Looking for something.. or someone?

[Deleted]

Solen og månen havde forladt og kommet til himlen så mange gange, siden Pharrel havde set Corventina sidst. Hun havde lovet at komme tilbage igen, men ikke så meget som en skygge havde han set til hende. Ærlig talt, måtte han faktisk være bekymret for hende. Han havde forladt kroen i Manjarno for i aften.. jagten havde han sat ind og det var endt så vellykket som det altid havde gjort det. Han havde lige efterladt sig den unge kvinde ved en healer.. han havde det stadig elendigt med at skulle gøre nogen noget på denne måde. Han nærede sig bestemt ikke med sin gode vilje, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var stadig af et meget godt sind et sted, selvom det dog klart stille og roligt måtte give efter for det mørke, det kolde og det kyniske i hans egen krop og sind. Kulden var intens.. det var fuldstændig stjerneklart og frost var virkelig hvad som måtte hærge noget så voldsomt over disse lande nu for tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Sneen var klart ikke noget som man skulle prale meget af.. den var mere eller mindre ren is efterhånden, selvom det nu ikke rigtigt var noget som påvirkede ham det mindste. Ikke så meget som en eneste vind måtte røre på sig, det var der heller ikke nogen tvivl om. End ikke de tyndeste grene måtte give efter for noget som helst for øjeblikket, og det sagde virkelig ganske meget. Det tynde lag med is som lå henover den store sø.. ikke så meget som en ring.. ikke så meget som en sjæl var at skulle få øje på.. den store fuldmåne stod tydeligt over den store himmel og kun med de få ulvehyl som måtte lyde så langt væk.. Varulvene var jo trods alt også ude i aften. Ikke at det havde nogen rædselsfuld påvirkning af ham selv, han var efterhånden vant til at dele den store nat med dem. Den mørke kutte hang løst over hans ansigt. De helt røde øjne hvilede på den store sø og med den samme intensitet i blikket. Giselle lå i sin søde søvn på hans værelse.. en frygtelig kær og så nær veninde af ham som hun var blevet og specielt her i det sidste, hvor selv et selskab for ham, havde været så ekstremt trængende og på alle tænkelige måder også, det var heller ikke noget som han kunne eller ville komme udenom. Han sukkede dæmpet og næsten opgivende. Han havde jo faktisk søgt efter Corventina. Havde næsten haft det elendigt ved at forlade Imandra uden at hun vidste hverken det ene eller det andet. Han satte sig ned på det som mindede mest om en isblok. Kappen lukkede han om hende.. Nu skulle maden bare have lov til at synke igen. Han havde stadig de let blodige hænder. Han hadet virkelig tanken.. han hadet det!

[corventina]

corven var selv ude og jage.. hendes sjælesamling var efterhånden lav og hun kunne mærke hvor meget det tærrede på hende.. enkelte tårer faldt ned over hendes så kolde kinder som hun beægede sig mod søen.. hun savnede Pharrel men hun ville ikke lade Dracilien finde ham! hun nægtede det pure.. hun stoppede op da hun så en ensom skovhugger lede efter brænde.. hun bed sig let i læben.. hun var nød til det, selvom hun kun var halv af mørket så behøvede hun stadig sjæle fra de levende.. langsomt nærmede hun sig manden og bed sig i læben en smule hårdere.. "Undskyld min gode herre.. Jeg er vidst faret vild på min vej til kroen.. kan de vise mig på rette vej??" spurgte hun roligt og hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere jo tættere hun kom på ham.. manden smilede roligt til hende og gik helt hen til hende.. "De burde ikke være ude i sådan en nat Miss.. Varulvene er overalt men nu skal de se.. Kroen ligger ikke mere end få mil i den retning" han pegede mod søen og hun nikkede roligt.. han var så tæt på hende nu.. hun bed sig i læben og trak sin dolk.. hun ønskede hans død hurtigt men dette var ikke tilfældet.. han gav hende igen.. hun havde ramt hans hals og han blødte meget.. alligevel fik han med de sidste kræfter stukket kniven i hendes ene skulder føre han faldt om.. Corven græd stille men ikke på grund af smerten.. hun hadede a ende med blodet på sine hænder.. hun hadede at slå ihjel.. manden døde og hun høstede hans sjæl.. den kunne holde hende i noget tid men hvor længe var hun ikke klar over.. kniven lod hun sidde i skulderen for at vise sig selv en smule smerte.. hun fortjente det..

