A new chance..?

[Jarniqa Dynithril]

Vred og ked af det var Jarniqa faktisk, som dette havde været en hård læring for hende. Lucifer havde nemlig været en svær mand at tackle, skønt hun havde følt, at hun havde gjort sit allerbedste. Selv havde hun svært ved at vurdere, om hun havde været for hård, blød eller retfærdig. Hun havde trods alt brugt lang tid på at forsøge at tale ham til fornuft, hvor hun også havde troet, at det havde lykkedes på et tidspunkt. Det havde det dog ikke, og derfor havde det endt ud i, at hun havde angrebet ham, som hun havde følt, at han havde overtrådt en grænse. Som Theodores stemme lød, måtte hun dog både blive overrasket og vred. Hvor kom han fra? Selv forstod hun sig nemlig ikke på slottets hemmelige gange og døre endnu.. Derudover kunne hun ej heller lade være med at bide sig fast i, at han kunne definerer seancen som positiv. Hvis han kunne beskrive den, betød det nemlig også, at han havde lyttet, og hvis han havde lyttet, betød det, at han kunne have hjulpet hende. En glædesløs latter forlod hendes strube. ”Flot? Betegner du dette som flot?” lød det tvivlsomt fra hende, inden hun vendte fronten mod ham, så hendes kolde smaragdgrønne øjne nu hvilede på ham. ”Hvor blev du af, siden du kan vurdere situationen som flot? Jeg måtte angribe ham! Han angreb mig! Jeg måtte for fanden smide ham i fangekælderen! Og du har alt imens gemt dig og nydt scenariet?!” bed hun pludselig af ham, som Lucifer havde haft heldet med at køre hende op. Hvad fanden troede han, at han lavede?! Vidste han ikke, at hun ikke vidste, hvad hun lavede?! Var hun overhovedet interesseret i al det her? Mænd der talte ned til hende. Mænd der rørte hende. Mænd der ikke ønskede at lytte til hende. Hvordan skulle dette her nogensinde gå? Hun havde jo lige smidt sin første i fangekælderen!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore blev stående, selv da Jarniqa begyndte at bide af ham. Han tog det faktisk ikke så tungt igen, som så mange andre måske havde gjort det. Han blev stående. Flot var det, sådan som hun havde tacklet alt dette, og det var han faktisk heller ikke bange for at fortælle hende. "Ja.. Det var flot," sagde han kort for hovedet, som han igen vendte blikket mod hende. Lucifer var kendt for at være en hård mand at danse med, så meget vidste han. Men at placere ham i kælderen.. hvorvidt om det var smart eller om det ikke var, måtte han jo finde ud af før eller siden.
Om hun vidste hvem det var, hun netop havde kastet ned i kælderen, vidste Theodore ikke, og i princippet, så var han ganske ligeglad. Det var nemlig ikke ham, som skulle stå til regnskab overfor Jaqia, når det kom så vidt. De mørke øjne hvilede fast på hendes skikkelse, inden han roligt søgte hen mod hende. Bevidst havde han valgt ikke at blande sig, selvom han sagtens havde kunne gøre det. Hun havde været nødsaget til at prøve kræfterne med det arbejde, som hun dagligt skulle udføre, og særligt når det var på denne her måde. "Jeg har set det hele.. fra start til slut.. Set hvordan du har tacklet det hele," sagde han med en rolig stemme. Selvom det havde holdt hårdt for hende, så var det bare på tide, at hun lærte at håndtere det, og hun havde jo trods alt også formået at afværge en temmelig ubehagelig situation, som hurtigt kunne have udviklet sig til noget værre, end hvad den var endt med at blive eller være, for den sags skyld. "Du er vred," bemærkede han endeligt. Det var der vel heller ikke rigtigt nogen grund til?

