Take me home

[Deleted]

Evan lod blikket tænksomt glide ned i gulvet. Han nikkede. Det lød i hvert fald til at være alvorligt, hvis kun Enrico vidste det, men intet måtte sige om det. "I det tilfælde, så lyder det som en alvorlig ting.. Ingen har set hende?" endte han med en mere bestemt tone. Det lignede bestemt heller ikke ligefrem Jaqia at gemme sig på den måde, så noget alvorligt måtte der være sket. Det eneste folk faktisk vidste, var at Zean og Macaria endnu var derude. Ikke at det gjorde sagerne meget bedre. Tvært imod, så vækkede det kun en klar og tydelig frustration.
Uanset hvad hendes fader havde fortalt hende, var Evan end ikke klar over. Derfor tillod han sig at være bekymret for hende, og rent faktisk give udtryk for, at det var således, at han havde det med det. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, som de nu stod der. "Du nærer måske ej ønsket om døden, men dette vil koste dig livet, om krigen og strid skulle udspille sig nu. Jaqia burde blive informeret om din nuværende tilstand, Noelle," sagde han alvorligt. Han var dog klar over, a det næppe var noget, der faldt i hendes gode smag. Men dette ville komme til at koste hende dyrt.
Evan undersøgte hendes sår. Det havde uden tvivl ramt en muskel, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre for hendes del. "Du burde slet ikke træne, men derimod holde den arm og skulder i ro," sagde han med en kortfattet stemme, inden hun vendte sig mod ham igen. Hun ville have at han skulle gå stille med dørene? Det var svært.. Hun var en hærfører for pokker, så det kunne han da ikke bare gøre? Hans øjne kneb han let sammen, inden han hævede hånden og kort strøg den over hendes kind, for at føre en lok af det lange hår væk fra hendes ansigt. "Du beder mig om noget, som jeg i princippet slet ikke burde efterkomme,"[/color pointerede han lettere alvorligt.

[Noelle Jaceluck]

Igen rystede Noelle på hovedet og kørte hånden igennem sit mørke hår. Jaqia havde ingen set skyggen af, og af gode grunde kunne hun ikke lokke det ud af Enrico, som hun havde kunnet engang. Det var bedst hvis de to ikke havde noget med hinanden at gøre.
Hun blev mere og mere overbevist om at hun også burde tage afstand til Evan, men dette var straks sværere, fordi hun anså ham som værende den eneste ven hun oprigtigt havde haft og kunne gå til, desuden havde hendes far kun forbudt hende noget intimt med ham. Hendes grønne øjne hvilede i hans blik. Det varmede et sted at han bekymrede sig for hende, også selvom hun under ingen omstændigheder lod det komme til udtryk.
Den sidste rest af farve svandt fra hendes kinder. "Dronningen af nok at slås med, min tilstand skl forblive ukendt overfor hende, såvel som alle andre," fastslog hun. Det var en ordre ikke en ting der stod til diskussion. "Jeg er forsigtig," lovede hun og håbede et sted at det var godt nok for ham, dette skulle ikke ud!
"Du ved at jeg er nødt til at være beredt. Hvis jeg holder den i ro, svinder musklen i stedet," påpegede hun og rettede stroppen, så såret igen blev dækket til. Hårdheden i hendes blik dalede betragtelidt ved hans kærtegn, hun fugtede sine læber og lænede hovedet en kende mod hans hånd. "Det ved jeg, men du ved også at jeg ikke ville bede dig om det uden en grund. Stol på mig," bad hun roligt. Hun havde jo aldrig givet ham grund til andet!

