At møde den nye dronning

[Deleted]

@eriiz

Francis gik mellem flere bøger, end hun havde regnet med at se på en hel livstid. Og hun kom fra et lært hjem med udsigt til en lang levetid. De sidste par dage havde hun brugt på at udforske sit nye hjem. Teknisk set havde hun aldrig skåret sine bånd med Dvasias. Men hendes placering som Marcels højre hånd gjorde, at hun om ikke andet så Det Mørke Morgengry som sit andet hjem. Titlen fik hende til at kigge ned på sine hænder. Hun havde endda været hans forlover. Noget hun sætter større ære i end den magtfulde titel. Over det sidste stykke tid var generalen, nej kongen, blevet en særlig tæt person. At han valgte at have hende som forlover måtte betyde, han i nogen grad følte det samme. Hun kunne jo trods alt også have beskyttet ham fra første række. Nu hvor hun tænkte tilbage på brylluppet, havde det været mærkeligt. Marcel havde ikke giftet sig ud af kærlighed. Hver gang hun havde kigget imod de nygifte i de mere stille øjeblikke, hvor han regnede med at ingen så det, faldt hans maskerade. Han havde gjort det for politik og ikke kærlighed. Hendes eneste ønske var, at de stadig kunne få et godt ægteskab, at han ikke fortrød det. ... Eller at Eriz ville.
Eriz var delvis grunden til at den unge ghoul var på biblioteket. Så vidt hun havde lært, var dronningen glad for bøger. Det var med et lille håb om, at hun ville løbe ind i kvinden, at Francis gik fra reol til reol. Med stop hist og her, som en spændende bogryg fangede hendes opmærksomhed. Det var længe siden, at hun havde læst en bog. Først havde hun rejst og efter at være kommet med i Marcels hær, var tiden først blevet kneben. Hendes finger løb over flere rygge, som hun spejdede efter stort hår. Hvad end det var ægte kærlighed eller ej, var denne kvinde nu tæt på Marcel. Francis håbede, at de to kunne få et godt forhold. Indtil videre havde de ikke ydret et ord til hinanden endnu. Faktisk havde hun aldrig været så tæt på dronningen, som til brylluppet. Med lidt held ville det ændre sig fra i dag.
Så skete det! Hun stoppede Eriz længere fremme. I stedet for at skynde sig imod hende, stoppe Francis op. Nervøs fløj alle mulige og umulige senarier, af hvordan det kunne gå galt, gennem hendes hoved. Hun tog en dyb indånding og rettede op den lyse kjole. Nu hvor hun ikke længere rejste, klædte hun sig igen med som en kvinde af stand. Stoffet var ikke længere groft men i stedet broderet. Vandre støvlerne var væk til fordel for mere fine sko. Hendes hår var sat op med et smykke. Om halsen og håndledet, havde hun to sølvsmykker med skarpe hemmeligheder. De to havde fulgt hende gennem alt. Mentalt fortalte hun sig selv, at det hele nok skulle gå. Så kig hun derover med tvunget faste skridt. ”Deres majestæt?” Hun nejede dybt for Imandras nye dronning. ”Francis Geneva. Det er mig en ære at møde Dem." Hun rettede sig op igen og forsøgte at få øjenkontakt med Eriz. Et meget nervøs men venligt smil lyste hendes ansigt op. "Tillykke med Deres bryllup og kroningen. Jeg er sikker på, at De bliver en faktisk dronning for Imandra." Og hun håbede med hele sit hjerte, at hun også blive blive en god kone til Marcel.

[Deleted]

