Take me home

[Noelle Jaceluck]

"Marken eksisterer ikke længere Evan. Krigen eksistere ikke længere, fra nu af vil mit hovedsæde være her hvor jeg skal træne nye soldater, somme tider vil jeg få opgaver rundt omkring, men dette har praktisk talt gjort mig arbejdsløs," vrissede hun. Naturligvis forstod hun godt hvorfor Jaqia havde gjort det, men tanken om ikke længere at have et flugtsted, slog hende ihjel på indsiden.
Det sved og brændte i såret, fler egange var hun fristet til at skubbe ham væk, slå ham, gøre et eller andet bare han ville stoppe, men hun holdt sig i skindet og knugede derfor om sengetøjet med tunge prust. Små svedperler dannede sig på hendes pande, det var virkelig en smertefuld affære! "For helvede," mumled ehun og mærkede hvordan tårer pressede sig på, men ikke tale om at hun nogensinde ville lade dem falde, og slet ikke overfor Evan!
Det lettede lidt da han fjernede kluden også selvom den brændende fornemmelse ikke forsvandt. Den var til at leve med. Hendes åndedræt var overfladisk og anstrengt, han havde virkelig ikke nogen idé om hvor ondt det gjorde! "Utroligt at kuren er mere smertefuld end uheldet," mumlede hun for sig selv, og mærkede hans krop bag sig. Det fik hende hurtigt til at falde lidt til ro. "Tak. Du skulle ikke tilfældigvis havde en smøg på dig?" hun vendte hovedet lidt. Lige nu kunne hun virkelig godt bruge sådan en at køle lidt ned på igen.

[Deleted]

"Man kan kun håbe, at vi nu går en langt bedre tid i møde, end hvad vi har gjort hidtil," sagde Evan med en rolgi stemme. Krigen var selv et sted som han elskede.. bizart som det end lød, men det var spændingen, som han faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Selv vidste Evan, at dette gjorde forbandet ondt, men han vidste derimod også, at det var det som skulle til. Det healede indefra og lindrede, når det fik lov til det. Han trykkede hende let ind mod sig, bare for at give hende den form for.. ro og nærvær. Hans blik gled mod hende. Det var først, da hun så ud til at falde lidt til ro, at selv han, kunne slippe hende bare lidt. "Jeg ved det gør ondt.. Det er snart forbi.. Du skal blot holde skulder og arm i ro, til det healer ordentligt," sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hun så ud til at være faldet mere til ro nu, hvilket skam også var noget der passede ham mere end fint. Hendes forespørgsel derimod, var ikke just noget, der gjorde det bedre. "Om jeg har en smøg? Hvornår render jeg rundt uden en pakke på lommen?" spurgte han med et let smil på læben. Var det bare ikke upassende at ryge dem her? Han lod den frie hånd, fiske pakken op af lommen, som han smed på sengen ved siden af dem.

[Noelle Jaceluck]

Bedre tider var et definitionsspørgsmål, for de fleste ville nok mene at den manglende krig, gav bedre fremtidsudsigter, men Noelle var uenig, det gjorde hende arbejdsløs, efterlod hende med de kedelige opgaver uden mulighed for udfordring, uden mulighed for at dygtiggøre sig. "Jeg har brug for noget at lave. Forhåbentligt skaber dødsenglene eller Imandra snart endnu krig," man havde vel lov at håbe, selvom tankegangen var lidt bizar.
Smerten havde ikke rigtigt fortaget sig, den var bare blevet tålelig, men hendes tærskel var sådan set også ret høj. "Meget vel.. hvis bare jeg slipper for det der igen," hun skævede til skålen med den grumsede væske, som havde det været en ærkefjende. Som han slap, vendte Noelle sig om med fronten til ham med et lidt afventende blik. "Jeg vidste du ville sige ja," et lidt kækt glimt meldte sig i hendes øjne, idet hun rakte ud efter den lille pakke og fiskede en op. Med den mellem to fingre, kravlede hun op, så hun sad op af puder i sengen. "Sådan en har jeg ikke fået længe," sagde hun og førte den til sine læber. Uden at røre den brød enden i gløder og røg begyndte at stige derfra. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding så røgen kradsede lidt, inden hun pustede ud i rummet med stort velbehag. Det hjalp i den grad på de nerver der var blevet vækket af smerten i hendes skulder.