[Deleted]

At det var Dracilien som havde jaget hende væk i udgangspunktet, var ikke en tanke som faldt Pharrel ind. Pointen for ham var, at hun bare var taget væk og lidt for mange tanker havde det efterladt ved ham selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det gjorde ham forvirret og det frustrerede ham faktisk noget voldsomt, at det måtte gøre helt ondt i den anden ende! Han blev siddende og med blikket hvilende ned på sine blodige hænder.. den unge kvinde havde gjort meget modstand, det var nu ikke noget som forekom ham som noget nyt for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. tvært imod, han havde det virkelig noget så elendigt med det, at det virkelig ikke var til at skulle beskrive overhovedet. Han hævede dog blikket en anelse.. en underlig fornemmelse som blot måtte sige ham, at noget måtte være galt.. Lilyann kunne det vel næppe være? Om det måtte være hende, så måtte han derfra igen og det skulle ske så hurtigt som det var ham overhovedet muligt! Hun havde vel heller ikke noget at skulle lave her i Manjarno? Hun var jo direkte bange for at skulle være der og det var vel også det som han måtte udnytte i øjeblikket og han gjorde det virkelig også til det helt ekstreme. Han rejste sig stille, gik ned til vandet, hvor han stille faldt på knæ. Hans hænder borede sig igennem det ekstreme tynde lag med is, som det rene ingenting for at vaske det blod af, som stadig måtte være der.. det var virkelig bare endnu et af de mange minder som han ønskede, at få i glemmebogen.. Hvordan pokker kunne man vænne sig til noget som dette?! Han gøs ved tanken alene.. bare det at tænke på, at det var dette som han måtte leve med resten af sine dage, var ikke just noget som han brød sig meget om overhovedet.. tvært imod, det var virkelig noget af det værste ved det hele. En fornemmelse af noget kendt måtte prikke til ham.. en følelse og fornemmelse over, at han ikke længere var alene.. en tanke som han var vant til, så han reagerede ikke meget på det. Han skælvede stadig en anelse til han fik det sidste blod vasket af sine hænder og tørrede det af i kappen. Tungen vædet hans læber, hvor han fangede det sidste.. mæt.. i det mindste bare lige for i aften.

[corventina]

Corven kiggede på manden og hulkede stille.. blodet fra manden var over hendes kappe, hun havde det på hænderne og et enkelt blodstænk havde nået hendes næse.. hun mærkede smerten i skulderen og kunne virkelig ikke holde et skrig tilbage da hun valgte at fjerne den.. "fortjent" hviskede hun og lukkede øjnene.. mens hun lod blodet forlade sin skulder.. hun følte at hun fortjente den smerte som hun nu sad med.. hun rystede svagt da kulden begyndte at melde sig og hun mistede støt mere og mere blod.. hun kiggede ned på den døde, han var stadig var.. "undskyld" hviskede hun.. "Undskyld.. jeg tog dit liv for min egen føde.. jeg er virkelig ked af det" hun hulkede stille igen som hver gang hun havde været nødsaget til at tage et andet levende væsens liv.. hun kunne ikke udholde tanken.. den tog næsten livet af hende.. hun lod sig stille falde med ryggen op af et træ og lod hætten som hørte til hendes rejse kappe falde om hende skuldre

[Deleted]