Biblioteket. I hvert eneste hjem hun havde haft, havde der været et bibliotek. Bøger. I Salore Palæet havde hun endda haft et stort rum til alle sine mange bøger, som hun havde samlet igennem sit liv. Det var her hun følte sig tryg. Her hun følte sig hjemme.
Biblioteket her i slottet, var større end noget hun nogensinde havde haft. Flere bøger end hun kunne nå at læse på et århundrede stod stablet side om side på hylderne. Her var stille. Behageligt stille. Rundt omkring var der tændt fakler, så man kunne se bøgernes tryk, og store, høje vinduer lod den blege sol skinne ind. Alt virkede dog alligevel så mørkt og farveløst herinde, selvom at bøgernes farver måtte stråle op. Det var sikkert på grund af det blege lys.
Eriz havde fundet et sted mellem alle reolerne, hvor der var placeret et bord og et par lænestole. En lille lysning midt i skoven af viden. I sin ene arm holdte hun en stak af sine egne bøger, som hun havde taget med fra Dvasias. De skulle selvfølgelig sættes på plads i det nye hjem.
Som altid var hun klædt på som en af hendes rang. Eftersom Marcellus' farve var rød og sort, klædte hun sig deraf. Kjolen var lang. Med sorte snore sad den stramt om hendes overkrop, for derefter at fylde ud ved de bløde hofter.
Mange mænd så på Eriz med begær i blikket. Hendes forfængelighed gjorde hende smuk. Perfekt. Intet andet ville tilfredsstille hende. Kroppen var formet som et timeglas. Huden bleg og glat. Det eneste ar var det over brystet, som var blevet skåret, da hun giftede sig med Marcellus. Et hun bar med stolthed, da det symboliserede den magt, hun nu besad.
Det tykke hår, der var lige så sort som hendes sjæl, faldt ned over hendes ranke ryg og nøgne skuldre. Hun lignede, hvad hun var. En dronning. Det havde hun altid gjort.
Allerede før at Francis viste sig, havde Eriz mærket hendes bevidsthed. Hun kendte bevidstheden. Havde mærket den under brylluppet og på slagmarken. Marcel's lille ghoul.
Først da pigen snakkede til hende, vendte hun sig rundt mod hende, for at betragte hende med sine indtrængende, isblå øjne, der bare med et blik, kunne flå folks sind fra hinanden, hvis hun ønskede det.
Det var tydeligt, at pigen var nervøs. Hun kunne se det på hendes kropssprog og den måde, at hun smilede på. Hvad i alverden lavede Marcel dog med sådan en yndig ting? Hun virkede ikke som de fleste andre, som han mængdede sig med. Måske var det mere sentimentalitet end noget andet.
"Francis!" hilste hun tilbage, som var de gamle venner, der ikke havde set hinanden i et stykke tid. "Du behøver skam ikke præsentere dig. Jeg ved udmærket, hvem du er, kære."
Hun smilede sødt til hende, og trådte et par skridt tættere på hende.
"Hvordan har du det? Forhåbentligt kom du ikke til skade under kampen?"

[Deleted]

Et øjeblik var hun lige ved at skrumpe under Eriz blik. Det var skarp men skar ikke. Som Eriz betragtede hende, så Francis forsigtigt tilbage. Imandras dronning var så smuk, som hun havde været ved alteret. Modsat Francis var det let at forstille hun stak ud i en hvilken som helst mængde. Ordet lød, at hun var lige så farlig, som hun var smuk. Hvilket Francis ville støtte op om.
Eriz hilsen, slog hende en smule ud af den. Francis havde bestemt ikke forventet en sådan tilbage melding. Måske det var hvad der skete, når man udkæmpede en krig sammen. Også selvom man ikke står side om side. Omend en smule hun var lidt overrasket, havde nervøsiteten lagt sig en smule. Deres første rigtige møde tegnede godt indtil videre. Den unge ghoul rystede på hovedet, som hun svarede. "Nej, jeg har det fint. Jeg er ualmindelig holdbar." Marcel havde åbenbart ikke fortalt hende om Francis evner. Ikke at det overraskede. Der var sikkert mere spændende ting som parret drøftede end hans højre hånds kampegenskaber. "Nu bruger jeg i stedet tiden på at undersøge slottet. Det føles til tider som om at man kan gå i evigheder, og at der stadig er nyt at se." Hvilket nok havde noget at gøre med, hvor grundig Francis var. Selvfølgelig var der også lidt nysgerrighed indblandet, men mest af alt handlede det om at lærer hvert et hjørne at kende. Hun var før blevet overrasket i eget hjem, og det havde nær kostet hendes mor livet. Slottet var måske bedre bevogtet, men Marcel havde også større og farligere fjender. Marcel og Eriz. Blev det nødvendigt, ville hun beskytte hans kone med samme iver og loyalitet som til manden selv. Og for at være mere effektiv var hun nød til at kende slottet som sin egen håndflade. Hun havde ikke tænkt sig at lade nogen få en fordel ved at kende Det Mørke Morgengry bedre.
"Og dig selv?" Eriz familiære tone fik Francis til at antage, de nu var dues. Det var i hvert fald den erfaring hun havde haft med folk indtil videre. Som ordene forhold hendes mund, fortrød hun allerede sit valg. Der var ikke andet for end at håbe, hun havde læst situationen korrekt. Spørgsmålet havde været mere af høflighed. Så vidt hun vidste, var Eriz ikke kommet til skade under kampen. Men hun kunne jo tage fejl. Om ikke andet var det, hvad der var det mest rigtige at gøre.

