My Time of Dying

[Deleted]

@marcellus

Sted: Et sted i Procias

Stjernerne blinkede utallige ned til dem. Der var så mange, at Isabel ikke kunne tælle dem. Hun lå på ryggen i noget vådt, langt græs, som fuldkommen gennemblødte hendes tøj, men det føltes mere rart end ubehageligt. Hele kroppen var gennemboret af knive. Den var varm af feber og overanstrengelse. Hun kunne næsten ikke bevæge sig.
Et voldsomt hosteanfald fik hende til at vende sig om på siden. Blod blev hostet op på jorden, og farvede den rød. En kold hånd lagde sig mod hendes skulder.
”Er du… er du okay?” Stemmen var hæs af alle de skrig, som havde flået struben op de sidste par dage. Isabel hævede blikket mod vampyren ved hendes side. Macaria. Bekymringen var oprigtig i hendes ansigt, som næsten lignede et skelets.
”Jeg… overanstrengte… min krop,” svarede hun kun afbrudt af hosteanfaldene, hvor mere blod kom op. Hele kroppen skælvede, og hun lagde mærke til at hendes runer og pentagrammer svagt glødede. Hun vidste godt, hvad der var ved at ske… Hun var døende. Magikeres kroppe kunne kun holde til en hvis form for magi. Den energiudladning der skulle til for at transportere dem, havde fuldkommen drænet hende for alting. Der var ikke mere livskraft.
”Hvor er vi?” lød Macaria’s stemme, så Isabel igen blev tvunget til at åbne øjnene mod hende. Vampyren havde hævet sig op på den ene underarm, så hun kunne se rundt. Selv Isabel måtte kæmpe sig op og sidde, for selv at kunne kigge sig omkring.
De befandt sig på en græsmark lige udenfor en stor skov. Ikke langt fra dem stod resterne af en nedbrændt gård. Man kunne stadigvæk se de tilsodet pæle, som stak op. Et lille svagt smil bredte sig på Isabels læber. Hendes hjerte slog så tungt og langsomt.
”Hjemme,” svarede hun svagt Macaria, der havde lagt sig igen med en jamren. Det var tydeligt, at hun ikke havde det særligt godt. Den hvide underkjole var ikke længere hvid. Håret var kaget ind i tørret blod, som også dækkede halvdelens af hendes ansigt. Øjnene var blot dybe, sorte huller i hendes ansigt. Faktisk lignede hun én, der burde ligge i graven.
Hun fulgte Macaria’s eksempel og lagde sig igen ned i det bløde, våde græs. Det var svært at trække vejret, og hver gang hun gjorde, skar det i lungerne.
”Hvorfor reddede du mig?” spurgte vampyren dæmpet. De lå så tæt på hinanden, at Isabel kunne mærke hendes hånd mod sin, mens de begge lå på ryggen, for at kigge op på de klare stjerner.
”For min lillebrors skyld,” svarede hun kort for hovedet. Det var en lang historie, og hun kunne mærke, at hun ikke havde meget tid igen. Hun kunne ikke lade være med at grine, hvilket igen udløste et hosteanfald, så blod plettede omkring hendes mund. Først da hun var færdig, lå hun igen stille. ”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle dø ved siden af en vampyr.”
En svag latter lød fra Macaria.
”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle dø,” svarede hun blot, hvilket fik Isabel til ryste smilende på hovedet. Hvor ironisk. Hun skulle dø side om side med en vampyr på det sted, hvor det hele begyndte. På det eneste sted hun kunne kalde hjem.
Blikket justerede sig mod de mange stjerner over hende. De var så smukke og klare. Mon hendes forældre var deroppe? Ventede på hende? Hun tænkte på Caleb, der nu ville være helt alene i verden. Hvor hun dig håbede, at han ville tilgive hende. Alt det hun havde gjort det sidste år, var for hans skyld. Hun ville ønske at han var her lige nu. Hendes lillebror… Caleb…
Læberne skilte sig i en dyb udånding, mens øjnene langsomt blev fjerne. Caleb…
Macaria drejede udmattet hovedet mod magikeren, da hun hørte hendes hjerte stoppe. Hun lå med blod silende ned over sit ene mundvig, og øjnene åbne mod stjernehimlen. I et øjeblik betragtede hun den døde kvinde, inden hun lige så kiggede mod stjernerne over sig.
Tungt lukkede hun øjnene. Det her var ikke så slemt. Det var næsten fredeligt. Et par tårer gled ned over hendes kinder.

