Are we done yet..?

[Deleted]

At Jarnqia hævede hånden overfor ham, var på ingen måder noget, som Valandil anså som nogen trussel. Hun slog næppe særlig hårdt. Desuden var der meget i hendes ansigt, som indikerede, at hun gjorde det, udelukkende for at drille ham. "Hvor hårdt slår du? Så finder vi ud af det," endte han med et let træk på den ene mundvig. Selv nu hvor de befandt sig i et land, som end ikke var defineret som deres, og de var drevet på flugt fra det, som for dem, havde været et hjem, og var så velkendt, så betryggende, og de kunne alligevel sidde her og smile. Det var selv betryggende for hans vedkommende, og det var naturligvis noget som han selv var glad for.
Det største stykke valgte Valandil nu alligevel at give til hende. Han kunne faktisk godt være ordentligt, selvom der ikke var mange kvinder, som havde behandlet ham pænt. Faktisk havde han kun oplevet to kvinder, som behandlede ham pænt. Jarniqa og Silivrenniel her i Procias. Han havde stadig svært ved det, men det blev faktisk kun nemmere, og uden tvivl også bedre med tiden. "Frygteligt, at blive drevet fra det, må jeg sige. Jeg håber at det endnu står, hvis den mulighed for at vende hjem, igen vil komme til os begge," lød det roligt fra ham. At hun havde en værge og andre omkring sig, vidste han ikke. Det eneste, som han havde set, var jo at hun havde været alene. Det var jo faktisk det eneste. 
Som hun meddelte ham, at han havde haft brug for hjælp, var han ikke meget for. En stædig og fast mand, havde han dog altid været, og dette var ikke just noget undtag af den regel, om han selv skulle sige det. "Jeg kunne udmærket godt klare mig selv. Hårdt var det ja.. Det er alt sammen blevet langt nemmere og bedre for mig nu," fortalte han, inden han fortsatte. At få noget i maven, gjorde uden tvivl godt. To enkle lår, ville ganske vidst ikke mætte ham.. men så havde han gjort hende en tjeneste.. mod alle dem, som hun havde skænket ham.

[Jarniqa Dynithril]

Smilende rystede Jarniqa på hovedet af ham, som han nærmest inviterede hende til en brydekamp. ”Det er intet under, at du til tider ryger i ballade, sådan som du taler,” kommenterede hun drillende. Selv vidste hun ikke, om han ville finde dette under bæltestedet, da hun vidste, at han havde fået prygl blandt mørkelverne. Dog sagde hun det ikke for at støde ham, som det blot var sagt i morskabens time. Dog valgte hun ikke at slå ham, som hun fik stukket pinden i hånden med andebrystet på. Som det skete måtte sulten også overvinde, som hun gav sig til at bide lunser af kødet af. Selv havde hun intet imod at sidde sådan foran bålet og med maden i hånden. I hvert fald ikke så længe at vejret tillod det. ”Af hvad jeg ved af bruger dødsenglene Benden, som deres base. Derfor tvivler jeg på, at de har lagt husene i ruiner.. Selv forbandede væsner har brug for søvn,” endte hun med at sige, inden hun tog en ny bid af kødet. Aldrig havde hun haft et forhold til dødsenglene som race. Ikke før nu. Nu havde de nemlig både skadet Damien fysisk, samt frarøvet dem begge deres hjem. Brynet hævede hun, som han indskød, at han ej havde haft brug for hjælp. Vovede han virkelig at påstå, at hun slet ikke havde gjort noget for ham? ”Hvis du virkelig ikke havde haft brug for hjælp, hvorfor ønskede du så min hjælp?” spurgte hun sigende, som hun vidste, at han havde haft brug for den. Han skulle blot indrømme det. ”Du var ikke kommet langt, hvis ikke det havde været fordi, at jeg havde vist dig vejen.. Ellers havde du måske selv fundet frem, men på den bekostning, at det ville have taget dig flere timer.” Hun spiste videre. Det var ikke fordi, at hun ville ødelægge stemningen. Hun ville blot have ham til at anerkende, at hun havde gjort ham en tjeneste.

