New leader in town, hello dear!

[Deleted]

@deacon

Der var blevet sendt bud efter ham, ingen navne var blevet nævnt andre end hans, og at dødsenglenes leder ville tale med ham. Det kunne dreje sig om hvad som helst, men krigen der havde fældet en del dødsengle var nok det som fyldte lige nu. Vreden havde lagt sig hos Corina, hun havde fået sine ting flyttet til Zean's gamle hjem, som nu var hendes, med tjenestefolk og det hele. Det frydet hende, magten var så småt begyndt at stige hende til hovedet, men dog ikke på samme måde som Zean. Nej hun ville tænke tingene igennem og ikke kaste sig ud i tåbelige alliancer med folk man vidste ville slå en ihjel. Hendes fingre gled hen over bogreolerne, måske hun rent faktisk skulle begynde at læse lidt. Det kunne være nyttigt med viden. Der skulle sorteres i tingene, helt bestemt. Hun kom med små tænkende lyde. Hendes blik gled rundt i opholdsstuen, hun ville se ham her, det ville være bedst. Desuden var et kontor sådan et deprimerende sted og hun havde endnu ikke vendt sig til at være deroppe endnu. Pejsen var tændt og varmen var der, det var ved at være sengetid for de fleste unger, aftensmaden var kun lige blevet fortæret. Tjenerne var i dette nu ved at rydde alt op, hun slog mave her, mens hun ventede. Det var med vilje hun havde valgt dette tidspunkt, hun havde det bedst i de mørke timer og desuden var dagene fyldt med nye ting og det var svært at presse møder ind. Hendes krop var iklædt blødt tyndt stof i bomuld, farven var midnatsblå og stoffet klæbrede sig til hendes former, der var som altid plads til hendes vinger kunne bryde frem. Det ravnsorte hår var løst og hang langt om hendes skuldre, det var efterhånden vokset meget. Mon det skulle klippes lidt til efterhånden? Naah, en krigsfletning kunne nemt blive hendes nye look. Et ballademagersmil var troligt på hendes læber, hun stod nu foran de store vinduer og så ud mod byen som stadig var i live, hendes folk, for alvor denne gang og hun ville passe på dem. Derfor, skulle løse ender som Deacon ryddes op i. Var han med hende eller skulle hun forberede sig på han var et fremmede ansigt.

[Deleted]

Beskeden havde på mange måder været uventet for Deacon. Han havde ikke hørt fra dødsenglene, hverken fra Zean eller nogen anden, siden den nat i Imandra, hvor så mange af dem var blevet slået ihjel. Han kunne kun forvente at det var på grund af dét, at han var blevet tilkaldt til Paggeija. En vogn havde bragt ham fra Imandra, gennem Dvasias, og endelig til Manjarno. Landet var endnu en gang blevet omdøbt tilbage til sit gamle navn. Det var begyndt at frustrere ham med alle de navneændringer og regentskifte i disse lande. Det gav ham godt nok en grund til at bruge sine evner og sin ild til at slå folk ihjel, men han hadede at skulle vænne sig til nye navne og nye regenter så ofte.
Normalt ville Deacon have bragt Ignis med sig hvor end han gik. Men denne gang havde han ladt den glødende fugl flyve frit, hvis dødsenglene nu havde tænkt sig at hævne sig på ham for hvad han gjorde i Imandra. Han havde altid haft muligheden for bare at holde sig fra Paggeija, og ignorere beskeden fra dødsenglene – men sådan en mand var Deacon ikke. Han var stædig, og med en ilddæmons temperament. Han havde ikke tænkt sig at lade sig skræmme af dem.
Han trådte op til Forsyth-palæet, hvor en tjener omgående gik ham i møde, og fulgte ham indenfor. Tjeneren tog imod hans frakke, og guidede ham gennem palæet ind til opholdsstuen. Det så ikke ud som om han behøvede frygte at blive angrebet – dødsenglene var ikke ligefrem kendt for at lægge sådanne fælder. Hvis Zean ville have slået ham ihjel, ville han have gjort det allerede da han trådte ind i palæet. Døren til opholdsstuen blev skubbet op, og Deacon blev ført indenfor. Han var iført en skjorte med de øverste to knapper knappet op, med ærmerne rullet op til albuerne. Hans ansigt så ud som før. De gyldne øjne gled rundt i rummet, men den eneste skikkelse han så derinde var – Corina. Han rynkede brynene ved synet af hende.
”Hvor er Zean? Han har sendt bud efter mig.” Han vidste hun var Zeans bodyguard. Måske havde han sendt hende for faktisk at slå ham ihjel. Tanken fik ham til at skære ansigt.