[Deleted]

Smilet voksede sig en smule bredere, da Francis fortalte om, hvordan hun undersøgte slottet. Eriz måtte give hende ret i at det var stort. Selv var hun ikke vant til den slags luksus, selvom at hun selvfølgelig omgik den slags kredse. Op til flere gange var hun faret vild, men mon ikke det kom med tiden? Alting var så nyt.
Dog hævede hun et slankt øjenbryn, da den lille ghoul uden videre, gik over til at være dus. Var det sådan Marcel havde lært hende at snakke? Uden respekt? Selv ikke Raine, hendes egen bodyguard, snakkede sådan til hende, selvom de havde stået side om side i kampen om Imandra, og kendt hinanden i et par måneder nu. Selv hende og Marcel havde holdt en høflig tone ved deres første møder.
Stolt hævede hun ansigtet en smule, så struben blev blottet, mens at hun overvejede, om hun skulle påminde Francis, hvem at hun stod overfor. Dog lod hun være. Marcel så ud til at være så glad for pigen, at den slags bagateller let kunne opstå.
"Med mine evner står jeg helst i baggrunden med en masse folk omkring mig. Jeg kom på ingen måde til skade, tak," svarede hun med sin silkebløde stemme, og slentrede hen til bordet, for at stille stakken med bøger fra sig. Kun ved den første kamp, havde hun slået sig. Eller... hun havde fået næseblod af overanstrengelse, da hun havde reddet Marcel's liv. Ufatteligt dumt gjort, men i det mindste var alting gået efter planen, og hun var, hvor hun skulle være.
"Du var med til krigen mod hans far, var du ikke?" spurgte hun Francis, og begyndte at sortere bøgerne i mindre stakke alt efter forfattere. "Jeg mener, at jeg fornemmede dig. Og du var med til kampen om Imandra, og du var Marcels forlovet. I må være meget tætte?"
Det var sagt henkast, men faktisk lå der mere i det. Hun var nysgerrig efter at finde ud af, præcist hvor tæt Francis var på Marcel, samt hvorfor? Hvad fik de ude af deres samarbejde?

[Deleted]

Francis indså med det samme, at hun havde lavet en fejl ved at tro, ved at tro de var dues. Med meget røde kinder skyndte hun sig at undskylde: ”Min mund snakkede hurtigere end mit hoved kunne være med. Det må De undskylde, Deres majestæt. Jeg har den største respekt for Dem.” Hun bed sig i underlæben. Og det gik ellers så godt, men selvfølgelig skulle hendes nervøse tunge ødelægge det. Til hendes store lettelse hang Eriz sig ikke I det. Fransis trippede efter hende hen til bordet.
Igen var der stor forskel på dem. Eriz var mest effektiv i baggrunden, hvor Francis gerne skulle være oppe i modstanderens ansigt. Der kom et lille, ”det glæder mig”, som Eriz, at fortalte hun ikke kom til skade. Da hun forsatte og nævnte at hun havde 'fornemmet' hende, var Francis lige ved at lave en grimasse. Det føltes som om alt og alle kunne et eller andet i den stil. Aura, energi, hvad det nu var de så eller følte. Hvad hun følte var, at det fik hende til at stække ud i mængden. Noget hun bestemt ikke brød sig om. Ikke at hun på nogen måde bebrejdede nogen noget. Man kunne vel ikke gøre for sine sanser. Spørgsmålet om Marcel fik hende til at tænke. Faktisk vidste hun det ikke. Tit havde hun overvejet at spørge hvor de stod, men modet havde altid forladt hende. Meningen var at det blot var et midlertidigt ”partnerskab”. En udveksling af en hjælp for en anden. Med tiden føltes det som så meget mere end det. Hendes tone var høflig og varm omend en smule usikker, som hun svarede.
”Ja, jeg deltog i be-begge i begge krige.” Hun tog en indånding for at få styr på tungen igen. ”Om Marcel og jeg, så ved jeg ikke om man kan kalde os tætte. Vi stoler på hinanden. Jeg er hans sværd og skjold. Men direkte tætte...” Man kunne altid håbe, kunne man ikke? Marcel var til tider så hemmelighedsfuld, at hun betvivlede nogen side at komme helt tæt på. På den anden side havde hun ingen ret til at udtale sig. Selv havde hun ikke fået fortalt ham det endnu. Men en af dagene måtte hun mande sig op, så de kunne få snakket om det hele. ”Jeg gætter også på, at det er praktisk at have sin bodyguard med oppe ved alteret i tilfælde af at der skulle ske noget.” Hun betragtede kort Eriz og hendes bøger.
”Må jeg stille Dem et spørgsmål?” Tålmodigt ventede hun på et svar. Så frem hun fik lov, forsatte hun: ”Hvordan mødte De Marcel?” Han havde selvfølgelig fortalt Francis en ting eller to, men det ville være spændende at høre det fra Eriz synspunkt.

