anden kvinde, der ikke skammer sig over sine drifter. Pft, helt uskyldig er du vidst ikke. Den slags kan også være noget så kedeligt. Vi skal nok komme ud af det med hinanden.” grinte Daelis kattevenligt, idet hun fiskede en hjemmerullet cigaret op af lommen. Hun tændte den med fyrtøjet og straks var der en svær, tyk lugt af urter, mineraler og gifte. Samtidig begyndte hendes brune blik at virke lettere fjernt.
”Men en ting må jeg sige. Jeg misunder ham. Zean kommer på eventyr og ud i det ukendte. Han har været tro mod sig selv igennem det hele, og det er noget som mange aldrig kommer til. - Jeg kan virkelig lide det her bord… Hvad er dit navn, ey, pipfugl?”
Hvor meget hun end ville benægte det, hvor mange han end havde slået ihjel i drømmen om hvad der var rigtigt, så ville hun savne ham. Og nok aldrig glemme ham.

Daelis begyndte med et sageligt smil at pudse geværet, med cigaretten siddende i flaben.
”Du har været flittig, mmm. Men nu.. lad os tale forretning.
Jeg går ud fra at manden efterlod mig sammen med alt sit andet bras og beskrev det i det nydelige lille papir du har der, ey? Jeg kan lide… ting. Jeg laver dem, og jeg taler deres sprog. Det her er mit mesterværk. Den er unik. Jeg har aldrig set magen i hele Dvasias, eller på magiske markeder. Det kan skyde som en bue, men rammer med destruktiv kraft. Inden den store leder valgte at tage benene på nakken havde vi en aftale. Jeg har et opgør med min hjemby… Her er legen: Hvis du hjælper mig vil jeg fortsætte med at lege med jeres våbenarsenal. Stik mig i ryggen, og jeg vil med glæde anskaffe mig testsubjekter iblandt jer fjerkoste.
Nej, en kvinde kan ikke fordreje hovedet som en mand kan. Jeg tvivler på at det vil gentage sig. Fortæl mig mere om denne magiker og denne general. Hvad er dit næste træk?”
Daelis var faldet i staver over en guddommelig plet af snavs på væggen.
”Det er en fin væg.” –og som følge der af gled geværet ned af hendes skød. Da det ramte jorden affyrede det et stort skud op i loften, der larmende lavede hul ud til friheden og fik mørkelverkvinden til at dumpe ned ved siden af det af forskrækkelse. Hun sagde ikke noget, men blev siddende på sin flade og stirrede op i det store hul, øjnene opspærrede.

[Deleted]

