Open borders.

[Romeo Direshade Acheron]

Adeline Magarita Jakson

---

Det var hen på eftermiddagen, da Romeo langt om længe, ankom til Procias. Efter at grænserne var blevet åbnet, og det var muligt at handle på kryds og på tværs, havde han selv taget denne lange vej til det lyse land. Uden at kunne føle så meget som en tanke.. en menneskelig følelse.. glæde eller noget andet, var det udelukkende dette for handel og forretning, at han havde taget denne lange tur.
Hesten prustede let. Det havde været en lang tur ligeledes også for den, så det var ikke noget, som kunne komme bag på nogen som sådan. Han sænkede blikket, selv uden så meget som et smil på læben. Hånden strøg let over hestens hals, inden han fik den stoppet ved at rive let i tøjlerne. Derefter valgte han at springe ned ved siden af den i stedet for.
"Du er træt," bemærkede han, inden han selv valgte at fortsætte frem. Selv havde han hørt historierne om den procianske vin, og denne havde han i sinde at smage og måske komme frem til en forhandling med.
Efter at krigtiden stort set kunne siges, at være forbi, var det muligt for selv Romeo at komme mere omkring. Selvom folk kiggede efter ham på grund af hans mørke beklædning. Han var jo et væsen af mørket.. Selvom han ikke selv ville betegne sig således. Ganske vidst en Acheron med alt hvad det indebar.. En ung og meget stolt mand, og det lå selv i familien. Han havde uden tvivl fået sig en fantastisk og god opdragelse hvad en slags angik.
Butikken som han passerede på vejen, fik ham til at stoppe op. Udenfor bandt han hesten fast, så den ikke rendt nogen steder, mens han undersøgte vinduerne. Hvad butikken her, måtte have, var da meget fascinerende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline gik ned gennem market, det var en del tid siden hun hade fået og vide at dafnir var bleven myrde. Igen hade hun miste en mand til en person der mente de skulle dø, hun sukke stakkels Claudia.. hun hade kun adeline nu og ikke sin far. Caludia var omkring 2 år nu, ikke helt en baby mere men stadig lille. Hun line dafnir på en prik bare i pige udgave og hun var bedåren, langt mørk brun hår og stor brun øjne. Lidt spinkel men det klædet hende. Den lille pige gik ved siden af hende, hun holdt adeline i hånden. De var begge iklædt en mørk rød kjole. Og et par fald sort sko. Adelines grønne hår hang løst ned af hendes ryg mens Claudia hade en heste hale der stritte lidt bag i nakken. Adeline sukke, hun ville ikke prøve og finde en ny mand i sit live mere hun hade opdage at det vist bare var mening hun skulle være alene, hun ville fokuser på Claudia og sikker sig at hun ville vokse op til og blive en sund og raske ung kvinde, og lære hende alt om dafnir som hun nu en gang kunne. Claudia så rundt og pege på alt og spurt om alt og adeline svar blot. De stoppe ved en stof bod hun skulle brug stof til tøj til Claudia hun vokse så hurtig hun kunne ikke følge med, i mens gik Claudia lidt rundt og kigge nysgerrig på alt, hun endt ved siden af Romeo og stille sig på tå for at se ind ”hvad er der, inde?” spurt hun og så op på Romeo tydelig vis ikke bange for fremme mennesker.

[Romeo Direshade Acheron]

