Are we done yet..?

[Jarniqa Dynithril]

En kompliment. Jarniqa trak på smilebåndet, skønt hun ej lod flere ord falde over sine læber. Selv nød hun, at han gav hende dem, og det kunne hun ikke just gøre meget ved. At han kunne mærke, at hun havde forandret sig, kunne hun ligeså ikke gøre meget ved. Det var trods alt den person, som hun nu engang var blevet til. Der var nemlig ingen tvivl om at besættelsen også havde forandret hende. Selv havde hun ikke just regnet med, at hun nogensinde ville have blevet til det, som hun var i dag, men ej kunne hun gøre meget ved det. Selv havde hun troet, at hun på fredelig vis skulle have besøgt de andre lande.. Procias, Dvasias og Imandra. Hun havde troet, at hun skulle undersøge dem. Gå på eventyrer. Ej havde hun forventet, at hun skulle blive fortaler til et folk. Femten år var hun jo også kun.. ”Så længe du mener, at jeg har forandret mig til det bedre, er det fint med mig,” endte hun med at sige med et lille smil, inden hun fortsatte sandfærdigt. ”Dog havde jeg ikke ventet, at dette ville blive mig.. Jeg troede at jeg skulle undersøge hele verdenen. Ej blive jaget fra den.” Utroligt var det uden tvivl, hvordan tingene kunne nå at ændre sig på ingen tid. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han søgte fra åen og over til ildstedet. Hjemligt måtte det helt forekomme hende, som hele scenariet måtte minde hende om sin tid i Benden med Damien. Synet fik hende helt til at smile, som det forekom hende så … normalt. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvis det er for åbent, hvorfor søger du så ikke længere ind blandt træerne?” spurgte hun ham roligt, inden hun kastede blikket omkring. ”Jeg kan dog godt lide det. Tæt på naturen.. Det er perfekt.” Skørtet til sin røde kjole, endte hun med at samle, som han bad hende om at tage plads og blot vente. Roligt lod hun sig glide ned på en træstub, som var placeret ved siden af bålstedet. Hænderne valgte hun at placere i sit skød, hvor hun hurtigt måtte opfange bålets varme, som han havde fået gang i ilden.

[Deleted]

Valandil var nu kun en ærlig mand. Han gik faktisk op i ordets betydning og ordets magt, og når han kunne lide hvad han så, var der ikke nogen grund, til at tie stille omkring dette. Hans blik søgte hendes igen. Alle havde de forandret sig, efter det der var hændt i Manjarno.. som nu hed Vavilon. End ikke det, var noget som han havde nogen syndelrig stor forståelse for. Men nok om det. Det var alt sammen deres egen udvikling, baseret på det som de alle havde været igennem. Valandil var måske en bitter mand, men det var der jo også mange gode grunde til, kunne man da sige. "Jeg kan lide hvad jeg ser. Du er ikke bare en stor pige, men derimod en ung kvinde. I min verden, er der en kæmpe forskel," fortalte han med en rolig stemme.
Selv hans lille lejr, var ikke meget at prale af. Han klarede sig med ganske lidt, og han var ikke den som stillede de store kriterier af nogen slags. Det havde der aldrig været nogen grund til. Det var tæt på skov og han havde vand lige ved, men det var stadig langt væk fra det som han egentlig havde det mest komfortabelt med, og det var lidt det, som han reagerede på. "Det handler om hvad man er komfortabel omkring, Jarniqa. Jeg trives ikke i det åbne som jeg ved, at jeg har her." fortalte han kort for hovedet. Han satte sig, hvor han brutalt begyndte at plukke anden og samlede fjerene i en kæmpe bunke ved siden af sig. Det kunne være, at han med største sandsynlighed, kunne bruge det til noget andet. En hovedpude måske? Et fyldt tæppe af en art, så han havde noget at holde sig varm i? Det var ikke ligefrem fordi at det var varmt endnu. Han fandt kniven frem fra sit bælte. Dertil begyndte han at skære anden op, for at fjerne indvoldene, som han smed i åen. Det kunne være at fiskene kunne spise dem. "Godt du kan lide det," sagde han stilfærdigt. Han kunne ikke lide det, men hvad ... lige nu var det en glimrende midlertidig løsning, selv for ham. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte igen. Han lod anden hvile i hans skød.. Ganske blodig, inden han greb om en af pindene, der lå lige ved siden af og lagde ved siden af sig. Han begyndte at skære anden ud i dele, som han så kunne lade stå på pinde over bålet. Brystet fik Jarniqa, hvor han derimod tog lårene. De kom hurtigt over bålet.

