A new chance..?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Turen fra Imandra, havde uden tvivl været lang, men efter alt den ballade, som var sket der, havde Lucifer valgt at søge mod nye og andre marker. Efter han var smidt ud af Appolyon, udelukkende fordi, at han havde udtalt sig om en tanke alt for højt, måtte han nu bøde for dette resten af hans liv. 
Det havde taget ham dage at komme frem hertil, og nu måtte han jo så finde ud af, om det var noget som ville betale sig, eller om det var en fejl at søge hertil. Det var ikke rigtigt fordi at han havde andre steder at søge hen, og efterhånden, så var han i desperat brug for noget mere fast! Neutranium stod smukt alt taget i betragtning. Langt, kunne man sige at han var ved at blive sindssyg af et sølle liv, når resten af det, havde levet i sus og dus, som søn af den dæmoniske leder. Nu havde han igennem en årrække stået uden noget som helst, og gud hvor var det ved at irritere ham!
Med ømme fødder, søgte han igennem haven for at komme op til Neutranium. Han kneb øjnene let sammen, alene ved synet af vagterne.  De måtte næsten have taget det som en trussel, for de greb ham, da han kom tæt nok på. "Hvad laver I?!" vrissede han fast. Her kom han i fredelige ærender, og de vovede at tage fat i ham? Lucifer Jaceluck? Det fandt han sig slet ikke i! "Slip mig!" lød det fast fra ham, inden de førte ham med indenfor og mod tronesalen. Ordren på at yde beskyttelse til stedet her, havde de fået. Lucifer satte fødderne direkte ned mod gulvet under sig, i et forsøg på at få dem til at stoppe op. "Vi følger ordrer fra Theodore Acheron. Ingen er ønsket adgang til slottet her," sagde den ene med en kortfattet og bestemt tone. Lucifer himlede med øjnene, som han blev ført op mod tronesalen. Hvorvidt om det var Jarniqa som ville være til stede, eller om det var Theodore, vidste de ikke. De havde nu bare brug for at vide hvad de skulle gøre ved Lucifer. Lucifer selv, kogte indvendig. Det her var en tanke som gjorde ham vred!

[Jarniqa Dynithril]

Fingrene strøg Jarniqa ned over sin kjole. Var det negativt eller positivt, at hun allerede kunne lide den? Stoffet var utroligt blødt, hvor det helt havde syntes at kæle mod hendes hud, som den havde svøbt sig om hendes slanke krop. Fin var den også, som den var nydelse og hentydede til en hvis klasse. Simpel havde hun dog fået af vide, at den var, som hun havde fået vide, at den enkle sorte kjole var en hverdagskjole, skønt hun nærmere så den som en overdådig en. Hun havde nemlig heller aldrig haft en så dyr garderobe. Hun tog en indånding. Først havde hun haft svært ved at trække vejret i den, som dens overdel var formet som et nydeligt korset, hvor underdelen pænt bølgede ned. Nu syntes det dog at gå, skønt en ting var sikkert. Den var ikke ideel til jagt og klatring, som alt hendes forrige tøj ellers havde været. Hendes fingre slap kjolens stof. Det var Theodore der havde insisteret på, at hun fik sig en ny garderobe. Han havde fortalt hende, at en regent måtte se værdig ud og vise sin velstand. Derfor havde hun fået tilsendt en skrædder, der havde formået at kreere denne smukke kjole til hende. Underligt havde det været, som hun aldrig havde prøvet noget lignende før. Hendes fingre søgte videre op til kæden om sin hals, alt imens hendes smaragdgrønne blik hvilede på et af de store vinduer i tronsalen. Tænk engang.. Alt det hun kunne se derude ville blive hendes. Fraværende legede hendes fingre med sølvkæden om hendes hals. Hendes moders halskæde. Aldrig