Her sad hun jo meget godt, afslappet og i et besynderligt, men også ganske morsomt selskab. Hun var kun glad ved at nogle kvinder rent faktisk også greb forbindelser og var en del af forretningerne. Det var rart ikke at være alene imellem alle de mænd der alle troede de kunne krybe sig ned i hendes trusser. De blev klogere. Hun foldede sine hænder, på nær sine pegefingre som vippede ind mod hendes fyldige truttede læber. Der var jo mange ting at forholde sig til, hun havde skam været flittig, haft travlt og faktisk, så havde hun endnu en ting på hjertet. Det var noget som hun havde haft svært ved at indse, men det var på tide. Tiden skulle helst ikke løbe ud, nej ikke tale om, hun ville beholde den titel med. Selvom det stadig virkede som en fjern drøm.
"Ganske enig, vi skal nok gå nogle, specielle tider i møde." Grinte hun så, hun svingede sine ben godt op på bordet og sad ganske rart sådan. Kjolen gled ned af hendes ben som nu var hævet, hvilket frihed! Det afslørede også de bare fødder, som var overraskende rene, men det skyldtes nok stedet her blev gjort rent så tit. Og at hun rendte rundt på tæpper gjorde det også ret nemt at holde dem rene. Hendes blik lukkede kort i, hun tog en dybt indånding, det var faktisk hårdt at savne en mand som man også var vred på. Men det kom hun vel over, så snart de forlod stedet her.
"Corina Mathilius Darkheart." Svarede hun blot, hendes blik gled mod vinduerne og døren ud til altanen, der havde han stået så fint, set ud over sit folk en sidste gang, før det blev til hendes. Hun mente ikke Daelis havde ret, men sådan var folk vel forskellige. Den frihed hun havde med sig selv, var i at tjene sit folk og hvordan gjorde man det bedre end som deres leder? Forretning, ja, det var klart. Hvad kvinden sad og røg på anede hun ikke, et sted var hun heller ikke helt interesseret. Dog var våbnet ganske vidst noget som hun gjorde nysgerrige øjne ved. Hun måtte svinge benene ned og læne sig nysgerrigt mod hende. Dog kiggede hun op med en utilfreds rynke i panden.
"Så mere krig? Hvis det er det du hentyder til, må svaret blive et klart nej, jeg vil ikke miste flere af mit folk, vi var få i forvejen, nu er vi endnu mindre. De fleste af vores bedste krigere blev slagtet som ingenting takket være de julelege Zean havde begivet sig ud i. Mit eget liv var næsten ved at blive taget, hans blev skånet og han stak halen mellem benene. Hvis det kan vente i en del år, så vores folk kan få flere krigere ud af børnene og flere børn kan fødes inden fædre tager afsted for at blive slagtet. Så er det fint, men hvis ikke..... Så må jeg takke nej." Lød det roligt fra hende, hun skulle ikke miste flere, nej hun måtte værne om sin elskede race. Snakkede hun nu om væggen? At kigge i retningen hun så var det eneste hun nåede før braget lød og hun forskrækket rejste sig og trådte væk fra Daelis, hun så overrasket på kvinden som virkede mindst lige så overrasket. Hendes blik gled op mod loftet, hold da op! Sådan noget havde hun aldrig set før, hun gik rundt om bordet og satte sig på hug ved Daelis. I selv samme øjeblik faldt vagter næsten over hinanden på vej ind af døren, hun så bare op og rystede på hovedet, viftede med hånden og de stod lettere overrasket, målløse og gik igen, nu havde de jo set hun var okay.
"Jeg ville tage mere vare på ting der er så farlige kære, se nu mit tag! Godt vi ikke bliver her længe, det behøves end ikke laves." Indskød hun, inden hun lod sin pegefinger glide langt hendes kæbe, inden hun greb fat i hendes hage og førte deres blikke sammen, hun ville se hende i øjnene. Efter hun havde røget, havde hun virket mærkelig, mere end hvad man ville tro.

[Deleted]

Vagterne der strømmede ind på komiske vis fik mørkelverkvinden til at grine, lige indtil hendes blik blev tvunget sammen med Corinas.
Det var familiært, følelsen det gav at blive taget fat omkring kæben på den måde. Det var blødt, men alligevel et strøg, der mindede hende om et forsøg på dominans. Noget der var normalt i hierarkiet hos mørkelverne, så naturligvis vækkede det en form for misforståelse og let ubehag hos Daelis, hvilket også kunne ses på de furer der kom mellem hendes bryn ved bevægelsen, når hun først fik fokuseret på dødsenglens øjne. –Lidt besværet efter at have inhaleret røgen fra sin cigaret, der nu lå på gulvet.
”OI!” – Hun krammede geværet kraftigt ind til sig, som et barn der skulle fratage sig sit slik. Corina fik det jo til at lyde som om det skulle fratages Daelis, så ganske utilfredst skød hun underlæben frem og missede mistænksomt med øjnene.
”Nej, den er min!... Du vil bare være Corina, nu. Jeg gør mig ikke i formaliteter.”
-Slet ikke når man lagde twistede planer om at fratage hende sine opfindelser, bare fordi de måske ikke var i alfa versionen endnu. Eller prøvede at udøve dominans på en kvinde af forholdsvist høj rang… eller altså som havde været det. Hendes svar til efterspørgslen af backup gav mening. Mange dødsengle var døde under Zeans regime, så hun måtte vel finde støtten et andet sted, men derfor kunne de fjerede væsner vel stadig bruges… Blot ikke i det omfang hun ønskede.
”Ja, flere indavlede børn, der vil gøre den næste generation bevingede krigere ENDNU sjovere! Stråålende ide’. Tsk! Det lyder kedsommeligt fornuftigt, men jeg har stadig brug for steder at opholde mig og hjælp til at fremskaffe de materialer jeg skal bruge til mine opfindelser. Så længe jeg stadig får det, kan vi vel stadig arbejde sammen.”
Hvornår gav den fjerkost slip? Daelis valgte at tage fat i Corinas hånd med et stramt greb og dertil skubbede hun hende ned på gulvet at ligge, fastholdt med begge Daelis hænder om sine håndled, fastlåst af hendes vægt.
”Oi’, du burde virkelig passe på med hvilke signaler du sender. Rør mig aldrig sådan der, lille, mørke due. Nok har jeg ikke en officiel rang, men te’ dig ikke foran mig. Du vil aldrig kunne vide hvilke ting jeg har i ærmet."
Et faretruende sadistisk glimt kom frem i Daelis øjne, da de gled hen over Corinas krop. Det begyndte at blive ganske underholdende, det her.

