Må jeg stille min seng her?

[Deleted]

@eriiz

Alt gik slemt. Alle steder var der ufred, alle steder var folk efter hinanden, alle steder prøvede folk at slå hinanden ihjel og skabe så meget ufred, som de kunne. Vavilon var et land i brand. Der var ikke meget at komme efter længere. Hans palæ var også blevet brændt ned, men han havde hørt vidner snakke om at Aron og børnene var flygtet fra stedet, så han gik med håbet i sit hjerte om at Arona endnu var i live og forhåbentlig i sikkerhed et eller andet sted. Maureen var som sunket i jorden. Folk snakkede om at de havde set hendes flagrende skikkelse stikke af, ud i naturen og ingen havde set hende siden. Ikke så meget som et fodspor. Det var som om hun aldrig havde eksisteret!
Ikke at han kunne klantre hende for det. Han ville have gjort det samme, hvis han havde muligheden. Men med to hære på vej ind i hans land, havde han mere eller mindre stukket halen mellem benene og fløjet til Imandra, som var hans eneste allierede i dette her. Han kunne flyve til Paggeija, men han vidste at folk snart ville angribe hans by også. Han havde allerede evakueret børn, gamle og familier blandt hans dødsengle til deres hemmelige grotte i Dvasias. Ingen skulle kunne sige de havde udslettet en hel race!
Han havde drevet sine engle hårdt, de havde aldrig været en stor race, alligevel havde han ført dem i forskellige krige. Krige han på ingen måde fortrød. Faktisk var han mere af den mening at Procias og Dvasias overdrev. Marcellus havde lovet ham alliance, Procias havde, uden grund, nægtet fred. Dvasias var uden tvivl bagmændene bag kaosset i landet. Tydeligvis kom folk stadig ind i landet, selv om han havde lukket grænserne og sat soldater alle vegne. Nu havde han den mening at Dvasias og Procias måtte slås om Vavilon og når de så trak sig tilbage og tingene blev mere stille, ville han vende tilbage og prikke dem på skuldrene. Han var ikke færdig. Han søgte bare overlevelse. Vavilon var ikke overlevelse. Den var en synkende skude.

Han landede tungt foran slottet. Han havde stadig sit sår i siden, skønt det var healet en del, takket været Arons hjælp og eliksirer. Hans venstre arm var næsten hel. Såret på underarmen var intet mindre end en smal sårskorpe og såret på overarmen var ikke særlig slemt længere. Såret i hans pande var næsten forsvundet.
Han var klædt i det samme tøj, som han efterhånden havde haft på alt for længe. Han havde ingen steder at skaffe sig nyt og havde haft for travlt med at rejse rundt i Vavilon og, nu, til Imandra, til at skaffe sig nyt. De sorte bukser og den sorte, varme trøje. Bæltet, hvori hans sværd og pisk hang. Nogle af hans eneste overlevende genstande, med undtagelse af dem i Paggeija, hvor han dog havde de fleste af sine ting. En by der havde lukket porten for stedse, en race der pakkede sine tasker og søgte i skjul.
Om halsen hang Reis halskæde. I den ene lomme havde han vedhænget til Macarias halskæde.
Det brune hår strittede til alle sider, han havde røde kinder og havde nogle efterhånden mere og mere tydelige blålige streger under øjnene. Det ville være synd at sige han slappede af på noget tidspunkt. Faktisk var han snart overbevidst om at denne magt ikke var ham. Han havde jo søgt efter at leve frit og leve som han ville, han havde troet at magt og penge kunne give ham det. Det kunne det også, men det gav ham også mange problemer og han ville snart hellere vende tilbage til skoven og jage vildsvin i slidt, ødelagt tøj, som han havde gjort inden han var nogen som helst.
Men for nu søgte han et sted han kunne bo, uden at være i konstant fare. Imandra var hans bedste bud. Derfor rakte han blot hænderne i vejret, da nogle vagter stoppede ham og frarøvede ham hans våben. Det kunne godt være de havde en fredsaftale, men det betød ikke folk stolede på ham. Han lod dem. Var for træt til at protesterer. Måske var dette også en fejl...Måske ville de faktisk dræbe ham. Måske burde han vende om og søge ud i skoven alligevel. Finde Arona og opdrage hende i skoven til en fantastisk jæger og en der kunne heale sig selv med nogle urter?
"Jeg forlanger at møde...Øhm...Dronningen eller kongen eller hvem end der nu er her eller hvad de nu kalder sig!" forlangte han. Ud fra vagternes stilhed, da de førte ham ind på slottet, var han ikke helt sikker på om det ville ske. Men hvem skulle de ellers præsenterer ham for?