[Deleted]

Lyden af den velkendte stemme fik hende til at smile endnu større end før, hun vendte rundt på sine bare fødder og trådte roligt mod ham. Blikket var dog en anelse køligt, hun var jo ikke ligefrem tilfreds, men hun kunne vel godt forstå ham, i og med de på inden måde havde været stærke i alt dette.
"Nej, jeg sendte bud efter dig." Sagde hun så bare med en legende tone, hun gik mod sofaen og slog hånden ud mod den som tegn på han godt måtte sætte sig. Selv ventede hun til han trådte nærmere. Hendes blik hvilede roligt på ham, hun satte sig roligt ned og lod det ene ben krydse det andet, mens hun sad med fronten mod ham, om han havde sat sig eller ej.
"Jeg vil vide hvor du står, vi to har jo vores, minder..... Så jeg vil vide om du stadig er hos dem, eller om du vil hvile din side hos os, hos mig." Hun var direkte, hvorfor ikke blot gå til sagen? Hendes fingre strøg hen over hendes kraveben som hun sad og nussede sig selv, blikket blev ikke fjernet fra ham på noget tidspunkt og balladen stod ud af hende som altid, dog med en autoritet som var hende pålagt, som hun nød. Magten havde bestemt haft sin indvirkning på hende. Efter lidt tid, valgte hun at tale videre.
"Zean legede en farlig leg som fik mange af min dejlige art til at falde, jeg begår ikke den fejl. Jeg har, faktisk før Zean gav mig stillingen her videre til mig, anskaffet os en hærfører. Vi skal på ingen måde stå svagt igen, og bestemt ikke lege julelege fordi en leder tager tåbelige beslutningen." Hendes stemme var alvorlig, men smilet forsikrede folk om hun stadig var sig selv, dog med større hjerte i at beskytte sit folk, mere end nogensinde.

[Deleted]

Deacon stirrede på hende. Hun havde sendt bud efter ham? Beskeden han havde fået havde haft dødsenglenes mærke på sig, som indikerede at den var blevet sendt fra lederen. Havde Zean givet sin titel og sin magt videre til Corina? Alt tydede på det.
Ved hendes gestus, satte Deacon sig på sofaen, men uden at hans blik forlod hendes. Hvor længe siden var det siden de to sidst havde været alene i et rum sammen? Det var før Imandra, det kunne han da sige med sikkerhed. At Corina selv hentydede til deres minder sammen, fik ham til kortvarigt at trække på smilebåndet. De dage han havde tilbragt hos hende i Paggeija kunne stadig bringe et lettere smørret smil til hans læber. Gad vide hvor mange dødsengle de havde holdt vågne de nætter?
”Jeg er en forretningsmand, Corina. Mine alliancer er mine investeringer.” fortalte han hende. Der var ingen undskyldning i hans ord. Hvorfor skulle han undskylde? Eriz havde givet ham en mulighed i Imandra, og han havde grebet den. Hans muligheder hos Zean havde været begrænset, specielt da Eriz og Marcellus havde bestemt sig for at vende sig mod ham. Han havde simpelthen bare valgt at placere sig på den stærkeste side. Og det var bestemt ikke fordi han og Corina som sådan havde et slags forhold, udover den sjov de havde haft med hinanden dengang. Med det sagt, havde det været en tanke som havde strejfet ham. At hun måske selv kunne være blevet dræbt den nat, eller at hun, hvis hun havde overlevet, næppe ville tillade en gentagelse af de nætter de havde tilbragt sammen, skulle ske. ”Eriz og Marcellus har fået hvad de vil have. Nu må jeg gå efter hvad jeg selv vil have. Hvis jeg kan få det gennem at støtte dødsenglene, så kan I få mig.” fortalte han henkastet. Han lyttede derefter til hvad hun fortalte ham. Så var det altså rigtigt. Zean havde givet hende sin titel og magten der fulgte. Så palæet var faktisk hendes nu. Dødsenglene var hendes, Paggeija var hendes. Corina var en magtfuld kvinde nu. Det fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jeg kunne give jer min støtte, men jeg må være sikker på at jeg kan få noget for det, det forstår du. Min ild kommer ikke gratis.” Han vidste hvordan Corina havde reageret på hans ild. Det var ikke ubevidst at han havde nævnt den. Hans blik faldt mod hendes lår, som han prøvede at se om han kunne se det mærke han havde efterladt på hende. Men hun sad med benene krydset, og skærmede hans udsyn. Hans blik faldt på hendes ansigt igen, og han sendte hende et charmerende smil. ”Så hvad kan I tilbyde mig?”

