Are we done yet..?

[Deleted]

Valandil mente som sagt, at han skyldte Jarniqa, og særligt fordi at hun havde gjort så meget for ham. Dette var særligt noget, som havde sat sig i hans hoved. Han lod hovedet søge på sned. Var det for meget for hende? Ikke at det som sådan kom bag på ham. Dette var nu bare noget, som hun særligt måtte leve med. Hun havde reddet hans liv, og naturligvis var det noget, som havde betydning for selv ham. Han lod armene søge over kors. "Er det da blevet for meget for dig?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme. 
Anden var skudt ned, så for nu, var han heldig, at få mad på bordet. Det var svært at finde mad i denne tid, selvom det nu var noget som man kunne sige, at Valandil i forvejen var vant til, så det var bestemt ikke noget, som han sagde noget som sådan til. Hans blik søgte hendes direkte igen. Han trak næsten morende på smilebåndet. "Du forekommer mig ikke som en kvinde, der sidder stille og fletter hår, Jarniqa," sagde han direkte. Hvorvidt om hun boede i flygtningelejren eller ej, var ikke til at sige for ham. Dog var han nu temmelig sikker på, at det hele nok skulle komme, som det nu kom. Han trak kort på skuldrene. Han var jo i princippet ganske ligeglad. Hun kunne jo egentlig lave, hvad der passede hende, og det ville ikke røre ham. "Du har været vidt omkring, kan jeg fornemme," sagde han med et skævt smil på læben. Han rystede på hovedet. Faktisk boede han ikke rigtigt nogen steder. Ganske vidst så han sin bror fra tid til anden. Det var jo rart med noget, som var mere.. hjemmefra, også for ham, og særligt i dette tilfælde! "Nej.. jeg bliver sindssyg af elverne og deres samfund. Jeg bor herude... går rundt på må og få.. De hjalp mig. Jeg er dem taknemmelig, men jeg er ikke velkommen i deres elviske samfund," lød det roligt fra ham.

[Jarniqa Dynithril]

Det var på ingen måde fordi, at det var for meget for Jarniqa, at han åbnede sig op for hende, at hun sagde dette til ham. Det var nærmere fordi, at han tidligere havde gjort det klart for hende, at han bestemt ikke ønskede hende tættere på sig end, hvad godt var. Derfor kunne hun ikke lade være med at tænke over den pludselige ændring, og som hun selv lagde mærke til den, kunne hun ikke undgå at konfrontere ham med det. ”Nej.. Nej, på ingen måde,” sagde hun ærligt, uden at hun tog blikket fra ham. ”Jeg kan lide det..” Lettere var han uden tvivl at tale med, nu hvor han ikke længere bed af hende, og det kunne hun på alle måder godt lide. Det var også, hvad hun måtte ende med at gøre klart for ham, som han nu engang valgte at spørge ind til det. Muntert trak hun på smilet ved hans ord. Sandt var det nemlig, at hun bestemt ikke var kvinden der sad på sin flade og syede og flettede hår. Hun var nærmere kvinden, som klatrede i træer, gik på jagt, og som var på kanten med loven. ”Så meget ved du dog om mig,” kommenterede hun med et smil på læben, som han da havde det rigtigt om hende. At han igen konkluderede, at hun havde været vidt omkring, kunne hun kun give ham ret i. Hun havde nemlig ikke været stillestående siden angrebet i Ityrial. Utroligt var det helt, da hendes liv aldrig havde været, som det var nu. Ligeså vidste hun også, at det aldrig ville kunne blive det samme igen. Gad vide, hvordan hun ville ende med at tackle det? Skævt smilede hun. ”Jeg må indrømme, at jeg forstår dig.. Jeg vil ligeså langt hellere være alene, end at sidde i en klynge i en af flygtningelejrende,” sagde hun ærligt, inden hun måtte blive nysgerrig og undrende igen. ”Hvordan kan det være, at du ikke er velkommen i elvernes samfund, hvis din bror er der, og siden at de hjalp dig?”