[Jarniqa Dynithril]

Flot? Flot?! Selv begreb Jarniqa endnu ikke, hvordan han kunne beskrive hendes tackling af situationen som flot. Hvis hun havde været i stand til det, havde hun uden tvivl ageret det mere afslappet som ham, men nej. Hun havde umådelig svært ved at se det gode i denne situation. Hvad skulle hun også stille op med denne Lucifer nu? Hun havde valgt at kyle ham i fangekælderen, som han havde angrebet hende, men hvad ønskede hun med ham herfra? Selv tvivlede hun på, at hans snobbede attitude ville ændre sig. Derfor var det måske bare at sætte ham af i Dvasias, når hun følte, at han havde siddet længe nok? Øjnene kneb hun sammen ved hans ord. Indeni følte hun helt, hvordan hendes krop måtte begynde at summe. Omkring hende syntes luften helt at knitre. Alt sammen noget som hændte, når hun kom i følelsernes vold. ”Vred? Selvfølgelig er jeg vred! Jeg har lige stået overfor en arrogant og forkælet mand, der ønskede, at hele verdenen slikkede hans tæer! Derudover har jeg lige fundet ud af, at du hørte det hele og var ligeglad!” råbte hun ad ham. Om hun var glad? Overhovedet ikke! Hun følte nemlig på ingen måde, at det var en sejr, som hun stod overfor. Fortvivlet greb hendes ene hånd om det ravnsorte hår, hvor hendes fingre lukkede sig fast. ”Manden var en arrogant skid der ikke ville hjælpes, selvom han havde brug for hjælp. Han ønskede, at hele landet bøjede sig for ham, selvom han ikke havde noget at byde på,” sagde hun i en spids tone, inden hendes fingre måtte slippe de ravnsorte lokker, så hendes arme i stedet kunne lægge sig over kors. ”Og du var ligeglad med alt, hvad der hændte! Du sad blot derude og morede dig med en kop kaffe, alt imens jeg skulle finde mig i hans fornærmelser, samt kæmpe imod ham. Er det virkelig dette, som jeg har skrevet under på?! Forventer I, at jeg vil det her dag ud og dag ind?” Ja, selv tvivlede hun på, at hun gad dette, hvis hver dag var et møde med ti Lucifers. Selv forstod hun ikke, hvordan nogen kunne klare det i så fald.

[Theodore Jarvis Acheron]

Overraskede det hende virkelig, at Theodore var ligeglad med hvad der foregik omkring ham? Han kunne trods alt ikke føle noget, og det var hun jo også klar over. Hun havde nok lært det på den hårde måde. Ej havde han set nogen grund til, at skulle blande sig i denne sag. Desuden havde hun jo løst den flot, som han havde sagt. At det dog ej, var hvad hun ønskede at høre, kunne han jo ej gøre for. Han blev stående på sin plads og lod derfor også hende rase af på ham. Dog selvom han ikke kunne se, hvad han havde gjort forkert. "Det kan næppe komme bag på dig, at jeg er ligeglad, Jarniqa," sagde han kortfattet. Han følte ikke. Det eneste, som han følte, var lysten til at udføre den ordre, som han havde fået, og så lang tid, at hun gjorde, som det var ønsket fra Dvasias og fra Jaqia, så var han ikke den som stillede sig i vejen. "Dette kommer du til at opleve ofte. Folk er krævende.. Og særligt en som Lucifer Phoenix Jaceluck," sagde han stilfærdigt. Den unge mand, var bestemt ikke af en ukendt kaliber for ham, og det stod han gerne fast ved i den anden ende. At stå og skælde ham ud for en situation, som hun ikke selv havde været i stand til at komme ud af, var da så sandelig ikke hans skyld. "Som en regent for et land, skal du forvente at møde modstand, Jarniqa. Det er ikke første gang, at dette kommer til at ske, og det er bestemt heller ikke sidste gang, at det vil forekomme. Væn dig til det, om du stadig ønsker at hjælpe Manjarno tilbage til den stabilitet og storhed, som det engang havde. Der er ingen der har sagt, at livet som regent, skulle være en dans på roser," lød det kortfattet fra ham. Han sendte hende et fast blik. At stå og nærmest give ham skylden for Lucifers opførsel, fandt han sig dog ikke i. Naturligvis ville han have grebet ind, hvis det havde vist sig at blive nødvendigt, men det havde det ej været i hans øjne. Hun havde som sagt klaret det flot.