Mere eller mindre sad Pharrel i sine egne tankerne, til det så skingre skrig, måtte bryde stilheden som han havde siddet i til nu. Han rejste sig næsten af ren reaktion, valgte han, at skulle rejse sig og så hurtigt som det bare var ham overhovedet muligt, at skulle få det gjort også på denne måde, det var der ingen tvivl om. Næsten.. en uro i sindet, som han ikke havde følt siden han havde mødt Corventina på toppen af bjerget og tvunget hende med sig tilbage til byen, ligget ved siden af hende, snakket og virkelig fået lettet hendes sind, som det også havde lettet ham selv, med at komme lidt af med den byrde som tungede ham noget så voldsomt. Han endte med at bevæge sig en anelse væk fra søen af, hvor han dog hurtigt fik øje på en skikkelse ikke så forbandet langt væk igen. Han lod hovedet søge let på sned, også selvom han dog valgte at beholde kutten på. På sit vis, var det vel også hans skalkeskjul på den ene eller den anden måde? Den anden skikkelse fulgte han stille med blikket, selv da han gik stille mod hende, alligevel ganske forsigtigt. Alt han havde på sig, var en kniv. Alt andet lå trods alt hjemme på hans værelse, han havde vel heller ikke nogen grund til at skulle frygte det helt vilde, og desuden ikke i denne tid.. det var efterhånden mest kendt, at forblive inden døre nu om dage og specielt under fuldmånen. ”.. Er du okay?” spurgte han stille, da han vidste, at han ville være kommet indenfor rækkevidde for hørsel. Han var dog meget forsigtigt, lod blikket søge hvert eneste tegn til fjendskab, da det dog langt fra var det som han ønskede at vise nogen.

[corventina]

hun hulkede stille og lod en tot af det mørke hår søge bag hendes øre.. det gjorde noget så ondt i hende skulder mens hun forbød sin krop at gå i gang med at heale.. hun nægtede det virkelig.. den rystede af anstrengelserne som hun selv påførte den.. at hun nægtede lindring, såret i hendes skulder og kulden som måtte komme tættere og tættere på hendes sjæl.. hun følte sig som et monster.. hun hørte ikke manden komme nærmere før han agde noget.. hun hoppede en halv meter og tabte næsten vejret da hun hørte Pharrels stemme.. hun bed sig i læben, hvordan skulle hun komme ud af det her uden at han opdagede hende.. hurtigt fik hun sig selv på benene, geb sin dolk og begyndte at løbe mod søen.. han måtte ikke være hende nær.. ikke hvis dracilien var i nærheden.. der måtte ikke ske ham noget... dog nåede hun ikke langt før hun faldt og landede på hendes skadede skulder.. tårerne strømmede igen og hun klynkede stille.. "av av av av av av" peb hun og trillede om på ryggen..

[Deleted]

Pharrel var virkelig panisk ræd for at det var ham som havde gjort noget forkert, da hun bare havde forladt ham i Imandra. Han havde selv haft det så ekstremt dårligt ved bare at tage af sted, men det havde virkelig været alt for risikabelt for ham selv, at skulle blive der, det var der heller ikke nogen tvivl om. At kvinden tydeligt måtte reagere, da han var kommet tættere på, kunne han da udmærket godt se, selvom det nu bare var noget som han så drastisk måtte bide i sig igen. Den døde mand, reagerede han dog ikke det mindste på, det var nu efterhånden bare en naturlig ting for ham at skulle se.. selv så vidste han jo trods alt også, at mange af dem som han udpegede som et offer for dagen – selvom det nu var af ren og skær tvang, slet ikke ville overleve i den anden ende, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han hadet vel også tanken lige så meget som det hun selv måtte gøre det? Han stivnede let, da hun bare satte i løb, hvor han næsten instinktivt, måtte ende med at løbe efter. Det var slet ikke noget som han tænkte over, det var vel bare rovdyret i ham som måtte sætte ind der? At hun røg i jorden og begyndte at klynke og med en stemme som han selv måtte genkende som det rene ingenting. Det føles virkelig som om at hans hjerte måtte slå mod hans bryst, selvom han vidste, at det langt fra kunne være tilfældet. Han hastet mod hende og faldt på knæ. ”Corven… hvad er der sket?” spurgte han tydeligt bekymret.. lige nu var alle andre tanker fjernet.. at hun havde løjet for ham.. at hun havde søgt væk fra Imandra og derved også ham.. Hun var kommet til skade.. og selv med lugten af blod, som i den grad heller ikke gjorde det nemt for ham! Hun skulle bare prise sig lykkelig for, at han allerede havde næret i løbet af natten.

