Now what?

[Deleted]

@eriiz ~ @loup

Lugten af blod og død hang stadig i Loups næsebor, selv efter at selve kampen var overstået. Kimeyas hær var flygtet eller slået ihjel, og de var selv kommet sejrende ud af kampen. Det var selvfølgelig ikke uden tab. Loup vidste at flere af hans ulve var blevet slået ihjel derude på slagmarken, men der var stadig mere end nok til at vedligeholde varulvenes støtte omkring Eriz. Tanken fik ham til at skære en grimasse. Det var vel Eriz og Marcellus han skulle støtte nu. Imandras nye konge. En halv vampyr. Tanken fik det store dyr til at blotlægge tænderne i en frustreret snerren, der den begav sig gennem slottets mørklagte korridorer.
Som altid var Loup meget mere komfortabel i sit sande væsen, end han var i sin menneskelige form. Selv med den hvide pels fuldstændig dækket til at blod - sikkert hans eget såvel som hans fjenders - følte han sig meget mere i ét med sig selv, end han var når han gik på to ben. Med det sagt, kunne han mærke trangen til igen at skifte form. I takt med at kampen var afsluttet og hans blodtørst havde lagt sig, begyndte hans sind gradvist at blive mere menneskelig da han fandt roen. Han var nødt til at få blodet vasket af sig.
Marcellus' og Eriz' hær og allierede havde allerede fordelt sig rundt på slottet, og Loup havde passeret flere af dem på vej mod et af gæstekamrene. Han havde aldrig været meget for at være på et slot, men når han først var her, kunne han lige så godt få vasket sig. Det var først da han fandt et kammer, at han ændrede formen igen. Ulven gav en sammenbidt snerren fra sig, da benstrukturen i kroppen forandrede sig, og pelsen trak sig tilbage ind under huden på ham. Kløerne trak sig tilbage i hans negle, og det kraftige gab med de skarpe tænder blev erstattet af hans hårde, markerede ansigt med den ubarberede hage og det vilde hår. Hans øjne var dog de samme. Deri lå stadig den samme vilde glød som den blodige ulv havde haft.
Nøgen som han var, var han stadig dækket af blod, og han begav sig tavst over til kammerets vaskefad, som han hurtigt fik fyldt op med vand. Som han begyndte at vaske sit ansigt og overkrop, vurderede han hvad hans næste træk skulle være. Hvad ville Eriz mon forlange af ham nu? Han havde allerede hjulpet hende med flere slag, og nu så alt ud som om hun skulle være dronning af Imandra. Han kunne ikke forestille sig at hun anså ham og hans varulve som ubrugelige, men ville hun forvente at de blev i Imandra? Han betragtede sig selv i spejlet. Han kunne se en flænge langs hans ene side, som han måtte have anskaffet sig under kampen. Med endnu en grimasse greb han ud efter det nærmeste tæppe, og svang det om livet. Gad vide om der var noget tøj i kammeret?

[Deleted]

Det hele var overstået. Imandra var blevet taget, maskerne revet af, og Marcellus var nu placeret på tronen, hvor han uddelte opgaver til sine mænd. Meget skulle gøres. Befolkningen skulle informeres, kroningen skulle finde sted, byen genopbygges og møder afholdes. Så mange ting.
Eriz havde forladt tronsalen, for at få noget ro. Godt nok var hun ikke kommet til skade under kampen, men hun var stadigvæk træt, fra at have brugt sine evner på sådan en skala. Raine var for en gangs skyld ikke ved hendes side. Hun havde sendt ham afsted, for at ordne noget for hende. så længe hun blev her på slottet, ville der ikke ske hende noget. Specielt ikke nu hvor Marcellus, så ud til at have holdt sit ord for hende.
Hendes tøj var stadigvæk det samme som fra kampen. Blodplettet og beskidt. Håret havde hun løsnet, for at lade det hænge ned over skuldrene og den ranke ryg, mens fødderne bar hende rundt på slottet på jagt efter et værelse, hvor hun kunne hvile øjnene.
Et sind lyste op i nærheden, og hun stoppede kort op på gangen, for at finde ud af, hvem det var. Loup. Hun kunne mærke hans vildskab, der nu hørte til en varulv. Kort sukkede hun. En samtale med ham ville finde sted før eller senere. Det kunne lige så godt klares nu.
Hun ændrede kursen mod ham, og bankede kun kort på døren, før hun trådte ind.
"Jeg håber ikke, du er kommet for slemt til skade," sagde hun, mens at hun åbnede døren, inden at hendes blik faldt på ham. Først nu opdagede hun hans manglende beklædning. Øjnene gled imponeret over hans overkrop, inden hun så ud til at tage sig sammen ved svagt at ryste på hovedet med øjnene lukket.
"Undskyld... jeg vidste ikke, du.. var i gang med at vaske dig. Vi kan snakke på et andet tidspunkt," undskyldte hun med et smørret smil, inden hun igen åbnede øjnene, for at se på ham. Selvom hun holdte blikket mod hans ansigt, kunne hun ikke stoppe det fra, at glide ned over ham i ny og næ. Sikke en krop!

