Den nye kamp om Imandra del 2

[Deleted]

Kampen om Imandra
Del 2

Dette handler om Zeans kamp for at overtage Imandra. Dette er del 2, som er den private del, der handler om at Eriz og Zean er nået indenfor på slottet og nu vil stå ansigt til ansigt med Kimeya. Det er her vi finder ud af hvem der egentlig får magten over Imandra.
Læs del 1, selve kampen udenfor slottet, her:
Kampen om Imandra del 1

Deltagere:
Zean
@eriiz
Kimeya Marvalo
Senere også Marcellus

---

Zean landede en smule tungt på den anden side af porten. Hans engle landede rundt om ham med deres byrde i form af andre soldater, der var blevet udvalgt i denne lille gruppe af soldater, der skulle støtte dem i at overtage slottet og finde Kimeya.
Udenfor kunne man høre lyden af kamp. Skrig, metal mod metal. Zean kunne endnu, omend svagere, mærke folk dø, mærke folks smerter udenfor. Han trak sine vinger til sig, samtidig som han slap Eriz, som han havde båret over porten. Hans venstre arm var skadet, efter et sværdhug og det havde været besværligt at holde Eriz ordentligt hele vejen over porten, men det var da lykkedes. En hvid bandage var bundet om hans arm, for at stoppe blødningen, selv om den nu mere var rød.
Zean var klædt i sort tøj, men med kogt læder som rustning. Han var beskidt og fuld af blod og rester af de folk han havde hugget ned udenfor. Hans hær, en kombination af dødsengle, varulve, et par dæmoner og en gruppe warlocks, der var loyale over for Eriz, var ved at leverer de sidste vindende hug mod modstanden. Han vidste i hvert fald at hans engle var begyndt at jagte flygtende fjender, frem for at hugge stående fjender ned. De havde vundet ved hjælp af ren styrke og illusioner, ved at fylde deres fjender med frygt.
Det var midt om natten og vejret var ganske roligt, kun med en svag vind. Foråret var ved at komme, så der var ikke ligefrem frostgrader, selv om det heller ikke var vildt varmt.
I Zeans højre hånd hvilede hans sværd, sølet ind i blod. Om hans venstre håndled sad halskæden han havde fået af Macaria, med det blå vedhæng, skønt det kunne være svært at se den, gemt som den var under hans ærme. Hans brune hår strittede til alle sider og hans kinder var røde af al den aktivitet der havde været og stadig ville være.
Hans blik gled over hans engle, som de landede ved siden af ham. Det var på sin vis rart her var lidt fred, selv om han allerede nu savnede at hugge folk ned. Et par af slottets vagter kom løbende mod dem. Zean gjorde en hurtig bevægelse med sin ene hånd, hvilket blot fortalte hans engle at de skulle angribe. Hvad de også gjorde. Zean slap Eriz, trådte udenom hende og gik selv til angreb. Det tog lidt tid, for de var ikke så mange, men til sidst var vagterne mere døde end levende. Zean trak vejret dybt og så op ad slottet, et slot der bar tydelig præg efter sidste kamp for ikke så længe siden, med mærker efter ild og tårne der manglede.
"Lad os finde ham" han så over på Eriz med et svagt smil. Det var jo det de var her for, var det ikke?

[Deleted]

Galant nåede Eriz igen jorden på den anden side af muren denne gang. Hun slap Zean, som hun ellers havde holdt godt fast i, da han var lettet fra jorden. Med en hånd strøg hun nogle løse lokker væk fra hendes ansigt, mens at hun lod dødsenglene om, at hakke de fjendtlige soldater i småstykker. Raine var landet ved siden af hende, og Loup havde selv kravlet over muren. Hendes to bodyguards. Hvert fald i den her krig.
Hun løsnede remmen, der holdte metalpladerne på hendes ene arm oppe, så de med en klirren faldt til jorden. I den her kamp, ville hun ikke få brug for den slags. Forresten var de tunge. Med rullende skuldre betragtede hun dødsenglene og Loup slå soldaterne ihjel. De gjorde et godt stykke arbejde, det måtte hun give dem.
Da alle var blevet dræbt, slentrede hun roligt forbi dem med Loup og Raine lige bag sig. Hun smilede til Zean, som hun stillede sig loyalt ved hans side, som tegn på, at han kunne føre an. Trods alt, var han krigeren i det her.
"Oppe i tronsalen. Med hans arrogance sidder han helt sikkert dér," sagde hun med sin fløjlsbløde stemme.
De satte sig i bevægelse. Eriz og Raine gennemsøgte slottet med deres sind, mens de havde kurs mod tronsalen. Ikke meget modstand mødte dem på vejen, men Eriz tænkte, at Kimeya, nok havde samlet dem alle omkring sig, eller sendt dem ud i krigen. Deres fodtrin gav genlyd gennem gange og sale.
Langsomt blev Eriz's ansigt dog mere og mere hårdt, jo tættere på tronsalen de kom. Raine's ansigt røbede, at han ligeså, havde opdaget det samme som hende.
"Zean..." hvislede hun, lige da de kom til porten ind til tronsalen. Hun lagde en hånd mod hans arm, for at standse ham op. "... jeg kan ikke finde ham. Jeg kan ikke finde Kimeya."