[Deleted]

Kort kastede Eriz et blik på den rødmende pige, da hun undskyldte sine ord, men hun svarede hende ikke. Hvorfor sige noget, når Francis havde forstået budskabet?
De lange, slanke fingre, som kunne minde om en edderkops ben, gled over bøgernes bogtitler, inden at de stablede dem. Èn gang imellem åbnede hun en bog, for at bladre varsomt i den, inden at hun fordelte den. Alt imens at Francis svarede på spørgsmålet omkring Marcel. Eriz lyttede dog. Hun kaldte ham Marcel, men vidste ikke om de var tætte? Automatisk rynkede hun lidt på næsen, men sagde ingenting, selvom at hun mærkede jalousien, brænde en smule i brystet. Hun kunne vel være ligeglad med, hvad han lavede. Allerede vidste hun til hans kærlighed til Macaria, hvilket var ved at æde hende op indefra, så hvorfor skulle han ikke have nogen flæng hist og her? Nej... hun ville være ligeglad. Han var konge, og kunne gøre, hvad han havde lyst til.
Da Francis spurgte, om hun måtte stille et spørgsmål, drejede Eriz hovedet mod hende, for at studere hende et par sekunder, inden at hun endelig nikkede.
"Selvfølgelig," svarede hun, og tog en stak sorteret bøger, for at sætte dem på plads i en reol. Francis spørgsmål fik hende til at tænke tilbage på den første gang, hun havde mødt Marcel. Der havde han været så anderledes. Charmerende, høflig, imponeret, og respektfuld. De havde smilet meget, havde de ikke? For første gang havde hun mødt én, hun kunne kalde sin ligemand. Begge havde de set, hvor meget de lignede hinanden, og hvor et perfekt team de ville være.
Dog var han blevet sendt over til hende af Macaria. Viste hvor desperate både hende og Marcel havde været på daværende tidspunkt, men Eriz havde givet ham, hvad der skulle til, for at han nu kunne rejse sig som konge.
"Vi mødtes faktisk her i Imandra," fortalte hun, og strakte sig, for at skubbe en bog ind på sin hylde. "Han manglede en partner. Èn med ressourcer, penge og magt til at kunne hjælpe ham på benene. Efter en masse forhandlinger endte vi med at slå os sammen. Jeg trænede ham, og gav ham adgang til alt hvad jeg havde. Prisen... well..." Eriz sendte Francis et lille smil over skulderen. "... var en krone på mit hoved."

[Deleted]

Eriz korte opremsning var det samme, som hun havde fået hos Marcel. ”Det lyder som noget af en pris. Men det selvfølgelig heller ikke småting som Marcel skulle have.” Hun sendte Eriz et varmt smil. ”Og De fik Deres krone via ægteskabet. Jeg ved, at jeres ægteskab ikke bygger på kærlighed, men jeg håber stadig på det det bedste for jer. At I kan på et lykkeligt ægteskab med hvad I ønsker det indeholder.” Francis havde været så ked af det på Marcels vegne, da hun lærte, hans dengang kommende kone ikke var den kvinde han elskede. Hun ønskede ham kun det bedste. Herunder at leve til sine dages ende sammen med den eneste ene og glade, sunde børn. Desværre var det ikke tilfældet, hvilket var hans egen gerning. Hun respektere Marcel for hans valg, for det var sådan landet lå, han havde taget det valg. Situationen havde ham muligvis en smule båndet op, men det ændrede ikke på det faktum. Ikke en ond tanke om Eriz var faldet Francis ind. Alt taget i betragtning kunne de stadig få et vellykket ægteskab. Man kunne komme langt med gensidigt respekt.
Hun bed sig i underlæben, åbnede munden en millimeter eller to, og lukkede den så igen, da der ikke kom ord ud. Det fik et ekstra forsøg og denne gang kom der lyd. En tale hun mentalt havde øvet sig på mellem bøgerne. "Jeg har en tilståelse. Jeg havde håbet på at finde Dem her, siden jeg har hørt De holder af bøger. Nu hvor vi begge står så nær Marcel, så havde jeg håbet, at vi kunne komme godt ud af det sammen." Hun måtte tage sig gevaldig sammen for ikke at vride kjolen i sine hænder. Til hendes held havde hun fået mere en nok prygl som barn til at holde sig i skindet. Så hun stod stadig med rank ryg og øjne rette mod Eriz. "Vi behøves ikke være venner. De behøves ikke trækkes med mig. De behøves ikke engang synes godt om mig." Selvom jeg håber du vil, lød en stille bøn i hendes hoved. "Hvad jeg beder om er, at vi kan komme godt overens. Forhåbentlig være positive overfor hinanden." Om ikke andet så gør det for Marcel. Fordi det vil være lettest for ham, at vi kan sammen. Igen var det ikke alt, der blev sat ord på. Hun så afventede på Eriz og bedte til A om at dronningen ville tage godt imod det. Nu handlede alt ikke om Marcel. Francis ønskede oprigtigt at være på god fod med Eriz. Og ikke bare fordi det ville være lettest.