[Deleted]

Havde det ikke været for blodet som stadig var på ham, ville Loup måske have været i stand til at lugte Eriz allerede før hun bankede på døren. Selv i sin menneskelige form havde Loup forhøjede sanser, når det kom til lugt og lyde. Alligevel havde det først været da der blev banket på døren at han blev gjort opmærksom på en andens tilstedeværelse. Hans blik faldt på hende da hun trådte indenfor. I et par sekunder betragtede han hende bare, inden et smalt smil gled over hendes læber. Havde det været et imponeret glimt han havde set i hendes blik? Det var bestemt ikke fordi han havde noget imod det.
”Du forstyrrede ikke.” fortalte han hende roligt, og gjorde tegn til at hun frit kunne komme indenfor. Hvor ironisk var det ikke, med tanke på hvordan hun havde brugt sit eget udseende på ham under deres første møde i Dvasias?
Flængen langs hans ene side var det eneste tegn han bar på at have lidt nogen skade under dette slag. Lige over den friske flænge kunne man stadig se et svagt, afbleget ar efter skaden han fik dengang han havde støttet Macaria i sin kamp om at overtage hvad der dengang var blevet kaldt Manjarno. Når man slås med en enorm, glubsk ulv var det måske bare naturligt at stikke en kniv ind i siden på den? Loup skævede ned på såret, og fortrak en grimasse. Det var heldigvis ikke så pokkers dybt, men hvis han vred sig forkert kunne han mærke det lille smertefulde stik i kødet på sig. ”Det er ikke noget jeg ikke vil overleve. Jeg har mistet ulve til værre skader end det her.” Igen fortrak hans ansigt sig i en bitter mine. Det var måske få han havde mistet, men de havde stadig været en del af hans flok. Han kunne altid søge trøst i muligheden for at de skyldige selv var blevet slagtet. Måske havde han selv taget livet af nogen af dem?
Hans blik søgte tilbage til Eriz, mens han med sin frie hånd begyndte at rode kammerets klædeskab igennem. Måske var der noget tøj han kunne passe. ”Hvad ville du snakke med mig om?”

[Deleted]

Med hans tilladelse om at hun kunne blive, vandrede hun hen og satte sig på den store rejsekiste, der stod for enden af sengen. Elegant lagde hun det ene ben over det andet. Hvor hun dog stank af blod og skidt. Et bad ville være kærkomment sammen med rent tøj. Hun følte sig beskidt, hvilket hun hadede! Og hun var endda ikke så slemt tilredt som alle de andre.
Igen vandrede hendes blik ned over hans overkrop, mens hun betragtede de forskellige skader, samt markeringerne af muskler. Normalt anså hun varulve som bæster. Uciviliseret dyr, der aldrig var ordenligt barberet, men hun måtte indrømme, at noget tiltalte hende ved det. Sådan var det også med Zean. Hans styrke, uforskammethed og råhed fik hende altid til at hungre efter ham.
"Jeg ville bare have en rapport," forklarede hun med et let skuldertræk, og begyndte at løsne handskerne omkring sine underarme. I det mindste havde hun ikke fået blodnæse i denne kamp. Hun smed handskerne fra sig. Den sorte ring som Marcellus havde givet hende, skinnede på hendes ene finger. Det ville tage tid at vænne sig til den. Hun hævede en hånd op til sit ansigt, for at undersøge de lange negle for skidt. Heldigvis var ingen knækket i kampen. "Det og så takke dig for din hjælp. Endnu engang stod du ved min side i kamp, og jeg sætter pris på det. Takket være dig, kan jeg nu kalde mig dronning."
Hun løftede blikket mod ham, for at sende ham et taknemmeligt smil. Uden ham og hans varulve havde de ikke klaret det i dag. Det var med den fælles alliance, at de havde kunne vælte både Kimeya og bagefter Zean og hans dødsengle. Imandra var deres.

