Take me home

[Deleted]

Evan trak let på smilebåndet. "Det kan anbefales. Det er altid rart at have sit eget, og særligt når man bliver kaldt hjem. Du lever og ånder for den mark, udelukkende fordi, det er det eneste du kender," sagde han ganske sandfærdigt. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han lod blikket hvile på hende. Smuk som hun end var, vidste han godt, at dette var et faktum, der rent faktisk plagede hende, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Andet end at hæve hendes humør på den måde, som han nu kunne gøre det, ved at love hende, at træne og holde hende igang. Hvis nogen kunne give hende modstand, var det da uden tvivl ham. Et let smil bredte sig. "Det håber jeg heller ikke. Du skal nemlig ikke have lov til at få mig ned og bide i støvet," pointerede han med et morende smil på læben.
Evan lagde sig roligt til rette og med blikket vendt mod hendes skikkelse. Han forstod at det var svært for hende, at være her, når Enrico var rundt. Selv måtte han jo bare sande, at når han endelig var i marken, at han ikke tænkte på hans kæreste derhjemme, for det gjorde han ikke. "Jeg holder hende igang, når jeg er hjemme, for hun får ikke lov til at glemme det. Til forskel fra dig, har jeg en kæreste, som kunne slå fra sig," sagde han ganske stilfærdigt. Ikke fordi at han ville stå og sammenligne, men det var jo bare en omstændighed.
Langsomt trak Evan sig tættere på hende. Han satte den ene hånd ned i sengen, så han kunne hæve sig en anelse. Grebet fattede omkring hendes hage og kæbe, kun for at vende hendes blik mod sig. "Du er bange for følelser, smukke.. Det er en skam.. Selv du har et hjerte værd at beskytte," sagde han med en sandfærdig stemme, inden han gav slip igen.

[Noelle Jaceluck]

Noelle lod blikket glide om bag ham, hvor hun betragtede det ene andet møbel der var end sengen, en simpel kommode hvor hendes tøj også var. "Det har været mit hjem i mange år. Det eneste sted jeg ellers har følt mig tilpas var i Atterlin. Somme tider overvejer jeg stadig at drage dertil i pauserne ind i mellem, men det er så langt herfra," sagde hun og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen mens hendes blik søgte tilbage til hans.
Enhver i nærheden af Evan ville føle sig godt tilpas, og som kvinde nok også tryg. Noelle slappede af på en helt anden måde omkring ham, måske fordi han altid havde været hendes mentor, han havde beskyttet hende, som han nu beskyttede sin lille familie. "Bare vent min kære, du vil komme til at bide i støvet," sagde hun med et morende glimt i øjet. Det var fantastisk når de udfordrede hinanden på den måde!
Det tog tankerne lidt væk fra frustrationen over at Enrico stadig var her og at de bevægede sig under det samme tag. Sandheden var vel at hun faktisk fandt tilværelsen ensom nu hvor hun havde prøvet andet?
Tankestrømmen blev brudt da han rykkede på sig og tog fat om hendes kæbe. Hendes blik blev mere intenst, hendes hjerte slog hårdere.. han havde for vane at kunne gøre selv hende nervøs. "Desværre er jeg endnu ikke stødt på nogen stærk nok til at kunne beskytte det," svarede hun. Det var ikke sandt.. der var ham, men eftersom han var uaktuel, var det ikke værdt at snakke om.

[Deleted]

"Vil du da påstå, at du er blevet så meget et vanemenneske, at du end ikke er i stand til at bryde det, og søge til et sted, hvor du ikke er ensom og alene?" spurgte Evan denne gang meget direkte. Ganske vidst ønskede han på ingen måder, at hun søgte tilbage i retningen af sin fader, for den mand fortjente virkelig ikke at have det kendskab til en kvinde som Noelle, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende for hende. Smuk og uvurderlig som hun var, og dette var end ikke noget som hendes fader kunne sætte pris på. Det var egentlig grotesk!
Her kunne de ligge og udfordre hinanden. Det ville i hvert fald give hende noget at se frem til nu hvor hun skulle holde skulderen i ro. Han så i hvert fald hellere at hun ventede på at træne den op, end at starte nu og faktisk ødelægge skulderen helt, hvilket jo kun ville ende med at koste hende den karriere som hun havde i marken. "Jeg glæder mig til at se hvad du kan i så fald," sagde han tydeligt tilfredst. Hun var tæt på at tvinge ham i jorden. Hun havde jo faktisk været tæt på at gøre det mange gange. Rigtig mange gange.
Denne gang tog Evan et let tag om hendes kæbe, for at vende hendes blik mod sig. At gøre hende ondt, kunne han dog ikke finde på. Hånden strøg let over hendes kind. Hun var fristende, som hun lå der.. Smuk og det hele, hvilket i forvejen, var noget der tændte ham. "Virkelig ikke en eneste?" spurgte han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned, dog uden at se væk. Selv hendes væsen påvirkede ham jo trods alt. Han nød det uden tvivl!