[Deleted]

Det vækkede uden tvivl en bekymring selv for Evan, at der ikke var nogen, der vidste hvad der var hændt med Jaqia. Var det virkelig så slemt og alvorligt, at hærføreren var blevet kaldt hjem, men alligevel var ikke blevet informeret om grunden til hvorfor. Hovedet lod han tænksomt søge på sned, mens han lod blikket hvile på hende. "Det vækker en grund til bekymring i mine øjne," sagde han med en endelig stemme. Hvad var grunden til at rive hærføreren hjem, uden at informere hende om grunden til hvorfor?
Selve dette sår var bestemt ikke af den gode slags, af hvad Evan kunne se. Han brød sig ikke om det. Ganske vidst skulle hun være klar, men var det virkelig med den bekostning? Han rystede på hovedet. Det som hun bad ham om, vidste han ikke, om han kunne imødekomme. "Det er ikke hvad jeg kan se," sagde han kort for hovedet, inden han igen lod blikket søge til hendes øjne. Vidste Jaqia overhovedet, at hun var kommet slemt til skade?
Selvom Noelle måske forsøgte at tage hensyn til hendes situation og tilstand, så var det ikke noget som gik, som hun gerne ville det. Så meget kunne han da sige allerede med det samme. Hånden strøg hendes kind. Han var oprigtigt bekymret for hende. "Således som nu, risikere du, at skade din arm permanent, Noelle.. hvad ønsker du helst?" spurgte han nænsomt. Hvis hun ikke selv kunne se fornuften i det, så måtte han jo slå den lidt ind i hovedet på hende. Han stolede på hende, men lige her, var han bange for, at hun var for dumdristig. "Jeg stoler på dig, Noelle.. bare ikke lige hvad angår det her," endte han stilfærdigt, som han igen lod hånden falde.

[Noelle Jaceluck]

De bekymrede sig alle om dronningens ve og vel, men end ikke Noelle havde modet til at blande sig for meget i den affære. "Der er frygtelig mange grunde til bekymring i disse tider, det er ikke kun dronningen," hun sukkede en kende opgivende og vendte sig kort mod vinduet. Hun savnede sine trygge omgivelser, uanset hvor ironisk det var at det skulle være marken, men her var Enrico tæt på, det var svært, hun havde ingen magt, ingen stemme!
"Jeg er en kvinde Evan, respekten er svær for mig at opretholde, hvis jeg viser mig svag nu og dette slipper ud, så risikerer jeg min karriere," påpegede hun irriteret. Hendes far ville formentlig slå hende ihjel om hun mistede denne position. Det var hvad hun var blevet opdraget til i alle de år. "Jeg ønsker at bevarer min karriere og jeg har andre midler end et svær hvis det skulle komme dertil. Jeg skal nok få styrken igen," affærdigende hun og skulede lidt til ham. Han begyndte at gå hende lidt på nerverne, hvilket hun ikke kunne lægge skjul på.
"Jeg har ikke brug for din tillid. Som din hærfører beordre jeg dig til at holde tæt," hun sendte ham et strengt blik og dumpede ned på sengekanten, med en følelse af at blive kvalt i den alt for stramme kjole. Guderne måtte vide at hun næsten savnede sine kampklæder.
"Er der andet jeg kan hjælpe dig med?" spurgte hun og rettede igen blik mod ham, med et lidt spørgende glimt.

[Deleted]

Der var alverdens grund til bekymring, og selv dette, var noget som Evan vidste. Det lignede på ingen måder Jaqia at trække sig på den måde, og så kalde Noelle hjem, men uden at lade hende vide noget? Noget måtte være galt... rivende galt faktisk. "Det er meget muligt. Men det kommer meget nært, når det er dronningen, som er så ilde tilredt, at hun har trukket sig. Jeg ville gerne vide, hvad der skete i Procias." sagde han stilfærdigt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun havde ondt, hvilket han jo kunne se, og det var jo yderligere en grund til uro.
Evan havde aldrig ønsket, at noget skulle ske med Noelle, og her stod hun faktisk med en skade, som i værste tilfælde, kunne koste hende karrieren. En karriere, som han vidste, at hun havde kæmpet for stort set hele livet. Selv på trods af sit køn. "Du fremstår svagere, hvis du ikke kommer dig ordetligt, inden du starter med din genoptræning, Noelle. I det tilfælde, så kan det koste dig livet, såvel som din karriere," sagde han kort for hovedet.
Siden hvornår havde han lystret en ordre, som han ikke var enig i? Dette var en af disse gange. "Siden hvornår har jeg lystret, hvis jeg ikke er enig med dig, Noelle?" spurgte han denne gang, uden at slippe hende med blikket. Han kneb øjnene let sammen. Han rystede let på hovedet. Det bekymrede ham oprigtigt, at se hende på den måde. Hovedet lod han søge let på sned. "Du kan starte med at lade mig behandle såret.. og underholde mig for en aften," sagde han. Et glimt meldte sig i hans øje. Det var vel tydeligt hvad han mente?