[Deleted]

Da Eriz satte sig på kisten endte Loup med at stå med ryggen til hende, mens han lyttede til hende. Hans blik vandrede gennem klædeskabets indhold. Det var ikke fordi der var så meget som kunne bruges: hvem der end havde brugt kammeret før de havde overtaget slottet måtte have været spinkel, at dømme efter tøjet han fandt derinde. Det bedste han kunne finde var en slidt kåbe, som han svang over skuldrene og lukkede foran. Den måtte have siddet løst på kammerets tidligere beboer, men på Loup fik den kun fremhævet hans overkrop. Det var i det mindste et skridt bedre end at være nøgen.
Først da vendte han sig tilbage mod Eriz og betragtede hende igen.
”Jeg mistede nogle ulve.” svarede han hende med en eftertænksom mine. ”Ikke mange. Jeg så tre blive slået ihjel, og måske et halvt dusin blive såret. De vil overleve. Jeg kommer til at gå de døde igennem for at være helt sikker på tallene.” Loup vidste præcist hvilke varulve han havde haft med sig til Imandra. Han havde lært alle deres navne, og ville hurtigt kunne finde ud af hvem der manglede.
Hans tænder blot kortvarigt blotlagt i et ulveagtigt smil, da hun takkede for hans hjælp. I det mindste havde han Eriz’ tak. Han havde ikke hørt et kvæk fra Macaria efter hans hjælp i dén kamp. ”Det var en sand fornøjelse. Det er længe siden jeg har kunnet spilde så meget blod. Og det har givet mig muligheden for at lede mine ulve i kamp.” tilføjede han i en yderst tilfreds tone. Han havde set ulvenes samlede styrke, et syn den tidligere leder aldrig havde set. Det frydede ham næsten mere end al den død han havde været skyld i.
Hans blik faldt kortvarigt på hendes ene hånd, hvor ringen med den sorte sten skinnede i skæret fra halvmånen gennem vinduet. Det var sandt, hun skulle være dronning nu. Dronning Eriz med sin kong Marcellus. ”Så forventer du vel også at jeg skal begynde at kalde dig ’Deres Højhed’, og alt det dér?” Det ville på ingen måde falde Loup naturligt ind. Selv under deres første møde havde han ikke engang tiltalt hende som ’fru Salore’, som enhver anden måske ville have gjort det. Dronning eller ej, var Loup ikke en mand der benyttede sig af den slags titler. På det punkt var han meget mere dyr end et menneske. Han vred en smule på skuldrene, før smilet igen bredte sig over hans læber. ”Jeg havde faktisk spørgsmål omkring dét. Nu hvor du skal blive dronning, håber jeg du stadig kan bruge mig og mine ulve. Jeg går i hvert fald ud fra at vores alliance er én der stadig kan bruges.”

[Deleted]