//Isabel er nu død

[Deleted]

Marcel gik ned af gangene i Slottet af Imandra da han pludselig mærkede en prikken i hjertet. Han tog sig til hjertet og faldt på et knæ. Dette kunne kun betyde en ting. En med hans mark var død. Han lukkede sine øjne for at føle hvem. Det var Isabel. Det kunne kun betyde at Macaria var i fare. Marcellus havde plantet sit mark på Isabel da han havde fundet ud af hun havde beskyttelses runer imod hans tiltrækningsmagi. Med dette mark ville hun ikke være immune overfor hans magi. Dette mærke kunne kun gives til en frivillig som Isabel havde været. Han ville altid kunne føle hvor hun var og især hvis hun døde. Men på trods af at hun var død så var den magi han havde lagt i hende der stadigvæk, for Marcel var jo ikke død. Han havde beordret Isabel til at passe på Macaria til enhver pris. Han vidste efter hans møde med Zean at Macaria var taget til fange i Procias. Dette måtte være et klart tegn på at Macaria var i fare. Marcel rejste sig hurtigt op og løb over til tronsalen. Han vidste at Kimeya havde brugt teleportations magi der, da han flygtede fra Imandra. Marcel vidste hvad det betød og derfor havde han gemt dette til en nødsituation. Marcel begyndte at gøre klar, bare for en sikkerheds skyld. Han samlede den svage efterladenskab af Kimeyas magi som var blevet brugt til at teleportere ham. Der var kun nok efterladt til at Marcel kunne teleportere en person, en gang. Hvis han aktiverede denne magi, så kunne han ikke bruge den mere. Det var et sats. Først at finde ud af hvor Isabel var. Som en mester i necromancery kunne Marcel vække de døde til live under hans komando, men kun hvis han havde liget hos sig. Men eftersom Isabel havde hans mark på sig ville han være i stand til at bringe hende tilbage som en zombie under hans kontrol i kort tid. Hvis Macaria var i nærheden ville han kunne aktivere teleportations magien og forme den som sin egen og bruge den gennem Isabel og derved hidkalde en person hen til sig. Hvis ikke Marcel havde drænet sin fader for kræft og derved blevet så stærk som han var nu, ville dette være umuligt for ham. Men Marcellus var blevet stærk. Stærkere end de fleste. En mægtig Warlock og Vampyr. Marcel begyndte ritualet. Han sad og messede og kastede besværgelser. Lidt efter lyste hans øjne sort.

Macaria ville kunne se et mørkt skær fra Isabels brystkasse. En svag hvisken begyndte at lyde fra Isabel. En ondskab og mørke lagde sig over rummet. Dette var i sandhed mørk og dyster magi der var på spil. Isabels lig begyndte at vride sig og bevæge sig i på unaturlige måder. I sandhed et uhyggeligt syn. Den ellers fyrige magiker Isabel begyndte at knække hovedet og armene så man kunne høre hendes knogler knækkede. Hun begyndte at ryste voldsomt og efter lidt tid lå hun helt stille igen. Hendes ansigt drejet hen imod Macaria. Langsomt åbnede Isabel sine øjne. Det var døde og kolde øjne der åbnede sig. Et støn der kun kunne beskrives som en person i evig søvn og pinsel undslap Isabels læber i det hun langsomt og dovent kom på benene. Hendes nakke var brækket og hun stod som blev hun halvt holdt oppe af en usynlig kræft. Blod og savl flød ud fra hendes mundvig som hang. Langsomt og med det ene ben slæbende efter sig tog hun et skridt over imod Macaria og et par sekunder et til. En sort energi dannede sig i Isabels hånd da hun faldt ned over Macaria. I det energien ramte hende, landede Macaria på et koldt gulv.