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa udmærket, at Theodore ej var i stand til at føle, men hold kæft hvor var det stadig irriterende, at han bare stod så roligt og talte til hende! Selv havde hun helt lyst til at ruske og slå til ham i håb om, at der bare ville dukke én følelse op i ham. Frustrerende var det, hvor hun ønskede at kaste noget efter ham. Dog følte hun stadig ikke, at hun turde gøre dette, da det ikke just var hans vrede imod hende, som hun ønskede at få kastet på sig. Forbandede mænd! Forbandede egocentrerede Lucifer! Forbandede ufølsomme Theodore! Hvorfor var der ingen ordentlige mænd? Selv måtte hun helt savne Damien.. Valandil.. Carlisle.. En eller anden! ”Det kommer bag på mig, at verdens mænd er en flok omvandrende idioter,” svarede hun ham koldt, som hun vidste, at han var ligeglad. Han var ligeglad med næsten alt. Øjnene kneb hun sammen. ”Denne Lucifer var ikke bare krævende.. Han var en forbandet møgunge, som trænger til at møde det virkelige liv,” sagde hun kortfattet i en bestemt tone. Forkælede voksne møgunge.. Hvis han ønskede et liv i overklassen, måtte han finde en adelig kvinde, der ville sprede ben for ham og det blev ikke her! Flot var han måske, men den personlighed.. Den kunne helt få en til at kaste op i sin egen mund! Hun fnøs. ”Selvfølgelig forventede jeg ikke, at det ville blive en dans på roser! Jeg har aldrig været vant til, at det hele kom let. Dog forventer jeg stadig, at jeg bliver respekteret. Jeg nægter i hvert fald at stå model til denne opførsel dag ud og dag ind!” Hun ønskede forbandet meget at hjælpe landet, som hun ønskede at hjem tilbage. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke over, om dette mon var for meget at kapere, og om landet allerede var fortabt for altid. Var det mon det? Var det hun ønskede virkelig til at opnå? Skulle hun bare give op, fordi det ikke kunne være anderledes længere?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej fortrak Theodore så meget som en mine, da Jarniqa valgte at placere ham i en bås, sammen med en lang række andre. Nej, han følte ikke noget, og derfor burde det ikke komme hende som nogen overraskelse, at han reagerede på den måde som han gjorde. "Du generaliserer," sagde han roligt. Selv vidste han, at der var mange forskellige typer mænd derude, og at han selv blot stod her som en repræsentant for en minoritet. Lucifer særligt var et særtilfælde af den gruppe. Nok næppe det, som hun ville møde mest.
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Det måtte være hendes ungdom der talte for hende. "Ej er det alle, der opfører sig således. Lucifer er et særtilfælde. Han har dog talt sandt," sagde han med en rolig stemme. Selv dem som havde bare lidt kendskab til Dvasias og de folk som levede der, ville vide, at Lucifer havde været en mand, der var opdraget til andet end fysisk hårdt og tungt arbejde, så at han sagde nej til dette, var faktisk at forstå, selv for Theodore. Nu hvor hun havde valgt at smide ham i fangekælderen, var det så op til hende, at føre sagen til døren, i stedet for alt det andet, og dette stod han gerne ved, når det endelig skulle være. Han trådte roligt mod hende. "Ønsker du respekt, skal du vise respekt. Det er ej noget, som kommer af sig selv. Folk skal enten føle godt for dig, eller frygte dig," sagde han denne gang med en meget direkte stemme. Sandt var det jo. Han selv var mere fan af frygten end det modsatte, men det var vel også dejlig nemt for ham at sige, var det ikke? "Du vil intet få foræret.. Husk på hvilken stand landet her blev efterladt med," sagde han med en kortfattet stemme. Han sendte hende denne gang en yderst fast mine. Selv han krævede, at blive tiltalt ordentligt.