[Deleted]

Imandra var et land, hvor to krige havde fundet sted. Begge i New Dale. Lige siden kroningen af deres konge og dronning, havde landet begyndt på en stor renovation, for at bygge sig selv op igen. Heldigvis var Imandra et rigt land med mange kontakter, som kunne få det hele til at gå hurtigere. Over alt arbejde folk. Selv de soldater der tilhørte Marcellus og Eriz hjalp til med at bære, løfte, flytte, hamre, save og svejse. Meget blev erstattet med metal. Når byen én gang var blevet brændt ned, så ville man ikke have det igen.
Et stort ligbål brændte ude foran byens mure, som også var ved at blive opbygget igen, samt et par nye, tunge metalporte, var ved at blive smedet. Marcellus og Eriz tog deres forholdsregler.
Inde i slottet var der også travlt efter kroningen. Tjenere blev hyret, møder blev holdt, udsmykning ændret, kontakter oprettet og hele slottet blev gjort rent.
Folk vimsede rundt på gangene, så de var lige ved at støde ind i hinanden i et kaos af larm. Vagterne førte Zean igennem et par stuer, inden at de høfligt bankede på en dør, ind til et andet rum. Der lød et svar på den anden side af døren, og vagterne trådte til side, så Zean selv kunne gå ind. De forblev dog på hver side af døren, og med de blikke de sendte ham, var det tydeligt, de ikke stolede det mindste på ham.

Rummet havde engang været en stue, men det var nu mere lavet om til et slags kontor. Siddende i en lænestol med albuen støttende på armlænet og hovedet hvilende i hånden, var Eriz. En lille metalkrone hvilede på hendes kulsorte hår, der var sat op i en elegant frisure. I sin frie hånd holdte hun en plantegning med noter, som en af hendes byggemestre havde lavet.
Det klædte hende at være dronning. Det var som om, hun endelig var det sted, hvor hun passede til. Kjolen var blodrød, huden glat pånær det lille sår, hun havde lige over brystet fra vielsen.
Hendes isblå øjne gled op mod Zean, da han trådte ind. Hun havde mærket ham på lang afstand.
Et smil bredte sig på hendes fyldige, røde læber, og hun lagde tegningen fra sig, så hun kunne rejse sig elegant op fra stolen.
"Zean! Jeg hørte om Macaria og Vavilon. Sikke en skam," hilste hun, og gik imod ham. Hun duftede nyvasket. Som var deres sidste møde glemt, placerede hun flygtigt et kys på hver af hans kinder, inden at hun trak sig tilbage fra ham. "Hvordan har du det kære?"

[Deleted]

Der var ikke rigtig noget hos Zean, der bevægede sig, da Eriz kom ham åbent i møde og kyssede ham på kinderne. Hans blik var koldt, hans ansigt udtryksløst, hans kropssprog tavst. Sådan havde det været lige siden han var kommet hjem til en bunke nye udfordringer. Ting ændrede vel bare en, når man pludselig havde travlt med at holde sig i live, fordi halvdelen af verdenen ønskede en død. Marcellus havde mindet ham lidt om hvem den rigtige Zean var, men efter hans møde med Gabriel, var det som om denne lille åbenbaring var forsvundet igen og han igen havde trukket sig yderligere ind i sig selv. Ikke at han i forvejen var en meget åben mand. Som det lå, var der faktisk ikke rigtig mange der kendte til hans fortid, følelser eller tanker om specielt mange emner. Og nu, hvor han blot havde fået bevist at folk hellere end gerne stak ham i ryggen - hvad han som sådan ikke var sur over - følte han blot større grund til at holde sig for sig selv. Alt i alt var det fordi han var så presset, så stresset. Den gamle Zean ville vende tilbage, når han endelig kunne slappe af igen.
Hans blik gled over rummet, som om Eriz slet ikke have kysset ham velkommen. Han gik over til bordet og lod et par fingre hvile på kanten, men uden at han snagede i hendes ting som sådan.
"Jeg er i live. Spar dig. Jeg ved du fryder dig. Du skulle end ikke løfte en finger for at se Macaria blive kidnappet og sikkert snart ende i døden" han så over på Eriz. Han kunne lige så godt se det i øjnene. Det var intet realistisk håb for at Macaria kom tilbage. Godt han altid havde haft en form for distance mellem sig selv og følelser som kærlighed, ellers ville han jo være en knækket mand nu!
"Jeg påkalder mig fredstraktaten mellem vores lande og beder om hjælp. Bare rolig, jeg vil ikke udtømme jeres ressourcer i en ligegyldig krig mod Dvasias og Procias. Jeg vil blot bede om tilladelse til at bo her det næste stykke tid, i fred og i sikkerhed. Jeg vil ikke blande mig i jeres affærer, og bliver kun længe nok til at jeg selv ved hvad jeg skal stille op med...Det hele..." færdiggjorde han og hans blik gled ned til bordet igen. Han var ikke særlig stolt af hvordan det hele var endt. Men det var jo også forbandet ligegyldigt!