[Deleted]

Zean stoppede op og så på Eriz, som hendes hånd lagde sig mod hans arm. Selv havde han Corina med sig, en kvinde der sjældent forlod hans side, skønt hun på det sidste havde været en del væk. Med en god grund.
Hans blik gled ned over hende et øjeblik, før det så på Raine et øjeblik. Han rystede svagt på hovedet. Det gav ingen mening. Kimeya var selv en warlock, det kunne være han kunne en magi eller noget, så de ikke kunne mærke ham, i håb om at hans fjender ikke fandt ham eller..Noget.
Han skubbede døren op og trådte ind i den...tomme...tronsal. Han gik langsomt ind i rummet, som forventede han at det var en fælde. Hans blik gled gennem lokalet. Man kunne tydeligt se at Faith også havde haft sine flammer her. Ja, der lugtede jo endnu brændt!
Han stoppede op omkring midt i rummet og lod blikket glide op mod loftet, før han slog let ud med armene og vendte sig om mod Eriz. Sørme så. Ingen Kimeya.
"Dette bliver den nemmeste overtagelse nogensinde. Han er sikkert flygtet" et svagt smil gled over ham. Når det kom til stykket ville den tanke ikke være helt dum. Og dog...
Han vendte sig om og gik over til tronen, kun for at sætte sig på den med et afslappet udtryk. Så! Det var jo alt for nemt dette her.
"Så! Jeg erklærer dette land for mit?" foreslog han og smilte let til hans krigere, til Corina, til Eriz og hendes to følgesvende. Det var jo direkte kedeligt det her.
"Det er uden tvivl en fælde. Jeg havde ikke forventet Kimeya ville være sådan en kujon" han hvilede hovedet mod den ene hånd, da han satte albuen mod armlænet, resultatet var at han lignede en der kedede sig og var ved at falde i søvn på tronen.

[Kimeya Marvalo]

Skrig, død, kamp og ødelæggelse, var det eneste, som Kimeya havde stået og set på fra den høje bjergtop. Han var vred.. Hele hans indre boblede af ren og skær vrede. Han burde have vidst, at han end ikke havde kunne stole på Zean i det her henseende!
Efter hans møde med hans kære stedfar, var han heldigvis garderet. Selv han befandt sig i en livssituation, hvor han ikke var i stand til at tage nogen chancer, og det gjorde han så sandelig heller ikke i denne omgang. De vagter og soldater som kunne undværes, var de eneste, som var blevet tilbage i den forevigt brændende by. Således, ville den forblive frem til den dag Faith eller Kimeya ikke ville være mere. Og det var sådan, at det skulle forholde sig, selv i hans øjne. Han rystede på hovedet. Han vidste hvad Jaqias planer lød på.. Selv det, var noget som han langt bedre kunne lide, men selv han følte for at markere for dem, at de nu havde valgt at lege med kræfter, som de slet ikke burde lege med!
I en kraftig røgsky, valgte Kimeya at fordufte fra stedet, hvor han til nu, havde stået og kigget på det hele, som skete for øjnene af ham.. Han dukkede først op igen, da han stod i døråbningen ind til tronsalen. Hans blik var præget af vrede, men så sandelig også den klare og tydelige skuffelse, som man slet ikke kunne tage fejl af. Han vendte blikket direkte mod dem. Zean på tronen.. som om at han ejede stedet. Han havde ikke nogen anelse om, hvilke andre planer der blev sat i værk.
”I begår jeres livs største fejl,” sagde han kort for hovedet. Hvorfor lyve for dem? Det var jo for pokker ikke engang løgn! Han var så vred, at han forholdt sig roligt! Hænderne faldt roligt ned langs hans krop. Den tætsiddende læderdragt, var han endnu en gang hoppet over i. Han var en mand, der konstant var i tjeneste.
”Havde I ærlig talt troet, at jeg ville sidde her og bare se til? I har taget Imandra.. tillykke med det.. I ved ikke hvad planer der er lagt bag jeres ryg..” Han vendte blikket stift i retningen af Zean. Selv han vidste, at folk gik mod Manjarno i dette øjeblik. Det land, ville for altid være Manjarno i hans øjne!
”I kommer alle til at dø..” hvislede han med en fast tone. Om han var skuffet? Gud om han var skuffet! Han kunne ikke beskrive hvordan det føles! Alle ville de møde guillotinen hvis de da var så heldig, at få lov til at dø på den måde!

