Need some Help?

[Deleted]

@serenity              

Solen skinne ned gennem træernes kroner, og vinden gled svagt mellem træer og buske. Fuglene sang og man kunne ind i mellem høre andre dyr pusle rundt. Krigen hade give Rita rig mulighed for at sælge medicinen og healen salver, men nu hvor der var ro på var alt som det pleje igen. De hvide øjne med den svag sølvfarve kant spejte rundt. Hun hade hørt en stemme kalde på nogle, men var ikke sikker på hvem eller hvad. Hun vandre gennem skoven i armen var hendes pile kurv fyldt med urter, rødder og bære og enkle salver som hun altid hade med i tilfælde af hun kom til skade. Rita var iklædt mørke grønne bukser og en hvid skjorte, det hvide hår sad i en hestehale og solen varme nemt den sort hud op og hun hade godt vander støvler på. Ved hendes side var der en stor brun bjørn. En af hendes mor’s første unges barns barns osv. Hun var usikker på hvad generationen det var efter hånden. Hun forsatte gennem skoven bjørnen strejfe rundt på må og få den ledt efter mad men kom altid efter rita når den ikke fandt det den ledt efter, hun forsatte med og gå rundt hun kunne høre kalden igen mere tydelig hun ænder kurs og gik vider hun måtte da vide hvor stemmen kom fra og det var nogle der hade brug for hjælp, måske kunne hun hjælpe? Måske ikke? Hun måtte da gør et forsøg nu hun hørt nogle kalde sådan. hun stoppe kort da der blev stille "underligt hvor blev stemmen af?" mumle hun og så på bjørnen der lunder vider og enlig virke ligeglad. 

[Deleted]

Det var en vidunderlig smuk dag, Serenity var begyndt at lære skoven at kende med et helt nyt syn, hun vandrede tit og holdte øje. Hendes blik vandrede over skovbunden som igen var fyldt med liv, alt hvad der havde tydet på krig, var nu i ro igen og skoven havde sit fulde liv igen. Det var virkelig en vidunderlig ting, hendes sind var blevet rolig ligeså, det betød hendes elskede mand ikke skulle i krig, det gav da enhver kvinde ro i sjælen. Og skoven, skoven ville blive skånet. Det var virkelig en smuk og dejlig dag, hendes bare fødder mærkede den bløde skovbund, mosset under tæerne som vrikkede ivrigt hver gang hun stoppede op. En lyd fik hende dog til at reagere, et dådyr lå og kæmpede en kamp med at få født et kid. Hendes blik vandrede, der virkede ikke til at være nogen vilde dyr i nærheden, så hun gik roligt mod dyret, som var rolig ved hendes kærlige væsen. Forsigtigt knælede hun i sin lysegrønne lange kjole, hun aede forsigtigt dyret, lod det vende sig til at hun var der, inden hun valgte at placere sig ved dets underliv for at hjælpe kiddet ud, da det sad på tværs. Det kunne nemt blive deres død hvis der ikke blev hjulpet til, og nu hvor hun kom forbi, måtte det jo næsten være skæbnen. Det var bestemt et være griseri, men hvad gjorde man ikke for de dejlige væsner som levede i skoven.

[Deleted]

Rita under sig virke over hvor stemmen var komme fra, hun sukke bare hvem en det var så måtte de være forsvundet eller også hade persone ikke brug for hjælp mere. Hun vandre bare vider der efter, samle svampe og urter på vejen og noter ned hvor hun hade samle henne så hun ikke kom til og samle det samme sted for tit så planten ikke nåde og vokse frem igen. Hun nød solen det var virkelig et dejlig vejre, og så dejlig der var liv i skoven. Hun vandre vider mens hendes bjørn fik færten af dådyret, den slikke sig om munden bjørn kunne finde på og æde hjorte unger og ligene vis de var sultene nok, den begyndt og vandre hen mod luften uden rita så det. Da den kom nærmer dådyr kom den med en dyb lav brøl inden den kom til syne, dog stoppe den da den så Sereity og bukke hoved en smule skamfuldt og satte sig ned på den stor pelse røv. Rita var forsat lidt inden hun var stoppe op, ”hvor pokker blev Smørblomst nu af?” mumle hun og så rundt, hun kigge på jorden og fandt hurtig bjørnes spor og sukke ”sikkert mad igen” hun begyndt og følge sporen ”smørblomst? Hvor du henne nu tøs?” kaldt hun roligt uden at hæve stemmen for meget, hun ville ikke forstyr skovens dyr for meget med hendes råben og kalden. hun forsatte stille og roligt mens hun lod tankerne flyve, krigen der hade være hade fået hende til og tænke, hun burt måske snart finde en mage eller måske bare adoptere, hun leve jo ikke evigt og hun var altid alene og her på det sidste hade hun følt sådan en trang men hun ane ikke hvad pokker det var for en følelse eller hvorfor den var der! og det drev hende til vandvid. 

