Har du tid min konge?

[Deleted]

@marcellus

Nu skete det. Med faste skridt giv hun gennem det første lokale. At komme ind havde ikke været et problem for hende. Folk med så høj placering var ikke i tvivl om hvem hun var. Eller hvilken magt Marcel havde tildelt hende. Det var en mystisk oplevelse. I meget mindre grad havde hun prøvet at få status via sin familie. Men at havde en magt i sig selv på den her måde føltes stadig underligt.
Som hun nåede næste dør, faldt tempoet langsomt. Så vidt hun vidste, ville Marcel være på den anden side. Nervøsitet fangede hende pludseligt og hun tog en dyb indånding. Hvorfor mindede det her hende, om da hun var mindre og skulle opsøge sin far? Situationen var næppe den samme. Hendes hænder glattede den fine, lysegrønne kjole med mønster. Nogle ville tvivle stærkt på at en spinkel kvinde uden våben eller rustning ville være en trussel. Sandheden var at Francis ikke behøvede det før at være dødbringende og stadig kunne beskytte sig selv i kamp. Nu hvor hun holdte sig til slottet, var det slut med rejsekapper, tykt stof og vandre sko. Noget hun bestemt ikke havde noget imod. Det var helt rart igen at have valgmuligheder om morgenen. Til gengæld måtte hun indrømme, at hun til tider savnede alle de smukke steder og spændende mennesker hun havde mødt på sin vej. Den frihed der var i at rejse på må og få og se verden med egne øjne i eget tempo. Situationen hun stod i nu, var dog langt fra den samme, som hun havde derhjemme. Det mørke morgengry kvalte hende ikke, som hjemmet i Dvasias havde det. Skulle hun være ærlig, så begyndte hun faktisk langsomt at se slottet som et andet hjem.
Døren åbnede ikke sig selv, og hun havde nogle ting at snakke med Marcel om. Et lille bid i underlæben og hun tog mod til sig. Tre forsigtige bank advarede ham om hendes tilstedeværelse. "Marcel, det er Francis, må jeg komme ind?"

[Deleted]

Et '' Kom bare ind, Francis ''. lød fra den anden side. Han vidste allerede at det var hende. han kunne føle hendes magi på den anden side af døren. Det var blot et tegn på hvor stærk Marcel var blevet. Da Francis åbnede døren var det et anderledes syn der mødte hende. Marcel hang i en pæl op løftede sig op i armene så hans hage kom over pælen og så ned igen. Han hang i bar overkrop. Han kunne se at han var i en fantastisk form. Meget velformede muskler. Små sved perler gled langsomt ned af hans veltrænede overkrop. Da Francis kom ind landede han på jorden og tog et håndklæde frem og gned det langsomt over hans nakke imens han sagde '' Hvad kan jeg gøre for dig i dag, General Francis ''. Marcel vendte sin opmærksomhed mod et sandsæk og slog til den langsomt. Hvert slag fik musklerne i hans arme til at stramme og igen vise hvordan han var i perfekt form. Han virkede til at lyttede til hende og alligevel være koncentreret om sin træning. Han sagde imens han stoppede et øjeblik og rullede sin venstre skulder '' Jeg kan ikke tillade mig at blive slap og doven bare fordi jeg er blevet konge. Jeg må holde formen.. Dvasia og Procius har ikke sendt nogen form for bud overhovedet. Jeg kan ikke vide om de planlægger et angreb. Jeg må forberede mig på det værste og det samme må du.. Nok har vi vundet kampen om Imandra.. Men det betyder ikke vi er i sikkerhed Francis.. Du har været med mig fra starten.. Hvis det skal slutte.. Vil jeg gerne have den ære at dø ved siden af dig også ''. Marcel kiggede først nu på hende og gav hende et oprigtigt smil. Der skulle meget til før Marcel stolede på folk, men han stolede på Francis. Dog slog han også hårdt ned på folk der forrådte ham. Det havde Francis selv set med de tropper der havde flygtet og derved sørget for flere folk var døde. Marcel havde personligt dræbt dem.