[Jarniqa Dynithril]

Bålets lune følte Jarniqa, hvor det måtte være en stor kontrast ved siden af den lettere kølige vind. Dog klagede hun ikke over dette, som det var, hvad man kunne forvente. Udenfor var de trods alt, hvor det gode vejr ej heller havde fået lov til at slå igennem endnu. Hvordan somrene var her i Procias, vidste hun end ikke. Ligesom Valandil, var hun trods alt kommet hertil i vintermånederne. Dog ønskede hun ikke, at hun nåede at se sommeren her. Hvad hun derimod ønskede, var, at hun igen så sommeren i Manjarno.. eller skulle hun nu kalde det for Vavilon? Det ravnsorte hår førte hun om bag det ene spidse øre. ”Jeg tror helt, at jeg kan lide alle disse komplimenter..,” endte hun stille med at sige, alt imens det lille smil var at finde på hendes læber. ”Jeg frygter helt, at man kan blive afhængig af disse,” afsluttede hun det mere kækt. Burde hun selv give ham nogen? Var det sådan, at det fungerede? Selv vidste hun det ikke.. Endvidere ville hun ej heller vide, hvad hun skulle sige, da hun ikke var vant til at være tæt på nogen anden end Damien, og Damien var jo familie. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvis ej du er tilfreds med det åbne, hvorfor følger du så ikke mit forslag? Det er blot at rykke lejren et par hundrede meter ind i skoven.. Jeg kan hjælpe dig, hvis det er det,” tilbød hun. Han var muligvis ikke vant til, at mørkelviske kvinder hjalp ham, men ej var hun mørkelvisk opdraget. Derfor tænkte hun, at ham og hende måtte være på lige fod med hinanden. Desuden var det også det mindste, som hun kunne gøre for ham, nu hvor han ønskede at dele sit måltid med hende. Selv vidste hun jo, at føden var gået hen og blevet sparsom i Procias. Tavst sad hun og så til, mens han flåede andens fjer af, ligeså vel som dens indvolde. Ej rørte det hende, som hun selv var vant til at gøre al dette. Derfor sad hun helt upåvirket og så på, mens han satte de forskellige dele på pindende, så kødet blev grillet. Lækkert måtte det allerede nu se ud, og derfor måtte hendes mave også helt begynde at rumle. Dog gjorde hun intet før han sagde til.

[Deleted]

Så snart Valandil ville få muligheden for det, ville han søge bort fra stedet her. Procias var virkelig ikke et sted for ham. At hun derimod ikke kunne tåle komplimenterne, kunne han et sted godt fornemme på hende. "Var det et tegn til, at jeg skulle stoppe igen?" spurgte han med et smil på læben, som han igen vendte sig mod hende. Sød var hun nu.. Det var jo faktisk ikke så slemt, at have en at snakke med, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Så var det faktisk.. hyggeligt. Særligt fordi at han i forvejen vidste, at hun ikke dømte ham for noget som helst. 
Valandil rystede på hovedet. Han så ikke nogen grund til at flytte rundt forbi. Her var han midlertidigt, til han igen ville være i stand til at tage til Vavilon igen. Det navn kunne han stadig ikke helt forholde sig til. "Ikke nødvendigt. Hvorfor flytte, for at tilpasse sig bedre, når det ikke er et sted, som jeg har tænkt mig at blive?" sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Alt taget i betragtning, så måtte han jo bare gøre det som han nu havde det fint med, og det var at være her. Her havde han nemlig det hele tæt på, og elverne kunne holde øje med ham, alt det som de ville, uden at det ville være dem til gavn. Han gjorde kun hvad han fandt nødvendig for sin egen overlevelse. Selvom han nu valgte at dele dette måltid med hende, så gjorde han jo bare, som han altid havde gjort. Han skar brystet og lårene af, og fik dem sat på pinde, så disse kunne grilles over bål. Efterfølgende søgte han tilbage til åen, for at få vasket blod og indvolde af sine hænder. Han søgte derefter tilbage til hende igen, hvor han samlede fjerene op i sine hænder, for at få dem ned i en stofpose, som han smed fra sig i teltet. Dem skulle han nok kunne bruge til noget. Derefter satte han sig igen ved varmen af bålet. Forholdsvis tæt på hende. "Hvilke tanker gør du dig om Vavilon?" spurgte han pludseligt.