Det var Marcel der havde styret Isabels lig. Men afstanden og den mængde af energi det krævede at holde og omdanne de meget små efterladenskaber af magi Kimeya havde efterladt tog også en stor del af Marcellus kræfter at omdanne så han kunne teleportere gennem Isabel. Derfor virkede Isabels lig til at være ustabil. Det havde taget så meget ud af Marcellus at da Macaria kom frem på gulvet foran ham. Hostede han blod op og faldt på sine knæ. Hver en muskel i hans krop gjorde ondt i det han kravlede hen til Macaria og med hans sidste kræfter lagde hans håndled over hendes mund. Han sagde med en yderst udmattede stemme '' Drik.. Min.. El...Els.. Drik ''. Marcellus havde ikke kræfter til at sige mere

[Deleted]

I et langt stykke havde Macaria bare lagt på jorden, og mærket den kolde jord under sig. Øjnene var lukket, og hun ventede sådan set bare på, at døden ville komme til hende. Magikeren, Isabel, var allerede død. Der var kun hende tilbage. Sølle 200 år... mere var det ikke blevet til. Det var lige ved at få hende til at grine, men hun var for udmattet til det. Så meget havde hun lavet, og meget manglede hun endnu.
Hun lagde ikke mærke til liget af Isabel, før hun mærkede en krop, falde mod hendes. Et gisp forlod hendes tørre læber, og pludselig var hun ikke længere udenfor. Kæmpende prøvede hun at åbne øjnene, men kunne ikke. De var for tunge.
Et håndled pressede sig mod hendes læber, så hun var lige ved at vende ansigtet stædigt væk, da hun hørte den genkendelige stemme. Flere tårer strømmede ned af hendes kinder. Marcellus! Han... han var her! Han...
Hendes ene hånd hævede sig, for at famle ud efter ham, og mærkede ham ved sin side. Blodet var begyndt at pible ned i munden på hende. Duften og smagen var ligefrem euforisk - og alt hun kunne var at ligge på ryggen og græde. Hun kunne ikke gøre for det. Det var som at vågne op fra et forfærdeligt mareridt.
Hendes anden hånd flettede sine fingre ind i Marcellus', mens at hun drak af hans håndled. Grådigt og kun afbrudt, når et hulk pressede sig på. Mere farve kom til hende. Langsomt healede sårene sig. Kroppen fik igen fylde. Håret blev tykt og strålede i forskellige røde nuancer. Kræfterne vendte tilbage.
Det var lige før, hun ikke kunne give slip igen, men hun tvang sig selv til at slippe hans håndled. Blod farvede hendes læber, som hun slikkede rene med en tunge, inden at hun endelig åbnede øjnene, for at kigge på sin frelser. Først var hans skikkelse svømmende på grund af tårerne, men da hun satte sig op, blev han klare for hende.
Grædende lænede hun sig ind i hans favn med armene slynget omkring ham, så hun kunne trykke sig ind til ham. Det var ovre! Det var endelig ovre.

[Deleted]

Marcel kom med et støn af smerte da hun lænede sig ind til ham. Han hostede lidt blod op. Aldrig havde han lavet så stærk magi over så lang en afstand. Han var virkelig blevet en mægtig Warlock. Han lagde udmattede sine arme rundt om Macaria og sagde udmattede og hviskede til hende '' Jeg.. Jeg husker dig sige.. Jeg ikke var der ''. Marcel hostede lidt mere blod op '' For dig ved Manjarno. Aldrig mere. Aldrig mere skal du opleve det. Hvem ''. Marcel gispede efter luft og sank lidt blod og fortsatte '' Hvem tror du sendte Isabel for at redde dig. Hvem tror du var ved at klargøre sin hær for at redde dig ''. Langsomt kunne Marcellus mærke at det vendte. hans kræfter begyndte langsomt at vende tilbage. han havde aflåst tronsalen. Ingen havde adgang til at komme ind. De ville være alene i noget tid, så de kunne få snakket lidt. Marcels greb om Macaria blev lidt stærkere. Hans vejrtrækning blev mere stabil og han tog hendes duft til sig. Han holdt hende ind til sig '' Men der er sket meget.. Macaria. Der er meget du skal sluge, og da du fortalte du var gift med Zean. Husk hvordan jeg tog det. Jeg.. jeg er også blevet nød til at tage beslutninger siden sidst vi mødtes ''. Marcel lænede sig lidt væk så hun kunne se kronen på hans hoved. Et træt smil viste sig på hans læber da han gjorde tegn til at hun skulle kigge sig rundt omkring, se at hun faktisk lige nu sad i tronsalen i Imandra. Se hvad han havde opnået, se hvad han var blevet. Han ville give hende et øjeblik til at tænke over hvilken mægtig magi han lige havde brugt for at redde hende. For at se ham i det lys andre nu så ham i. Han var en magtfuld og stærk konge. Han sagde roligt '' Men intet har ændret sig Macaria. Jeg er stadigvæk din hvis du ønsker at jeg skal være det ''.