[Deleted]

Valandil rystede let på hovedet og med et kort træk på mundvigen. Det her var i sig selv, ikke noget, som han tog så tungt igen. "Det må være et speciale," sagde han med et kækt smil på læben. Selv måtte han jo erkende, at han faktisk ikke tog det så tungt igen, som han jo ellers kunne have gjort det. 
At få noget at spise, var da uden tvivl meget tiltrængt efterhånden. Maden var ikke stor eller meget, og dette var uden tvivl noget, som også kunne mærkes, når Valandil passerede folk på vejen. Det var vel bare på sin plads, at gæsterne blev opvartet? Og derfor havde han intet imod, at give hende det største stykke. I hans verden, så skulle det bare mangle. Han kunne nemlig godt opføre sig ordentligt. "Det skal de naturligvis. Jeg tror bare ikke, at det er så nemt, at få dem til at forlade stedet," sagde han kort for hovedet. Om han kunne lide dødsengle? Bestemt ikke! Særligt ikke efter det, som de nu havde gjort. Det var bestemt ikke noget, som faldt i hans smag på nogen måde faktisk. Han rystede på hovedet og fik det sidste af andelåret, inden han smed benet fra sig, kun for at springe på det næste. En god appetit, havde han nu altid haft, men lige i dag, måtte han nok sande, at han ville komme til at gå forholdsvis sulten i seng.
At indrømme, at han havde haft brug for hjælp - af hende, var faktisk svært nok for ham, som det var i forvejen. Han rettede sig op igen. Hun ville virkelig gerne høre ham sige det.. Og gud hvor var det dog irriterende! "Du ønsker virkelig at høre mig sige det, gør du ikke?" endte han med en sigende mine. Han lod hovedet søge en kende på sned. Det lange hår gled over hans skulder og blafrede let til de små vindkast. Ikke at det var noget, som han som sådan tog sig af. "Du gjorde det nemmere for mig i et ukendt område.." begyndte han. At sige det, kom ikke på tale.

[Jarniqa Dynithril]

”Det må det,” afsluttede Jarniqa med et smil på læben. Spøjst var det helt at sidde sådan med ham. Tidligere havde han nemlig til dels været en pestilens, som han havde været gnaven og konstant vrisset ad en. Nu smilte han derimod, hvor han rent faktisk også jokede og var venlig. En yderst glædelig ændring. På den måde ville han også få lettere ved at befærde sig i verdenen, skønt han endnu hentydede til, at han gerne ville blive ladt være i fred. Mere præcist begyndte hun at bide, som hendes tænder nu begyndte at nå ind til pinden. Meget mad var det ikke just, men selv var hun taknemmelig, da hun før havde prøvet at gå i seng, uden at have fået et eneste måltid. Havde Valandil mon prøvet det samme? ”Det er ikke meget, som er blevet nemt på det seneste. Derfor er en smule modstand også, hvad man kan forvente på dette punkt,” sagde hun kortfattet, som det bare var sådan, at landet lå. Morsomt var det ikke just, men hvad kunne man gøre? En ting var dog sikkert og det var, at dødsenglene skulle ud. Ej var de velkommende nu, og ej ville de blive velkommende senere. Smilet trak hun på ved hans ord. ”Det er forventet, at man siger tak, når man modtager hjælp,” indskød hun roligt, for ja… nu ønskede hun jo helt, at han takkede hende. Især nu hvor, at han ikke brød sig om at gøre det. Det gjorde jo det hele det mere sjov. Roligt smed hun pinden fra ham, hvor hun sendte ham et kækt blik. Uden tvivl et tegn på, at hun havde i sinde at drille ham nu. ”At redde mænd i nød, er mit speciale,” kommenterede hun muntert, alt imens hun sendte ham et blink med øjet. Det havde dog til dets været, hvad han havde været. I nød. Han havde dårligt nok kunnet gå, hvor han ej havde kendt terrænet og dets gemmesteder, og derfor havde hun været behjælpelig med at guide ham mod en betaling af information omkring mørkelverne.