[Deleted]

Lige så snart han dukkede op i døråbningen til tronsalen, opfattede Eriz hans sind, og hun vendte sig roligt om mod ham. Ved synet af ham, bredte der sig et smil, som kun blev bredere, jo mere han snakkede. Livets største fejl? Åh det var jo næsten kært.
"Jamen være hilset, Kimeya! Dejligt du kunne slutte dig til os," hilste hun, som var det her en stor kommen sammen, hvor de alle mødtes som bedste venner. I det svage lys skinnede hendes isblå øjne, mens at hendes sind gled over hans, for at lede efter sprækker i hans forsvarsværker, så hun kunne bryde ind og tage kontrol over ham. Selvom hun var warlock, var det den eneste magi, hun havde forstærket. Mentale kræfter. Tilgengæld var hun stærk. Åh så vanvittig stærk. Med Raine ved hendes side, var de to, kraftfulde mentalister, som kunne samarbejde om at vælte den stærke warlock, der stod foran dem.
Hun var på ingen måde urolig for, hvilken planer Kimeya snakkede om. For at være ærlig, havde hun ikke noget at miste. Hverken land, ægtemand eller hus. Intet. Kun de andre havde alt at tabe.
I sit bælte havde hun giften, hun havde fået af Aron. En gift der kunne sprøjtes i en warlocks blod, og ville dermed få deres kræfter til at forsvinde for et stykke tid. Hun skulle bare tæt nok på Kimeya til det.
Afslappet satte hun en hånd mod hoften. Det var nu de alle skulle storme ham, så hun kunne komme til at sprøjte det i ham. Selv regnede hun på ingen måde med at skulle slås fysisk. Det var Zean, Loup, Raine og de andres job.
Hendes bevidsthed flåede i forsvarsværkerne omkring hans sind, mens at hun betragtede ham, inden at hun drejede hovedet tilbage mod Zean.
"Hvornår du end har tid, kære?"

[Deleted]

