Jamen lad mig da bukke og neje!

[Deleted]

@marcellus

Tosset, intet mindre end tosset var hun, hvor vovede han at få slået så mange af hendes art ihjel?! Hun havde intet kunne gøre, hun havde været såret slemt og var heldigvis ikke tilstede inde i selve salen da det hele var sket, men hun havde mærket det og hun havde set Zean flygte. Nu var hun endelig kommet ordentlig på benene, dødsengle var på ingen måde i det tal de førhen havde været og hun var rassende! Et sted følte hun sig forrådt, hvilket hun ikke havde grund til, og så alligevel, de havde for pokker da en alliance! Hun var iklædt sin brynje med lædertøj inden under i sort, for en gangs skyld havde hun rent faktisk støvler på, hun var så rassende hun havde taget fodtøj på, den var helt gal. Råbet fra hendes svælg lød kraftigt helt nede fra maven af, hun nærmest brølede og man ville uden tvivl kunne høre hende.

"Lad mig komme ind! Jeg skal tale med ham! NU!" Det var en kamp hun følte hun kunne tage nu og her, desværre var hun ret sikker på hun hurtigt ville falde ned så snart hun havde fået lov til at få sit verbale flip, hvilket hun hadet. Lige nu forudså hun sine egne skridt og det var forfærdeligt, dybt forfærdeligt. Corina kørte en hånd om i nakken som var fri for hendes hår, det lange hår var sat op i en høj knold. Der var kriger over hende, alvor, det klædte hende og samtidig lignede det slet ikke den Corina man egentlig kendte som normalt ville føle sig fri. Måske fordi hun et sted, ikke følte sig så pokkers fri mere. Nu skulle Marcellus i hvert fald have en møgfald af en anden verden og så kunne det være hun rent faktisk kunne falde på plads igen. Selvom hun manglede Zean!

[Deleted]

En smuk vampyr kvinde i en læder rustning trådte frem. Hun bar Marcellus kongelige mærke og virkede til være en person med magt. Hun kiggede på vagterne der holdt Corina tilbage på og de slap hende. De trådte tilbage og lod kvinden komme frem. Hun satte en hånd på sin hofte og sagde med en rolig og autoritær stemme '' Corina formoder jeg. Lad være med at opføre dig som en idiot her. Pak den attitude væk. Du er i Imandra nu og ikke Vavilon og vigtigst af alt så er du i Kong Blacks slot, opfør dig ordenligt eller jeg halshugger dig! ''. Kvinden gjorde tegn til at vagterne skulle træde af. Derefter kiggede hun på Corina og gjorde tegn til at hun skulle følge efter. Da de nåede frem til selve tronsalen åbnede kvinden døren og der inde i en flot trone sad Marcel. Han havde sin krone på. Sad i en fin tabard og havde en blodrød kappe på. Han smilede skævt og bød dem ind i salen. Da kvinden og Corina kom ind lukkede døren bag dem. Marcel blev siddende i en afslappet position, med et tilfreds smil på hans læber. Han sagde med en blid og rolig stemme '' Ahh. Lady Corina. Jeg vidste at det måtte være dig. Der er kun en jeg kender der er dum eller modig nok.. Jeg har ikke helt fundet ud af det i nu.. Til at lave ballade i mit slot. Jeg har det med at gøre sådan nogle folk et hoved kortere.. Men fordi det er dig.. Så gør jeg en undtagelse og lader dig beholde dit hoved. Hvad kan jeg så gøre for dig denne vidunderlige aften? ''. Marcel kiggede venligt på Corina, men der var noget forandret over ham. Noget virkede mere koldt og ondt over ham. Han kiggede på kvinden ved siden af Corina og sagde '' Astrid. Hold dig klar. Det virker til at det er den tid på måneden for Corina ''. Marcel grinede lidt og Astrid fulgte trop med et lille fint grin. Hun smilede til Marcel. Det var til at se hun havde dyb respekt for ham.