[Deleted]

Den manglende krig, var nok noget som gjorde hende arbejdsløs for nu, men det var vigtigt, at der kom ro og kontrol på tingene. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, og med et stille smil på læben. Han forstod sig på hendes bizarre tankegang. "Før eller siden, så kommer det jo nok," sagde han med en rolig stemme. Ikke at han tog det så tungt. Selv han var vel blevet lidt for vant til livet på marken i forvejen? Særligt efter at han aktivt var blevet en del af det igen.
Selvfølgelig havde Evan smøger. Han havde da altid en pakke med, når han var nogen steder, for det var jo aldrig til at vide, hvornår behovet opstod. Han lod hende tage en, hvor hun satte sig hen til puderne i stedet for. "Du er vel næppe forundret?" spurgte han med et let smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned. Han satte sig roligt op ved siden af hende i stedet for. Her tog han sin egen smøg i hånden, hvor han hurtigt fik gang i den på magisk vis. Han satte den mellem læberne. Han pustede røgen roligt ud, inden han lænede sig tilbage. "Så det er her du bor, når du endelig er hjemme?" spurgte han videre, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var jo faktisk også første gang, at han var her.

[Noelle Jaceluck]

Ro og kontrol havde aldrig rigtigt været hendes ting, hun ønskede kaos, krig, sved og blod og tårer. Den slags ville hun næppe få meget af i et godt stykke tid fra nu, det var en kende deprimerende. "Det er værd at håbe. Jeg får ikke tiden til at gå med at træne håbløse, unge mænd," hun sukkede og udåndede igen en mindre røgsky. Hun bøjede lidt i benene og lod albuerne hvile mod knæene, mens hun bare stirrede mod døren overfor sengen mens Evan satte sig ved siden af hende.
Smøgen fik hende til at glemme alt om smerten, hvilket i sig selv var fantastisk! [color=Nej. Jeg ville have været forundret hvis du ikke havde haft,"[/color] erkendte hun og lænede sig godt tilbage. Det nærmeste hun nogensinde var kommet på at have en ven var Evan, og det var efter deres årlange romance, end ikke det havde formået at skille dem rigtigt ad.
Hun så kort i hans retning, før hun lod blikket glide ud i rummet. Det var tomt, så nærmest ubeboet ud. "Jeg har været her så sjældent, men ja," hun sukkede og tog endnu et hiv. "Ikke ligefrem den prægtige herregård du plejede at bo på sammen med Diane," påpegede hun med et lille smil. Om det han havde med Athena var større eller mindre vidste hun ikke, men det var også til dels irrelevant.

[Deleted]

Noelle havde nu altid været grotesk af sig, så det kunne næppe komme bag på nogen, at hun virkelig ønskede at der skulle være krig og kaos. Hvorfor skulle han reagere anderledes på det? "Det er nu det, som du har at se frem til, Noelle.. Det er der du har muligheden for at sætte dit præg på de unge mænd med drømmen om et liv i hæren.. Som jeg satte mit præg på dig," pointerede han med en stilfærdig stemme. Han selv tog det nu ikke så tungt, at krigen for nu var ovre. Det var dejligt med en mere fredelig tid, og særligt efter alt det som var sket. Selv havde han jo temmelig dårlig samvittighed over, at han selv havde været med til at hjælpe Macaria og Zean til magten i Manjarno.
Evan satte sig roligt tilbage mod puderne, med den ene arm bag hovedet, og den anden som håndterede smøgen foran ham. Selv på trods af det liv som han havde haft sammen med Noelle, så havde det aldrig ændret på, at han kunne opsøge hende og gøre alverdens andet. At hun bragte Diane på banen, tog han ærlig talt ikke så tungt. Det var uden tvivl et overstået kapitel for ham, for flere år siden. "Well.." begyndte han, inden han tog et sug mere. Han pustede røgen roligt ud igen, inden han vendte blikket mod hende. Selv han kunne tage fejl, og begå fejl, og dette var jo så en af dem. "Defor går jeg ikke ind for arrangerede ægteskaber. Mine egne fik selv lov til at vælge.. At de begge valgte forkert, er jo så en anden side af sagen.. Jeg bor fint nu.. Ikke så stort og prægtigt som førhen.. men fint," afsluttede han med et kort skuldertræk. Han var der nu ikke for at snakke om Diane. Det var længst et overstået kapitel. Han var derimod stadig mere interesseret i hende. "Du har stadig ikke snakket med Enrico.. Har du?"