Zean rettede sig op fra sin afslappede positur på tronen, da Kimeya pludselig dukkede op. Så han havde været her! Eller...Et eller andet sted. Det var ligegyldigt, det vigtigste var at han var her nu. Kimeyas vrede var tydeligt. Og var det en smule skuffelse han fornemmede hos manden? I et øjeblik var det som at se sin fader i øjnene, denne mand med pisken, der havde taget Zeans opdragelse i sin hule hånd. Han sank en ekstra gang, da hans blik automatisk søgte væk fra Kimeya. Selv om manden var naiv og sær, havde han alligevel en vis magt, det kunne man ikke komme udenom. Et svagt smil gled over ham. Det betød blot der var endnu større grund til at gøre modstand.
Han sprang på benene og slog ud med armene, som var han oprigtig glad for at møde Kimeya, som var dette virkelig en samling af venner eller familie og de alle blot havde ventet på Kimeya. De havde overholdt deres aftaler med hinanden. Nu havde de ikke længere nogen aftaler og Zean kunne med god samvittighed gøre oprør, hvis han ville. Hvis han havde haft en samvittighed.
"Kimeya! Jeg er så glad for du kunne komme! Jeg var så bange for jeg skulle forråde dig og tage dit land fra dig, uden du var her til at se det!" smilte han og trådte ned fra tronen og gik lidt tættere på Kimeya, skønt han aldrig rigtig forlod trygheden blandt sine krigere, der stod rundt om ham. Corina stod et sted ved siden af ham, med hånden på sit sværd.
Han tog det ikke så tungt, da manden meddelte der var planer. Alle havde planer, mod alle. Et problem ad gangen.
"Åh, hvis du ved noget, så sig det endelig" svarede han med et svagt smil og lod armene falde ned langs siden igen, før han trak sit sværd og gik endnu lidt tættere på ham, uden at slippe ham med det stålgrå, kolde blik. Manden, hvis familie havde sørget for at dødsenglene faldt fra storhed til ingenting. Dette var kun passende. For hans races stolthed og ære.
"Ellers lad være med at nævne det, for det vil alligevel ikke ændre hvad der skal ske nu" sagde han og viftede let med venstre hånd foran sig, som var det ligegyldigt. Han slog let ud med armene igen.
"Vi dør alle en dag. Min plan er ikke at dø i nat. Du, kære Kimeya...Skal heller ikke dø. Jeg havde ingen planer om at slå dig ihjel. Jeg er en dødsengel! Det vil være meget sjovere at pine dig. Faktisk...Vil alle mine dødsengle nyde det. Hvad siger du til at vi binder dig fast ude på gaden og alle mine engle får muligheden for at gøre noget ved dig, at give dig smerte?" Faktisk virkede det som en helt igennem skøn ide!
Et smil gled over ham, da han så over på Eriz med et overraskende roligt blik. Han følte sig ganske sikker på dette.
Ja. Det var tid. Han vidste hun og Raine ville bombadere hans sind. Så var det op til ham og hans folk at bombarderer hans krop. Sammen skulle de nok få ham ned!
Zean stod stille et øjeblik. Lidt efter kunne man se hvorfor. Mørket nærmest bølgede ud fra ham. Efter at have brugt sine evner i krig og kamp de sidste par måneder var han blevet bedre til at styre dem, skønt det endnu ikke var perfekt. Men hans dødsengle omkring ham hjalp ham og slog deres mørke til hans. Et mørke der krøb hen over gulvet, til det greb fat i Kimeyas fødder, kravlede op af ham og indgøs frygt. Dyb frygt. Medmindre Kimeya var immun, men uanset hvad, var det en god øvelse!
Med et kampråb hævede han sit sværd og sammen med nogle af sine krigere, som han løb i spidsen for, gik han til angreb mod Kimeya. For en gangs skyld var han ikke ligeglad med om manden døde eller levede. De skønne ting der kunne komme af at holde manden i live, overgik lysten til at dræbe ham. Selv om alle troede han ville spidde manden...
I sidste øjeblik smed han sværdet, et overraskende øjeblik, hvor han tvivlede på manden vidste hvad han havde af planer. I stedet angreb han Kimeya med sine hænder, gik efter at gribe hans ene arm, vride den om og sparke ham i knæene for at bringe ham ned, så Eriz kunne komme tættere på. Men ville det lykkes?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde skam set det hele på afstand.. Set hvordan ikke bare Eriz, men også Zean havde forrådt ham. Nu havde han så også valgt at se bort fra Jaqias ordre, men selv han havde den ide at opholde Zean, mens han vidste at procianerne og modstandbevægelsen rykkede ind i Vavilo.. Hvilket var noget som de gjorde i dette øjeblik. Åh, Zean ville komme tilbage til et tomt sted.. Måske ville Macaria dø.. Han håbede for pokker på, at de gjorde det! Kimeya ville nemlig ikke dø i nat.. så meget vidste han. Selv han havde lagt sine planer. Lad dem i troen om det.. Det ville bestemt ikke blive tilfældet.
Begge lagde de mærke til ham.. Stod der som hoverende unge mennesker, der slet ikke vidste hvad der foregik under næsen på dem. Han kneb øjnene let sammen. Dette var næsten hånende for ham, bare at stå og opleve. Vigtig var han for Dvasias.. vigtig var han for Jaqia, såvel som så mange andre i denne verden, og det var lidt det, som han bed sig fast i. Ingen tvivl om det.
"I kan stå og grine alt det I vil," sagde han kortfattet. Om han var vred? Nej.. det var mere skuffelsen, som måtte præge hans krop og sind, og særligt i disse tider, så var der intet andet i det.
Mørket der pludselig begyndte at krybe op af hans fødder og over ryggen, efterlod ham med en kraftig gysen, men end ikke det, var noget som kunne slå ham ud. Det var intet i forhold til den træning som Jaqia havde udsat ham for!
"Du må kunne gøre det bedre end det her!" endte han fast. Dødsenglene gjorde sig næsten som et kraftigt mørkt tæppe, der nærmest kastede sig mod ham. Han lod dem.. Da de kom tæt nok på - Zean med, førte han hænderne kraftigt ud fra kroppen, hvor en kraftig trykbølge forlod ham, og skubbede dem fra sig. Dem som var kommet fra luften af, røg adskillige meter væk, og nogle ud af vindue og væk. Hans øjne antog en direkte mørk farve. Nu var det nok! Han begyndte at bakke. Mange var de nemlig. Rigtig mange faktisk!
Zeans greb omkring hans arm, som blev viklet om på hans ryg, fik en kort latter til at bryde stilheden. En mørk tåge samlede sig bag Kimeya.. En slynge forsøgte sig et greb om Zeans hals, for at få ham af, så Kimeya kunne vende sig mod Eriz. Denne kvinde var ude på noget, og han kunne bestemt ikke lide det!

[Deleted]

Med Raine ved sin side havde Eriz stået, og set på, mens dødsenglene havde kastet sig mod Kimeya. Det sorte mørke fra dødsenglene, bølgede op omkring hendes fødder, for derefter at hæve sig beskyttende op omkring hende, som sorte, huggende slanger. Nå ja... illusioner kunne man altid lave.
Zean greb fat i Kimeya, der døg hev ham af sig med hjælp fra sin magi, inden at han vendte sig mod hende. Deres øjne mødtes. Smilet på hendes læber blev bredere, og hun bredte armene præsenterede ud fra kroppen, som ville hun invitere ham til at angribe hende.
"Det er nok ikke en overraskelse for dig, at se mig her, er det?" spurgte hun ham sødt, inden at hun begyndte at gå mod ham. For hvert skridt hun tog frem, trådte en kopi af hende frem ved hendes side. "Ved du overhovedet hvem jeg er Kimeya? Jeg ved du har set mig, da jeg var en lille pige, hvor du besøgte min mor. Hvis du vidste det, ville du måske have tøvet, før du behandlede mig som et insekt under din sko."
Illusionerne af hende snakkede synkront, så et ekko af hendes stemme, rungede i tronsalen. Mørket strømmede om hendes fødder. Hendes illusioner af hende begyndte at slå ring om Kimeya. Nogle snerrede som vilde ulve. Nogle grinede. Nogle flirtrede.
"Jeg dræbte dem alle. Hele min familie. De alle lå og sov i palæet, da jeg brændte det ned. Nogle gange kan jeg stadigvæk høre skrigende fra mine yngre søskende og mine forældre," fortalte hun, og trak kanylen op af sit bælte. "Den sødeste musik i mine ører."
Hendes smil var djævelsk bredt, da hun stoppede op blot en menter fra Kimeya. Han stod omringet af hendes illusioner, uden at vide, hvem hun virkelig var af dem.
"Jeg er ikke bange for dig, som mine forældre var, Kimeya. Gad vide om du var en af de mænd, som lå med min mor, uden min svage far, turde sige noget til det," hvislede hun, og hævede kanylen.