[Noelle Jaceluck]

Noelle tænkte lidt over hans ord og trak så på skuldrene med et lidt uforstående problem. "Jeg kan lide at være alene. Det er ikke en vane, men blot en del af mig. Huset i Atterlin er enormt, jeg vil næppe bemærke at også min fader er der," sagde hun roligt. Hvad var problemet? Hun anede ikke at Evan var kendt med de grusomme historier fra hjemmet af, eller at han ikke kunne fordrage hendes far, men det var et sted hun følte sig langt mere hjemme end her.
Træningen måtte tage i etaper, men ved at ligge her og give hinanden udfordringer som hun kunne se frem til, virkede det ikke nær så kedeligt eller uoverskueligt. "Du vil blive overrasket," lovede hun med et selvsikkert blik, velvidende om at denne skade nok ville hæmme hende meget i flere forskellige henseender.
Hans stærke fingre fik hende til at se op på ham med en blanding af afsky og afsavn. På den ene side burde hun skubbe ham væk, men hvert et kærtegn talte med. Hans blide tommel, satte en mindre dirren i hende, det kunne ikke skjules i hendes blik selvom hun ihærdigt forsøgte og samtidig overvejede om hun burde sige sandheden, eller forsøge at lyve overfor ham.
"Faktisk.. var der engang en med stort potentiale, men et eller andet sted på vejen lod han til at indse at jeg var en for stor opgave," svarede hun med et intenst blik, der tydeliggjorde hvem hun snakkede om. Løgn var det jo trods alt ikke!

[Deleted]

Evan var kendt med mane af de grusomme ting, som hendes far havde gjort ved hende, og det var ej noget, som han fandt behageligt. Tvært imod, så var det noget som gjorde ham direkte vred og rasende, hvilket der normalt var noget der skulle temmelig meget til, for at opnå. Han kneb øjnene utilfredst sammen. "Hvad med at finde et sted, som er upåvirket og langt væk fra den mand?" spurgte han direkte. Han var i hvert fald ikke den mand, som ville lægge skjul på, at han slet ikke brød sig om den mand, og helst gerne så, at Noelle holdt sig langt væk fra ham.
Nu hvor de kunne ligge der og prikke til hinanden, så mente Evan faktisk alvor, når han sagde, at han glædede sig til at tage den udfordring op med hende. Hvis der var nogen, som ville have nogen mulighed for at slå ham, så var det uden tvivl hende. "Næppe," sagde han selvsikkert.
Hentydningen fangede Evan med det samme. Hans hjerte havde uden tvivl valgt en anden vej, end den som nok havde væert den mest oplagte, men det var ærlig talt ikke noget som han tog så tungt. Han vidste det jo godt. Noelle havde uden tvivl været et langt mere oplagt valg for ham, også selvom det nu alligevel ikke var endt med at ske. Hans læber spillede ud i et let smil. Hvor var det dog bare typisk. "Jeg er nu temmelig sikker på, at vedkommende, aldrig har set på dig som for stor en opgave," sagde han endeligt, inden han igen lagde sig til rette ved siden af hende. For nu følte han faktisk at han kunne slappe af. Og det var virkelig rart.