[Jarniqa Dynithril]

Morende slap Jarniqa en latter, hvilket måtte få hendes smaragdgrønne øjne til at glimte op for en stund. Let rystede hun på hovedet, så de ravnsorte lokker dansede omkring. ”Eller også var det et tegn til, at du skulle blive ved,” rettede hun ham muntert, alt imens hendes eget blik igen faldt på hans ansigt, og som smilet fæstnede sig på hendes læber igen. Hun kunne lide dette. Al dette. Hun kunne lide den opløftende stemning der gjorde, at det hele faldt naturligt og afslappet ind. Det var vel også, hvad hun havde brug for oven på al det, som hun havde været udsat for og al det, som hun skulle til at udsætte sig for. Hårdt havde det nemlig været, og hårdt ville det fortsætte med at være. Derfor nød hun den ro og munterhed, som hvilede over dem lige nu og her. Hun trak på skuldrene. ”Selvom dette ej er et sted, hvor du ønsker at blive, er der ingen skam i at gøre det så godt som muligt for en selv i den tid, man nu engang er der. Du kan trods alt ej heller vide, hvornår du kan vende hjem igen. Der kan gå måneder..,” sagde hun ærligt. Selv håbede hun ikke på dette, men fakta var nu engang fakta. Selv skulle hun snarligt ud på en mission for at fange Macaria Forsyth, men ingen kunne jo vide, hvordan det ville forløbe sig. Blikket lod hun følge ham, som han satte sig tæt på hende. Intet havde hun imod dette.. Det lignede også, at alt var gået hen og blevet vel imellem dem. Blikket måtte hun dog vende bort igen, som han spurgte ind til hendes mening omkring Vavilon. Vavilon.. Navnet fik hende til at fnyse. Den reaktion beskrev vel også fint hendes holdning? ”For det første hedder det Manjarno. At sige Vavilon betyder, at man anerkender det nye regime der. Intet har Forsyth-parret at gøre der. De kom bare og sagde, at det hele pludselig var deres, uden at de overhovedet tænkte på alle dem, som rent faktisk boede i landet. De sagde blot, at det nu var deres, og at det nu var deres veje der galt,” lød det fra hende, hvor hendes stemme måtte have en bitter undertone. Til dels trykket måtte det også efterlade stemningen, da det trods alt var et emne som rørte hende personligt.

[Deleted]