[Deleted]

"Enig, ganske enig, jeg vil med glæde samarbejde med dig og dine små opfindelser. Men, bliver det et problem...." Mere nåede hun ikke at sige før hun blev overrumplet af Daelis og endte i gulvet med hende over sig. Det fik hendes puls til at hæve sig hurtigt, men hun så ingen fare inde for kort tid og valgte så at slappe af som hun lå der og så op mod hende med sit ballademager smil. At vippe hende af, det var intet problem, hun var en stærk kriger, veltrænet til at komme ud af sådanne situationer, men hvem sagde hun ville væk? Hernede fra kunne man jo se hende fra en helt anden vinkel. Et grin kom fra hende, øjnene strålede af leg, hun elskede jo at lege! Nu var hun jo helt kommet fra at fortælle de rent faktisk flyttede til Imandra.
"Hvilke signaler sender jeg da? Jeg rør lige hvem jeg vil, når jeg vil lille spidsøre, jeg elsker at te mig!" Hviskede hun med en drillende undertone og et glimt i øjet som ville få de fleste til at undre sig om hvem hun virkelig var ude på. Med et hårdt skub med hoften ville hun forsøge at ændre deres pladser, med Daelis under hende, dog stadig med sine ben spredte om hende som de var nu. Om det lykkes var jo så spørgsmålet.
"Jeg kan godt lide at nogen ting forbliver skjulte i ærmet, det gør tingene mere spændende, synes du ikke? Så kom bare an med de ting du gemmer i dine ærmer, eller hvor du ellers gemmer dem. Jeg vil elske at lege med, da jeg selv har et par skjulte ting at bidrage med." Grinte hun, vanvidet lyste ud af hendes øjne, som hun fugtede langsomt de fyldige læber med tungespidsen.

[Deleted]

Positionen som Daelis havde pælet Corina ned med kunne være starten til en slåskamp, men også opstarten på noget andet og mere… Indviklet. Selv om Daelis havde snøret sit bryst ind, kunne man se skygger, der tegnede at noget under silketoppen gerne ville fri.
Daelis læber var let truttende, og hun så mest af alt lettere irriteret, kritisk eller opgivende ud. Corina kunne lige så godt have været et lille barn hun skulle holde styr på. Præcis ligesom Zean. Måske var det bare sådan et træk i racen, at opføre sig som små ustyrlige børn. Det kunne være spændende at undersige.
Forstod den kvinde da ikke at man ikke bare kunne udfordre en mørkelvisk kvinde på den måde?
”Du er virkelig ude på skræmmer. Utroligt at du bliver ved.”
Men det plejede Zean jo også…
Corina var egentlig en spændende kvinde. Hun udstrålede bare meget selvværd, så Daelis så hende snarere som en konkurrent end et nemt legetøj. Alligevel var det lidt spændende.
”Men du tror måske at jeg intet kan udrette, fordi jeg ikke er helt som en mand. Du tager grusomt fejl.”
Meget mere nåede Daelis ikke at sige, før Corina, der tydeligvis vejede mere end Daelis væltede hen om.
”Ja, det ser jeg.” prustede hun tungt og himmelvendte sine øjne. Og Corina havde også det der vanvittige glimt, man aldrig kunne udregne helt hvad betød. Måske havde hun og Zean været skjulte søskende.
Okey! Legetiden var slut. Et velplaceret sted imellem Corinas ben sparkede Daelis sit knæ op. Ikke nok til at forurette skade, men nok til måske at sætte et eksempel. Ikke kun for sig selv og sine grænser, men også som en illustration på sin påstand.

