Now what?

[Deleted]

Hun havde forsøgt at springe væk fra ham, men som forudset var han hurtigere, og fik fat på hendes arm. Med en lille latter blev hun trukket ind i hans favn, mens at han lagde en stærk hånd om bag hendes nakke, under alt det tykke, sorte hår. Udfordrende mødte hun hans blik. Legen om dominans var en af hendes ynglings lege, og Loup havde hurtigt vist sig, at være en sjov legekammerat på det punkt. Han var så stolt. Aldrig ville hun tænke mindre om ham, hvilket han inderst inde godt vidste. At drille ham, var bare for fristende. Hun elskede at skubbe grænser hos folk. Loup var ingen undtagelse for hende.
Ved hans ord bredte hendes smil sig, men hun kæmpede ikke imod ham. Der var noget specielt, ved at stå så tæt op af ham. Hun kunne lugte ham, mærke hans stærke krop mod hende, og næsten føle dyret i ham. Det var både spændende og uhyggeligt på samme tid. Hvert fald var det nok til, at hendes hjerte slog hurtigere.
"Bare rolig kære. At være mit kæledyr vil være en alt for stor ære til dig," bed hun tilbage, inden at hans ansigt pludselig nærmede sig hendes. Den måde han kiggede på hende på - som et bytte - fik hende til at trække vejret tungere. Der var noget glubsk ved det, som hun ikke havde noget imod.
Ved hans kommentar om Marcellus kunne hun ikke lade være, med at grine en smule hånligt, og hun hævede en hånd til sin nakke, for at gnide den, efter han havde sluppet hende. Hans greb havde været en smule hårdt. Ikke fordi det gjorde noget. Musklerne var blot ømme. Hun havde ikke noget imod, når det var hårdt.
"Jaså? Hvad skulle det være?" spurgte hun ham drillende tilbage, uden at have trådt væk fra ham. Hun vidste godt, hvad han mente. Det sigende drag om hans mund, havde været rigelig. Dog kunne hun godt lide at provokere ham.

[Deleted]

Meget af Loups personlighed kunne uden tvivl begrundes med hans identitet som varulv. Han var stolt over hvad han var, og det var ikke uden grund at han foretrak at gå rundt i sin ulveskikkelse frem for sin menneskelige. Styrken, de forstærkede sanser, frygten han kunne vække i folk – det var berusende. Hvilket også kun gjorde det meget mere personligt, når nogen gjorde noget som kunne antyde at varulvene var mindre værd.
Til trods for det, vidste Loup alt for godt at det hele var en leg, Eriz nød. Den første gang kunne han have flået hovedet af hende, men nu legede han med. Der var noget underholdende i deres leg om dominans, men de havde altid ladt legen ende der. Dette var faktisk første gang han havde gjort noget for selv at strække grænserne – og det så ikke ud som om Eriz havde noget imod det. Det havde kun fået hans eget smil til at vokse sig bredere. Så tæt på hinanden som de stod, kunne han mærke hendes hjerteslag, og kunne tydeligt høre hendes åndedræt. Han havde mærket hvordan det var blevet tungere, da han havde lænet sig tættere på hende. Han nød effekten han havde på hende.
Hun havde ikke trådt væk fra ham. Den provokerende tone kunne næsten være en udfordring. En udfordring, Loup var mere end villig til at tage imod. Uden at hans blik slap hendes rettede han sig op igen. Det sultne glimt var stadig at se i hans mørke øjne: som om han kunne æde hende på stedet.
”Jeg kunne fortælle dig det… Men jeg tror du vil have det meget sjovere ved at finde ud af det personligt.” svarede han hende. Selv i hans ord lød han som et glubsk dyr. Han var udmærket klar over, hvad han inviterede til. Det var ikke mere end nogle timer siden Eriz var forlovet, men hvad betød det dog? Det ville være et politisk ægteskab. Selv hvis det ikke var, ville Loup være ligeglad. Han var drevet af sine instinkter. Hvis han så noget han ville have, så ville han tage det. Som hans blik gled op og ned af Eriz, var det tydeligt, at han ville have hende. Og han havde set hendes blik på ham, da hun trådte ind i kammeret. Hans hånd sank, for i stedet at lægge sig om hendes lænd, og trække hende ind til sig igen. Tæt nok til at han kunne mærke hendes former mod sin egen krop. ”Du skal snart giftes. Det kan være din sidste chance for at more dig som en ugift kvinde.” fortalte han hende i en lysten knurren. Så tæt på ham som hun stod, var han sikker på at hun ville kunne mærke effekten hun havde på ham.