[Deleted]

Han smilte let. Trykbølgen sendte de fleste af hans engle rundt i lokalet. Nogle ramte søjler eller murer, andre fløj ud af vinduerne og deres videre skæbne var ham ukendt, i hvert fald for nu. Selv om mørket ikke påvirkede manden, tilføjede det stadig noget til stemning og var en fin øvelse for Zean. Han tog det jo ikke så tungt. Dog havde han håbet at Erizs angreb mod mandens sind ville have virket bedre, for han var alt for opmærksom på Zean og det Zean lavede.
Hans fingre lukkede sig om Kimeyas arm og vred den om på ryggen af ham, men inden han kunne nå at sparke manden i knæ eller vride armen nok, til at det ville give smerter og låse manden, mærkede han noget stramme om hans hals. Automatisk slap han Kimeya for at gribe denne skygge-ting, der havde grebet ham om halsen og holdte ham fanget. Han mærkede hvordan han næsten ikke havde kontakt med gulvet længere, kun kunne han svagt ramme jorden med spidsen af sine sko. Hans øjne gled over mod Eriz og Kimeya som han kæmpede for at trække vejret og undgå det kommende mørke i at overvælde ham. Adrenalinen pumpede i hans bryst og en ellers ukendt frygt sneg sig ind i ham, en frygt for at dø, nu, her. Det var absolut ikke sådan her det skulle gå! Han nægtede at dø nu og specielt på denne måde.
Hans blik gled over Eriz. Han var ikke rigtig opmærksom på de ting de snakkede om, men hvor ville han dog ønske hun ville holde sin mund og komme videre! Stik dog den kanyle i manden...Nu!

[Kimeya Marvalo]

Ej kunne man sige, at Kimeya var en svag modstander. De havde været ude på at få fat i ham, så meget kunne han da gætte sig til, men så nemt skulle det heller ikke være for ham! Han vidste hvad andre planer, der var på vej i værk, og det var slet ikke noget, som han havde tænkt sig, at lade dem ødelægge!
Dødsenglene fløj til alle vinkler, som var de fjer. Nogen ramte hårdt ind i mure og de høje søjler og faldt slapt til jorden.. andre tog turen igennem vinduet. Selv dette, var noget som selv kun Kimeya måtte fryde sig ved synet over! Zean blev revet væk fra ham og holdt fast bagved. Tog han ikke meget fejl, så var manden ganske langsomt i færd med at blive kvalt. Dette var dog ikke en situation som Kimeya havde tænkt sig at blive stående i meget længere. De ville have ham.. Fint, men det blev godt nok på hans præmisser! Han var nemlig ikke så nem at knække!
"Du kender mig.. og ved hvad jeg er i stand til.. Derfor burde du også vide hvor dumt det her er.." Kanylen som hun fandt frem, faldt ham hurtigt i blik.. Der var mange omkring ham.. Han kunne jo for pokker bare ikke finde ud af hvem af dem, der var den rigtige, og gud hvor var det dog irriterende! Han trak sig endnu et skridt og med lette sammenknebne øjne. Zean udgjorde ikke just nogen trussel, som han hang der og dinglede, samt kæmpede for sit liv og for luft. Han trak kort på smilebåndet. Han var færdig her.. De fik ham ikke!
"Nyd jeres tilværelse som landsforrædere, Eriz!" endte han med en fast tone. Som hun hævede hånden med kanylen, hævede han lige så hånden. Den kraftige mørke tåge og dis, lagde sig tæt omkring hans skikkelse, for at lade ham forsvinde fra stedet. Dum var han ikke.. At gå i krig mod dem alene, og særligt ikke når han fik muligheden for at tage derfra. Næste gang vendte han tilbage, og han kunne love dem for, at det ville være med en hel hær!