[Deleted]

Hvis det ikke var fordi Corina ikke havde lyst til at blive slået ihjel lige nu, havde hun svaret kvinden igen, sådan en højrøvet kælling! Pokkers blodsugere, kunne de ikke blive udryddet som de forpulede ilder som de egentlig var. Nej hvor var hun arrig! Det hele boblede op indeni, hun havde virkelig lyst til at flå alle på stedet ad, slagte indtil hun selv blev slagtet, men hun havde vigtigere for, planer, mange af dem endda! Roligt fulgte hun med, uden en lyd, hendes skridt var faste, tydelig rassende som bare pokker, blikket der mødte Marcel var ikke fyldt med andet end vrede. Lige nu var hendes lunte ikke til stede, hun var på bristepunktet. Dog så hun straks det som var ændret hos ham, det fik hende til at hæve et øjenbryn kort, hvad pokker var der sket med ham? Hun havde da set hans udvikling, men der var sket noget direkte stort her!
"Jeg ville bare vide hvad fanden du tror du bilder dig ind?" Svarede hun med et krigsliderligt smil og øjne der kunne slå ihjel, hun prøvede skam at forholde sig roligt. Der var intet de her, det var dus, det havde de været længe og bare fordi han sad der med en krone på sit forbandet blodsuger hoved behøvede det ikke at ændre sig.
"Så mange af min art, slagtet som var de intet, var det virkelig en nødvendighed?! Vi var ikke mange i forvejen!" Vrissede hun nu ud imellem sammenbidte tænder, hendes hænder knugede sig sammen. Lysten til at trække sit sværd og hugge hovedet af den møgkælling som tog sig den fornøjelse at grine med var virkelig stor. Men hans ord ignorerede hun, hun havde på fornemmelsen at han morede sig ganske godt lide nu, hvilket gjorde hende mere tørstig efter krig og vold. Her havde hun dog ingen chance, det vidste hun, men hun måtte konfrontere ham, det havde hun brug for.

[Deleted]

Marcel lænede sig frem og satte sine albuer imod sine knæ og hvilede op af dem. Han gjorde tegn til at Astrid skulle holde sig i ro. Hun havde allerede taget fat i sit sværd og stod i en stilling klar til at angribe Corina. Men da Marcel gjorde tegn til det trådte hun trofast tilbage og stillede sig roligt. Marcel kiggede på Corina og sagde '' Hvis du snakker om slaget om Imandra. Så var det Eriz folk der dræbte de engle. Ikke mine folk, de fik ikke chancen. Eriz gjorde det simpelhen for godt.. Hun var for præcis ''. Marcel smilede ondskabsfuldt. Lidt efter lænede han sig tilbage og sagde '' Men jeg har vist gjort op for det.. Zean og Macaria er jo på flugt fra Vavilon.. Mig og Eriz har taget dem til os og holder dem i sikkerhed her i slottet. Jeg har også lavet en freds traktat med Zean ''. Marcel rejste sig op og kiggede på Corina med et fast blik og sagde med en sur stemme der gav ekko '' SÅ VIS RESPEKT ''. Marcel satte sig ned og virkede helt fattet og rolig. Han smilede ondt og rettede på sin krone og sagde denne gang roligt og blidt '' Så nu hvor du ved jeg lige har reddet Zean og holder ham i sikkerhed under mit tag. Hvad er dit syn så på mig nu.. hmm? ''. Astrid fnøs og rystede på hovedet. Marcel trak på smilebåndet. Hvor var det dejligt at have en der var på sin side for en gangs skyld. Marcel kiggede mod Astrid og nikkede til hende. Han var glad for hendes loyalitet men hun måtte vise Corina en smule respekt. Astrid bøjede hovedet for Corina. Marcel sagde '' Corina er vores allierede.. Vis hende den respekt hun ikke viser os ''. Marcel smilede til Corina.