[Deleted]

Det var lige ved at Eriz, var begyndt at le af pigens ord. Åhhh det var lang tid siden, at hun sidst havde stået overfor sådan en naivitet. Den pige ville få et hårdt liv, hvis det var sådan, hun troede verden var skruet sammen. Et lykkeligt ægteskab? Eriz var ligeglad med den slags. Hun havde fået magt, hvor ingen kunne røre hende. Det var alt, hvad hun ville have. At Marcel så rendte rundt og drømte om Macaria, var kun et irritationspunkt, fordi at han kun fokuserede på tøsen, og ikke sin egen hustru. Nej.. man kunne ikke ligefrem kalde ham en god ægtemand, men han var hendes konge.
"Tak for de venlige ord," svarede hun blot taknemmeligt Francis, uden at fortælle de tanker, som kørte igennem hendes hoved. Lad barnet beholde sin naivitet og uskyld. Det var hvad hun havde ønsket, nogle havde gjort ved hende.
Da Francis kom med sin tilståelse, måtte Eriz smile, men eftersom hun stod med ryggen til hende, ville hun ikke kunne se det. Igen den søde naivitet. Eriz måtte indrømme, der var ganske charmerende på sin egen måde. Hun begyndte at forstå, hvorfor Marcel holdte af hende.
Uden at svare hende lige med det samme, skubbede hun den sidste bog på hylden, og vendte sig først nu om mod ghoulen. Med lette skridt gik hun hen til hende, og rakte hænderne ud mod hende. De blide, slanke hænder lagde sig mod begge Francis' kinder, som en mor ville gøre det. Eriz måtte bøje sig lidt fremover, for at være i øjenhøjde med hende.
"Nu skal du høre, Francis," startede hun dæmpet, og skubbede pigens pandehår lidt til siden med den ene pegefinger. "Så længe du ikke står i vejen for mig, er loyal, og respektfuld, så vil jeg ikke have noget imod, at vi er venner. Du minder mig om én af mine lillesøstre. Hun var akkurat ligesom dig. Aldrig lad nogen ændre på dig."
Et lille smil trak i Eriz's mundvig. Francis mindede på INGEN måde om nogen af hendes søstre, der alle havde været forræderiske, løgnagtige og manipulerende, men det behøvede Francis ikke at være. At være gode venner med Marcellus' højre hånd, kunne vise sig nyttig på mere end én måde.
"Der er for mange mænd her i slottet. Jeg er bare glad for, vi kvinder også kan stå lidt sammen." Hun blinkede sigende til hende.

[Deleted]

Normalt havde Francis intet mod stilhed. Hun fortrak det frem for larm, men Eriz’ manglende svar var undtagelsen der bekræftede reglen. Det gav næsten et gib i hende, da dronningen rørte hendes kinder. Fysisk kontakt var ikke, hvad hun havde fået mest af gennem som opvækst. Det var noget hun vidste, folk nød, men som ofte gjorde hende utilpas. Det var blevet bedre med nogle udvalgte få. Her var en hånd skulderen eller anden gestus ikke længere et problem. Eriz var langt fra blandt de få. Handlingen i sig selv var næsten kærlig, men i første omgang gjorde den Francis udtryk. Hendes pandehår blev forsigt strøjet til side. Hun slappede langsomt af, som følelsen af Eriz’ berørning blev mere velkendt. Selvom det ikke hjalp, at hun ikke helt kunne tolke det smil, som kom på Eriz læber.
Kommentaren om mændende og blikket fik Francis til at lyse op og næsten klukke. Hun tvivlede stærkt på, at nogen ville sætte sig op mod Eriz, men tanken om at stå sammen mod det andet køn var sjov.
"Jeg står gerne ved Deres side, Deres majestæt." Det var så sandt, som det var sagt. Hun var bestemt ikke blind for de spil der forgik omkring hende. At Eriz skulle stå uden sine egne var utænkeligt. Francis selv var måske blevet hevet med ind, men det gjorde hende ikke til en spiller. Hendes højeste placering ville være som Marcels brik. En brik der gerne både skulle beskytte ham og holde de andre spillere tilbage. Imandras konge og dronning ville uden tvivl have sine uenigheder eller modstridende interesser, men hun antog at de i sidste ende ville stå sammen. Om ikke andet så for at beholde de fine kroner de havde fået tilkæmpet sig. Eriz ville ikke ende ligesom Zean. Francis betragtede nu Eriz med et mere neutralt udtryk, som hun tænkte. Zean var ikke en mand hun brød sig om. At spillet endte med at placerer dem i hver sin lejer var uheldigt. Men kun fordi de havde mistet en allieret. Zean som person kunne hun godt undvære. Eriz derimod havde ikke givet Francis en grund til bryde sig mindre om hende. Indtil videre havde dronningen faktisk gjort et godt indtryk. Smilet vendte tilbage på hendes læber.