Procias var uden tvivl et land, der bød på langt anderleds ting, end hvad man kunne sige, at Romeo havde været vant til. Som en handelsmand.. ganske vidst under træning, havde han også brug for at prøve sig frem med tingene. Folk kiggede efter ham. Her gik han selv i mørke klæder, og var uden tvivl fra den anden side af muren.
Folk med børn, trak dem hurtigt væk fra ham, hvilket i forvejen, var noget som Romeo var vant til, så det tog han ikke så tungt. Hans blik gled dog temmelig hurtigt i retningen af en enlig kvinde og en lille pige. En lille pige, der stillede mirakuløst mange spørgsmål. Han foldede hænderne roligt over ryggen. Nu her i det smukke vejr, lignede han intet andet end en forvokset dreng. Han havde fregner over næsen, som særligt kunne ses i solens lys. Han tog det nu ikke så tungt. Det var en del af hans charme, som han kunne vinde en del på, og det var også dette, som han havde tænkt sig at gøre.
Snakkede den lille pige til ham? Han vidste det faktisk ikke helt. Han vendte blikket ned mod hende. Sød... et eller andet sted. Han havde jo aldrig haft særlig meget med de helt små at gøre, da han var den første og eneste som hans egne forældre havde fået. "Varer... forskellige ting," fortalte han med en meget følelskold stemme. Hvordan tacklede man dem i så lille en alder? Det kunne han da slet ikke finde ud af. "Har du ikke en mor?" spurgte han denne gang mere direkte.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia stod bare og så op på Romeo som han så ud til først ikke rigtig og fatte hun snakke til ham, hun smile dog da han svar ”hvilke vare?” spurt hun hurtig efter hans svar, og så der efter ind af vinduet. Da han snakke til hende så hun på ham ”jo” sag hun og smile bare ”du lyder sjov” hun fnise og hentyde til den følelse kolde stemme, hun kigge ind af vinduet igen og prøve og se hvad pokker der var der inde. I mens stod andelin i sin egen tanker og kigge på stof hun hade ikke lagt mærke til hvor claudia var henne eller hvad hun lave, hendes tanker var så mange andre steder hun fik helt ondt i hovedet af det men hun kunne ikke stoppe det, hun trak vejre dybt som hun hendes øjne var ikke helt så livlig og fyldt med følelser som de pleje hun følt sig faktisk helt flad for følelser ind i mellem kun claudia fik hende til og smile, hun betalt for en del stof som hun fik i en lille sæk som hun gik med i armen, hun så rundt ”claudia! Claudia hvor er du henne?” kaldet adeline og så rundt efter den lille pige der stadig stod og kigge ind i butikken og ind i mellem op på romeo ”hvor kommer du fra?” spurt hun spontant for nu faldt hendes nysgerrighed på ham ”hvaaaaaad er du for en” hun lag hovedet på skrå og hele kroppen fuldt nærmest med i den bevægelse.

[Romeo Direshade Acheron]

Let knyttede Romeo næverne. Han havde faktisk ikke nogen anelse om, hvad pokker han skulle stille op med sådan en lille en. Han var slet ikke vant til børn, og det havde han aldrig nogensinde været! "Alle mulige varer.." svarede han blot. Hvad skulle han da sige? Han havde virkelig ikke nogen anelse.. Og han lød sjov? Hvad pokker var hun da for en lille en? Hun måtte da have en mor et eller andet sted. Han var nok ikke ligefrem den, som man skulle komme til, for han forstod det ikke, og mildest talt, så kunne han ikke være mere ligeglad.
"Jeg kommer langvejs fra, lille ven.. Du derimod.. burde måske finde din mor," sagde han kort for hovedet. Nej, han var slet ikke interesseret i at snakke med denne lille pige. Nej, han ønskede faktisk bare at få sin handel i hus, selvom det slet ikke så sådan ud. Nu hvor grænserne var mere åbne, så kunne han komme og gå, som han havde lyst til, og dette var uden tvivl noget, som han klart nød mest af, hvis han selv skulle sige det. Han kunne høre en kvinde kalde.. Claudia? Var det hvad den lille pige hed? "Hedder du Claudia?" Denne gang søgte han langsomt ned på knæ overfor hende. Hun var jo ikke særlig stor. Han stirrede i hendes unge blik med en intetsigende mine. Ikke at han var ude på noget. Der var vel intet truende i denne lille pige?

