Den nye kamp om Imandra del 2

[Deleted]

Marcel ville ikke dræbe Zean det havde aldrig været planen. Men han måtte gøre et eller andet, hvis ikke han gjorde ville hans mænd blive mistænksomme. Med en hurtighed der kun kunne overgås af en Vampyr satte Marcel i et blik med øjet afsted imod Zean. Han stoppede foran Zean og svang sit langsværd. Den måde Marcel svang sit sværd på. Svinget var sigtet efter øjet på Zean. Dog gjorde Marcel plads til at Zean ville kunne blokere med sin arm. Hvis Zean gjorde dette ville Marcel skære smykket Macaria havde givet ham af hånden på Zean. Hvis han ikke blokkede ville han give Zean en flænge over øjet, medmindre at Zean på en eller anden måde undgik slaget. Marcel gjorde det bevist. Han ville vide hvor Zean stod, om han elskede Macaria lige så meget som han selv gjorde. Det var en test. Marcel havde også stillet sig sådan at Zean efter dette slag ville kunne komme forbi ham og slippe væk. Marcellus var en god kriger og en bedre taktikker, men hans plan var ikke at dræbe Zean. Noget fortalte ham at han ville få brug for Zean senere. Hvad angik Eriz og Marcellus så var forskellen på de to at Marcellus ærede sit ord og på hans egen egoistiske måde var det her at betale Zean tilbage. Marcellus lod ham leve som tak på at Zean havde hjulpet ham imod hans Fader. Den ultimative tjeneste var betalt tilbage med noget lige så værdig. Lige der Marcellus havde svunget ud efter Zean gik noget op for ham. Han vidste at Macaria holdt af Zean og han ønskede ikke at såre hende. En del af grunden til han ikke ville dræbe Zean var fordi hun holdt af ham. Det var som gik det i slowmotion da han svag sit sværd imod Zean. Han havde ikke meget chance imod Marcellus, han havde en hær og de kæmpede indenfor. Zean kunne ikke flyve her inde og han måtte være træt efter alt den kamp. Marcellus havde alle fordele i denne kamp. Men som Marcellus svang ud efter Zean kiggede Marcellus ved siden af sig og drejede sit hoved lidt som tegn til at Zean skulle løbe forbi ham. Som tegn på at han ville have at Zean skulle slippe væk. I det øjeblik gik det op for Marcellus. Dette var ikke sidste gang han ville hjælpe Zean. Dette var ikke sidste gang de ville kæmpe, næste gang ville det sikkert være side om side igen. Det var et ønske fra Marcellus side af. Nu var der bare tilbage at se valget. Marcarias smykke eller hans øje.

[Deleted]

Det stak i siden på ham, når han løb. Turen hjem til Vavilon ville blive lang og smertefuld, uden tvivl. Og dog, når han vidste hvad Marcellus virkelig ville have, kunne man jo sige Zean endnu havde vundet. Han kom jo hjem til den kvinde, der havde startet hele striden mellem dem.
Marcellus var hurtig. Han nåede kun lige at stoppe op, inden han ellers ville være løbet lige ind i manden. Sværdet blev hævet. Han kunne hæve sit eget sværd, men der hvor Marcels sværd kom fra, ville han alligevel ikke nå at blokerer det i tide. Han var allerede træt i sin krop, træt efter kampe, træt, fordi han havde blødende sår, hvor Marcellus var frisk og hurtig. Med kun en ledig hånd havde han ikke meget af et valg.
Når det kom til genstande frem for liv, når det kom til genstande, frem for at beholde sit hoved eller sit syn eller hvad Marcel nu gik efter, var Zean ikke meget i tvivl. Macaria ville kunne forstå det. Hun ville være glad, ved tanken om at hendes halskæde havde reddet ham, mere end hun ville være ked af han havde ofret den. Desuden havde Zean aldrig lagt følelser i genstande. Genstande var, trods alt, genstande og han forstod ikke folk, der mente en genstand kunne betyde alt for dem.
Hans arm gled op. Han mærkede smerten. Halskæden gik i stykker. Spredes til alle sider omkring ham. Han kunne ikke se om vedhænget havde overlevet og han havde heller ikke tid til det. Han blødte ned af armen, som sværdet havde såret ham på armen. Sværdets spids havde endnu ramt ham over panden og blodet dryppede ned i hans øje og slørede hans syn på det ene øje.
Næsten uvirkeligt bemærkede han Marcels invitation. At han godt måtte stikke af nu. Lydig, eller blot enig, stak han af. Han smuttede uden om Marcel og med en arm om maven og sværdet i skeden stak han af. Da han endelig kom udenfor, spredtes hans vinger. Lidt efter var han i himlen. Hans engle, der endnu var udenfor, så han tog af sted. Forvirret slog de også deres vinger ud og fulgte efter ham hjem. De eneste dødsengle der ville være tilbage, var de døde. De sårede blev båret af andre.
Nu ville han bare godt hjem.