Ingen bidske kommentarer, hvilket uden tvivl, var noget der glædede Valandil. Dette var faktisk ikke så slemt. Selvom han bogstavelig talt, ikke havde nogen erfaring med social omgang med nogen andre, så ville det nok komme lidt af sig selv, jo mere tid han tilbragte.. særligt med hende i hvert fald. Behageligt måtte han nemlig finde hendes selskab, som de nu kunne sidde her og nyde det med hinanden. "Jeg tror det er noget, som du ønsker at bilde mig ind.. Netop så jeg skal fortsætte," sagde han med et let træk på mundvigen. Nu hvor han havde bevægelsen i benet, og han havde genvundet sin bevægelsesfrihed, så var det faktisk ikke så slemt at sidde her med hende. Selvom hun havde været en pest, plage og en direkte pestilens i starten.. Det var i starten. Det var bestemt ikke nu. "Her har jeg hvad jeg skal bruge, og jeg bor i læ.. åbent, men i læ. Yderligere, ønsker jeg ikke at flere elvere skal holde øje med mig, fordi at jeg flytter rundt. Dette er et fint midlertidigt sted, til jeg kan vende hjem igen," lød det roligt fra ham. Han ønskede nemlig ej at tilpasse sig skovelvernes regi her i skoven, og det var det, som de havde sværest ved. Derfor havde han trukket sig. Alt det der.. søde noget, det kunne han slet ikke håndtere. 
Stemningen havde ganske vidst ændret sig. Selvom han havde kaldt landet ved sit nye navn, var det bestemt ikke ensbetydende med, at han accepterede hvad der var sket med det! Landet var han ligeglad med.. men Paggeija, var straks en anden sag! "Ej vil jeg sige, at jeg accepterer hvad der er sket.. med Paggeija særligt. Det sted blev mit hjem, eftersom du viste mig det," forklarede han kortfattet. Hans blik søgte mod bålet i stedet for. Okay, det var nok ikke lige sådan, at han havde regnet med, at tingene skulle udvikle sig. Hvad pokker. "Du agter at vende hjem?" spurgte han videre.

[Jarniqa Dynithril]

Kækt blinkede Jarniqa til ham. ”Kan årsagen ikke være ligegyldig så længe det glæder mig?” spurgte hun ham i en munter tone. Godt tilpas måtte hun helt finde sig i hans selskab. Ej havde hun ventet dette, men det var nu engang sådan, at det var. Ej heller klagede hun, som hun jo hyggede sig.. og det lignede desuden også, at den følelse var gengældt. En tanke, som hun rigtigt godt kunne lide. Skævt smilede hun. ”Hvis du er tilpas med at bo her om det så er for uger, måneder eller år, passer det mig fint. Det er trods alt også dig som skal leve med omgivelserne,” sagde hun roligt, som hun skam ikke var ude på at diktere, hvordan han skulle leve sit liv. Det eneste hun havde dikteret var, at han skulle følge hende til Procias, og det havde også lykkedes. Han var vel blevet myrdet, hvis han havde valgt at blive i Paggeija? Dødsenglene havde trods alt ønsket at gøre det hele til deres. Det var også den tanke der måtte gøre hende bitter. Forfærdeligt var det nemlig, som de havde taget hendes hjem igennem femten år.. Dog var det således for hende, at hun end ikke kunne vende tilbage dertil, når det igen blev muligt at vende hjem. Det kunne Valandil dog.. Endvidere ønskede hun også, at han søgte tilbage og levede sit liv der. Hun havde trods alt selv hjulpet ham dertil. ”Selvfølgelig agter jeg at vende hjem. Jeg hører ej til her,” sagde hun direkte, som hun bestemt ikke havde fundet sig til rette her i Procias. Flot var her ganske vidst, men ej var det hjem, hvor hun ej heller følte sig velkommen her. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod ham, hvor hun sendte ham et skævt smil. ”Når grænserne engang åbner sig for os, skal jeg nok vise dig et hus, som du kan gøre til dit,” lovede hun ham, som hun lige nu og her også måtte indrømme, at hun indtil nu havde holdt den mulighed hen for ham. Der var dog en god forklaring på dette!