[Deleted]

"General Francis..." gentog hun med en lav stemme. Det lød helt forkert i hendes egen mund. Hvordan var en forsigtig, hjælpsom kvinde som hende endt her? For 117 gang havde hun lyst til at på minde ham om, at hun ikke hørte til her. At han begik en fejl. Men de stod her stadig, med to vundet krige i rygsækken, så et eller andet måtte hun havde gjort rigtigt. Marcel forsatte med at træne. Hun kunne ikke andet end at respekter og beundre hans gåpåmod og dedikation til hvad han satte sig for. Ved siden af en muskuløs Marcel, virkede hun indnu svagere. Men hun havde trænet hårdt, det var hendes krop, der nægtede at vise hvor meget styrke den gemte. Trænet så hun kunne beskytte Marcel og hans rige, skulle det komme dertil. Hun delte hans bekymring. Spørgsmålet var ikke bare om de kunne stå imod Dvasia og Procius, men også hvor meget det ville koste dem. Hendes blik faldt mod gulvet. Havde det at redde landet virkelig været alle de døde virkelig værd? Hans sidste udtagelse fik hende til at spærre øjne op og stirre chokeret på ham.
"Det kommer ikke til at ske!" Hendes stemme var fast besluttet. "Jeg vil ikke lade det ske. Lov mig ikke at dø ved min side. Skul-skulle det ske, at du faldt i krig, så fald længere fremme end mig. Alt andet betyder, at jeg har fejlet dig." Hun ville gøre alt i sin magt for at beskytte Marcel. Skulle hun falde i krig, var det risikoen som fulgte med jobbet. Men hun ville ikke lade Marcel dø hverken før eller sammen med hende. Om end han så kun nåede et enkelt skridt, så længe han fik kæmpet sig bare en smule videre, ville det være nok. Så længe hun ikke fejlede ham.
Fejlet, det fik hende til at tænke på en de grunde til at hun var kommet.
"Du spurgte hvorfor jeg var kommet. Jeg mødte din dronning. Hun..." Francis bed sig kort i underlæben ved tanken. Eriz havde været så kold, da hun forlod Francis. "Hun var meget skuffet over mig, da jeg fortalt, at jeg ikke kunne tage imod hendes tilbud uden at spørge dig. Hun vil gerne træne mig. Eller hun ville gerne. Jeg tror ikke at tilbudet stadig står. Det fik jeg vist ødelægt for mig selv..." Det var tydeligt, at det gik hende på. Francis havde været så lykkelig for, at de var kommet godt ud af det med hinanden. Eriz havde været så flik ved hende. Lige indtil hun vidste sig at være en skuffelse.

[Deleted]

Marcel slog sandsækken ned fra den kæde der holdt den, så den fløj ind i væggen og gik i stykker. Han kiggede på Francis og sagde roligt '' Jeg er glad for du er så loyal. Men det kan jeg ikke love dig. Det ville ikke være realistisk. Når jeg dør så dør jeg i det mindste en fri mand. Hvis jeg dør i nat ved at blive dræbt i min søvn. Så er det sådan det er ''. Marcel grinede da Francis sagde hun havde snakket med Eriz. Han rystede lidt på hovedet '' Du skal ikke tage dig af hende Francis. Hun er bare sur over du er hundrede procent loyal overfor mig ''. Marcel vendte sig om og lagde en hånd på hendes skulder og smilede oprigtigt til hende og sagde '' Francis.. Det er den primære grund til du har den post du har. Du er loyal overfor mig og du vil dø for mig.. Jeg har set det gang på gang nu. Det er den måde du har vundet min respekt og loyalitet på. Jeg stoler fuldt og fast på dig og ja.. Jeg vil altid gøre alt i min magt for at beskytte dig ''. Marcel fortalte sandheden. Det han lagde aller mest vægt på var loyalitet og måtte han erkende at Francis havde overfor ham. Marcel grinede lidt og sagde '' Når alt kommer til alt.. Så er du nok den jeg stoler allermest på i hele verden, Francis ''. Marcel slap hendes skulder og gik hen og samlede en tung sten op. Han løftede den op og satte den igen, gang på gang. Imens han var i gang sagde han '' Er der ellers noget jeg kan gøre for dig, General Francis?. Du ved jeg altid har tid til min stjerne elev ''. Marcel havde ikke mange han stolede på i denne verden men Francis var en af de få og derfor blev hun bestemt også behandlet med den dybeste respekt og fik hans fulde opmærksomhed når hun ønskede den.