[Deleted]

Det var klart at dådyret mere eller mindre blev urolig af bjørnens tilstedeværelse, eller nærmende, det fik Serenity til at lade blikket søge rundt og da hun så bjørnen, endte hun med at smile blidt. Naturen gik sin gang ja, men den stoppede gerne med det lidt mere makabre så snart hun var i nærheden. Hvilket den gjorde her, bjørnen lod til at vide præcis hvem hun var, det kunne dyrene jo mærke, den virkede til at være sød og rar. Roligt rejste hun sig fra dådyrene, som snart fandt deres vej videre, hun trådte mod bjørnene og lod sine fingre stryge blidt igennem dens pels. "Hvor kom du fra?" Spurgte hun blidt, inden hun studerede det store og flotte dyr, hun var glad for alle dyr og fascineret, bestemt. Dertil kendte hun jo deres instinkter og var jo med på hvordan naturen gik, men derfor ville det havde været en skam at dådyrene skulle ende som føde, nu hvor de lige var blevet reddet af hende. Det var rart med en forstående bjørn, hvor fjollet det end måtte lyde! Serenity lod sine fingre glide videre igennem pelsen. "Hvor er du fin." Kvidrede hun let med et stort smil på læberne.

[Deleted]

Bjørne så kort efter dådyret der hurtig løb med sit kid, bjørn brumme lidt og så på Serenity og gav et lille brøl da hun strøg den over pelsen, tydelig vis noget den godt kunne lig. Bjørne snus til Serenity og let kaste hovedet bag over for at sig hvad vej den kom fra. Dog rette den hoved af vejen den kom fra da man hørte ritta ”Smørblomst! Hvor du hen din stor bamse!” bjørne snuse lidt inden en brøle halv højt, ritta hørt hende og smile ”ah der er du!” ritta små løb i retning af lyden og kom frem lidt efter og så på bjørnen ”du skal ikke bare smutte sådan.. du kunne lig sig du gik..nogle..steder” hun fik øje på Serenity, det var en del tid siden hun hade snakke med en skovelver hendes ven som var en skovelver hade ikke besøgt hende længe, hun kigge på Serenity hendes udsende lød som en beskrivelse af en person en klient hade beskreven, kunne denne kvinde være den ny elver dronning! Ritta kigge hurtig ned og neje pænt ”deres højhed.. jeg.. hade ikke regen med det var dem min søster fandt” hun skyndt sig ned på knæ, og holdt de hvide øjne med den svag sølvgrå kant i jorden, ritta vist halv blods som hende tit blev set ned på, men lige hendes blaning en sort elver og skovelver var jo en skandale når man tænkt på de to racer ikke kunne enes overhovedet. Bjørne brumme og gik hen og satte sig bag ritta og lag det stor hoved på toppen af rittas ”smørblomst ikke fjolle nu” mumle hun mens bjørnen brumme og line den beskytte ritta og blev roligt sidene der bag hende mes hovedet på toppen af rittas der vendt ned mod jorden.

[Deleted]

Den virkede bare så sød den bamsebjørn, man fik helt lyst til at kramme den. Hun smilede kærligt og forsatte med at nusse dyret, lige indtil en kvinde trådte frem. Hun så op, stadig smilende og lagde hovedet på skrå. Den formalitet der lå nu, den var virkelig mærkelig at skulle vende sig til, hun viftede med hånden grinende og smilede kun varmt mod den fremmede kvinde. "Nej nej, det gør intet, ingen grund til alt det her. Ingen kan se os alligevel. Jeg er en ganske almindelig elver som alle andre. Vi er lige. Husk det." Lød det blidt fra hende, hun måtte le af bjørnen som virkede noget så legesyg. Et nysgerrigt blik kom frem i de brune øjne, hun så mod denne fremmede kvinde. "Søster siger du? Du ligger noget andet ord i det, end hvad andre gør. Fortæl mig hvad dit forhold til, Smørblomst er." Bad hun stille, med den nysgerrige mine, hun var blid i alting, hendes væsen emmede af dette. Roligt gik hun mod dem begge, og hjalp Ritta til at stå rank igen. Hun havde ikke lagt mærke til hende i byen før. "Jeg har ikke set dig før." Konstaterede hun, det kunne mærkes på hende. En elver kendte en elver, og der var noget i denne elver som ikke var rent. Men i hendes øjne gjorde det jo ikke nær så meget som i Thranduils.

