Take me home

[Noelle Jaceluck]

Evan Embelowni Strife
**********************************************

Efter uger og uger af sorg og smerte begyndte roen endelig at sænke sig i den nye verden, en verden der var fremmed og ukendt. I gaderne var der liv som på en hveranden aften men slottet var henlagt øde, tomt.. stille. Noelle stod i gangen og lyttede. Normalt kunne man høre skrig, eller hviskende kammerpiger, bare noget, det føltes komplet fremmede. Hun stod ved døren ind til det kammer der i mange år havde været hendes, men som kun yderst sjældent, fungerede som hendes hjem. I aften havde der været en intim middag med kongefamilien, dog uden Jaqia der ikke havde vist sig siden det visit hun havde gjort i Procias. I den anledning stod hun klædt i en enkel, sort figursyet kjole der fremhævede hendes smukke former, og med de rødbrune lokker der hang i bløde bølger over hendes ene skulder, mens den anden var mere eller mindre bar.
Det var.. år siden hun sidst havde været på Castle of Darkness, og det eneste hun følte var en knude i maven der kun voksede for hvert øjeblik. Hele aftenen havde hun været tvunget til at sidde ved bord med Enrico, selvom også det havde forandret sig, det var ikke kun de krigsramte lande men også dette. Efter et langt øjeblik med dvælende tanker, tvang hun døren op til sit kammer. Der var stort set intet, umiddelbart så det fuldkommen ubeboet ud, ingen overflødige genstande, en seng der ikke var blevet berørt i evigheder og tomme vægge, for hvorfor besværer sig med at gøre noget særligt ud af det?
Med et tungt suk, skubbede hun døren i og stirrede på det tomme værelse. Hun savnede feltet, savnede marken, dette var ikke hendes hjem. Ingen vidste noget om de skader hun havde pådraget sig i Manjarno, men hun mærkede det svide og brænde, som det havde gjort stort set hele aftenen. Den lille lædertaske smed hun på sengen og vendte sig med ryggen til spejlet for at tage såret i betragtning. Hendes arm og skulder gjorde stadig ondt!

[Deleted]

Selvom der nu havde været flere uger, hvor freden havde sænket sig, var Evans bekymring derimod kun stigende. Det var en følelse af uro, som han nu havde tænkt sig at gøre noget ved. Selv han havde forladt marken, selv på trods af det faktum, at han ikke havde været velkommen ved den store middag, som havde været oppe på slottet. Han havde faktisk ikke været meget hjemme igennem den seneste tid.
Nu hvor der ikke rigtigt var noget, der mindede om krig, var mange af soldaterne også sendt hjem til deres familie. Disse kunne jo hurtigt kaldes til sig, hvis der var behov. For nu var fokus lagt på Imandra. Det var jo ikke til at vide om der ville ske noget, og særligt nu hvor Zean og Macaria var som sunket i jorden.. Var det underligt, at han havde dårlig samvittighed over at have hjulpet den kvinde til magten i Manjarno? Nu var magten dog tilfaldet Acheron-familien på dronningens ordre, så det kunne jo heller ikke ligefrem blive bedre end det. Blikket havde fulgt Enricos ensomme gang ned mod kældrene. Den arme mand. Evan havde faktisk ondt af ham.
"Hvor finder jeg Noelle?" endte han med at spørge, da han lagde hånden på en tjenerindes skulder. Hun vendte sig næsten forfærdet mod ham. Han var en hård mand, hvilket han udmærket godt vidste, men var der nogen grund til den mine? "Hendes gemakker, min lord," sagde hun med en stilfærdig mine. Evan nikkede blot, og søgte dertil. Han havde efterhånden tilbragt mange timer på slottet, så det burde være til at finde.
Evan søgte op af trapperne og ned af gangen. Selvom han vidste at det kunne være direkte risikabelt, at opsøge Noelle på denne måde, så gjorde han det nu alligevel. Han var virkelig ligeglad! Han var ikke bange for hende. Han stoppede op foran døren ind til det, som kun måtte være hendes værelse. Det var en tung stemning som hvilede over stedet her. Det lignede det ikke ligefrem. Hvad der var sket med Jaqia i Procias, var han heller ikke klar over. Det eneste, som han rent faktisk vidste med sikkerhed, var at Macaria alligevel var undsluppet, og selv den tanke irriterede ham lidt.
Hånden hævede han endeligt, kun for at banke på. De typiske 3 bank, inden han igen sænkede hånden. "Noelle.. Er du her?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme.