//Out

[Deleted]

Da Kimeya forsvandt i en tyk tåge, forsvandt alle illusionerne af Eriz i røg, indtil at hun som den eneste stod tilbage. Langsomt sænkede hun armen med kanylen, mens hendes skarpe øjne stadigvæk hvilede på det sted, hvor Kimeya havde stået. Transportation... hm.
Hun kiggede ned på kanylen i sin hånd. Så meget planlægning, og så var det hele for ingen verdens nytte. Bitterheden smagte surt i hendes mund, inden at hun med en lav snerren, vendte sig om mod sine folk. Spørgsmålet var synligt i deres blikke på hende. Skulle de gå videre med planen? Kimeya havde jo på ingen måde været det eneste mål.
Med et suk hævede hun en hånd, for at massere sin næseryg. Hvor hun dog hadede at tabe! Så tæt på havde hun været på at få ham, og så havde han gjort, sådan et billigt trick! Hun havde endda været inde i hans hoved, for at skabe illusioner! Hvordan kunne det ske?! Hvordan kunne han have trodset hendes kræfter!
Vreden fik hendes evner til at reagere, hvilket de omkringstående kunne mærke, da hendes bevidsthed jog igennem deres sind, som en bølge af smerte, der dog hurtigt gik over igen. Hun måtte være tålmodig. Slappe af. Det her var langt fra overstået.
Hun tog en dyb indånding, for at få hold på sig selv, inden at hun kontaktede sin forlovet udenfor slottet. Det var tid til at smide maskerne.
Med en svag håndbevægelse gjorde hun tegn til sine allieret, der diskret stillede sig ved hver og én af Zeans dødsengle. Selv gik Eriz mod Zean, der havde været ved at blive kvalt.
"Hvordan har du det, darling?" spurgte hun, og lagde hånden uden kanylen om bag hans nakke. "Kan du trække vejret?"

[Deleted]

Som Kimeya forsvandt, inden Eriz nåede noget, således forsvandt også denne skygge-ting, der havde prøvet at kvæle ham. Han faldt ned på alle fire, hvor en hånd hurtigt gled op til hans nu ømme hals. Med en healers kendskab, begyndte han at masserer sin egen hals lidt, for at få musklerne til at slappe af og styrke blodgennemstrømning og, hvad han følte var vigtigst lige nu, hans vejrtrækning. Med et svag hosten hev ham ivrigt efter vejret og nød sin nye frihed. Han blinkede nogle tårer væk fra sine øjne.
Han var ked af Kimeya var forsvundet. De havde haft så mange planer med den mand og da manden endnu var i live, var han en trussel der kunne vende tilbage senere. Han var jo gammel og magtfuld, trods alt.
Travlt, som han var med at komme sig, tænkte han ikke yderligere på at nogle folk i lokalet skiftede position. Det var vel også kun ret normalt? De færreste blev stående det samme sted i længere tid. Hans egne engle var kommet op og stå igen, nogle skadede, med brækkede knogler, andre bare ømme, efter Kimeyas gratis flyvetur til dem. Svagt bemærkede han noget månelys der skinnede ind af de ødelagte vinduer.
Et svagt smil gled over ham, som Eriz kom over til ham. Sikke sød hun var! Det lignede hende ikke. Men de var jo allierede og haft et fælles mål. Måske ønskede hun bare mere af ham?
Han rystede svagt på hovedet, for at klare tankerne, da han rejste sig op og lod blikket glide rundt. Hvor var Corina? Hun måtte være røget ud et af vinduerne, så hun ikke var her til at beskytte ham længere. Uanset hvad, håbede han at hun klarede sig. Hun var jo vigtig.
Hans blik gled over de andre engle...
Hans øjenbryn gled sammen i en let undren. Han havde vundet. Hvorfor føltes det så som om der lå noget andet i luften? Lidt som...en skjult trussel? Havde Kimeya efterladt en fælde, en gave, måske?
Hans ene hånd gled automatisk ned til hans sværd, skønt han ikke trak det.
”Du plejer ikke at bekymre dig sådan” han så på hende med et mistænksomt blik og et svagt smil.
Hans blik gled over rummet igen, som kunne han finde det han søgte, ved at kigge en ekstra gang.
”Gamle nar...Der skal mere til at dræbe mig” mumlede han en smule surt, gik forbi Eriz og op mod tronen. Han slog let ud med armene.
”Vi har vundet!” smilte han. Hvem bekymrede sig om at tingene virkede mærkeligt? Han havde vundet! Han mærkede allerede den blomstrende fornemmelse i maven, spændingen, ved tanken. Macaria måtte være så glad!