[Deleted]

En latter slap fra hendes læber, hun så hende på ingen måde som en mand, men det lærte hun nok snart. Knæet fik hende til at reagere, og hun satte af og væk fra Dealis, hun endte yndefuldt op på sine ben, selvom hun da havde mærket smerte jage igennem underlivet. Hun måtte lige kort samle sig, inden hun så mod elverkvinden med et legende smil pyntende på de smukke læber.
"Du tager fejl kære, jeg ser en kvinde som kan udrette større ting end nogen mand nogensinde ville kunne. Hvorfor sammenligne dig med noget så tragisk? Sikke en tankegang at tro jeg har! Du skal vidst lære mig lidt af kende før du kan udtale dig om mine tanker spidsøre." Lød det roligt fra hende, hun gik mod sit bord og satte sig op af det, lod fingrene glide hen over træet og grinte lidt igen, det her var bestemt morsomt. At komme lidt til skade gjorde hende intet, det var hun jo van til, hun havde jo været i et rimelig voldligt ægteskab, et Zean havde befriet hende for. Bare tanken om hvordan hun myrdede sin lille eksmand, det kunne få det til at krible i hele hendes krop.
"Åh og ja, jeg er virkelig ude på skræmmer, jeg elsker det. Det kunne være en nyttig ting at lære allerede nu." Grinte hun, inden hun lod den ene hånd glide ned mellem sine ben og ømme sig lidt igen, hun sendte hende et skævt smil og grinte lidt igen. Det her var interessant, gad vide om Zean selv havde haft fået et knæ eller to, stakkels mand da. Tanken fik hende til at grine yderligere.
"For resten, så har du lige sparket fyrstinden af Imandra, bare lige til din orientering." Kom det fra hende, som et lusket smil gled over hendes læber.

[Deleted]

Daelis rejste sig op, da Corina fjernede sig fra hende. Hun samlede dernæst sit gevær op og krammede det ind til sig, som om det var hendes barn. Men Corinas tankegang var vidst ikke så håbløs endda. Det eneste der manglede var at Daelis helt kunne smide broderens klæder og turde være sig selv. Om end det var den tidligere Daelis, eller noget helt nyt. Hun ville nok aldrig kunne komme til at træde helt tilbage til dengang alt var uproblematisk. Der var sket alt for meget, og jo flere grænser der blev åbnet, jo længere væk hun kom fra mørkelvernes samfund, jo mere skete der.
Hun trak en stol hen til bordet ved Corina, lettere irriteret over at finde sin cigaret tabt på gulvet.
Fyrstinde? Damen måtte da have spist søm! Eller blot have inhaleret lidt for meget passiv rygning i mørkelverkvindens tilstedeværelse.
”Virkelig?... Sådan, virkelig virkelig. Hahaha! Hvis du siger det, hvis du siger det”.
Daelis rykkede upåvirket på skuldrene. Hvis dødsenglen ville lege, så kunne hun bare det. Hun var da ikke fyrstinde af noget som helst. Hun var bare lederen af dødsenglene. Autoriteter havde aldrig påvirket Daelis noget særligt, for hun kørte mest sit eget løb.
”Nej, jeg konfiskerer din titel under mine besøg! Du er ikke gammel nok til at lege fyrstinde. Jeg sparker gerne samtlige adelige i alle lande. Hvis du vil have en ekstra omgang kan du stille dig i kø. Jeg har slået Zeans tidligere hustru, da Manjarno var kendt som Vavillon, og jeg agter at gøre det igen, om fortjent.”