[Deleted]

Det var tydeligt at Francis ikke var tilfreds med hans svar. Desværre var der ikke meget hun kunne gøre ved det. Risikoen for at dø var der altid, og der var kun så meget hun kunne gøre, for at holde det på afstand. Frustreret lod hun emnet slippe.
Hans holdning til Eriz var både en lettelse og en frustration. På den ene side var det rart at vide, hun ikke helt bar skylden for udfaldet. At hun var loyal overfor Marcel var en spøjs ting at blive vred over. På den anden side betød det også, at Francis ikke kunne rette op på det. Måske hvis hun prøvede at snakke med dronningen igen...
En hånd på skulderen, et venligt smil, at han vidste hvor loyal hun var, og at høre hvor meget det betød for ham. Lige nu, kunne tingene ikke blive bedre, eller det var hvad hun havde troede. Da han forsatte, kiggede hun overrasket på ham. Det var ikke sådan tingene hang sammen, hun beskyttede ham og ikke den anden vej rundt. Men ordene varmede uden lige. Og da han fortalt, at hun var den han stolte mest på, var hendes hjerte lige ved at springes. Hendes ansigt var knaldrød, men hun stålede som en sol. Da han slap hendes skulder, greb hun hans hånd i signe egne to. "Tak." Hun spekulerede på, om han nogen side ville finde ud af, hvor meget hans ord betød for hende.
Hun var lige ved at give slip på ham, men hans sidste kommentar fik hende til at holde fast igen. Hans stjerne elev, som tingene så ud nu, var det kun et spørgsmål om tid, før hun ville mindste den position. Men det var langt fra det værste. Frygten om ikke at kunne beskytte Marcel og hans slot, var hvad der endelig havde fået hende til at krybe til korset. Hun kiggede ned på deres hænder, i stedet for at kigge ham i øjne. "Så vidt jeg ved, har min far ikke fortalt dig om mig. Han..." Nu var det nu, ingen vej uden om den her gang. "Han slog mig ihjel, da jeg var mindre for at bringe mig tilbage til livet. Jeg er en ghoul, et undead væsen. Det gjorde noget ved mig, min krop og magi har ikke været det samme siden." Det var den lette del. Hun knuede hånden i hendes hårdere, som hun forsatte. "Jeg kan ikke længere få nærig af almindelig mad. Det er nød til at være råt kød. Jeg kan leve af dyr men, de er ikke lige så gode. De gør mig svagere i længden. Hvis det virkelig skal gøre en forskel, skal det være et menneske eller en anden race. Jeg... Da vi var I krig, var det ikke et problem at holde mig stærk. Der var så mange lig, og jeg kunne liste mig uden om nattevagterne. Jeg kendte jo deres rutiner. Men nu, nu er der ikke nogen døde at spise af, Marcel. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg begynder at blive svagere." Så meget som hun ønskede at se hans reaktion, turde hun ikke kigge op fra hænderne. Det gik op for hende hvor hårdt hun holdte fast i ham. Hun valgte at fokuser på hvor hårdfør han var, for hun turde heller ikke løsne grebet.

[Deleted]

Marcel kiggede på Francis. Hvordan hun holdt hans hænder, hvordan styrken i hendes greb tog til. Hvis han havde været et menneske ville hun have brækket hans hænder. Men det var han ikke, han var en halv vampyr. Hun var stærk men langt fra så stærk som ham. Vampyr blodet i hans åre gjorde ham næsten så stærk som en vampyr, hvis ikke lige så stærk. Han lyttede til hendes ord og smilede til hende. Da hun havde talt færdigt stod han bare og smilede til hende i lidt tid før han sagde '' Det var også på tide du fortalte mig det Francis ''. Han grinede en smule '' Jeg har vidst det længe.. Da Andrew sagde at hans ravn der altid følger dig havde set det. Dine bodyguards har holdt øje med dig i skyggerne og beskyttet dig.. Holdt din hemmelighed, hemmelig. Jeg læste og undersøgte sagerne da de fortale mig du spise lig. Der gik ikke længe før jeg havde fundet ud af hvad du er Francis.. Jeg har bare ikke ville sige til dig jeg vidste det.. Jeg ville have du selv skulle sige det til mig ''. Marcel smilede oprigtigt og fortsatte '' Men som jeg sagde til dig.. Så passer jeg på dig som du passer på mig.. de folk i byen er dør vil blive bragt til dig så du kan holde dig ved fuld styrke.. Der ud over vil alle dømt til døden blive bragt over til dig så du kan få noget føde.. Francis.. Du er og vil altid være min stjerne elev.. Jeg er sågar ved at undersøge muligheder for at bringe dit tilbage til live.. Hvis du ønsker det.. Faktisk har jeg allerede skaffet et par ting jeg skal bruge til ritualet ''. En sved perle gled ned over hans veltrænede brystkasse. Han grinede en smule '' Men kan vi ikke snakke imens jeg træner.. Erm.. Jeg skal bruge mine hænder hvis jeg skal træne.. Francis ''. Selv om Marcel var en ond mand, så fik Francis faktisk lidt af det gode frem i ham. Måske med tiden at der ligefrem kunne vende noget af den godhed Macaria bragte frem i ham tilbage. Marcel grinede lidt igen '' Det gør mig altid i godt humør at snakke med dig Francis.. Du er min bedste vej ''.