[corventina]

corven kiggede op på ham med tårer i øjnene.. "jeg .. eg slog ham ihjel" hviskede hun stille og hulkede.. at se ham igen lettede virkelig hendes sind og hjerte.. hun åbnede munden men smerten i hendes skulder blev en smule værre og alt som kom ud var et smertes støn.. "undskyld.. undskyld at jeg løj.. jeg blev bange.. Dracilien ........ han var i nærheden og ... og ... og han måtte ikke se dig.. jeg kunne ikke bære at han opdagede dig" hun klynkede en smule mere og pressede let på hendes sår.. det blødte godt nok ikke mere men hun følte at hun fortjente smerten.. hun hadede virkelig sig selv for drabet og hun hadede sig selv for at have løjet for Pharrel.. hvordan kunne hun nogensinde gøre det godt igen?? hun endte med at lukke øjnene og lade sin afkræftede krop arbejde.. langsomt men sikkert healede hendes sår og hun fik en smule af varmen tilbage i kroppen, som havde såret været en åben dør som kulden kunne komme ind af.. hendes blik søgte ham endnu en gang.. "Undskyld" gentog hun flere og flere gange..

[Deleted]

Følelsen ved at slå ihjel, var kun noget som Pharrel var alt for kendt med i den anden ende, det var heller ikke noget som han kunne eller ville komme udenom. Han var efterhånden bare så.. vant til det vel? Vant til at forårsage den smerte. ”Jeg ved det min kære..” hviskede han med en dæmpet stemme. Han lod knæene støde af med jorden, da han frygtelig forsigtigt lod den ene arm søge omkring hende, for at næsten byde hende til at komme tæt på ham igen. Han havde virkelig savnet hende.. ønskede hende virkelig kun den tryghed og at hun igen skulle falde til ro. Om denne mand som hun igen måtte omtale, skulle finde ham, var han virkelig fuldstændig ligeglad med.. han havde da også sin mulighed til at komme tæt på hende? Han vendte blikket stille mod hende. Han havde heldigvis næret sig i aften allerede, så direkte udenfor farezonen ville hun da i den grad være. ”Du behøver ikke lyve for mig af den grund, for så at lade mig sidde tilbage uden at vide hverken til eller fra.. Jeg blev i Imandra.. fordi du lovet at komme tilbage til mig..” indrømmede han dæmpet. At bare tage derfra, var nu ikke en tanke som havde huet ham det mindste. Han var vel også bange for at hun ville komme tilbage og finde værelset tomt.. og nu sad han og fik næsten besked om, at hun allerede var taget af sted? Han sukkede indædt.. havde han nu gjort noget forkert, siden hun pludselig bare var taget fra ham på denne måde? Han brød sig bestemt ikke om tanken og ønskede ikke at skulle tænke på det lige nu. ”Det er okay min kære.. det er okay,” forsikrede han stille. Han satte sig stille ned, trykkede hende forsigtigt ind mod hans favn, hvor han varsomt plantet et kys mod hendes pande. ”Det er helt okay,” afsluttede han igen.

[corventina]

Corven mærkede hvordan han lod hende komme tættere på sig og selvom han var kold og død så mærkede hun en varme komme fra ham.. hun smilede stille med lukkede øjnene og mærkede healingen stoppe op igen.. hun var healet med blodet var stadig på hendes tøj.. hun puttede sig ind til ham.. "han må ikke nå dig.. han må ikke .. jeg vil ikke tillade det" hviskede hun og gentog hun konstant.. hun holdt så meget af ham at det ikke var til at bære.. hun kunne virkelig ikke klare tanken om at miste ham.. det gjorde ondt.. hun tænkte over deres sidste møde og hun endte med at sætte sig brat op med hænderne for munden.. hun havde kysset ham.. hun kunne ikke tro det.. hun havde kysset ham, ladet deres læber mødes.. hun lukkede øjnene.. hun havde gjort det fordi hun ville.. hun havde ønsket det men hendes lille gestus var sikkert allerede glemt af ham.. det var hun sikker på.. et sted gjorde det hende vel egentlig trist..