[Deleted]

Selvom hun sad og græd ind mod Marcellus, kunne hun ikke helt lade være med at smile lidt af hans ord, og hun puttede sit ansigt mere ind mod ham. Bare for at opleve alle sanserne af ham.
"Jeg har savnet dig så meget," hviskede hun, og holdte om ham, som var hun bange for, at det hele bare var en komadrøm, og han lige om lidt ville forsvinde som tåge i hendes arme. Gulvet ved siden af hende, var blevet plettet til med blod, når Marcellus hostede det op. Hun håbede bare han ville klare det. Lige nu kunne hun ikke klare, at han forsvandt fra hende. Ikke ham. Ikke flere mareridts.
Modvilligt lod hun ham trække sig lidt tilbage, og hun fulgte hans bevægelse med hovedet, for at kigge rundt. En... en tronsal?! Chokket stod malet i hendes ansigt. Hvad i alverden?! Hvor var de?!
En forfærdelig teori sneg sig ind, og hun mærkede hjertet fryse til is midt i det hele. Imandra. Men det ville sige... Zean!
Hendes blik vendte sig mod ham. Det var lige før, at øjnene igen blev fyldt med tårer. Åh please... please lad det ikke være sådan! Hun sank en klump.
"Jeg... elsker også stadigvæk dig, men... Marcel... hvad har du gjort ved Zean? Hvad har du dog gjort?" spurgte hun med en stemme, der skælvede for at tilbageholde gråden. Var der derfor, han ikke var kommet? Fordi at han var... fordi Marcellus havde... Hun kunne slet ikke tænke tanken færdig.

[Deleted]

Marcel kiggede på Macaria og det var til at se på ham at han havde de forkerte tanke. At han tænke at hun elskede Zean og var derfor at hun bekymrede sig sådan for ham. Marcel rejste sig langsomt op og vaklede lidt før han fandt sit fodfæste. Han sagde roligt og fattet '' Jeg kunne ikke tillade Zean at overtage Imandra. Han ville få for meget magt. Så mig og Eriz tog det fra ham. Hvis du siger det her til nogen vil jeg nægte nogensinde at have sagt det, men jeg lod han leve. Jeg gav ham et valg. At miste det smykke du havde givet ham eller miste et øje. Han valgte at miste smykket. Personligt havde jeg valgt øjet ''. Marcel rettede sig rank op og kikkede ned på hende '' Men da mig og ham mødtes for at lægge en plan for at befri dig... Gav jeg ham smykket tilbage.. For selv om du har valgt ham frem for mig.. Så fortjener du at være lykkelig.. Jeg kan se hvordan det ville knuse dig få at vide Zean er død.. Men det er langt fra den eneste grund til jeg skånede ham ''. Marcel grinede svagt og rystede på hovedet '' Jeg kan faktisk lide den mand der har stjålet dig fra mig.. Er det ikke latterligt.. Den mægtige og stærke Marcellus.. Har gode sider.. Igen noget jeg ville benægte til enhver tid ''. Marcellus satte sig ned igen med et bump. Han var slet ikke klar til at gå i nu. Men hvis han havde været det ville han være gået. Han kiggede på Macaria '' Fortæl mig sandheden.. Du vil helst af alt tilbage til Zean lige nu.. Vil du ikke? ''. Før hun nåede at svarede gjorde han det meget sværere for ham selv ved at tilføje '' Jeg er den nye konge af Imandra, prisen for denne sejr. Var at gøre Eriz til Dronning af Imandra ''. Marcellus havde allerede regnet med at han havde tabt Macaria til Zean, så hvorfor ikke fortælle hende det hele. Komme ud med det så hun kunne knuse hans hjerte en gang for alle.