[Deleted]

Et let nik gjorde Valandil og med et smil på læben. Han havde været skrap og han havde været hård, selvom der udelukkende havde været en mening med dette. Han havde gjort hvad han havde fundet nødvendigt for at passe på sig selv. At der så derimod var andre, som havde været af en anden mening, kunne han jo ikke ligefrem gøre for.
At gå sulten i seng, var bestemt ikke et ukendt fænomen for Valandil, da det var noget som han havde været nødsaget til at praktiskere temmelig mange gange. Særligt fordi at han igennem hele livet stort set, havde været alene. Han smilede let for sig selv. Verdenen var virkelig ond og modbydelig. Det var egentlig det eneste, som han havde at sige til den. "En smule? Det som er hændt i Manjarno, har kostet jeg ved ikke hvor mange menneskeliv. Nok elsker jeg det brutale, men offentlige likvideringer, er ikke just min kop the," sagde han sandfærdigt. Ej kunne man sige, at han havde respekten for det som var hændt i Manjarno. Et mørke som uden tvivl havde sænket sig over det sted, og ej var det en tanke som han bifaldt på nogen måde. Faktisk ikke.
At hun så absolut ville have ham til at sige det, kom et sted ikke bang på ham. Nu hvor de alligevel kunne have det hyggeligt med hinanden og bare nyde hinandens selskab, hvilket faktisk ikke var så slemt igen, så var han også langt mere tilbøjelig til at give sig, hvad det angik. Hun havde jo heller aldrig ment, at gøre ham ondt. De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse igen. "Selv mod deres vilje, kan så tilføjes," pointerede han med et let drilsk smil. Faktisk var han jo virkelig glad for den hjælp, som hun havde skænket ham. Selvom han da uden tvivl havde haft sine måder at udvise den taknemmelighed på - ved at være bidsk og hård ved hende.

[Jarniqa Dynithril]

At høre en sige, at vedkommende nød det brutale, måtte alligevel overraske Jarniqa. Manjarno havde ganske vidst aldrig været lyserødt ligesom Procias, men alligevel var det ikke det mørke, som blev dyrket der. Manjarno havde nemlig altid fungeret som et knudepunkt for lyset og mørket, og derfor ville hun også selv mene, at landet var den perfekte sammenblanding. Det var nemlig hverken eller. Hendes hoved søgte på sned, som hun var nødt til at forstå det nærmere. ”Hvad mener du med, at du nyder det brutale, men ej likvideringer? I mine øre lyder det mere noget som tilfalder Dvasias, end det gør Manjarno. Det gamle Manjarno om end.. Det nye Vavilon er mørkere, end hvad Dvasias er. Forsyth-parret har fuldstændigt revet landet ud af sin grundvold,” lød det fra hende. Forsyth-parret havde uden tvivl ruineret det land, som hun engang havde kaldt for sit hjem. Det var sikkert og vidst. Sværere havde hun dog ved at forstå sig på Valandil, som han var hende noget speciel. På den ene side var han blevet mishandlet, undertrykt og overfaldet i sit hidtidige samfund, men alligevel kunne han godt … lide den stil? Var det således, at hun skulle forstå det? Det forekom hende mærkværdigt, men ej heller var det dvasianere, som hun mest havde omgivet sig med. Muntert trak hun på smilet ved hans ord. ”Mænd der stritter imod er mit udvidede speciale. Se bare mit arbejde med dig,” svarede hun kækt. Hendes blik hvilede på hans ansigt. ”Du holder jo helt af mig nu.” Kækt blinkede hun til ham, inden hun placerede sine hænder i skødet igen. Færdig var hun jo med sit andebryst, hvor hun nu blot afventede, at han fik tygget af munden. Hvad der skulle ske herfra, vidste hun dog ikke. Måske ønskede han at være for sig selv? Nu havde han trods alt også hængt på hende i et rums tid, og hvem vidste, hvor længe hans gode humør kunne vare ved? Selv ønskede hun jo ikke at presse citronen for meget, når det gik så godt.