[Deleted]

Det var virkelig ikke så slemt, at føre denne form for samtale med Jarniqa, som Valandil nu først havde antaget. Dette var en tanke, som kun vækkede en glæde i ham. "Jeg tænkte nok, at der var en bagtanke med dette. Du kan lide det en kende for meget," lød det roligt fra ham. Selvom de var kommet skævt ud af det hele med hinanden, var det nu noget, som han kunne se bort fra. Sød var hun faktisk.. rigtig meget endda, selvom det nu heller ikke just var noget, som han snakket alt for højt om, hvis han kunne blive fri. Visse ting var vel bare bedre usagte? Særligt fordi at han ikke ønskede at blive fremstillet som noget svagt eller ynkeligt. Det syn skulle hun slet ikke have lov til at have på ham! Hans blik søgte hendes skikkelse. Hun havde reddet hans liv tilbage i Paggeija, for de dødsengle ville uden tvivl have taget hans liv, hvis de kunne komme til det. Derfor reagerede han nok lidt som han gjorde nu. Det her ville aldrig nogensinde ende ud i med at blive hans hjem. Aldrig nogensinde. "Det gør ingen af os," sagde han sandfærdigt. Her kunne han leve frem til han kunne komme videre. Han klarede sig på trods af disse omstændigheder, og det var det som var ham det vigtigste. Lige der, satte han da heldigvis ikke de største krav, og det havde han aldrig nogensinde gjort. At hun havde et sted som hun gerne ville vise ham, når det blev muligt, var noget, der helt klart måtte fange hans opmærksomhed. Hvorfor ville hun gøre alt det her for at hjælpe ham? Det havde hun heller ikke ligefrem været interesseret i tidligere. "Et hus, som jeg kan gøre til mit?" spurgte han med en let rynken i panden. Ikke fordi at han ikke stolede på hende, for sagen var vel, at.. det gjorde han? Nok mere end hvad han havde gjort på mange andre. "Og hvordan skal den forstås?" fortsatte han ganske sigende. Han var bestemt ikke en person, der brød sig om overraskelser.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg synes ikke, at det skal handle om, hvor meget det glæder mig, men derimod det faktum, at du ikke ønsker at glæde mig,” rettede Jarniqa ham morende, inden hun lænede sig en smule frem mod bålet. Her valgte hun at rette på pindene, så også den modsatte side af kødet ville blive grillet. Godt så det dog allerede ud, hvor duften fra det grillede kød også måtte fylde hendes næsebor. Igen lod hun sig glide tilbage til sin plads, som han ønskede at få forklaret, hvad hun mente med sine ord. Var der mon et snert af vrede i hans stemme? Ville der komme et snert af vrede i den, når hun fik forklaret sig? Hænderne foldede hun igen i sit skød. ”Ser du.. Paggeija er ikke blot et bjerg. Der er faktisk en by på bjerget, som man ikke bare kan få øje på grundet træerne og klipperne. Byen jeg taler om hedder Benden,” begyndte hun at forklare. ”Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om byen har ændret sig nu, da det var den, som dødsenglene var ude efter, og som de nu har gjort til deres. Inden de kom, var det dog en forladt by. Husene stod alle intakt med mindre skader, og det er derfor et af dem, som jeg tænkte, at du kunne gøre til dit.” Bar han den mon nag over, at hun ikke havde fortalt ham al dette fra start af? Selv ønskede hun selvfølgelig, at han ikke gjorde det, hvor hun også ønskede, at han blot var glad for, at hun fortalte ham det nu. Grunden til, at hun ej havde fortalt ham det før, havde jo også været den, at hun ej havde stolet på ham, og at hun ej havde ønsket at bo ved siden af en så gnaven mand. Dog ville hun ikke rykke med ham tilbage til Paggeija og Benden, når alt dette var ovre. Hun ville derimod rykke til Ityrial, hvor hun skulle bo på Neutranium. Hvordan hun havde det med det, vidste hun dog ikke helt endnu. Det ville også blive en stor omvæltning for hende.