Bekræftende nikkede Eriz til hans ord, for at vise, at hun forstod hvad han sagde. Når han smilede til hende, besvarede hun det. Ved hans spørgsmål om hendes titel, kunne hun ikke lade være med at grine overgivende. Afvisende viftede hun med sin hånd.
"Kald mig hvad du har lyst til," svarede hun ubekymret. En mand som Loup kunne sige, hvad han havde lyst til. I mange århundrede havde folk blot identificerede hende som Eriz, eftersom hun havde holdt sit slægtsnavn skjult. Mange gange havde hun skiftet sit sidste navn ud gennem forskellige ægteskaber, for at gemme sin identitet bort. Hvad var en titel? Hvad var et navn? Blot et skalkeskjul. Deres Højhed var bare et meget fint skalkeskjul.
"Selvfølgelig kan jeg stadigvæk bruge dig!" udbrød hun, en smule forbavset over at han kunne tro andet. Det var vigtigt for hende, at beholde sine allieret og sin hær. Marcellus havde sine folk, men hun beholdte skam også hendes. Selvom de ville blive gift, var hun en kvinde, der beholdte sin selvstændighed. Aldrig ville hun give op trofaste allieret!
"Dog vil jeg spørge dig om, du ville rykke dine varulve her til Imandra? Dvasias og Vavilon bliver ikke glade, når de høre, vi har taget Imandra fra dem. Det vil være mest sikkert, hvis I flytter her til landet,"forklarede hun, og lænede sig lidt frem, støttende med sin hånd fladt mod kistens kant. Hendes blik hvilede på ham. "Jeg ved det ikke var en del af aftalen, men vil være en fordel for os begge to." Et sødt smil bredte sig på hendes fyldige læber. "Så kan vi også se mere til hinanden."

[Deleted]

Alt hvad Eriz sagde, så ud til at behage ham. Smilet forblev i hvert fald om hans læber. Selv hvis hun havde bedt ham kalde hende ved hendes fremtidige titel, tvivlede Loup selv på at han faktisk ville gøre det. Meget havde Eriz gjort for ham, men han havde også gjort meget for hende – inkluderet at risikere sit eget og sine varulves liv for hende. Han mente selv at han havde fortjent retten til at kalde hende præcist hvad der passede ham.
Hendes spørgsmål så ud til at få ham til at tænke. At flytte alle varulvene til Imandra var meget at bede om – specielt når flere af hans ulve havde stærke tilknytninger til Dvasias. Han ville ikke miste autoriteten over sine ulve, men han ville heller ikke give dem en grund til at begynde at planlægge at modkæmpe ham, sådan som han selv havde gjort mod den tidligere alfa. Nej, der måtte tænkes strategisk – ikke noget Loup gjorde særlig ofte, måtte han indrømme. Men når han faktisk gjorde et forsøg, burde han vel være i stand til at finde på noget.
”Jeg kan flytte så mange af varulvene til Imandra som jeg kan.” fortalte han hende bekræftende. ”Dem som nægter af den ene eller den anden grund, må være til gavn på andre måder. De kan fungere som spioner i Dvasias, og holde mig opdateret på hvad der sker i landet. Du har ret, det er ikke utænkeligt at Dvasias eller Vavilon vil se mod Imandra nu.” At de havde vendt sig mod Zean mod kampens slutning, havde ikke rørt Loup det mindste. Eriz havde da holdt ham opdateret om planen, og han havde ingen spørgsmål stillet. Tværtimod havde det været en plan han havde set frem til. Chancen for at udgyde mere blod, og slagte alle Zeans dødsengle? Hvordan kunne han sige nej? Næsten en skam dødsenglen selv var sluppet fra det.
Det søde smil hun sendte ham fik ham til at betragte hende med et løftet øjenbryn, men smilet der langsomt gled over hans læber, afslørede at hun havde vundet hans interesse. ”Og her troede jeg at jeg kun kunne bruges når nogen skulle slås ihjel.” svarede han med endnu et ulveagtigt smil om læberne, og trådte nærmere. ”Jeg troede ikke du var interesseret i mig for mit selskabs skyld.” tilføjede han. Som han så ned på hende, kunne han ikke skjule det dyriske glimt der viste sig i hans blik. At hun stod til at blive gift med Marcellus så ikke ud til at være af betydning for ham. Det indtryk han havde fået af Eriz fortalte ham at hun heller ikke lagde nogen betydning i det. Havde hun ikke også været ligedan, da hun havde været gift med Salore?