[Deleted]

Det brutale havde altid vækket en form for tilfredsstillelse hos Valandil. Særligt når han havde set rundt omkring, hvad særligt dvasianere havde gjort. Her havde Zean og Macaria forsøgt at indføre en dvasiansk tankegang i et land, som slet ikke var klar til det. Grotesk som det end måtte lyde, så kunne man jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det. "Jeg er en mørkelver. Jeg finder en tilfredsstilelse i at se den slags. Jeg finder tilfredsstilelse i mørket," sagde han med en rolig stemme. Det var næsten som hverdagssnak for ham. Der skilte han sig nemlig ikke fra den typiske mørkelver, der typisk var hård, selv for at være en mand i et samfund, hvor de så voldsomt blev undertrykket. De kunne i hvert fald godt blive enige om at Macaria og Zean havde ødelagt det land, som de begge havde formået at kalde for et hjem. Han manglede det faktisk, for det som han havde fundet der, var slet ikke noget som Procias var i stand til at tilbyde ham.
Valandil vendte blikket hurtigt i retningen af hendes skikkelse. Han holdt af hende? Det ville han bestemt ikke påstå at han gjorde! De næsten helt opspildnede øjne, var nok heller ikke at tage fejl af, når det nu endelig skulle være. "Jeg holder af dig?" spurgte han. Det kunne godt være, at han havde skænket hende en tanke eller to for meget igennem den seneste tid, og særligt fordi at hun havde været så god til at tage sig af ham, men hvad pokker.. Han kunne jo ikke just gøre for det. Det skete lidt af sig selv! "Eller er det noget, som du ønsker?" spurgte han videre, og med et kort hævet bryn. Det sidste lår, fik han spist færdig, hvor han ligeledes smed det ben fra sig. Han tørrede mund i sit tøj. Det var jo ikke rigtigt fordi at han havde andet uanset. Han levede jo faktisk som en vildmand.

[Jarniqa Dynithril]

Uforstående rynkede Jarniqa på panden. Hvad lavede han her? Hvad havde han lavet i Manjarno? Det han kunne lide hørte nemlig hverken til i Procias eller i Manjarno, men derimod i Dvasias og Vavilon. Måske også i Imandra, da landet var kendt for sin lovløshed. Læberne fugtede hun, inden hun vendte det smaragdgrønne blik mod ham. Hvis det virkelig var, hvad han ønskede, var der jo ingen der holdt på ham. Endvidere forstod hun ikke, hvorfor han nogensinde var flygtet fra det i så fald. Det var trods alt, hvad han havde gjort. Han havde flygtet fra Dvasias. ”Hvis du finder tilfredsstillelse i mørket, hvad laver du så her? Hvad lavede du i Manjarno?” spurgte hun ham direkte, som hun bestemt ikke forstod. ”Hvis du elsker brutalitet og mørket, er det ingen af de steder du hører til. Hvorfor blev du ikke i Dvasias? Hvorfor insisterede du ikke på at blive i Vavilon? Hvorfor flygtede du ikke til Imandra?” Ja, faktisk gav det vitterligt ikke mening for hende, at det var denne her vej, at han havde flygtet. Blikket fjernede hun fra ham igen, så hun i stedet stirrede ind i flammerne. Selv forstod hun det ikke. Hun havde svært ved at forstå ham. Det trådte uden tvivl også i kræft, som han helt lignede en der havde set et spøgelse, da hun drillede ham med, at han kunne lide hende. Da det udelukket havde været i sjov, at hun havde sagt det, måtte hun selv se overrasket på ham. ”Det var en joke,” forklarede hun, hvor hun affejende måtte løfte håndfladerne op. Skævt smilede hun. Spøjst var det, at han det ene øjeblik kunne være med på drillerierne, men at han i det næste fløj op. Hendes hoved søgte på sned. ”Reagerer du så voldsomt fordi, at der rent faktisk ligger noget bag? Eller skal jeg tage det som en fornærmelse, at tanken om, at man kan holde af mig, nærmest får dig til at kaste op?” Hun løftede det ene øjenbryn.