[Deleted]

Så det var her han gemte sig?! Corina var vred på alle lige nu, hun kunne slet ikke holde noget af det ud lige nu, det var simpelthen for meget. At han bare legede lige nu, det gjorde hende så, pokkers rassende og samtidig klædte det ham jo også forbandet godt, der var noget anderledes ved ham. Corina stirrede fast mod ham, blikket var koldt og dræbende, hun var slet ikke klar til at vise ham nogen form for respekt, ikke det der lignende!
"Mit syn? At du og alle andre kan rende mig noget så grusomt, det her skrev jeg mig ikke op til!" Lød det fra hende, et smil blomstrede på hendes læber, hun var i den grad færdig her. Det hjalp, hjalp at få det ud, hun var færdig nu. Helt færdig! Tænk at synke så lavt at han gemte sig her, hos to folk som havde forrådt ham og dræbt utallige af deres art, var Zean overhovedet værdig til at være deres leder? Hun var begyndt at tvivle. Måske en som hende, der virkelig åndede og levede for dem var den person som rent faktisk burde overtage!
"Det var, alt andet end en fornøjelse Deres majestæt. Og et godt råd, få Shadow tilbage. Jeg tror de fleste vil have mindre lyst til at hugge hovedet af ham end hende der." Corina smilede provokerende, nejede for ham, næsten så hun gik i knæ og rejste sig for at gøre et kast med hovedet mod denne Astrid. Efterfølgende, vendte hun rundt på sine hæle for at gå igen, det kriblede i hele hendes krop for at smutte igen. Nu hvor den værste vrede havde lagt sig, kunne hun se hvor dybt vand hun egentlig måtte befinde sig på.

[Deleted]

Marcel smilede ondt og kiggede på Astrid og nikkede mildt til hende. Hun trådte ind foran døren og trak sit sværd en smule op af skeden, dog ikke helt op. Astrid kiggede på Corina med et skævt og udfordrende blik. Man kunne se i Astrids blik at hun havde lyst til at sige noget, dog holdt hun mund. Astrid var en disciplinær soldat. Hun vidste hvornår hun måtte smide brænde på bålet og hvornår hun ikke måtte. Dog var det til at se på hende at det kriblede i hende for at give Corina tilbage af samme skuffe. Marcel kiggede på Corina med et tilfreds smil og sagde med en roligt stemme '' Puha.. Du står jo ligefrem og siger du har lyst til at halshugge mig og min loyale bodyguard.. Derudover.. Så virker du ikke så glad for mig lige nu.. Selv om jeg lige har taget dit flygtning af en leder under mit tag.. Jeg tror ikke jeg kan lade dig gå Corina.. Ser du.. Jeg har det ikke godt med at lade mine fjender leve.. Det er dårligt for forretning ''. Marcel grinede en smule og fortsatte '' Men det gode ved forretning er at der altid er plads til forhandling.. Ser du.. Vi to er nået der til hvor du vil gøre klogt i at forhandle ''. Marcels smil forsvandt og han sagde med en faretruende rolig stemme '' Du har været brugbar. Jeg har haft respekt for dig. Lad være med at ændre det, for du er ikke brugbar for mig mere. Den eneste ting der holder dig i live er min respekt for dig. Du kan ikke behandle mig som Zean. Jeg har besejret han i en mod en kamp med lethed. Jeg er en meget farligere modstander ''. Marcel vidste godt at Corina vidste dette, men han ville understrege sin pointe. Han kunne godt bruge hende og han så det som spild hvis han skulle blive nød til at dræbe hende.

[Deleted]