[Deleted]

Et kort smil bredte sig på Valandils læber, som han igen lod hovedet søge på sned. "Så er der vel ikke noget problem?" spurgte han direkte. Selvom han nu ikke havde så mange problemer med at skulle snakke med hende, var det da bestemt ikke ensbetydende med, at han pakkede tingene ind, for det gjorde han da godt nok ikke. Anden lod han hænge slapt i hans hånd. At det var et dødt dyr, var nu ikke noget som rørte ham. Mange elvere ville nok korse sig, om de vidste, at han slog dem ihjel på den måde. Særligt fordi, at der ikke var mange tilbage i disse tider. Dog rørte det ham ikke. Mad skulle han jo trods alt have. Og der var han jo heller ikke ligefrem noget undtag. Han nikkede mod hende. Dum var han jo trods alt ikke. "Det kommer nu heller ikke bag på mig.. Du har altid virket som en energisk ung kvinde." sagde han ærligt. Dum var han jo heller ikke, og han var jo trods alt også meget observant. Det var man jo nødt til, og særligt med det liv, som han havde haft. Han nikkede. Han var virkelig ikke god til det med store klynger, og særligt fordi at han i en flygtningelejr, følte sig svag og ynkelig, og den tanke, kunne han slet ikke have! "Alt for mange mennesker klynget op på samme sted, samt følelsen af at være ynkelig og svag.. Det er bare ikke mig," sagde han ærligt. Han fik buen og pilen tilbage på plads, inden han lod hovedet søge på plads. Hun stillede ham godt nok mange spørgsmål. Ikke at han som sådan havde noget imod det. Det havde jo også sin charme et eller andet sted. "Min broder har været her i frygtelig mange år. For dem er han en del af skovelvernes folk.. Jeg er mørkelver.. og jeg har ikke tænkt mig at lave om på mig selv, for at stille andre tilfreds," sagde han med en direkte stemme. 

[Jarniqa Dynithril]

Morende trak Jarniqa på smilebåndet over hans ord. ”Nej. Det er ikke noget problem,” medgav hun roligt. Hun kunne nemlig uden tvivl lide hans åbne side, som den var langt mere charmerende, end hvad hans gnavne side var. Dog kunne hun også godt lide, at det ej heller var ens betydning med, at han nu var en omvandrende sommerfugl, som hun godt kunne lide det faktum, at hans personlighed endnu havde en smule kant. Selv var hun nemlig ikke til de skvattede personligheder. Det var også en kategori, hvori hun havde smidt personer som Caleb Veterano ind i. Tilfredst måtte hun dernæst helt trække på smilet, som han stemplede hende som en ung og energisk kvinde. Titler, som hun uden tvivl kunne forene sig med! ”Den beskrivelse kan jeg godt efterkomme,” lød det fra hende med et smil på læben. Desuden gav han hende også en langt bedre beskrivelse, end hvad hun tidligere ville have troet, at han havde villet give hende. Hidtil havde hun nemlig troet, at han havde stemplet hende som irriterende. Genkendende måtte hun dernæst også helt nikke til hans opfattelse af flygtningelejrene. ”Jeg er enig.. De er vel et fornuftigt alternativ til dem, som ikke er i stand til at skaffe sig andet. For mit vedkommende ville et sådant sted dog aldrig kunne gå.. Alle de personer, og al den elendig.. Jeg tror, at jeg ville have flygtet efter den første dag,” endte hun ærligt med at sige. Selv var hun bestemt ikke vant til at være omkring andre mennesker i så lang tid ad gangen og på så lidt plads. Derfor havde hun end ikke vurderet i lejrende til at være en mulighed for hende. Interesseret lyttede hun til hans ord omkring skovelverne. Selv havde hun svært ved at forstå alle raceproblemerne, for selv kunne hun ikke se, hvilken forskel det gjorde, om man var mørk- eller skovelver. Theodore der var warlock havde jo også haft det fint med, at hun var halv magiker og ikke halv warlock, så hvad var problemet? ”Jeg forstår ikke, hvad problemet skulle være. Ej siger jeg, at du skal lave om på dig selv, men jeg forstår ikke, hvori problemet skov- og mørkelver ligger.. Begge er I jo til, og hvis I alligevel ikke ønsker den anden part noget ondt, hvad er så problemet?” Hendes hoved søgte på sned. Damien havde tidligere sagt, at folk ville vende hende rygge, fordi hun var halv mørkelver. Selv forstod hun det endnu ikke, for hun var jo sig selv og ingen anden.

