At møde den nye dronning

[Deleted]

Imponeret så Eriz til, mens Francis viste sine kræfter for hende. Aldrig havde hun set noget lignende! Det var både grotesk og smukt! Som når monsteret forener sig med skønheden. For Eriz var det akkurat sådan noget, som hun elskede, når brutalt mødte fortryllende. Selv anså hendes kræfter for lignende. Farlige men også uimodståelig. Hendes interesse for Francis var lige steget.
"Det er fantastisk!" udbrød hun næsten kun som en hvisken, mens hendes blik fulgte den afhugget arm, der blev forenet med resten af kroppen igen. Med det samme forstod hun, hvad Marcel lavede med pigen. Ham og hende tænkte ens, så det var ikke svært, når først hun opdagede, hvad han havde opdaget.
Hun rejste sig op i en flydende bevægelse, for endnu engang at gå over til Francis, da hun var færdig med sin fremvisning. Hænderne placerede hun på pigens spinkle skuldre.
"Francis... dine evner er ikke modbydelige. Du har kraften til at bruge dig selv, som et våben. Dit eget blod. Din egen skygge. Hvordan kan du nogensinde tro, det er modbydeligt?" spurgte Eriz silkeblødt, hvilket ville kunne få enhver voksen mands hår på armene og nakken til at rejse sig. Hun tog om Francis ene underarm, for at vise hende den fejlfrie hud. "Du vil aldrig forsvinde. Mens vi andre en dag vil rådne væk, vil du forevigt stå. Smuk, urørt, fejlfri. Ved du hvor meget, vi andre ville ønske at blive bevaret på den måde? Døden kan aldrig røre dig igen med sin klamme hånd."
Tommelfingeren strøg Francis over underarmen, hvor sårene havde været, men der var ingenting. Intet. Eriz kunne mærke misundelsen som en sur smag i ganen, men man kunne ikke se det på hendes forstående ansigt.
Mange ville se hendes egne evner som grufulde, brutale og modbydelige, hvis de virkeligt oplevede dem, men hendes familie havde været mestre i den slags mentale magi. Hårdt var alle de børn, der viste sig med den form for evne, blevet trænet til at udvikle deres kræfter. Eriz havde på ingen måde været blevet skånet. Hendes far havde været så pressende.
Eriz smilede blidt til pigen foran sig, og gav hendes skulder et klem, mens de isblå øjne indtrængende borede sig ind i Francis'.
"Lov mig aldrig, at sige sådan om dine evner igen. De er ikke modbydelige men fantastiske. Jo bedre du forstår det, jo mere kontrol får du over dem."

[Deleted]

Fantastisk var måske ikke det ord Francis selv ville bruge. Særpræget eller anderledes passede bedre, hvis man skulle sige noget pænt. Ellers var grotesk et rigtig godt bud. Af refleks kiggede hun til siden, som hænderne blev placeret på hendes skuldre. Der var en ting som Marcel og Eriz havde tilfældes. Fysisk kontakt og smigrende ord ved første møde. Måske hun ville finde flere ligheder, som hun lærte Eriz bedre at kende. Hun trak lidt på det, som Eriz virkede imponeret og belærte hende.
"Min magi har sine fordele men... jeg savner den gamle."  En varm og lys magi der havde passet til en lille, sød magiker. Den nye fik hende til at føle sig som et monster. Og den havde en ubehagelig pris. Hendes blik faldt på hendes egen arm, da Eriz greb den. "Jeg ved det lyder egoistisk, men nogen gange er jeg bekymret for at stå tilbage, imens alle jeg kender er rådnet væk." Det var en tanke Francis helst slog hen. Folk kunne blive gamle, meget gamle. Hun havde selv snakket med en alkymist der var et par tusind. Alder var en ting, hun prøvede at forklare sig selv, ikke ville blive et problem det næste lange stykke tid. Tilgengæld havde folk aldrig været så skrøbelige i hendes øjne som nu. Det virkede som om, at alt kunne være en potentiel fare imod dem. Så vidt hun vidste, var Francis selv ikke helt udødelig. Alderdom, sygdom, gifte og lemlæstelse var noget, hun ikke længere behøvede bekymre sig om. Den nye krop havde sine fordele både fysisk, mentalt og magi mæssig. Det passede hvad hun havde fortalt, Francis var ualmindelig holdbar. Men hendes far havde villet finde ud af hvor holdbar. Selvfølgelig havde han ikke afprøvet det på Francis. Chancen var, at hvis hun døde endnu en gang, så kunne han få hende tilbage igen. I stedet havde han lavet andre af hendes slags og prøvet at aflive dem på alle tænkelige og utænkelige måder. De ting han havde fået skabt, var stof til mareridt selv år senere. Det havde været stor forskel på, hvor meget fornuft de havde. Men takket være det, have Francis nu en god ide om hvad hun kunne holde til, og vigtigere hvad hun ikke kunne.
Hun nikkede langsomt til Eriz, hendes stemme en smule svag som hun svarede: "Jeg forstår. Og jeg lover aldrig at tale om mine evner sådan igen..." Et lille håb blomstrede hos hende, som hun gentog Eriz ord i sit hoved. Hvis hun tog imod sin ghoul tilværelse, kunne hendes magi måske blive stærkere. Måske endda stærk nok til, at hendes far ville blive stolt. Et varmt smil blev sendt til dronningen. "Tak."