[Jarniqa Dynithril]

”Du vil bare ikke beskrives som en af dem,” svarede Jarniqa igen kort for hovedet. Endnu mere vred måtte hun også blive, som Theodore nu sagde, at Lucifer havde haft ret. Lucifer?! Støttede han nu den idiot? Efter at han havde sagt, at hun havde gjort det godt? Forvirret var hun. Dobbeltmoralske idiot! Hendes øjne måtte også helt gnistre, som hun bestemt ikke gad finde sig i al det! ”Hvordan fanden kan du sige, at den idiot talte sandt, når nu du sagde, at jeg gjorde det flot?! Hvad fanden er det for en dobbeltmoralsk holdning at have?! Ønsker du måske hellere at have ham her?” bed hun arrigt af ham, som det på ingen måde gav mening for hende! Selv plejede hun at have det godt omkring Theodore, men i dag.. I dag ønskede hun, at han forsvandt til den anden side af jorden! Han var umulig! Lucifer var umulig! Hvad skulle hun overhovedet stille op med en mand i fangekælderen?! Hun havde jo aldrig haft en fangekælder! Hvad skulle hun gøre med en person i den?! Armene sænkede hun igen, hvor gnistre helt stod imellem hendes fingre, som magien i hende syntes at oplade på hendes frustrationer. Hånden hævede hun, som Theodore nu begyndte at nærme sig hende. Det skulle han bestemt ikke! Ingen skulle nærme sig hende i denne stund! ”Lad vær med at nærm dig! hvislede hun ad ham, uden at magien stoppede med at sprudle mellem hendes fingre. Tydelig var det at se, hvor han ej heller havde set magien så tydeligt i hende før. ”Jeg ved, hvilken stand landet blev ladt i og endnu er i, så forsøg end ikke at belære mig! Du kommer end ikke herfra! Du forstår intet af det, som du er ligeglad! Du er ligeglad med alt andet end dine pligter.” Hun ville måske ikke få noget forærerne, men selv regnede hun da med, at manjanerne ligeså ønskede det bedste for deres land. Lucifer havde dog ikke væværet manjaner, men derimod dvasianer. Forbandede nationalitet!

[Theodore Jarvis Acheron]

"Du generaliserer," sagde Theodore hårdt, som han igen vendte blikket mod hende. Han vidste at ha nvar ligeglad.. At han var en umulig mand at have med at gøre, da hun nemlig ikke var den første, som fortalte ham dette. Ej kunne han sige, at han var bange for dette unge individ, for det var han da godt nok ikke, og det havde han aldrig nogensinde haft nogen grund til, hvis det endelig skulle siges på den måde. Hans blik gled fast i retningen af hendes skikkelse. Ikke fordi at han kunne føle irritation, for det kunne han ikke, men når tingene foregik på denne måde, var det bare ikke noget, som faldt i hans gode jord. "Jeg siger ikke, at jeg ønsker ham her, i stedet for dig, for det gør jeg ikke. Desuden lystrer jeg en ordre og et ønske fra det dvasianske kongehus. Ligeledes, skal du huske, at landet her, stadig er underlagt Dvasias," pointerede han med en sigende mine. Landet ville ikke blive selvstændigt på den måde, og det vidste hun jo. Termerne havde hun jo trods alt også selv accepteret.
På hendes ønske, valgte Theodore at stoppe op. Magien gnistrede tydeligt i hende. Det var tydeligt for ham, at hun var vred og irriteret. Ikke at det var noget som han tog sig af. Ej var hun nemlig nogen trussel for ham, og det ville hun aldrig nogensinde blive. Han vendte blikket fast mod hende. Ville han, ville han snildt kunne lægge hende ned, og det vidste hun! "Jeg følger ordre, og du burde gøre det samme.. At true mig, er farligt, Jarniqa," advarede han med en iskold og fast tone, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var på ingen måder noget, der faldt i god jord hos ham! Tvært imod! Han tog endnu et skridt mod hende. I ren protest. Hun besad ikke retten til at koste rundt med ham!