[Deleted]

Eriz kunne tydeligt mærke Francis spænde i sit lette greb, for derefter at se, hvordan hun blødte op ved den fysiske kontakt. Det så ud til at Francis, morede sig ved den kommentar om mændene, men det betød mere end man lige skulle tro. I det samfund de levede i, havde mange mænd, en tildens til at undervurdere kvinderne, samt tro de var legetøj. Noget Eriz op til flere gange, selv havde været udsat for. Francis var måske Marcel's højre hånd og bodyguard, men Eriz så noget andet hos den yngre pige, der stod foran hende. En sart blomst. Genert, naiv og uviden. En hvilket som helst person, kunne misbruge og udnytte det. Eriz ville ikke lade det ske. Måske var hun blevet sentimental efter, at hun var blevet mor, men efter selv at have blevet udnyttet så mange gange, havde hun sat sig for, at hjælpe Francis med at navigere rundt blandt hoffet, uden at komme til skade.
En sidste gang strøg hun Francis over kinden med sin tommelfinger, inden at hun slap hende igen. Mens Marcel havde Francis, så havde hun selv, Raine. En erfaren lejemorder, der ligesom hende var mentalist. En dæmon. Så anderledes var de to bodyguards, som hun stod, og betragtede Francis i sin lyseblå kjole og med smykker.
I Francis sind kunne hun følge med i hendes tankegang, som var det hendes egen. Marcel havde åbenbart ikke lært pigen videre i kunsten af at blokere sit sind. Noget Eriz selv havde lært ham.
"Du er... unik, er du ikke?" spurgte hun efter et stykke tid, og slog ud med hånden, som en præsentation til at Francis, kunne sætte sig i en af lænestolene. "Der er noget warlock over dig, men også noget andet."
Hun samlede en ny stak bøger op, for at forsætte sit arbejde. Tjenerne kunne måske have gjort det for hende, men bøger var værdigfulde, og hun fortrak selv at gøre det. Der var alligevel ikke andet, at lave på nuværende tidspunkt.

[Deleted]

//Man er selvfølgelig velkommen til at spille på det som man vil, men Francis er naturligt mere modstandsdygtig end de fleste mod "mentale intruders"

Francis fulgte kort Eriz hænder, som dronningen trak dem tilbage. "Hvad mener De med unik?" Det første der gik gennem hende var ikke igen. Det virkede til, at hvor end hun kom. Så var der altid en som fangede noget, en fornemmelse, en aura, hvad end der nu afslørende hende i situationen. Og hun blev bekræftet med det sammen af Eriz. Det gav hende en følelse af at stå ud fra mængden. Nogen hun ikke brød sig om. Hun tog plads i lænestolen, og følte sig ubehageligt udstillet, som hun sandfærdigt svarede.
"Uhm... Sagen er at jeg er død. Eller, jeg har været død og blev bragt tilbage til livet." Uden at tjekke om Eriz kiggede, rakte hun en håndflade frem. Selv kiggede hun på sin hånd, som unaturligt mørkt blod brød gennem skindet. Det samlede sig i en pøl, der blev liggende på trods af at hendes hånd hældte. Så lavede sig om til en slange, der snoede sig med, som hun drejede hånden. "Det ændrede min krop og min magi." Med håndrykken opad samlede blodet sig igen, før det borede sig gennem huden tilbage ind i kroppen. Begge sår lukkede sig af sig selv. Francis blod og skygge magi var lydløs, og reagerede nogen gange hurtigere end hende selv. Med en smule misundelse kiggede hun på Eriz' ar. Hvis hun selv blev gift, ville hun aldrig kunne bære arret med en sådan stolthed. Et uopmærksom øjeblik og hendes krop ville heale såret af sig selv. Hendes blik flyttede sig op til Eriz ansigt
 "Jeg... jeg har ikke fortalt Marcel det endnu. Der havde ikke rigtig været en åbning til det." Delvis korrekt. Indtil nu havde der altid været travlt. Først den ene krig, så den anden og så kroning samt bryllup. Men det havde været muligt at klemme det ind en gang eller to, hvis hun virkelig havde prøvet. "Nu hvor alt er ved at være på plads vil jeg gerne selv fortælle ham det. Selvom han sikkert allerede ved det. Enten fra min far eller fordi han altid virker til at have øjne alle steder." Det sidste gik hende en smule på. Francis havde intet at skjule, men følelsen af at der altid var nogen et eller andet sted gik hende på.