//Out

[Deleted]

Afventende kiggede Eriz på, da Marcellus hævede sit sværd, for at gøre det af med Zean, men til hendes overraskelse så hun det lykkes for Zean, at overleve hugget, for derefter at flygte. I et øjeblik overvejede hun, at angribe ham mentalt, men lod ham slippe. Når alt kom til alt var det Marcellus' job. Men hvorfor stod Zean så stadigvæk på benene? Hvorfor var han ikke blevet hugget ned? Hun brød sig ikke om at have overlevende fjender. Specielt ikke når den fjende var gift med Macaria.
Mens Marcellus' mænd gik forbi hende, for at komme over til deres leder, blev hun stående med sine egne. Blikket var knusende hårdt, og forlod ikke Marcellus' skikkelse blandt hans folk.
Hvorfor... stod... Zean... stadigvæk... på benene?! Det var nummer 2 af hendes fjender, som var flygtet lige ud mellem hendes fingre!
"Loup... tag to af dine varulve, og sørg for at slottet er tomt for fjender," hvislede hun ud af mundvigen. Raine forblev ved hendes side. Mentaldæmonen var hendes personlige bodyguard.
Det var nu, at hun ville opdage, om Marcellus holdte sit ord overfor hende. Hun havde givet ham et helt land, serveret Zean på et sølvfad, og vist sig loyal overfor ham. Alt hvad aftalen indebar.
Hun sagde dog ikke sin teori højt, om at han havde ladet Zean gå. Det var noget de måtte tage privat.
Hende og hendes folk stod afventende og vagtsomme. De vidste ikke, hvilket valg Marcellus ville tage nu. Angreb og forræderi, eller ville han holde ord.

[Deleted]

Marcel satte sit sværd i skeden. To vampyrer stillede sig foran ham og kiggede i den retning Zean løb. De ville kunne indhente ham og Marcellus vidste det. Han satte sin ene hånd frem og kiggede på de to vampyrer og sagde bestemt '' Zean er min. Ikke jeres. I har dræbt hans engle. Find trøst i det. Det er vigtigere at vi får byen under kontrol. Vi har en kroning der venter. Francis, tag med vareulvene og gør slottet sikkert. ''. Vampyrene hvæsede efter Zean og trådte fint tilbage. Marcellus folk var loyale og havde en dyb respekt for ham. Marcellus havde nu været i to krige og han havde vundet begge krige. Han var ubesejret og han var gået fra at være flygtning til fyrste og nu konge. Der var ingen der kunne betvivle at denne mand var noget særligt. For at opnå sådan en magt på så kort tid måtte man være lavet af noget særligt. Den unge Varyl var en mægtig kriger, nødesløs og intelligent. Dog kiggede han på Eriz og kunne sige de samme ord og hende. Han vidste hvad prisen for denne sejr var. Han skulle gifte sig med Eriz. Sammen skulle de herske over Imandra. De var begge to forretningsfolk og de var konge og dronning over et land der fokuserede på handel og var det rigeste land i verden. Sammen ville de blive en duo som få ville kunne måle sig med. Marcellus vidste at Eriz var den perfekte partner for ham men hans hjerte havde andre planer. Hans folk begyndte at juble og blande sig med Eriz folk. Men Marcellus gik langsomt over imod tronen. Da han nåede tronen kom et skævt smil frem på hans læber. Endelig, endelig var hans rejse slut. Han var konge. Langsomt lod han en hånd glide over armlænet på tronen. Der så han det ligge foran tronen, det vedhæng fra Zeans halskæde. Han samlede det op og lagde det i lommen. Han ville lave det til en halskæde og gøre det til hans eget som en symbol på hvad han ville gøre ved Macaria. Tage hende fra Zean og gøre hende til hans. Marcellus satte sig i tronen og kiggede ud over salen. Da han gjorde det blev der stille. hans folk stoppede op og kiggede på Marcellus. Marcellus satte sig godt til rette og sagde '' Jeg har indtaget Imandra. Jeg er dette lands konge. Dette er vores nye hjem. Men en konge er intet uden en dronning ''. Marcellus rejste sig op. Han havde flere folk end Eriz lige nu. De var friske og kampklare, han ville kunne knuse hende. Men det gjorde han ikke. Hun havde holdt sit ord, vist ham at han kunne stole på hende. Det var på tide han gjorde det samme. Han gik hen til Eriz og satte sig på et knæ og træk en ring med en sort sten i frem og sagde '' Lady Eriz. Vil du gøre denne Konge og erobre æren af at gøre dig til hans kone? ''. Marcellus kiggede op på hende. Der sad han. Den ubesejrede og mægtige konge og knælede for hende. Villig til at dele sin magt med hende, villig til at holde sit ord skønt han kunne have forrådt hende. Han håbede så inderligt at hun ville huske det når dagen kom.

