Overdragelse af magten

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar

Zean stod på sin balkon og så ud over byen, han havde kæmpet så hårdt for. Hans hænder hvilede på rækværket foran ham. I hans værelse, der var lige bag ham, var der tomt. Alle hans genstande var fjernet og nu stod der kun en fyldt rygsæk, de sidste stykker tøj og sager. Arona var her ikke, hun var et andet sted, hvor hun ventede på ham. Dødsenglene plejede deres sår og gik rundt, under ham. Nu og her vinkede nogen til ham og han hævede sin hånd og hilste tilbage med et svagt smil. Han havde trukket dem op af sølet. Han kunne leve i fred med at vide han havde gjort noget så stort og mindeværdigt. Han vidste også hvad der skulle ske nu. Han havde hidkaldt Corina og ventede på at hun kom. Bag ham, på hans skrivebord, lå kun et par dokumenter tilbage. Dem ville Corina få brug for.
Selv var han ikke klædt fint på. I stedet var han iklædt rejsetøj. Nogle praktiske sko, et par varme bukser og en varm trøje. I hans bælte sad hans pisk og hans gamle dolk, samt flere små punge med hans urter. Præcis som den gamle Zean ville have haft.
Det havde været et eventyr. Et fantastisk eventyr. Han huskede tilbage på det hele med stolthed og tilfredshed. Han havde gjort ting, ingen andre havde. Han havde rejst sig som ukendt og fattig. Han var blevet en leder, havde overtaget dødsenglene og givet dem et ansigt igen. Han havde kæmpet med en drage og overlevet. Han havde kæmpet mod en by, slagtet dem alle og kaldt byen for sin. Han havde deltaget i flere krige, hvor han havde vundet. Og den tabte? Selv om alt var gået ned af bakke, havde han nu opnået en tilstand af tilfredshed. Det kunne man jo sige sig selv. Den der var grådig og fremfusende ville en dag blive slået ned. Men det havde været sjovt og uanset hvad kunne de aldrig tage hans erfaringer og minder fra ham. Et svagt smil gled over ham som han så op i himlen og lukkede øjnene lidt, mens han indsnusede den friske bjergluft. Alt i alt var han godt tilfreds. Han havde alligevel ikke været specielt tilfreds med livet som rig og magtfuld. Det havde vist sig det netop ikke gav ham den frihed han søgte.

[Deleted]

Slaget som var sket, hans fravær, det hele, det havde fået Corina til at se en del anderledes på Zean. Alt sammen var den forpulede kvindes skyld, hun havde haft gjort ham blød, han havde ikke set klart og han havde leget for meget med ilden og det havde brændt for mange af deres krigere. Nu var de så her, de bedste krigere tabte, døde for hans handlinger og åndssvage lege! Corina havde været vred længe, men var faldet ned igen, hun kendte stadig sin plads, havde fået svinet ham til i mange dage og drukket, samt sikret deres hær en hærfører som lod til at have godt forstand på hvordan de kunne bruges deres lille mængde til noget stort hvis nogen skulle angribe. Men indtil da, burde de slikke deres sår. Corina var klædt i en sort kjole, ganske enkel som altid og med bar ryg til hendes vinger. De var dog gemt væk, hun havde været i sit hjem da hun blev kaldt til møde med Zean, hun havde blot nikket og fuldt med med det samme. Hun blev ført til hans hus, hun så ham stå og blomstre på sin altan. Det tog meget for hende ikke at fnyse, hun bar stadig nag, men måtte gemme det til siden og tage sig sammen. Noget havde hun set i ham, men Macaria havde forpestet det hele i hendes øjne. Roligt gik hun ind i huset og op til ham, hun trådte roligt ind og kiggede mod ham med et lige så roligt blik. Det krævede faktisk mindre end hun havde troet.
"Zean?" Spurgte hun så afventende, stod rank som altid og med et bøjet hoved i respekt for sin leder. Dog gled blikket kort rundt, her virkede så, tomt? Og hans tøj! Vent lige lidt, forlod han dem?!