[Deleted]

//Åh so sorry o.o

Faktisk kom det ikke bag på Eriz, hvad Francis fortalte, men heller ikke meget kom bag på hende. Hun havde oplevet så meget i sit liv, at intet rigtigt kunne virke ulogisk eller overraskende længere. Derudover vidste hun, at der var magi i denne verden, som kunne gøre den slags. Man kunne bare set mod alkymi eller necromancy. Dog skulle der stærkt magi til, så hvem der end bragte Francis til live, måtte være stærkere end bare sådan.
Hun havde vendt sig mod hende, for at studere magien, som hun kunne udføre. Blodmagi. Det var en sjældenhed. Faktisk var Marcellus' far den eneste hun havde mødt, som havde kunne gøre den slags. Ham og så hendes egen far, samt ene bror, der dog alle var døde nu.
"Imponerende," kommenterede hun eftertænksomt, og kunne ikke lade være med at stille bøgerne fra sig på en hylde, for at gå hen til hende. Hun tog hendes hånd, og undersøgte den både på håndfladen og håndryggen. Ingen skader. Hvad hun dog ikke ville gøre, for at have den evne. I virkeligheden var hele hendes krop fyldt med gamle ar og skader, men med hjælp fra sin stærke illusions evner, skjulte hun dem til perfektion. Det her var dog ikke illusion. Det var rigtigt.
"Selvfølgelig, vil jeg ikke fortælle ham noget, med mindre du vil have jeg gør det," svarede hun hende fortrøstningsfuldt, og slap hendes hånd igen. "Vil du have, jeg er der, når du siger det?"
Måske havde hun mærket lidt til dødens tag i Francis, men ikke gættet at det var lige nøjagtigt det her. Det fremkom både avanceret og mystisk. Begge ting noget Eriz syntes om. Mon ikke der nok skulle stå noget om det i dette bibliotek? Bare tanken fik hendes blik til at glide rundt på alle hylderne, mens at hun afventede Francis' svar.

[Deleted]

//Its cool ^^

Francis ikke ment det som en præsentation. Hun havde ikke engang været sikker på, at Eriz så det. Mest af alt var det tankerne om hendes døde tilstand, der havde fået blodet til at bevæge sig. Som når folk legede med et objekt mellem fingrene. Ikke desto mindre blev hun en lille smule stolt af Eriz bemærkning.
"Tak, men det er ingen ting." Francis fulgte Eriz blik, som kvinden betragtede hendes hænder. Det blod det gemte sig i hende var grunden til, at hun hverken havde brug for våben eller rustning. Alt var indbygget i det her undead våben. "Hvis-hvis De har lyst, kan jeg vise Dem noget mere?" Hun var ikke sikker på hvor interesseret Eriz var i hendes evner. Francis anså ikke sin magi som værende så spændende, det var blod som skiftede form, væv der healede og en skygge der bevægede sig lidt. Men nu lå tilbudet der, så kunne Eriz tage hende op på det eller ej.
"Mange tak." Eriz var en helt særlig kvinde. De to havde kun lige mødt hinanden, og allerede virkede hun til at ville tage hånd om Francis. Hun kunne ikke lade hver med at smile varmt til dronningen. Det tegnede lyst for Imandras befolkning. "Det er okay. Ellers mange tak. Men det her er noget, som jeg gerne selv vil gøre." For hun havde ikke bare planer om at fortælle at hun var vendt tilbage fra de døde. Men også hvad sådan nogen som hende spiste. Tanken om hvor godt hun havde spist på det sidste, gav hende kuldegysninger, på trods af at de havde været døde i forvejen. Det var som om, at der var en naturlig balance omkring krig og hendes energi forbrug. Krig betød kamp, ofte til døden, og det betød mere mad i maven til at kæmpe videre.

[Deleted]