[Deleted]

Der gled et smil hen over de fyldige læber, lumsk som det var, klædte hende som bare pokker. Roligt rejste hun sig igen, fandt en kopi frem af aftalen med Marcellus og lagde den foran Daelis.
"Det er en god ting med gode forbindelser. Og jeg må åbenbart have hvad der skal til for at en konge ønsker jeg bære den titel i hans land." Lød det selvsikkert fra hende, hun stod lænet ind over bordet. Ordene om at hun skulle have haft slået Macaria, fik hende til at grine, åh hvor ville hun gerne havde haft set det! Men det måtte have været før hendes titel som bodyguard, for hun havde ikke været nær Zean der. Roligt lagde hun hovedet på skrå.
"Jeg kunne ikke fordrage den kælling, hun gjorde Zean blind og fordærvede ham, en ellers fornuftig mand, en stor mand. Hun ødelagde ham! Men sådan kan det gå, vi ved jo hvilken magt kvinder kan have over mænd, og hvor let fordærvet mænd egentlig er." Lød det køligt fra hende, som hun trak på sine skuldre og mærkede hvordan det hele egentlig var pænt på afstand, præcis som Zean var det. Væk, over alle bjerge. Hun studerede kvinden foran sig og stod stadig pænt over sit bord. Hvilke planer de egentlig havde nu, det vidste hun ikke, det måtte hun jo nok hellere på helt styr på.
"Hvad angår aftale, vil jeg gerne have skrevet en kontrakt. Mine krav til at give dig det du skal bruge er jo enkle, at vi selv får glæde af dine fantastiske kreationer. Så, skal vi få skrevet under og komme videre? Vi flytter jo til Imandra, jeg ved ikke om dette bliver et problem." Tilbage til forretning, kontrakter, aftaler, hun havde brug for at have styr på det hele og nu havde kvinden jo så pænt selv opsøgt hende.

[Deleted]

Stolen under Daelis knirkede. Hun vippede frem og tilbage med et arrogant, dog overvejende smil imens hun lyttede til Corinas ord. Af og til nikkede hun og skævede hen til hende. Hændelsen mellem Macaria, hende og Zean virkede så langt væk, alligevel huskede hun visse slørrede billeder af det, næsten som en fjern drøm.
Specielt gløden af ilden lyste op i hendes sind...
”Desværre ja. Det er en nyttig kunnen at bruge kvindelist, men det kan også ødelægge de bedste mænd… Æh, ja. Der var en drage.
Aldrig i mit liv har jeg været så forskrækket. Jeg vidste det ikke. De burde slet ikke eksistere længere. Zean havde heller ikke fortalt mig alle detaljerne dén gang, så da den stod der tog den mig på sengekanten. Zean var slemt forbrændt, og Macaria havde fået et sølvspyd ind i sin krop. Hun efterlod os alle til dragen og forsøgte at kravle ind til tronen, mens hun var blødende… Fuldstændig ligeglad med om vi alle ville dø. Bare hun kunne få indtaget borgen… Zean fulgte efter hende og kort efter blev borgen angrebet af en overnaturlig kræft. Lyn smuldrede muren og fangede dem der inde. At han havde vovet at følge efter hende forstår jeg stadig ikke. Hun havde agtet at bruge ham som lokkemad, men det gik ikke som beregnet. Hvordan kunne hun også tro det? Alligevel ville han redde hende.
Ikke nok med at hun stak af... Hun accepterede nåde i stedet for dø blandt sine krigere, hun accepterede hans hjælp. Det er hvad jeg kalder en sand kujon og i mine øjne en dårlig leder. I vores kultur – hvis hun havde været en af vores kvinder, af mørkelvisk afstamning, så havde det været krævet at hun skulle tage sit eget liv.”
Daelis forstummede kort, mens hun skævede ned mod gulvet. Et sted forstod hun godt Macaria og det som hun havde gjort. Daelis havde jo selv accepteret nåde og nægtet at tage sit liv som følge. Noget hun aldrig ville indrømme, og hun ønskede at glemme følgerne der af. Aldrig havde der været hende et større mål end at leve. Derfor havde hun aldrig kunne tage en sådan beslutning i Macarias sted, og det var nok også noget af det der gjorde hende så sikker i sin sag:
Macaria havde aldrig været klar til at lede noget som helst.
”Jeg havde løbet rundt imellem tropper og ild for at få afledt dragens opmærksomhed, når den kom for tæt på Zean. Jeg kunne have mistet mit liv for hans skyld. Der havde vi næsten lige mødt hinanden. Jeg forstår stadig ikke helt hvad der gik af mig. Jeg kunne jo egentlig være helt ligeglad, men der var bare noget med den dreng som jeg ej formåede at ligge fra mig. Han måtte have været en troldkarl i forklædning.”
Hun holdt sine håndflader ind foran sig. På tværs af dem var der et tykt, rødt ar, der strakte sig parallelt over dem og et godt stykke ind over sine håndled. Resultatet af et ophedet skjold, da hun skulle skærme sig fra ilden.
”Jeg er for evigt mærket af den dag. Ikke kun fysisk. Da Macaria og Zean blev båret halvt bevidstløse op fra ruinerne havde jeg troet at jeg aldrig skulle se ham igen. Jeg havde forsøgt at fjerne de store sten ved indgangen til borgen, kogte som min hud var, blodige blev de. Mine hænder var på en gang følelsesløse og skreg af smerte. Alligevel kunne det på ingen måde måle sig med den følelse det gav mig, da jeg gav hende en lussing for at føre ham på afveje og tvang mit blod ind i hendes mund, så hun næsten kvaltes i det. Det overskred min pine tusindfold. Også selv om samtlige af hendes vagter stod omkring os, og jeg nok egentlig stod til en straf” smilte Daelis sadistisk.