[Deleted]

Ved den lange opremsning af alt for mange spørgsmål, måtte Valandil alligevel vende blikket mod hendes skikkelse. Hvorfor alle disse spørgsmål? Han lod hovedet søge let på sned. Alle søgte de jo en tilværelse, som de følte sig komfortable med, og der var han jo heller ikke ligefrem et undtag af den regel. "Hvem ønsker ikke et sted hvor de kan føle sig trygge? I Dvasias blev jeg jagtet.. og med min daværende tilstand, var Imandra udelukket," fortalte han ganske sandfærdigt. Han havde vel bare taget hvad der lå bedst og mest til sidebenet, som gjorde, at han kunne komme langt væk fra Daelis, som det havde været ham overhovedet muligt, og særligt fordi at hun havde gjort ham direkte handicappet, og det gjorde ham.. vred!
Valandil vendte blikket mod hende. Om han ønskede at der lå mere i det? Så godt kendte han hende jo heller ikke, men han kunne jo heller ikke ligefrem undgå at reagere på det, for det kom en kende for tæt på. Han bed tænderne let sammen. Han rystede let på hovedet. "Det må være en tanke i dine drømme, kæreste." lød det roligt fra ham, som han igen vendte blikket mod hende. Stedet her var fint.. særligt nu hvor hun var der. Han havde vel bare lært, at hendes selskab faktisk ikke var så slemt igen? Væmmelse efterlod det ham faktisk ikke med, hvor det måske normalt ville have vækket det i ham.. men ikke denne gang, og uden tvivl, så føles det meget underligt. "Ej væmmelse, kære Jarniqa.. Langt fra," sagde han endeligt. Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg forstår udmærket, at man ønsker et sted, hvorpå man kan være tryg. Det gør jeg selv.. Hvad jeg derimod ikke forstå er, at du tog til land der ej indeholdt det, som du normalt ønsker af et land. Derfor forstår jeg ikke, hvad du endnu laver her, når du tydeligvis er i en tilstand, hvor du nu kan gå,” sagde Jarniqa sandfærdigt. Ej havde hun noget imod ham, men selv forstod hun ikke de valg, som han havde taget. Derfor var det heller intet under, at hun spurgte ind til det. Det var nemlig altid det, som hun havde gjort. Spurgt ind til de ting, som hun ej forstod sig på. Som han begyndte at kalde hende for kæreste og kære, måtte hun igen hæve brynet. Det havde han bestemt ikke kaldt hende før. Derfor måtte det give endnu mere fyld til hendes spørgsmål omkring hans væsen. ”Eller nærmere dine drømme,” indskød hun i stedet. Selv følte hun ikke just, at det var, hvad hun drømte om. Hun drømte nemlig ikke om nogen. Hun havde blot skænket ham en tanke i ny og næ, efter at hun havde sagt farvel til ham her i Procias. Let måtte hun dog smile, som han alligevel sagde, at han ej væmmedes ved hende eller tanken om, at man kunne holde af hende. Så langt, så godt. Det var nemlig ikke en tanke, som hun ønskede at få puttet på sig. Det var nemlig meget muligt, at hun aldrig rigtigt havde omgået andre socialt, men alligevel ønskede hun selvfølgelig ikke, at andres væmmedes ved hende. ”Jeg sætter pris på, at du alligevel ikke kaster op ved tanken om mig.. Jeg kan tilsvarende sige, at du endnu ikke har fået mig til at kaste op,” svarede hun med et smil på læben, som det hele igen var sagt med et glimt i øjet.

[Deleted]