[Noelle Jaceluck]

Barndommens minder kunne stadig hjemsøge hende i nattetimerne, hvilket var en af grundene til at hun altid sov for sig selv. Sammen med Enrico havde været en undtagelse, fordi han oftest var død når de sov, men ellers hadede hun at lade sig plage af det. Alligevel var hun sin far evigt loyal, fulgte ethvert vink for at tilfredsstille ham. "Hvorfor skulle jeg ønske et sted langt væk fra min fader?" spurgte hun uforstående. Det var svært for hende at håndtere at ingen rigtigt brød sig om en mand som altid var der for hende, altid beskyttede hende og forsøgte at gøre hende stærk.
Som han slap hendes stærke kæbeben igen, gled Noelle om på ryggen og sammenflettede sine fingre hen over sin mave, dækket af kjolens smukke stof. Hendes blik stirrede op i loftet. Naturligvis var det et nederlag at han havde valgt sit ægteskab frem for hende, men på den anden side, så var det bedst sådan. "Under alle omstændigheder gav han op. Det viste sig at potentialet ikke var stort nok, så nej.. ingen stærk nok til at forsvare det," bekræftede hun og holdt vejret et øjeblik for ikke at blive fristet til at sukke. De havde faktisk aldrig talt om deres daværende forhold eller på deres efterfølgende brud, det havde altid givet sig selv, og det ville det gøre fortsat. Snart ville han være gift og så ville hun formentlig kunne slippe tanken helt, og bare leve sit liv i styrke og selvtillid. "Hvornår planlægger i brylluppet?" spurgte hun måske lidt ud af det blå, men pludselig håbede hun at det var snart, trods det nok var en naiv tanke at det ville gøre en forskel.

[Deleted]

Selv Evan havde alle tænkelige grunde til at ville ønske at Noelle holdt sig langt væk fra de mand. Han gjorde kun skade, og det ønskede han ikke. Han ønskede ikke, at der skulle foregå mere omkring hende. De historier han havde fået, var nemlig slemme nok! "Overrasker det dig, at ingen ønsker at du skal være i nærheden af den mand?" spurgte han direkte. Han havde ganske vidst lovet at holde tæt, men enhver som havde været i nærheden af dem, kunne jo sige åbent og direkte, at det som havde været der, slet ikke var ordentligt og slet ikke burde foregå.
Selvom Evan havde valgt Athena og sit kommende ægteskab over hende, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at der ikke også var plads til hende i hans liv. Man kunne naturligvis sige, at det ikke var som det engang havde været. "Jeg håber naturligvis, at hun er klar over, hvilken betydning de mange aftener og det lange arbejde, alligevel har haft," sagde han roligt. Umiddelbart kunne man jo godt sige at Athena og ham, ikke havde travlt med et ægteskab. Det var ikke hvad de snakket mest om i hvert fald. Det var nok noget, som ville komme af sig selv. "Det er ikke det vi snakker mest om," sagde han med en ærlig stemme, hvorefter han let trak på skuldrene. Han elskede Athena.. Det gjorde han virkelig. Han lagde sig til rette med hænderne bag hovedet. Hvorfor gik hun så meget op i ham og Athena pludselig? "Du kan ikke lide Athena.. hvorfor pludselig den interesse?" spurgte han direkte. Hvad var hun egentlig ude på? Det her lignede hende ikke ligefrem.

[Noelle Jaceluck]

Noelle satte sig lidt op og vendte sig mod ham med et lidt hårdt blik. Ingen ud over familien vidste hvad der var sket men hendes mor havde altid haft mere travlt med hvad der var sket med Faith. "Hvad skal det sige? Min far er en højt respekteret mand" sagde hun lidt stædigt. Man kunne se i hendes iltre blik at dette var optakten til at blive mere ophidset. Mange kunne man snakke dårligt om, men hendes far var ikke en af dem!
Den sidste der skulle fortælle hende hvem hun burde og ikke burde være sammen med, var ham som havde valgt en tøs der knap var myndig!
Hun så væk og holdt vejret for at finde en lidt større ro, desværre virkede det ikke særlig meget. "Vi havde det sjovt så længe det varede Evan, det var ikke enden på mit liv da du valgte mig fra. Det eneste jeg er ked af, er at jeg gjorde den fejl at udskifte dig med et endnu mere sølle tilfælde," hun kørte hånden gennem sit hår uden at se på ham. Det var kun et forsøg på at beskytte sig selv, deres lidt for mange måder på de sidste havde nok vækket noget i hende som hun havde forventet var dødt. Kort skævede hun i hans retning. "Det er ej fordi jeg ikke bryder mig om hende, jeg finder hende bare ung og naiv," sagde hun ærligt. "Desuden interesserede jeg mig ikke for hende, men for dig," tilføjede hun med et generelt mere bidsk tonefalds.

