A new chance..?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa var på ingen måde vant til at koste rundt med folk. Ej heller ville hun sige, at hun gjorde det nu. Problemet var blot, at denne mand fremstod uduelig, som han fremstod som en, der ønskede at få alt serveret på et sølvfad, og det kunne absolut ikke ske her! Her måtte alle yde, og hvis ikke han havde i sinde at yde til fællesskabet, måtte han vende om igen. Her kom han nemlig ikke som nogen flygtning, men derimod ønsket om at blive borger af landet. Som borger af landet var der bare den pris, at man ikke bare kunne få, men at man også skulle noget igen. Da han ej havde i sinde at gøre noget af det, havde hun ikke mere at sige til ham. Derfor værdigede hun ham ikke flere svar, som hun derimod blot så til, mens vagterne glædeligt greb ham. Øjnene måtte hun dog knibe sammen, som vagterne jog bort, og som Lucifer råbte op. Angreb han hendes mænd? At han derimod endte med at sige, at han gav sig, fik hende til at trække tilfredst på smilebåndet. Hun havde rent faktisk vundet. Ryggen rankede hun, hvor hun igen valgte at kaste sit smaragdgrønne blik direkte på hans ansigt. ”Meget vel,” sagde hun roligt. Gad vide, hvad Lucifer kom fra? Havde han været adelig, og var han derfra blevet udstødt fra sin familie? Sådan som han talte og førte sig frem, virkede det nemlig ikke som om, at han nogensinde havde lavet en dags arbejde. ”Jeg ved ikke, hvad du indtil nu har bebyrdet dig med, men hvad vi kan gøre brug af, er: håndværkere, såsom smede, snedkere, skræddere og byggere. Ellers kunne det være tjener i en kro eller en bar, bonde ude i marken eller forretningsassistent,” fortalte hun stilfærdigt. Brede eksempler havde hun givet ham, hvor det burde være realistisk, at bare et af forslagene faldt i hans smag. ”Hvis ej du har kendskab til noget af al dette, burde en oplæring være muligt.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At vagterne tog fat i ham, var bestemt ikke noget som faldt i Lucifers gode smag! Han var træt af, at blive kastet rundt med, for Faith havde gjort det præcis samme, som det Jarniqa gjorde nu. Vagterne så sig dog tvunget til at trække sig fra ham, fordi at han startede med at blive iskold og så brændende varm. Det var helt umuligt for dem, at holde fast i ham, hvilket naturligvis var ham en direkte glædelig tanke! Han rettede sig op igen, inden han vendte sig truende mod dem.
Hans blik faldt dog på Jarniqa i stedet for. Fysisk tungt arbejde var han på ingen måder vant til, hvor han faktisk kun var præsenteret for det mere hårde psykiske grundet hans racer. Et sted kunne han jo faktisk få hende manipuleret til at sige, lige hvad han ville, hvis han koncetrerede sig nok. Han havde bare en sjov fornemmelse af, at det ikke var noget, som ville være ham selv til gavn på noget tidspunkt. "Ligner jeg en håndværker?" spurgte han direkte. Han havde bestemt ikke tænkt sig at svede og lade sig piske rundt af en ung tøs, som bestemt ikke måtte være særlig gammel. Han rettede sig op endnu en gang, og rettede så på det ellers så lasede tøj, så det sad nogenlunde ordentligt i hvert fald. Han stirrede fast på hende. Tilfreds? Han var nok så langt fra tilfreds, som han overhovedet kunne komme lige nu! "Hvilke andre alternativer findes der? Som ikke kræver fysisk hårdt arbejde?" spurgte han. Der var ikke direkte noget af det, som faldt ham i smag. Tvært imod! Han var ikke typen der sled sig halvt ihjel for at stille en ung kvindes tilfredsstillelse!