[Deleted]

Så lang tid, at der ikke var nogen problemer, så kunne Valandil da ikke være andet end tilfreds. Han kunne være åben, hvis det var noget, som han kunne finde en grund til.  De grønne øjne betragtede sig af hendes skikkelse. Alt i betragtning, så var han faktisk fascineret af hendes væsen, og hvad hun havde formået at gøre med sit liv frem til nu. Ikke at det var noget, som han havde valgt at sige højt, for det havde han aldrig haft nogen grund til. Andre havde jo igennem hans liv, været ganske ligeglad med hans holdning og mening til tingene. Foruden hende faktisk. Det var uden tvivl værd at tage med sig. "Jeg er meget opmærksom på hvad der er omkring mig.. Jeg formoder ikke, at de ord jeg har brugt til at beskrive dig, er dig ukendte?" lød det roligt fra ham, som han igen måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han tog det ikke tungt. Det havde han ikke nogen grund til.
Alt taget i betragtning, så var det uden tvivl en underlig situation at sidde i, og særligt for Valandil, for han var vant til altid, at skulle klare sig selv. Dette.. skilte sig bare fra hans normale liv. Dog var det ham en glæde, at de var enige hvad angik flygtningelejren. "I mine øjne, er lejren for dem, som ikke er i stand til at klare sig selv, og som har brug for hjælp til at holde sig ovenvande.. Jeg har heller ikke det indtryk af, at det var typen af kvinde, som du var, Jarniqa," lød det roligt fra ham, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Som mørkelver var han nemlig selv et meget selvstændigt væsen, og dette var så sandelig intet undtag, alt taget i betragtning. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg lever og eksistere, men min mørke baggrund anerkendes ikke her.. Jeg holder mig derfor væk fra deres landsby. Bare det søde og blide, som de nærmest går ind for, giver mig kvalme," lød det roligt fra ham. Han kunne virkelig ikke have det!

[Jarniqa Dynithril]

Selv kunne Jarniqa ikke just sige, at hun følte, at folk beskrev hende på må og få. Det var nærmere kun ham, Salvatore og Damien, som gjorde dette. Dog havde hun intet imod beskrivelserne så længe, at de var positive. Derudover var det generelt også interessant at høre, hvordan folk egentligt så hende. Det kunne hun trods alt først vide, når de sagde det direkte til hende, ligesom det Valandil lige havde gjort. Kækt trak hun på smilebåndet, hvor hun endnu måtte have et glimt i de smaragdgrønne øjne. ”Jeg må skuffe dig og sige, at det ej er særligt mange af dem, som jeg taler med, som så også vælger at beskrive mig foran mig. Jeg tror, at den ære må tilfalde dig,” svarede hun ærligt med en munter klang. Igen kunne hun også kun blive tilfreds, som han også beskrev hende som en overlever. Personligt ville hun også selv mene, at det var hvad, at hun var. For det første var der hendes liv i Paggeija der konstant havde kaldt på overlevelse, som hende og Damien havde måttet klare sig selv. Det havde de gjort ved, at de selv jagede det, som de spiste, samt at hun havde fået penge på bordet ved at stjæle dem fra andre. Dernæst havde der været hendes beslutning om, at hun både skulle have Damien og Valandil med sig over grænsen, hvilket havde fået hende til at tage styringen. Man kunne vel sige, at det var den første gang, at hun havde taget lederskab? Det sidste måtte være, at hun havde skabt en modstandsbevægelse, samt indgået en alliance med et kongehus. Ikke blot for at sikre sig selv, men for at sikre mange andre. ”Aldrig har jeg taget imod hjælp fra andre, og derfor skulle jeg ej heller til at gøre det i flygtningelejrene. Ej er det skidt, at de er der, for som du selv siger, er der dem, som ikke kan klare sig uden.. Du og jeg er bare ikke en af dem,” fastslog hun roligt. Selv kunne hun lide det. Hun kunne lide at fungere selvstændigt, ligeså vel som hun kunne lide tanken om, at Valandil kunne det. Det var nemlig langt mere charmerende at kunne stå på egne ben, end at man skulle rende i skørterne på en anden. Skævt trak hun på smilebåndet. Morsomt var det næsten helt at høre Valandils mening om procianerne. Selv måtte hun også sige, at det ej heller var et folkefærd, som hun brød sig synderligt meget om. ”Det lyder som om, at du agter at søge videre?” lød det roligt fra hende.