havde hun gået med den før, men nu hvor at hun var kommet til Neutranium, var hun begyndt på det. Et sted fik hun vel fornemmelsen af, at hun i så fald var her med hende? Klart glimtede den violette sten op, som en solstråle udefra formåede at ramme den. Hendes blik søgte fra vinduet og over mod de store dobbeltdøre, der pludselig gik op. Ind trådte der to vagter og en yderst modstridende og utilfreds mand. En yderst modstridende og utilfreds, men også utroligt flot mand. Fronten vendte hun i mændenes retning, hvor hun måtte rynke en anelse på brynene. En utroligt smuk ung kvinde, måtte hun selv være, hvor hun kun måtte ligne sin moder endnu mere, efter at hun var kommet hertil. ”Hvad laver I? Har denne mand gjort noget galt?” spurgte hun sigende, som manden nærmest blev slæbt for hende, som var han en forbryder. ”Slip ham,” bad hun dem kortfattet. Ej fordi, at hun fandt ham attraktiv, men fordi, at det var det retfærdige at gøre. Faktisk måtte synet helt minde om hendes første dag ved Acheron Landsted. Der var hun også blevet slæbt for Theodore i armene.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dette var bestemt ikke den form for behandling Lucifer havde regnet med, at han ville møde på stedet her. Ganske vidst var han klar over, at landet stadig stod dårligt efter at Macaria og Zean var jaget væk fra det..Selv disse historier var kommet langt. Selv til Imandra, som havde været hans hjem, frem til de havde valgt at slå sig ned der. Selv havde han været vant til et liv i velstand og luksus. Selv dette var noget som så brutalt, var blevet revet fra ham. Dette var også at spotte på ham. En fin mand var han måske, men at gå fra en masse, til slet ikke at have noget, var uden tvivl også noget, som havde sat sig selv på ham. Ikke decideret tynd, men han havde været større, end hvad han var i dag.
"Slip mig!" endte han med en fast tone, som han igen forsøgte at sætte fødderne i gulvet, efterhan var blevet ført direkte til tronesalen. Her blev han tvunget ned i knæ foran tronen, hvor den unge kvinde måtte sidde. Alt den tid i isolation have dog også gjort, at han ikke havde nogen anelse om, at det var Denjarnas datter, som han var tvunget i knæ overfor. "Det er efter Theodores ordre, Deres Højhed," sagde den ene vagt, som gerne ville tiltale hende ordentligt. Som de alligevel blev beordret til at slippe ham, skævede de tøvende mod hinanden, inden de alligevel valgte at slippe og bakke væk. Lucifer rev hurtigt sine hænder til sig, hvor han ømmede om sine håndled, og tvang sig op på benene igen. Hvilken opførsel! Han skævede direkte vredt i retningen af dem, inden han igen vendte blikket mod hende. Deres Højhed? Hvem var hun ikke lige? Det sagde ham virkelig intet. Han lod hovedet søge kort på sned, hvor et kækt, dog kynisk smil bredte sig på hans læber. "Hvilken måde at byde kommende borgere af landet velkommen på," endte han kort for hovedet. Tydeligt med en stemme præget af ren ironi.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket måtte Jarniqa blive, som en mand blev tvunget ind for fødderne af hende i tronsalen. Selv måtte det få hende til at forlade sin post ved et af vinduerne, som hun i stedet bevægede sig op foran tronen, hvor manden også måtte blive lagt på knæ. Overvældende måtte dette være for hende, som han var den første person, som blev præsenteret for hende. Ej heller havde hun ventet, at det ville ske i dag, som hun slet ikke var kommet så langt i sin træning endnu. Derfor måtte dette også synes nervepirrende