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så på ham som han bare svar hende, hun smile bare og virke ikke bange for ham eller påvirke af han snakke sådan til hende, hun så bare op på ham med nysgerrig øjne. Hun så på ham som han snakke om hendes mor ”måske.. men jeg snakker jo med dig! Og mor kommer nok om lidt!” hun smile munter og så bare på ham ”men hvad er du for en?” spurt hun og så på ham mens hun så han kom ned i knæ så han vare lidt mere nede i hendes højde og spurt efter hendes navne nikke hun ”mmmh det navn fik jeg af far” hun smile og dreje fra side til side med kroppen så der kom sving i kjolen, ”hvad hedder du!” spurt hun og så på ham, og smile bare. Mens man høre adeline kalde på hende mens hun langsomt kom nærmer og nærmer, adeline kunne virkelig ikke begribe hvor caludia var bleven af blandt alle de mennesker der var! Hvor var hendes lille pige hun kunne bare ikke miste hende! Hun ville ikke miste flere hun kunne ikke bære det! Alene tanken gjord hun følt panikken brede sig i hendes krop som hun forsatte med og lede efter caludia der bare stod og spurt løs til romeo mens hun svinge med den rød kjole hun hade på.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kiggede ned på den lille pige ved siden af sig. Af en lille pige på den størrelse, havde hun egentlig et fantastiske ordforråd, af hvad han kunne se. Han knælede ved siden af hende. Burde han hjælpe? Han vidste det faktisk ikke helt. Han bed tænderne let sammen, inden han lod hovedet søge på sned. "Du er en meget nysgerrig lille en, må jeg sige," sagde han med en rolig stemme.
Den lille pige betragtede han med en rolig mine. "En fremmed.. vil man nok kalde mig," svarede han ærligt. Som hun selv spurgte ind til hans navn, vendtes blikket mod hendes øjne igen. "Romeo. Mit navn er Romeo. Min fader gav også mig mit navn," sagde han med en rolig stemme. Han vidste, at det var et navn, som selv hans fader havde været meget fascineret af, og denne gang havde han haft en søn, at skænke det til. En af hans egne. "Kom," opfordrede han med en rolig stemme, som han rakte den lille pige sin hånd. En skabning så lille, burde slet ikke rende rundt på den måde.. Selv ikke i et land som Procias. Særligt ikke efter at grænserne var blevet åbnet. Hans mine fortog sig på ingen måder i form af smil eller noget der lignede det. Aldrig var det noget, som han havde nogen grund til.. Ikke noget, som han rent faktisk forstod sig på. Aldrig var der et væsen, som havde været i berøring af hans ellers så iskolde hjerte.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så på ham som han snakke til hende og smile ”mmmh mor siger jeg liner min far og min storebror” hun smile og så på ham med de stor strålene øjne. Hun så på hende som han sag man kunne kalde ham en fremme og lage hovedet på skrå ”det var da noget underlig og være mor siger er.. øh..en engle og noget med D” hun så meget tænkende ud men kun i ganske få sekunder før hun opgave og så på ham, hun smile som han sag hans navn og hans far også hade give ham hans navn ”haha dit navn lyder som Rom! Jeg kalder dig Rom det nemmer!” hun fnise og så på ham som han rakt hende hånden her tøve hun kort for hendes mor hade sag hun ikke må gå med fremme og slet ikke fremme mænd, ”mor siger jeg ikke må gå med fremme mænd” hun så på romeo og blev ståenden hvor hun var med armen langs siden, hun så bare op på ham det var temmelig tydelig hun ikke agt bare og gå med men blive ståenden hvor hun var til hendes mor kom, Adeline ledt stadig efter hende men der var faktisk en del menneske denne dag det var virkelig ikke nemt og finde nogle her syntes hun og det frustrere hende, vis ikke hun snart fandt hende måtte hun op i luften og spejde efter hende og håbe hun så kunne finde hende på den måde.