[Deleted]

For Valandil var en skovl en skovl, og en spade var en spade. Hvorfor ikke bare sige, hvad han så hende som? Han lod den døde and hænge slapt i hans hånd, mens han nu stod her for at snakke med hende. Faktisk havde han ikke noget imod det. Hun stirrede ikke skævt til ham, men accepterede ham derimod som den mand han var, hvilket var noget, som han faktisk godt kunne lide. At hun så derimod heller ikke havde noget imod det, var jo i hans øjne, kun en bonus. "Det lyder i mine ører til, at jeg skal være meget beæret over dette?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Dog var dette ikke noget, som han sagde noget yderligere til. Han var.. tilfreds. Der var nok ikke et ord, som kunne dække det bedre end det. 
Begge var de stærke og selvstændige. De havde ganske vidst hver især haft deres ting at skulle slås med, men det var vel en erfaring, som de et sted kunne give til hinanden? "Svag har jeg aldrig været, og vil jeg aldrig nogensinde blive. Ganske vidst har jeg mødt min form af modstand undervejs, men det har jeg overlevet trods alt," sagde han kort for hovedet, inden han vendte blikket ned mod anden ved hans side. Ingen kvaler havde han dog ved at skulle spise denne. Overhovedet ikke faktisk. Her ønskede han bestemt ikke at blive. Overhovedet ikke faktisk! "Procias er ikke et sted for mig.. Dog har jeg stadig ikke nogen mulighed for at søge ud på den anden side af grænsen. Ej ønsker jeg at underkaste mig den ledelse, som tog mit nye hjem så brutalt fra mig," fortalte han med en kortfattet stemme? Vred? Et sted var han vred, for selvom det ikke havde været andet end en sølle grotte på en bakke, så havde det været hans hjem, og han havde været i fred. Det havde jo været fuldstændig perfekt for ham!

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt han skulle være beæret over, at han var den person, som indtil nu havde beskrevet hende, vidste Jarniqa nu ikke. Faktisk lød det nærmere en smule komisk i hendes ører, som det vel næppe var en stor ting. Muntert kunne hun derfor ikke undgå at smile, skønt han lød så seriøs, når han talte om det. ”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke ved om det er noget, som man kan se sig beæret over.. Du skal dog være velkommen til det, hvis det er det du vil,” kommenterede hun med et smil på læben. Morsom var han nu engang også på visse punkter, som han også var meget anderledes, end de mænd, som hun ellers havde mødt. Ikke, at det var en dårlig ting, for det syntes hun ikke just, at det var, men morsomt var det nu engang. Roligt betragtede hun ham. Personligt kunne hun godt lide den styrke, som han signalerede, at han havde. Det var for eksempel en styrke, som hun ikke havde følt, at Caleb Veterano havde haft i den sidste ende, og det havde uden tvivl skuffet hende. Kunne man derfor sige, at hun havde en mandetype? Aldrig havde hun dog haft noget med en mand, og derfor var det måske bare en mennesketype i stedet? ”Jeg kan lide det,” endte hun ærligt med at sige. ”Jeg kan lide, at du er stærk, som du bade er stærk i dine holdninger og i din sjæl. Det er måske ikke alt, som vi er enige om, men jeg kan lide, at du kan stå fast.” En ros var det vel helt til ham? Hun mente det dog, som han ikke blot lod sig kue, skønt han teknisk set var underkuet. Der var nemlig visse ting der gjorde, at hun følte, at han endnu var underligt mørkelvernes regime. Tænksomt så hun ned, som han sagde, at Procias ej var stedet for ham, som det hele var lyserødt, men at Manjarno eller Vavilon ligeså ej heller var, grundet den ledelse, som nu havde indtaget landet. Hun fugtede læberne, inden hun måtte se op på hans ansigt igen. ”Hvad hvis ledelse blev fjernet der? Ville du i så fald ønske at vende tilbage?” endte hun med at spørge.