[Noelle Jaceluck]

Måske det var en ære at træne de unge, håbfulde mænd, men halvdelen ville miste deres liv fordi de manglede entusiasme. Hun himlede med øjnene og pustede ud. "det gjorde du. Men de er håbløse, halvdelen ønsker end ikke en karriere i hæren, det en pest og en plage. Mere tåleligt hvis jeg ved siden af havde blot lidt spænding i mit liv, hvilket ikke er tilfældet," hun lænede hovedet lidt tilbage mod sengegavlen og tog et nyt hiv. Det her var ligesom de gode gamle dage, trods de manglede et glas whisky og så havde det oftest været en vane efter intime stunder, hvilket heller ikke var tilfældet denne gang.
Hun fugtede sine læber og vendte blikket mod ham i takt med at han fortalte. Diane var et overstået kapitel, men de havde nu haft det sjovt sammen i den årrække.. det var blevet langt mere kompliceret efter Athena var kommet ind i billedet.
"Folk begår fejl, særligt når det kommer til følelser. Det er tåbeligt men sandt. Jeg er mere forundret over at du holdt hende ud i så mange år," hun hævede sigende panden og smagte på sin smøg med største velbehag.. en del af hende ville gerne tro at han kun havde formået det, på grund af det de sammen havde haft på sidelinjen. Enrico var en ganske anden sag.. han havde været en af de omtalte fejl, hun havde været blind for alt i årevis.. som dengang hun havde næret de samme følelser for ham. "Der er intet at snakke om. Jeg indså sent at det var en stor fejltagelse. Jeg er en kriger, ikke en elsker," kontaterede hun blot.

[Deleted]

"Og dog, er det en mulighed for dig, at sætte dit præg på disse unge mennesker.. Skild fårene fra bukkene, og træn dem op, som har potentiale," sagde Evan direkte. Han vidste, at der var nogen som kunne gøre det, så var det uden tvivl hende. Han havde troen på hende, selvom hun måske følte sig presset ud fra disse omstændigheder. "Smid dem ud, som slet ikke er interesseret i det," sagde han direkte. Det var spild af alles tid, at nogen blev tvunget, som slet ikke ønskede den fare- og spændingsfyldte karriere. Han selv ville slet ikke kunne forestille sig et liv uden.
Det var virkelig mange år, Evan havde holdt Diane ud. Han var faktisk stolt af det, men det havde også været for at glæde hans forældre, som havde taget ham til sig. Det var jo ikke just en solskinshistorie han havde med sig i rygsækken. Han havde været langt mere heldig, end hvad de fleste kunne sige sig, at være. "Det var mange år. Det ved jeg godt. Det var frem til mit hjerte bad mig om at søge efter andet. Jeg gjorde jo bare, hvad jeg var blevet opdraget til. Jeg var ikke kendt med andet," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han sukkede ganske let. Alle havde brug for trygheden i hjemmet, og han gik ikke ud fra, at hun var meget anderledes. "Alle har brug for det.. Du er en kriger.. men selv en kriger, har brug for de store og brede arme at søge hjem til. Jeg nyder det blide, når jeg kommer hjem," fortalte han ærligt. Athena var god for ham.. Hun satte mange hæmninger, men var god på sin egen måde for ham.