[Noelle Jaceluck]

Noelle lagde et slankt ben over det andet og betragtede ham med et opgivende blik. "Jeg tror alle vi gerne vil vide hvad der er sket, men du kender dronningen såvel som jeg, og ved at det ikke er en viden vi før, før hun ønsker at vi skal have den. Indtil det sker, må vi acceptere hendes ønske," sagde hun og lænede sig lidt op af den ene sengestolpe.
I ro var såret ikke så smertefuldt mere, det var primært når hun bevægede den arm, men der kunne hun til egengæld ikke skjule det faktum at det gjorde ondt, og slet ikke overfor en mand som Evan der kendte hende som sin egen bukselomme. Hvis dette kostede hende karrieren så kunne hun ligeså godt lægge sig ned og dø, det var alt hvad hun levede og åndede for, inden vidste hvor meget af sit hjerte sin og sjæl hun faktisk lagde i det!
"Tror du ikke jeg er klar over det?" spurgte hun og så på ham med sammenknebende øjne. Hun var ikke dum, men hvis det havde været ham, ville han så ikke også have været desperat efter at holde sig selv lidt i gang? "Uanset hvad jeg gør er det farligt og dumdristigt," mumlede hun lidt bittert og så ned i sit skød.
Evan havde ganske vidst aldrig lystret, men han havde i sin tid selv udpeget hende, derved irriterede det hende somme tider. Hun knyttede hænderne lidt, og mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdere som hun opfangede glimtet i hans øjne, vel klar over hvad han præcist mente. "Meget vel, du kan pleje mit sår," medgav hun endeligt, og ignorerede helt hans lille tilføjelse, med tankerne om hvad hun havde lovet sin far.

[Deleted]

Hvad dronningen tænkte på, vidste Evan ikke, men det måtte være gået rivende galt, i og med, at hun ikke ønskede, at nogen skulle kende til hendes tilstand. Hans blik vendte blikket direkte mod hende igen. Hvis det var således Jaqia ville have det, var det jo trods alt sådan at det forblev. Et sted var tingene jo ikke anderledes, end hvad de havde været frem til nu. "Det er, som det plejer at være," sagde han blot. Lige der kendte han jo til Jaqia på samme grundlag, som det hun selv gjorde.
Noelle vidste godt, at det var så godt som umuligt at bede Evan om noget.. beordre ham til noget, hvis det ikke var en sag, som han ikke var enig i - ligesom det var i det her tilfælde. Let kneb han øjnene sammen og med blikket hvilende på hende. Den karriere, vidste han godt, var alt for hende, men var livet ikke lige så vigtigt? Han selv levede og åndede for det arbejde som blev udført derude, og det havde været således igennem forbandet mange år nu. "Det er det. Det handler mere om du ønsker at beholde dit liv, eller om du ønsker at miste det for tidligt," sagde han direkte. Hovedet lod han søge let på sned endnu en gang. At hun gav ham lov til at se såret efter, og få det under behandling, passede ham mere end fint. Han nikkede, inden han roligt satte sig på knæ ved sengen, for igen at rive stroppen en anelse ned. "Jeg ved ikke hvad der har ramt dig.. Enten var vedkommende virkelig dygtig, ellers var du meget langsom.. Jeg ved ikke hvad jeg ville foretrække," afsluttede han med en rolig stemme. Hånden strøg let over hendes skulder og videre over ryggen. Var det underligt, at han direkte ønskede at røre ved hende?