[Deleted]

I et stykke tid blev Eriz stående, for eftertænksomt at betragte Francis, inden at hun rettede sig lidt mere op. Hun vidste Marcel trænede pigen, men mon han gjorde det godt nok, og havde tid, nu hvor han var blevet konge? Selv havde hun mange års erfaring i at træne folk, så mon ikke, at hun kunne give en hjælpende hånd med? Trods alt havde hun også trænet Marcel.
"Kære... hvis du ikke har noget imod det, kan vi to også træne dine evner?" tilbød hun, og lod hænderne mødes foran sit skød, mens hun så på Francis med hovedet lidt på skrå. Ghoulen var modstandsdygtig når det kom til det mentale, men Eriz havde trænet intenst hele sit liv på at mestre sine evner. Som warlock kunne hun godt nok ikke andet, men tilgengæld var hendes kræfter indenfor det andet felt storslået. Mon ikke hun godt kunne, trænge ind i Francis, for at træne med hende? Det ville være en træning for hende selv, hvilket hun ikke ville have noget imod.
"Jeg har haft trænet Marcel, så hans kræfter har kunne vokse sig stærkere. Folk har det med at tro, det hele ligger i styrken, men det handler lige så meget om det mentale," forklarede hun, og uden at bede om tilladelse gjorde hun en lille bevægelse med sine hænder, så de knyttede sig sammen. Med det samme havde hun trængt ind i Francis sind, og kunne forme en illusion om skygger, der hævede sig hvæsende og spyttende, som slanger bag hende. I et stykke tid holdte hun illusionen, inden at hun lod den falde igen. "Min magi er tit blevet kaldt grusom og modbydelig ligesom din. Da jeg var på din alder, kunne jeg næsten ikke styre den, men jeg lærte det efter meget, meget træning. Jeg vil kunne hjælpe dig til bedre at forstå og acceptere dine kræfter."
Hun smilede sødt til pigen, og strøg en løs hårlok om bag hendes ene øre.
"Jeg er sikker på, Marcel ikke ville have noget imod det."

[Deleted]

Francis overvejede oprigtigt Eriz tilbud. En ting var, at det ville give Marcel tid til vigtigere ting, nu hvor han var konge. Noget andet var fristelsen af så dygtig en træner. Francis havde måske ikke set Eriz i aktion, men ordet lød, at dronningen kunne være en frygtindgydende modstander. Dertil om at Eriz på et tidspunkt havde trænet Marcel. Et eller andet sted var det vel at springe et trin over. Francis lagde hovedet på skrå, da Eriz nævnte det mentale. Det var præcis det samme Marcel havde fortalt hende, som noget af det første. Endnu en lighed mellem ægtefællerne. Det var ikke noget hun nåede at tænke mere over, før skyggerne lavede sig om til slanger. Med store øjne vendte hun sig i stolen. Et øjeblik blev hun mørkere i huden, som alt blod trak sig fra organerne, klar til at bryde ud fra et hvilket som helst punkt på kroppen. Afvendende betragtede hun skygge monstrene indtil de forsvandt af sig selv. Eriz tale fik hende til at sætte sig tilbage i stolen. Så det var dronningens magi, ikke at Francis fuldt ud forstod den. Havde slangerne været en real trussel, et tamt skyggebillede som hendes eget eller ligefrem en illusion. Hun tog en mental note om at finde ud af mere omkring Eriz' magi. Indtil videre vidste hun, at den var lydløs som hendes egen. Måske hvis hun trænede med dronningen, kunne hun lærer at gøre bedre brug af sin skygge. Tilbudet blev en større og større fristelse.
"Jeg takker mange gange for tilbudet, Deres majestæt, desværre er jeg i første omgang nød til at vente med at svare." Hendes stemme høflig og ærbødigt. "Jeg er sikker på, at De er en fantastisk træner, men jeg vil ikke tage beslutningen uden at drøfte det med Marcel. I sidste ende er det hans ord, der bestemmer det." Nej, i sidste ende var hun hans våben og skjold. Beslutningen lå ikke bare hos Francis selv. Der var en bindende aftale mellem ham og hendes far. "Jeg vil prøve at opsøge ham omkring det så hurtigt som muligt."