[Deleted]

Varulvene var vigtige for hende, og ikke blot fordi de var gode soldater, men også fordi folk tænkte to gange, når hun fortalte, at de var allieret. At have dem tæt på sig, samt at de levede i hendes land, ville blot gøre kongeriget stærkere. Inden længe ville man jo også finde ud af, at varulvene havde været en del af slaget, og så ville racen ikke just blive set på med venlige øjne af de andre lande. Specielt ikke i Dvasias.
"Det er lige så meget for jeres egen sikkerheds skyld," forklarede hun alvorligt, og vidste det selvfølgelig ville blive hårdt, eftersom der også var vampyrer her i landet med Marcellus. Mon Loup havde regnet den ud? Hun håbede ikke. "I har valgt side i denne her krig, og det vil folk vide."
Det var sådan det var, og hun behøvede ikke engang at lyve om det. For hendes skyld kunne varulvene få deres egen by. De havde fortjent det, og hjulpet både hende og Marcellus i deres krige. Hvorfor skulle de ikke kunne få deres eget sted? Måske et sted med nogle huler, eller hvad den slags dyr nu boede i.
Overrasket løftede Loup øjenbrynene ved hendes kommentar, og hun kunne ikke lade være med at fnyse, da han gik tættere på hende.
"Lad være med at smigre dig selv," svarede hun tilbage, og strøg noget usynligt skidt af sin kjoleskørt, uden at lade sig påvirke af, at han nærmest tårnede sig op over hende, så hans skygge lagde sig over hende. Stærk og robust. Et vildt dyr. Et uhyre. "Jeg mente det udelukkende for forretnings skyld. Derudover er du en allieret, og jeg har brug for at have allieret omkring mig. Du er en leder af en hel race. Hvis jeg vil snakke med dig, vil jeg fortrække, hvis du var i nærheden."
Hun kom på benene, og rettede sig op, mens hendes blik ligegyldigt fandt hans. De smil han sendte hende, så ikke ud til at røre hende, for hun smilede ikke tilbage. Roligt lagde hun armene over kors, mens hun frygtløst og stolt stod foran ham. Dronningen og varulven.
"Er du ikke enig?" spurgte hun med et hævet øjenbryn.

[Deleted]

Selv da Eriz rejste sig op, stod Loup stadig hævet over hende, og kunne se ned på hende. Men selv med sin fysiske styrke, var han klar over hvad hendes evner strækkede sig til. Han havde set hvordan hun uden nogen synlig anstrengelse havde sendt fuldvoksne mænd ind i galskaben på slagmarken. Han måtte ikke ende med at undervurdere hende, på grund af hendes fysiske styrke.
Han kunne da se logikken i hvad hun fortalte ham. Varulvene var hendes allierede, men det ville de kun være gennem ham. Hvis han ikke var i nærheden, kunne det skabe problemer for deres alliance. Skønt… det var der andre ting der kunne.
”Jeg er enig.” sagde han til sidst. Hans smil var falmet, og han trådte et skridt tilbage. Ikke fordi han pludselig følte sig kuet, men mere bare så der blev skabt noget luft mellem dem. Loup hadede at indrømme det, men Eriz var desværre en sådan kvinde man bare endte med at respektere. ”Mine varulve vil sætte pris på den beskyttelse de kan få ved at forflytte sig til Imandra. Så længe jeg stadig støtter dig, er jeg sikker på at min flok ikke vil sige dig imod.” Som han afsluttede sine ord, blev hans ansigt hårdt. ”Men din forlovede… Marcellus. Han har vampyr i sig.” Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. At Marcellus var en varyl var irrelevant, og han var med garanti ikke den eneste varulv som følte det samme. ”Min flok og jeg gik med på at støtte dig. Jeg er ikke sikker på om vi kan udvide støtten til ham. Med en halv vampyr på tronen i Imandra, kommer han vel til at få støtte fra andre vampyrer.” Hans ord var gået over i hvad der kunne lyde som en snerren. Han vidste hvad det ville betyde. Før eller senere ville han blive bedt om at samarbejde med vampyrer. Hun kunne lige så godt have bedt en dødsengel om at samarbejde med en engel.

