Take me home

[Noelle Jaceluck]

Den sidste der havde ret til at dømme var Evan. Han havde selv givet sine børn en hård opvækst, gjort dem stærke med sin hårde hånd, det samme havde hendes far, han havde bare samtidig sparet hende for at ydmyge sig selv, ved at tage sig af hendes sult selv. "Du har ingen ret til at dømme ham. Hvad han gjorde, gjorde han for at gøre mig stærk, og for at beskytte mig," sagde hun hårdt. Ild stod i hendes blik, ikke bogstaveligt, men man kunne se hendes vrede, og hvor tæt hun var på at eksploderer. Derfor skulle han gå, men naturligvis var det ikke en ordre han adlød.
Noelle lod igen armen falde og trådte i stedet mod ham, og så op i hans blik med vrede og frustration, måske endda et glimt af bebrejdelse. Det gjorde hende så vred at han havde gennemskuet hendes løgn, det var ydmygende for hun vidste at han nok aldrig havde følt for hende, hvorfor skulle han ellers have vagt anderledes i sin tid?
"Vi har gået op og ned af hinanden i årevis. Jeg har betroet mig til dig som en ven, søgt råd ved dig som den mentor du er for mig, og jeg har ladet dig være min højre hånd i så mange år, skulle jeg have gjort det, hvis jeg havde været indebrændt på dig over noget så basalt som følelser?" hendes tone var udfordrende, hendes kinder røde.
Vreden klædte ham. Hun havde sjældent hørt ham hæve stemmen, men det fik hendes hjerte til at banke hurtigt, den andrenalin og spænding hun følte gav hende næsten fornyet liv. Hun knyttede begge hænder hårdt, og stirrede så intenst på ham at hun glemte at blinke. Aldrig ville hun indrømme at have følelser for ham, end ikke hvis han søgte ind i hendes sind og så det! "Du styrer tanker ikke følelser! Kom ikke og tro at du kan pålægge mig følelser der ej har væ...!" hun blev afbrudt af hans faste bevægelse der trykkede hende ind mod ham. Hendes hænder landede på hans brystkasse, stadig knyttede, og egentlig vor at skubbe ham væk, men det lykkedes hende ikke. Hans varme læber fik hendes hjerte til at stoppe for et lille øjeblik, før hendes fingre langsomt straktes, så hænderne ikke længere var knyttet men hvilede på hans bryst, alt imens hun gengældte kysset lidt aggressivt.

[Deleted]

Selvom Evan måske var den sidste, der burde åbne munden, gjorde han det dog alligevel. Han havde ikke tænkt sig, at lade hende rende rundt her og tro at det som hendes far havde gjort ved hende, var okay, for det var det da godt nok ikke! "Og alligevel lader du den mand fortsætte med at gøre det? Det ligner ikke dig, at blive holdt nede på den måde. Og særligt ikke af en anden mand," sagde han kort for hovedet. Han vidste at hun ville have ham ud, men det var vel kun fordi at han havde ramt et ømt punkt hos hende? Han vidste jo, at an havde haft ret.
Evan rokkede sig ikke et sekund ud af stedet, da Noelle trådte helt hen mod ham. Han havde ikke nogen grund til det, og særligt ikke, når det var på denne måde. Let kneb han øjnene sammen, og med blikket endnu intenst hvilende på hende. Han var ikke bange for hende, og det havde han aldrig været. "Og lige præcis derfor kender jeg dig godt nok til at vide, at mit valg plager dig. Som jeg har rådet og guidet dig igennem dit liv. Set dig vokse op.. formet dig som en klump ler i mine hænder.. Så kender jeg dig," endte han med en kortfattet stemme, som han let kneb øjnene sammen.
Det var ikke ofte, at Evan blev så vred, som det han følte lige nu. Det var helt andre ting, som pludselig tog overhånd. Han kneb øjnene let sammen. Forbandet være det..! Han besvarede ikke hendes ord, før han havde revet hende helt tæt ind mod sig, og skænket hendes læber et intenst kys. At hun gengældte det, passede ham mere end fint! Den ene hånd gled om hendes nakke, for at holde hende fast ind mod sig. Han havde ganske vidst en forlovet derhjemme, men hun var det sidste, som han tænkte på lige nu. Han sukkede dæmpet. Han fandt dette ekstremt behageligt. Han havde brug for at mærke hende.