[Deleted]

"Du nyder dette en kende for meget, Jarniqa. Det er lige før det smitter af," endte Valandil med et skævt smil på læben. At hun derimod selv lød til at nyde hans selskab i forhold til sidst, var noget som han faktisk anså som vigtigt. Selv måtte han jo erkende, at det i sandhed var rart, at siddem ed noget selskab, og særligt nu hvor han rent faktisk var faldet mere til ro, og det længst var gået op for ham, at hun slet ikke var ude på at udnytte det, som han kunne tilbyde. At hun derimod havde holdt en hel landsby skjult for ham, kom egentlig ikke bag på ham. Hun havde nemlig været meget hemmelighedsfuld, da han havde set hende dengang, og ja.. han havde været pænt negativ i forhold til hvad han var nu. Hovedet lod han søge let på sned. "Du virkede heller ikke interesseret i, at føre mig videre ind i Paggeija. Jeg formodede blot, at du havde dine grunde til det.. Men en hel landsby? Hvem holdt til der?" spurgte han videre. Ganske vidst var han klar over, at det havde været et sted, som havde haft en stor betydning for Dødsenglene, ellers ville de da ikke have søgt dertil på denne brutale måde, og nærmest bare.. slagtet hvad de nu havde mødt af modstand undervejs. Selvom han selv var et mørkt væsen, så gik han ikke op i det på den måde. Han holdt sig egentlig bare væk fra folk. Det var hvad han havde fået mest ud af, i sit liv.  Var han til landsbyer? Det vidste han faktisk ikke. "Jeg vil gerne se det," sagde han endeligt. Som det stod lige nu, så ville han heller ikke love hende noget, for i forvejen, var han ikke meget til bylivet. Han så til, som hun ordnede stykkerne fra anden og vendte dem. Ikke at han sagde noget til det, men det var lidt hans opgave. Han knyttede næverne ganske let, også selvom han nu ikke sagde noget til det. Han var selv ved at blive temmelig sulten, og særligt nu hvor duften af and bredte sig i hele området.

[Jarniqa Dynithril]

Med et glimt i øjet betragtede Jarniqa ham. Det klædte ham uden tvivl at være så opløftet. Glad måtte hun også selv være for, at han havde fået en smule glæde tilbage i sit liv. Selv vidste hun nemlig, at han havde gennemgået nogle hårde perioder, da hun havde mødt ham første gang. ”Og hvad er problemet ved, at mit gode humør smitter,” spurgte hun ham med et smil på læben, inden hun forsøgte at dulme smilet og rynke brynene i stedet. ”Jeg kan også bare se sådan her ud, hvis det er et problem,” indskød hun, skønt smilet hurtigt fandt vej til hendes læber igen, som hun trods alt var ved godt humør. Hendes humør måtte også holde ved, som han ej blev vred på hende, som hun fortalte ham om Benden. Det glædede hende, at han accepterede det, men havde han egentligt også et valg? Muligheden var nemlig, at han accepterede det og fik sit eget hus, eller at han blev vred og fortsatte sit liv i hulen. Desuden havde hun jo også haft sine grunde til ikke at oplyse ham om dette. ”Jeg holdt til der.. Som sagt var den ellers forladt,” fortalte hun. ”Endvidere sagde du selv, at du ønskede at være alene. Jeg syntes blot, at du skulle have muligheden nu..” To personer havde der faktisk kun været i Benden. Hende og Damien. Dog nævnte hun ikke Damien, da han altid havde ønsket at være skjult. Det var også blevet bevist ved, at han havde boet i hendes lomme som en lille mus, da de havde flygtet fra Paggeija til Procias. Derfor vidste Damien også, hvem Valandil var.. Valandil vidste bare ikke, hvem Damien var. Hun smilte til ham, som han sagde, at han om end gerne ville se byen. ”I så fald vil jeg vise dig byen, når grænserne igen åbner. Hvis du ønsker at blive der, kan du frit vælge imellem de eksisterende huse. Nogle af dem indeholder også visse møbler.”