[Deleted]

Han smilte svagt og vendte sig om mod hende, da han hørte hun kom og hendes hilsen. Han havde hørt hendes skæld ud, han vidste hvad hun tænkte over ham og det i sig selv var faktisk det mest smertefulde. Måske var han faldet. Uanset hvad, var der intet mere for ham her. Hvis hans egen bodyguard, den person der var tættest på ham, var dybt utilfreds med hans valg og måde at styre tingene, var resten af racen nok også ret utilfreds. Han havde ledt dem til en ny storhedstid og næsten kostet dem et nyt fald, trods alt. Uanset hvad...
Han sukkede svagt og så lidt på hende, før han trådte ind i værelset igen. Hans blik gled over det tomme bord, på nær nogle dokumenter. Hans leder-sværd var pakket væk. Han burde nok give det til Corina, men han var ikke så bundet til tingene eller traditioner. De ville give hende et passende et.
"Corina" hilste han roligt. Han lagde den ene hånd mod den kølige bordplade og så lidt ned på bordet, før han så op på hende igen. Hellere få det overstået!
"Jeg forsvinder. Jeg er en jagtet mand. Jeg har mistet alt og jeg er ikke engang værd at kalde en god leder. Det har dine ord blandt andet fået mig til at indse. Sandt er det jeg et eller andet sted er helt igennem egoistisk og mere tænkte på dødsenglene i forlængelse af hvad jeg selv fik ud af tingene. Misforstå ikke...De er min stolthed og jeg er glad for hvad jeg gav dem. Men jeg ved også hvornår jeg skal trække mig tilbage. Corina...Lad mig gøre dette kort. Jeg vil have du skal overtage stillingen som dødsenglenes leder. Og hvis du ikke ønsker den, så overtag den til du har fundet en der er bedre egnet" sagde han ligeud og så direkte på hende. Et eller andet sted følte han sig...bedrøvet.

[Deleted]

Den første følelse var vrede, men så genvandt han vel også en lidt ny respekt hos hende, ved at indse han havde fejlet, og så kom chokket som fik hende til at se overrasket mod ham. Hendes lyse øjne stirrede mod ham, først var hun fuldstændig uden ord, hun gik lidt nærmere og så mod papirerne som lå på bordet.
"Jeg er overrasket, positivt faktisk. Zean jeg har haft sagt mange ting, grove ting i vrede, men de fleste har jeg nok ment inderst inde. Jeg er beæret over du ser mig som værdig i dette henseende, som leder. Tanken har rent faktisk strejfet mig." Lød det først roligt fra hende, hendes blik gled kort ned mod bordet igen, hun nærmerede sig roligt igen.
"Er du sikker på det her?" Spurgte hun så, for det var virkelig en stor ting og, hun blev lige pludselig skræmt over at skulle tage den stilling, både at skulle være det, men også at vælge en anden som var værdig nok. Nej, hun var den mest værdige, hun åndede og levede for folket! Det var deri hendes handlinger og hjerte lå. Hvilket Zean vel havde opdaget nu. Der gled en bekymring over hende.
"Får vi dig overhovedet at se igen?" Spurgte hun så, en anelse bedrøvet, for hun holdte jo af manden på sin helt egen måde og nok var hun sur, men han var stadig manden som havde befriet hende fra hendes ægtemand og givet hende lov til at slagte ham. Det i sig selv havde gjort hun havde skyldt ham sit liv, som man måtte sige hun også havde givet ham. Sat på spil gang for gang og sidst med nød og næppe overlevet.

[Deleted]

Han trak let på den ene skulder. Hun tog det ganske pænt. Måske lidt for pænt. Det var tydeligt han nok også var uønsket hos sine egne nu, siden hun ikke rigtig virkede bekymret over det. Men så igen, hun havde lige fået en race serveret. Hvem ville være ked af det?
Han truttede let med munden, tog sin taske og svang den over den ene skulder, mens han smilte skævt til hende.
"Du er i hvert fald den bedste jeg kunne komme i tanke om. Dokumenterne på bordet indeholder handler og andre nyttige ting, du behøver at vide. Jeg har sørget for at sætte knude på så mange løse ender som muligt. Din far sidder nede i kælderen, kun en skygge af sig selv." fortalte han og lagde kort en finger på papirerne, før han rettede sig op igen.
"Du kommer sikkert aldrig til at se mig igen. Jeg har ingen planer om at komme tilbage." svarede han og så lidt på hende.
"Men...I så fald er dette farvel" sagde han så bare og vendte sig om for at gå over mod døren. Halvvejs stoppede han op og vendte sig halvt om mod hende.
"Jeg har nydt at kæmpe med dig. Jeg har nydt din...loyalitet og støtte. Tak for at se efter mig, så længe det varede"

[Deleted]