[Deleted]

En undskyldning var bestemt intet hun havde forventet, faktisk ville hun nok give ham en lussing på stedet hvis han var sunket så dybt, han skulle da bestemt holde ved sine beslutninger. Det var hvad der skete fremover som interesserede hende, hun ville jo have ham på sin side af det hele. Corina var stadig smilende, fingre gled stadig i kærtegn over hendes eget kraveben, men søgte længere ned mod hendes kavalergang som hun lyttede til ham.
"Havde jeg stået i dit sted og ikke selv være en af dødsengle, havde jeg bestemt også valgt deres side. Jeg er ikke vred, som sådan." Lød det roligt fra hende, da hun nævnte at hun som sådan ikke var vred, sendte hun ham alligevel et drillende smil, for jo, åh jo hun bar da lidt nag, hvem ville ikke gøre det? Mærket havde hun skam haft sin fornøjelse af, og hun havde tænkt på ham hver eneste gang hun var i bad, den gang hun i fuldskab synes at hun skulle ligge med den kommende hærfører. Ork, det havde haft præcis den virkning det skulle. Derfor, ville det også være trist aldrig at skulle dele nætter som dem igen. Hendes blik gled kort ned af ham, og langsomt op igen, hun smilede lettere lokkende.
"Du ved jeg bestemt gerne vil have dig, måske lige dette træk er i ren egoisme, men du er naturligvis også en stærk mand at have stående, både som ven og som fjende." Lød hendes stemme noget mere kælent, hun gled en let bevægelse tættere på ham. Han skulle ikke nævne sin ild mere end en gang før hun var fyr og flamme. Øjnene havde allerede en smule begær og lyst gemt i sig, at være alene med ham var bestemt intet hun kunne tåle. Dog stod hun ved sine principper stadig, men det behøvede jo ikke at skulle gøre hun slet ikke kunne lege. En let bevægelse førte hende resten af vejen mod ham, som hun gled over hans skød og satte sig overskrævs mod ham med det største ballademager smil.
"Jeg har noget jeg ved du ikke kan få nogen som helst andre steder, som du bare må have." Hviskede hun forførende, inden hun lod sine fingre glide ned af ham og ende mod hans skridt som hun greb fat i. Det var nu hun virkelig kunne mærke hvor meget hun havde savnet ham, og hvad han kunne gøre ved hende og hun vidste det var gengældt, hun vidste at manden var mindst lige så afhængig af hende, som hun var af ham.
"Men fortæl mig Deacon, hvis jeg ikke er nok, hvad vil du så have?" Lød hendes søde forførende hvisken i hans øre, inden hendes tunge gled om hans øreflip som tænderne fæstnede sig i til sidst.