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen grund til at prøve at tage del i noget som ikke vedkom nogen af dem, for nu måtte Noelle bare acceptere at Jaqia ønskede hende på slottet, men det var heller ikke en hemmelighed, at hun bestemt ikke nød tanken. "Det er det desværre ja," svarede hun og sukkede. Naturligvis ville hun ligeså ønske at de kunne få sandheden på bordet, men Jaqia var en kvinde for sig selv.
Noelle mødte han blik og stirrede ligeså intenst tilbage som han så på hende. Engang havde det været hans ret at koste rundt med hende, sådan var det ikke længere. "Lad være med at se sådan på mig," vrissede hun og så væk. Den sørgelige sandhed var, at hun ikke havde andet at ånde for end sin karriere, hendes far havde forbudt hende at være intim med andre end men hun kunne slå ihjel efterfølgende, familie var uaktuel, så uden et sværd i hånden, så var hun intet.
"Kan jeg ikke kæmpe og kan jeg ej lede, så kan mit liv ende i morgen for mit vedkommende. Det er hvad jeg har, og det er hvad jeg er," hun så op med et lidt dystert blik, hvorefter hun vendte sig om i sengen, så han kunne komme til at tilse hendes sår.
Det var måske hårde ord, men ikke desto mindre var de ærlige. Hun fugtede sine læber og hjalp stroppen lidt ned, så hendes ene skulder var blottet og derved også såret. "Han var dygtig.. og uventet, det hele brændte, jeg troede at alle var ude," indrømmede hun og mærkede hårene rejse sig lydigt efter hans hånd. Desværre kunne hun godt lide når han rørte ved hende.

[Deleted]

Evan kunne ikke undgå at blive bekymret, og alligevel nysgerrig. Noget var der hændt med Jaqia, siden hun havde valgt at kalde hende hjem, og særligt når det var således som dette. Han nikkede blot. Han var her ikke for at diskutere Jaqia eller noget andet som foregik på slottet, men derimod hende. Det var egentlig det, som havde den største betydning for ham lige nu.
Uanset hvilket valg Noelle gjorde sig, ville det få konsekvenser på den ene eller den anden måde. Naturligvis ville han ikke have, at hun skulle miste livet. Naturligvis ønskede han ikke, at noget skulle ske hende. "Det ville være en skam, at lægge dig i graven allerede nu, Noelle.. Du har slet ikke opnået dit fulde potentiale," sagde han med en direkte stemme. Han vidste, at hun kunne gøre det langt bedre end det, som hun hertil havde vist.
Evan undersøgte hendes sår ganske nøje, hvorefter han let lod hånden stryge over skulderbladet og videre over ryggen. Hun var sensuel dæmon, hvilket også gjorde sit ved ham. "Du som plejede at være så opmærksom, min kære. Det må vi få gjort noget ved," sagde han roligt, inden han igen rejste sig. "Jeg kommer om lidt," meddelte han, inden han forlod hendes værelse, for at søge ned mod køkkenet. Han søgte nogen særlige urter, som han vidste, blev brugt i mad, samt noget lunken vand. Det var vigtigt, at det sår blev tilset ordentligt.

[Noelle Jaceluck]

Evan var kommet af en grund og det var næppe for at diskutere kongehuset med hende, den samtale havde de trods alt haft ofte. Noelle havde ikke set ham siden deres aften på krogen, hvilket var længe. Normalt var han en af dem der altid var omkring hende, fordi hun ofte sparede med ham, han fungerede som hendes højre hånd, som hun altid havde fungeret som hans i den tid hvor han havde været hærfører i hvert fald.
"Nej. Jeg agter at nå det potentiale til fulde før jeg går i graven og jeg acceptere ikke hvis det skulle vise sig at være et uopnåeligt mål," fastslog hun lidt bestemt og mærkede hvordan hans nænsomme fingre, kærtegnede den blottede del af hendes ryg. Man kunne ane flere ar fra kampseancer, men de generede hende ikke længere.
"Det kræver at jeg bliver i stand til at træne, så du må hellere pleje mit sår vel," advarede hun dog med en lidt drillende undertone, velvidende om at det slet ikke ville være hans skyld, hvis det heller ikke skulle vise sig at være en mulighed.
Hun nikkede roligt ved hans ord, og lod ham forlade hende, så hun sad alene tilbage uden at rokke sig ud af flængen. Det var faktisk rart at han var der og bekymrede sig om hende, selvom det på samme tid var lige til at blive helt skær i hovedet af! Lige når det kom til den slags, så ville hun ikke tøve et øjeblik med at lægge sit liv over i hans hænder.