Det skete så pludseligt, så hurtigt, hun stod og så til, målløs og ikke helt i stand til at få helt styr på det indeni. Hendes blik fulgte hans mindste bevægelse, skete det her virkelig? Hun gik lidt i panik, ikke at skulle se om igen var så, så, ja hvad var det? Hun kunne ikke helt finde ud af det, hvad følte hun, følte hun overhovedet noget? Et sted havde hun lyst til at kramme ham, hun blinkede et par gange med øjnene. Det her var så uvirkeligt som noget overhovedet kunne blive. Hendes mund lukkede sig efter at have stået åben og hun egentlig havde set lettere dum ud. Hendes fader var hun ligeglad med, han kunne blive siddende der og rådne op, men hun skulle helt sikkert hovere med dette her, at hun var blevet leder. Der kom et suk fra hende, hun lod en hånd glide igennem det ravnsorte hår. De sidste ord fik hende dog til at bevæge sig hurtigt mod ham og omfavne ham kort, ganske kort, før hun slap ham igen, alt andet ville være helt akavet, selvom dette havde været det nok i forvejen.
"Jeg mener virkelig det her Zean, det har været en ære og det er en smerte at vide jeg nok aldrig ser dig igen. Jeg håber du bringer rædsel og død med dig på din vej som enhver dødsengel ville være stolt af. Og find dig selv igen, jeg savner den mand jeg så redde mig og give mig frihed." Lød det så roligt fra hende, hun sendte ham et af sine ballademager smil og nikkede så som en afsked. Et sted, fortrød hun lidt at hun aldrig havde prøvet at se om hun overhovedet ville kunne være en af hans kvinder, men igen, ville hun heller ikke bare være et tal i rækken, hun var selvglad og ville være noget specielt, være kvinden som ingen anden kvinde kunne overgå. Roligt kiggede hun væk, han skulle se at komme afsted, hun kunne ikke klare at sige farvel, det var bare for mærkeligt!

[Deleted]

Krammet var kort og en smule akavet. Dog kunne han ikke lade være med at klappe hende let på ryggen, som hun krammede ham. Han havde nydt hendes selskab og hendes støtte. Hun var en god kvinde, en god dødsengel og racen ville være i gode hænder nu. I det mindste var han ikke bare løbet uden at tænke på det først.
"Selvfølgelig vil jeg sprede død og rædsel! Men jeg vil også finde et sted, hvor ingen kender mig og Arona og slå mig ned der. Måske skaffe mig en plads til hos de rige, så jeg har penge til at nyde livet. Trods alt er det alt jeg ønsker..." han smilte og slog let ud med armene.
"...At nyde livet! En gammel bekendt af mine, Deacon...En dæmon...Fortalte mig engang om nogle af de fremmede lande. Nu vil jeg selv opsøge dem. Også selv om jeg hader skibe" grinte han let. Der var jo ingen grund til at det skulle være så trist. De ville trods alt alle leve videre, måske forhåbentlig med en bedre hverdag.
"Du er en af dem jeg kommer til at savne. Og forresten...Du får ikke mit sværd. Du må selv bestille et nyt eller håbe englene selv gider lave et til dig..." drillede han hende, da han gik det sidste vej over til døren. Med hånden på døren så han tilbage på hende endnu et øjeblik.
"Tjenerne i huset er vendt hjem, med undtagelse af et par få jeg bad blive. Huset og dem er dine nu. Og alle de rigdomme, jeg ikke kan slæbe med mig, er også dine. Farvel, Corina. Gør mig stolt" Der var ikke længere noget stort smil, kun et lille. Hans blik hvilede på hende et øjeblik...Så gik han.
Lidt efter fløj han fra byen, for aldrig at blive set igen.

//Out

[Deleted]

Det hele lød vel meget fornuftigt, hun forstod ham sådan set godt, men det gjorde ikke at det gjorde mindre ondt, tværtimod så var det virkelig trist ikke at skulle se ham igen. Men hun overlevede jo nok, allerede i morgen var hun nok i fuld sving med at vænne sig til sin nye titel og alting ville blive en del kaotisk, dog vidste hun at de fleste krigere allerede havde deres tiltro til hende. Mange kendte hende takket være Zean og mange elskede hendes måde at være der for folket på. Det var med blandet følelser hun stod her og så på ham, men hun vidste heller ikke meget om dem, så det var som regel noget hun skød fra sig. Et kort grin kom fra hende, han nævnte Deacon og det satte med det samme en kriblen over hende, ham måtte hun sende bud efter, som leder. Det ville blive sjovt at se ham forvente Zean, men opdage hende. Ballademagersmilet lod ikke til at vie fra hendes læber, det forblev der. Hun lyttede til hans ord, nikkede roligt og så på ham, allerede nu mærkede hun næsten magten stige hende til hovedet, det var helt perfekt dette her.
"Har jeg ikke altid gjort det?" Spurgte hun med et grin, inden hun vinkede til ham. Dog fulgte hun med ud og så ham forsvinde, det var ufatteligt, hun havde lige fået al magten over dødsenglene, hendes blik gled rundt på dem. Der skulle samles fok til aften, hun havde et par ting at sige, som de alle trængte til at høre.

//out