[Deleted]

Hun var i det mindste ikke vred på ham. Det var da et godt tegn. Deacon måtte lade sit blik følge hendes hånds vandring fra hendes kraveben, og til hendes kavalergang. Dét alene var næsten nok til at få begæret i ham til at vise sig. Corina var nu en speciel kvinde på det punkt, som han havde erfaret under sit sidste ophold i Paggeija. De havde ikke kunnet holde fingrene fra hinanden når først de var alene, ikke før de begge to var så udmattede at de faldt om i hendes seng. Det lokkende smil hun sendte ham, fik ham til at gengælde det, men endnu sagde han intet. Hun havde et eller andet sted ret. Hun havde lige sagt at hun ikke ville tage dumme beslutninger, men her sad hun alligevel med en mand der havde forrådt dødsenglene, og lokkede ham. Ville have ham til deres side. Han var ikke i tvivl om at deres oplevelser sammen havde noget med det at gøre. Zean ville nok have dræbt ham på stedet. Deacon kunne ikke klage.
Da Corina endelig rykkede det sidste stykke mod ham og placerede sig i hans skød, faldt Deacons hænder automatisk mod hendes hofte, og trykkede hendes krop tættere mod sin. Han gav et dæmpet støn fra sig da han mærkede hendes hånd søge ned af hans krop, for til sidst at lande mod hans skridt. Nu kunne han virkelig mærke effekten hun havde på ham, og hvor hurtigt lysten boblede op i ham. Hans svar blev kvalt af et dæmpet suk, da hendes læber lukkede sig om hans øreflip, og han måtte bruge et sekund på at fokusere.
”Du tager ikke fejl… Jeg har ikke fundet nogen kvinde som kan give mig, hvad du kan give mig.” bekræftede han. Hans ene hånd søgte fra hendes hofte og mod hendes ene lår, for at stryge under hendes kjoleskørt. Hans fingre strøg let over mærket han havde efterladt ved hendes inderlår, og et grådigt smil blev født på hans læber. Han kunne ikke se det, men han kunne tydeligt mærke det. Det var lige så tydeligt som det havde været den nat han gav hende det, og hun var uden tvivl i stand til at mærke hans berøring. Han strækkede halsen lidt og blotlagde struben for hende, så hun bedre kunne komme til. Han var på ingen måde truet af hende, som hun sad der og lokkede og fristede ham. ”Du kunne være nok… Jeg kunne sagtens støtte dødsenglene, udelukkende på grund af tiden jeg ville kunne tilbringe med deres leder.” hviskede han sigende mod hendes øre, inden han bed tænderne sammen om et stykke hud ved hendes hals. Han havde savnet dette. Savnet smagen af hendes hud i sin mund, og følelsen af hendes berøring. ”Men jeg vil have mere end det. Jeg vil have magt. Jeg vil have en autoritet. Jeg vil blive husket. Husket som mere end manden der fik dødsenglenes leder til at skrige i fryd.” tilføjede han med et drilsk glimt i de gyldne øjne, da han trak ansigtet fra hendes hals, og placerede sin frie hånd om hendes nakke. Hans fingre var brændende, præcis som de havde været sidst de havde været sammen. ”Lad mig kæmpe ved din side, Corina. Jeg vil bruge min ild, og hjælpe med at få folk til at frygte dødsenglene igen. Til gengæld, vil jeg have anerkendelse fra dit folk. De skal vide hvem jeg er, og respektere mig. Til sidst…” Han så på hende med et grådigt, hungrende smil. ”Til sidst vil jeg have muligheden til at få dig, så ofte jeg vil. Det samme gælder selvfølgelig også for dig.” indskød han som en selvfølge, og lod nok en gang fingrene stryge over mærket på hendes inderlår.