[Noelle Jaceluck]

Hun nikkede. "Det er sandt, men det var sjovt at teste dem i marken, nu er jeg tvunget til at sende dem ud på de opgaver der burde være mine. Jeg håber Jaqia tillader mig at forlade slottet hurtigt, det er et mareridt," hun pustede ud en sidste gang, hvorefter hun skoddede smøgen og lod resterne lægges på natbordet, uden yderligere interesse. Det havde virkelig været afslappende.
"Ingen af dem vil udfordre mig. Jeg vil blive ringere mens de bliver bedre," mumlede hun en kende opgivende og så op i loftet. Ikke fordi der var så meget interessant at finde deroppe.
Evan havde altid udfordret hende, han havde altid været interessant og nytænkende selv af en ældre herre at være, Diane havde ikke vidst hvor heldig en kvinde hun havde været. Man kunne kun håbe at Athena vidste det, selvom hun i Noelles øjne, bare var et uvidende barn.
"Og jeg som i mange år ikke troede du havde et hjerte. Jeg ved ikke hvordan det kan undgå at ændre dig.. normalt skaber det yderligere svagheder," konstaterede hun for sig selv. Desværre vidste de begge at Athena også hæmmede ham på mange områder, det kunne være frustrerende for hende at se på.
"En tryg favn har aldrig givet mig meget, Evan. Det har altid fået mig til at føle mig svag, fået mig til at tvivle på mig selv, foruden da det var dine arme naturligvis, men det var noget andet," tilføjede hun.

[Deleted]

"Jeg synes godt nok, at du er blevet sart, Noelle.. Det er en del af arbejdet. Jeg gjorde det samme med dig i sin tid," sagde Evan kort for hovedet. Han vidste at Noelle var dygtig. Virkelig dygtig, men selv hun skulle udfordres. Det vidste han jo.. Om han så selv skulle stå for den modstand den næste tid, så gjorde han det. Selv han havde brug for noget at lave, da det i forvejen ikke var meget for ham at give sig til.
Evan stumpede smøgen og vendte blikket mod hende endnu en gang. "Hvis det er udfordring du vil have, så lad mig give dig den. Vi kan jo ikke have, at vores hærfører falder af på den," sagde han med en rolig stemme. Han selv tog det ikke så tungt. Hvis der var nogen i hans liv, der selv formåede at give ham modstand, så var det da uden tvivl hende. Selv han kunne jo lide det. Selvom hun var et direkte produkt af ham, hvilket han jo godt kunne lide. Han kunne jo se og mærke det på hende.
"Det er på tide, at du lære forskellen på svaghed og styrke. Det kan være en styrke, som det kan være en svaghed.. Særligt hvis ens partner var i stand til at slå fra sig." fortalte han sandfærdigt. Selvom Athena var skrøbelig og sårbar, skulle hun i hvert fald ikke dømmes på det alene, det var helt sikkert.
Et let smil bredte sig på Evans læber. Han vendte blikket mod hende. "Hvad gjorde mine stærke arme anderledes end Enricos?" spurgte han med en snert af nysgerrighed i stemmen. Nu hvor hun havde luftet tanken om at han var bedre end den mand, som hun faktisk havde valgt... Så var han da nysgerrig på dette.

[Noelle Jaceluck]

"Jeg har enorm respekt for din tålmodighed. Desuden er det ikke træningen i sig selv der nager mig, men det faktum at det bliver primære opgaver, det betyder langt mindre feltarbejde," påpegede hun sigende. Hun var ikke blevet hærfører for at træne unge knægte på slottet, men for selv at svinge sit sværd, mærke modtanden når et hoved blev skilt fra kroppen.
"Så snart min arm er healet, så tager jeg glædeligt udfordringen op med dig på ny," hun smilede lidt smørret. Det var ikke ofte hun fik ham ned med nakken, men han havde også et par gode år ekstra på bagen og en blanding af nogle imponerende racer. Der var den sensuelle dæmon nok mere en hæmsko for hende. Evan havde vist hende styrken i selv de fleste af hendes svagheder.
"Jeg føler mig stærkere uden at være præget af følelser. Der giver mig færre punkter at ramme, holder mig koncentreret," igen var han en undtagelse, men der var ingen grund til at fylde brænde på bålet. Det var en kende ukomfortabelt at sætte ord på, men hun lænede sig lidt tilbage og tog udfordringen op. "Enrico ønskede at jeg skulle give mig fuldkommen hen. Han ønskede kontrol over mig, ønskede at jeg skulle opgive min styrke og magt og være en kvinde som enhver anden, de krav satte du aldrig. Du har aldrig gjort mig svag eller ubrugelig. Du accepterede mig som den kvinde jeg nu engang er, trods det ikke er typisk, det var befriende.. og sjovt så længe det varede," tilføjede hun med et lille glimt i øjet. "Og du kunne et trick eller to i sengen," indskød hun med drillende undertone.

