Black night

[Deleted]

@leonardo - @eriiz

Kampen mod en af de store vampyrfyrster, havde stået for blot et par dage siden. I den havde Eriz, været en stor spiller med sin hær af warlocks og varulve. En kamp der ikke engang havde været hendes men Marcellus's. Nu kunne han kalde sig fyrste, og hvad havde hun fået ud af det? Ingenting. Ikke andet end en mindre hær samt blodnæse.
Nu var hun ude på jagt efter nye allierede. Flere til at støtte op omkring hende, så hun til sidst ville blive urørelig. Hun havde allerede en aftale med vampyrernes leder. Det var risikabelt. Specielt eftersom hun også havde en alliance med varulvenes leder, Loup. At samle varulvene og vampyrerne under en alliance, ville mange kalde umuligt, men hun havde før gjort umulige ting. For at blive til noget i denne verden, måtte man have venner, og venner var hun gode til at få.
Gennem Covento gik hun. Den hvide, lange kappe flagrede omkring hendes ben med hætten slået ned. Som altid i Dvasias herskede mørket. Specielt på en nat som i nat, var der fuldkommen mørkt. Ingen stjerner, ingen måne. Gadelygterne kunne næsten ikke lyse vejen op. Hendes sorte, tykke hår faldt ned over hendes ranke ryg og skuldrene. Sort som hendes sjæl. Hun gik som en dronning. Rank, stolt og med hævet hoved. Ingen turde angribe hende. Alle kunne se at hun var noget magtfuldt. Èn man ikke ønskede at komme i vejen for.
De få personer hun mødte på vejen, kiggede sultent efter hende. Kroppen var formet som et timeglas med bløde hofter, og en velformet barm, hvis kavalergang var tydelig på grund af den nedringet mørkelilla kjole, der kunne ses under kappen. Hendes skridt fik hofterne til at vugge lokkende fra side til side, uden at hun skænkede sine omgivelser et eneste blik. Alt hun havde fokus på var palæet, hun nærmede sig. Stort og dystert.
Ved hoveddøren stoppede hun op, for at banke høfligt på. Først nu gled de skarpe, isblå øjne rundt, for at observere omgivelserne, men der var ikke en sjæl på gaden. Hendes bevidsthed kunne heller ikke finde noget. Med et selvsikkert smil rettede hun igen opmærksomheden mod døren.
Lad legende begynde.

[Deleted]

Leonardo Everlong sukkede dybt, der var ikke meget som gjorde ham så stolt over den seneste krig mellem en vampyr fyrste. Han så gennem nogle papire mens en af hans tjenestepiger så på, hendes smil var medlidende og hun holdt en gral fyldt til kanten med frisk blod. Med et smil tog han mod den med begge hænder "i piger forkæler mig for meget kære" han tog en slurk af gralen og viftede hende ud af hans kontor. Bag ham stod en maskeret mand, han havde et sværd ved hans side, det var hans livvagt.
Han var klædt i et sort jakkesæt med en blodrød skjorte, hans pibe sad i en holder på hans bord og røg blidt. Han havde redt sit hår tilbage og hans monokel sad i hans brystlomme med hans lommetørklæde. Han rettede sig op i sin stol som døren til hans kontor blev åbnet let. Han rejste sig og gik mod hoveddøren i lange skridt. Det var en smuk aften denne aften. Med et smil åbnede han døren. En kvinde stod på den anden side af hans dør og han smilede lidt bredere så man kunne ane hugtænderne og hans metal hugtand funklede lidt i det svage lys "velkommen frøken Blackmore" han så på hende og trådte til side så hun kunne komme ind.

[Deleted]