[Deleted]

Hvis han havde skubbet hende væk var hun nok gået helt i panik, så det glædet hende at mærke hans hænder mod sine hofter, mærke ham trække hende ind mod sig. Det var fantastisk at mærke hun stadig havde den samme effekt på ham, som han måtte have på hende. Hendes øjne lyste næsten op bare ved nærheden, hun elskede det og hun kunne virkelig ikke undvære ham, hun ville ikke. Desuden, hvis hun ikke kunne udnytte ham, skulle ingen andre få lov til det, hverken på den ene eller anden måde. Man kunne vel sige hun havde fået lidt ejer fornemmelse over ham. Hun plantede et par grådige kys ned af hans hals, nu hvor han var så dejlig at gøre plads til hende, hun smilede svagt, ih hvor hun hyggede sig! Det var tydeligt at høre hvor påvirket han egentlig blev, hvilket smittede af på hende, hun sukkede mod hans øre, som hun lyttede til hans ord som gjorde hende mere end tilfreds! Det var lige præcis det hun ville vide, selvom hun var sikker i sin sag, var det bestemt dejligt at få bekræftet til hver en tid. Lidt selvglad var hun vel! Et støn brød hendes læber som han valgte at bide hende ved halsen, hendes fingre greb hårdere om ham, og hårdere om stoffet ved hans skulder hvor den anden hånd hvilede. Det var bestemt fantastisk at have ham her igen. Selvom det kunne være dumt, var det umuligt for hende at skulle støde ham fra hende, få ham helt ud af sit liv. Nej hun ville have ham her på sin side af det hele, gerne for sit folk at dele, der var intet følelsesmæssigt over det. Ikke andet end afhængighed. Corina lyttede til hans krav, hun smilede, der kunne bestemt blive gjort plads til ham i hæren, som en af de øverste, men det havde Noran nok mere styr på end hun selv havde. Dog ville hun bestemt have noget at sige, og det blev under hendes opsyn disse beslutninger blev taget!
"Jeg kan bestemt finde en god og vigtig plads til dig i min hær kære, en af de højeste, hvis ikke den højst mulige." Hviskede hun, lettere stakåndet bare ved følelsen af hans varme fingre mod sin hud igen, det var bedre end hun nogensinde ville kunne mindes det. Nej han måtte virkelig blive. Der kom et liderligt fnis fra hende ved hans sidste krav, hun lænede sig lidt bagud for at se på hans ansigt. Hendes fingre gled langs hans kæbe.
"Det kan godt arrangeres." Sagde hun så klart, hårene rejste sig på hendes arme, i nakken, over alt, da hun mærkede hans fingre mod sit inderlår. Hun strammede sine lår om hans ben, inden hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham, hårdt og begærligt, hun kunne ikke holde sig væk mere. Det var umuligt! De var så pokkers fristende med de vidunderlige smil som hvilede på, hvordan skulle hun kunne lade være?

[Deleted]

En høj placering i dødsenglenes hær? Smilet som havde bredt sig over hans læber afslørede hvor meget han syntes om tanken. Hun havde måske allerede en hærfører, men det betød ikke at Deacon ikke kunne gøre sig gældende. Han havde trods alt haft store roller, både i slaget for at sikre Paggeija til dødsenglene, og i slagene hvor han havde støttet Eriz. Han var sikker på at Corina ikke havde glemt det faktum, til trods for hvordan han havde vendt sig mod dødsenglene.
Det var bestemt ikke fordi han havde nogen personlige grunde til at gøre det. Zean havde været hans drikkekammerat, og ham og Corina havde da tilbragt flere nætter i hinandens selskab. De havde bestemt ikke givet ham en grund til at vende sig mod dem. Men når valget stod mellem død eller overlevelse, var det et simpelt valg. Han var dog glad for at Corina var sluppet fra det i live. Han ville være ked af at skulle miste en kvinde som hende. Han ville aldrig kunne finde nogen, som kunne vække hans begær på samme måde som hun kunne.
Det så ud som om følelsen var gengældt, da Corina lænede sig mod ham og trykkede sine læber mod hans, i et grådigt kys Deacon var mere end villig til at gengælde. De gyldne øjne gled omgående i, mens han lagde en hånd om hendes nakke og trykkede hendes læber tættere mod hendes, og gjorde kysset dybere. Hans læber blev skilt ad, så hans tunge kunne søge hendes. Et dæmpet støn blev presset frem fra hans strube, da han med sin anden hånd stadig var i stand til at trykke Corinas krop tættere mod sin. Han var i sandhed blevet lige så afhængig af hende, som hun var af ham. Hun var et stof for ham, som han ikke kunne få nok af – og han måtte have hende igen. Han var ligeglad med hendes nye titel som dødsenglenes leder, og at de befandt sig i et stort palæ fyldt med tjenestefolk. Han ville lade dem alle sammen høre hende stønne og skrige i fryd, præcis som sidste gang. Uden at slippe hendes læber, trak han ned i hendes kjolestropper, indtil hendes skuldre var blotlagt, inden hans ene hånd søgte ned af hendes krop, og endte mod hendes ene bryst.

