Et møde på neutral grund. Eller...Næsten neutral.

[Deleted]

@marcellus

Der var nu gået et par uger siden krigen om Imandra. Zean havde godt nok været tvunget til at blive i sengen nogle dage, for at komme til kræfter og for at hans sår kunne begynde at heale, hvilket familiens private alkymist havde hjulpet til med. Dog havde han ikke bare lagt stille, men brugt tiden på at sende breve til vigtige folk og opruste Vavilon på krig. Grænserne var blevet lukket af, der var næsten ingen der rejste ind og ud af landet længere, og alle mænd og kvinder, der kunne slås, blev trænet og oprustet til det. Zean havde, kort sagt, gjort sig klar på en mulig krig. Han ville ikke blive taget på sengen, hvis et af de tre lande skulle angribe ham, hvortil Dvasias virkede mest sandsynlig, hvad det angik.
Landet havde været i panik, i den tid Macaria havde været kidnappet og Zean havde været i krig. Ingen havde sendt ham nogen besked, men blot ventet på at han kom hjem. Uduelige folk! Alle sammen!
Nu var han i Syrian med en mindre gruppe soldater, der fungerede som en slags livvagter, i tilfældet af Marcellus faktisk ville falde ham i ryggen. Nok havde manden ret i at han havde haft rig mulighed for at dræbe Zean...Men det forhindrede ikke Zean i at mistænke manden for det alligevel. Det ville jo, trods alt, være dumt andet.
Zean var ridende. Jep, han kom ridende og hans lille gruppe af soldater bestod af en blanding af tilfældige folk og to dødsengle. De fleste af hans dødsengle var i Paggeija og styrkede sig. Han havde efterhånden ikke mange engle tilbage og han måtte heller passe på resten han havde. Efter tabet af Imandra var der opstået rygter om Zeans lederskab, rygter der ikke alle var lige gode. Han havde dog ikke tid til at tage sig af deres usikkerhed. Det måtte han gøre senere.
Nu hvor Zean var her, var landet roligt og fulgte hans kommandoer, stolede på Zean ville løse deres problemer. Han nød det usigeligt meget.

Han red for den gamle slagmark. Det var for ham, så neutral han havde lyst til at det kunne blive. Det var stadig inden for Vavilons grænser, der var en del soldater ved grænsen, som kunne advare ham, hvis Dvasias lige pludselig kom med en hær. Syrian lå ganske tæt på grænsen, men var i sig selv en ret lille og stille by. Slagmarken var fuld af gamle knogler, rustne våben og rustninger, som folk endnu ikke havde hugget og som derfor nu lå dybt i jorden og rustede væk. Han havde været her før, da han fangede en prociansk spion og taget hende med hjem. I dag var han her dog af helt andre grunde.
Han red ud midt på slagmarken og gjorde tegn til at de skulle stoppe op. Han knipsede med den ene hånd og hans mænd steg af hestene og spredte sig lidt. Hans to dødsengle forblev tæt på ham.
Zean var klædt i sort tøj. Et par sko, nogle sorte bukser og en varm trøje. Under trøjen sad der forbindinger, for hans sår var endnu ikke helt healet, skønt det gjorde mindre ondt. Han havde et lille sår på panden, efter Marcellus' sværd. Nåe ja, hele hans venstre arm var sådan set også forbundet. Mindre detalje. Om livet hang hans bælte, hvori hans sværd var på den ene side og hans pisk på den anden. Det brune hår lå nogenlunde fladt, for en gangs skyld. Han havde nogle svage, blålige render under øjnene, efter et par hektiske uger. Selv om han havde taget sig tid til at slappe af, havde han ikke kunne sove særlig meget.
Han havde heller ikke givet Macarias mistede halskæde mange tanker.
"Vift med et hvidt flag eller hvad i tåber nu plejer at gøre. Han gemmer sig ender her, et sted eller kommer lige om lidt" mumlede han og viftede let med den ene hånd. Mest af alt orkede han ikke rigtig noget for tiden. Han følte sig konstant træt. Og dog, et sted nød han også tingene, for han havde den fulde magt over hele Vavilon.
Hans stålgrå, kolde blik gled op til himlen. Det var aften, en let dis lå over jorden og luften var fugtig, jorden blød.