[Deleted]

Ahhh ja! Der havde de jo det skjulte problem, som åbenbart var af så store proportioner, at det næsten var uløseligt! Man ville sige, det var en umulig opgave, at få vampyrer og varulve til at arbejde sammen. Man kunne lige så godt give op med det samme, men ikke Eriz. Nej... som warlock havde hun intet personligt i den fejde, derfor fandt hun den mere eller mindre latterlig.
Opgivende himlede hun med øjnene af hans ord. Varulve og vampyrer var så ens, og alligevel hadede de hinanden som pesten! Hvorfor forstod hun ikke, og det ville hun aldrig gøre, men mørket tage hende, ville hun ikke lade noget så barnligt, ødelægge den alliance, hun havde kæmpet måneder for!
"Bare rolig! Vampyrene høre under Marcellus, og I høre under mig. I behøver ikke gøre noget som helst han siger, med mindre jeg støtter op om hans ord," svarede hun opgivende, og gled forbi ham så tæt, at hendes skulder kort skubbede til hans, så han måtte vende sig en smule til siden. Hun gik hen til vaskefadet, men vandet var allerede så snavset efter Loup, at hun blot rynkede på næsen. Badet måtte åbenbart vente.
"Jeg kan ikke love, at I ikke kommer til at skulle samarbejde i en kamp, og jeg vil kræve samarbejde og disciplin!" beordrede hun, og vendte sig mod ham med et skarpt blik. "Hvis du gerne vil have magt, må du gøre, som jeg siger. Vi må stå sammen. Om det så kræver at I må stå side om side med vampyrer, så er det hvad I må gøre. Jeg vil forvente det samme af Marcel og hans folk."
Hun bøjede hovedet en smule, uden at slippe ham med sit blik. "Er det forstået?"

[Deleted]

Loup forventede ikke at Eriz ville forstå det medfødte had, der var mellem varulve og vampyrer. De var lige så forskellige som nat og dag. Hvor vampyrerne kunne bruge deres naturlige udstråling til at lokke mennesker i fordærv, brugte varulvene deres rå, dyriske styrke. Hvor vampyrer kunne være civiliserede og dannede, var varulvene dyriske og drevet af instinkter. Den eneste ting Loup ville sige de havde fælles, var svagheden for sølv. I det mindste kunne han da stole på at vampyrerne ikke ville bruge det mod ham og hans flok.
Umiddelbart så det ikke ud som om Loup brød sig om hvad han hørte. Da hendes skulder puffede til hans vendte han sig mod hende, om ikke andet så bare for at følge hende med blikket. Vampyrerne skulle høre under Marcellus, og varulvene under hende? I udgangspunktet kunne det være en god strategi, men selv Loup vidste at det ikke ville blive godt modtaget – hverken af ulvene i hans flok, eller af de vampyrer Marcellus ville få støtte fra. Hans ansigt havde fortrængt sig i en mine, som afslørede den snerren han holdt tilbage. Han vejede argumenterne for og imod. Magten og titlen som alfa havde han kun på grund af den støtte og sikkerhed han kunne love sin flok gennem Eriz. Mon vampyrerne havde fået en lignende aftale gennem Marcellus? Han drejede ansigtet bort med et frustreret fnys, og førte en hånd gennem sit hår. Han kunne stadig mærke hvor tilklistret det var af blod. Et ordentligt bad måtte han tage på et tidspunkt. ”Så længe blodsugerne holder sig på måtten, sørger jeg for at mine ulve gør det samme.” sagde han til sidst, før han drejede blikket tilbage mod Eriz, og mødte hendes blik. Han havde ikke brudt sig om måden hun havde givet ham en ordre. Han hadede at føle sig som en anden skødehund hun kunne kommandere rundt med. Igen trådte han tættere på hende. ”Så længe du ikke glemmer hvad mine ulve har gjort for dig, Eriz. Vi var aktive i din tjeneste, før Marcellus overhovedet kom på banen. Jeg skal nok sørge for at min flok gør hvad der blevet krævet af dem, men jeg vil ikke lade deres slid blive glemt eller ignoreret. Så længe vi har det på det rene… Så har vi en aftale.” Det kom gradvist, men smilet begyndte langsomt at dukke op over hans læber igen. Eriz var en smart kvinde, hun ville være i stand til at se hvad varulvene gav hende. Det ville hun forhåbentligvis huske at sætte pris på.