[Deleted]

Skuffelsen var tydelig i Eriz's ansigt ved hendes svar, inden at hun rettede sig mere op, og hævede ansigtet en smule. At pigen var så blænende loyal til Marcel var selvfølgelig både en fordel men også en ulempe. Specielt hvis hun ikke kunne tage sådan en beslutning, uden at skulle få tilladelse af ham først. Og hende, der havde fået så høje tanker om Francis.
"Javel," svarede hun blot, og lagde armene over kors, mens hun nedstirrede ghoulen ned over sin næseryg, inden at hun med en svag hovedrysten, vendte ryggen til hende. Så meget potentiale men ikke nok styrke.
"Jeg havde troet anderledes om dig Francis, men selvfølgelig er du nødt til at lade dit liv og dine beslutninger blive taget af en mand," kommenterede hun med utilfredsheden tydelig i sin stemme, mens at hun tog den sidste stak af bøger, og gik hen til en bogreol, for at sætte dem på plads. På intet tidspunkt skænkede hun Francis et blik. "Inden længe styre de hele ens liv, og man bliver afhængige af dem. Svag. Skrøbelig. Bundet. Man lever deres liv i stedet for sit eget."
Hun satte bøgerne på plads, for derefter at børste sine hænder af i kjolen. Stadigvæk med ryggen til pigen.
"Jeg er nødt til at gå, kære," erklærede hun, uden at fortælle, hvorfor hun var nødt til at gå. Mon ikke pigen tog hentydningen? "Jeg er glad for, vi kunne få os en lille snak. Vi ses nok, når du igen står ved min mands side."
Hun gik forbi Francis, og sendte hende et enkelt, køligt blik, inden at hun forsatte mod enden af en reol, som snart ville få hende til at forsvinde fra Francis synsvinkel. Skyggerne tog imod hende, som var det i en omfavnelse.

[Deleted]

Francis bøjede nakken. Det var tydeligt for enhver at Eriz var skuffet over hendes svar.
"Jeg... jeg er ked af at skuffe Dem, men beslutningen er ikke min. Jeg har et ansvar at leve op til. Vi er ikke alle herre over vores egne muligheder." Eriz ville ikke kigge på hende længere. Noget Francis var ked af, lige indtil at Eriz' kolde blik ramte hende. Hun nåede næsten ikke at se Eriz kolde blik, som hun nejede dybt. Men selv et hurtigt glimt, frøs så så hårdt det næsten gjorde ondt. "Deres majestæt." Hun rettede sig op og kiggede efter Eriz med et blik, der kunne tilhøre et sparket hundehvalp. I sidste ende havde hun ødelagt en ellers smuk chance med dronningen. Hun blev sættende i stolen lidt længere og tænkte over sin egen situation samt hvad Eriz havde sagt. Nu hvor kulden havde lagt sig, kunne hun igen se lighederne meller dette og hendes første møde med Marcel. Begge havde bedt hende om at tage styring i sit eget liv. Tingen var, at ingen af dem virkede til at forstå det ansvar hun havde overfor sine forældre.
Sket var desværre sket og der var ikke mere at gøre her. Da hun rejste sig, kiggede hun over på de bøger, som Eriz havde sat på plads. Hun kunne ikke ryste tanken om at Eriz talte af erfaring af sig. Men i sidste ende var det ikke noget som kom hende ved. Skuffet forlod hun biblioteket.

//Out