Brat måtte hun stoppe op da Astrid spærrede hendes vej ud, hun rullede med øjnene og knugede hænderne hårdt sammen, kunne han i det mindste ikke lade hende være vred i fred og så snakke med hende senere? Hun sukkede tungt, inden hun vendte sig rundt mod ham, hun ignorerede den møgkælling af en blodsugere, hun magtede ikke at reagere og det ville alligevel også koste hende dyrt, for dyrt!
"Kan du ikke bare lade mig være vred i fred? Jeg er ikke en fjende Marcellus, så dum er jeg trods alt ikke! Jeg kan bare ikke klare synet af dig lige nu, hvilket vel er forståeligt? Nu har jeg afreageret og så skal jeg bare have tid til at sunde mig lidt oven på alt det her. Kan du ikke se jeg er mindst lige så vred på Zean? Så naiv som han har været, så uforberedt i kamp? Selvom jeg er fristet til at stikke halen mellem benene, vil jeg blive ved mit folk og gøre dem stærke igen trods det store tab vi har lidt! Jeg står ved dem til den dag jeg dør, for jeg er stolt af min race og vil aldrig lede dem i den visse død, ALDRIG!" Hjertet pumpede hårdt mod hendes bryst, ikke af frygt, nej vrede, pulserede raseri som strømmede gennem hendes åre. De kolde lysegrå øjne stirrede direkte mod ham, hun var ikke i stand til at skulle behandle nogen på nogen som helst måde, der skulle tid til, hun var vel kvinde og med kvinde kom hormoner også, sådan var det. Det måtte han da også have bemærket ved enhver anden kvinde. Og når hun ikke stod i hans alliance som allierede, jamen så havde hun ikke behov for at skulle styrer sig overfor ham.
"Jeg er skam beæret for din respekt, og jeg beklager den ikke er gengældt lige nu, men det håber jeg også du i dit kloge sind forstår. Havde du været i min situation havde du nok ikke reageret meget anderledes. Giv mig tid. Om du så forlanger det bliver her for en stund, jamen så acceptere jeg det." Lød det så mere stille fra hende, som hun fik styr på sin puls igen, stedet her kravlede jo med blodsugere og hendes hjertes faste slag i et tempo der kunne drive lysten frem hos enhver blodsugere var ikke lige det bedste.

[Deleted]

Marcel blev siddende og kiggede på Corina. Der gik lidt tid hvor han bare sad i stilhed efter hun havde talt. Det så ikke ud til at han overvejede hvad han skulle sige. Mere at han var skuffet over hende. Astrid så undrende op på ham. Aldrig havde hun set det ansigtsudtryk på Marcels ansigt. Marcel rettede sit blik mod Corina '' Jeg er skuffet over dig Corina.. Meget skuffet over dig.. Ser du Vavillon er ikke længere Zeans. De er faldet ham i ryggen.. Dødsenglene har intet hjem.. Jeg kan se du brænder efter Zeans plads som leder over dødsenglene. Jeg ville foreslå dig at gøre Imandra til jeres nye hjem og gøre dig til en Fyrste af Imandra.. Gøre dig en del af mit råd. Men jeg kan desværre ikke have en i mit råd der ingen respekt har for mig.. Jeg kunne dig dig og dine engle en mulighed for at opnå hæder og ære igen.. En mulighed for senere at generobre Vavillon og gøre DIG til dronningen ''. Marcel sukkede '' Men du skal åbenbart ødelægge mine planer for dig.. Jeg havde håbet at du havde respekt for mig.. Respekt for min sejr og respekt for at JEG havde reddet din race.. Men du skal de på de små ting.. Mig og MINE vampyrer dræbte ikke dine engle.. Men hvis du kun kan se i fortiden og ikke fremtiden.. Hvis ikke du kan se at have respekt for mig.. At knæle og bukke dit hoved for mig er det rette at gøre for dit folk ''. Marcel rejste sig langsomt på og kiggede alvorligt på Corina '' Så må jeg jo dræbe dig og finde en dødsengel med respekt for mig til at blive lederen af resterne af din race ''. Astrid træk sit sværd og hviskede '' Endelig ''. Marcel gjorde tegn til at Astrid skulle vente. Astrid sukkede. Marcel kiggede igen alvorligt på Corina '' Hvis jeg har lært dig at dulme din vrede og impulsive indre og tænke på hvad der faktisk er bedst for dit folk. Så kom om knæl for mig og vis din respekt.. For ellers har jeg ingen brug for dig i live.. Selv om jeg faktisk godt kan lide dig Corina ''.

[Deleted]