[Noelle Jaceluck]

Noelle vidste at intet af det hendes far havde gjort var okay. Visse ting var hun taknemmelig for, fordi det havde gjort hende stærk, men på samme måde følte hun sig ydmyget og kontrolleret af ham. Alt dette havde hun holdt for sig selv i så mange år, og det var kommet ret meget bag på hende at Evan var bekendt med dette. "Den mand hjælper mig med bedste midler. Som min fader, nærer jeg den dybeste respekt for ham, forbliver loyal. Der er forskel på det og at lade sig holde nede," understregede hun hårdt.
Desværre var sandheden anderledes. Hendes far gav strenge ordre på hvordan hun skulle leve sit liv, hvem hun måtte omgåes, hvordan hun måtte omgås dem, og hun var for bange til at gå imod disse, også selvom det var endnu en af de hemmeligheder hun lukkede inde dybt i sig selv.
Hendes hoved gled let på sned, på en lidt provokerende facon. Det sidste hun ønskede at tale om var følelser som hun ikke forstod og som hun i så mange år havde gemt væk, til det var skredet efter hende og Enricos brud. "Jeg er ikke et produkt at dig!" udbrød hun vredt. Han havde oplært hende, givet hende redskaber, men hun var sin egen det kunne han ikke tage æren for. "Aldrig har jeg følt andet for dig, en begær og tillid, Evan," sagde hun og så i hans blik uden at blinke, så overbevist om sin egen løgn.
Vreden lod sig ikke dæmpe, men tankerne om hendes far.. frygten for ham, gled i baggrunden ved deres kys. Vreden gjorde hende sårbar, trods hun troede modsat, hun blev styret af de følelser der altid havde ligget og ulmet i underhuden. Hendes lidt fugtige hænder lukkede sig fast omkring hans skjorte, trak ham tæt ind til sig. På en og samme tid havde hun lyst til at slå ham og samtidig lyst til at mærke hans blotlagde krop mod sin egen. Det var længe siden hun havde oplevet noget så intenst.

[Deleted]

Evan var bestemt ikke enig i hendes måde, at se til tingene på. Han var vred.. Alene det faktum, at hun lod Isiah gøre den slags ved hende, havde han svært ved at acceptere og bare stå på sidelinjen og lade ske, og særligt når det var på denne her måde. Han kneb øjnene let sammen. Den mand bestemte jo i hendes liv. "Han holder dig nede, netop ved at tage den kontrol over dig, Noelle. Det er ikke noget vidunder, at du søger den så voldsomt. Du kontrollerer jo mindre end hvad du giver udtryk for," sagde han kort for hovedet. Han fandt sig ikke i det!
Jo mere hun råbte, jo mere tændt blev Evan. Det var slet ikke noget som burde ske, men det gjorde det nu alligevel. Derfor skænkede han hende blot det dybe kys.. Krævende og næsten sultent. Han trykkede hende tæt ind mod sig. Med rolige skridt søgte han hen mod sengen med hende. Han kunne ikke lade være. Det var som om, at det hele faldt ham så skræmmende naturligt, og særligt efter den nat, som de havde delt i teltet på slagmarken, hvor de igen havde været tætte. At hendes egen fader havde forbudt hende, at være sammen med ham, vidste han dog ikke. Han var lykkelig uvidende om meget af det nye, som var foregået omkring i hendes liv. Sengen mødte han med sine knæ, hvor han derefter roligt lagde hende ned i den. Han selv lagde sig halvt om halvt over. Først der, valgte han at bryde kysset. Øjnene åbnede han langsomt, kun for at betragte sig af hendes skikkelse igen. Læberne spillede ud i et smil. "Du er nemlig formet af mig, Noelle.. Igennem rigtig mange år.. Så ikke kom og bild mig ind, at jeg ikke kender dig," endte han med en intens og fast hvislende stemme. Hånden strøg let nedover hendes side og mod hendes hofte. Smuk som hun var i kjolen. Lige nu ønskede han bare at få hende klædt af.