[Deleted]

Som han talte blev nervøsiteten langsom udskiftet med en anden reaktion, han ikke havde set hos hende før. Ikke at han nødvendigvis så det, hendes blik var stadig rettet mod gulvet. Hendes hår var faldet ned og skjulte hende fra omverden. Marcel havde kaldt det beskyttelse, men det var ikke sådan det føltes. Uden at give slip, løsnede hun grebet på hans hånd. Et så godt som uhørlig lavt "du..." blev druknet i hans tale. Det næste ord var en smule højere, men ikke meget: "Tak..."
Mulighederne for at bringe hende tilbage til live? Hvad ville det sige? Hun kunne blive, som hun havde været før? Med store forvirrede øjne kiggede hun op på ham. Han havde allerede fået noget hjem, det var... Hun havde ingen ide om, hvordan hun følte omkring det. Men, hun burde være glad, gjorde hun ikke? Eriz stemme rungede i hendes baghoved, og fortalte hende ting, hun ikke havde lyst til at tage stilling til nu. Med et voldsom ryst på hovedet forsøgt hun, at slå stemmen ud.
Et øjeblik virkede det til, at hun ikke helt havde forstået ham, som han forsatte. Sandheden var, at at der kørte at for meget rundt i hovedet på hende lige nu. Efter at kort have skiftet blikket frem og tilbage mellem Marcel og hans hånd reagerede hun endelig. "Ja, selvfølgelig..." Hun gav slip på hans hånd, hendes egne faldt ned langs hendes sider.
Hans sidste kommentar fik smilet frem, men det faldt hurtigt tilbage i mere splittede folder. "Jeg nyder også at tale med dig Marcel. Du betyder så meget for mig. Jeg er virkelig glad for, at jeg har mødt dig og... og ... Og du ha-havde nogen til at sspionere på mig?" Den sidste del blev sagt med vantro. Det påvirkede hende tydeligvis. Hun havde følt sig så tryk ved ham. Nu følte hun sig overvåget, krænket. For hende kunne bedste ven ikke gøre det. Hvad hun følte var en eller anden form for kærlighed, en hun ikke kunne placere. Det var ikke som hun følte for sine forældre eller ved en forelskelse. Hvilket fik hans tidligere ytring til at slå endnu hårdere. Hun kunne ikke holde munden lukket. Selv da hun havde fortalt om sin mørke hemmelighed, havde hun ikke stammet.

[Deleted]

Marcel rystede på hovedet og virkede faktisk en smule såret over hendes udtalelse. Han gav sig til at slå på en sandsæk imens han snakkede '' I starten, ja. Jeg er ikke dum og jeg stolede ikke på dig Francis. Jeg vidste godt at Victor sendte dig med en eller anden bagtanke. Men da jeg lærte at du var mig loyal... Fik jeg faktisk dårlig samvittighed, tro det eller ej. Jeg ændrede deres ordre fra at udspionere dig til at beskytte dig. Tror du ikke også jeg selv har bodyguards der venter i skyggerne på at springe frem og beskytte mig, skulle der blive brug for det.. Sandheden er.. Jeg var bange for du ville dø, derfor satte jeg folk til at beskytte dig.. Jeg gav dem en ordre. De skulle ikke lytte til dine samtaler.. Bare holde øje med du ikke kom i fare ''. Marcel stoppede med at slå på sandsækken og rollede sine skuldre og kiggede på Francis '' Hvis ikke du tror på mig.. Så spørg dem selv.. Det er dine folk.. Andrew er loyal overfor dig... Ikke mig.. Jeg tillod mig at fjerne mit Warlock mærke på ham og imprinte dit eget på ham.. Han er din tjener... Ikke min ''. Marcel rystede på hovedet og slog videre på sandsækken '' Du er loyal overfor mig, jeg er loyal over for dig.. Det er det jeg godt kan lide ved vores forhold Francis. Det er så dejligt simpelt.. Vi burde måske lade være med at ændre på den del. Det fungere så godt.. Stol lidt på mig.. Som jeg stoler på dig.. Forresten.. Pas på omkring Eriz.. Hun er farlig.. Hun er næsten lige så klog som mig.. Hun er bare ond som en dæmon.. Pas på omkring hende og beskyt dine tanker.. Hvis først hun får adgang til dine tanker, så kan hun knuse dig ''. Marcel grinede lidt '' For at svare på dit næste spørgsmål før du stiller det.. Ja jeg skal nok lære dig at beskytte dit sind imod hendes angreb ''.