[Deleted]

Lettelsen skyllede igennem hende, da hun hørte at Zean stadigvæk levede. I et par forfærdelige minutter havde hun troet, at de havde dræbt ham. Træt tog hun sig til hovedet, for at sukke dybt. Han levede stadigvæk. Mørket været love. Alt det andet kunne gøre lige meget.
Da han bad om sandheden, løftede hun hovedet, for at møde hans blik. Dog nåede hun ikke at svare, før han kom med tilføjelsen. Tilføjelsen der føltes som en dolk, der blev stukket direkte ind i brystet på hende. Hun kunne ikke andet, end bare at sidde og stirre på ham, mens hun prøvede at finde orden i hvad han havde sagt. Eriz. Hun...han... de...
Automatisk gled hendes blik rundt i tronsalen, som forventede hun, at se Eriz træde frem fra skyggerne, men der var ingen. Alligevel... hun måtte være her et sted. Her på slottet! Langsomt begyndte hun at skælve igen. Skælve af frygt.
"Du... hvordan kunne du... jeg..." Hun bremsede sig selv, da hun opdagede, at hun ikke vidste, hvad hun skulle svare. Èn eller anden havde lige revet hendes hjerte ud af brystet på hende. For blot en halv time siden, havde hun ligget for døden, og nu var det lige ved, at hun ville have ønsket, at det faktisk var blevet sådan.
Usikkert kom hun på benene. Hun måtte ud herfra! Væk! Væk inden at hun opdagede hende! Hun styrtede afsted mod tronsalens store døre, men de var låste. Hårdt ruskede hun i dem, men til ingen verdens nytte. Rasende vendte hun sig mod Marcellus.
"Slip mig ud!! Lige nu!! Jeg vidste at jeg ALDRIG skulle have stolet på dig!! ALDRIG!! Du lovede!! LOVEDE!!" Hendes stemme der lige var blevet healet, knækkede over af hendes skrig. Med en knytnæve slog hun til døren, inden at hun i stedet begyndte at trampe mod Marcellus. Raseriet gjorde hende stærkere. "Hvordan kunne du gøre det mod mig?!! Eriz af alle!! Du ved vores forhold til hinanden!! Hvordan kunne du gøre det?!! HVORDAN KUNNE DU GØRE DET MOD MIG?!!!" De sidste ord skreg hun igen, mens hun spændte i hele kroppen. Den dybblå iris forsvandt og blev erstattet af den rødglødende.

[Deleted]

Marcel blev stående. Han kunne mærke hvordan det gjorde ondt at se hende reagere sådan. Men det gjorde ham mere sikker i sin sag. Det var Zean hun elskede og ikke ham. Han vidste hun ikke kunne komme ud. Disse døre var lavet til en vampyr ikke kunne bryde igennem dem. Han satte sine arme over kors og sagde med en rolig stemme '' Hvordan jeg kunne.. Vi havde en aftale om at dræbe Zean. Ja jeg ved det ikke er det rigtige valg. Men du kunne aldrig være gået igennem med det. Hvordan kunne jeg.. Lige så vel som du kunne gifte dig med Zean ''. et mørke stærkere end Macaria nogensinde havde set fra Marcellus bredte sig fra ham skønt han var afkræftet og han råbte med en høj ryst '' SE MIG I ØJNENE, MACARIA ''. Når hun kiggede ville han udmattet lade mørket falme og sige roligt '' Som du sagde til mig omkring Zean. Var det rent forretning''. Marcel faldt udmattede på knæ og fortsatte '' Hvis du elsker mig. Så sæt dig med mig. Det skylder du mig. Jeg har lige reddet dit liv. Nu siger jeg det for første gang. Jeg elsker dig Macaria. Det er dig jeg vil have. Se hvad jeg lige har gjort for dig. Reddet dig fra selve døden. Jeg har bevist min kærlighed overfor dig!. Hvis du vil have mig. Så kom her over og kys mig. Så finder vi ud af hvordan vi løser alle disse problemer.. Hvis ikke ''. Marcels blik blev mere fast og han sagde næsten koldt '' Hvis ikke du vælger mig lige her og nu. Beviser at den kærlighed jeg har for dig er lige så gengældt. Så flår jeg den ud af mig selv, så vil jeg aldrig kunne elske dig mere. Valget er dit. Elsker jeg dig ikke mere vil jeg intet have imod at åbne dørene og lade dig gå. Det er nu Macaria. Valget.. Elsker du mig.. Så finder vi en løsning hvor alle kan komme ud af det her i live, dig, mig, Zean og Eriz. Vi to sætter os og snakker med Zean.. Men siger du nej, så flår jeg alt kærlighed jeg har til dig ud for evigt! ''. Han var seriøs og det var til at høre på hans stemme.