"Hvis jeg endelig skulle vælge mellem hvad jeg har brug for, og hvad jeg vil få, vil jeg uden tvivl få mere ud af, at blive her, til regentparret i Manjarno er fjernet fra jordens overflade.. Først der, vil jeg få mere ud af at søge tilbage dertil," sagde Valandil ærligt. De grønne øjne vendte han mod hende. Daelis søgte ham i Manjarno, og derfor var lige præcis disse steder allerede valgt fra, hvis han ikke kunne søge dertil, hvor han havde været frem til nu. Hun havde det jo på samme måde. Hun var jo endnu her, selvom hun ønskede at være et andet sted. Der var jo ikke just den store forskel der, foruden at hun havde noget at jage, hvor han derimod bare havde sit liv alene. Det var det eneste som han egentlig var kendt med, for der var ikke nogen i hans liv - før nu, hvor hun faktisk viste den form for interesse for ham. Det var underligt for ham, ingen tvivl om det, og han vidste bestemt heller ikke, om det var noget som han kunne lide altid.
Væmmelsen følte han dog ikke ved at være sammen med hende. Han kunne faktisk godt lide det, og det var han skam heller ikke bange for at fortælle hende. Hovedet lod han let søge på sned. Endnu? Det var det ord, som han bed sig fast i. "Så du vil ikke benægte, at det er en væmmelse, som kan forekomme?" spurgte han drillende. Han kunne ikke lade være.. og hvis han kunne føre samtalen lidt væk fra, at han skulle have noget for hende, så passede det ham mere end fint! Han havde aldrig følt noget for nogen, men lige hende.. Hun havde været forbi hans tanker mere end en gang, og det var til tider, vildt frustrerende. Han vidste ikke hvad det rent faktisk betød.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvorfor ønsker du ikke at søge tilbage til Dvasias, når nu du igen er i stand til at forsvare dig selv? Hvorfor er du ligeså ikke interesseret i Imandra? Uden Forsyth-parret ved magten, er landet nemlig ikke, hvad du efterstræber. Det er nemlig ikke et mørkets land, skønt de nuværende regenter forsøger at ændre på dette,” sagde Jarniqa sigende. Nysgerrig var hun jo, som han ikke længere kunne bruge sin tilstand som en undskyldning. Derudover var der også det faktum, at hvis hendes plan lykkedes, og hvis hun derfor blev indsat som regent på den manjanske trone, ville hun ej indføre hans ønskede brutalitet i landet. Det var nemlig ikke, hvad Manjarno stod for. Det var måske, hvad Vavilon gik ind for, men ej Manjarno. Morende trak hun på smilet til hans ord. ”Tænk således på det, at jeg vælger at holde alle mine muligheder åbne,” svarede hun drillende igen. Ej væmmedes hun ved ham, og ej regnede hun med, at hun ville komme til at gøre det. Dog kunne det selvfølgelig ske, at han engang ville gøre noget, som hun ej ville kunne stå inde for. Hendes hænder søgte udglattende over sin kjoles stof, alt imens hendes blik søgte omkring i omgivelser. Det var ved at blive mørkere, hvor luften også var begyndt at blive det køligere. Måske var det et tegn på, at det var på tide, at de gik fra hinanden? Han ønskede sig vel også en smule alenetid? Derudover var der også det faktum, at Damien næppe ville blive glad, hvis hun vendte for sent hjem. Hendes smaragdgrønne øjne lod hun søge tilbage på hans ansigt. Kønt og anerledes var det nu engang. Det var ej heller mange elvere, som hun havde fået lov til at være tæt på. ”Jeg burde vel se at komme videre..,” begyndte hun senere, hvor hun et sted også var spændt på at se, hvad han ville sige til det. Anderledes havde han nemlig været i dag. Han havde i hvert fald formået at få hende til at føle sig ønsket.

[Deleted]

Valandil trak vejret dybt og vendte blikket mod ilden igen. Han havde vel sine grunde til ikke at søge tilbage? Han ønskede jo heller ikke ligefrem at være en jagtet mand, hvis han kunne vælge sin frihed, som han havde fået, siden han havde forladt Dvasias. "Hvorfor skulle jeg søge tilbage til et sted, hvor jeg vil være en jaget mand?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme end tidligere. Det begyndte et sted at irritere ham, at snakke om det, men det var jo ikke fordi at han kunne gøre noget ved det lige nu. Hans blik søgte ned mod hans hænder, som han foldede foran sig. "For nu, kan Procias skænke mig den tryghed, som Manjarno ikke kan.. Dvasias bliver uanset ikke et sted, som jeg vil søge tilbage til igen," fastholdt han ganske stilfærdigt.
At hun ønskede at komme videre, var nu ikke noget, der kom bag på Valandil. Det havde været hyggeligt, så længe det varede.. Et sted gjorde det ham trist, at de nu også skulle derud. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, hvorefter han nikkede. "Det lyder til at være en meget fornuftig idé," sagde han med en rolig stemme. Han var faktisk ikke meget for at lade hende gå.. Hvorfor? Det var han faktisk ikke helt sikker på, og gud hvor var det frustrerende, at han ikke vidste det. "Du har sikkert meget andet at nå," tilføjede han. Denne gang med et skævt påtvunget smil.