[Deleted]

Evan vendte blikket fast i retningen af hende. At hun kunne tage den mand i forsvar, forstod han nu heller ikke, men hvad pokker. Kunne han forvente andet, end at Noelle virkelig ønskede at tage den mand i forsvar, som havde gjort hende, og så mange andre, så meget ondt? "Jeg ved hvad den mand har forvoldt dig, såvel som Faith og andre, Noelle," sagde han denne gang direkte. Han kunne ikke holde mund om det. Den mand pissede ham ganske enkelt af!
Evan vidste, at Noelle ikke var tilfreds med hans valg, men det var nu heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at gøre alverdens ved det. Det havde været godt, så længe det havde varet. "Så end ikke Enrico har skænket dig noget, som du har kunne drage nytte af igennem alt den tid, som I har været sammen?" spurgte Evan en kende mistroisk. I det tilfælde, kunne man jo spørge om hvem der egentlig havde udnyttet hvem. Han havde ondt af manden. Meget endda.
"Jeg ved godt, at Athena aldrig har været din kop the, og nok aldrig nogensinde bliver det, Noelle, men mit hjerte valgte hende. Mange forstår sig ikke på det valg. Det gør jeg heller ikke altid," svarede Evan dog med en kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre ondt værre, men det var nu bare de omstændigheder, som der var. Man kunne tage det, eller man kunne lade være. Athena var en kvinde som havde vækket det i ham, som Diane ikke havde været i stand til, i det store og hele. For ham, var det befriende.

[Noelle Jaceluck]

Noelle blegnede. Faith var kendt med fortidens rædsler, men ingen havde sagt eller gjort noget dengang, og alligeve havde hun siddet og krænget sin viden ud til Evan? "Fortalte hun dig det?" spurgte hun lidt tørt og så væk. Somme tider skammede hun sig over det, men hendes far forsøgte at gøre hvad han mente var bedst for hende, det var den evige, naive tro hun gik i. "Ingen mand er perfekt, Evan. Ej heller min far, men man må fokuserer på andet end det negative somme tider. Faith bærer nag, det har hun altid gjort.. hun burde komme videre," hun rejste sig og gled et øjeblik mentalt væk, mens hun stirrede ud af vinduet.
Evan kunne desværre tillade sig at sige meget, fordi han var en af de få som havde en stor betydning for Noelle, der ellers aldrig lukkede nogen ind på livet af sig.
"Enrico fangede mig et spind af velbehag og tryghed og omsorg, og jo det var fantastisk, men det er lidt ligesom en god whisky. Det smager godt, og narre en til at føle sig stærk for et kort øjeblik, men når man så bliver rigtig skridt efterfølgende, indser man ligeså at det i virkeligheden gjorde en ynkelig og svag," svarede hun med et lidt køligt fnys. Problemet lå nok nærmere ved at Noelle ikke ligefrem følte for at indrømme hvor rart det havde været at være elsket af nogen.
Hun var fristet til at bede ham om at gå, men på nuværende tidspunkt ville det nok være for afslørende. Hun knyttede sine hænder let og så på ham med påtvungen ro. "Jeg bærer ingen nag, Evan. Vi havde det sjovt, ingen følelser involveret. Et valg mellem hende og jeg var aldrig en mulighed, for vi havde aldrig en chance," hun trak på skuldrene og forsøgte virkelig at virke intetsigende. Desværre var det ikke helt sandt, desuden var der en grund til at han havde været tæt på hende, bag om Athenas ryg!

[Deleted]

Naturligvis havde Faith fortalt ham det hele. Det var en gensidig tillid mellem ham og Faith, og end ikke den, ønskede han at ødelægge. Hun havde en at gå til, når hun følte for det, og han var faktisk glad for, at hun havde benyttet det. Noelle derimod.. var så bange for manden, at hun fortrængte det. Hovedet lod han søge på sned. "Og alligevel sidder du her og forsvarer manden for hvad han har gjort. Hvordan skal den forstås? Du kan vel godt høre, hvor forkert det er, Noelle?" spurgte han direkte. Den mand fortjente slet ikke at blive forsvaret, for det som han havde gjort!
At høre hende beskrive hendes tid med Enrico på den måde, fik alligevel et kort træk til at finde vejen til hans mundvig. Han var ikke et sekund i tvivl om, at hun holdt af manden, men at det vel bare var svært for hende? Ej underligt med det liv og den opvækst som hun havde fået, med stort set mangel på alt det, som så mange andre, desperat havde brug for. "Din opfattelse af at have et andet væsen som en nær del af livet, er meget anderledes fra min egen, kæreste," begyndte han roligt. "Igen, vil du benægte, at du ikke har nydt af hvad Enrico kunne tilbyde dig? En mand som rent faktisk udviste bekymring for dig? På sin egen måde, vel og mærke," sagde han endeligt.
Evan stirrede hende direkte i blikket. Tanken om Athena vidste han godt, ikke behagede særlig mange, men han kunne jo for pokker ikke rigtigt gøre noget ved et valg, som hans hjerte, havde taget på vegne af ham. Han betragtede hende, som hun rejste sig op, hvor han satte sig op i sengen. Han fulgte hende med blikket. "Du er såret over det valg, som jeg tog," konkluderede han endeligt. At lyve for en mentaldæmon.. hun burde vide bedre.