[Deleted]

"Krig vil aldrig vare evigt.. Lad batterierne op, træn de nye op, til krigen endnu en gang kommer, for det gør den før eller siden," sagde Evan direkte. Krig kom, blev færdig og forsvandt, men den kom også altid igen. Det handlede udelukkende om at smøre sig med tålmodighed, og dette var jo så heller ikke ligefrem noget undtag. "Tålmodighed.. Det skal tidsnok komme igen," afsluttede han sandfærdigt.
Selvom Noelle måske ikke var her særlig ofte, måtte Evan finde det hyggeligt. Afslappende i forhold til hvad han var vant til derhjemme. "Hvis du tror, at du kan få mig ned, then go ahead.. Jeg kræver dog, at du hviler.. til du er helt klar igen," sagde han kortfattet. Sammen kunne de også vise de mange nye, hvad der skete ude i feltet, og hvor alvorligt det egentlig var, for alvorligt var det uden tvivl. Det var et hårdt arbejde, og det kostede liv. Det var jo det, som var meningen med det hele. "De ømme punkter behøver ikke nødvendigvis at befinde sig på marken," pointerede han med en rolig stemme.
Ved hendes ord, måtte det tilfredse smil for alvor brede sig på hans læber. Han kunne virkelig ikke lade være. Gud hvor han dog elskede at høre hende sige, at han var bedre end Enrico. "Jeg har aldrig krævet andet af dig, end hvad jeg ved, at jeg kan forvente. Ingen forpligtelser.. ingenting. En skam at det ikke gik mellem jer to," sagde han sandfærdigt. Han vendte sig om på siden og med blikket mod hende. "Men du har ret.. Det var sjovt," sagde han næsten helt henkastet.

[Noelle Jaceluck]

Krig skulle nok komme igen, Noelle håbede bare inderligt, at der ikke ville gå mange år før det skete. "At sidde stille og vente er ikke ligefrem ekspert i, må jeg nok indrømme. Det her værelse.. er er fint.. og rent, jeg hader det," indrømmede hun og vrængede lidt på næsen. Hun var vandt til et køligt telt, hvor man altid kunne høre vinden hvisle, der var altid stemmer, og intet var rent. Her var der tjenerinder med det formål alene at passe på kammeret.
"Vi ved jo også begge to at jeg er kendt for min slående tålmodighed," svarede hun med dryppende sarkasme. Han burde da efterhånden kende hende. Som ham vendte hun sig om på siden og lå og betragtede ham. "Det er et rimeligt krav. Men jeg hævder ikke før du sidder på knæ foran mig," det var et løfte ikke en trussel. De lettere krøllede lokker, faldt omkring hendes hals og slanke skuldre, kjolen hang stadig omkring barmen det gik bare først op for hende nu, så hun krængede den ene tilbage på plads. "Når du er i marken og efterlader din forlovede derhjemme.. tænker du aldrig på at der kunne ske hende noget? At nogen kunne bruge hende til at ramme dig, uden du vil kunne forsvare hende? Lade rdu dig aldrig distrahere ved tanken om hende? Jeg gjorde det ofte med Enrico, uden at indse hvor stor en fejl det var og hvor farligt det var," sagde hun ærligt og skubbede sine hænder ind under hovedet som støtte. "Du nyder det for meget," konstaterede hun med et morende smil på læben der dog blegnede. "Han var sammen med en anden.. Enrico. Jeg troede at jeg ville være ligeglad, men det var ikke tilfældet. At komme væk fra ham var en god ting, jeg begår ikke den fejl igen," hun sukkede tungt. De havde virkelig moret sig i deres tid sammen. "Jeg trænger til at have det sjovt igen," mumlede hun mere henvendt til sig selv. Drikke en pind i øret, ryge lidt for mange smøger og have fantastisk intimitet på vovede steder!