[Romeo Direshade Acheron]

At den lille pige faktisk havde søskende, kom et sted ikke bag på Romeo. Han var bare en af de uheldige, ikke at have nogen. Dertil måtte hun jo komme fra en ellers stor familie? Måske? Han selv blev gjort nysgerrig. Det var jo en del af det dyriske, som man uden tvivl kunne sige, at selv han, var en del af. "Du kan kalde mig hvad du vil," sagde han med en næsten ligegyldig stemme. Det var ærlig talt ikke noget, som han tog så tungt.
Som han rakte hånden ud mod hende, og den lille pige afviste den, var det også tydeligt, at hun havde lært af sine forældre. Han nikkede. "Og alligevel kender du mit navn.. Gør det mig til en fremmed mand for dig?" spurgte han med en rolig stemme. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Mange ville være skræmt af hans tomme mine, men tilsyneladende ikke denne lille pige. Hun var fornuftig. Meget fornuftig endda. "Vi skal finde din mor. Du kan ikke stå her," sagde han endeligt, inden han igen rejste sig op. Hun kunne blive stående, eller hun kunne tage med ham. Ikke fordi at han følte noget som helst for denne lille pige, men selv han vidste, at verdenen var farlig - selv her i Procias. Hvilken mand ville det da ikke efterlade ham, som handelsmand, hvis han havde ladet den lille pige stå her og bare fortsat? Det ville j ødelægge hans navn, ry og rygte, hvilket hans far og bedstefar næppe ville sætte pris på! Og det var noget af det sidste, som han ønskede sig.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så på ham som han snakke til hende, hun så lidt tænkende ud ”jo…men mor siger at bare fordi man kan et navn.. betyder det ikke man..øh…øhm..ah kender hinanden! Og jeg ved ikke om du et farlig væsen eller ej!” hun lag armen over kors og så temmelig bestemt og beslutsom ud med det hun sag, adeline hade faktisk næsten tude claudias øre fulde med alt hvad hun måtte eller ikke måtte og det syntes claudia til tider var skide træls men hun kunne ikke rigtig gør noget ved det. Hun så på ham som han sag de skulle finde hendes mor og det var jo sandt nok, ”men mor siger bliver jeg væk skal jeg blive stående!” hun så på ham før hun så rundt, men igen det var en smule uhyggeligt og stå alene, hun rykke sig langsomt nærmer Romeo inden hun tog fat om hans bukse ben og så tydelig vis ikke så sikker ud mere, hun så op på ham med de stor øjne der var bleven en smule blanke for nu mærke hun enlig at hun var en smule bange for at være alene og hun mangle adeline, hun holdt godt om romeo’s bukser, i mens var adeline enlig ikke så langt fra dem men alle de mennesker og andre væsner gjord det svært for hende og se hvad der enlig skete og hvor pokker den lille claudia var henne for hun var for lille til hun kunne se hende nogle steder med alle de mennesker.

[Romeo Direshade Acheron]