[Deleted]

Selvtilfreds smilede hun da Loup endelig gik med til aftalen om vampyrer og varulve i samme alliance. Nu håbede hun bare at Marcellus kunne gøre det samme, men det var nok også nemmere, når han nu selv var vampyr. Hun var warlock, og havde af sin grund ingen ret til at forlange noget af varulvene. At have et tag i deres alfahan, var dog altid nyttigt.
Så da han ville sætte hende på plads, og trådte tættere på hende, gjorde hun det samme. De stod nu næsten op og ned af hinanden. Eriz kiggede ham direkte op i ansigtet med et ildevarslende blik.
"Jeg glemmer ingenting! Tilgengæld må du hellere til at huske på, hvor du ville være, hvis det ikke var for mig," hvislede hun, og greb fat i kraven på kåben, for at hive ham længere ned mod sig. Han var hende langt overlegen i fysisk styrke, men det var hun ligeglad med. Hvis han nogensinde gav hende en grund til det, ville hun så let som muligt, flænse hans sind fra hinanden, som han ville flænse et bytte. Deres næser rørte næsten hinanden.
"Du ville ikke være alfa. Du ville ikke have en flok. Du ville ikke være andet end et snavset, beskidt dyr uden magt!" Fingrene slap deres tag i hans krave, for i stedet at glide ned over hans brystkasse. Ansigtet formildede sig en smule, og hendes blik slap hans, for i stedet at følge fingrenes vandring ned over hans bryst.
"Jeg kan være ganske gavmild mod de folk, som er loyale til mig. Så længe de er brugbare," hviskede hun næsten blidt, og skubbede kanten på kåben lidt væk, så hendes fingre kunne stryge længere ind over hans faste bryst. "En alfahan kan altid skiftes ud."
Hun lod hånden falde.

[Deleted]

Loup lod sig trække ned, så han måtte bøje lidt i ryggen. Deres ansigter var lige ud for hinanden, og han lod sig blive fanget af hendes blik. Så tæt på hende kunne han mærke hendes lugt. Lugten fra slagmarken, død og blod hang også på hende, til trods for at hun ikke havde været lige så direkte aktiv i kampen som han selv havde været. Ikke at det gjorde ham det mindste: for hver mand han dræbte, var hans pels blevet mere blodig, og havde gjort ham til et mere og mere skrækindjagende syn for deres fjender.
Så længe Eriz ikke glemte hvad han havde gjort for hende, havde Loup ikke mere at klage over. Til gengæld var utilfredsheden over hendes påmindelse om hendes rolle i hans magt tydelig i hans ansigt. Han ville ikke indrømme det, men hun havde ret. Han ville ikke have kunnet samle ulvene under sig i én flok, uden den støtte Eriz havde givet ham. Løfterne han havde givet sin flok kunne kun opfyldes gennem alliancen han havde med hende.
Der kom den dæmpet, brummende lyd fra hans strube da hendes fingre strøg over hans brystkasse, næsten som var han et stort dyr hvis pels hun kærtegnede. Hendes sidste ord blev besvaret af endnu et ulveagtigt smil, som næsten havde bredt sig ud i et grin. Hans blik fangede hendes endnu en gang.
”Så må jeg hellere sørge for at jeg ikke kan erstattes.” svarede han selvsikkert. Så længe han kunne sikre sig varulvenes interesser, behøvede han ikke frygte noget. Hans ulve respekterede ham. Han skulle virkelig begå store fejl, før de ville begynde at gøre modstand mod ham. Og hvis han fortsatte med at støtte Eriz… Well, måske kunne hun hindre en modstand i at ske? Med hendes mentale evner burde hun kunne ’overtale’ enhver modstand til at forsvinde. ”Du får det som du vil, Eriz. Alliancen mellem os fortsætter, også med vampyrernes tilstedeværelse. Jeg har alligevel ikke nogen grund til at tage tilbage til Dvasias… Der er bedre grunde til at blive i Imandra for tiden.”[/color] Hans smil voksede sig bredere, uden at hans blik forlod hende. Så hun ville se mere til ham? Det kunne arrangeres.