[Noelle Jaceluck]

Med sammenbidte tænder, strøg Noelle et par forsigtige fingre hen over sin nu blottede skulder, trods såret sad et stykke længere nede. Det var indbundet det meste af tidne for at undgå infektion, men i denne kjole havde det været afslørende. Hendes far var rejst tilbage til Atterlin, hvilket igen gav hende mulighed for at trække vejret. Dybt inde vidste hun jo godt at det var forkert at lade en mand af samme blod som hendes, komme så tæt på, men omkring ham var hun ikke andet end et barn.
Ikke mere tanke på det nu. Hendes åndedrag var tunge og dybe bare i et forsøg på at holde smerten lidt ude. Hun havde forsøgt at løfte et våben flere gange siden, men musklerne gav ret hurtigt op og tvang hende til at slippe det. Efter år i marken så burde hun nyde et varmt bad, slappe af i skæret af stearinlys og fejrer at hendes hjerte endnu bankede, men sandheden var at hun hadede at være hjemme hvor hun følte sig ubrugelig, hvor alt var tomt, hvor hendes stemme ikke blev hørt, og hvor Enrico var omkring hende konstant.
Det gibbede lidt i hende da de hårde bank lød på døren. Ret hurtigt krængede hun armen under stroppen igen og fik sat kjolen rigtigt. Evans stemme ville hun formentlig kunne genkende overalt. De havde ikke set hinanden siden den aften på kroen hvor de havde været intime, en fejl hun ikke ville begå igen.
Uden at svare gik hun hen til døren for at skubbe den op. "Naturligvis. Hvad kan jeg hjælpe dig med Evan?" spurgte hun og lod de grønne øjne søge hans. Måske hun var stresset, men han var hendes tidligere mentor og hun havde den største respekt for ham, han var den ene ud over dronningen som hun aldrig ville kunne lukke ude!

[Deleted]

Aftenen de havde delt, var stærkt i Evans erindring, også selvom han på ingen måder kunne fortryde, at han havde gjort det. Han havde selv taget hjem og bare ladet som ingenting, og lagt sig i sengen med Athena ganske kort efter. Det som dog derimod havde vækket hans bekymring igennem den sidste tid, var Noelles kampstil. Uanset hvad der var sket, da de havde angrebet DeLoca Mansion, så var det uden tvivl med store og varige konsekvenser, hvilket han ikke brød sig om.
Hånden lod han roligt falde, da han kunne høre, at der skete noget på den anden side af døren. Dette var uden tvivl noget, der faldt i yderst god jord hos ham selv. Han lod blikket søge til hendes skikkelse, selvom han måtte lade det glide over hendes krop efterfølgende. Kjole? Det var ved at være utrolig mange år siden, at han havde set hende i den slags tøj. Det var noget ganske andet end den læderrustning, som hun var iklædt på marken.
"Det må have været en særlig middag, eftersom du er iklædt, som var du rent faktisk en kvinde," sagde han ganske sandfærdigt, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Uden tvivl kunne han godt lide, at se hende i den beklædning. Hænderne foldede han let over ryggen, inden han igen tvang sit blik i retningen af hendes skikkelse. Smuk var hun i sandhed. Det klædte hende uden tvivl at smide det krigerske bare en smule. Særligt fordi at det ikke var noget som skete så ofte.
"Må jeg komme ind?" spurgte han endeligt, som han igen lod hovedet søge på sned. Her i disse fredelige tider, så handlede det udelukkende om at nyde tiden, mens man kunne. Og for nu, ville han gerne lufte sine bekymringer for hende og hendes velbefindende. Dum var han ikke, når han sagde, at der var noget galt.