Selvom Romeo var et mørkt væsen, var han ikke nødvendigvis et ondt væsen. Der var lidt en kæmpe forskel, og det skulle man endelig ikke glemme. Hans blik hvilede på hende. Hendes moder havde opdraget hende godt. Han lod hovedet søge let på sned. Han fandt kærlighed fascinerende. Denne lille pige elskede sin mor så højt, at hun ville blive stående her, selv når han bød at hjælpe hende med det. "Din moder har opdraget dig vel," sagde han roligt i takt med at han rejste sig.
At det ikke var noget som faldt denne lille pige i smag, kunne han da godt se. De våde øjne.. hvorfor nu det? Aldrig havde han fældet en tårer i sit liv. Han var på ingen måder i kontakt med sine følelser, og havde aldrig nogensinde været det. Som hun tog omkring hans bukser og nærmest knugede om det, som hun ej ønskede, at han skulle gå nogen steder, var han for alvor forvirret. Havde hun fortrudt? Skulle han? Han vidste det faktisk ikke helt, og han var virkelig ikke god til den slags. Denne gang knælede han en anelse, for at tage den lille pige op på armen. "Fint. Så står vi her til mor kommer og henter dig," sagde han roligt. Hvis hun havde lovet at blive stående, his hun blev væk fra mor, så kunne de jo lige så godt her, ikke? Desuden var det nok nemmere for hende, nu hvor hun var oppe i højderne, end det modsatte. "Kan du se hende?" spurgte han roligt. Han vidste jo ikke, hvad han skulle kigge efter.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia hade blot set på ham som han hade sagt hendes mor hade opdrage hende godt ”mhm! Men hun laver maaaaange regler!” sag hun og smile. Claudia hang godt fast på hans bukse ben, for nok var hun en ’modig’ og nysgerrig pige men selv hendes mod slap op i sær nu, for hun hade jo fået det til at han ville gå fra hende og hun så skulle stå alene og vente og det ture hun ikke, slet ikke her ved denne sær butik. Hun så på ham med de våde øjne og snøft som han tog hende op og side på hans arm, hun gned sig lidt i øjet og nikke bare til det han sag og kigge rundt mens hun lag armen en smule om hans hals, hun kunne ikke se adeline der var så mange mennesker ”der for mange mennekser” sag hun stille og holdt fast om hans hals, adeline var ikke så langt væk mere men stadig for mange forbande mennesker, nu gad hun ikke mere! Hun slog de hvide vinger ud og kom op i luften. Det fik claudia til og se hende, ”mor!” kaldt hun hvilke fik adeline til og få øje på hende roligt lande hun lidt fra dem for blot og trække vingerne ind i kroppen igen ”claudia! Hvor pokker har du være!” lød det både strengt men bekymret fra hende, som hun skyndt sig hen og tog claudia til sig og trykke hende ind til sig, caludia knuge sig bare ind til adeline og snøft ”undskylde mor” adeline sukke bare og så på romeo, ”hvad lave de med min pige på armen?” spurt hun tydelig vis vagtsomt. Caludia så mod romeo ”det Rom! Han passe på mig til du kom” adeline så på pigen før hun kigge mod romeo ”beklager mit tone fald.. man kan bare ikke vær for forsigtig for tiden” hun så på caludia og strøg hende over håret.

[Romeo Direshade Acheron]

Hvis den lille pige, ikke ville med nogen steder, måtte Romeo stå her sammen med hende. Det ville bestemt ikke gavne ham og hans familienavn, at efterlade en lille pige, og særligt når han vidste, hvilken farlig verden, de rent faktisk var en del af. "Her er mange mennesker," medstemte han roligt. Måske at det var gået op for den lille pige, at han ikke var så slem? Selvom han ikke havde nogen anelse om hvordan pokker han skulle agere omkring de små børn, så forsøgte han virkelig bare at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt.
Kvinden der sprang op fra mængden, fik hurtigt hans opmærksomhed, hvor hans blik søgte denne kvinde. Mor..? Var det hendes mor? Selvom han knapt nåede at reagere på noget som helst, inden den lille pige nærmest bare blev revet ud af hans arme. Langsomt knyttede han dog sine hænder, selvom han ikke sagde det særlig tungt. Han lod hænderne falde ned langs hans side igen. Hun gjorde det af en grund. Det var det, som han gang på gang, måtte fortælle sig selv. "Alt forladt.. Jeg fandt blot den lille pige uden sin moder. Anså det blot som synd og skam, at lade hende stå her alene. Verdenen er farlig," sagde han tomt. Ikke at det egentlig rørte ham. Han havde jo selv fået noget af hvad man kunne kalde for den mest forfærdelige opdragelse, som man kunne forestille sig. Ingen sjæl.. slået og mishandlet.. Ak ja.. Verden var nu og da et frygtelig hårdt sted at være. "Hun må være blevet væk for dig.. Og som sagt.. Rom.. Jeg hedder Romeo," sagde han sandfærdigt. Hendes kælenavn til ham, faldt ikke just i god jord.