[Deleted]

Pharrel havde i den grad ikke glemt, at hun havde kysset ham. Tvært imod, så var det lige netop det som han havde tænkt meget over i det sidste. Havde der i det hele taget været nogen mening bag dette? Eller var det noget som hun havde gjort bare for at gøre det? Han valgte dog bevidst, at skulle se lidt væk fra det for sin egen skyld. Han ville nu ikke gøre hende mere usikker end det som hun måtte føles at skulle være allerede, det var da virkelig ikke noget som han brød sig meget om overhovedet. Han lod armen frygtelig forsigtigt falde omkring hendes skikkelse, så forsigtigt som det var ham muligt. Bange for ham, skulle hun virkelig ikke få lov til at være, hvis han da ellers kunne komme udenom det. ”Det skal du slet ikke tænke på, min kære… Det skal du virkelig ikke..” hviskede han med en dæmpet stemme. Han vuggede hende roligt og stille, nøjagtigt som han havde gjort sidst de havde set hinanden, selvom det var så ekstremt længe siden de sidst havde set hinanden, så var det ikke noget som han havde glemt endnu. Han ønskede ikke at gøre det. ”Han vil ikke finde mig.. fald nu til ro.. han er ikke her.. du er tryg og sikker her med mig..” tilføjede han stille. Han hævede den anden hån og lod den forsigtigt stryge mod hendes kind. Hun føles stadig så frygtelig varm at skulle sidde ved siden af.. ligesom han kunne huske det. Et stille og svagt smil passerede hans læber. Duften af blod trak noget så voldsomt i hans næse, selvom han.. på grund af, at han allerede havde næret sig, så var han jo trods alt i stand til at holde det i sig.. han havde muligheden for at bide det i sig. ”Der vil ikke ske dig noget.. der vil ikke ske mig noget.. fald nu til ro..” hviskede han dæmpet.

[corventina]

hun græd stille og kiggede hen på ham.. "jamn jeg kan ikke lade være" hviskede hun.. "du betyder så meget for mig du .........." hun bed sig hårdt i læben og det var så hårdt at hun endte med at bide hul i den.. enkelte bloddråber endte med at løbe ned over hendes hage men det var så koldt at hun intet kunne mærke.. hun rystede svagt og det var virkelig tydeligt at hun havde en kamp med sig selv om at få sagt det som hun havde i sinde.. men om hun vandt den kamp endnu var ikke sikkert.. tanker fløj ruindt i hendes sind.. hun holdt jo så meget af ham, kysset havde betyder så meget for hende.. hun havde gjort det af lyst, han tiltræk hende jo.. hun vidste det og det skræmte hende.. altid havde hun være skræmt af andre mænd men ikke han.. han var anderledes og det kunne hun mærke.. hun bed sig i læben og mærkede blodet.. hun gjorde intet ved det.. hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.. "Du betyder så meget for mig.. jeg har haft det så forfærdeligt uden dig i nærheden.. du er den som betyder mest for mig i denne verden.. jeg er afhængig af dig men på en god måde.. jeg ønsker at være dig nær men det er bare så svært" hun var hurtig og endte med rejse sig og løbe væk fra ham.. hun havde indrømmet at hun holdt af ham og det skræmte hende.. hun løb væk selvom hun gerne ville blive.. dette var rene instinkter..

[Deleted]