[Noelle Jaceluck]

I de tider hvor Isiah ikke var omring, var Noelle en fri kvinde, mens hans ånd var altid med hende, fortalte hende hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle handle for at bringe deres navn ære. Hendes karriere og de ting hun havde opnået derigennem, burde være nok, men det var det ikke.
"Han styre mig ikke! Jeg har vel kontrol over mit eget liv tak!" vrissede hun og knugede omkring hans skjorte med voldsom vrede. Hvorfor forstod han det ikke!? Hendes tanker druknede i hans krævende kys, der smagte på hendes læber. Hvordan det var gået direkte fra skænderiet til dette, forstod hun slet ikke.
Uden omtanke, lod hun sig fører mod sengen til dens kant ramte hendes knæhaser og nærmest førte hende ned i madrassen. Hendes fader havde advaret hende om hvad der ville ske hvis hun gjorde dette, men tanken var fortrængt for nu.
Hun greb om hans nakke, begravede sine fingre i hans hår, med et lidt insisterende greb. Hvorfor havde hun overhovedet lyst til det her? Hun var stadig vred på ham, stadig ekstremt frustreret. Idet han trak sig, slog hun øjnene op og så intenst på ham. Hans smil var provokerende. Den frie hånd greb hårdt ud efter hans kæbe, og tvang hans blik mod hendes. "Du kender hvert et træk, hver en finte, hvert et fodskridt jeg tager, for det lærte du mig. Men mine følelser, er langt ude af dine hænder Evan," hvislede hun fast. Han skulle ikke komme og tro at han havde en større magt over hende end dette, selv hvis han havde!

[Deleted]

Noelle klamrede sig til en tanke om frihed, som hun faktisk slet ikke havde. En mand som Isiah behøvede end ikke være til stede, bare for at styre hende, og det var næsten det, som han anså som det mest frygtelige. Begge hans børn var mistet, hvilket næsten var det værste af det hele. Han trak vejret dybt, og med blikket intenst hvilende på hende. "Lev du i troen på, at du har den kontrol, når du tilsyneladende slet ikke har den," afsluttede han kort for hovedet. Han gad slet ikke diskutere det!
Hvordan de var endt med at ligge i sengen her, vidste end ikke Evan. Det hele var gået så hurtigt og næsten af sig selv, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Let kneb han øjnene sammen, alene bare tanken om det. Her lå han nu over hende.. mærkede håndens greb i hans nakke, hvilket kun fik sat en voldsom sitren i hans krop og sind. Han lod hånden stryge let nedover hendes side, inden han tvang sig selv til at slippe hendes dejlige og blide læber. Dejlige som de var, ligesom resten af hende. Det var bare en synd og skam, at hun gemte det hele bag den hårde facade, når han nu vidste hvad der gemte sig på den anden side. "Jeg kender langt mere af dig, end hvad du nok ønsker, samt går og tror.. Jeg lærte dig alt hvad jeg ved om kampens ædle kunst.. Strategier, teknikker og finter.. Du derimod kan ikke skjule noget for mig. Min tid med dig, har ligeledes skænket mig en forståelse for dit reaktionsmønster. For mig, er du som en åben bog," hviskede han mod hendes øre, inden han tildelte hendes kind et blidt kys.

[Noelle Jaceluck]