[Deleted]

Opløftende synes situationen helt at være, og det var noget som selv Valandil kunne lide. Han stolede på Jarniqa. Hun var den første i hans liv, som han rent faktisk kunne sige, at han stolede på. Han havde i forvejen haft det temmelig stramt med tilliden til kvinder, af en temmelig oplagt grund, men her, var det ganske anderledes. Dog måtte han ej bryde i latter, men han fandt det hyggeligt og morsomt ikke mindst. "Det får dig næsten til at se gammel ud." pointerede han med en sigende og ærlig mine. Han kunne jo heller ikke rigtigt lade være, når han endelig fik muligheden for dette. 
At hun havde holdt en hel by skjult for ham, var ikke noget som rørte ham som sådan. Skulle han da være vred over dette? Det var der slet ikke nogen grund til. Det vækkede dog kun en nysgerrighed for ham. Havde hun haft en hel by alene? Hvorfor havde dødsenglene så sendt en hel hær for at indtage byen? Han rynkede let i panden. "Du må i sandhed haft dine grunde til at holde dette skjult for mig. Ganske vidst ønskede jeg, at være alene.. Og det gør jeg stadig. Jeg finder det ikke komfortabelt med mange omkring mig," sagde han endeligt. Dog måtte han jo sande, at han var temmelig nysgerrig på, hvad hun egentlig kunne byde ham på i form af et hjem, og særligt hvis det var tæt og med tag over hovedet. Det var uden tvivl bedre end en grotte, som han havde haft frem til nu, og det var jo lidt det, som han reagerede på, hvad det her angik. At hun gjorde så meget for ham, var dog derimod det, som rent faktisk forvirrede ham mest.. Hvorfor gjorde hun det? Han havde jo intet gjort for hende. "Jeg forstår bare stadig ikke hvorfor du gør alt det her for mig. Jeg har jo ikke skænket dig noget, som gør, at jeg fortjener dette i retur."

[Jarniqa Dynithril]

Som hans eneste kommentar til hendes ansigt var, at hun så gammel ud, måtte Jarniqa give hans skulder et skub med hånden. ”Du kan selv være gammel!” udbrød hun, skønt hun ikke just var vred. Bestemt ikke. Spørgsmålet var dog altid, om Valandil også vidste dette. Han havde nemlig før givet udtryk for, at han tog alt seriøst. Det behøvede han dog ikke at gøre med hende, som hun rent faktisk kunne finde på at sige ting i sjov. Ligesom nu. Det var dog også det, som tidligere havde fået bølgerne til at gå højt imellem dem. ”Alle har vel sine hemmeligheder,” sagde hun med et kort skuldertræk. ”I Benden kan du dog sikre dig, at der ej er mange omkring dig. Det er nemlig en by, som manjanerne til dels har glemt. Derfor søger folk generelt heller ikke derud.. Dog kan jeg ikke sige, hvordan byen bliver, og hvordan byen ser ud, når dødsenglene engang forlader den.” Blikket vendte hun mod bålet, hvor hun betragtede de svage flammers dans. Roligt trak hun vejret. Rart føltes det helt at sidde her, som det føltes helt normalt. Det mindede hende nemlig lidt om hendes og Damiens liv i Benden, skønt de dog havde haft dem et lille køkken. ”Du har da skænket mig dit selskab,” svarede hun stilfærdigt, som var det grund nok. Det føltes hun dog, at det var. I hvert fald så længe, at hun rent faktisk kunne lide hans selskab. Hendes blik gled til den grillede and, hvor flammerne helt måtte give genlys i hendes smaragdgrønne øjne. Hun smilte svagt, inden hun igen så i hans retning. ”Jeg tror, at vi skal spise nu, medmindre vi skal have forkullet and,” kommenterede hun roligt, som anden syntes at have fået en passende kulør. Selv kunne hun også helt føle, hvordan tanken og lugten fik hendes mave til at rumle. Godt skulle det nok smage! Det var hun skam ikke nervøs for.