[Deleted]

Ritta blev nede på knæ mens hun så ned i jorden, at Serenity grine og sag hun skulle snakke til hende som en normal elver det kunne hun da ikke! Hun var jo ikke bare en elver hun var dronning over den race hendes mor kom fra! Hun så ikke op, lige..nej de var ikke lig ”jeg beklager og rette på dem deres nåde men.. vi er ikke lige jeg er langt fra i nærheden af og være lige med nogle andre” svar hun og kigge bare ned mes bjørne stadig hvile sig hoved på hendes, da hun spurt til hendes forhold til smørblomst svar hun roligt ”hendes tip tip tip tip os olde mor tog mig til sig som hendes egen unge for mange mange år siden… jeg er vokset op blandt bjørn” smørblomst brøle og puffe til ritta, men ritta rørt sig ikke. Da Serenity så hjalp hende op og stå vist hun ikke rigtig sin levende råd og endt med og stå og selv halvt ned i jorden og halv på hende. At hun sag hun ikke hade set hende før fik blikke til og se ned ”jeg har ikke være i elverens by siden jeg var ganske lille… jeg er ikke velset eller velkommen.” hun så på Serenity og holdt blot om sin kurv med urter, rødder, bær og blomster plus de par krukker der var med simple salver vis nu hun skulle komme letter til skade, hun tøve lidt og spurt så ”må jeg tillade mig og spørger hendes højhed hvad de laver så dybt i skoven? Jeg ser meget sjælden nogle går helt her ind” hun så en smule på Serenity før hun så ned igen.

[Deleted]

Det fik hende til at rynke lidt utilfreds på næsen at høre hende sige sådan, og et sted gjorde det også ondt, hun bekymrede sig næsten lidt om denne kvinde. Alle elvere i hendes øjne, hele som halve, burde være velkommen så længe deres hjerter var rene. Hendes skæbne blev valgt af hendes forældre, ikke af hende, det var på ingen måde fair at bedømme hende på noget som ej var hendes skyld. Serenity smilede endnu varmt og kærligt, hun nussede kort bjørnen igen og så så tilbage mod Ritta. "Jeg var en simpel syerske, før jeg blev dronning og har ej været det længe. Jeg ved ikke helt endnu hvordan man egentlig gør. Det er skræmmende og stort, men også spændende." Forklarede hun blidt, hun så mod kurven som elveren bar, hendes blik studerede hende let. Hvis hun kunne vokse op blandt dyr og være sammen med en bjørn på sin vis som hun var nu, burde et rent hjerte have en plads i hendes bryst. "Hvis dit hjerte er rent og du ikke ønsker elverne eller skoven noget ondt, kan jeg ikke se hvorfor du ikke burde være velkommen kære. Fortæl mig dit navn." Stemmen var varm og indbydende, hun var god til at vise sin kærlige person frem og folk elskede at være i nærheden af hende. Det fik folk til at føle sig, hjemme. "Min mand og jeg vandre tit hele skoven rundt, vi har spejdere over alt, men er også glade for selv at holde øje med det vi hersker over. Se om alt er som det skal være eller blot nyde hvad moder natur har bragt os." Forklarede hun stille, det var jo sandt og selvom det ikke var tit, så var de da selv i de kroge af skoven som virkede ubesøgt af andre væsner end dyrene.

[Deleted]