Kopien blev klasket op på bordet og trak hendes opmærksomhed væk fra sin historie. Daelis rev den nærmest ud af hænderne på dødsenglen idet hun med mistro, nærmest trykkede næsen ned i pergamentet og rykkede hovedet fra side til side, som hun læste linjerne. Det måtte da være løgn? Men tilsyneladende ikke. Den nye konge fandt i den grad potentiale i Corina.
”Det tør siges, Corina… -ahem-eller sovekammer-AHEM!” kløjedes hun dæmpet og prøvede forgæves at undertrykke et smil. Hun skævede væk, med glimt i øjet. Nå, det var ikke op til hende at stille spørgsmål ved kvindens metoder. – Hvad end de så var. Hun arbejdede trods alt på linje med hende nu.
”Så er det vel også kong gulerod, der har krævet vores tilstedeværelse andetsteds end her?”
Lidt ærgerligt var det vel. Hvor besværligt. Hun havde lige fået slået sig ned i et af de største huse i byen! De sidste minder hun havde med Zean var i denne by, men det var vel også for det bedste at glemme dem. Men så igen. Det var jo en konge, for den da! Daelis kunne lugte penge. Fede penge, og der eksisterede næsten intet bedre. Der ville ingen udvikling i hendes situation ske, hvis hun blot stod stille. Eventyret kaldte hendes navn i en anden retning.
”Intet problem. Over hovedet!” Daelis smilte stort, rakte hurtigt forbi Corina og tog pergamentet i hånd. Dette begyndte hun at prikke hende med på brystkassen. Hun ville aldeles ikke skrive under på noget uden videre indskærpelser, og hun dikterede der af.
”Jeg regner dog med en væsentlig bonus for at drage med til ukendte himmelstrøg. Og jeg vil gerne møde ham, fister-cellus. HA! Og du vil have MIG! Til at skrive under på det der! Jeg springer altid fra en synkende skude, og så vil dit lille, ellers så nuttede papir ikke kunne binde mig. – Hvis den synker, og jeg regner med en væsentlig form for loyalitet fra dig og dine kæleduer, ellers så er jeg også fløjet. Deal, ey? Jeg må dog sige at jeg har væsentlig større tillid til dig som leder end det som Zean efterlod sig”

[Deleted]