[Noelle Jaceluck]

Tankerne var i ny og næ flygtet til minderne om deres aften. Det var kommet lidt bag på hende, hvor meget han havde fået hende til at føle, selv efter hun ellers havde været så overbevist om at de følelser hun engang havde haft for ham, var døde. Han var sammen med en ung, smuk kvinde nu og hun var endelig blevet fri af de kvælende bånd der havde revet troen på sig selv og på hendes karriere fra hende. Det skulle ikke ske igen, hvilket hun også havde lovet sin kære, gamle far.
Døren åbnede hun og bemærkede hvordan hans blik forlod hendes for i stedet at studere hendes krop, der for alvor trådte frem i den feminine kjole. En mere simpel en af slagsen havde været umulig at fremdrive. "Den er ej heller båret med største tilfredsstillelse. Når det er sagt, så er jeg en kvinde," svarede hun med et neutralt blik. Det kunne ikke komme bag på nogen, også selvom hun somme tider ville have haft et meget lettere liv om hun var blevet født som hankøn.
Hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og trådte til side som en indbydelse til at han frit kunne komme ind. "Naturligvis, kom ind," bad hun. Selvom hun ikke kunne være tæt på ham igen, så var han stadig vigtig for hende, og hun havde brug for ham, det kunne aldrig falde hende ind at lukke ham ude. "Er der sket noget?" spurgte hun og lukkede døren bag dem begge. Hun forsøgte diskret at sporer sig lidt ind på hvorfor han var kommet, oftest så de kun i forbindelse med marken, men det var anderledes nu hvor de fleste var sendt hjem. Noelle stilte sig foran ham med en hånd hvilende mod sin hofte, og et lidt afventende blik.

[Deleted]

Evan kunne ikke rigtigt komme udenom, at den aften de havde delt sammen, havde været direkte fantastisk på alle måder. Evan havde i hvert fald nydt den mere end hvad godt måtte være, og han måtte jo så tage konsekvenserne af disse. Han var hendes mentor, og han havde en anden kvinde, som i øjeblikket sad, og ventede på ham derhjemme. En kvinde, som han jo vidste, rent faktisk havde brug for ham derhjemme. Dette var dog ikke noget, som han tænkte på lige nu. Det var derimod alt det andet, som rent faktisk tog hans tankegang i disse tider.
At se hende i så elegant en kjole, var nok det sidste som Evan havde regnet med at se hende i. Dog var det noget, som han faktisk rigtig godt kunne lide, derimod. "Jeg må lære mig kunsten.. Hvad skal der til for at få selveste Noelle Jaceluck til at træde i en kjole som denne? Den klæder dig. Den får dig faktisk fremstillet som en kvinde," sagde han endeligt, inden han roligt trådte ind. Hænderne forblev i deres fold over ryggen. Han lod hende lukke døren, inden han vendte sig mod hende igen.
Var der sket noget? Ikke umiddelbart. Det kom jo egentlig helt an på, hvad hun kunne fortælle ham. Han betragtede hende kort med endnu et elevatorblik. Sådan ville han da meget gerne have lov til at se hende noget oftere, hvis han selv skulle sige det. "Det kan du jo fortælle mig, kære Noelle," begyndte han med en rolig stemme. Det bekymrede ham at se hvordan det gik hende, for hun gjorde på ingen måder, som hun plejede at gøre det. "Fortæl mig, hvad der skete på DeLoca Mansion, Noelle.. Noget er sket der," sagde han endeligt. Han trådte roligt hen mod hende. At lyve for ham ville være dumt. Han var jo trods alt mentaldæmon, og han kendte hende godt nok til at vide, at hun ville forsøge.

[Noelle Jaceluck]