[Jarniqa Dynithril]

Meget til overs for denne mand, havde Jarniqa ikke just. Charmerende kunne en standhaftig mand være, men en forkælet mand … Det var åbenbart noget af det mest ucharmerende i denne verden for hendes vedkommende. Det smaragdgrønne blik holdt hun på ham. Om han lignede en håndværker? Nej, han lignede en forkælet snotunge. Med den tanke kunne hun dog med det samme høre Theodores stemme i sit hoved. Nej, det kunne hun ikke fortælle ham. Hvor sandt det end var, kunne hun ikke sige det foran vagterne, og når hun sad på tronen her. ”Du ligner en hjemløs. En mand, som har brug for en vej at følge,” sagde hun stilfærdigt, som det måtte passe. Forvist fra sit eget samfund var han, hvor han nu kom hertil med ingenting. Derfor havde han brug for noget. Dog skulle han også være villig til at tage imod, som han måtte acceptere samfundets struktur, hvis han ønskede at være en del af denne verden. Hun løftede brynet. Han ønskede et arbejde der ej var fysisk hårdt? Selv syntes hun nu, at han lignede en mand, som kunne tage fat. Som han åbnede munden, havde han dog ret. Han ville ikke kunne løfte hånden, uden at han ville brække den. Han ville vel dø ved tanken om en knækket fignernegl? Tanken gav hende helt lyst til at fnyse, som han fremstod overfor hende som kæphøj og svag. Hun var langt stærkere end ham! ”Nuvel.. Der er gøgler eller kunstner, hvis du har nogen særlige evner.. ellers er der skolelærer, hvis der er et fag, som du er i stand til at videreformidle,” kommenterede hun sigende, skønt hun havde lyst til at dø af grin af tanken om ham som skolelære. Hun ville da frygte for eleverne, hvis han skulle videreformidle noget som helst! ”Hvad end om du kan lide nogle af mine forslag eller ej, bliver du nødt til at vælge lidt. Som statsborger i dette land, må du også være i stand til at påtage dig et erhverv. Det er kravet for alle og enhver.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl kommet langt med charmen, men nu så det til gengæld også ud til at være stop. Ikke at det var en tanke, som faldt i hans gode smag. Tvært imod. Han plejede at vælge og vrage mellem hvad han ville, og hvad han ikke ville, og særligt fordi, at det havde været meningen, at han skulle tage over, når Faith ikke var i stand til at lede længere. Han gik nu heller ikke ud fra, at det var noget, som nogensinde ville komme til at ske. Særligt ikke efter, at han på den mest ydmygende måde, var blevet smidt ud af Appolyon og tvunget til at forlade Dvasias. Hjemløs var han. Han vandrede jo lidt rundt på må og få faktisk. "Du fremstiller det, som var det helt forfærdeligt," sagde han kort for hovedet. Nej, det var ikke ligefrem den mest stolte præstation som han havde gjort. Han havde førhen ageret som leder for en kort stund for dæmonerne. Han vidste at han kunne... det var bare noget, som han så brutalt havde fået ødelagt.
At Jarniqa endnu ikke var tilfreds, kom ikke bag på ham. Der skulle bare meget gode grunde til, før han ville lade sig bestemme over, af en ung kvinde, som kun gjorde det, fordi hun kunne. Regent? Det var hun jo ikke endnu, det havde hun jo allerede fortalt ham! "Det må være din joke," endte han kortfattet. Jovist var han i stand til at tage fat - hvis han ville, og det var jo lidt der, at den måtte ligge i en situation som denne. "Jeg som troede, det var underkastet Dvasias? Jeg har ikke noget imod at lave noget. Det skal bare være ordentligt i henhold til den person, jeg er," sagde han kort for hovedet. Her havde han ganske vidst valgt at undlade at nævne det, for det var pinligt nok som det var i forvejen. "Giv mig noget ordentligt, og jeg skal udføre det.. Ordentligt," endte han med en yderst kortfattet tone.