for hende. Det var vel hendes første uforudsigelige opgave som regent, som hun måtte løse på egen hånd? Eller burde hun kalde på Theodore? Han havde trods alt endnu det endelige ord. ”Det er meget vel, de herre, men så længe at folk ej udgyder nogen form for trussel, behøver de ej at blive slæbt af sted, som var de fanger,” fortalte hun stilfærdigt vagterne. Theodore gik muligvis ind for en hårdhændet behandling, men selv mente hun ikke, at man skulle blive behandlet som en forbryder, medmindre der var en grund til det. Det ene slanke bryn hævede hun, som manden pludselig talte, og var spids over for hende. Det var for fanden ikke hendes ordre! ”Hvis ej De sætter pris på, at jeg fik vagterne til at slippe Dem, kan jeg altid bede dem om at tage fat igen,” sagde hun roligt, skønt der ikke herskede tvivl om, at hun kunne finde på at bede dem om det hvis det var. Hendes smaragdgrønne øjne søgte op og ned af ham. Tydeligt var det at se, at han ej havde haft det let på det seneste. Dog kunne hun stadig spore, hvilken flot mand han endnu var. Hendes hoved søgte på sned, som hendes smaragdgrønne øjne søgte på sned. ”Kommende borger?” gentog hun nysgerrigt, som hun skam havde hørt hans ord. ”Hvad får Dem til at sige det?” Var han en ønsket tilflytter? Hvad skulle hun mon gøre ved sådan en? Ville hun mon være i stand til at klare det? Selv mærkede hun, hvordan tankerne måtte få hendes hjerte til at banke stødt. Denne mand var trods alt den første borger, som stod foran hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne form for opførsel, var bestemt ikke noget, som faldt i Lucifers gode bog, og særligt ikke fordi at han kun var kommet for at kigge. Desuden havde han heller ikke været ude på noget.. Han var slet ikke vant til den form for behandling, og særligt ikke efter at han var smidt ud af Appolyon. Han rejste sig op og med blikket vendt mod denne kvinde. Smuk var hun.. ung var hun også, hvilket uden tvivl var noget som faldt klart i hans smag. Det var bedre end de gamle, som man så rundt forbi i hvert fald. "Hvilken gæstfrihed," endte han kort for hovedet. En forbryder eller kriminel, var han dog heldigvis ikke, så det havde da uden tvivl sine klare fordele, men at blive behandlet som en, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog. Vagterne sænkede hovedet og trak sig tilbage på deres pladser. At blive udsat for hendes, såvel som Theodores vrede, var bestemt ikke noget, som faldt i god jord ved nogen af dem.
Lucifers mørke øjne faldt på hendes skikkelse. Hvem hun var, havde han ikke nogen anelse om. Han havde egentlig været ganske ligeglad med kongelige og royale siden han havde forladt Dvasias. At være for tæt på dæmonerne, havde rent faktisk vist sig, at være for farligt for ham. Han rettede sig op. Selv på trods af hans udstråling og tøj, samt hvor beskidt han var, vidsteh an jo godt, at han var en flot mand. Det var jo det, som han alle dage, havde spillet på. "Mulig kommende borger, ja," rettede han sig hurtigt. Han havde bestemt ikke været synderlig imponeret af den gæstfrihed, som han nu var blevet mødt af. Og han havde efterhånden været udsat for lidt af hvert igennem sit liv. "At jeg er rejst langt, for at komme hertil.. ønskede at stifte mit bekendskab med landets regent, uden at blive behandlet, som var jeg kriminel eller lovbryder," sagde han sandfærdigt. Procias var fuldstændig uaktuelt for ham, og det samme var Dvasias. Det var for tæt på det, som han havde kaldt for familie. Faktisk havde han jo.. ingenting i dag.