Noelle så på ham og kunne ikke undgå de billeder der i flygtige øjeblikke, viste sig på hendes nethinde. Det havde været fantastisk trods de begge to var blevet skadet, og dermed havde været hæmmet. Uanset hvad så kunne det ikke gentage sig af så mange grunde.. den vigtigste var dog den omgang prygl hun kunne se frem til og ydmygelsen overfor sin egen far, hvis tanken så meget som strejfede hende.
"En royal titel, eller en invitation til det fremtidige sjeresbal på slottet, hvor jeg går ud fra at du i forvejen har en ledsager der uden tvivl vil i klæde sig en kjole der er langt mere.. forblændende end denne," svarede hun og så ned af sig selv. Jovist sad den smukt på hendes krop, men den var bare almindelig og sort, mange ville formentlig sige kedelig.
Han var tilsyneladende uenig, for hver lille del af hendes krop blev studeret af hans nysgerrige blik. "Du æder mig med blikket," kommenterede hun og foldede hænderne foran sig. Det var mere en konstatering end en bebrejdelse, for hvilken kvinde kunne ikke lide at blive bekræftet på den måde? Hun rømmede sig lidt og pålagde sin mine et professionelt udtryk. Nu bragte han selv arbejde på banen. "Jeg er ikke sikker på at jeg følger dig, Evan. Theodore og jeg gik ind som vi havde fået ordre på. Vi tog os af Vavilons soldater og brændte DeLoca ned til grunden, som det var planen," fortalte hun ærligt. At lyve for ham var ikke en mulighed, så derfor måtte hun jo bare lade være med at fortælle ham alle detaljerne.
"THeodore overtog det gamle Neutranium og jeg blev sendt hertil," hun fugtede sine læber og tog en lidt dyb indånding. Hendes skulder sved virkelig, den kniv havde siddet et virkelig upraktisk sted, hvis hun skulle sige det!

[Deleted]

Mange gange havde Evan genoplevet deres tid sammen, når han havde haft muligheden for det. Et syn, som han bevidst havde valgt at holde skjult for Athena, da han ej ønskede at skænke hende mere at tænke på, end det som godt måtte være i den anden ende. Nu stod han igen foran hende, og hun stod næsten helt feminin. Var det underligt, at det var noget, som i sandhed måtte tænde ham? Han måtte bare bide det i sig for nu.
"Det har jeg, såfremt at invitationen ligeledes sendes til mig," sagde han roligt. For hans vedkommende kom det helt an på om Athena kunne klare en aften uden kontrol og rigtig mange mennesker. På sigt, var det noget, som uden tvivl hæmmede ham i mange situationer, men det var svært, når han selv havde et arbejde og et rygte at leve op til, og at han havde brug for hende ved sin side. Han måtte ko bare tage tingene, som de nu måtte komme. For nu var det bare Noelle der havde hans opmærksomhed. Og som hun selv sagde, så åd han hende med blikket. Hans tynde læber spillede sig ud i et smil. "Er det virkelig så mærkværdigt?" fortsatte han ganske stilfærdigt.
Det kunne godt være, at Noelle ikke løj for ham, men hun undlod at fortælle ham sandheden. Ej kunne man kalde Evan for dum, da han faktisk var en meget intelligent mand. Og at afholde disse sandheder fra ham, ville kun ende med at koste hende dyrt. Han blev stående foran hende. De havde indtaget DeLoca.. Så meget var han med på, og at Theodore nu var den som sad på pladsen som regent havde han skam også fået med sig. Men resten.. Han kneb øjnene svagt og tydeligt utilfredst sammen. "Hvis det er hele historien, Noelle.." begyndte han. "Så burde dette ikke gøre ondt.." Med disse ord, hævede han hånden, inden han lagde den mod hendes skulder, hvor han direkte klemte til.

[Noelle Jaceluck]

Noelle gik ikke ud fra at han havde fortalt sin forlovede om deres intime stund sammen. Han havde gjort det for at hjælpe hende, og det havde været en hjælp, men ikke mere end det. Af den grund kunne hun dog godt drømme sig lidt væk i minderne når tid og mulighed bød sig. "Den bliver sent næste uge, og jeg ved at du står på listen," informerede hun. Han var en vellidt mand med en vigtig status for dette land, naturligvis fik han buddet også selvom Noelle vidste at Athena kunne hindre ham i det, med de udfordringer hun nu havde med sig.
Hun satte en hånd i siden og betragtede ham med et lidt strengt blik. Han kunne ikke se sådan på hende, hun brød sig ikke om hvordan det fik hende til at føle.. helt feminin.
"Underligt nej.. upassende, ja," svarede hun og løftede sigende sine øjenbryn. Han måtte have lugtet at noget var hændt i Manjarno, også selvom Noelle havde gjort sig umage med ikke at dele sine bekymringer med nogen. Frygten for ikke at kunne komme marken igen voksede hver dag. Det var en uge siden kniven var blevet placeret ved hendes skulderblad, det var næsten et held at det ikke var værre end det var, men alligevel. Selvsikkert så hun ham i øjnene og brugte en helt masse energi på bevodst at se ham i øjnene for at overbevise ham om sin lidt for kortfattet historie.
"Burde hv..?" sætningen nåede hun end ikke at gøre før han havde besvaret hendes ufuldendte spørgsmål. Det faste greb om hendes skuldre, fik hende til at pruste gennem sammenbidte tænder, og efter bare et øjeblik forsøgte hun automatisk at rive sig ud af hans greb, bare for at stoppe smerten. "Det var unødvendigt. Det er bare en skade," vrissede hun let foroverbøjet med en hånd hvilende mod den dårlige skulder.