[Deleted]

Da Loup rettede sig op igen, gik han tilbage til at tårne sig op over hende, så det gav et sug i maven på hende, uden smilet falmede det mindste. Hans ord var en ret åben invitation til hende. En invitation hun havde fået op til så mange gange, men faktisk aldrig fra en varulv. De stod ved endnu en grænse, som de enten kunne vælge at træde over, eller hun kunne forlade rummet. Hun mærkede hans hånd lægge sig mod hendes lænd, for derefter at presse hende ind mod ham, så hendes barm blev mast mod hans brystkasse. Til sin fryd mærkede hun hans lyst til hende i form af den hårde bule ved hans underliv.
Hun lænede sig en smule tilbage, så hun kunne se ned af ham, inden at hun måtte nikke imponeret, for så at stille sig ind til ham igen. Hænderne havde fundet hvile mod hans overarme, da han havde trukket hende ind til sig.
Åhhh det hele var så fristende. En varulv. Uciviliseret, dyrisk, voldsom, farlig. Hvis ikke den sorte ring befandt sig på hendes finger, havde hun slet ikke tøvet, men nu måtte hun tænke det igennem en ekstra gang. Marcellus havde ikke nævnt noget om andre mænd til hende. Han var forelsket i Macaria, og virkede mere eller mindre ligeglad med, hvad hun fortog sig. Marcel og hende lignede hinanden på så mange punkter. De brugte forførelse for at lokke deres omgivelser til overgivelse. Hvorfor skulle der ske noget ved at overgive sig til sine lyster? Det ville jo bare være en enkelt gang.
"Du er slet ikke så dum, som du virker," hvislede hun, næsten uden at bevæge læberne, da hendes ene hånd gled om bag hans nakke, så hun kunne presse hans ansigt ned til hendes. Kysset hun gav ham var krævende og hungrende. Ingen følelser lå i det. Det var blot begær, og adrenalinen fra kampen. Hendes fingre i hans nakke masserede hans muskler, mens hendes hjerte sprang et slag over. Med det samme følte hun varmen samle sig mellem benene. Hvor var det her dog... anderledes.

[Deleted]

//efter blackout

Som Eriz trak sig fra ham, måtte Loup give et dæmpet suk fra sig, men lod dog endnu et udmattet grin glide over læberne. Nej, han havde skam ikke været i tvivl om at Eriz havde været den rette person at give sin støtte. Hun havde da vundet hans interesse allerede fra starten – og efter dén her oplevelse, ville han mene at det havde været hans hårde arbejde værd. Han blev liggende lidt i sengen og hev efter vejret, inden han langsomt skubbede sig op og sidde. Hendes negle havde efterladt mærker på hans overarme og skuldre, og han var sikker på at han også kunne mærke den svage svide i nakken og mellem skulderbladene. Det gjorde ham ikke det mindste. Gad vide hvordan Marcellus ville reagere hvis han så dem? Tanken fik ham næsten til at smile hungrende igen.
”Så nu kaprer du også kammeret?” spurgte han spøgefuldt, og sendte hende et kækt smil over skulderen, inden han rejste sig op fra sengen. Sveden havde gjort hans hud glinsende i skæret fra månen gennem vinduet, men det rørte ham ikke. Han samlede sin kåbe op fra gulvet og svang den over skuldrene, før han vendte sig mod hende, der hun lå under tæpperne med ryggen til ham. Som om hun var fuldstændig ligeglad med ham. Det gjorde ham intet. Han havde fået hvad han ville have, præcist som hun havde det. Alligevel lænede han sig en smule ind over sengen så han kunne se hendes ansigt, og sendte hende et sidste ulveagtigt smil. ”Sig endelig til, hvis du har lyst til flere private møder med mig.” bad han roligt, før han rettede sig op igen. Det var sent. Der ville ikke gå lang tid før solen ville begynde at stå op, og han ville gerne nå et bad før han ville hvile sig. Det ville være en stor dag, med hendes og Marcellus’ bryllup. Ak ja… brylluppet. Endnu et frydefuldt smil gled over hans læber, ved tanken på hvad han lige havde gjort sammen med Imandras kommende dronning, og Marcellus’ forlovede. At samarbejde med vampyrerne ville pludselig være en meget nemmere sag, når han havde et sådant minde at se tilbage til. ”Jeg ser frem til brylluppet.” fortalte han hende over skulderen inden han forlod kammeret, og lod hende være alene. Korridoren var tom. Hvis nogen havde hørt dem, måtte de have forsvundet. Ikke at det bekymrede ham. Med rolige skridt, kun iført den slidte kåbe, begav Loup sig videre ned af gangen i søgen efter et andet kammer han kunne bruge for natten.

//out