[Jarniqa Dynithril]

De smaragdgrønne øjne hvilede på den fremmede mand. Selv ignorerede Jarniqa hans ironiske ord, som hun derimod valgte at hægte sig fast på hans forespørgsel i stedet. Det var trods alt også af den årsag, at han var her. Hvorvidt hun havde bemyndigelse til at træffe en beslutning uden Theodore, vidste hun faktisk ikke, men nu hvor han ej var der, valgte hun at give det et forsøg. Hvis det fuldstændigt eskalerede, kunne hun vel også altid sende bud efter ham? Hun fugtede læberne. ”Mit navn er Jarniqa Dynithril. Jeg er Manjarnos prinsesse og kommende regent. Theodore Acheron er Manjarnos midlertidige regent, men selv er jeg i stand til at tage imod Dem,” fortalte hun ham i sin bedst mulige formelle tone, som hun ønskede, at han tog hende seriøs. Nok var hun kun femten, men selv følte hun, at hun havde noget at byde på. Hvis ikke, ville hun ej heller have været her. Hendes blik hvilede på hans ansigt. Gad vide, hvem denne mand var? Gad vide, hvad hans historie var? Tid til at falde i staver var det dog ikke. Det var derimod tid til at brillere, som Theodore også havde sagt til hende så mange gange efterhånden. Nu håbede hun blot ikke, at hun ville fejle.. Ikke nu hvor, at hun var blevet kastet for løverne. ”Hvor kommer De fra, og hvad har fået Dem til at forlade Deres nuværende bopæl?” spurgte hun ham roligt, hvor hun både måtte være nysgerrig personligt og regentmæssigt. ”Hvorfor er De endvidere faldet over Manjarno? Hvilken interesse har De i landet, og hvad kan De tilbyde det?” Stillede hun mon alle de korrekte spørgsmål? Selv forsøgte hun om end at gøre sit bedste. Desværre havde hun ikke Theodore i sin nærhed, så hun kunne aflæse hans reaktion, eller sågar blive afbrudt af ham. I denne stund måtte hun handle helt på egen hånd. Personligt følte hun dog også, at hun kom med nogle gode og vigtige spørgsmål, men det syntes man måske også altid selv?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var bestemt ikke imponeret af gæstfriheden her på stedet. Et sted var det vel bare en tanke, som irriterede ham? Der skulle i forvejen ikke meget til, kunne man da sige. Hans blik gled mod hende. Her gik hun fint og adeligt klædt, hvor han derimod gik i sine lasede bukser og skjorter, fordi at han ikke havde haft andet, efter han var blevet smidt ud af Appolyon, kun fordi at han havde sagt en tanke for højt, som rigtig mange havde tænkt. At han så stod overfor selveste prinsessen af landet her, fik kun et smil til at brede sig på hans læber. "Ser man det.. Min første royale," sagde han sandfærdigt. Et sted fandt han tanken morende. Ganske morende faktisk.
Hovedet lod Lucifer søge mod den anden skulder. Smilet forblev denne gang på hans læber. Han var smidt ud hjemmefra.. Ikke just hans mest stolteste øjeblik. Det erkendte han også gerne. "Med hånden på hjertet, og uden at ligge nogen fingre imellem.. Jeg blev udvist af Appolyon," sagde han direkte. Kun for at sige en tanke højt? Han synes virkelig, at det var latterligt! "Turen tog jeg fra Imandra. Thanks for asking, for at søge hertil, da det land blev overtaget. Jeg er ikke ønsket eller velkommen blandt dæmonerne." fortalte han sandfærdigt. Hvad han kunne tilbyde landet her? En del, men det spørges, om det var noget, som han i det hele taget var interesseret i. Han ønskede blot et trygt sted at være, og det var vel heller ikke så forkert igen, var det? Han rykkede denne gang tættere på hende. Bange var han bestemt ikke for en ung kvinde, og særligt ikke, når hun ikke var ældre end som så. "Ønsker du at jeg skal tilbyde noget i gengæld?" spurgte han direkte. Krav... han hadede at andre stillede krav til ham! Han var søn af en leder! Han var den der stillede krav!