[Deleted]

Det her var langt fra første gang, at nogen havde friet til Eriz, men det var første gang, det var én med så meget magt. Eriz kiggede ned på Marcellus, og mødte hans mørke blik med sit eget, men hun forholdte sig tavs. Stilheden var knusende, men ingen turde sige noget eller røre sig.
Dronning af Imandra. Hvem skulle have troet det? Hendes forældre ville være så stolte, hvis ikke det var døde. Hun tænkte hvad hendes far, mon ville sige. Den forbandet man, måtte brændte i alt evighed. Han ville være stolt. En mand som Marcellus var et godt parti. Hun havde kæmpet ved hans side, forrådt Zean for hans skyld, blevet skilt fra Rei. Så meget havde hun satset, men det var ikke for kærlighedens skyld. Åhhh nej. Kun én mand havde mærket Eriz's kærlighed. Det her var forretning. Politik. Hjertet bankede ikke stærkere.
Kort kiggede hun mod sine allierede, der afventende betragtede hende. Tavse, mørke og klar til at adlyde hende, hvis hun besluttede sig for noget andet end planen. Det gjorde hun dog ikke.
En slank hånd med lange fingre rakte ud mod Marcellus, så han kunne lade ringen glide over hendes ringefinger. Den passede perfekt.
"Det vil være min fornøjelse," svarede hun ham silkeblødt, og trak ham op, så hun kunne træde ind i hans favn, for at placere sine læber mod hans.
Stakkels, stakkels Macaria. Hun smilede i kysset, som hun gjorde mere dybt og inderligt.
Soldater jublede omkring dem, som de stod dér foran deres trone i den mørke sal med månelyset skinnende ind på dem. Konge og Dronning af Imandra.

[Deleted]

Marcel rejste sig op og gengældte hendes kys. Dog var der ingen følelse i hans kys. Disse følelser var gemt til en anden kvinde. Dette var forretning og forretning alene. Det gav ham en dårlig smag i munden. Normalt når han kyssede kvinder havde de i det mindste lyst til ham. Dette var et ondt og koldt kys. Det var ikke sådan det skulle være. Eriz var hans nu, hun skulle begære ham som alle andre kvinder gjorde det. Hun var hans nu. Han måtte finde hende over. Skønt han intet følte for hende så ville han have hun skulle føle for ham. Han løftede Eriz op i sine arme og satte sig på tronen med hende på hans skød. En af hans mest loyale vampyrer kom over til ham med en krone og satte den på hans hoved. Da det blev gjort jublede folkene. Kongen over Imandra sad nu på tronen med sin fremtidige kone og dronning. Marcellus gjorde tegn til de skulle være stille. Han sagde roligt '' I morgen vil kroningen ske og efter det vil mig og Eriz bryllup ske. Kongen har talt! ''. Marcel vidste at dagen idag ville gå med at få tingene til at falde til jorden. Dog vidste han også at dette skulle ske så hurtigt som muligt. Der var ikke tid til at lade det vente. Der kunne komme alt for meget i vejen. Det måtte ikke ske. Marcel kiggede på Eriz og hviskede så kun hun kunne høre det '' Det er dig og mig nu. Fremover taler vi sammen om alle vores planer. Fremover er vi et team.. Er vi det kan vi erobre hele verden og du ved det. Lad os glemme alt andet og stole på hinanden.. Aftale.. Eriz LaPiera Black?''.

[Deleted]

Armene lagde sig omkring Marcellus' nakke, da han løftede hende op i sine arme. Der gik en lille gysen igennem hende, da de sammen satte sig på tronen. Hende på hans skød. En trone. Hun kunne ikke lade være med at smile, og satte sig bedre til rette, lænet op af armlænet mod hendes ryg.
Da kronen blev båret hen til dem, tog hun den fra vampyren, for selv at placere den på sin fremtidige mands hoved. Det var hende, som havde givet ham Imandra - hun ville selv krone ham. Forsigtigt skubbede hun den på plads ovenpå hans sorte hår. Hendes blik fandt hans, og hun sendte ham et lille smil, inden at han talte.
Brylluppet skulle allerede stå i morgen? Det havde hun skam intet imod. Jo hurtigere, jo bedre. Når hun først var dronning, ville hun være i sikkerhed. Hende og Zaine. Marcellus ville være hendes, og han ville ikke længere være en trussel.
Deres blikke mødtes, da hun drejede hovedet mod ham, for at lytte til hans hvisken. Endnu et nyt efternavn at vænne sig til. LaPiera Black. Hun kunne faktisk lide det. Blidt lagde hun en hånd mod hans brystkasse, lige der hvor hans hjerte befandt sig.
"Aftale min konge," hviskede hun tilbage, mens hånden mod hans brystkasse, gled op for at tage om hans hage, så hun kunne hæve hans ansigt en smule. Et triumferende, selvtilfreds smil prydede hendes ansigt. Nu var hun endelig dér, hvor hun gerne ville være. Hun var i mål. "Fra i morgen af... er jeg din."

//out