[Noelle Jaceluck]

Frygten var blevet en så stor del af hende, at hun aldrig ville vedkendes at være bange for sin egen far. Ligeså hård som han kunne være, ligeså kærlig kunne han behandle hende, hvis hun bare fulgte reglerne. Selv i det voksne liv fulgt ehun ethvert vink, underlagde sig ham og lod ham bestemme hvordan hendes liv skulle leves, og ja det var flovt, hvilket var grunden til at ingen skulle vide det. Bevidst så hun ikke på ham, men så i stedet ind i væggen med et hårdt blik og sammenbidte tænder. Hun lagde en hånd på hver af sine overarme og gned dem. "Og det faldt ingen ind at jeg måske gik med til det? Han gjorde mig stærk, hvor forkert det end var, så nej jeg kan ikke se det tåbelige i at forsvare ham," sagde hun med en kølighed der sjældent hørte til en delvis ild dæmon.
"Det var den samme difference i vores opfattelser, der gjorde os to umuligt fra starten," medgav hun og lod armene falde slapt ned langs siden. Der var ganske vidst momenter som havde fået hende til at blive hos Enrico, og jo hun holdt af ham, følelser døde ikke så nemt, men bitterhed, og vrede og samvittighed overskyggede alt hvad hun nogensinde havde følt for ham. "Nej det vil jeg ikke benægte. Jeg siger blot at hvad han tilbød havde nogle ulemper. Jeg forstår hvorfor kvinder bliver forfalden til den slags, men deres pligt er at skabe en tilværelse og en familie, det er ej min. Det kostede i sidste ende," fastholdt hun hårdnakket og skulede lidt i hans retning, frem til han fik hende til at le med sin antagelse. Det var ikke en blid latter, men en lettere anstrengt, grundet dets skjulte falskhed. "Du smigre dig selv, Evan. Jeg nærede aldrig følelser for dig, med andre ord kunne det umuligt sårer mig," hun rystede på hovedet mens det resterende smil langsomt falmede. Desværre havde han ret.. det gjorde altid ondt at blive fravalgt.

[Deleted]

Isiah havde gjort mange ting ved Noelle, såvel som Faith, hvilket var det, som selv havde fået Evan til at reagere, for tanken alene om det, var noget som gjorde ham direkte tosset! Her stod hun jo endnu og forsøgte at forsvare manden. "Med alt det, som den mand har gjort ved dig.. så ønsker du stadig at forsvare ham? Du kan ikke komme og bilde mig ind, at du har ladet ham gøre det med din gode vilje," afsluttede han kort for hovedet. Det i sig selv, var slet ikke noget som han ønskede at stå og bare acceptere det som den mand havde gjort imod hende, og særligt når det var sket på denne her måde.
Det havde nok aldrig gået mellem dem uanset, og særligt med de forskellige måder, som de havde at se tingene på. Enrico måtte da have givet hende noget, som havde fået hende til at blive. Naturligvis en skam, at det ikke var holdt, for han kunne jo selv se hvor påvirket at den mand var af det hele. Han rystede let på hovedet. Til tider, var det virkelig, som at stå og snakke til en væg, når det kom til Noelle! "Hvad du ønsker at stille op med dit liv, er naturligvis din egen beslutning, Noelle. Den mand har ødelagt dit syn på hvad der er fornuftigt i mange henseender. En skam, at det ligeledes går ud over folk omkring dig," sagde han kort for hovedet, som han igen vendte blikket mod hende. Her kunne de nok stå og skændes resten af aftenen, uden at blive enig. Armene lod han søge over kors på det faste bryst. Det var ikke smiger til ham selv.. Han var temmelig sikker på, at det var sådan, at tingene rent faktisk forholdt sig. Han trak morende på smilebåndet. Hun kunne fortsætte med at fortælle sig selv om de ting.. beskytte sig selv med løgne, men overfor en mentaldæmon? "Vil du påstå at jeg tager fejl? Tvært imod.. Jeg tror du er overbevist om din egen løgn. Eller forsøger på det," endte han, inden han rejste sig. Blikket søgte hendes skikkelse direkte.