[Jarniqa Dynithril]

Hans første royale. Ordene lød mærkelige i Jarniqas ører. Ikke fordi, at han sagde dem, men fordi, at de var møntet på hende. Hun var royal. Ej havde hun vidst dette fra fødsel, og derfor var det endnu en ting, som hun skulle lære at vænne sig til. Gad vide, om hun nogensinde ville føle sig tilpas med det? Tankerne slog hun bort igen, som hun valgte at fokusere på hans fortælling i stedet. Det var trods alt den som talte i øjeblikket. ”Fortæl mig, hvilket udestående De har med dæmonerne i Appolyon. Hvad har De gjort, siden de udstødte Dem? Jeg tvivler på, at det er småting,” opfordrede hun ham. Selv vidste hun, at man kunne komme af sted med mord i Dvasias. Derfor tænkte hun, at han måtte havde gjort lidt, siden han var blevet udstødt fra sit samfund. Burde hun mon være nervøs? Måske ikke.. Hun havde jo både sine evner, og vagterne at sætte sin lid til. ”Jeg beklager dog, at De måtte flygte fra Deres nyfundende hjem. Selv ved jeg udmærket, hvad disse forandringer har budt på. Landet her nåede ligeså at føle dem,” sagde hun oprigtigt, som hun skam godt kunne følge ham. Hans situation lignede nemlig den, som hun havde stået i. Hun havde nemlig ligeså måttet flygte fra Manjarno og til Procias, da dødsenglene havde kommet. Heldigvis for hende, havde hun nu været i stand til at vende hjem. Om denne mand ville få den samme mulighed, vidste hun ikke. Selv kendte hun nemlig ikke til planerne om Imandra. Dog kunne hun forestille sig, at der før eller siden ville blive kamp om landet. Landet havde trods alt nået at være dvasiansk, inden det var blevet erobret til anden side. Ryggen endte hun automatisk med at ranke, som han trådte tættere på hende. Stolt og ej nervøs, måtte hun dog blive stående. ”Først og fremmest ønsker jeg at vide, hvem jeg taler med,” kommenterede hun roligt, hvor smilet svagt måtte hvile på hendes læber. ”Dernæst vil jeg være interesseret i at høre, om De kan gøre noget for landet. Som De kan, står vi nemlig i en genopbyggelsesfase af hele landet, og derfor kunne flere hænder uden tvivl være til gavn.” Det var vel ikke for meget at spørge om, når nu han ønskede borgerskab her? Manjarno havde desuden brug for, at alle ydede til fællesskabet i denne stund.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hans første royale. Det var lige hvad hun var. Ikke at Lucifer tiltalte hende ordentligt eller noget af den grund, da han slet ikke havde nogen grund til at gøre dette. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Særlig gammel kunne hun næppe være. Mange andre ville have halshugget ham for at komme med den form for tiltale. Ikke at det rørte ham det mindste. Det havde det vel heller ikke rigtigt nogen grund til, havde det? Hovedet lod han søge på sned. "Intet," svarede han dog ganske ærligt, som han lod armene glide over kors på det faste bryst. Han havde intet udestående, det var sandt.. Hvad han dog derimod havde gjort, var at benytte en ytringsfrihed, som ikke lige var faldet i Faiths smag. "Blot valgte jeg at give udtryk for en tanke og mening, som mange dæmoner har tænkt, men ingen derimod har turde ytre sig om," fortalte han. Ærlighed var faktisk et begreb som han gik op i. Selvom han kunne være kæk og flabet som fanden, så var det jo bare at tage ham med et grand salt. Et kort træk fandt vejen til hans mundviger. Byer i brand, kamp og strid. Det var ærlig talt ikke fænomener som han interesserede sig særligt for. "Det er blot en del af livet.. Jeg blev jaget væk fra Appolyon for flere år siden. Jeg har levet alene til nu. Kamp og strid, har aldrig faldet i min interesse.. Jeg ønskede ikke at støtte op om det koncept," fortalte han sandfærdigt.
Lucifer valgte denne gang at blive stående. At høre hende kræve alverdens af ham, var dog ikke just en tanke, som faldt i hans gode bog, for det gjorde den virkelig ikke. Skulle han præsentere sig ved navn? Han rynkede let i panden. At hun ikke kendte ham, var vel nærmest en skuffelse? "Lucifer..." sagde han kortfattet, inden han igen vendte blikket mod hende. "Lucifer Phoenix," sagde han stilfærdigt. Denne gang valgte han vel blot at præsentere sig ved sin faders navn. Han kneb øjnene let sammen. Han var ikke kommet denne lange vej for at udføre tungt og hårdt arbejde. "Forventer du virkelig, at jeg skal kaste mig i jorden og udføre tungt arbejde?" spurgte han denne gang mere direkte. Skuffet var han! Han ville ikke arbejde!