[Deleted]

Det var ikke slottet og kongefamilien Evan var her for at snakke med Noelle om, men mere fordi at han rent faktisk var bange og bekymret for hende og hendes velbefindende. Han havde jo længe opdaget, at der var ting her, som slet ikke burde være, og den tanke, var bestemt heller ikke noget, som faldt i hans gode bog. Hans blik gled direkte mod hende. Hun havde endnu frygtelig meget at skulle opnå, og det stod han gerne fast ved. "Så er det også på tide, at du tager hånd om dig selv, og faktisk passer på," sagde han direkte. Hvis såret ikke fik lov til at heale ordentligt, kunne hun i værste tilfælde, ende med en arm, som slet ikke kunne bruges i den forstand, og dette kunne ende med at koste hende karrieren som hærfører, hvilket han vidste, at hun slet ikke var det mindste interesseret i.
Evan kom dog hurtigt tilbage til værelset igen med det i hænderne, som han skulle bruge. Han gik da stærkt ud fra, at hun stolede på ham og hans egeskaber hvad det her angik. Han havde jo ofte oplevet, at skulle tage sig af sine egne sår, da han heller ikke var den, som lod særlig mange komme tæt på. Det var ikke fordi at han tog chancerne, hvis han kunne blive fri. "Stoler du på mig?" spurgte han med et stille smil på læben, som han sendte hende et stille smil. Han satte en skål med vand og urterne fra sig, inden han begyndte at skille bladene fra hinanden og gned dem ud i vandet. Vandet fik hurtigt en grumset farve. Det var meningen. Det var ganske perfekt.

[Noelle Jaceluck]

Noelle følte et savn. På slottet følte hun sig fanget og utilpas, hendes stemme gjaldt ikke, og hun følte sig ensom. Aldrig ville hun sige det højt, men det hjalp at Evan var der, han var en del af det hjem hun i så mange år havde haft på marken. Han havde stadig meget at lære hende og hun havde stadig meget at opnå, til det skulle hun bruge fungerende lemmer, men hun var også overbevist om at det nok skulle komme med tiden når såret healede rigtigt.
"Det er umuligt at passe på os selv i vores branche Evan. Ingenting er sikkert," pointerede hun og strøg nogle af de lange lokker tilbage over skulderen, så det ikke ville komme i vejen for hans pleje at sårene. Hun sukkede som hun sad der for sig selv, til han igen indfandt sig. Hun bevæsrede sig ikke med at undersøge hvad han var kommet med, det var trods alt Evan, han ville hende næppe noget ondt.
"Naturligvis gør jeg det. Du har haft min skæbne i dine hænder et par gange før," trods han ikke kunne se det, trak hun lidt på smilebåndet og samlede sine hænder i sit skød. Uanset hvad han lavede bag hende, så ville det nok næppe være noget af det mest behagelige. "Nok om mig.. hvordan er det gået dig?" spurgte hun roligt. Hans ve og vel var bestemt en af hendes interesser, ud over Enrico og hendes far, så var han jo nok den eneste mand hun oprigtigt holdt af og stolede på.

[Deleted]