[Deleted]

I det fjerne kom en skikkelse ridende. Helt alene. Marcellus havde taget sine forholds regler. Lagt flugt ruter og et par enkelte folk der skulle ofre sig og købe ham tid til at slippe væk hvis det blev nødvendigt. Men Marcellus valgte trods hans hjernes advarsler at stole på Zean. Dette kunne være en fælde. Men som Marcel så det ville Zean ikke få noget ud af at dræbe Marcellus lige nu og her. Marcellus blev siddende på hest et stykke væk fra Zean. Han udlagde lidt Magi så Zean ville kunne føle at det var ham. Marcel gjorde tegn til at Zean skulle nærme sig alene. Hvis Zean gjorde det ville Marcel først der stige af sin hest og fjerne sin hætte så man kunne se det var ham. Ellers ville han ride væk igen. Hvis Zean gik med til hans forslag ville Marcel nikke til ham og sige '' Det er godt at se du er kommet dig Zean ''. Han stak hånden i lommen og træk vedhænget fra Zeans halskæde op. Nu hvor de stod alene ville andre alligevel ikke kunne se eller høre hvad de snakkede om. Marcel rakte det frem imod Zean og sagde '' Det var med vilje jeg slog ud efter dig som jeg gjorde. Jeg ville se hvad der betød mest for dig. Nu hvor jeg har mit svar har jeg intet imod at give det tilbage til dig ''. Marcel nikkede lidt til Zean og kiggede op og ned af ham for at sikre sig at han var kommet sig. Da han var sikker på det, fik Marcel et mere alvorligt blik i øjnene. Han sagde roligt '' Er vi sikre på at det er selve Procias der har gjort dette eller er det en faktion der arbejder uafhængig?. Det er vigtigt at vide. Hvis selve landet ikke er involveret så er det nemmere for os at redde hende. Så kan de intet sige til at vi ridder ind og henter hende selv. Du kender mine sande motiver nu. Ja jeg elsker Macaria og har altid gjort det. Men jeg ved også at du intet vidste om mig da du giftede dig med hende. Det var hendes valg og når vi har reddet hende. Så bør vi tre sætte os ned og snakke om det her. For sandheden er. Jeg har respekt for dig og du har kæmpet for mig og min sag. Selv om du måske griner af mig nu. Så siger jeg det alligevel. Jeg kunne godt have set dig som min ven og jeg håber stadigvæk vi kan nå det stadie på trods af alt der er sket ''. Marcel havde intet imod at sige dette for hvis Zean sagde det til andre ville Marcel bare benægte det.

[Deleted]

Han rettede sig op, da han mærkede at Marcellus nærmede sig. Hans blik gled over til skikkelsen der nærmede sig, umiddelbart alene, men han var ikke i tvivl om at Marcellus havde lagt planer, i tilfælde af dette skulle gå galt. Havde han måske ikke også selv gjort det?
Han steg af sin hest. Det stak lidt i siden på ham, men ikke mere end at han sagtens kunne stå og gå næsten normalt. Han gav tøjlerne til sin hest til den ene dødsengel og med den ene hånd gjorde han det klart for dem at de skulle vente her. Så vendte han sig om og gik over mod Marcellus. Sværdet dunkede let mod hans ben, når han gik og jorden var blød under hans fødder, som var det tæt på at blive til en sump, hvis blot det regnede lidt mere. Så vidt han vidste var her konstant fugtigt. Et par svampe blev trådt ned, som han gik over mod Marcellus.
Han stoppede op tæt nok på ham, til at de kunne snakke. Hans blik gled ned over hans krop, men selvfølgelig så Marcellus jo ud til at have det godt, han var jo ikke kommet til skade. Han svarede ikke til hans kommentar om hans helbred. Han havde i sin gode ret til at virke lidt fornærmet og han havde da tænkt sig at udnytte det lidt.
Hans hånd gled ud og tog imod vedhænget. Han tog det mellem to fingre og hævede det op, som han studerede den blå sten med dødsenglenes mønster i. Åh, Marcellus, din dumme mand. Han smilte svagt og lagde den i en af hans lommer. Han havde troet den havde været helt ødelagt. Han havde trods alt lovet at afleverer den tilbage. Han kunne få en ny kæde til den.
"Om jeg holder af nogen har ingen betydning, hvis jeg er død. Jeg kan først nyde en anden persons selskab, hvis jeg selv er i live" forklarede han roligt, men gjorde intet yderligere for at forklare Marcellus hans besværlige forhold til Macaria. Det kunne ikke forklares i få ord og ærlig talt...Var han stadig spændt på hvad Macaria ville gøre. Hun havde sagt hun ikke ville dræbe ham, men intet om at hun ikke ville skilles fra ham.
Dette var dog ikke et problem de skulle diskuterer nu. Det kunne de gøre når eller hvis Macaria kom hjem. Selv om han da så det praktiske i at Macaria ikke var der.
"Jeg har skrevet med Procias. Vores alkymist bevidnede kidnapningen og nævnte hun var taget til Procias, Procias konge, Gabriel, har bekræftet det. Jeg har aftalt at mødes med ham. Desværre til han gerne mødes her i Vavilon, netop fordi hans rådgiver skylder mig en tjeneste, men det forhindre mig ikke i at få min vilje. Jeg har allerede et par ideer. Mit problem ligger lige så meget i at det ville være et oplagt tidspunkt for Dvasias at søge hævn over Vavilon, nu da vi mangler Macaria. Det er snart ingen hemmelighed hun mangler. Folk har bemærket det. Som det er nu, kan jeg ikke beskytte landet alene og derfor søger jeg en alliance med jer. Det kan du nok se?" sagde han. På intet tidspunkt gav han sig. Hans blik var koldt, hans stemme lige så kold og lige så ligegyldig. Faktisk, mest af alt, skulle man tro Zean var i familie med en statue og der var intet der vidnede om at det ville ændre sig.
Hvad angik venskaber? Han gjorde sig ikke i venskaber. Sådan en tanke var åndssvag. Venskab betød man kunne stole på hinanden og han stolede ikke på nogen. Specielt ikke nu. Men en alliance, ja tak! Han lod det ligge i det uvisse, om hvad der ville ske, når Macaria kom tilbage.