[Deleted]

Evan vidste godt, at Athena kunne ende med at hindre ham i at tage afsted. Ikke at han tog det så tungt, men han ønskede jo stadig at imødekomme de forventninger, som der nu måtte være til ham, og hun gjorde det jo desværre ikke altid lige nemt for ham. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han nu stod der. "Jeg må se på det," sagde han roligt. Naturligvis stod han på listen. Han var en meget vellidt mand, for ikke at glemme, at han var vigtig for landet her, i mere end et henseende.
De mørke øjne hvilede på hende. Smuk som hun end var, så klædte det hende uden tvivl at have kjolen på. Det var i hvert fald noget, som hun burde begynde at gøre noget oftere, og særligt hvis det var dette syn, som ville møde ham, som det gjorde lige nu. Han trak ganske let på smilebåndet. "Vil du da påstå, at du ikke kan lide det?" spurgte han videre. Han kunne jo se det på hende. Det var jo ikke fordi at hun forsøgte at dække sig til, som man nu typisk ville gøre, hvis man ikke brød sig om det som skete med en selv.
Hånden lukkede sig direkte om den skulder, som han selv måtte definere som den skadede, og han tog bestemt ikke fejl. Alene hendes reaktion, var noget, som måtte sige ham det hele. Han slap hende, som hun trak sig fri og selv tog sig til skulderen. "Jeg har observeret dig den sidste uge, Noelle. Det er måske en fredelig tid lige nu, men krigen kan komme.. Særligt hvis Imandra vælger at rykke frem. Vi kan ikke bruge en hærfører, som ikke tager hånd om sine skader," fortalte han direkte. Hun havde slet ikke bevæget sig, som hun plejede, og med hendes sensuelle dæmon, så var bevægelse noget af det første, som en mand måtte lægge mærke til. Dette var så sandelig heller ikke noget undtag. "Hvad skete der?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme, end hvad han havde benyttet sig af tidligere. Denne gang trådte han i rollen som mentor for hende. Det havde dengang fået hende til at makke ret, trods alt.

[Noelle Jaceluck]

Om Evan ville deltage i ballet eller ej var hans egen sag. Noelle var selvsagt tvunget trods hun i år ikke ville have en ledsager, Enrico var ikke ligefrem et alternativ og det ville være yderst upassende at inviterer hendes egen fader. Den tid, den sorg, lige nu havde hun vigtigere ting at tage si af. "Gør det. om det bliver til noget er i sig selv usikkert, nu hvor Jaqia er som forsvundet fra jordens overflade," sagde hun lidt frustreret. Det var ingen hemmelighed at Noelle ikke brød sig om for mange hemmeligheder, hun kunne godt lide at have tingene på bordet.
"Om jeg kan lide det eller ej er underordnet, det er stadig upassende," påmindede hun for at undgå at lyve overfor ham, for selvfølgelig nød hun den opmærksomhed fra en mand hun engang havde næret dybe følelser for, men som i dag var en mentor og loyal soldat.
Hendes åndedræt var overfladisk og anstrengt mens hun stod og holdt om sin egen skulder, forsøgte at dæmpe den smerte han lige havde sat i hende. Det var øm når hun bevægede sig, men gjorde dirkete ondt når den blev berørt. "Tror du virkelig at jeg bare ignorere den?" spurgte hun vredt. Naturligvis tog hun sig af skaden, men det helede bare ikke særlig godt. "Jeg blev overmandet af en dødsengel i DeLoca," hun sendte ham et lidt vredt blik, hvorefter hun fjernede nogle af lokker fra ryggen og løsnede stroppen for at afslører såret tæt på venstre skulderblad. Det var ikke betændt men rødt, hævet og irriteret, desuden var det dybt og havde bordet sig ned i en muskel, så det var smertefuldt for hende overhovedet at bevæge sig. "Jeg renser det jævnligt, og jeg er påbegyndt træning, så bare rolig, jeg bliver klar til hvis behovet skulle være der," fastslog hun lidt hårdt.