[Deleted]

Det havde givet et gib i hende, da han pludseligt, havde råbt mod hende, så det gav genlyd i salen. Efter alt hvad hun havde været igennem, var det blot naturligt. Dog kunne hun ikke lade være med at føle sig både vred og forrådt.
"DET HAR INTET AT GØRE MED DET SAMME!!" skreg hun mod Marcel, da han sammenlignede sit ægteskab med Eriz med hvordan Zean og Macaria selv havde gjort det. "Zean er ikke din største fjende, som du vil kvæle med dine egne hænder!!"
Udmattet gled han ned på knæ, hvilket automatisk fik hende til at gå adskillige skridt mod ham, for at støtte ham. Selvfølgelig elskede hun ham! Det var hvad, hun altid havde sagt! Når hun stod i hans arme, mærkede hun hele verden forsvinde! Når han kyssede hende, følte hun varmen stige op. Jo... hun elskede ham. Det kunne hun sige ærligt uden tøven.
Sikker i sin sag gik hun hen til ham, og skulle lige til at sætte sig, da hun kort tøvede. De skulle finde en måde, så alle overlevede... Zean ville overleve. Manden hun de sidste par måneder, var vågnet op ved siden af hver nat. Når hun havde haft mareridt, var det hans favn, som hun havde puttet sig ind til. Nej... hun elskede ikke Zean, men hun holdte af ham. Deres ægteskab var lykkeligt.... og hun vidste han aldrig, ville give afkald på hende. Lige så lidt som Eriz ville slippe sit greb om Marcellus.
"Marcel..." hviskede hun, og knælede ned foran ham. Hendes hænder rakte ud, og tog hans, mens hun alvorligt mødte hans blik. "Jeg elsker dig. Mere end noget andet. Det ved du godt. Der er intet, jeg hellere ville ønske, end at være din." Hun smilede kærligt til ham, mens hendes tommelfingre strøg over hans håndtryg. Hvor ville hun dog gerne kysse ham. Høre ham hviske om og om igen i hendes øre, at han elskede hende.
Hun bed sig i underlæben, og smilet falmede.
"...men Zean og Eriz vil aldrig nogensinde lade os blive skilt. De begge får for meget ud af det her, og jeg vil aldrig kunne slå Zean ihjel! Jeg elsker ham ikke, men... men jeg holder af ham. Vi har været meget igennem sammen. Rigtig meget," forklarede hun dæmpet. "Du blev gift med kvinden, som dræbte mine søskende, torturerede mig, og prøvede at dræbe mig. Hvordan kan du sige, at du elsker mig efter det? Hvordan kan du se mig i øjnene, og påstå dine følelser er sande, efter du har forrådt alt vi havde.... for hvad? Et kongerige?"

[Deleted]