[Noelle Jaceluck]

For mindre end en måned siden, havde Noelle ladet sin far udnytte hende igen, ladet ham true hende ind i naiv tro at hun selv kunne styrer sine følelser, for hvis hun ikke gjorde, så ville det blive en kæmpe smerte i stedet for. Hun var så vred at hendes næsebror vibrerede hver gang hun trak vejret, men mest bundede det nok i at han havde ret. "Du kender mig godt, Evan, men åbenbart ikke godt nok. Tror du ikke det var mindre ydmygende for mig at lade min far gøre det, end en tilfældig? Og de mange slag.. du slog selv dine børn for at styrke dem, han gjorde det samme, så kom ikke her og gør dig bedre end ham!" vrissede hun og pegede på døren med et knips, som tegn på at han skulle gå. Dybest set, var hun vel klar over at han formentlig ikke ville lystre lige netop den ordre.
"Man vælger selv sit indhold, jeg valgte karrieren frem for familie og kærlighed. Det var en fejl at tro at jeg kunne have begge dele, og du har ganske ret, det er helt min egen beslutning!" hendes øjne lynede da hun igen så på ham. De burde slet ikke have den her diskussion! Noelle følte sig trængt lidt op i et hjørne, hendes følelser for Evan havde nok været tydelig dengang, men siden hen havde hun holdt det skjult bag et hav af facader som han kunne vove at pille ved!
"Ja gu' vil jeg påstå at du tager fejl! Hvis du tror at jeg nogensinde nærede så meget som én varm følelse for dig, så er du mere tåbelig en ventet!" hun gik tættere på ham, med en varm glød i kinderne, hvilket kun kom fra den indre gnist der nærede sig fra hendes temperament.

[Deleted]

Evan havde ganske vidst slået sine bør, men at udnytte den på den måde, havde han aldrig fået sig selv til. Selv i den hårde opvækst, som han havde haft, og meget af det, som han havde skænket videre til sine egne, var der grænser for hvad han selv ønskede at påføre dem. De skulle jo gerne kunne have et funktionelt liv efterfølgende. "Jeg slog mine børn, hvilket jeg gerne står ved, men andet har jeg aldrig udsat dem for. Hvad din fader angår, er det en anden sag," sagde Evan med en direkte stemme. Han kunne jo mærke på hende, at dette ikke var noget, som hun ønskede at snakke om, og naturligvis var det ej heller underligt, at det forholdt sig således.
Som hun direkte viste sig til, at han skulle gå, var det dog ikke noget, som han havde tænkt sig at gøre. Så let, ville han dog ikke påstå, at hun skulle have lov til at slippe. Han rystede fast på hovedet. Man kunne snildt få begge dele, bare man fandt den rette. Han fik begge. Han havde sin karriere, og en ung kvinde hjemme, som fik ham til at føle sig som en.. mand. Han kunne beskytte, også når han betrådte den hjemlige grund. "Du er naturligvis frit stillet til at tage de beslutninger, som du lyster. Du skal dog ikke rende rundt og føle dig indebrændt på mig, for de beslutninger, som jeg har taget," sagde han kort for hovedet. Han sendte hende en direkte advarende mine.
At hun søgte hen mod ham igen, tog han ærlig talt ikke så tungt igen, hvis han skulle sige det selv. Han betragtede hende med en direkte intens og fast mine. "Det ved jeg du har gjort.. Prøv igen at lyve for en mentaldæmon. Før eller siden går det op for dig, at det ikke er muligt," nærmest hvislede han. Hun gjorde ham vred og...lysten på samme tid? Det var heller ikke noget, som direkte lignede ham. Varm som hun var, følte han det næsten på sin egne krop. Han trådte tættere på hende, for at mindske afstanden. Dernæst.. tog han fat om hende.. rev hende tæt ind til sig, blot for at kysse hendes bløde læber. Han kunne ikke lade være!