Begge øjenbryn skød i vejret, alle hans ord tog næsten pusten fra hende og hun stod dumt tilbage, hvad, hvem, hvorfor? Hendes blik var stirrende mod hans skikkelse, alle ord var som taget fra hende, som var hun stum. Hjertet begyndte langsomt at stige igen, pumpe hårdt og brutalt mod hendes bryst. Først vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan pokker var alt det her kommet på tale? Hun var jo bare, Corina, bodyguard, ingen vigtig person. Desuden havde Marcellus behandlet hende som skidt, de havde haft deres første møde som havde været så sjovt, og efterfølgende var alt bare, gået ned af bakke. Et sted havde hun næsten lyst til at græde og grine på samme tid, for hun vidste ikke hvad pokker hun egentlig skulle stille op. Men hans ord gjorde hen genvandt respekt et sted, for, han så hende ikke som ingenting, han så hende som mere. Desuden forstod hun godt deres handlinger et sted, men hun havde vel sin vrede, selvom den meste var rettet mod Zean. Der var ingen ord at sige, der var ingen ord som kunne komme ud. Uanset hvad, så stod hun ved hans trone, han var konge og hvis han bad hende knæle for at bevare sit liv, var det var ingen sag. Roligt trådte hun frem, gik i knæ og bøjede hovedet for ham. Ikke et eneste ord, ikke nogen tøven andet end at det hele lige skulle synke ind, men da han bad hende knæle og vise ham den respekt, gjorde hun det, uden så meget som at tænke over det. Det gav mening for hende, hvilket var det vigtigste.

[Deleted]

Marcel smilede skævt og satte sin hånd på Corinas hoved. Nu hvor hun havde direkte kontakt med ham ville hun kunne føle hvor magtfuld han var i forhold til første gang hun havde mødt ham. Efter han havde drænet hans fader for kræfter og nu lært dem fuldt ud at kende var Marcel blevet en modstander få ville møde i kamp. Hans magiske aura pulserede ud af ham som hjerteslag og hans vampyriske lokkende aura var ikke til at tage fejl af. Marcel var ikke blot ord og intelligens. Han havde faktisk kræfterne til at støtte hans sag. Marcel fjernede langsomt sin hånd og satte sig ned i sin trone igen. Astrid sukkede og satte sit sværd på plads. Hun kunne virkelig ikke lide Corina. Marcel bad ikke Corina rejste sig op. Dog sagde han '' Ret dit blik mod mig og svar på mit spørgsmål.. Vil du lede dit folk.. Vil du give dem et hjem og den ære de fortjener. Vil du give dem en mulighed for at opbygge et land de kan være stolte af at kalde et hjem.. Vil du Corina sværge loyalitet til Imandra og dens Konge Marcellus LaPiera Black ''. Marcel afventede hendes svar. Astrid fik store øjne og så til. Dette var ikke bare Marcel der talte, dette var en ed. Hun vidste udemærket godt hvad det betød. Det betød at hun skulle se meget mere til Corina og at hun ikke fik muligheden for at tilsvine hende. Selv om Corina ikke ville have nogen magt over Astrid så ville det være påkrævet at hun skulle vise Corina respekt. Det var bestemt ikke noget hun ønskede. Astrid Trådte et skridt frem og sagde '' Min konge! ''. Marcel kiggede surt på Astrid og sagde med en faretruende rolig stemme '' Astrid. Kend din plads ''. Astrid knælede med det samme og holdt sin mund. Hun havde overskredet hans grænser og hun vidste at Marcel bestemt ikke var en der lod sådan noget gå ustraffet hen.

[Deleted]

Det gippede i hende, hun mærkede det tydeligt, hans væsen havde ændret sig drastisk, hun var overrasket og en smule overvældet, han var bestemt ikke en man ønskede sig til fjende og hun havde jo sådan set godt kunne lide ham. Det eneste hun hadet ved ham, var at alt det med Macaria, præcis det samme som med Zean, kvinden forpestede gode mænd og gjorde dem bløde i bolden. At det ikke lod til at kvinden havde den indflydelse længere, var rar at se, utrolig rar. Nu hvor vreden havde lagt sig, brød tanker frem og hun blev klar over så frygtelig mange ting. Hendes blik gled op i det han bedte hende om det, hun lod sit ballademagersmil glide over de fyldige læber, det smil kunne ingen og ville ingen tage fra hende. At aflægge en ed som denne, det var en stor ting, så lige her måtte hun tænke det over to gange. Hendes blik hvilede mod ham, hun kunne næsten mærke hvor utilfreds hans lille tæve var, det passede hende helt fint.
"Ja." Svarede hun blot, indeni skreg hun næsten, naturligvis ville hun det, det sikrede hendes folk en fremtid som så lys ud og Marcellus var bestemt en værdig konge, så hun kunne ikke se problemet. Hendes vrede havde været tildelt mange, og da hun kom her, var dette bestemt ikke det udfald hun havde regnet med, faktisk havde hun slet ikke tænkt så langt, hun havde handlet i vrede, hvilket var sidste gang. Dette her kunne nemt have endt hendes liv og det ville hun bestemt ikke risikere. I alle hendes tanker, glemte hun næsten alt om tid og sted, hun forblev knælende, han havde ikke bedt hende om andet og hendes blik var stadig mod ham, sammen med hendes fine smil. Faktisk, virkede hun ganske tilstedeværende, og hun lagde også mærke til alt omkring sig, men tankerne var også mange.
"Og nu?" Spurgte hun så endelig, kunne hun gå, ville han have hun blev, fik hun Shadow at se igen? Hvad skete der nu?