Ritta forsatte med og se ned, dog begyndt hun langsom og se mere på Serenity hun var så mild og blid, hun hade aldrig mødet nogle så blide før, hun huske ikke gang om hendes rigtig mor hade være så blid, faktisk huske hun ikke længer hendes navn eller udsende. Hun så på Serenity lidt mere i vært fald. At dronning hade være en simpel syerske hade hun aldrig gætte eller hørt om så det var da en overraskelse. Hun så på hende som hun snakke om et rent hjerte, tja det var vel rent hun var enlig ikke sikker. ”jeg ville aldrig lade der ske noget med min søster og alle hendes børn” hun så på bjørne der nusse sig op af hendes lår. Hun så på Serenity ”Ritta..det i vært fald det navne jeg husker… ved ikke om det er mig rigtig navn.. jeg husker det ikke” hun så på Serenity før hun kigge ned på bjørnen ”vi har aldrig stød på nogle af hendes højheds spejder… vi bor dybt i skoven.. i en lille hytte.. eller jeg bor der smørblomst her har sin egen hule en time fra hytten..” hun så på bjørne og strøg den blidt bag øret, hun så på Serenity ”de fleste væmmes ved mit…yder… ” svar hun bar til hvorfor hun ikke skulle være velkommen ”mørkelver skriger ikke just af venlighed og snaksalighed.. så jeg har valgt og holde mig væk… for at undgå ballade ” hun så på Serenity og forstod enlig ikke hvorfor hun snakke med hende selv om det var rart enlig og have nogle og snakke med for første gang i land tid.

[Deleted]

Roligt nikkede hun som hun lyttede, det var interessant at høre om hende, hun smilede stadig blidt og studerede bjørnens færden omkring Ritta, den virkede meget glad for hende, og omvendt. Serenity gjorde en bevægelse med armen til at hun skulle gå med hende, hun holdte blikket mod hende hovedsaglig, men så også rundt. "Spejderne viser sig ikke, de holder øje." Lød det roligt fra hende, som en forklaring på hvorfor hun ikke havde set dem. Da det nemt kunne være den grund. De havde været meget forsigtige i den tid hvor krig havde været i de andre lande, men selv nu hvor alt lod til at være roligt, var det ikke til at sige hvilke væsner havde søgt skjul i skovene. Der kunne stadig lure fare, sådan var det jo. "Ens ydre burde ikke have så meget af sige. Det er dit hjerte som bestemmer hvordan du er som person, jeg har mødt væsner som burde være frygtindgydende, men som alle andre, blot misforstået og fanget i det væsen de var født som. Alle har noget godt i sig, det tror jeg på og jeg ønsker at lade min mand se verdenen lidt med mit blik." Sagde hun så med sin ro og visdom, skønt hun ikke var den ældste elver, havde hun meget at byde på. Serenity lod forårets dufte ramme hende, hun smilede stort og lukkede øjnene blidt for at lytte til fuglene der igen måtte synge i trækronerne. "Fortæl mig om dig selv Ritta, trives du i skoven uden andre væsner som dig selv?" Bad hun stille og spurgte af nysgerrigheden som faldt hende så naturlig. Det var rart at være lidt alene med en fremmede, selvom hun tiltalte hende, hvor ville hun ønske hun ville stoppe.

[Deleted]

Ritta så på Serenity som hun gjorde bevægelse til hun skulle følge med Serenity hun begyndt roligt og gå, sammen med smørblomst ved hendes side. Hun lytte til Serenity som hun fortalt hende mening omkring racer som ritta, hun smile svagt og lytte bare til hun var færdig ”de er en meget vise kvinde deres nåde, jeg har ikke mødt nogle ud over dem der tænker sådan om blanings racer” hun forsatte roligt med og gå mens hun nød skoven, ind i mellem stoppe hun lig for og snuppe en særlig blomst, bær eller urte inden hun hurtig var med Serenity mens hun notere sin fund i sin lille bog. Hun så på Serenity da hun bad hende fortælle om sig selv, ”jeg.. bor i den dybest del af skoven i en hytte en gammel ven hjalp mig med og få bygge da jeg blev voksen.. der har jeg min urter og salver.. jeg er urtemager.. har nok urter, salver og safter til det meste ” hun så på Serenity og smile svagt, ”jeg har altid være alene… jeg ser kun andre når folk kommer for at blive behandle.. jeg kender ikke til andre der er halv skovelver/mørkelver.. ” hun så på hende og smile svagt og så lidt ned hun var ikke god til det med og være sammen med andre væsner, hun følt sig ikke helt til pas fordi hun gik og frygt at folk hun snakke med ikke ville have hende i nærheden eller virkelig gad snakke med hende ”er der mere de vil vide?” hun så på ham.