[Deleted]

Stålfaste meninger, kunne man i hvert fald godt sige at Valandil måtte have, og dette var noget, som rent faktisk passede ham fint. Han havde dem, og folk måtte jo bare lære at leve med dem. Han lod armene let søge over kors, hvor han i samme omgang, måtte kaste lidt rundt med den kære and, som han havde foran sig. "Jeg har ramt meget korrekt. Jeg vil nu alligevel tage det som en meget god ting," lød det roligt fra ham. Han kunne lide hende. Det var måske lidt det, som også var hans problem? Hun havde accepteret ham, som en af de eneste, som han havde været forbi i sit liv. Han måtte slå de tanker ud af hovedet. Ikke var det noget, som ville være ham til gavn. De alligevel rosende ord, fik ham til at kigge mod hende. "Man får intet ud af sit liv, om man ikke kæmper for det, som man ønsker. Jeg er intet undtag, og ej heller er du," lød det roligt fra ham.
Kort måtte Valandil vende blikket mod anden i hans hånd. Skulle han invitere hende til at spise med? Også som tegn på hans taknemmelighed? Procias var uanset ikke et sted for ham, og så kunne han jo samtidig også vise hende, hvor han holdt til henne? Det ville vel ikke være så slemt? Hans blik søgte hendes igen. Procias var for lyserødt og for blidt og venligt for ham. Han havde brug for nogen, som kunne give ham en modstand. Som hun gjorde. "Den dag at Manjarnos ledelse falder fra, der tager jeg tilbage dertil igen," sagde han allerede ganske bestemt. Det var en tanke, som han havde haft, siden han var drevet hertil. Han trak vejret dybt. "Er du sulten?" endte han med at spørge hende. Han havde ikke nogen anelse om, hvordan man opførte sig pænt i den forstand. Lige nu gik det hele udelukkende ud på at vise taknemmelighed. Og dette var uden tvivl noget, som han ønskede at vise hende. 

[Jarniqa Dynithril]

