Oh dear... what the...?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya Keena

---

De første tegn på forår, havde allerede vist sig i Procias, og selv disse, var nogen som Gabriel måtte nyde. Det gik godt mellem ham og Silia for en gangs skyld, og efter at de havde fået fredstraktaten i land mellem lyset og mørket, så så det uden tvivl ud som om, at de kunne lægge stridsøksen lidt, og bare.. få lov til at puste frit.
Flere og flere fugle, var hjemvendt til Procias.. Træerne var begyndt at springe ud i de grønne farver. Det var rart at se, at det hele lysnede for en gangs skyld. Hvad der var sket med Aya, havde han hørt om. Selv han havde været til stede under begravelsen, også selvom det var en del gravlagt i den ellers så mørke tid.. En tid, som kun var blevet lysere med tiden nu, og nu var den lysere end hvad den havde været i rigtig mange år nu.
Haven var ved at springe ud i de smukke farver. Gartnerne kunne han se over det hele, hvilket glædede ham. Det var tiden for det hårde og lange have arbejde, og han så nu frem til sommeren, når det hele ville stå i fuld flor. "Deres Majestæt," hilste folket på ham, i takt med at han passerede dem på vejen. Haven havde nu altid været et af de steder, som han havde elsket mest at rende rundt på. Vinden var lun og blid. Det var en varm tid, og det handlede om at nyde den.
Gabriel fortsatte igennem den store have og ned mod det store træ, som stod midt på den store grund. Det var et af de ældste træer, som han vidste, at hans forfædre havde plantet for rigtig mange år siden. Kun i stand til at huske de mange stunder som barn, hvor han havde rendt rundt i det, fordi at han ikke ville indenfor. Han smilede let, hvor han blev stående midt i solens smukke skær. Det var skyfrit, lunt og næsten varmt. Det var virkelig hvad man kunne kalde for en fantastisk dag.

[Aya Keena]

Dagene var begyndt at blive rigtig rare for Aya. Hun brugte det meste af dagen på at rende rundt i byen og hjælpe til når hun kunne og så om aftenen, hvis hun måtte, søgte hun tilbage til Carlisle. Det var rart at snakke med ham også selvom han ikke ville fortælle hende om hendes fortid i detaljer. hun anede godt at der lå grimme ting gemt der men hvilke vidste hun ikke. Måske det var for det bedste? Carlisle vidste måske bedst. Hun bed sig lidt tænkende i læben. Hun var glad nu, hvad mere kunne hun dog forlange i denne verden? Freden mellem Procias og Dvasias var på alles læber og lettelsen blandt folket var tydelig. Hun havde kunnet mærke den og som den trykkende stemning lettede så gjorde hendes sind det også en smule. Det var utroligt så meget engle kunne være i kontakt med andre individer blot ved at være dem nær. Roligt fløj hun let mod slottet. Hun ville finde Carlisle og høre om han havde tid til at gå en tur. Et sted så savnede hun ham faktisk når han ikke var der.
Hun landede et sted i haven var der ikke var ret mange mennesker så hun var faktisk ubemærket. Den hvide kjole lagde sig let hen over hendes lyse hud som hun, med bare tæer, begyndte at gå igennem haven. På hovedet havde hun en krans af vilde blomster som hun havde plukket på sin lille udfulgt og hendes røde hår hang hende blidt ned over hendes skuldre. Et blidt og roligt smil hvilede på hendes læber som hun gik der. Let begyndte hun at nynne en glad melodi som hun ikke rigtig vidste hvor kom fra men den hang fast i hendes hoved. Hun var lidt tabt for omverdenen som hun gik der. I hendes vandring kom hun i nærheden af det store flotte træ som var i haven men selv bemærkede hun ikke at der var nogen ved det. Heller ikke selvom hun havde bemærket Gabriel så ville hun ikke kunne genkende ham. Hendes hukommelse var stadig sort og den eneste hun rigtig vidste hun kendte var Carlisle og lige nu så var det godt nok for hende. Hun stoppede smilende op da en fugl fløj hen over stien foran hende og hun kiggede roligt efter den mens hun blot nynnede videre. Hvor var det bare en skøn dag.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Folket nød uden tvivl af den fred som havde sænket sig. Det havde i hvert fald fjernet rigtig meget af det, som havde lagt som en byrde på Gabriels skuldre, og han kunne i hvert fald godt mærke det. Ikke at der var nogen tvivl om det, når det endelig skulle være. Hans blik gled mod rundt omkring i området. Folk søgte mere ud, det var nemmere for kongehuset at brødføde folk, og særligt nu hvor der også kom gang i handelen med Dvasias igen. Der kom gang i produktionen af vin i Elanya. Det var virkelig lettende, og man begyndte for alvor at kunne se lyset for enden af den mørke tunnel, og det var noget som de helt klart havde brug for!
Et tungt suk brød Gabriels læber, som han søgte ned igennem haven. Han elskede det. Alle de timer, både som voksen, men i den grad også som barn, som han havde tilbragt på stedet her, så var det da uden tvivl noget, som skulle nydes i den forstand. Han elskede at se det hele springe ud i foråret, og hvordan folket kunne smile, og særligt i tider som dette, så var det virkelig fantastisk og helt perfekt!
Med hænderne foldet over ryggen, endte han med at vende sig mod en engel, som passerede hans hoved. Han smilede let. Selv var der ikke rigtigt noget ved den kvinde der sagde ham noget... og dog.. Han måtte følge hende med blikket, som hun landede ikke langt fra ham. Hans hjerte begyndte automatisk at hamre mere mod hans bryst, hvor han let rynkede i panden, alene ved synet af hende. Han blev denne gang stående. Hvorfor den sitren i kroppen? Ganske vidst var han gået fra Aya på den mest brutale måde, som han længe havde gjort det, men selv det, var noget som han måtte forsøge at komme fra, så godt som det var ham muligt.. Han kunne ikke tillade sig at dvæle ved fortiden. Men... hun var død. Hvordan kunne det så være, at han begyndte at tænke på hende, ved synet af denne kvinde?