[Jarniqa Dynithril]

Ej ønskede Jarniqa at halshugge manden her, som hun nærmere ønskede at høre hans fortælling og derfra se, hvad hun kunne hjælpe med. Selv følte hun dog, at han havde en hvis attitude, som kunne gøre arbejdet ganske svært for hende. Arrogant måtte han nemlig fremstå, sådan som han førte sig frem, skønt han samtidig også indrømmede for hende, at han var en mand som intet havde. Hvordan hang det sammen? Selv havde hun aldrig haft noget før nu, og aldrig havde hun været hoverende af sig. En bestemt ung kvinde havde hun altid været, men ikke just arrogant, hvis hun selv skulle sige det. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede direkte i hans blik. ”Jeg tvivler på, at De intet gjorde, siden De blev forvist fra Deres samfund. Fortæl mig, hvad De ytrede Dem om, siden det var slemt nok til at forvise Dem,” bad hun ham sigende. Hvis han ønskede nogen former fra hjælp fra hende, var han jo nødt til at fortælle hende sandheden. Den fulde sandhed. Ryggen endte hun med at vende ham, hvor hun yndefuldt og sikkert måtte bevæge sig op ad trinene, der førte hende op til selve tronen. Aldrig havde hun siddet der før, men selv følte hun helt, at hun måtte bevise over for denne mand, at det var hende som bestemte og ej ham. Det sorte skørt greb hun om, som hun roligt vendte omkring, inden hun placerede sig på tronen. Blikket vendte hun direkte i hans retning. ”Ej ønsker De at støtte krig, men ej heller ønsker De at støtte et land, som er kommet ud af det, og nu har brug for hjælp.. Fortæl mig, hvorfor Manjarno skal hjælpe Dem, hvis ej De er interesseret i at hjælpe Manjarno? Hvorfor skal landets grænser åbnes for Dem, hvis ej De ønsker at yde samme indsats, som enhver anden manjansk borger glædeligt vil yde?” spurgte hun ham direkte, hvor hun udmærket vidste, at hun prikkede til ham. Det var hun dog tydeligvis nødt til, som denne Lucifer nærmest agerede som om, at hun og enhver anden borger var under ham. ”Her i Manjarno, elsker vi vores land. Vi elsker den frihed og den variation landet tilbyder. Endvidere elsker vi det sammenhold, som vi har. Hvis De ej ønsker at hjælpe nogen anden end Dem selv, foreslår jeg, at De søger tilbage østpå.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke just fordi at man kunne sige, a der var noget stort og prægtigt i Lucifers fortælling. Ydmyget foran en stor flok dæmoner, var han nemlig blevet, og dette var bestemt ikke noget som faldt i den gode jord hos ham. Hovedet lod han søge på sned. Dæmonernes leder.. hans moder, havde været fraværende og inaktiv. Han havde blot valgt at sige tanken høj, fremfor at gå med den i det skjulte. "Jeg ytrede mig blot min mening om dæmonernes ledelse og leder, og at det gik for sløvt for sig. For dette valgte hun så at ydmyge mig offentlig og smide mig ud," fortalte han med en kortfattet stemme. Nej, det var bestemt ikke en tanke som han bifaldt, da det faktisk var et af de mest ømme punkter, som han havde i sit liv. Alle dage havde han jo levet i sus og dus og aldrig manglet noget. Nu var det en kamp for ham i det hele taget, at gå mæt i en tør seng, med tag over hovedet. Det var bare ikke en levestil for ham.
Lucifer var ikke kommet denne lange vej, for at blive sat i arbejde. Tvinges i knæ, for at bide i støvet og så udsættes for det tunge og hårde arbejde, som så mange andre ville elske at udsætte ham for. Ikke at han havde den store forventning til noget som helst, men han forventede da uden tvivl at blive mødt med mere end det. "Jeg bliver kastet for dine fødder som en anden kriminel, der var ude på at snuppe æbler fra træet i haven, og du forventer, at jeg nu skal kaste mig for dine fødder som en simpel arbejder? Snuske..det kommer ikke til at ske," sagde han kort for hovedet. Det var dog bestemt heller ikke fordi, at han ønskede at underkaste sig bare sådan uden videre, men at tage mod øst.. Det ville han jo heller ikke! "Ligner jeg en, som vil søge østpå efter flere dags march hertil?" spurgte han direkte. Tilfreds? Langt fra!