[Deleted]

"Du er bare ikke et væsen, som skal holde til i hjemmet. Det ved vi jo udmærket godt begge to," sagde Evan sandfærdigt. Noelle var et væsen med krudt i røven, og som havde brug for at lave noget aktivt. Dette var ikke just et undtag af den regel i hvert fald. Tunge strøg han let over sine læber, som han ellers vendte sig om på siden og med blikket mod hende. Hendes ord tog han på ingen måder som en trussel. Det vidste hun nemlig i forvejen, at hun ikke ville komme særlig langt med overfor ham. "Den dag det sker, fryser helvede til is," lød det opmuntrende fra hans side af. Det var bestemt ikke fordi at han var typen der bare.. lod som ingenting hvad det angik. Noelle var trods alt også den eneste, der kunne yde ham en tydelig modstand hvad det her angik.
Han blev tænksomt liggende. Hvor meget tænkte han egentlig på Athena, når han var derude? Det var faktisk ikke meget. "Athena er måske skrøbelig, men jeg ved at hun kan slå fra sig, hvis det er nødvendigt. Jeg holder hende hjemme, for presset på marken bliver for meget for hende.. Til tider, er hun selv lidt for skrøbelig, selv for mig. Men farlig.. Det skal man også huske," sagde han sandfærdigt. Meget af ham og Athenas liv, var meget hemmelighedsstemplet, også mest for hendes skyld. Det gavnede jo så også ham ude i marken.
Var det underligt at han nød det så meget som han gjorde? Hovedet lod han hvile mod hans arm, som han ellers bare lå der og slappede af. Han sendte hende et stille smil. "Er det underligt?" spurgte han ganske roligt. Hvorvidt om Enrico ville være en fejl eller ikke, var jo en anden sag. Hun havde lært meget af det liv. "Jeg hørte det.. Ligeledes, at manden er alene nu," sagde han direkte. Et sted havde han vel ondt af ham? Hånden hævede han let, kun for at lade den stryge over hendes kind. "Det tror jeg vi begge kunne," svarede han lettere henkastet.

[Noelle Jaceluck]

Hun nikkede medgivende. så langt kunne de bestemt blive enige. "Der vil jeg ikke modsige dig. Dette føles end ikke som hjem, jeg overvejer at finde en ordentlig grund, der består af mere end et sølle værelse," afslørede hun Pengene var der, for hun havde tjent i årevis, men brugte kun på udstyr, der var ingen udgifter forbundet med hendes levestil her på slottet trods alt. "Ja og lad os hellere håbe at det aldrig sker," hun fugtede sine læber og kunne ikke lade være med at fantasere lidt ved tanken om at få ham bragt for hendes fødder. Det ville næppe ske når de startede op, slet ikke nu hvor han nærmest havde påbudt hende at holde sig i ro i hvert fald den næste uge, hvilket var umådelig lang tid for hende.
Hun studerede hans lidt tænksomme blik med nysgerrighed. "Måske, men hun er væk fra marken. En del af hendes styrke er formentlig svundet bort, men hvis det er sandheden så er jeg imponeret. Det kunne tænkes at jeg blot var dårlig til at tackle følelser, og derfor heller ikke formåede at holde dem væk," sagde hun og rynkede lidt eftertænksomt på panden.
Det var aldrig blevet sagt højt, men Noelle havde engang været dybt forelsket i Evan, og heller ikke det havde hun været i stand til at lægge helt fra sig.
"Karma bider altid en hårdt i enden. Jeg kan bare ikke klare måden han ser på mig på. Jeg har brug for afstand," hun sukkede frustreret og pillede lidt ved puden hun lå op af. Den ru håndflade, fangede hurtigt hendes opmærksomhed, og ledte blikket tilbage mod ham. "Dit liv slutter når du siger ja til hende, så du bør nok finde den sjov ganske snart. Jeg derimod er fri til at gøre hvad end der passer mig," sagde hun lidt triumferende.