[Jarniqa Dynithril]

”Der er intet i vejen med at løbe ind i en blindgyde. Hvad der derimod er i vejen, er når man ikke tager imod den hjælpende hånd, som bliver rakt en,” sagde Jarniqa sigende. Selv havde hun nemlig intet imod, at han kom til hende med ingenting. Hvad hun derimod havde imod var, at han ej var villig til at komme med noget, hvis han fik muligheden. Hun kunne nemlig ikke have, at han snyltede på samfundet. Hvad ville han desuden lave, hvis han ikke var i stand til at påtage sig et arbejde? Han ville trods alt ikke modtage nogen penge for at lave ingenting. Derfor ville han ikke have noget at gøre godt med alligevel. Derfor måtte hun sige, at han spændte ben for sig selv. Brynene hævede hun. ”Det er skam ingen joke. Der er anstændige mennesker ude i denne verden, som i øjeblikket passer alle disse erhverv. Hvad der derimod er en joke er, at du gør grin med det, når du end ikke selv byder ind med noget,” sagde hun fast, som hun bestemt ikke ville lade ham køre hende rundt i manegen! Stålfast måtte hun selv være på det punkt, som hun aldrig havde ladt sig rolle! ”Du ønsker et ordentligt stykke arbejde i henhold til den person du er? Alle disse erhverv er ordentlige. Alle disse erhver skal respekteres. Uden dem er der intet samfund,” sagde han sigende. Forstod han slet ikke, at alle havde en vigtig funktion? ”Fortæl mig, hvad du har at byde på, og jeg vil bestemme om det er realistisk eller ej. Indtil nu er jeg kommet med forslag, hvor du gang på gang har skudt dem ned. Jeg kan ej hjælpe en, som ikke er interesseret i at blive hjulpet.” Hvad ville han mon foreslå? Konge? Hertug? Greve? Hun måtte le, hvis det var så vel. Han var nemlig ikke i stand til at bestyre og lede noget eller nogen som helst, som han selv puttede sig op på en piedestal.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"En hjælpende hånd? Jeg har kunne klare mig alene, uden at nogen har hjulpet mig. Tror du ikke, at jeg kan?" lød det kortfattet fra Lucifer, da han igen lod armene søge over kors på brystet. Han selv var ikke den som havde synderlig meget respekt for denne kvinde, og særligt ikke når det hele foregik på denne måde. Hun krævede meget af ham, og var det egentlig noget, som hun havde retten til? Han var bestemt ikke overbevist om dette! "For andre, er det måske et anstændigt arbejde. Det er ikke ensbetydende med, at jeg gør det samme," tilføjede han med en yderst kortfattet mine. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Åh, hvad han dog ikke ville gøre for et bad og en barbering efterhånden!
Blikket gled fast og hårdt i retningen af hendes skikkelse igen. Han kneb øjnene hårdt sammen. Nej, han var bestemt ikke særlig tilfreds med disse omstændigheder, men om ikke andet, så måtte det gå op for hende på et tidspunkt, at det ikke var alle som hun kunne koste rundt med på den måde! "Mentalt og psykisk har jeg meget at byde på, snuske.." Denne gang trådte han tættere på hende, selvom vagterne reagerede ved at trække våben. Han tog det ikke så tungt. Han havde jo ikke gjort noget for at agere truende, foruden at have det hele i munden, fordi at det nu var ham. Han sendte hende et flabet og kækt smil, som han stoppede op lige foran tronen. Var den virkelig hendes at sidde på? Det var han ærlig talt ikke særlig imponeret over. Han kneb øjnene let sammen. "Ligner jeg virkelig en, der laver fysisk tungt arbejde for dig? Jeg kan... men med den opførsel overfor andre.. tror du ærlig talt, at det er noget, som jeg er interesseret i?" Hånden hævede han, kun for kort at lade hånden stryge over hendes varme og bløde kind. Han selv var kold.. Næsten kold, som var han en vampyr.