[Deleted]

Hendes krop sitrede allerede i fryd, den havde savnet ham, trods den havde haft det rimelig hårdt sidst, det var vidst en detalje lykkelig glemt. Det var vidunderligt at mærke han var mindst lige så ivrig, at mærke ham give efter, hendes tunge mødte hans grådigt, kroppen pressede hun automatisk mere ind mod ham, ligeså som han trak hende mere ind til sig. Hendes hånd havde forladt hans skridt for at kunne lade dem være så tætte som overhovedet muligt. Hofterne vuggede lidt mod ham, bare for at tirre ham lidt. Ikke at det var nødvendigt, men hun synes det var sjovt og desuden var der intet som at drive en til vanvid som gjorde det samme ved en selv! Hans varme fingre og læber var noget hun næsten måtte krybe for, hun var i den grad afhængig og ville have mere. Det bankede kort på døren til opholdsstuen, inden en af tjenerne åbnede den, en ung kvinde, som rødmede da hun så dem i sofaen. Corina sendte hende et advarende blik, så hun skyndte sig ud igen. Helt uden at bryde deres læbers møde, for hun ville for alt i verden ikke stoppe lige nu. Små frydefulde støn blev kvalt mod hans læber. En tanke slog hende dog, han burde vide hvad konsekvensen ville blive hvis han nogensinde forråde hende. En ting var Zean, en anden ting var hende! Hun satte en hånd mod hans brystkasse og trak sig fra ham.
"Du ved godt jeg personligt slår dig ihjel hvis du nogensinde forlader min side ikke?" Spurgte hun så med et hævet øjenbryn og smil med ballade i. Det var dog også tydeligt at hun mente det, mente det i stor grad. Med et let hårdt skub mod hans underliv, med sit eget, valgte hun at flytte sig fra ham med et drillende blik i de lysegrå øjne. Roligt gik hun rundt om sofaen og videre rundt i opholdsstuen.
"Din stilling her, andet end mellem mine ben! Eller bag mig!" Fniste hun og holdte en kort pause. "Kunne jo være general?" Hun sendte ham et spørgende blik, de burde snakke om hvad han skulle være og så ville hun vise at hun sagtens kunne styrer sig, bare en smule i hvert fald!

[Deleted]