[Deleted]

Med et, gik de store døre til salen op med et stort brag. Et brag der nok ville få de kampklare folk til at kigge med det samme. I døren stod Marcel. Han stod i en flot brystplade med sin slægts symbol på. Han havde en lang blodrød kappe med guld indgraveringer langs kanterne på ryggen, på hans ryg hang et smukt langsværd og i hans bælte hang et prægtigt kortsværd. Marcel smilede skævt og hans øjne bar et triumferende blik i det han rakte sine arme ud til siderne og sagde højt '' Tak skal du have Zean. Tak fordi du kæmpede så hårdt for at vinde Imandra til mig. Det er altid rart når man kan sidde og se på, imens andre gør alt det hårde arbejde for en. Jeg håber ikke jeg kommer for sent til at sætte mig i min nye trone. Gør jeg? ''. I det Marcel havde sagt det med sin overlegne stemme, kom hans soldater ind. I forhold til Eriz og Zeans tropper var de ikke trætte eller såret. De var friske og klar til kamp. Nogle vampyrer stillede sig ved siden af Marcel og hvæsede imod Zean. Man kunne ligefrem se hævnen i deres blik. Marcel kiggede på Zean og grinede en smule. Hans folk gjorde sig klar til kamp. Marcel løftede en hånd som tegn på de skulle vente med at angribe. Marcel kiggede intenst på Zean og sagde '' Du vidste at det ville komme. Jeg kan ikke tillade dig at få alt den magt. Du må ikke misforstå, det er rent forretning Zean. Jeg er jo trods alt en forretningsmand ''. Marcel trak sit langsværd og kortsværd, hans blik var fastnet på Zean '' Kig dig rundt omkring Zean og husk dette øjeblik.... Eriz, dræb hans mænd! ''. Da Marcel havde sagt det gjorde han tegn til at sine tropper skulle angribe Zeans. Marcel selv sprang over imod Zean. Han kastede sit kortsværd med en overnaturlig styrke og hurtighed imod hovedet på Zean og da han nåede tæt på svang han ud efter maven på Zean med sit langsværd. Skønt han ikke havde hjertet i sit forsøg på at dræbe Zean så var han yderst præsis og nøje i sine sving og bevægelser. Han var trænet og han var i form. Imandra ville blive hans og hvis Zean ikke træk halen mellem benene og indså dette så måtte han vise Zean hvad han var i stand til. Tiden var inde til at fyrsten skulle blive en konge!. Tiden var inde til at Marcellus endelig blev det skæbnen havde valgt til ham og ingen skulle stoppe ham, end ikke Zean. Marcel vidste at hvis han dræbte Zean idag kunne Macaria blive hans. Hans elskede Macaria kunne for evigt blive hans, men alligevel var hans hjerte ikke i det. Noget i ham ønskede ikke at dræbe Zean. Marcel vidste nu hvordan. Han ville ikke have det, men han havde respekt for Zean. Han så ham som en ven og han vidste nu at hvis han besejrede Zean i dag ville han ikke kunne få sig selv til at dræbe ham. Men det ville han bestemt ikke sige højt, han ville ikke virke svag.

[Deleted]

Da dørene til tronsalen blev smækket op, vendte Eriz sig roligt mod Marcellus og hans mænd. Et smil bredte sig på hendes læber ved synet af ham. Åh den kære mand. Så magtfuld og pæn han var at se på. Hendes egne mænd blev stående som stenstøtter, uden hverken at virke overrasket eller forundret. Ved hans ordre til hende, nikkede hun blot, og hævede to fingre, som tegn til sine mænd.
Hendes blik mødte Zeans.
"Intet personligt kæreste," hvislede hun med et sødt smil, og knyttede så hånden. Alle hendes mænd, der havde stået tæt på en dødsengel, trak deres våben, og inden nogle af dem, kunne nå så meget, som at forsvare dem selv, var deres struber blevet skåret over, eller et sværd var blevet stukket igennem deres bryst. Lugten af blod fyldte tronsalen, da dødsenglene faldt livløse om på jorden. Der var ingen til at hjælpe Zean. Ingen hjælp overhovedet.
Hendes blik hvilede på kampen mellem Marcellus og Zean midt i tronsalen, mens soldaterne samlede sig bag hende, for at se på kampen. Ingen skyldfølelse var at læse i hendes blik, som hun stod der. Rank, stolt og smuk.
Det var interessant at se på kampen mellem dødsenglen og varylen. Hun tænkte på, hvad Macaria mon ville gøre, hvis hun stod her. Sikkert prøve at skille dem ad, den dumme tøs. Et eller andet sted, var der jo altid hende, det her handlede om. Kvinden som blev ejet af den ene, men som den anden begærede. Hendes blik fokuserede mod halskæden omkring Zeans håndled. Den blå sten var nem at få øje på. Tydeligt ikke et mandesmykke.
Hun rørte ikke en finger, for at blande sig i kampen mellem dem, selvom hun ville kunne bryde ind i Zeans sind, så nemt som ingenting. Lad Marcellus gøre lidt arbejde også.
Hun lagde armene over kors, og hævede ansigtet noget mere.