[Jarniqa Dynithril]

Ej forstod Jarniqa hans holdninger, som den ene skred over den anden. Først sagde han, at hun gjorde det flot. Dernæst sagde han, at Lucifer talte sandt. Så sagde han, at han ønskede hende her. Så viste han, at han var ligeglad med, hvad der skete hende. Var der overhovedet nogen, som forstod sig på dette?! ”Jeg er træt af dine ordrer, og din manglende sjæl!” råbte hun ad ham i ren og skær frustration. Hvordan skulle dette dog nogensinde gå? Hun havde smidt sin første person i fangekælderen. Hun havde sit første skænderi med Theodore, som hun ellers var udstationeret med. Var dette her virkelig noget for hende? Kunne hun virkelig klare, at hun var bundet af så meget, når hun var vant til at være en fri fugl? Som situationen var nu, var det umiddelbare svar nej. Skarpt fulgte hun ham med blikket, som han først stoppede op, for dernæst at nærme sig hende igen. Var han døv? Hans ord fik også kun magien til at summe det mere i hende. ”At true mig kan være farligt,” gav hun køligt igen, inden hun også reagerede. Hun havde trods alt advaret ham imod at nærme sig hende. Det var ikke hendes skyld, at han var dum nok til at gøre det. Ligeså skulle han også vide, at hun ikke blot krøb sig for ham eller nogen anden, som han derimod skulle vide, at hun ligeså havde en personlighed og derfor også et ståsted. Uden nogen som helst former for tøven, dannede en mørk og knitrende kugle sig i hendes hånd, hvor hun uden et blink sendte den efter ham i en lynende fart. Stærk var han måske, men selv havde hun også noget at byde på! Dog ønskede hun også blot at vise ham, at hun ingen marionetdukke var! Som hun sendte den første kugle afsted, tøvede hun dog ej heller med at sende den næste. Let skulle han nemlig ikke have det! Derfor sendte hun få sekunder den næste af sted efter ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore mærkede intensiteten og spændingerne i luften. Dette var bestemt heller ikke noget, som var til gavn for nogen som helst, og det erkendte han også uden et problem. Hans blik vendtes direkte mod hende. Den manglende sjæl, kunne han faktisk ikke gøre for, da hans fader i sin tid, havde taget den fra ham. Brugt som betaling for en ekstra chance.. Han havde gjort det samme med sin egen søn, som også havde gjort det samme med Romeo. Det var bare en ting, som løb i familien. "Det har intet med denne sag at gøre," sagde han kort for hovedet. Lucifer havde haft ret i alt hvad han havde sagt. Desuden var det ham som stod som regent, til hun var klar, og selvom hun havde klaret denne opgave rigtig fint, så var det bestemt ikke fordi at hun var klar til at imødekomme den opgave endnu! Overhovedet ikke faktisk!
Vred synes Jarniqa at være.. Særligt nu hvor han var forberedt på i forvejen, at se og mærke hende gøre brug af magi. Han var forberedt, og selv hun vidste, at han var langt mere fremme i skoene, hvad angik magi, end hvad hun selv måtte være, så hun kunne jo egentlig baer komme an, hvis hun turde. Hånden holdt han oppe, hvor et mørkt skjold dannede sig. Hendes magiske kugler hamrede direkte mod det. Vagterne stirrede selv forfærdet til hvad der skete, også selvom de ikke brød ind. Nok meget smart. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. Angreb hun ham virkelig? Stod hun virkelig der og angreb ham, fordi at hun var vred? "Det er NOK!" endte han med en fast og kraftfuld stemme. Det at gøre brug af magi og bevæge sig således, var uden tvivl noget, der gjorde ondt, når han gik rundt med brækkede ribben. Men nu var det på tide, at han satte hende bare lidt på plads. Hun havde langt større potentiale, end at skulle ende op som Macaria! En kraftig trykbølge forlod hans krop, da han førte hænderne ud for sin krop. Han øjne lynede. "Jeg er den sidste, som du skal gå og true, Jarniqa," advarede han islende.