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvis du virkelig kunne klare dig, ville du ej stå her. Ville du? Du er her, fordi du ingenting har, og intet har at give dig til. Du mistede dit formål, da du blev udstødt, hvad end dit formål var dengang. Nu har du brug for et nyt formål, men problemet er, at du ikke er i stand til at ville påtage dig et nyt,” lød det sigende fra Jarniqa, som hun vidste, at hun havde ret. Hvad end han havde været vant til engang, havde han det ikke længere, skønt han endnu var forvandt. En ny sti havde han brug for, men ej kunne hun hjælpe ham, så længe han ikke ønskede at blive hjulpet.. og hjælp havde han brug for. Derfor var hendes svar endnu: drag mod øst eller bliv og lev som enhver anden manjansk borger. Her ville han nemlig ej blive mødt af nogen særbehandling. ”At du ej værdsætter den menige mand og kvinde, viser mig blot, hvor galt du er på den,” sagde hun kortfattet. Var denne mand virkelig så blind? Øjnene lod hun følge ham, som han nu vovede helt op til tronen, hvor hun endnu sad. Hånden hun mærkede, måtte få hendes hjerte til at slå et slag over. Ej var hun vant til nogen former for kærtegn.. Dog kunne hun bestemt ikke nyde denne! Yndefuldt gled hun op ad tronen, nærmest som om at hun ønskede at imødekomme hans kærtegn. Det smaragdgrønne blik holdt hun i hans, alt imens hun valgte at placere sin slanke hånd mod hans brystkasse. Der hvor hjertet sad. Hun kunne mærke det. Mærke, hvordan det slog og pumpede liv til hans krop. Det var vel på tide til en lærestreg? Smilet gled sukkersødt over hendes lyserøde læber, alt imens hun måtte begynde at tærer på hans kræfter. Øjeblikkeligt ville han kunne fornemme, hvordan det klemte om hans hjerte og nærmest truede med at holde op med at slå. ”Jeg vil fortælle dig nogle ting.. For dig er jeg ikke snuske.. For dig er jeg Deres Majestæt.. Du vil ikke lægge hånd på mig.. Du vil tage et af de foreslåede erhverv eller gå,” sagde hun dæmpet, men bestemt, samt højt nok til, at han ville kunne høre hende. Smilet trak hun på, som hun slap forbindelsen til hans hjerte. I stedet valgte hun at ty til sin magi, som hun sendte en trykbølge direkte imod ham, så han kunne flyve en passende afstand fra tronen. Havde hun gjort det klart for ham, at hun ikke bare var en, som han kunne tryne?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Selvom jeg i øjeblikket har.. ingenting, som du selv siger, er det bestemt ikke ensbetydende med, at jeg kommer fra en stand, hvor jeg intet havde. Du kender mig ikke.. Du ved ikke hvilken stand jeg kommer fra.. eller hvad jeg blev oplært til at gøre.." endte Lucifer med en direkte hvislende stemme. Bange var han på ingen måder for hende, og det havde han aldrig haft.
Denne gang var det ham som stod foran tronen. At kalde hende for snuske, var vel egentlig bare en vane for ham, når han endelig mødte nogen, som vækkede ham bare lidt interesse? Han stod jo trods alt her af en grund. Det var jo trods alt her, at han så at han selv havde disse enestående muligheder, for at rejse sig bare lidt fra asken, som han havde ligget i.. komme op af det hul, som han havde ligget i frem til nu. Hovedet od han søge let på sned, da han lod hånden stryge over hendes varme og bløde kind. Som hun selv langsomt rejste sig op i stedet for, lod han blikket hvile på hendes skikkelse.. Fast og meget intenst. Hånden som gled mod hans bryst, fik uden tvivl også hans hjerte til at hamre mod hans bryst, selvom det bestemt ikke var med den virkning, som han håbede på, at det ville have. Om muligt blev hans ansigt endnu mere bleg, som hun direkte begyndte at dræne ham for energi. Det begyndte at dirre i hans ben.. Hvad havde hun gang i? Selv var han ikke klar over, hvilke evner, der lå i kvinden, som han i øjeblikket stod overfor. Hånden greb omgående omkring hendes håndled. Deres Majestæt? Ikke i verden, om det var noget ,som han ville kalde hende! Ikke at han nåede at svare hende, før en trykbølge blev sendt direkte mod hans bryst. Han fløj adskillige meter bagud, og direkte ned på ryggen, hvor han gled over det kolde marmorgulv. Øjnene kneb han sammen, inden han skælvende kom om på siden og videre om på maven, hvor han forsøgte at komme op. "Det der... skulle du ikke have gjort," hvislede han fast. Vagterne stod klar.. afventede egentlig bare ordre, da Lucifer endelig fik sig kæmpet op på benene igen. De rystede under ham. "Imponerende, må jeg sige.." afsluttede han kort for hovedet. Gammel var hun ikke.. men de træk på den måde. Den havde han ikke set komme.