[Deleted]

Ej troede Valandil på, at Jarniqa var vred over hans udtalelse, for det var der jo ikke nogen grund til. Hun kunne jo bare lade være med at se gammel ud, og det var lidt sådan, at han havde det.  "Jeg beklager, men det er lige før, at man skulle tro, at du var ældre end jeg," lød det roligt fra ham. Selvom han måske ikke havde vist det meget tidligere, havde han forståelsen for ironi, drillerier og tildels også sarkasme. Han var nok lidt en særling, men for pokker, det var noget, som han sagtens kunne leve med, hvis det skulle være det.
At leve i byer, var slet ikke noget som havde været typisk for ham i hvert fald. Det var faktisk altid der, at det var gået galt for ham. "Jeg formoder ligeledes, at det er et sted, som har betydning for dig, i og med, at du ikke har valgt at fortælle mig om det." Hovedet lod han søge let på sned. Ikke at han klandrede hende for det, da de jo alle sammen, også havde deres hemmeligheder, så hvorfor blive vred over det? Det var bare spild af energi. Maden var ved at blive færdig, hvor Valandil selv måtte vende blikket mod det. Han rettede sig en anelse op, hvor han tog fat i pindene og kort førte dem mere ned mod ilden for et par sekunder, inden han fjernede dem. De største stykker, forblev på pinden, som han derefter rakte til Jarniqa. "I det tilfælde, så vil jeg bare sige velbekomme. Og håber at det smager," sagde han med en rolig stemme. Lårene tog han efterfølgende i sin egen hånd. Pinden lagde han halvt om halvt ned, så han kunne få lårene tættere på sig. Derefter begyndte han bare at spise. Han var godt sulten, og maden var der i forvejen ikke særlig meget af på disse kanter, så det at han delte et måltid med hende, var virkelig gavmildt. Særligt fordi at han endnu ikke havde haft en grund til at gøre det før. "Du har været god ved mig siden første dag, Jarniqa.. Jeg er dig taknemmelig," afsluttede han endeligt, som han så mod hende. Hun var virkelig et godt væsen. Det havde han jo selv erfaret.

[Jarniqa Dynithril]

Det ene bryn hævede Jarniqa, som han valgte at fortsætte sine ”fornærmelser” af hende. Hånden hævede hun ligeså advarende igen, skønt et lille smil måtte herske i hendes mundvige. ”Ønsker du virkelig, at jeg slår dig denne her gang?” spurgte hun ham drillende, som der skam skulle mere til før hun blev arrig. Et temperament havde hun måske, men stadig var hun også fornuftig.
At han spurgte ind til, om Benden havde personlig betydning for Jarniqa, kunne hun selvfølgelig kun nikke ja til. Byen havde trods alt været hendes hjem i 15 år, og derfor måtte byen naturligvis også være hendes trygge base. Derfor gjorde det ondt at vide, at den var blevet revet brutalt fra hende. Nok havde hun leget med tanken om at komme væk, men ej havde hun tænkt, at det skulle have foregået på denne her måde! Brutalt og barbarisk havde det nemlig været, som fremmede blot havde kommet og sagt, at det nu var deres. ”Det har været mit hjem, siden jeg blev født.. Selvfølgelig har det betydning for mig, ligeså vel som det har betydning for mig, at det ikke længere er mit hjem,” sagde hun ærligt. Kunne det virkelig være så underligt? Ryggen rankede hun automatisk, som han rakte hende en af pindene. At det endda var det største stykke, som hun fik stukket i hånden, måtte hendes øjne hurtigt opfange, hvor hendes mave også måtte acceptere det med en sulten rumlen. ”Mange tak,” endte hun taknemmeligt med at sige, som hun tog imod pinden med andebrystet. Herfra kunne hun ej heller vente længere, som hun sultent måtte tage en bid af det grillede kød. ”Mmh,” lød det tilfredst fra hende, som andesmagen blandede sig med grilsmagen. Ganske perfekt! Hun var i hvert fald fuldt ud tilfreds med maden. Blikket endte hun med at dreje mod ham, som han takkede hende. Rart var det at høre, skønt hun selv følte, at det havde været lidt af en selvfølge, at hun havde hjulpet ham. En ond person var hun jo ikke, hvor han på sin vis også havde været en mand i nød. ”Du havde brug for hjælp.. Skulle jeg da bare have ladt dig sejle i din egen sø?” spurgte hun, som det ej ville have faldet hende naturligt ind at gøre. Heldigvis var hun ikke videre social med andre, men alligevel var hun skam menneskelig.