[Deleted]

Marcel var en handelsmand. Skønt han vidste at det ville være en ulempe hvis Zean og Vavilon faldt. Så ville ham og Eriz stå alene imod tre lande. Det ville på ingen måde være godt, det var kun godt at Zean blev på magten. Marcel smilede skævt som han altid gjorde når han fandt sig godt tilpas. Han sagde roligt '' Mig og Eriz er villig til at indgå en alliance med dig Zean. Men det bliver ikke gratis. Det er dig der er i fare ikke mig. Prisen er simpel. For vores alliance ønsker vi at dig og Macaria kommer til Imandra og anerkender mig og Eriz som de retmæssige konge og dronning af Imandra og underskrive en vedvarende fredstraktat. Betyder det at jeg bliver nød til at tage dit ord på at de gør det. Ja det gør det. Men jeg ved at hvis vi to ikke lære at stole på hinanden så falder du, hvis du falder så er Imandra de næste på listen. Du har før sagt du ikke er loyal overfor nogen. Det bliver nød til at ændre sig. Hvis det kan det. Så har vi en aftale, ikke kun i en alliance som holder imod Procias men en alliance og freds traktat imellem vores to lande. Hvad siger du. Har vi en aftale Zean? ''. Marcel holdt sin hånd frem. Han valgte at stole på Zean, han vidste det var dumt men han vidste også at hvis de fik reddet Macaria ville hun helt sikkert gå med til disse betingelser. Han vidste også at Eriz var klog nok til at gå med til dette. Hun ville finde andre måder at plotte imod Macaria, andre måder at prøve på at få hende dræbt. Hvad var Marcellus plan med alt dette. Det var simpelt. Hvis Vavilon og Imandra havde en officelt fredspagt så ville de to andre lande tænke sig meget mere om før de gik i krig imod dem. Vavilon og Imandra ville stå stærkere sådan her. Marcel havde givet smykket tilbage og han håbede virkelig at Zean så betydningen i dette. 

[Deleted]