[Jarniqa Dynithril]

”Verdenen handler ikke, om hvad man blev født til. Verdenen handler om, hvad man er i stand til at præstere. Du kan være født til at regere, men psykisk kun være i stand til at betjene andre, ligeså vel som du kan være født til at pløje markerne, men have evner til at styre et helt kongerige. Jeg er ligeglad med, om du er prins eller bondemand. Det hele vægter lige højt,” svarede Jarniqa bestemt og afsluttende, som hun ej ville lade ham komme svansende ind og kaste omkring med tingene, som var han en gud, for det var han nemlig på ingen måde! Han havde intet at byde på, og det kunne hun ej bruge til noget som helst. Ucharmerende og utiltalende var det, som hans kæphøjhed prallede af på hende. Det havde måske virket for ham indtil nu, men ikke længere! Ikke over for hende! Derfor handlede hun også, som hun gjorde. Han skulle sættes på plads, og det betød, at hun måtte tage nye og mere drastiske midler i brug. Selv kunne hun se, hvor rolig han var, da hun først måtte berøre ham. Af den årsag måtte hun også helt blive tilfreds, som hun fuldkommen slog benene væk under ham, som hun brugte sine evner mod ham. Frydefuld måtte det også helt gøre hende at se, hvordan han krøb omkring på gulvet, som han måtte finde vejen op på benene igen. Nu havde han vel også forstået, hvordan reglerne var her? Hovedet holdt hun højt og ryggen rank, som hun sikkert begyndte at bevæge sig ned ad trinene som tronen stod på. ”Du skulle ej have kommet her og spillet gud,” rettede hun ham. Hendes skridt måtte give genlyd i salen, som hun trådte over mod ham. Bange var hun ej.. Hun kunne gøre det igen. At hun ligeså havde imponeret ham, måtte også stille hende tilfreds. Det var vel også et tegn på en vis respekt? Dog følte hun ikke, at denne Lucifer ejede nogen som helst former for respekt. ”Jeg giver dig mit tilbud igen, inden jeg selv sørger for at smide dig ud,” sagde hun fast. ”Tag et erhverv her i Manjarno, eller søg tilbage til hvor end du kommer fra.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Så ung, og alligevel så diplomatisk," endte Lucifer med en direkte irrierende stemme. Havde hun virkelig regnet med, at det var noget som ville give respekten fra andre? Den kom bestemt ikke af sig selv, og særligt ikke på denne her måde!
Lucifer rejste sig roligt op, også selvom det var med en klar og tydelig sitren. Han lod hånden let glide over hans faste bryst. Selv på halsen havde han et klart brændemærke efter Faith, da hun havde brændt ham. Brændt ham med mærket af skam og udvisning. Hvad havde hun ikke lige gjort ved ham? Som hun selv kom tættere på ham, blev han selv stående foran hende. Bange var han dog ej for hende. Det havde han aldrig haft en grund til. Han trak vejret dybt. Aldrig havde han været ude for noget som mindede om bare denne følelse. Det havde været.. virkelig underligt! "Hvis du regner med, at det er det der skal til for at vinde folkets respekt, er jeg bange for, at jeg er nødt til at skuffe dig," sagde han kort for hovedet. Hovedet lod han søge let på sned, og med blikket vendt mod hende. Han var ikke bange for hende.. Hun skulle desuden være mere end velkommen til at forsøge at smide ham ud, når det ikke var noget, som han havde lyst til. Han lod hænderne falde ned langs hans side igen. Han selv gjorde hvad han følte for, og det havde han alle dage gjort. Dette var ikke just noget undtag. Stod hun og truede med at smide ham ud? Noget som hun i princippet ikke havde retten til, af hvad han vidste. "Kend dine modstandere før du begynder at true dem, snuske. Du ved ikke hvem jeg er, eller hvad jeg er i stand til," endte han med en kortfattet stemme. Han trådte tættere på hende igen. Denne gang var det ham som greb om hendes strube. Ikke hårdt eller lignende. Hans hånd begyndte at brænde. "Tag det her som en kraftig advarsel.. Jeg skulle have ledt dæmonerne.. Jeg kan langt mere end hvad du giver mig credit for," hvislede han koldt mod hendes øre.