Et smil bredte sig over hendes læber, dette morede hende lidt, hun havde selv mødt drager, begge af disse ryttere havde dog været halve dødsengle, hvilket i den grad gav hende et par yderligere tricks i ærmerne. Som hun sad og lyttede, nikkede hun blot som tegn på hun hørte efter, gav et par lyde fra sig ind imellem, men hold da op hvor kunne den kvinde dog snakke! Corina sad og studerede mørkelverens læber, de bevægede sig virkelig meget, hun lagde hovedet på skrå, studerede nærmere og søgte så blikket opad, mod hendes.
"Det lyder forfærdeligt, men Zean har ikke altid været heldig til at tage de rette beslutninger. Tænk at gifte sig med en kvinde der faktisk ønskede ham død. Selvom jeg nu godt forstår kærligheden til død og ødelæggelse, er jeg ikke dum hvad det angår." Lød det roligt fra hende, hun smilede lettere provokerende, ork, hun kunne godt udtale sig sådan om Zean nu. Det var fantastisk! Magten var sådan set allerede nu ved at stige hende lidt til hovedet, selvom hun prøvede at holde den under kontrol, det var bare, så befriende! Roligt endte hun med at rejse sig igen, hun var virkelig ikke god til at sidde ned længere tid af gangen. Dog blev hun stående ved sin stol, bag bordet og så på mørkelveren der sad her på hendes fine kontor.
"Drager behøves vi ikke bekymre os om i krig mere, vi bekæmper drage med drage." Grinte hun så bare, det vanvittige udtryk i hendes lyse øjne stod tydeligt, hun kunne lige se det for sig. Det ville, være smukt! Fingrene vandrede kort hen over bordpladen, hun lod blikket glide hen over de forskellige ting der lå. Et kort tilfreds smil bredte sig på hendes læber.
"Du holdte af ham." Bemærkede hun så, med et løftet øjenbryn, der havde været mere i det end begær fra hendes side af. Følelser forstod hun sig ikke helt på, men hun vidste hvornår de var der og hvordan man genkendte dem. Selv havde hun haft respekt for ham, set op til ham. Dog var dette bestemt i glemmebogen, den gamle Zean var værd at skrive om, han var en fantastisk mand og leder. Og så kom Macaria og ødelagde alt ved manden. Men sådan kunne det jo gå. Ved tanken om dette, trak hun roligt på skuldrende. Igen satte hun sig ned, rykkede sig ind og så mod Daelis.

"Tror du virkelig at en kvinde som jeg, har kneppet mig til en plads som den? Godt nok ved jeg at jeg er fantastisk at dele seng med, men det er dog ikke tilfældet her. Marcellus og jeg har haft vores lege, men det har aldrig udviklet sig nok til at ende i sex." Corina var en direkte kvinde, hun sagde tingene som de var, og lige her, var det bestemt intet problem at være bundærlig. Ballademager smilet hvilede svagt på de fyldige læber, hun morede sig nu ved denne kvindes måde at opfører sig på, hendes ord, hendes kropssprog. Det hele!
"For at være fyrstinde af Imandra, burde jeg bosætte mig der. Og jeg tager mine artfæller med mig. Jeg vil sørger for de har det godt og forbliver velholdt og trænet. Specielt så vi kan blive talrige igen." Lød det roligt fra hende, hun var blevet en forretningskvinde på kort tid, men var i den grad blevet god til det. Og hendes strategiske synspunkter fejlede heller ikke det store, men ingen var perfekte og hun vidste mange havde direkte studeret sådanne ting. Lige nu havde hun jo sin hærfører, som bestemt lod til at have styr på tingene. Det passede hende godt at der intet problem blev i det, for selv hvis der gjorde, var det i bund og grund Daelis's problem og ikke hendes eget. Heldigvis. Mange ville nok blive vrede over måden Daelis formåede at formulere sig på, men Corina fandt den yderst underholdende. Hendes blik hvilede mod hende, som smilet kun voksede sig større og større. Specielt ved de sidste ord, for det var da kun til at blive tilfreds over!
"Skriv under på følgende. Dine evner og kreationer vil blive tildelt mit folk, du vil naturligvis blive tildelt et hjem, alle de materialer du skal bruge, vil blive belønnet efter evne. Jeg køber naturligvis tingene af dig. Og så kræver jeg desuden at retten udelukkende tilhøre mit folk til at benytte sig af dine enestående våben...." Blikket gled kort op mod hullet som var i loftet, det havde i hvert fald mindet hende om hun havde et hjerte, da den høje lyd havde kickstartet det hårdt og brutalt! Hun forsatte.
"Mit folk vil have din ryg, beskytte dig og vise dig respekt, som naturligvis skal være vist tilbage med bedste evne dertil. Og selvom mit nuttede papir ikke binder dig i dit synspunkt, gør det i mit. Vid at bryder du vores aftale, vil hævnen blive bittersød." Hendes stemme blev næsten kælen i hendes sidste ord som i den grad var en advarsel. Dernæst gjorde hun tegn til at der blev underskrevet. Corina var stædig!