[Deleted]

Eriz holdte hans blik i lang tid, men som han talte, kunne hun alligevel ikke holde et lille smil tilbage. Specielt da han sagde, at hun fik det, som hun ville have det, voksede smilet sig frem. Selvfølgelig... hun fik det altid, som hun ville have det, vidste han ikke det?
Med hendes kræfter behøvede hun ikke at lægge sin lid til løgne, overtalelse eller manipulation, selvom hun også havde den slags evner. Hvem skulle kunne afvise en person som hende? Selv nu stod hun som en vinder. Hun var dronning over Imandra med en masser ressourcer til rådighed, en hel alliance, og en ægtemand, som snart ville blive revet væk fra Macaria. Alt passede perfekt.
"Perfekt," svarede hun, og kunne ikke dy sig fra at løfte en hånd, så hun kunne stryge ham over den ene kind. Skægstubberne kradsede en smule. Hendes smil blev djævelsk bredt. "Du er sådan en dygtig hund."
Hun vidste det var en ren provokation, men kunne ikke lade være med at drille ham på den måde. Han havde haft ret i én ting, og det var, at han havde været der før Marcellus. De havde kendt hinanden i efterhånden lang tid, og hun vidste, hvordan man skulle danse rundt om den store varulv.
Derfor vidste hun også, hvor grænsen lå, og hun stillede sig helt op af den, for at strække den lidt længere.
Hvis han greb ud efter hende, ville hun være klar til at springe et skridt væk, men hun vidste, at hvis han virkelig ville have fat i hende, kunne han sagtens gøre det. Han var både hurtigere og fysisk større end hende. Det her var også bare dril. En leg.
Hun smilede uskyldigt til ham.

[Deleted]

Det tilfredse smil som gled over hendes læber formåede på en eller anden måde at irritere ham. Som om hun havde vundet over ham. Hun stod rigtig nok og skulle blive dronning af et land, med mange stærke allierede under sig – ham selv inkluderet – så hvorfor gik det ham så meget på? Bedre blev det ikke da hun rørte hans kind, for at kalde ham en ’dygtig hund’.
Sådanne kommentarer var ikke uhørt fra Eriz’ side. Det ville ikke være første gang hun havde kaldt ham noget lignende, og det var ikke førte gang han havde følt sig degraderet til en lydig skødehund. Han brød sig ikke om det. Han var lederen af varulvene, sikkert de fysisk stærkeste af alle Eriz’ allierede! Hvor meget blod havde han ikke spildt for hendes sag, og så skulle han kaldes en ’hund’? Mange gange havde Eriz strækket grænserne for den her leg, men denne gang syntes det som om hun havde strækket den lidt for langt.
I en hurtig bevægelse havde Loup grebet ud efter hende. Hun havde forsøgt at springe et skridt væk, men han var hurtigere, og havde fået fat i hendes arm, og på et øjeblik havde han trukket hende ind til sig igen. Blikket han så på hende med, kunne let sammenlignes med en glubsk ulvs blik på sit bytte. Han skulle ikke undervurdere Eriz’ mentale evner, men hun skulle bestemt heller ikke undervurdere ham! Endnu en lav brummende lyd kom fra ham, da han lagde en hånd om hendes nakke, som for at holde hendes blik fast mod sig. Loup var stadig opmærksom på hvilke evner hun besad, og var omhyggelig med ikke at gøre noget som kunne tyde på at han ville skade hende. I stedet lod han sit blik møde hendes, og lod det grådige smil brede sig over sine læber. ”Jeg er ikke en hund, Eriz.” mindede han hende om med en dæmpet knurren skjult i sine ord. Der var dog intet som tydede på at hans knurren var aggressiv. Snarere var det for at etablere en form for autoritet. ”Jeg kan være din soldat, og jeg kan være din allierede. Men jeg skal ikke være et lydigt kæledyr.” Han sendte hende et smil, og sænkede igen blikket ned mod ringen på hendes finger. Med en fornyet glød i sit blik hævede han sit blik mod hendes ansigt, og lænede sit eget ansigt nærmere. ”Det er næsten en skam, at du binder dig til en blodsuger. Der er visse ting varulve gør bedre.” påstod han med et sigende drag på smilebåndet, inden han løsnede sit greb om hende.