[Jarniqa Dynithril]

Sikkert bevægede Jarniqa i Lucifers retning, hvor hendes kjoles skørt let måtte hvisle hen over marmorgulvet. Hvem troede han, at han var? Hvad havde han forventet med dette møde? Ej var han nogen hersker, men alligevel opførte han sig som en. Hvis hun skulle være ærlig, måtte hun også sige, at hun forstod, hvorfor han var blevet udstødt. Han var jo direkte uudholdelig! ”Hvorvidt det skuffer dig eller ej, kan jeg være ligeglad med. Du er ikke en del af folket,” bed hun af ham. Nej, han hørte ikke til her, og med den indstilling ville han aldrig høre til her. Han ville aldrig få et sted at høre til i så fald. Roligt stoppede hun op igen, så hun havde en respektabel afstand til ham. Ej heller ønskede hun at have ham tæt igen, som han ikke bare skulle tro, at han kunne ligge hånd på hende. Det var en ret, som tilfaldt ingen! Øjnene kneb hun sammen. ”Jeg er ligeglad med, hvem du er, ligeså vel som du er ligeglad med, hvem jeg er. Og som jeg ikke ved, hvad du er i stand til, ved du ikke, hvad jeg er i stand til.. Lad det være det og gå,” sagde hun i en nu kølig tone, som han igen spillede sig op for hende. Hvad var der med denne mand?! Længere nåede hun dog ikke at tænke, som han trådte frem og pludselig greb om hendes strube. Ej gjorde det ondt, som da Macaria Forsyth havde grebet om hendes hals. Hårdt var hans tag ikke, som det derimod bare var varmt. Brændende varmt! Et gisp forlod hendes let adskilte læber, som hun øjeblikkeligt kunne gribe om hans arm. Den hånd skulle væk! Hårdt tvang hun hans hånd væk, alt imens hun hårdt valgte at løfte det ene ben, så hendes ben måtte sparke efter hans skidt. Det var vel en kvindes pligt at vide, at det var en mands ømme punkt? ”Vagter!!” Der var ikke længere nogen tøven. Denne her mand skulle bare ud! Ud af slottet! Ud af landet! At han kunne have været leder for dæmonerne, ragede hende en høstak! Han var ikke i stand til at lede nogen som helst!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At høre hende sige, at han ikke var en del af folket, fik kun det kolde smil til at brede sig på hans læber. Han tog det ikke så tungt. Det havde været endnu værre, da Faith havde sagt det... Kvinden der havde opdraget ham som sin søn, og selv indtaget pladsen som hans moder, da han jo praktisk talt var forældreløs. Han havde lært at leve med det. Han havde aldrig rigtigt kendt til andet, kunne man jo sige.
Grebet fattede omkring hendes hals, hvor han let klemte til. Ikke for at kvæle hende eller noget lignende, da han slet ikke ønskede at gøre hende ondt på den måde. Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket mod hende endnu en gang. "Du ved virkelig ikke hvem jeg er.." endte han med en fast hvislende stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hende igen. Som hun tvang ham til at slippe, trak han den til sig. At hun så kaldte på vagterne, kom ikke bag på ham. Den ene gav ham dog et kraftigt slag direkte ind på siden af hovedet, hvilket slog ham tildels ud. Hans knæ ramte gulvet under ham, hvor de denne gang tog fat om hans overarme, for at holde ham fast. Øjnene klemte han let sammen. Han følte sig næsten helt desorienteret denne gang. Næverne knyttede han let, inden et særligt bånd af jern, blev lukket omkring hans hals. Hans pupiller trak han sammen. Dette låste hans dæmoniske kræfter og hans dæmoniske energi fast, så han ikke kunne fryse eller brænde. "Slip mig... Slip mig!" hvæsede han med en fast tone, inden han kraftigt forsøgte at få hænderne revet fri. Ikke at detgik helt som han ville have det, for denne gang holdt de temmelig godt fast i ham., så han ikke var i stand til at komme nogen steder hen. "Slip mig!" udbrød han med en kraftig stemme.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa vidste virkelig ikke, hvem denne Lucifer Phoenix var. Ej heller vidste hun, hvem der var fungerende leder for dæmonerne. Dog følte hun alligevel, at det var et ringe argument, som han brugte imod hende. Faktisk var det end ikke et argument. Ej heller handlede det om, hvad man var blevet født til, men derimod hvad man gjorde med sit liv.. og denne her mand kastede sit liv i grus. Øjeblikkeligt tog hun sig selv til halsen, som han slap hende, hvor hun også hurtigt måtte tage nogle skridt bort. Hvem end han var, havde han stadig truet hende, ligeså vel som han havde været respektløs. Isnende var hendes blik nu, som al glæde og varme var rippet fra de smaragdgrønne øjne. Koldt vendte hun blikket mod ham, samtidig med, at hun både kunne se og høre, hvordan vagterne greb ham. Godt! ”Før ham til fangekælderen,” bad hun dem fast. ”Måske vil et par dage dernede kunne bringe ham til fornuft.” Ryggen vendte hun til hele scenariet. Arrig var hun, hvor hun aldrig havde prøvet noget lignende før! Med faste skridt bevægede hun sig væk fra den råbende Lucifer og vagterne, der måtte føre ham bort. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere af den adrenalin, som havde pumpet i hende. Ovre ved et af vinduerne stillede hun sig, hvor hun frustreret og vred måtte stirre ud af vinduet. Ville det altid være således? Ville det blive lettere end dette? Ondt gjorde det et sted, hvor man også skulle tænke på, at Lucifer var den første, som havde troppet op foran hende. Havde hun handlet rigtigt eller forkert? Havde Theodore mon hørt noget af al tumulten? Det havde jo larmet en del her til sidst.. Støttede han mon hendes forslag om at smide ham i fangekælderen? Hendes fingre fandt hendes hals, hvor de blidt rørte den rødmende hud. Varm havde hans hånd været, hvilket helt var underligt, da hans hånd havde været isnende, da han havde kærtegnet hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Båndet af jern, der blev lagt om hans hals, var noget som satte en direkte sitren i Lucifers krop, da det næsten føles, som var han mere fanget af den, end af vagterne, som fysisk havde fat i ham. Han forsøgte at vride dem af sig. Ikke at det var noget som gik som han gerne ville have det, for de var virkelig galt på den! De kunne virkelig ikke tillade sig, at behandle ham på den måde! Han var kommet til dem af sit gode hjerte, for at anmode om dette møde, og her stod han så.
Lucifer spændte kraftigt i hele kroppen. Hun var i sandhed ikke i stand til at tage beslutninger på egen hånd! Ung var hun, og uerfaren og dum ikke mindst! Havde hun overhovedet nogen anelse om hvem han var, hvad han kunne, og hvad det var for en verden, som hun befandt sig i? Han bed tænderne let og fast sammen. "SLIP MIG!" udbrød han af sine lungers fulde kraft, da vagterne bragte ham med sig over gulvet, for at føre ham ned mod kældrene. Det mørke og det dystre, havde han efterhånden også set så uendelig mange gange, så det var ikke just noget der skræmte ham som sådan, men dette var virkelig ikke en situation som kom ham til gode på nogen måde! Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Med båndet om halsen, som låste hans dæmoniske kræfter fast, kunne han jo heller ikke få dem til at slippe ham, som han ellers ville kunne gøre det normalt.
Kælderen blev han ført til allerede med det samme. En kold og mørk celle bagerst i det store lokale, var dog der han blev bragt. I og med, at han var den første i mange år, som endte der, var han også den eneste, der sad der. De smed ham derind, lukkede og låste celledøren, inden de efterlod ham siddende i mørket. Lucifer var vred. Han var virkelig, virkelig vred!

//Out

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Theodore havde hørt de store og tydelige optøjer, som var sket i den gamle tronesal, så havde han valgt, ikke at blande sig i sagerne. Vigtigt var det nemlig for hende, at gøre sine egne erfaringer med disse audienser, og særligt nu hvor det var hende, som skulle tage hans plads. Hvad han dog derimod havde bidt sig fast i, var at hun havde betegnet sig som landets prinsesse. Dette land, ville ikke have et monarki længere! Det var dødt med hendes moder!
Frem bag tronestolen kom han, da han selv kom ind i lokalet. Der fandtes mange stier og gange, og typisk for de royale og adelige, var der den velkendte, som skjulte sig bag den store stol. Hans blik fulgte Lucifer på vejen ud, og hvordan Jarniqa valgte at vende ryggen til det hele. Et kort træk måtte alligevel finde vejen til hans mundvig. Han var imponeret over den måde hun havde valgt at tackle det på. Den unge mand, var dog ikke ukendt for Theodore. Han kendte ham som den forældreløse unge mand, som Lucifer Jaceluck. Søn af to store og stolte dæmoner, som igennem mange år, havde været tilknyttet Appolyon. Hans egne skader var selv blevet bedre med tiden, men der var endnu lang vej at gå. Det vansirede ansigt, måtte han efterhånden bare lære at leve med. Nemt var det ikke. Overhovedet ikke, når man var så forfængelig en mand, som han nu altid havde været. "Det klarede du flot, Jarniqa," sagde han med en rolig stemme, hvor han blev stående, ikke langt fra tronestolen. Når man tænkte, på at hun ikke var ældre end hvad hun var, og alligevel havde hun formået at afværge en situation, som faktisk kunne være blevet langt mere ubehagelig. Han var imponeret.