[Deleted]

Athena skulle naturligvis have buddet, selvom Evan ikke rigtigt regnede med noget. I det tilfælde, så måtte han jo tage derop alene, som han nu plejede at gøre. Han ville jo heller ikke ligefrem udsætte hende for mere, end hvad hun egentlig kunne klare, og det var jo hårdt nok, som det måtte være i forvejen. "Der foregår mange ting rundt omkring lige nu. jeg ved ikke hvad der sker med Jaqia, men noget er hændt hende i Procias," sagde han endeligt. Det var jo derefter at hun havde valgt at trække sig. Hvad var der egentlig hændt?
"Og dog, så kan du lide det," sagde Evan med en ganske sigende mine. Han tog det nu ikke så tungt. Som enhver anden mand, viste han da en kvinde, hvis der var noget han kunne lide, og at se hende i kjole, var helt klart noget, som vækkede en tydelig tilfredsstillelse i ham, og dette havde han bestemt heller ikke ligefrem tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Hans blik hvilede på hende. Det klædte hende virkelig. Hvorfor kunne hun ikke gå i den slags noget oftere?
Hendes skulder havde det uden tvivl slet ikke godt. Hvorfor hun ikke havde meddelt ham det fra starten af, i stedet for at lade ham rende rundt i sin egen tankegang, og uden at vide, hvad han egentlig skulle tro. Skulderen var ikke god, og den hæmmede hende i den grad i kampens hede, hvilket ikke just var en tanke som han bifaldt. "Man er ikke stærkere end det svageste led, Noelle.. Dette kan i værste tilfælde komme til at koste dig førlighed eller livet.. Hvorfor har du intet fortalt mig?" spurgte han med en mere fast tone. Hvad hendes fader havde sagt omkring ham, var han odg selv lykkelig uvidende om. Faktisk havde han ikke tænkt på den mand igennem rigtig mange år efterhånden, og det passede ham jo egentlig ganske fint. Den mand var virkelig ikke det værd, at spilde sine tanker på. "Lad mig se det," opfordrede han til sidst.

[Noelle Jaceluck]

I år forventede Noelle at troppe op alene, hun havde ikke en ledsager til den slags efter hende og Enrico var gået fra hinanden. Naturligvis savnede hun ham, de havde været sammen i mange år, men han var en kæp i hjulet på hende, han ville kunne hindr eog hæmme hende som Athena gjorde med Evan, det havde hun ikke tænkt sig at finde sig i. "Ingen af os ved præcist hvad der er hændt hende, kun at hun er i større farer, ellers ville hun ikke spærer sig inde på den måde. Jeg tror måske også det er derfor jeg er blevet kaldt hjem igen," forklarede hun sandfærdigt. Hvem var bedre til at beskytte dronningen end en kvinde der var vant til at gå op mod tusinder af mænd hver dag?
Bevidst undlod Noelle at kommentere mere på hans ord vedrørende hende og kjolen, det ville bare bringe dem ud på dybt vand. Hendes far havde specifikt bedt hende om at lægge afstand til ham, hvilket hun gjorde.. intimt om ikke andet.
Der ville nok gå tid før hun ville kunne holde et våben rigtigt i hånden igen, men alligevel trænede hun hver dag, forsøgte at vinde styrke, hvilket kun fik såret til at springe op igen i hendes desperation. "Lad være med at overdramatiserer. Der er ingen infektion endnu, og jeg kan godt bevæge armen," at det var en smertefuld affære at gøre det var jo så en helt anden sag. "Du hjalp mig sidst Evan og det er jeg taknemmelig for, men jeg er en stor pige, jeg kan varetage mine egne skader," hun stilte sig med ryggen til ham. Dybest set var hun jo mere bange for at han ville forsøge at kaste hende af igen. Kjolen skubbede hun ned så det øverste af ryggen var blotlagt og såret det samme. "føl dig fri.." mumlede hun irriteret.