Evan kunne jo mærke hvor stresset Noelle var over, at sidde her, så det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han satte skålen fra sig. Hun stolede på ham, som han stolede på hende. Ej kunne det falde ham ind, at skade hende, men derimod passe på hende, så godt, som han nu kunne. "Det er meget muligt, at det er umuligt.. Men ændrer det på, at man burde gøre et forsøg? Desuden er visse ting mere dumdristige end andre," sagde han kort for hovedet.
Urterne og væsken som disse måtte indeholde, kom ud i vandet, som meget hurtigt fik en grumset farve. Her var det jo vigtigt, at vise, at hun stolede på ham. Han stolede på at hun gjorde det i hvert fald. Han nikkede med et stille smil på læben. Han ønskede jo bare at støtte hende, og særligt nu hvor hun selv sagde, at det ikke var første gang. "Så føjer vi også denne omgang til listen," sagde han med et stille smil på læben.
Kluden dyppede han i vandet med den ene hånd, mens han forsigtigt førte stroppen helt ned, så han kunne trække ned i kjolen, så hele såret kom til syne for ham i stedet for. "Det her kommer til at gøre ondt," advarede han med en rolig stemme. Alene bare at han brugte ordene 'gøre ondt' i stedet for at det ville 'svide' indikerede vel også en del? Hånden lukkede han let omkring hendes skulder, hvor han derefter førte kluden direkte til hendes åbne sår. Han skulle jo have renset ud i det, før han kunne gøre noget andet. Han trykkede den let mod såret. Væsken skulle sive ind og rense indefra.

[Noelle Jaceluck]

Det var svært for hende at skjule hvor ukomfortabel slottet var nu om dage. Enrico var konstant i nærheden, hvilket i sig selv var en landeplage uden lige. Deres brud havde ikke været kønt, og ganske kort tid efter havde han fundet sammen med den tåbelige vampyr, der havde skabt alt den postyr. "Jeg er så forsigtig som arbejdet tillader at jeg kan være det. Det her var en uheldig omstændighed, men ikke desto mindre bare noget jeg må tage herfra," hun holdt lokkerne væk fra såret og skævede kort i retning af den skål han havde med det grumsede vand, et syn der fik hende til at vrænge lidt på næsen.
"Blot endnu en," medgav hun og mærkede ham fører stroppen ned, så den frie luft kunne kærtegne hendes varme hud og få en mild skælven til at løbe gennem hende. For at han kunne komme til hele såret, vlgte hun at trække den anden strop ned ligeså, så kjolen faldt og blottede det halve af hendes ryg samt hendes barm, som hun stedet dækkede en smule med sine arme.
"Næppe noget jeg ikke har prøvet før," svarede hun en kende for hurtigt. Da kluden først lagde sig over såret, bredte der sig en brændende fornemmelse. Det ikke sved, det nærmere stak som nåle ned i det åbne sår. Noelle bed tænderne hårdt sammen. Hendes stolthed var for stor, til at give udtryk for smerten, så hun sagde ikke rigtigt noget, men prustede i stedet.
Var han ikke snart færdig? Hun greb ud efter sengetøjet og lukkede næverne så hårdt omkring det, at hendes knoer var helt hvide.

[Deleted]

Evan kendte Noelle godt nok til at vide, at hun ønskede at søge videre, og det gerne skulle være så hurtigt som muligt. Hun ville ikke være her. Derfor valgte han også bevidst, ikke at kommenteer på det, hvis han da ellers kunne blive fri. Han smilede let for sig selv. "At springe tilbage på marken før tid, er ej en fordel, Noelle. Dette vil koste dig livet," sagde han kortfattet. Ganske vidst var han klar over, at hun levede og åndede for det sted, men alt med måde.
Dette var Evan klar over, ville komme til at gøre ondt. Her udnyttede han måske også lidt, at hun stolede så meget på ham, som hun gjorde, og derfor var han klar over, at dette ville være en smertefuld affære. Ganske vidst var hun vant til lidt af hvert.. men selv denne kunne være meget strid. "Endnu en," medstemte han med en rolig stemme.
Kluden trykkede han direkte mod såret, hvor han også kunne mærke, at det var noget, som uden tvivl kom bag på hende. Hans hånd knugede om hendes skulder i frygten for, at hun kunne finde på at gøre et eller andet, for at få ham til at stoppe. "Snart færdig.." sagde han med en rolig stemme. Han måtte være sikker på, at væsken trak ind i såret. Først der, fjernede han den og lagde den i skålen ved siden af. Hånden fra skulderen, lagde sig over hendes kraveben, hvor han let trykkede hende ind mod sig.. Bare for at give hende andet at fokusere på. Smerten ville vare ved for en stund endnu, men det ville rense ud og hjælpe med den healende proces. For ham, var det jo det, som var det vigtigste.