[Jarniqa Dynithril]

Hvad der var blevet sagt mellem Lucifer og hans leder, vidste Jarniqa ikke. Hun vidste end ikke, hvem der var leder for dæmonerne. Dog vidste hun, at racen til tider udviste et fyrigt temperament, og derfor kom det ej som et chok for hende, at de toppedes indbyrdes. De gjorde det vel ofte bare for at demonstrere deres magt? Hendes smaragdgrænne øjne hvilede på ham. Uden at kende ham, kunne hun allerede fornemme, at denne udvisning bestemt ikke havde faldet i hans smag. Hun havde vel allerede det billede af ham, at han ønskede, at tingene skete på hans måde og ud fra hans befalinger? Ærgerligt for ham, ville det ej heller forløbe således her. Her var det nemlig hendes ord som gjaldt, og hvis ej han var i stand til at indfri sig med det, vidste han jo hvor udgangen var. Roligt lænede hun sig en anelse frem, hvor hun lod underarmene hvile mod sine lår. Blikket tog hun ej fra ham. ”Hør her, snuske. Hvis ikke du er interesseret i at arbejde, ligesom jeg arbejder, og ligesom enhver anden arbejder, kan du ej være her. Uden arbejde, vil du ikke have et sted at sove. Uden arbejde, vil du ikke have noget at spise. Uden arbejde, støtter du ej cyklussen her i landet. Hvis du ej er i stand til at udføre dagligt arbejde, ligesom enhver anden person på denne jord, så har jeg kun en ting at sige til dig,” sagde hun i en rolig tone, skønt der måtte være en ildevarslende stemning over hendes ord, og det faste blik, som hun sendte ham. Roligt rankede hun sig op i tronen igen, hvor hun lod sin ryg glide mod ryglænet. ”Hvis du vender dig om, står døren ligeud for dig. Søg ud af den og fortsæt østpå til du er tilbage på dvasiansk jord,” sagde hun kortfattet til ham, som det var alt, hvad hun havde at sige til ham, hvis ikke han var i stand til at indordne sig i et samfund. Spændt var hun selv på at se, hvad hans svar ville blive. Ville hans arrogance vinde, eller ville han bøje sig?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Udvisningen af Appolyon, var bestemt ikke noget, der var faldet i Lucifers gode smag, og særligt fordi at han kun havde ytret om sin mening, og det var det, som han var blevet vred over. Det havde virkelig kostet ham hele hans liv, at blive smidt ud, og særligt nu hvor han direkte skulle kæmpe for sin egen overlevelse, hvilket i forvejen bestemt ikke var noget, som faldt i hans gode bog, for det gjorde det da på ingen måde! Hans blik gled direkte op mod hende. At hun selv ikke var tilfreds, var ikke noget, som han kunne sige noget til. Hvorfor reagerede hun således? Arbejde var han ikke interesseret i, og det havde han aldrig været. Han havde haft brug for sit liv i luksis, og dette var intet undtag af den uskrevne regel! Og her stod han overfor en kvinde, som ville have at han skulle arbejde for sig? Som om at det nogensinde ville komme til at ske! "Giv mig en god grund til at skulle kaste mig i støvet for din tilfredsstillelse," afsluttede han kortfattet.