Marcellus var ikke dum. Og de var jo ens på en del punkter. F.eks. ønskede de begge at få noget ud af det, udnytte tingene så meget som muligt. Men om Macaria kom tilbage eller ej, ville Zean ikke kunne stå alene, hvad han faktisk ville gøre. Hans bedste allierede havde forladt ham og han stod faktisk fuldstændig alene nu, hvilket gav andre muligheder for at udnytte ham. Så besværligt det var at have magt! Efter han var blevet leder, havde han slet ikke kunne nyde sit liv så meget, som han troede han ville kunne.
Endelig gled et svagt smil over Zean, som det ene øjenbryn af hans gled op i panden. Ikke gratis? Hvem havde også snakket om det? Han havde måske håbet et sted at de begge ville få nok ud af en alliance, at der ikke skulle snakkes om pris, men han havde ikke rigtig forventet det. Var det ham, der stod i Marcellus sted, ville han selv forlange så meget, som muligt. Zean var jo en presset mand. Han måtte skaffe sig allierede for at overleve. Og overleve ville han. Han hadede at føle sig så...Afhængig!
Mest af alt ville han bare vende manden ryggen og gå. Og hvad skulle holde ham tilbage? Problemet var...Han havde ingen steder at gemme sig, ingen magt til at holde nogen som helst fra at vade ind og tage Vavilon. Han kunne næsten intet.
Faktisk var det ikke så meget som fredstraktaten der irriterede han. Det var mere det at Marcellus mente han burde være loyal til den. Men hvor mange aftaler havde han ikke snart indgået, kun for at overholde de af dem, som han selv fandt værdig at holde? Dette var ingen forskel.
"Nok står jeg svagt lige nu..." svarede han roligt.
"...Men det betyder ikke jeg vil lægge mig på jorden og blive sparket som en hund. Loyaliteten vil da gælde begge veje. Du indrømmer det måske helst ikke, men du har også brug for en fredstraktat. Sammen kan vi holde både Dvasias og Procias væk fra hinanden og beholder vores lande. Noget vi begge er interesserede i" sagde han.
Heldigvis blandede han sjældent de personlige ting ind i hans arbejde. Mest fordi han havde få personlige ting, han følte færre ting end andre gjorde. Hans samvittighed fandtes stort set ikke. Måske var det også derfor han et eller andet sted havde overvejet at lade Macaria dø?
Overvejet. Han vidste endnu ikke hvad han mest ønskede sig.
Og vedhænget. Manden kunne have beholdt det eller smadret det. I stedet havde han samlet den op og givet den tilbage. Hvorfor forstod han ikke helt, men han vidste der lå en betydning i det.
Hans hånd gled ud og tog Marcellus. Selv hvis han havde et valg, var denne aftale værd at lave.
"Jeg går ud fra vi har en aftale" svarede han.

[Deleted]

Marcel smilede da deres hænder rørtes og de gav hånd. Zean havde ret. Marcellus fik lige så meget ud af det her som Zean gjorde og Marcellus kunne have presset citronen virkelig meget. Men Zean havde hjulpet Marcellus hvor han stod svagt. Nu havde Marcel muligheden for at gengælde den tjeneste. Marcel var en handelsmand og han vidste godt at hvis han pressede Zean for alt hvad han kunne ville han stå med en fjende og ikke en allierede bagefter. Derfor holdt Marcellus sine krav på et minimum. Marcellus nikkede lidt til Zean igen og sagde '' Jeg har en plan. Du siger at kongen af Procias kommer for at mødes med dig. Hvis du intet for ud af det.. Så tag ham til fange.. Vil det betyde krig.. Ja.. Men vil det ikke det alligevel hvis han nægter at udlevere Macaria?. Så snart jeg er kommet hjem sender jeg Francis og en lille deling af mænd som kan hjælpe dig. Jeg ved allerede hvad du tænker.. Hvad forskel skulle de kunne gøre. Hvis kongen af Procias ser at Imandra har en tilstedeværelse i Valilon vil de tænke to gange før de angriber dig. Det vil give dem noget at tænke over og os tid nok til at få reddet Macaria. Ja Zean, jeg ved det ikke er verdens bedste plan men med så kort tid så er det er den bedste plan på denne tidspunkt ''. Marcellus grinede lidt og rystede på hovedet og sagde '' Du står ikke svagt. Du har lige skaffet dig den mægtigste allierede i verden. Mig. Du står stærkere end du tror ''. Marcellus var en selvsikker mand. Men han var bestemt ikke naiv. Han vidste godt at det ville være en krig han sprang ind i her og at han ville miste folk. Men alternativet ville være at miste Zean som allierede og stå alene. Marcellus kunne godt se at Zean var presset men han måtte overbevise Zean om at det nok skal gå. Hvis Zean begyndte at virke usikker ville han miste sine folks loyalitet og det ville Marcellus ikke have skete. Han havde brug for Zean stærk og stolt.    