[Deleted]

Evan gjorde sig ikke de store forhåbninger omkring Athena, men hun kunne overraske. Det havde hun jo formået at gøre fra tid til anden. Det var det der glædede ham. Bare det faktum, at hun i det mindste prøvede sig frem, i stedet for, bare at tage afstand til det hele. Han trak kort på skuldrene. Hvad der var sket med dronningen var ikke til at vide. Det gjorde selv ham bekymret. Der skete rigtig mange ting omkring for tiden. "Hvis det er så alvorligt, at hærføreren er kaldt hjem, må det være en alvorlig ting. Hun har ikke vist sig for nogen af jer?" spurgte han videre. Selv havde han jo som sådan, ikke særlig meget med slottet her at gøre. Lige nu var han der jo faktisk fordi, at han var oprigtigt bekymret for Noelle.
Uanset hvilke ting, som hendes fader havde forsøgt at bilde hende ind, var det igen ting som Evan da heldigvis ikke var kendt med. Den mand var en, som kun formåede at vække en vrede i ham. Den mand gjorde skade og ugavn på kvinder, som kunne komme så langt i deres liv, hvis de bare fik lov til det. At hun lod den ligge hvad angik hendes beklædning, var helt klart noget, der passede ham mere end fint.
Skaden som Noelle havde pådraget sig, gjorde da uden tvivl Evan bekymret. Det kunne jo vise sig, at være en mere alvorlig af slagsen. "Jeg vil ikke påstå, at jeg fremstiller dig som en lille pige, Noelle. Du har længst slået din lærermester, men i kunsten om at være den mest dumdristige, topper du stadig listerne. Du ved hvor alvorligt sådan en skade kan være, hvis den ikke behandles korrekt," sagde han kort for hovedet. Han ville ikke stå der og diskutere det med hende! Som hun gav ham lov til at tilse det, passede det ham fint. Med rolige skridt, trådte han om bag hende, for roligt at flytte det lange hår, samt stroppen, så han kunne komme til. Han rynkede let på næsen. Hånden lod han let vandre over det. "Du har været heldig," bemærkede han som det første. "En muskel, ikke sandt? Armen skal holdes i ro, til dette oprigtigt er healet," sagde han direkte. Det var jo faktisk en alvorlig skade hun havde pådraget sig!

[Noelle Jaceluck]

Det bekymrede alle hvad der var hændt dronningen i Procias, for ingen havde set hende siden. Noelle rystede på hovedet. "Ikke ud over Enrico, og han har fået mundkurv på. End ikke Mattheus har set hende," fortalte hun. Ingen vidste om hun var i livsfarer eller om hun nogensinde ville tilbagevende til sin post. Tiden måtte vise om man havde tænkt sig at inddrage hende for at beskytte hende, i hvert fald så var hun hjemme. Hendes far havde givet ret klare ordre, dem havde hun ikke tænkt sig at trodse, også selvom det var svært overfor lige Evan, som hun nok altid ville have et lidt blødt punkt for.
"Hvilket er grunden til at jeg naturligvis behandler det så korrekt som jeg overhovedet kan. Jeg er måske hovmodig, men dumdristig ville jeg ikke sige. Jeg nærer intet ønske om død," understregede hun lidt hårdt. Det var da utroligt at han skulle have så lidt tiltro til hende. Jovist var hun desperat efter at komme i gang igen og trænede hurtigere end hun burde, men var det underligt?
Hans varme fingre fik nakkehårene til at rejse sig, og gåsehuden til at melde sig. Hun sagde intet, men blev stående så han kunne tage det i betragtning. "Jo det er frustrerende. Jeg ved ikke hvor længe det vil tage for det at heale, men jeg ved at jeg ikke kan undgå træningen i så lang tid," hun slap håret over den ene skulder men lod kjolen blive lidt nede så såret kunne få luft. Det var rart ikke at have det til at gnide mod stoffet fra hendes kjole.
Roligt vendte hun sig mod ham igen med stroppen hængende ned over den ene skulder. "Jeg ville sætte pris på diskretion. Jeg ligeså har mange fjender for tiden," hun så på ham med et ret sigende blik.