Fast måtte smilet nu engang hvile på Jarniqas læber, som han fastlog overfor dem begge, at han nu engang anså det for at være en positiv ting. Morsomt fandt hun det selv, hvor hun samtidig også måtte finde det en smule sødt. Sjov var han nemlig på sin helt egen måde. Hun kunne nemlig ikke just sige, at hun havde mødt mange andre som ham. Igen måtte hun nikke genkendende til hans ord, alt imens glimtet i hendes øjne var tilfredst. ”Igen er jeg enig med dig. Livet er en kamp, som man selv vælger, hvad man ønsker at stille sig tilfreds med,” medgav hun roligt. Det var bestemt ikke alt, som de var enige i, men alligevel kunne hun lide det faktum, at han var en overlever, hvor han også lod sig puste op, hvis hans territorium blev overtrådt. Ikke, at det nogensinde havde haft en virkning på hende, for hun havde konstant presset på, skønt han havde ønsket hende på afstand. Nu kunne det endda også helt ligne, at hun havde omvænnet ham, som hun pludselig måtte føle sig ønsket i hans selskab. Hun behøvede for eksempel ikke længere at hive ordene ud af ham, samt han også blev afslappet stående hos hende. Hun trak på smilebåndet. ”Den dag skal nok komme. Ganske vidst kender jeg ej meget til styreformer, men som over halvdelen af befolkning er imod denne, kan den umuligt overleve,” sagde hun ærligt. Derudover var der også det faktum, at hun vidste, at hun nu havde Dvasias og Procias på sin side.. Det behøvede Valandil dog ikke at høre om lige nu og her. Ej heller ønskede hun at give ham forhåbninger, når hun ikke vidste, hvornår udfaldet ville ske, og om det overhovedet ville lykkes dem. Hendes blik søgte automatisk ned til anden, som han spurgte ind til, om hun var sulten. Selv havde hun altid levet efter det princip, at det gjaldt om at spise, når der var mad, og derfor var det også tilfældet nu. Hun kom nemlig ikke fra en husstand, hvor det var en selvfølge, at der var mad på bordet. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod ham igen, hvor det lille smil måtte hvile på hendes læber. ”Hvis det er en invitation, så ja,” sagde hun mildt.

[Deleted]

Jarniqa havde været kendt med Valandil, da han havde følt sig sårbar, og såret, og derfor været tvunget til at beskytte sig selv. Det var der intet galt i. Han var en overlever, og han var tilpasningsdygtig. I det tilfælde, om han fik lov til det, som hun havde givet ham lov til ved Benden. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Selvom de ikke altid var helt enige, så var der stadig visse ting, som de alligevel var enige om, og som de sammen delte meninger om. "Altid vil livet være noget, som man skal kæmpe for. Dette er ikke noget undtag. Se på det som en erfaring, som man er gjort rigere," sagde han med en rolig stemme.
Selv på trods af hans livserfaring, kontra hendes, så var det alligevel ganske spændende at se hvad hun egentlig ønskede at få ud af sit, kontra hvad han selv ønskede. Han ønskede jo bare muligheden for et liv.. Et godt og solidt liv, hvor han kunne være i fred, uden folks skæve blikke i retningen af sig. "Styreformerne og ledelsen har aldrig interesseret mig, såfremt at de ikke har generet mig.. Dødsenglene drev mig væk fra mit nye hjem. Det er ej en styreform som jeg kan acceptere. Jeg håber blot, at det er noget som snart vil ende, så vi kan vende hjem," lød det fra ham. Han var fast og besluttet. Procias var bestemt ikke et sted hvor han ønskede at blive.
At hun derimod takkede ja til hans tilbud og indirekte invitation, var noget som et sted glædede ham. Mest fordi at han ønskede at give udtryk for sin taknemmelighed overfor hende. Han rettede sig op. "Udmærket.. Denne vej," tilføjede han roligt, inden han søgte længere ind i skoven. Bevidst i modsatte retning af elvernes landsby. Jo længere væk han kunne komme fra dem, des bedre var det uden tvivl også for ham. Han søgte ind mellem træerne og hen mod en bakke.. Der havde han slået sig ned. Han havde lavet eget telt og havde bålsted tæt ved en lille å.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg ser skam alt, hvad jeg laver, som en ny erfaring,” kommenterede Jarniqa roligt. Personligt var hun også i en alder, hvor meget endnu var nyt for hende, samtidig med, at hun havde alderen, hvor man forsøgte at finde sig selv. Svært var det, hvor hun ikke selv vidste, om hun tog sig af mere, end hvad hun kunne sluge, men nu havde hun jo taget springet.. Nu var det derfor blot at se, om hun ville flyve, eller om hun ville falde. Nervepirrende var det, skønt hun også måtte være spændt, som hun ønskede at se, hvordan al dette ville udvikle sig. Det var trods alt noget stort, som hun havde valgt at involvere sig i. Let smilede hun ved hans ord. ”Hjem.. Jeg ser frem til den dag, hvor vampyren og alle dødsenglene har forladt, hvad der er vores. Hvorvidt om det vil ligne sig selv, ved jeg ikke.. Ej heller ved jeg, om jeg vil føle mig som mig selv,” sagde hun ærligt. Selv havde hun nemlig rykket sig gevaldigt siden angrebet på Ityrial. Hun var nemlig ikke længere en fattig tyv, der levede i isolation med sin værge. Hun var nu leder af modstandsbevægelsen, og en udforskende ung kvinde. At han selv ønskede at vende tilbage til sit liv i Paggeija, glædede hende. Det betød trods alt, at han alligevel havde nået at stille sig tilfreds med sine nye omgivelser. Måske burde hun gøre ham den tjeneste, og vise ham selve Benden, når de engang vendte tilbage? I starten havde hun trods alt ej ønsket ham der, fordi hun ej havde vidst sig sikker på ham. Derfor havde hun med vilje ledt ham over til en hule, fremfor et hus, som han ellers ville have kunnet fået.. Gad vide om han ville blive vred på hende, når han fandt ud af dette? Hun trak på smilet, som han ønskede, at hun fulgte med ham. ”Har du fundet dig en ny hule?” spurgte hun ham nysgerrigt, inden hun fulgte med ham. Han havde trods alt ikke fortalt hende, hvor han boede, samt hvordan han boede. Han havde kun fortalt, at han ikke boede blandt skovelverne. Selv kunne hun dog se, at det ej var en hule, som han havde fundet til sig selv, som de kom længere ind i skoven. Langsomt kunne hun nemlig ane, hvordan et telt var blevet slået op længere fremme.. Selv gik hun i hvert fald ud fra, at det måtte være hans.