Da døren blev skubbet op og en tjenestepige kiggede ind, måtte også Deacon sende tøsen et advarende blik. Havde det ikke været fordi hans hænder allerede var beskæftiget med at udforske Corinas velskabte krop, ville han have brugt en af sine hænder til at sende en flammekugle efter hende. Hun forsvandt heldigvis lige så hurtigt som hun var kommet.
Da kysset mellem dem alligevel blev brugt, måtte Deacon sende hende et utilfreds blik. Hvorfor i alverden stoppede hun nu? Det var tydeligt at hun var blevet lige så ophidset som han var det – og hvordan havde det gået sidst han havde lagt op til at behage hende, og så stoppet? Tanken fik ham til at trække en smule på smilebåndet. Smilet voksede sig kun bredere ved hendes ballademagersmil. Det var et smil som klædte hende pokkers godt: det fik hende til at se både legende og lokkende ud.
”Zean havde ikke tilbudt mig meget, andet end muligheder i fremtiden. Du har faktisk givet mig noget jeg kan gribe fast i.” svarede han hende, og greb sigende fat i hendes ene balde før hun skubbede sig helt fra ham, og rejste sig fra ham. Så længe Corina kunne holde ord, havde han ingen grund til at forråde hende. Specielt med alle disse fordele som fulgte ved at være en loyal støttespiller for hende. Hun var trods alt gået med til hans krav om at de kunne opsøge hinanden, til hver en tid. Åh, hvor underholdende kunne det ikke være hvis han påvirkede hende mens hun havde et møde med de andre raceledere? Eller under andre formelle ærinder?
Han rejste sig selv fra sofaen og fulgte efter hende, mens han lyttede til hendes tilbud. ”General… Det vil placere mig under hærføreren, men langt foran i kampen. Det kan jeg lide.” fastslog han med et tilfredst smil. Han fulgte efter hende rundt om sofaen og videre ind i opholdsstuen, indtil han indhentede hende, og greb fat om hendes hofte. Han trak hendes krop ind til sin egen, så hendes bagdel var trykket mod hans underliv. Han placerede sin ene hånd mod undersiden af hendes kæbe, så hun var tvunget til at læne ansigtet bagover mod hans skulder, før han placerede sine læber pirrende mod hendes hals. ”Men lige nu er det helt andre stillinger jeg er interesseret i… Enten mellem dine ben eller bag dig.” indskød han pirrende. Han havde ikke tænkt sig at lade hende pirre ham, for bare at gå sin vej. Åh nej – hun kunne få lov til at afslutte hvad hun havde startet. Som for at understrege sin pointe, flyttede han hånden fra hendes hofte og op af hendes flade mave, til hendes ene bryst. ”Du skal vel også være sikker på at din nye general har den krævede udholdenhed, skal du ikke?” spurgte han i en pirrende hvisken mod hendes øre.

[Deleted]

Grebet bagtil havde fået hende til at smile i fryd, hun elskede at lege, specielt med ham, så det at flytte sig fra ham, at se ham være ganske utilfreds, det var blot sjov for hende. Desuden kunne hun godt lide at føle sig begæret, som en ting der var must have, det skulle jo helst gå begge veje og hun ville føle at han virkelig ikke kunne undvære hendes krop. Det begær de delte var jo ud over det sædvanlige, det var mere end en engangsting, men langt fra et forhold. Gensidig udnyttelse. Tanken var fantastisk. At han var tilfreds, gjorde hende tilfreds, selv når det kom til noget så ligegyldig som en titel. Selvom det vel ikke var helt ligegyldig, dog vidste hun hvad han var i stand til, hun havde kæmpet ved hans side og nu også mod, resten af hans levetid skulle gerne være ved hendes side. Alt andet var i hvert fald ikke på tale. Da han indhentede hende, så hun sig kort over skulderen som hun mærkede hans greb om hendes hofte. Mødet af deres kroppe fik hende til at sukke i fryd, med et smil som i den grad var tilfreds. Indtil videre fik de begge vel præcis hvad det ønskede, der var ingen hage for nogen af dem, det var perfekt, intet mindre! Det var hende intet problem at lade ham føre hendes hoved præcis hvor han ønskede det, hun mærkede allerede vejrtrækningen blive en smule tungere som begæret igen måtte stige i hende. De varme læber mod hendes hals og hans efterfølgende ord fik hende til at sukke længselsfuldt efter ham, hun lukkede øjnene i og nød at stå sådan med ham.
"Mit sidste møde med ham var ganske tilfredsstillende, men man kan altid blive bedre, så det er nok bedst at teste hvor langt han er kommet den sidste tid." Mumlede hun fnisende, hendes ene hånd søgte om mod hans nakkehånd for at gribe let fat, bare så hun også kunne have sit hånd et sted. At stå der og mærke spændingen samle sig var jo næsten uudholdelig, så hun endte med at vende sig rundt for at presse sin front ind mod ham i stedet og lade sine hænder vandre ned af ham. Der gik heller ikke lang tid før at hendes fingre nåede til knapperne på hans skjorte for at knappe de sidste op.