[Jarniqa Dynithril]

”Det har da alt med din person at gøre! Det er ikke min fejl, at du er en tom skal!” bed Jarniqa af ham, som ordene syntes at vælte ud af hendes mund i vredens øjeblik. Aldrig havde hun talt således til ham. Aldrig havde hun haft en grund til det, hvor hun også havde følt respekten for ham. Problemet var nu, at Lucifer syntes at have tyndslidt hendes barriere, hvor Theodore nu brød den. Hurtigt pumpede blodet i hendes åre, som hendes hjerte slog stærkt. Hvorvidt det var en god ide at angribe ham eller ej, tænkte hun ikke yderligere over, som hun kastede de to kugler i hans retning. Det eneste hun tænkte på var, at hun skulle vise ham, at hun ingen marionetdukke var, og at hun faktisk også havde en grænse der kunne nås. Utilfredst så hun til, som han afværgede kuglerne ved at fremdanne et skjold. Som han selv råbte af hende, og sendte en trykbølge i hendes retning, valgte hun ligeså at parere angrebet. Armene hævede hun ligesom ham, hvor hun ligeså sendte en trykbølge imod ham. Ej nåede trykbølgerne derfor at ramme nogen af dem, som de derimod blot kolliderede mod hinanden i et brag, imens gnistre for omkring. ”Og jeg er den sidste, som du sådan skal stå og koste rundt med!” skreg hun tilbage, inden hun lod sine hænder sænkes. Burde hun angribe igen? Hun kunne endnu mærke, hvordan magien summede i hende, og hvordan hendes hænder endnu knitrede, så klar var hun i hvert fald. Tænderne bed hun sammen. ”Jeg hader dig!” råbte hun frustreret ad ham, inden hun vendte om på hælen uden nogen form for undskyldning. Den ville han ej heller få fra hende! Arrigt stormede hun ud af tronsalens dobbeltdøre, inden hun hastigt bevægede sig videre op af trapperne, som hun søgte sit private værelse. Ej behøvede hun hverken at åbne eller at lukke døren, som døren nærmest sprang op af hængslerne ved hendes tilstedeværelse, inden den smækkede i efter hende med et brag.

// Out

[Theodore Jarvis Acheron]

At være en tom skal, havde Theodore været stor set hele hans liv, og ej var det noget som han kunne gøre synderlig meget ved. Hun var vred, og hvordan man skulle tale hende til ro, vidste han faktisk ikke, da han slet ikke vidste hvad dette rent faktisk betød, og hvad det ville ende med. "Det er den person jeg er," endte han kortfattet. Måske at hun ville have godt af at opleve det, så hun rent faktisk vidste, hvad hun stod og råbte og skreg af? Ikke at det var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende.
Skjoldet holdt han oppe, for at hindre hende i at slå løs på ham, som en boksepude. At bevæge sig på denne måde, var han dog på ingen måder i form til. Som hun sendte sin trykbølge mod ham, gjorde han det samme, hvor de mødtes på midten, hvor de nærmest eksploderede og kastede om sig med en kraftig vind, som selv ramte ham direkte i ansigtet. Han vendte blikket fast mod hende. Så lang tid, at det var med denne opførsel på, så ville hun bestemt ikke blive regent af landet her! At høre hende råbe, at hun hadede ham, tog han heller ikke så tungt. Det var bestemt ikke første gang, at den blev kastet direkte mod han. At hun så bare gik... passede ham fint. Først da hun var ude, gled han i knæ og tog sig til siden. Hvor gjorde det dog ondt! En vagt kom hurtigt hen mod ham. Bevidst havde de valgt at holde afstand til det hele. "Herre.." forsøgte han, inden han rakte ham en hånd. Theodore tog faktisk imod den, hvor han med en tydelig skælven i kroppen, tvang sig op på benene igen. Han havde virkelig ondt. "Gå... Hun er i hvert fald ikke klar endnu," sagde han denne gang med en langt mere anstrengt stemme, inden han selv forlod tronesalen. Sjældent oplevede han noget lignende!

//Out