[Deleted]

Marcel smilede og rejste sig op og trak i en flydende bevægelse sig sværd. Han kiggede ned på Corina med et skævt smil og sagde '' Nu.. Nu gør vi dig til fyrstinde af Imandra ''. Marcel sank sit sværd ned på hendes venstre skulder, så over hendes hoved og ned på den højre og så over hovedet igen ned på den venstre imens han sagde '' Ved den magt jeg har som konge over Imandra. Ved den ed du har svoret til mig og til Imandra. Slår jeg dig hermed til Ridder af Imandra og giver dit titel af Fyrstinde af Imandra ''. Han fjernede sit sværd og satte det på plads. Han sagde '' Sværger du ved guderne, din ære og race at tjene Imandra og mig, dens konge. Sværger du at være Imandras sværd og skjold. Sværger du at kæmpe og dø for Imandra hvis det påkræves af din konge. Giver du dig og dit til Imandra? ''. Hvis Corina sagde ja ville Marcel sige '' Rejs dig. Fyrstinde af Imandra. Rejs dig og forevigt hold din ed til mig og Imandra. Rejs dig for aldrig at knæle for andre end mig. Rejs dig for at holde dit hoved højt som en nobel af Imandra. Rejs dig for at kigge ned over folket, det folk som du nu er beskytter af ''. Marcel vidste hvad dette betød. Hvis det lykkes Corina at blive leder over dødsenglene ville Imandra stå stærkt. Corina og ham ville være i stand til at genvinde Vavilon. De ville være stærke og deres fjender ville tænke ikke turde stille sig imod dem. Corina havde ikke en stor hær. Men med lidt hjælp fra Marcel skulle hun nok få det. Marce nikkede hvis hun svor sin ed og sagde '' Det er hvad respekt for mig giver dig Corina.. Magt, ære og muligheder. Men du kender mig.. Lav alt den ballade du vil. Men ikke i mit slot ''. Marcel grinede en smule. Han gjorde tegn til at Astrid skulle åbne døren. Marcel sukkede '' Nu skal vi til at skrive under på en masse papirer og du skal vælge et stykke jord som skal være dit.. Kan du ikke vælge en af de borge hvor baronerne er døde efter indtagelsen af Imandra.. Det ville virkelig gøre det nemmere, Corina ''.

[Deleted]

Hvordan skulle man kunne sige nej til sådan noget, hun bed sig i læben, det her var jo helt igennem fantastisk, sådan en magt, den var jo, enorm. At være dronning var naturligvis bedst, men, hun havde slet ikke forventet at være andre end, Zean's bodyguard. Endnu engang bøjede hun hovedet, lod hans sværd hvile ved hendes skulder, for at søge mod den anden og tilbage igen. Det kriblede i hele hendes krop, det her var jo helt igennem vidunderligt!
"Ja!" Lød det klart og kraftigt fra hendes bryst, hun rejste sig da hun blev bedt om det, mærkede sine ben føles som gele under hende. Det her var som en bisar drøm, hendes smil var ikke til at tage fejl af, hun var tilfreds og hun var klar på ballade. Massere af ballade, men først, så skulle Zean vende tilbage og så måtte alting ske derefter.
"Fyrstinde." Hun smagte på ordet, inden hun vendte rundt for at se på Astrid med et kæmpe smil, dog var hun ikke så barnlig at række tunge, selvom fristelsen var så stor! Roligt gled blikket tilbage mod Marcellus.
"Jeg vil se på det, men først, er jeg nød til at tage tilbage til mit folk. Alt er i kaos grundet Zean's fravær. Jeg står jo som den næstøverste, folk lytter til mig. Efterfølgende vil jeg se hvad alting bringer og så Marcellus, så vælger eg et stykke jord og mine dødsengle vil følge, sammen med alle vore resurser." Allerede der havde hun næsten sagt at hvis ikke Zean kendte sin plads nu, så ville hun vippe ham af pinden selv, selvom det var en skræmmende tanke. Og efter alt dette, ville hun nok glemme alt om det og se det som en mærkværdig drøm og tro at det altid havde været sådan. En hånd løftede sig for at kærtegne kravebenet på hende selv kort, hun bed sig igen i læben, hun måtte afsted, men hun ville jo også et sted gerne blive lidt. Og naturligvis var der papirer som skulle skrives under først.