[Deleted]

Et frydefuldt smil voksede sig frem på Eriz's læber, mens at hun vendte sig om efter ham, så hun kunne blive ved med at kigge på ham. Ja, hun behøvede vel ikke at lyve. Ved nyheden om at Macaria var blevet kidnappet, og stod til at blive henrettet, havde hun næsten ikke kunne være mere lykkelig. Tanken om en verden og et liv uden at bekymre sig om den lille vampyr, var direkte euforisk.
Fredstraktaten mellem deres lande, havde sjovt nok været Marcellus' ide. Den mand virkede mere og mere blødsøden. Hun var ikke i tvivl om, at det var på grund af hans følelser for Macaria, og hans respekt for Zean, at han havde rakt ud på den måde. En skam... Eriz hadede overlevende fjender. Men nu var Macaria heldigvis død, eller hvert fald tæt på. Uden hende ville alt falde på plads igen.
"Selvfølgelig er du velkommen til at bo her," svarede hun, som om det var en selvfølgelig, og smilede bredt over hele ansigtet. De havde plads nok. Faktisk kunne han få en hel gemak for ham selv. Dog var slottet i gang med at blive restureret efter krigen, for ikke at snakke om byen. Hun var ligeglad med hvad Marcellus, ville sige til at Zean boede her. Det var trods alt hans ide med hele venskabs-tingen, så mon han havde noget imod det? Selv ville hun nyde, at have sine to ynglings mænd hos sig. Specielt nu hvor Marcellus, havde mere travlt med at tænke på Macaria end hans egen hustru.
"Jeg får tjenerne til at gøre en gemak klar til dig," fortalte hun, og slentrede hen til ham. Han så træt ud, men han havde jo også været på flugt. De kølige øjne gled ned over hans krop. "Du burde også få et bad, samt blive barberet. Jeg er sikker på, vi kan skaffe noget nyt tøj til dig også."
Hun rynkede lidt på næsen. Uhygiejene havde hun aldrig været særlig god til, men ved Zean var det vel forståeligt. I det mindste var han ikke en trussel længere, og hun gav Marcel ansvaret for hans fremtidige modstand, eftersom det var ham, der havde skånet hans liv.

[Deleted]