Marcel kiggede langsomt op på Macaria. Hans blik var fast, dog fyldt med sorg. Han sagde roligt '' Hvordan jeg kan sige det. Macaria. Vi ved begge to hvordan vi har det med hinanden. Jeg har lige reddet dig fra den sikre død. Det ville jeg ikke have gjort medmindre jeg.. Elsker dig.. For det gør jeg.. At jeg har gjort dette har intet med dig at gøre. Som at du giftede dig med Zean intet havde med mig at gøre. Hvad der er mellem mig og Eriz er rent og skær forretning, ligesom dig og Zean er. Men Macaria.. Jeg kan se hvor ondt dette gør på dig. Jeg kan også se at du ikke tror på vi kan løse det her problem.. Så jeg gør det her nemt for os begge to ''. Selv hvis Macaria havde sagt at de skulle løse det her. Selv hvis hun havde kysset ham og holdt om ham ville han havde gjort dette, for han vidste det aldrig kunne lykkes. Dette var ikke noget eventyr, det var virkeligheden for ham. Marcel rejste sig op '' Ingen af os kan blive ved med at leve med denne smerte. Det er meningen at vi to skal være sammen, vi er soulmates. Men skæbnen vil ikke have det. Jeg vil have du skal komme over mig, leve så lykkeligt du kan med Zean. Jeg vil bare gerne se dig lykkelig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte Macaria! ''. Marcel elskede virkelig Macaria. Han ville gå igennem ild og vand for hende. Det var også derfor det pinte ham sådan at de ikke kunne være sammen. Han havde allerede besluttet sig for at gøre dette før han snakkede med Macaria. Han vidste at ligemeget hvad han gjorde, hvad hun gjorde, hvad de gjorde så ville Macaria blive såret. Derfor måtte han fjerne hendes grund til at elske ham. Så kunne hun måske med tiden finde lykke og måske en da kærlighed. Marcel kiggede alvorligt på Macaria '' Derfor fjerner jeg min kærlighed til dig.. For evigt.. Så du kan leve dit liv godt ''. Marcels hånd blev gennemsigtig og han satte den ind i hans brystkasse. Han Skreg i smerte og efter noget tid træk han en lyserød væske ud som han puttede i en flaske. Han viftede med hånden så flasken forsvandt ud i den blå luft. Han kiggede på Macaria med et blik hun aldrig havde set før. Ligegyldighed. Han smilede skævt og sagde '' Macaria. Vavilon er ved at falde fra hinanden uden dig. Det kan vi ikke have.. Tag hjem og red dit land.. Zean og mig har en aftale.. Du er en del af den. Overhold den som tak for jeg reddede dig.. Vi er trods alt allierede.. Vavilon og Imandra ''. Marcel lavede et håndtegn og dørene åbnede sig. Han vendte hende koldt ryggen og gik sin vej.

[Deleted]

For Macaria var det et langt mareridt, som hun ikke kunne vågne op fra, da det gik op for hende, hvad Marcellus var i gang med. Men inden hun kunne nå at stoppe ham, var det gjort. Rædselsslagne stod hun, og stirrede på ham. Han kunne lige så godt, have revet hjertet ud på hende ved den handling. Ansigtet var fuldkommen hvidt. Øjnene svømmede, indtil tårer til sidst, trillede ned af hendes kolde kinder, uden at hun kunne finde mening i, hvad der lige var sket. Hvad han lige havde gjort. Alt stod stille inde i hende. Både fysisk og psykisk.
Nej...nej...
Hendes blik begyndte at flakke rundt på hans ansigt i en panisk søgen, efter bare et hint af den mand, hun engang havde kendt. Den mand, som med sit charmerende smil, fik hendes ben til at blive bløde. Den mand, der havde holdt hende grædende i sine arme. Den mand, som kiggede på hende med kærlighed i blikket. Marcel...Men lige meget hvor meget hun søgte, så kunne hun ikke finde noget. Intet.
Hans ord nåede hende ikke, og da han gik blev hun stående urørligt. Øjenvipperne sitrede lidt, mens flere tårer trillede ned af kinderne. Læberne skælvede. Hun følte sig syg. Fysisk syg.
"Marcel..." hviskede hun ud i luften, men han var allerede væk. Flere tårer undslap hendes øjne, og hun lod sig langsomt glide ned på knæ midt i tronsalen.
Marcel...
Endnu engang havde han taget et valg for dem begge, uden at hun havde noget at skulle have sagt. Uden at hun kunne få lov til at have en mening, havde han bremset deres forhold. Standset det. Stoppet det. Tilintetgjort det. Dræbt det. Destrueret det. Intet var tilbage.
Skuldrene hang opgivende, mens hun bare stirrede lige frem for sig mod tronen. Hænderne lå tomme i skødet. Hun følte sig så svag. Så fortabt. Marcel...
Et hulk brød endelig frem, og hun krummede ryggen, for at skjule sit ansigt nede i sin ene hånd. Desperationen var tydelig i hendes gråd, der gav genlyd i den tomme, mørke tronsal.

Marcel...