At hun direkte måtte indrømme, at han fakisk betød meget for hende, var virkelig en tanke som i den grad måtte varme ham meget.. selvom hendes handling ved bare at stikke ham en løgn og så tage afskeden i den grad var noget af det værste som hun overhovedet kunne have gjort og det alene, var i en grad ikke en tanke som han var særlig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville nu ikke rode mere ud i det, da følelsen og fornemmelsen virkelig ikke var noget som han var særlig glad for overhovedet. ”Jeg ved at det kan være..” Mere nåede han ikke at sige, før hun havde endt med at løbe fra ham. At hun havde bidt læben til blods, var noget som allerede havde revet i hans næse, men bare den tanke til, at skule gøre hende ondt, var direkte så ubehagelig som den kunne gå hen og blive! Han ville aldrig nogensinde kunne få sig selv til det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han rejste sig med det samme som hun endte med at løbe og selv uden at skulle tænke mere over det, så endte han med at skulle løbe efter hende og med alt det som hans ben formåede at bære ham.. rovdyret havde hun endnu en gang formået at vække i ham, bare ved at sætte i spring.. rovdyret satte jagten ind for byttet, selvom han nu ikke ønskede at skulle sætte tænderne i hende.. tvært imod, så hellere påføre sig selv en skade, alt andet var virkelig helt og særdeles uaktuelt som det overhovedet kunne gå hen og blive! ”Corven stop!” endte han med en næsten så fast tone efter hende. Var der noget som han bestemt ikke ønskede sig, så var det at hun skulle løbe fra ham. Den tanke gjorde ham direkte panisk. Kysset som hun havde tildelt ham, var noget af en ekstrem tillidserklæring i hans øjne, og den betød meget for ham.. det havde virkelig været med en betydning! Han satte farten op og greb ud efter hendes arm. Hun skulle bare ikke have lov til at stikke af igen. Det tillod han ikke!

[corventina]

hun vidste ikke hvorfor hun var så usikker men hun måtte bare løbe.. det skræmte hende at hun ikke kunne styrre sin krop.. at hun mærkede hans hånd om hendes arm og hun vendte sig mod ham med det samme.. "jeg kan ikke lade være med løbe når jeg siger sådan nogle ting.. det skræmmer mig men jeg frygter det.. det og ikke dig.. undskyld" hviskede hun og endte hurtigt med at søge ind i hans favn.. "du betyder så meget for mig Pharrel.. jeg vil ikke miste dig men alt jeg gør modbeviser det.. jeg er så ked af at du skal trækkes med mig.. jeg ønsker dig virkelig noget bedre" tårerne trillede om muligt hurtigere ned af hendes kinder nu end før mens hendes blik søgte hans.. blodet fra hendes læbe var næsten størknet men ved et uheld fik hun bidt ned på sin læbe og nye dråber piblede fra såret.. at hun stod sammen med en som levede af blod var ikke noget som hun tænkte videre over.. hun var sammen med ham og det var det eneste som betød noget.. det var det eneste som betød noget for hende..

[Deleted]

At hun havde skræmt sig selv, kunne Pharrel da udmærket godt se, selvom det nu i bund og grund, slet ikke var en tanke som glædet ham. Tvært imod, så frygtede han igen, at hun bare skulle ende med at tage væk fra ham og så bare blive væk i måneder ligesom hun havde gjort sidst. Det var virkelig noget som faktisk gjorde så ustyrlig ondt, at man skulle tro, at det var løgn i den anden ende. Det havde virkelig skræmt ham. Måske, at han betød meget for hende, men det var så sandelig også gengældt fra hans side af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, tvært imod, så holdt han virkelig ekstremt meget af hende. Han ønskede virkelig at hjælpe hende, hvis hun da bare ville lade ham gøre det i den anden ende, selvom det i øjeblikket så ud til at have ekstremt lange udsigter, så var det jo ikke noget som han brød sig om, at skulle tænke på sådan direkte, det var der ingen tvivl om. Han tog hende tilbage i hans trygge favntag igen, da hun bare uden videre, søgte tilbage til ham. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, så varsomt og blidt som det nu var ham muligt at skulle gøre det. Han tyssede forsigtigt på hende og vuggede hende ganske så forsigtigt i hans arme. ”Du skal ikke sige undskyld min kære.. jeg forstår dig.. Ikke undskylde..” Han lod hånden ganske forsigtigt stryge hende over ryggen, så varsomt og blidt som han kunne komme til det. Han havde klart måtte kæmpe for hendes tillid og nu ønskede han så sandelig heller ikke, at skulle gå hen og miste den igen! Han måtte virkelig kraftigt bide sig i læben. Duften af blod, måtte virkelig rive i ham og følelsen var klart ekstrem ubehagelig! Han lukkede grebet mere tæt om hende, selvom det nu var en ganske så ubevidst tanke og handling. ”Du er uvurderlig for mig Corven.. det må du aldrig nogensinde glemme,” hviskede han dæmpet mod hendes øre. Det var blot en klar sandhed set fra hans side af.