Da døren åbnede sig for hende, stod Eriz ansigt til ansigt med vampyrernes leder, Leonardo Everlong. Automatisk gled hendes blik ned over ham, inden det landede på hans ansigt. Et høfligt smil bredte sig på hendes fyldige, røde læber.
"Lord Everlong," hilste hun med sin fløjlsbløde stemme, og bøjede hovedet som hilsen, inden at hun gik indenfor, da han trådte til side. "Please, være sød at kald mig Eriz."
Et øjeblik havde en rynke vist sig ved næsen ved lyden af hendes gamle slægtsnavn, Blackmore. Hvor hun dog havde det navn, samt alt hvad det stod for. Det var derfor, hun havde giftet sig så mange gange, for at slippe for det, men nu var det vendt tilbage til hende. Hvorfor vidste hun ikke. Måske var det en forbandelse, som hun aldrig kunne slippe af med, men hvor hun dog hadede det. Hadede det som pesten. Blackmore. De færreste vidste, hvor det stammede fra. Få kunne huske den store warlock familie, der engang havde hersket. Faderen var en berygtet handelsmand. Grov, voldelig, temperamentsfuld, og provokerende. Ingen brød sig om ham. Hans kone var næsten lige sådan. Smuk at se på, men lige så ubehagelig som hendes mand. Og så alle deres børn. Hele familien var omkommet efter en brand - troede man da.
Eriz havde overlevet, selvom ingen vidste, at hun kom fra lige nøjagtige DEN familie. Også kun hun vidste, at to andre af hendes søskende - eller halvsøskende - var undsluppet branden. 2 brødre. 2 brødre som hun ønskede døde.
Men nu stod hun her. Inde i det store palæ med vampyrernes leder. Hun var nyskilt, havde lige været i kamp, og var langt fra den samme pige, som hun havde været for 1000 år siden.
"Jeg er glad for, De ville se mig," sagde hun til Leonardo, mens en tjener tog hendes kappe. Den mørkelilla kjole kom til syne. Ikke meget var efterladt til fantasien. Skuldrene var nøgne, kun dækket af det sorte hår. Ryggen var åben, og kraven dyb. Smykker skinnede i lyset, så man kunne se, at hun hvert fald havde økonomien på det rene.
"Jeg går ud fra De har hørt en ting eller to om mig, men jeg håber ikke det er alt for slemt, de historier De har måtte lægge øre til. Forhåbentligt vil De kender mig meget bedre, når vores møde er overstået," fortalte hun med et charmerende smil, der afslørede de lige rækker af hvide tænder. Forfængelighed fyldte meget hos hende, og den kom hende til gode ved hendes udseende, de færreste kunne hamle op med.

[Deleted]

da hun nævnte historie fløj et syn af de papire der lå på hans skrive bord ind i hans hoved. Han så på hende med et simpelt smil, hun havde adresseret ham som Lord Everlong, en titel kun hans far havde båret før ham. Han havde ingen intention om at rette hende. Hans læber krusede sig i et smil "vil de have lidt te eller andre drikke vare" han så på hende mens han gik foran hende med et smil. Der hang familie portrætter af alle hans brødre undtagen en ramme der var tom for enden af gangen lige før hans eget portræt malet for ikke særligt lang tid siden. Han så kort op på den tomme ramme før han gik hen til den sorte ibenholt dør som han åbnede ind til hans kontor.
hans kontor var et stort ovalt lokale hvor hans skrive bord sad i midten af det. Der var ingen vinduer i det store lokale, gralen fra før stod stadig på hans skive bord med lidt blod tilbage. Han satte sig i sin højryggede lænestol som han arbejdede i og tog sin pibe fra sit bord. Kakkelovnen bag ham blev der tændt op i så det orange lys dansede rundt i lokalet og ramte hans stille livsvagt der stod gemt i skyggerne. Han var iført en hvid maske uden noget andet end et par øjenhuller, han havde et sværd ved hans side selv om han ikke havde brug for det, han var en vampyr der i sin tid havde svoret sig til Leonardo da han blev leder af vampyrene. 
de sad i stilhed lidt mens te kom ind på en bakke og en ny gral med blod kom ved siden af Leonardo. Han tog en slurk af det og smækkede med læberne i tilfredstillelse "Lad mig så høre min kære, hvad skal dette møde gå ud på" han tog en lille mappe fra en bunke på hans skrive bord markeret som "Blackmore, Eriz"

[Deleted]

"Te lyder godt," svarede Eriz høfligt sin vært, inden at hun fulgte ham ind i hans kontor. Kort gled hendes blik over mod bodyguarden, der stod ved stolen, men selvom hun pludselig følte sig så meget mere vagtsomt, smilede hun blot høfligt til ham. Elegant satte hun sig i stolen overfor Leonardo med det ene ben over det andet.
I tavshed sad de et stykke tid, hvor hun blot fornøjede sig med, at kigge rundt, mens hendes bevidsthed gled rundt over deres sind. Hun havde ikke travlt. Ikke endnu.
Da bakken kom ind, rettede hun sig lidt mere op i stolen, så hun kunne tage imod sin kop fra skrivebordet, lige da Leonardo tog mappen med hendes navn på frem. Med det samme fangede hendes blik det forhadte og skjulte slægtsnavn. Blackmore, Eriz.
Hvorfor havde han en hel mappe med hendes navn stående på?
De skarpe øjne gled op, og borede sig på Leonardo. Alt i hendes spændtes klar til enten at angribe eller flygte. Mistænksomheden gnavede i hende. Hvorfor havde han en mappe med hendes fulde navn?!
Eriz havde fjender. Mange fjender. Hele hendes fortid var skjult, gemt væk og hemmelig. Ingen vidste hvem hun var, før hun pludselig var dukket op i armene på en hertuge. En hertuge, der nu var død. Derefter havde hun opbygget sit eget navn blandt det højere borgerskab. Men ingen…. INGEN vidste hvor hun stammede fra.
Hendes øjne gled ned til koppen hun holdte. Te. Og hvad mere var der listet i? Med det samme satte hun koppen fra sig, mens hun mentalt rakte ud, for at finde Raine, men han var for langt ude af hendes rækkevidde. Mørket tage hende! Hvorfor havde hun ikke været mere forsigtig!
”Jeg… bliver nødt til at gå,” sagde hun pludseligt, og rejste sig op fra stolen igen. En mappe med hendes navn på. Hendes fulde navn. Nej… det var alt for farligt. Alt for mistænksomt. Teen var fuldkommen urørt.
”Undskyld mig, men jeg kom i tanke om, at jeg havde en aftale.”
Hun flygtede mod døren.