Somme tider kom en forræderisk tanke om at gøre en ende på den eneste mand der stadig styrede hende, men når alt kom til alt, så ville Noelle aldrig kunne udfører en sådanne handling mod sin egen far, den samme mand der havde givet hende et liv værdt at leve. "Hvad ved du om det? Du som lader dig kontrollere af dit hjerte? Det er næsten værre. Hun er mere et barn end en kvinde Evan, og du lader hende lægge beslag på dig. Hvorfor kan du ikke se at hun binder dig ligeså meget som far bindet mig?" hun hævede lidt sigende sine øjnebryn. Han ramte hende hvor det gjorde ondt, så nu valgte Noelle at gøre det samme.
Der var engang hvor Evan ligeså havde værnet om sin ære, og nu var han hengiven familiefar og snart ægtemand, han lod sig destruere.
Hans kærtegn.. hun kunne mærke hans hånd gennem kjolen, mærke hvordan den efterlod et spor af sitren i hendes krop, længsel efter at mærke mere, en længsel som hun var nødt til at tøjle. Hendes greb løsnede sig, og faldt til hans skuldre, hvor hun puffede ham væk med en lidt bestemt bevægelse. "Havde det været tilfældet, så ville du vide at jeg intet følte. Kan du sige det samme?" spurgte hun direkte, og fik kæmpet sig op at sidde med ryggen mod en af sengestolperne. "Det her..." hun pegede på sengen og på ham og til sidst på sig selv med en hovedrysten. "Jeg synes du bør gå," afsluttede hun endeligt. Det var ingen ordre, for den ville han ikke følge under alle omstændigheder, til gengæld så var det ikke godt for nogen af dem.

[Deleted]

Athena var hende virkelig et problem, og det blev jo kun gjort mere og mere tydeligt for Evan. Et sted var det en tanke som irriterede ham, for hun var nødt til at forstå, at det var et valg, som han havde taget for sin egen skyld, mere end det var for nogen andres. "Selvom hun måske ikke er særlig gammel, besidder hun visse talenter, styrker og egenskaber, som selv jeg har brug for. Jeg har dog endnu et liv ved siden af. Hun styrer ikke mig, som din fader styrer dig," sagde han kortfattet. I hans hoved, var det i hvert fald to helt forskellige ting.
At hun pludselig valgte at skubbe ham væk, fik selv Evan til at trække sig en anelse, hvor han endte med at sætte sig ved siden af hende. Snak om at ødelægge det hele. Dette var ikke just noget, som faldt i hans gode smag. Tvært imod. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som han let lod hovedet søge på sned. Han ville jo helst ikke afvises, og særligt ikke af hende, når det foregik på denne her måde. Slet ikke! Han himlede let med øjnene. "Benægter jeg det?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Han rejste sig denne gang op. Hertil rettede han på sit tøj. Han sukkede tungt. Måske at han burde? Selvom han ikke havde lyst til at gøre det. Tænderne bed han sammen, inden han igen vendte blikket mod hende. "Det ligner ikke dig at gemme dig, eller at flygte på den her måde, Noelle," kommenterede han med en kortfattet og meget direkte stemme. Et sted kunne han ikke rigtigt undgå at føle sig.. presset af det? Det frustrerede ham virkelig, at se hende på den måde.

[Noelle Jaceluck]

Det var ikke Athena i sig selv der var problemet, men det faktum at han havde valgt hende. Det havde været nemt sammen med Enrico, i forhold til at hun havde haft en undskyldning for at se anderledes på Evan, men så var grænserne gledet ud i sandet den aften på kroen hvor han havde taget hendes sult, og nu var det hende blot en evig torn i øjet. "Engang tog du kun hensyn til dig selv og din storhed. Nu undlader du vigtige møder og arrangementer fordi frøkenen derhjemme siger nej. Jeg er bestemt ikke den eneste der lader mig styrer," fastslog hun og kørte hånden hen over sit ansigt, før hun vendte blikket mod ham.
Inderst inde havde hun ikke lyst til at afbryde hvad de havde startet, men han havde givet fornuften lov til at træde frem, hvilket ikke havde givet hende andet valg.
Hele hendes blik forandredes på et øjeblik. Hun havde i den grad forventet at han ville benægte nogensinde at have følt for hende men det.. gjorde han ikke? Det slog hende lidt ud af kurs. "I så fald det vel en lettelse at høre, at du tog det rette valg, for jeg gengældte aldrig nogen af de følelser," vedblev hun selvom hendes løgn var afsløret for lang tid siden.
Selv da han rejste sig, blev hun blot siddende og så på ham med et ulmende blik. En lille del af hende, havde mest lyst til at flambere ham for at være ærlig. "Jeg hverken gemmer mig eller flygter. Mit hoved er stadig hævet, og min stolthed intakt. Min tillid til dig derimod... jeg er bange for at den er såret," sgde hun og kneb øjnene lidt sammen.
Efter dette ville hun formentlig trække sig fra ham. Han kunne få lov til at leve i paradis, og hun kunne leve sit liv. Hans tjenester var ikke længere behøvet.