[Deleted]

"Selvom du er ung, er du meget fornuftig," sagde Valandil sandfærdigt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Hun var fornuftig, hvilket var noget, som han faktisk godt kunne lide. Ikke at det var noget, som han viste for tydeligt og for åbent, men det var nu bare sådan at det var. Hver en erfaring man gjorde sig, var noget som man lærte af. Et sted... tændte det ham vel? Et eller andet sted. "Jeg holdt af Paggeija. Jeg elskede det sted, samt den ro som var der. En skam at vampyrere og dødsengle så absolut skulle komme og ødelægge det," sagde han kortfattet. Et sted var det en tanke som gjorde ham.. vred? Selvom han naturligvis var glad for at Jarniqa havde revet ham med sig, så havde det stadig været hans hjem, efter han havde taget flugten fra Dvasias. "Du ved ikke om du vil føle dig som dig selv? Hvordan skal den forstås?" spurgte han kort for hovedet. Ej var han en mand som brød sig synderlig meget om overraskelser. Det havde han af åbenlyse grunde, aldrig gjort. 
Han søgte ind mellem træerne med den døde and dinglende i hans hånd. Det at plukke den, og få den stegt, ville ikke være slemt. Han glædede sig faktisk. En god and, havde han faktisk ikke fået i rigtig lang tid nu. Han rystede på hovedet. "Huler og grotter er der ikke mange af her i landet," sagde han med en kortfattet stemme. Det var anderledes end hvad han var vant til at se og færdes i. For hans ben og knæ særligt, var det måske en god ting. Den lille enmandslejr, som han havde lavet her, søgte han hen mod. Afliggende og skjult. Ligesom han kunne lide det. "Jeg klarer mig selv her," tilføjede han, inden han søgte hen mod øen.. Her satte han sig på knæ... og tvang anden under vandet.. Her begyndte han at vaske den.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst smilede Jarniqa. ”Vil det være for meget, hvis jeg igen siger tak for ordene?” spurgte hun i en kæk tone, skønt hun skam mente sit tak. Selv var hun nemlig ikke vant til, at folk gav hende så mange positive ord med på vejen. Dog kunne hun lide det, hvor hun ej heller ønskede, at han stoppede.. men hvilken person kunne ej heller lide komplimenter? Især når man ikke var vant til at få dem? ”Der fandtes ej et bedre hjem end Paggeija. Selv håber jeg blot, at jeg endnu vil kunne genkende mit gamle hjem, når vi alle engang kan vende tilbage,” sagde hun ærligt. Afsides havde Paggeija måske ligget, men alligevel havde det været hendes hjem. Det havde været hendes hjem til hun og Damien var blevet drevet fra det. Hvordan det så ud nu, anede hun end ikke. Hun kunne vel kun frygte, hvad dødsenglene havde gjort ved det. De kunne vel kun have ødelagt det? Fyldt det med mørke? Hun endte med svagt at trække på skulderen. ”Anderledes er min og mange andres hverdag blevet siden besættelsen.. Derfor er det vel ikke til at sige, om det vil være de samme personer, som vender tilbage igen. Det vil måske være de samme kroppe, men hvem ved med sindene?” Selv vidste hun allerede, at hun ej ville få sit gamle liv tilbage. Det kunne hun ikke længere. Ikke med den aftale, som hun havde indgået. Dog kendte Valandil ikke til denne.. Nysgerrigt søgte hendes blik omkring, som de bevægede sig ned mod det område, som han havde indrettet som sit hjem. Perfekt så det ud i hendes hoved, men selv var hun også ganske simpelt indrettet. Hun var trods alt ikke vant til det helt store.. Smilet søgte over hendes læber. ”Huler og grotter er der måske ikke mange af, men dette ser da også perfekt ud. Et telt, hvor man kan holde sig skjult for regn, blæst og nysgerrige blikke. Et ildsted, så man kan tilberede sin mad, samt holde varmen. En å, så man kan vaske sig og få noget at drikke. Hvad mere behøver man?” Oprigtig var hun i sin udtale, som hun skam ikke gjorde grin med ham. Selv stoppede hun op ved ildstedet, så hun derfor holdt en smule afstand til ham, mens han vaskede anden. ”Er der noget, som jeg kan gøre?”