[Deleted]

Interesseret var hun, hun lyttede i iver og gik roligt igennem skovbunden, hun nød at snakke med en, uden at der blev stirret fordi de normalt kendte hende som syerske eller bare ikke helt fattede hun rent faktisk var blevet dronning. Hun smilede blidt, det var en smuk dag, en vidunderlig dag at gå tur i og hun havde vandret længere end lige planlagt. Serenity sukkede blidt. "Man er ikke herre over hvilken krop man bliver født i. Jeg ser tit nogen hvis hjerte burde ligge i brystet på en lysvæsen, men som er endt i et mørkvæsen." Lød det roligt fra hende, som burde det kunne forklare hvorfor hun var så forstående og åbenhjertet. Men mange kunne bare ikke tro på at der fandtes noget godt i mørkvæsner. Det var i sandhed en skam. "Så du er urtekyndig? Interessant, jeg har altid beundret den kunden." Sagde hun så med et stort smil, hun så mod hende med glæde i sit blik, det var tydeligt hun faktisk var behaget ved dette møde og det at de kunne gå og snakke. "Hvis du vil det, vil jeg meget gerne være din ven. Komme og se dit hjem, være sammen med din familie." Lød det roligt og oprigtigt fra hende, hun rakte ud efter bjørnen og nussede den igen, hun ville gerne møde resten af bjørnene. Meget gerne. Hun fandt dem som sådanne elskværdige dyr, selvom mange var bange for dem, og så dem som rovdyr, så Serenity så meget andet i dem, lidt ligesom med en som Ritta.

[Deleted]

Ritta fuldt roligt med Serenity og begyndt at slappe mere af og nyde hendes selvskab mere og det dejlig vejre. Hun så på hende som hun snakke og smile skævt ”jeg har lært og leve med mit udsende.. det kunne lig så nemt have være skovelver udsende jeg hade fået og så mørkelver sind.. dog er jeg ’heldig’ at det var omvendt.. ” hun så på Serenity og smile svagt ”men de har ret… selv om jeg ikke bebrejder min forælder for at have være to så forskellig væsner.. af de små brudstykker af hukommelse jeg har fra min barndom før jeg endt i skoven… husker jeg mor tit sad og kigge ud i natten og nævne en mands navn med længsel i stemmen… jeg gætter på det min far men er ikke sikker” hun fuldt roligt med vider og så på Serenity ”mh jeg har altid være facinere af planter og deres mediciske evner.. det har komme mig til gavn tit både på mig selv og min familie.. i sær når ungerne har spist for mange bær ” hun lo svagt som smørblomst ryste på hovedet og lunte vider. Ritta så overrasket på Serenity da hun snakke om og ville være hendes ven, det kom helt bag på hende ”det..jeg..det..” hun kunne slet ikke samle en sætning, en ny ven.. en ægte ny ven! Kunne det passe? ”det ville være mig en stor glæd deres nåde… blot.. jeg aner intet om hvordan man er..venner..” hun så på hende, som Serenity strøg bjørne over pelsen hvilke fik bjørne til og lave små søde kalde lyde ritte smile bare lidt og stod bare roligt og så på Serenity klappe hendes søster på hovedet.

[Deleted]

Det var spændende at høre om hendes synpunkter og hendes liv, hendes minder og hendes gøren her i skoven. For hendes skyld måtte hun hjertens gerne blive her, hun gjorde noget godt for bjørnene, og hun kunne tydeligt se at hvis de skulle undvære hende ville det gøre dem ondt. Knytningen mellem dem var hendes skovelversind, hendes hjerte som bragte dette frem i bjørnene og måske endda, de havde hjulpet hendes skovelvergener frem ved at tage sig af hende. Det var fascinerende, hun var virkelig imponeret over dette, hun havde jo aldrig set noget lignende! Hun måtte le med hende, da hun snakkede om ungerne og bær, det var en kærlig og hjertevarmende latter som forlod Serenity. Blikket hvilede næsten hele tiden på Ritta, hendes øjne gjorde resten af hendes udseende på ingen måde virkede ondt i hendes åsyn. Med en blid bevægelse, pegede hun mod smørblomst. "Jeg tror godt du ved det, du har bare ikke fået lov til at teste det på andre væsner på to ben." Lo hun blidt, inden hun lagde en hånd på hendes skulder og gav den et blidt klem. Lige nu havde hun jo intet for, andet end at vandre, hvilket hun jo gjorde fint med Ritta. "Man knytter bånd, bruger tid med hinanden og nyder hinandens selskab. Man hjælper hinanden og stoler på hinanden med tiden." Forklarede hun roligt, hun så ned af sig selv, hendes kjole var virkelig stadig et være griseri. "Må jeg se dit hjem?" Spurgte hun så nysgerrig, for det var hun, hun var pokkers nysgerrig på at lære denne kvinde bedre af kende, hun var meget speciel.