[Deleted]

Hvis han kendte Marcellus tanker om ham, ville han nok have grint. Og blevet ved med det, til de skiltes. Svag? Usikker? Selv hvis han endelig følte sig sådan, ville han ikke falde så dybt som faktisk at vise det. Det var en ting han altid var god til. At virke selvsikker, at virke som en der kunne opnå hvad som helst. Han havde altid gjort det og det havde bragt ham ganske langt. På kort tid var han gået fra en fattig, ligegyldig engel til leder, til konge. Han ville sige han havde klaret sig ganske godt ved kun at stole på sig selv. Problemet for ham nu var blot at han ikke skulle udnytte folk for at få mere magt, som han var van til, men til at beholde magt. Der var en forskel. Disse forhandlinger var svære at løbe fra, for gjorde han det, var der større sandsynlighed for krig og for at miste.
Han slap Marcellus hånd igen.
Han havde faktisk en plan. Angående Gabriel. Han vidste manden var naiv, god, men han tvivlede faktisk på at manden ville leverer ham det eneste, der sikrede at Procias ikke blev overfaldet lige med det samme. Måske var han også interesseret i fred. Men hvis ikke?
Han havde lidt håbet på at forgifte manden. Dræbe ham eller gøre ham svag. Et land uden en leder var som en slange, uden et hoved. Kaos. Dødende. Vridende, mens blodet ville flyde til alle sider. Han ville kunne vandre ind i landet og befri Macaria, sprede lidt mere kaos og tage hjem i sikkerhed. Selvfølgelig var der jo også usikkerhed ved den plan. Hvem sagde han overhoved kunne gå Gabriel til at drikke eller spise noget som helst, Zean havde været i nærheden af?
I sidste tilfælde ville han tage til Procias selv eller skrive til Gabriels rådgiver. Manden skyldte ham en tjeneste. Han kunne bruge den tjeneste til at få smuglet Macaria ud af landet. Forhåbentlig.
"Og hvad skulle forhindre Dvasias i at splatte Vavilon ud, som en irriterende flue, mens alle mine mænd er fokuseret på Procias?" Spurgte han. Nok var de to lande, men der var stadig to lande at beskytte sig mod. Et land der var bange og et land der var rasende.
"Jeg kender kun en Francis. Hende kunne jeg ikke lide" svarede han med et svagt smil. En Francis Geneva, eller hvad hun nu hed. Han havde faktisk intet gjort hende, men hun havde alligevel ment hun var i sin ret til at svine Zean til. Han havde allerede snakket med Maureen om disse ting. Måske kunne hun tage sig af Marcellus mænd. Hun var jo diplomaten mellem dem.
Uanset hvad, ville Imandras mænd få begge lande til at tænke to gange. Forhåbentligt. Og intet forhindrede ham i at prøve alle planer på en gang og gennemføre den, der så ud til at virke bedst.
"Jeg tager imod dine folk" svarede han endelig, uden at give udtryk for sine andre planer.
"Du er præcis lige så mægtig, som havde du været kongen af Dvasias eller kongen af Procias" svarede han en smule drillende. Pointen? Marcellus var ikke den mægtigste. Den der så sig selv som den mægtigste, ville uden tvivl falde og slå sig en dag. Dog var det alligevel en smule smertefuldt at han ikke kunne tilføje sig selv på listen. Og dog...
"Eller som konge af Vavilon. Sammen er vi et mægtigt par" tilføjede han. Åh ja, han havde måske været tvivlende et øjeblik, men den gamle Zean ville fremstå stærk, måske stærkere end han var og det var på tide han fandt den Zean frem igen!
Utroligt han havde brug for hjælp til at indse det. Måske gik det værre, end han selv troede.
"Hvis det går helt galt kan vi jo bare storme Procias, skabe en distraktion og befri Macaria. Det vil de nok ikke helt forvente." foreslog han. Det var ment som dril, men han ville faktisk ikke tøve med at gøre det. Det ville skabe mere død, fjerne mere af hans hær, end han havde lyst til at ofre, men det var en løsning. Hvis dog bare ikke Dvasias stod og pressede på fra den anden side! Hans elskede hjemland, der var endt med at blive en fjende af hans. Hvem skulle have troet det? Han havde elsket landet.