[Deleted]

Et kort træk fandt vejen til Valandils læber. "De var ment som et kompliment," sagde han sandfærdigt. Selv nu måtte han stå ved, at hun ikke var så slem igen. Faktisk kunne han godt lide at snakke med hende. Nu hvor han selv havde det bedre, så var det ikke så slemt igen. Sandt var det, at de havde gennemgået en forvandling alle sammen, og særligt fordi at deres hjem så brutalt var taget fra dem. Ganske vidst kunne han takke Jarniqa for at rive ham fra det sted, som han havde lært at kalde for sit hjem, men hvad fanden.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Han savnede dog sin grotte der, velvidende om, at han ikke havde fået set særlig meget af Benden og Paggeija, da det havde været svært for ham at komme rundt. Det var nemmere nu, hvor han havde et ben, som han kunne gå på, hvilket uden tvivl var det vigtigste for hans vedkommende. Og særligt nu, var det ekstra vigtigt. "Alle er naturligvis påvirket af hvad der er hændt. Der er dog ikke mange løver blandt flokken af får. Sindet er forandret... Selv jeg kan mærke det på dig," tilføjede han endeligt.
Valandil satte sig på hug ved vandet og vaskede anden, inden han lagde den ved siden af sig. Efterfølgende hentede han en spand med vand, som han satte ved siden af ildstedet. "For mig, er dette for åbent. Jeg har brug for noget mere skjult. Det går for nu. Jeg ved at selv skovelverne holder øje med mig," fortalte han. Ved hjælp af flintesten, begyndte han at få gang i bålet. Dette var ikke just en raketvidenskab for en elver, og særligt ikke en, som var vant til at klare sig på egen hånd. Han rystede på hovedet, inden han satte sig på en flad sten. Brutalt begyndte han at fjerne andens fjer. "Sæt dig og få noget varme.. Anden påtager jeg mig ansvaret for," sagde han. Her havde han vel også muligheden for at udmærke sig og samtidig glæde hende bare en smule.