Hans blik gled kort over hans ene skulder og mod døren. Han ville ikke tilbage til Dvasias! Som om at han ønskede at leve et liv på gaden, hvis han kunne blive fri for det! "Og du tror ærlig talt, at jeg ønsker at søge tilbage østpå?" spurgte han direkte. Desuden vidste han jo at Manjarno var underlagt Dvasias.. At det var en del af Dvasias. At hun satte sig på tronen, var end ikke en trussel, som han tog sig af. Fordi at det skulle markere hendes stand over hans, for det kom da slet ikke til at ske. Han stirrede fast mod hende. "Jeg har ikke nogen intentioner om at gå nogen steder. Jeg søgte hertil, fordi der ikke var andre steder for mig," sagde han direkte. ha nvar bestemt ikke imponeret af hvad hun som regent af stedet her, kunne tilbyde. Langt fra.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt kunne man slå de personer, som søgte audiens hos en? Det var det eneste, som Jarniqa kunne fokusere på, som Lucifer åbnede sin mund. En flot mand var han måske af udseende, men af personlighed var han ikke det mindste charmerende. Gad vide, hvordan Theodore ville have reageret overfor ham? Ville han ligeså ønske at slå ham, eller ville han blot sidde og stirre på ham? Hun var rent faktisk i tvivl om dette. ”At du endnu ikke mener, at jeg har givet dig en god grund til at blive og gøre en indsats, siger mig det hele. Ligeså siger det mig det hele, at du anser dette for at være en tilfredsstillelse af mine behov,” sagde hun sigende. Hun havde givet ham flere grunde til, hvorfor han skulle arbejde. Hun havde derudover givet ham eksempler på, at dette ikke kun omhandlede hende, men også resten af befolkningen. Derfor havde hun ikke mere at sige til ham. Hun havde allerede sagt, alt hvad der var at sige, og det havde han tydeligvis ikke været interesseret i at lytte til. Forkælet var han, og det var rent faktisk en tanke, som hun væmmedes ved. Aldrig havde hun fået tingene serveret på et sølvfad, men her forventede han, at hun og resten af landet gik ned på knæ og kyssede hans fødder. Ikke tale om! De smaragdgrønne øjne forlod Lucifers ansigt. Hun behøvede ikke at se mere på det, som hun ej ville sige flere ord til ham. Ikke med den elendige holdning, som han havde. Hendes smaragdgrønne øjne landede på vagterne bag Lucifer. Rolig var hendes mimik, men bestemt var hendes tone. ”Vagter..,” kaldte hun. Hun skulle være et bedre eksempel.. I så fald ville hun være et bedre eksempel, og lade dem kyle ham ud af porten. ”Før hr. Phoenix bort. Vi er færdige med vores samtale.” Hvis ej han var interesseret i at arbejde ligesom enhver anden borger i denne verden, kunne hun ikke bruge ham. Ingen ville kunne bruge ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne unge kvinde, var ærlig talt ved at gå ham på nerverne, og hun skulle kalde sig for en prinsesse? Han ville da langt hellere stå overfor regenten, hvis det var noget, som han fik muligheden for. Han vendte blikket fast i retningen af hende. Bestemt ikke bare ham, som var utilfreds med tingenes forløb i denne stund. Han havde ikke tænkt sig at kaste sig for fødderne af en kvinde, og påføre et hårdt slid af et arbejde, efter at være behandlet, som havde han været en form for kriminel. Det var slet ikke noget, som ville komme til at ske. "Måske ud er vant til at koste rundt med kommando og ordre, snuske.. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har tænkt mig at indfri det," sagde han kort for hovedet. Den eneste, som egentlig havde været i stand til at koste bare lidt rundt med ham, havde været Faith. Og det var nok ikke ligefrem noget, som han havde tænkt sig at lave om på, hvis han kunne blive fri.
Vagterne derimod reagerede med det samme, da muligheden for det, dukkede op. De var hurtigt tilbage bag ham, hvor de tog fat. Denne gang stivnede Lucifer. Han var langt mere opmærksom denne gang. Og de skulle bestemt ikke have lov til at kyle ham ud! "Du kan tro nej..!" endte han med en fast tone. Hans isdæmon begyndte med det samme at fryse, hvor det samme gjorde resten af hans krop. Det gjorde det svært for vagterne i det hele taget at holde fast i ham. De forsøgte at rive ham med sig.. Dernæst blev han brændende varm. "Jeg finder mig ikke i det!" hvæsede han med en fast tone. Han vendte blikket mod Jarniqa i stedet for. Dette var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog. Tvært imod faktisk! "Fint!" afsluttede han fast, inden han rev armene fri af deres greb. Han var uanset for varm, til at de kunne holde fast i ham.