[Deleted]

Evan stirrede fast på hende. Man kunne snildt sige, at det hele var ødelagt, selvom det nok næppe, var noget som kunne komme bag på nogen , for det gjorde det godt nok ikke. Let knyttede han næverne. "Hvert et møde, har jeg været med til, som jeg har gjort hvad der har været nødvendigt, for at ivaretage den stilling og det arbejde, som jeg har haft til nu," sagde han kort for hovedet. Det var slet ikke noget, som hun skulle have lov til at angribe, og slet ikke på denne her måde! Det var slet ikke noget, som han fandt sig i!
Evan blev stående med blikket vendt i hendes retning. Nej, man kunne ikke ligefrem sige at han var imponeret over dette, for det var han da godt nok ikke. Han benægtede ikke, at han havde følt for hende, og derfor frustrerede det ham kun yderligere, at hun fortsatte med sine løgne, når han i forvejen havde taget hende i dem. "Du behøver ikke lyve for mig. Det får du intet ud af," sagde han med en kortfattet stemme. Han knyttede næven let. Hans tjenester her var ikke længere ønsket, og selvom hun havde beordret ham derfra, så ville han dog ikke søge nogen steder, uden at der var en grund til dette. Selv for ham, var det pinligt at blive afvist, og særligt når det skete på denne her måde, så var det ikke meget at prale af ved det. "Din tillid til mig?" spurgte han med en hård stemme. Han havde såret hende ved at gøre hvad? Stå ved sandheden? "Jeg håber for dig, at du har taget mine ord til dig. Jeg vil hverken se eller høre om dig i nærheden af slagmarken, før den skulder er fin igen.. Fortsat god aften, Noelle," sagde han kort for hovedet. Han bukkede kort med hovedet og søgte ud af hendes værelse. Trods alt var hun i højere rang, end hvad han var. Han skulle nok melde fra overfor Jaqia, inden han ville tage hjem. Han hadve fået nok for denne aften.

//Out

[Noelle Jaceluck]

De var begge vrede, Noelles eneste forsvar mod ham var at angribe det hun vidste han holdt mest kær - den familie han havde fået. Her stod han, med nogen at komme hjem til, og hun var alene med undtagelse af sin far. "Men kun hvad der netop har været nødvendigt. Du plejede at deltage overalt, plejede at vise dig og prale om dine bedrifter, overfor De som troede at de vidste bedre. Hun holder dig tilbage," gentog hun fast og rejste sig fra sengen for igen at stå foran ham.
Hvis ikke han snart tog benene på nakken, så var hun bange for at hun kom til at flambere ham eller noget i den stil! Selvom hun stadig benægtede at der havde været mere mellem dem, så fandt hun det stadig frustrerende at han havde næret følelser for hende men aldrig havde sagt et ord. Hvordan kunne det overhovedet være, når han havde valgt hende fra?
"Jeg lyver ikke," vrissede hun og knyttede igen sin hånd hårdt. Han havde en familie som ventede på ham derhjemme, så hvorfor spilde mere tid på denne meningsløse diskussion? Det var bedst hvis de slet ikke så hinanden for fremtiden, nu hvor de ej længere var i marken, behøvede de ikke at dele lejre, hun kunne sende ham til ukendte farvande hvis det var hvad hun ønskede. Hvilken dejlig ting magt var! "Det er sandelig godt at du ikke holder nogen magt over mig Evan. Faktisk skal du slet ikke være bange for at se mig i lange tider fremover!" råbte hun efter ham. Først da døren var smækket, faldt hun ned på sengekanten, spændt i hele kroppen. Hun kom med et mindre udbrud og slog hårdt ned i madrassen med begge hænder. Det var nok næppe i aften hun ville finde ro!

//Out