Interesseret satte Eriz sig ned i en stol ved Francis invitation. Hun havde kun set meget lidt af den slags magi, men hun var videnbegærlig, og elskede at lære nye ting. Ikke mange kunne lære hende ret meget mere med hendes form for magi, og mange var hemmelighedsfulde når det kom til deres egen. Derfor var hun nysgerrig efter at finde ud af mere omkring Francis. Selvom pigen ikke så ud af meget, måtte der ligge en del i hendes fortid, for at forklare hvem og hvad hun var.
"Jeg vil meget gerne se mere, hvis du ikke har noget imod det," svarede Eriz oprigtigt, og lagde sine hænder i skødet. Hun sad rank, uden så meget, som at falde sammen i skuldrene. Hendes kjole bredte sig over hendes ben, og skjulte fødderne ved gulvet. I det blege lys fra solen skinnede hendes smykker og øjne, der lige nu hvilede opmærksomt på Francis.
"Hvis du får brug for hjælp med hensyn til min kære ægtemand, så tøv ikke med at komme til mig, Francis," fortalte Eriz med et lille smil. "I det hele taget, hvis du har brug for én at snakke med, så kan du altid komme til mig. Jeg ved hvordan det er at være kvinde, i en helt ny verden som den her. Det kommer til at kræve tilpasning fra os begge to. Derudover tror jeg, at jeg har nogle kjoler, som jeg ikke kan passe længere, men som du måske kan prøve? Hvis du er interesseret."
Eriz havde altid ønsket sig en datter. Dog var det først for et halvandet år siden, at hun var blevet mor. Ikke fordi nogen kunne se det på hende. Marcellus vidste det faktisk ikke engang endnu, men barnet var også hos sin oprindelig fader. Faktisk vidste hun ikke, om hun nogensinde ville se sin elsket søn igen. Men det nægtede hun at tænke på nu. Zaine, hendes elskede barn, havde altid gjort hende blød. Det var noget hun i denne tid, ikke kunne tillade sig at være. Af så mange grunde...

[Deleted]

"Selvfølgelig ikke." Francis drejede sig i stolen, så hendes front var mere rettet om Eriz. "Men jeg er bange for, at der ikke er meget at vise." Hun hev op i ærmerne for at få mere plads at arbejde med. Et øjeblik bullede hendes hud op med ca. 5 centimeters mellemrum. Så brød mørkt, mørkt blod igennem og begyndte at løbe ned af hendes arme. Lige som det skulle til at dryppe, trak hun det tilbage og op mod sine hænder, sårene på armene lukkede sig. Fra hænderne dukkede mere blod frem, og hun formede to klinger. Hendes skygge bevægede sig op af, og snoede sig rundt om hendes arme for så at blande sig med blodet. Hurtigt kiggede hun rundt efter noget at vise klingerne på. Uden lige at kunne finde noget blandede hun i stedet blodet til at få et stort sværd. Venstre arm holdte hun ind foran sig, og med sværdet i højre hånd huggede hun sin egen legemsdel af. Armen fandt ned i hendes skød. Uden et ord satte Francis den afhuggede stump ned mod armen. Blodet fra begge dele strækkede sig mod hinanden, og trak som tråde armen på plads hvor den hurtigt healede. Blodet fra hele scenariet var fulgt med armen op, og hendes kjole var nu uden en eneste plet. Hun overvejede kort at fortælle, at hun ikke kunne føle smerte. Men det havde Eriz nok allerede regnet det ud, siden hun ikke fortark en mine omkring sår eller afhugget arm. I stedet delte hun en anden information.
"Jeg kan forme det som jeg ønsker." Som yderlig demonstration lavede hun klingen om til et skjold. Derefter forsvandt det gennem hånden tilbage ind i kroppen. Som altid lukkede såret sig med det samme. "Og jeg kan blande det med andre blod, for at få mere at gøre godt med." Francis så ingen grund til, at holde noget hemmeligt for Eriz. For at informationerne skulle kunne bruges mod hende krævede det, at Eriz endte op om en modspiller. Noget Francis fandt meget usandsynlig. "Jeg er blevet spurgt hvordan jeg gør det. Og folk tror, jeg holder det hemmeligt, når jeg ikke kan svare dem. Sandheden er, at jeg ikke ved hvordan. Det ville svare til at skulle forklare, hvordan man bevæger sit ben. Der sker bare fordi jeg beder blodet og skyggen om det. Førhen krævede min magi ord, og den var lys og varm. At dø har gjort et eller andet modbydeligt ved den." Den og hendes krop. Nogle ville mene, at det var en velsignelse siden hun var blevet stærkere. Francis selv så det som korruption. Det eneste gode var, at hun nu havde lettere ved at beskytte sig selv og andre.
Eriz ord fik et sådan smil frem hos Francis, at hun kunne bruges som lyskilde, varm og strålende.
"Det vil jeg huske. Det er rart at havde nogen man kan komme til." Svarede hun taknemmelig. "Jeg er glad for, at jeg kom til Dem, min dronning."  At det var første gang hun tænkte på Eriz som sin dronning, fangede hun ikke selv. Som det så ud nu tilhørte hun mere Dravias end Imandra. Hun var trods alt kun til låns. " De er så god ved mig. Og når man tænker på at det er først gang vi taler sammen." Det her var gået over alt forventning. "Jeg vil meget gerne prøve Deres kjoler." Inderst inde var Francis en "rigtig" tøs, der nød fine kjoler, troede på ægtekærlig, elskede solnedgange og dyrebørn og havde søde, naive tanker om en varm verden. Ikke at hun fortrængte for kold og modbydelig den kunne være. Men hun troede på at der var noget godt i alle. Indtil de gav hende en grund til andet.