Eriz havde alle grunde til at være glad og tilfreds. Han ville selv være i festhumør, hvis han byttede plads med Eriz. Og nyde at se hende flygte fra sine ting, for at klamre sig til livet. Men hvad andre så som skamfuldt, at man stak af og holdte sig i live, så han blot som normalt. Det var jo naturligt man stak af, når overmagten blev for stor eller stærk. Hvordan skulle man ellers kunne tage det hele tilbage? Eller nyde livet, alligevel? Han vidste det allerede. Sidst han var her, havde han brugt mere tid rundt om i landets enge, end på slottet. Han ville nok gøre det samme denne gang. Han skulle også have fat i Corina. Han havde besluttet sig. Så længe det var sådan her, gad han ikke være en leder, for han havde ingen mulighed for at nyde sit liv. Til gengæld, hvis han var fri for alle de ting, kunne han nyde sit liv og kæmpe sig op i magt igen, når tingene stod mere til hans fordel. Hans ene hånd gled op til hans hage. Skægstubber mødte ham. Jah, han havde hverken haft muligheden eller tid til at vaske sig, barberer sig eller noget som helst. Faktisk havde brugt et par uger på hest og derefter flyveturen hertil.
"Det er jeg sikker på i kan" Sidst han havde levet her, havde den daværende næsten-leder, Elmyra faktisk, forlangt han ikke skadede nogen. Dette havde han dog ikke tænkt sig at holde nu. Han ville rejse ned i byen og torturerer folk natten lang, blot for at nyde det. Blot for at få det bedre. Hvilken bedre terapi fandtes der?
"Jeg bliver her nok ikke meget. Jeg forventer jeg må få mine våben tilbage?" spurgte han så. Vagterne havde taget hans våben fra ham, da han kom, skønt ingen ligefrem havde kropsvisiteret ham.

[Deleted]

I et stykke betragtede Eriz ham indgående, mens hun overvejede hvorvidt, at han kunne få sine våben tilbage. Det var dumt ikke at se Zean som en trussel, lige meget hvor meget han havde mistet af magt, og Marcel var desværre så dum, eftersom han havde ladet dødsenglen leve. Specielt fordi Zean nu havde en grund til at slå dem begge ihjel, mens de lå og sov om natten.
"Du kan få dine våben, når du forlader slottet, men de bliver taget fra dig igen, når du kommer ind," svarede hun endeligt, og gik rundt om skrivebordet, mens to fingre strøg over bordets flade. Kjolen trak sig efter hende over gulvet, inden at hun stoppede op overfor Zean med bordet imellem dem. Hendes blik søgte hans.
"Du burde vide en ting..." fortalte hun tøvende, men tænkte at Zean alligevel ville finde ud af det på et tidspunkt, hvis han opholdte sig her i New Dale. Hun havde opdaget det uden at høre det fra Marcellus hvert fald. "... Marcel overvejer at sende hæren afsted mod Procias, for at få Macaria tilbage. Jeg har prøvet at forklare ham, at det er en dum ide, at føre åben krig mod landet - specielt hvis det har slået sig sammen med Dvasias - men han ser kun Macaria, også selvom hun lige så godt kunne være død på nuværende tidspunkt."
Let bankede hun i bordet med et par fingrespidser, inden at hun hævede hovedet en smule, så hun kunne se over hans skulder mod vinduet. Et lille smil lå om hendes læber, ved den tanke... Macaria død. Åhhh hvor ville hun elske den nyhed.
"Måske burde vi gå ned, og finde Marcellus inden du går. Han vil sikkert gerne vide, at du er her. Jeg tror, at han er nede i tronsalen. Vi kan følges derned." Igen rettede hendes blik sig direkte mod ham, og hendes smil blev en smule bredere. "Jeg er sikker på, at han bliver henrykt af at se dig igen."

[Deleted]

Han var slet ikke tilfreds. Og en utilfreds Zean ville finde måder at snige sig uden om reglerne. Det var altid nemmere at give ham det han ville have, på den måde ville han være en sød lille killing. Hvis ikke, viste han klør. Men han sagde intet. Hvorfor skulle Eriz dog se ham som en trussel, og specielt nu?
Han havde dog ikke tænkt sig at spilde tiden. Han ville vaske sig og træne. Træne dag ud og dag ind, til han var et sandt muskelbundt. Måske kunne han lokke et par af deres vagter til at træne sværddans med ham, selvfølgelig med et træsværd. Uanset hvad...Han kunne altid spørge far om lov også. Et svagt smil gled over ham, som han så på Eriz.
"Jeg er ligeglad hvad i beslutter jer for. Hun er sikkert død, så det vil nok være den visse død. Men fortæl mig det, inden i marcherer. Trods alt har de nu tre lande og jeres er presset. Det ville være klogere at bruge styrkerne på at holde grænsen. Men hvis i marcherer stikker jeg af. For stedse. Helt væk. Ingen i de fire lande ville kunne finde mig. Jeg er ikke interesseret i døden" svarede han roligt og gjorde tegn til at hun skulle føre an.
"Lad os endelig møde ham" svarede han og gav hende dermed ret i de burde gå ned og finde ham.