[Deleted]

Han blev faktisk overrasket. Først troede han måske Kimeya var vendt tilbage eller måske var det deres generaler, der kom for at sige at al modstanden var død, flået fra hinanden og lå blødende ude på gaden. Næsten med et ben på tronen, vendte han sig om og så over mod de pludseligt åbne døre...For at se Marcellus. Og hans soldater, friske og hurtige. Det var ingen hemmelighed at en vampyr var hurtigere og stærkere end en dødsengel. Hvor mange gange havde han ikke selv ønsket sig den styrke, den hurtighed, de sanser? Han så på Marcellus. Han forstod ærligt talt ikke hvad manden snakkede om. Han havde da ingen planer om at give den til ham?
Et svagt smil gled over ham. Så når alt kom til alt ville manden ikke skylde ham en tjeneste, men stikke ham i ryggen. Han var ikke overrasket over denne udvikling, han havde forventet Marcellus ville angribe på et tidspunkt, og nu virkede som et godt tidspunkt at få bugt med flere mulige fjender. Han så over på Eriz, velvidende hun ville støtte ham...
Flere ting gik op for ham på en gang. Det var som om han så sit liv, placeret foran ham, for at lære ham noget om sig selv. Han så blodet fra sine elskede engle, de fleste var hans bodyguards eller et par gode krigere. Slagtet. Han vidste hans engle var mistænksomme og opmærksomme, men det var kun få der nåede at trække deres sværd halvt, før de mødte en pludselig og uærlig død.
Som hans engle døde, som Eriz indrømmede hun snød ham, som Marcellus søgte ham, uden tvivl for at skade ham eller måske slå ham ihjel...
Og han følte absolut intet ved det. Det overraskede ham. Det var som om han vidste folk omkring ham ville snyde ham, at han bare ventede på det måtte ske. Hans engle var døde og hvad så? Tydeligvis var de ikke gode nok, ellers ville de ikke være døde. Eriz havde forrådt ham, men hun var Eriz. Hun var en snydepelse, en slange og han havde altid vidst det. Det eneste han fortrød, var at han ikke havde lavet planer mod sådan en udvikling her. Han havde været for optaget af egne lyster og vindinger, haft for meget brug for den hær, Eriz kunne give ham.
Han var oftere van til at snakke sig til overlevelse, end direkte slås for den. Men kom det til stykket, skulle han nok slås. Slås længe nok til at han kunne stikke af. Folk mente ofte det var uærligt at flygte, men Zean så det nu mere som overlevelse og var ganske ligeglad med hvad andre tænkte.
Han var helt alene nu. Her, i tronsalen, helt alene, blandt fjender. Hans prioritering skiftede omgående. Skide være med landet! Blot han selv overlevede.

Han ville være fløjet sin vej, ud af en af vinduerne. Men Marcellus var så meget hurtigere!
Han sprang til siden, væk fra tronen, og rullede rundt på gulvet, til han endte på benene igen. Han rejste sig hurtigt, med hele sin koncentration rettet mod Marcellus. Det slog ham at de begge kunne drille ham, velvidende han absolut ingen sikkerhed havde mod deres magier og illusioner. Han trak sit sværd, kun for at han hurtigt måtte springe tilbage...Desværre ikke hurtigt nok. Selv om han gerne ville kæmpe mod Marcellus, vidste han jo godt at hans muligheder var begrænsede. Smerten i hans ene side fortalte ham alt om det. Han stoppede op og så ned mod sin maveregion, kun for at opdage Marcellus' ene sværd havde snittet ham i siden. Blodet strømmede ud af såret, ned over hans ene side og ned over hans ben, kun for at plette gulvet. Han sank ned på det ene knæ, som hans arm gled rundt om hans mave, som kunne han med en hånd forhindre blodet i at løbe. Han gispede svagt for sig selv, før han så over mod Marcellus med et frustreret og indædt blik. Et blik der gled fra Marcellus, til Eriz, til Marcellus igen.
Nej. Så let ville de ikke få ham. Og de skulle absolut ikke få fornøjelsen af at dræbe ham.
Macarias vedhæng blev smurt ind i blod, som han holdte sig om maven. Og dog, så smilte han til dem. Et smil der udviklede sig til en latter. Det var jo sjovt det her! Absolut morsomt! Her stod de, begge var de gået imod ham og her sad han, uden nogen rigtig mulighed for at vinde eller gøre for meget modstand. Det var sjovt! Sjovt! Sjovt!
Han kom langsomt på benene igen. Hans hånd holdte hårdt om hans sværd. Et sværd fuld af størknet blod fra alle de modstandere han havde hugget ned, uden så meget som at blinke, med et smil, fordi han nød det!
Hans vinger slog sig ud til siderne, som kunne han virke større og mere intimiderende. Mørket bølgede rundt om fødderne på ham, bredte sig rundt i rummet og spredte frygt til alle den mødte, alle som ikke ejede evner for at være immune, for at se forbi dette mørke og denne frygt. Med en såret side og en såret arm kunne han ikke slås meget. Men hvem snakkede om at slås?
”I er underholdende” hans stemme var lav, men han tvivlede ikke på de nok skulle forstå det. Og så...Ud af det blå, satte han i løb mod de åbne døre. En vampyr, der stod ham i vejen, blev halshugget på vejen.