[Deleted]

Marcel stod og lyttede. Han havde heller ikke tænkt sig at Zean skulle angribe Procias. Bare tage kongen til fange når han kom til det møde han havde aftalt med ham. Men det virkede til at Zean havde står på det. Hvis der var en Marcel stollede på havde styr på tingene ud over Eriz, så var det Zean. Han nikkede svagt da Zean tog imod hans tilbud. Han grinede svagt da han sagde han havde mødt en der hed Francis før. Marcellus sagde en smule drilsk '' Der er ingen grund til at være kræsen. Selv om det er denne Francis du ikke kan lide, så må du overleve med det. Jeg stoler på hende, hun er en stærk kriger, klog og loyal. Men jeg vil spørge om hun kender dig og hvis hun gør vil jeg beordre hende til at opføre sig ordenligt. Disuden hvis Dvasia angriber Vavilon. Så kommer Imandra og smadre dem bagfra. Men vores plan med at lade Procias konge se mine banner i din by, burde stoppe Dvasia i at angribe ''. Marcellus smilede skævt og sagde '' Faktisk er jeg også en smule skuffet over Procias og Dvasia. De har ikke engang kontaktet mig og ønsket mig tillykke med min kroning. De må åbenbart ikke se mig som en konge. Men det skal jeg nok lære dem at gøre. Vi skal nok lære dem at se os to som de konger vi er ''. Marcel blinkede til Zean og grinede en smule '' Ellers må vi jo også bare overtage deres lande og dele dem mellem os. Jeg har aldrig kunne lide elvere og som du ved så er jeg noget af en vampyr jæger ''. Marcel grinede lidt igen og klappede Zean på skulderen. Det virkede til at han havde fundet den Zean frem der var brug for. Marcel nikkede til ham og sagde ''De har set hvad vi to kan gøre hvert for sig. Måske er det på tide de ser hvad vi kan gøre sammen ''. Marcel vendte sig om og svang sig op på sin hest og sagde for at sikre sig de forstod hinanden '' Jeg sender Francis og nogle soldater. Hvis du for brug for mere så sig det til Francis. Hun ved hvordan hun kontakter mig via blod magi. Og jeg siger ikke du er bekymret.... Men hvis du er, så bare rolig. Jeg har din ryg ''. Marcel smilede skævt og kiggede ned på Zean.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Marcellus var et godt selskab. Det var ærgerligt de havde havde stukket ham sådan i ryggen. Hvis de blot havde snakket om det. Men man kunne ikke snakke om alt og han måtte se væk fra deres forræderi mod ham. I hvert fald for nu. Ingen vidste jo hvad fremtiden ville indeholde.
Ja, Zean havde nogle planer. Hvis ikke det virkede at berolige Gabriel med hans tunge og gode intensioner, måtte han spille lidt med musklerne i stedet. Et eller andet skulle der i hvert fald ske.
Han smilte svagt. Den Francis han ikke kunne lide.
"Så længe hun opfører sig ordentligt" svarede han blot. Når alt kom til alt var han jo ligeglad. Han var van til fornærmelser. Mere var problemet at han enden provokerede eller ignorerede folk, der ikke havde andet end fornærmelser at sende imod ham. Han kunne jo virkelig ikke bruge den slags til noget som helst. Desuden havde kvinden virket så uskyldig og kedelig. Hvis det endelig var samme kvinde, var han overrasket over Marcellus havde fundet noget interessant ved hende. Nu fik de at se.
"Jeg er ikke så skuffet over Dvasias. De er tøsefornærmet. Jeg er dog skuffet over Procias." svarede han. Sandt nok var det ham, der måtte tage kontakt til landet. Som om de fuldstændig havde glemt Zean også var der. Hvilket også fik ham til at mistænke de ikke havde Macaria, for at afpresse ham og landet, men for at dræbe hende. En mistanke han holdte for sig selv. Han måtte se at finde en løsning på tingene.
Et klap på skuldrene, nogle beroligende og styrkende ord. Det måtte være en leg for ham. Men hvem var det ikke en leg for? Når alt kom til alt var det jo en leg. En leg der handlede om styrke, om magt, om snuhed.
Et grin forlod ham som han klappede Marcellus hest på halsen, mens hans blik gled op til manden.
"Jeg er aldrig bekymret" sagde han ligeud.
"Der er altid en vej ud af tingene. Bare vent" Med et smil vendte han sig væk fra Marcellus. Han vinkede let over den ene skulder, som han gik tilbage til sin egen hest. Nu var den ting i hvert fald på plads. Det var på tide at ride mod den procianske grænse, så han kunne nå sit møde med Gabriel.

//Out