[Jarniqa Dynithril]

At Valandil begyndte at hæve stemmen overfor Jarniqa, opdagede hun på et splitsekund. Det var vel også et tydeligt tegn på, at han havde brug for at være alene igen? Det havde vel været nok af det gode, hvor det nu var sluppet op.. Det var i hvert fald således, at hun måtte se på det. ”Du var jaget af én kvinde, og du er nu i stand til at slå tilbage. Der er ingen skam i at slå tilbage, når man bliver angrebet, Valandil. Husk på det. Det kan være det værd at kæmpe for det sted, som man kommer fra,” endte hun med at sige. At han alligevel ikke agtede at vende tilbage til landet, kunne hun ikke gøre noget ved. Dog fandt hun det selv besynderligt, at han havde det så let ved at smide håndklædet i ringen. Det var nemlig bestemt ikke, hvad hun gjorde! Læberne fugtede hun, som han tilkendegav, at han fandt det bedst, hvis hun gik. Det var i hvert fald således, at hun tænkte, at det var. Ej heller ville det overraske hende, hvis han ønskede hende væk nu. Dog ville hun stadig sige, at hun havde hygget sig.. Selv håbede hun også, at den følelse var gengældt, skønt hun havde kunnet mærke, at det havde været for meget for ham til sidst. ”I så fald vil jeg søge videre,” sagde hun med et skævt smil på læben, inden hun i en glidende bevægelse måtte finde tilbage på benene igen. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod ham, som hun hævede hånden i en hilsen. ”Du må have det godt.. Forhåbentligt bliver det i Paggeija, at vi ses næste gang,” endte hun mildt med at sige, inden hun vendte om på hælen. Selv ville hun ikke blive her i Procias. Nej, hun ville søge til Vavilon, hvor hendes, Salvatores og Calebs mission ville tage form. Yndefuldt begyndte hun at bevæge sig væk fra Valandil og hans lejr, hvor hun inden længe svandt bort blandt træerne, som hun bevægede sig tilbage til Catalena.

/ Out

[Deleted]

Det havde uden tvivl været hyggeligt, så længe det varede, selv for Valandil. Sagen var vel, at han rent faktisk var en ensom mand? Han var bare for stolt til at indrømme det. Måske at dette bare var lidt for meget af det gode? En tanke, som han rent faktisk måtte finde ganske trist, for det gjorde det ikke meget bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne let sammen og nikkede så til hendes ord. "Selvom man næppe skulle tro det, er jeg ikke en mand, der slår på kvinde,r hvis jeg ikke har en ekstrem god grund til at gøre det.. Ja, jeg har fået ødelagt mit knæ en gang tidligere, men det ændrer ikke på at jeg stadig kender min plads." sagde han kort for hovedet. Det var ikke fordi, at han direkte ønskede at rette på hende, men hun forstod ikke hvad han kom af, og det var tydeligt. Hun kom af en verden, hvor man kunne stole på hinanden og hjalp hinanden. Man kunne bestemt ikke sige, at det var det, som han selv kom fra, om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Valandil hævede blikket mod hende. Om han nogensinde fik hende at se igen? Ja, det måtte tiden jo vise. Det vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være ærlig. "Du bliver ikke på denne side af grænsen, kan jeg fornemme," sagde han med en rolig stemme. Et sted... skuffede det ham vel? Han nikkede mod hende og med et kort træk på mundvigen. "Til vi ses igen, Jarniqa," afsluttede han endeligt, inden han roligt valgte at trække sig til teltet i stedet for. Ja.. et sted fordi at han faktisk ikke havde bedre at tage sig til, nu hvor hun var gået.

//Out