[Deleted]

som et piskesmæld slog han parpirene i bordet og var på benene "stop lige der, jeg ønsker ingen fjender med dig, tag det her" han gestikulerede over papirene "som en forsikring" han så på hende med et selvsikkert smil. Han tog mappen og så på hende i døren "ser du, jeg er lidt paranoid efter 350.000 år i den her verden, jeg har mapper på alle der anmoder om møder" han gik rundt om bordet og tog en tår af Teen på bordet "men jeg er en høflig mand, hvis de ønsker skal jeg nok brænde mappen foran dem" han greb hårde om mappen med den ene hånd "og du skal ikke tro der er noget som der kan undgå en som mig min kære" han gik hen til kaminen og smed papirene ind i ilden som opslugte dem, det betød ikke så meget, han havde flere af dem. Han vendte sig rundt med et forfrisket smil "men lad os snakke som de ønskede" han satte sig i sin stol igen og tog fat om gralen som skvulpede mens han løftede det til hans læber. Han gestikulerede med sin ene hånd på stolen hvor Eriz havde siddet "sid ned" det var ikke en indbydelse men en ordre mere" han så på hende med et blidt smil "jeg kan forstå du ville forslå en alliance mellem dine loyale, og mine vampyre" han så på hende med et smil.

[Deleted]

Ved hans udbrud til hende, stoppede hun op midt i døren. Langsomt vendte hun sig om imod ham, for at lade blikket glide undersøgende over hans skikkelse, som han holdte papirerne fremme mod hende. Tavst betragtede hun ham, da han brændte mappen med hendes navn, inden at han satte sig bag skrivebordet igen. Alt i hende sagde, at hun skulle komme ud herfra. Ikke nok med det, så bag hans smil, gav han hende stadigvæk ordre, om at sætte sig. En ordre! Hvis der var noget man ikke skulle, så var det at give hende en kommando.
Hun havde vidst at denne her alliance, ville blive svær, men allerede nu mærkede hun usikkerheden komme snigende. Alligevel satte hun sig foran ham, dog uden at slippe ham med blikket, der kort flakkede over mod hans bodyguard.
"Ja," svarede hun til hans spørgsmål, og lagde armene til hvile på armlænene. Hun gengældte ikke nogle af hans smil. Eriz var ikke en kvinde, man ønskede som fjende, og lige nu havde Leonardo gjort hende mistænksom.
"Jeg har en gruppe allieret, og jeg ønske dig blandt dem. Sammen er vi stærke, og vi hjælper hinanden. Du vil kun vinde med sådan en alliance," fortalte hun, og hævede ansigtet en smule. "Dog skal du vide, at jeg ikke er loyal til Dvasias' kongehus, men jeg vil snart komme til mere magt. Meget mere magt. Jeg bliver en magtfuld og rig allieret."

[Deleted]

han smilede da hun satte sig ned, nok til hans metal hugtand kunne fange glimtet af det dansende lys. hun var måske snart i en position med masser af magt sagde hun "meget vel, lad mig give dig en lille hemmelighed, jeg går kun ind for det bedste for min race, mine børn" han så på hende med et smil og lænede sig tilbage, smilet var dog koldt og overfladisk "men hvad ville det komme til at koste mig at være i den her lille alliance af din" han foldede sine fingre foran hans ansigt med et smil. Han tog sin gral med blod og drak det sidste, han satte den til side og så ud af sin øjenkrog at hans livvagt bevægede sig mod den. Livvagten tog gralen og gik mod døren som på kommando uden en lyd. Han så døren lukke efter ham med et smil, hun var måske en god forhandler men Leonardo var stædig når det kom til forhandlinger af fremtiden.