Silence After The Storm

[Deleted]

De mange ting der skete udenfor skovens grønne grene var ting som Cass havde opgivet at deltage i. Hun havde haft sin fod sat udenfor skovens sikre hjem og rejst til det gamle Manjarno lige efter slaget. Det havde ændret sig og hun vidste det næppe var slut der. Tingene skete drastisk derude. Folk der var magtsyge og ville styre så manges liv som muligt. Nu var det gået ud over deres eget land og det havde hun kun frygtet skulle ske. De var ikke tilfredse. De ville have mere. Manjarno var nu taget i magt af andre og skiftet navn. Hun ville dog ikke rejse derud igen. Som menneske kunne hun risikere at blive jagtet af andre folk og væsner. Bare fordi de så hende som en fjende. Som ulv kunne hun blive jaget af folk der ville have pels eller kød. Desuden kunne hun ikke lide, at efterlade Akuna. Han havde ikke ligefrem været glad eller rolig over hendes sidste lille tur ud for at se hvad der skete.

Nu ville hun næsten ikke engang tage til den nærmeste by mere. Hun holdt sig så tæt på skoven og især deres lysning som overhovedet muligt for hende. Cass lå lige nu i sin ulveform med hovedet og sine forpoter i skødet på Akuna. Selvom deres forhold og kemi havde udviklet sig så var hun stadig genert til tider og ville ind imellem stadig foretrække sin ulveform. Hun håbede ikke, at det generede ham eller sendte ham forkerte signaler. Det var bare i hendes natur, at være genert og forsigtig efter det hun havde oplevet. Men han kunne heller ikke have haft det nemt jo. De passede på hinanden.

Cass lagde sig mere til rette og lå rigtig og nød solen der skinnede ned over dem uden det var for skarpt. De sad trods alt lidt i ly af et træ. Dog skiftede pelsen sig til hud og hår og kun pelsen på ulveørerne blev. Hun vendte sig lidt om så hun lå på ryggen og åbnede sine øjne lidt så hun så op på Akuna. Hun havde grå bukser og en sort bluse på og bare fødder som hun lå der i græsset nu som menneske med sit hoved i hans skød. Selvom der var krig og slag udenfor så var skovens dybe indre her nu meget rolig. Dog frygtede hun, at det en dag ville ende hvis de magt gale folk derude ikke snart fik nok. "Hvad tænker du på min søde?" spurgte hun roligt og løftede sin ene hånd op og strøg hen over hans kind med et lille smil. 

[Deleted]

Hvor længe han og Cass havde siddet under træet, kunne Akuna ikke sige. Det føltes som lang tid, hvor de havde siddet i stilheden og nydt hinandens selskab, med hans fingre der blidt havde strøget igennem hendes varme pels. Hendes ulvehoved havde hvilet i hans skød, men hun havde ikke føltes tung på nogen måde.
Den sidste tid havde været urolig. Grunden til at han og Cass i sin tid havde valgt at bosætte sig i Imandra var netop for at slippe væk fra alle konflikterne i Dvasias, Vavilon og Procias. Og nu var den også kommet dertil. Han måtte lade et dæmpet suk lyde fra sig: til tider virkede det som om det var umuligt at kunne få en fredelig tilværelse, uanset hvor i verden man befandt sig. Til alt held kunne deres lille afkrog af skoven stadig kaldes fredelig. Der var i det mindste ikke udkæmpet nogen slag i nærheden af dem, og ingen soldater var kommet og havde prøvet at slå dem ihjel, eller tvinge dem ind i deres tjeneste. Ikke at Akuna selv ville kunne være til nogen hjælp, men Cass… Han skuttede sig ved tanken på at hun skulle blive tvunget ud i kamp.
Han mærkede hvordan hun begyndte at skifte form i skødet på ham. Mærkede hvordan pelsen trak sig tilbage i kroppen på hende, indtil kun de behårede ører skjult i hendes hår var hvad der var tilbage. Lyden af hendes menneskelige stemme fik et smil over hans læber, før han vendte blikket ned mod hende. Selvfølgelig kunne han ikke se hende gennem sine blege øjne, men med sine fingre gennem hendes hår, vidste han præcist hvor hun var.
”Alt… Intet.” svarede han med et stille skuldertræk. Han sendte hende et svagt smil, mens han lod sine fingre glide over hendes kind. ”Jeg bryder mig ikke om hvad der sker… Jeg kan høre det. Krigen er kommet til Imandra.” Smilet falmede, og han slap endnu et dæmpet suk, inden han lænede ansigtet tilbage mod træets stamme bag sig.

[Deleted]

Et trist smil gled kort over hendes læber som det var, at hun lyttede til hvad det var han fortalte. Hun vidste det skam også godt. Hun havde også hørt det og af frygt for sig selv og for ham tog hun ikke væk herfra i denne tid. Hun jagede kun i nærheden og det var ikke altid nemt. Men uroen havde sat sig så hun var ikke rolig hvis hun kom væk fra hytten.
"Så længe vi er i sikkerhed her så er det godt." Hun ville ikke tænke på hvor de skulle søge hen hvis krigen nåede ind i deres lille hjem. Der var ikke særlig mange andre steder de kunne søge til jo. Måske Procias, men der ville de næppe blive taget særlig godt imod. "Men jeg ved, at det er noget skidt der foregår..Jeg tør slet ikke gå udenfor skoven. Ikke engang søge hen til de områder hvor skoven bare begynder at blive mere åben." Den tætte skov så langt inde i vildnisset var nok det eneste sted hun fandt betryggende. Udover i armene på Akuna naturligvis. Det sted var nok det eneste hvor hun helt igennem var rolig og tryg. Selvom han ikke kunne kaste sig ud i et stort slag for at frelse hende, så gjorde hans væsen og tilstedeværelse hende blot tryg. Hans duft og berøring. Og i denne tid var det ekstra godt.

Hun satte sig lidt op, men kun for, at putte sig ind mod hans hals og bryst og kyssede ham med små kys op af kravebenet som det var, at han lænede hovedet tilbage. Hun var blevet en del mere sikker i sin sag på hvad hun kunne ønske sig, at udforske og give udtryk for. Hun var nok omsider ved, at blive mere moden og voksen følelsesmæssigt. Men det havde taget lidt tid. Hun var så glad for, at Akuna havde givet hende tiden, som hun havde haft brug for. Hun lagde sit hoved på hans skulder og flettede sine fingre ind i hans mens hun blot lyttede til hans vejrtrækning.