[Deleted]

Det var til at se at Astrid var ved at springe i luften. Hun stod med et surt udtræk plantet i ansigtet. Dette var bestemt ikke noget hun var glad for. Marcel gjorde tegn til at Corina skulle følge efter ham. Da de kom hen til skribenten og fik underskrevet de nødvendige papirer, kiggede Marcel på Corina og sagde '' Du skal have tid. Jeg giver dig to måneder til at få styr på dine ting og komme her med dit folk og jeres ting. Hvis ikke du er her om to måneder til at finde et stykke jord og klar til at sidde i mit hof. Frafalder din titel. Medmindre du har brug for lidt mere tid ''. Marcel lagde en hånd på hoften af Corina og lænede sig ind og hviskede til hende '' Det er lidt synd at du har så travlt... Men når du vender tilbage.. Så må jeg hellere være gæstfri og tilbyde dig en god nats søvn her på slottet... Eller søvn er så meget sagt ''. Marcel blinkede til Corina og gik ud. Astrid blev stående og kiggede på Corina. Hun sagde med en sammenbidt stemme '' Nu skal jeg følge dem ud.. F.... Fyrstinde Corina ''. Et falsk smil kom frem på Astrids læber. Dette var bestemt ikke godt. Man kunne se i Astrids øjne hvor højt hun hadede denne dødsengel. Men der var ikke meget den loyale vampyr kunne gøre for at skade Corina nu. Marcel havde fjernet sin kærlighed til Macaria og det gjorde ham den gamle Marcel. Astrid fulgte Corina til porten på slottet uden at sige et ord. Så snart de nåede porten vendte Astrid om og gik sin vej.

[Deleted]

Der var virkelig faldet en anden ro over hende, dog var hendes hjerte på ingen måde i ro, men det var klart, hun var begejstret, hun var virkelig begejstret. Hun mærkede det hele vokse i hende, det her var virkelig utroligt. Med elegante rolige skridt gik hun efter ham, roligt gik hun skrevet under, det var fast, også på papir nu.
"Det sætter jeg pris på, min konge." Hun lagde tryk på da hun kaldte ham for sin konge, det var i ren og skær drilleri, men også for at understrege hun intet problem havde med at han rent faktisk var hendes konge. At han blev så nærgående fik hende straks til at reagere på hans væsen og automatiske tiltrækningskræft som i den grad var blevet kraftigere. Igen mærkede hun benene blive bløde under sig, mens smilet voksede sig til et lidt mere frækt et som hun lyttede til hans hviskende ord. Da han forlod hende, så hun kort efter ham, inden hun vendte rundt og så på Astrid med et hoverende smil.
"Det lyder ret godt, gør det ikke Astrid?" SPurgte hun i ren provokation og fulgte med som hun gjorde sin pligt i at følge hende ud. Da de endelig var ude, vinkede hun blot til hende, nu ville hun jo næsten nyde at være i samme rum med hende, bare fordi hun vidste hvor forfærdeligt det måtte være for hende. Corina morede sig allerede, hun knækkede sine fingre og grinte skingert og lettere sindssygt, det her skulle nok blive godt, der var meget som skulle ses til.

//out