Are we done yet..?

[Jarniqa Dynithril]

Personligt tvivlede Jarniqa på, at hun ville have været i stand til at acceptere en skæbne som Valandils eller Damiens. Måske var det fordi, at hun endnu var så ung og derfor følte, at hun endnu havde så meget at byde på, samt at hun havde et helt liv foran sig? Dog nikkede hun alligevel roligt til hans ord. Hvis han kunne acceptere sin skæbne, måtte det jo være fint for alle. Det var nemlig ikke alle andre, men derimod kun ham, som skulle leve med denne tilstand. ”I så fald er jeg glad på dine vegne,” sagde hun ærligt. ”Jeg må også sige, at det hele ser bedre ud uden et vandrestav.” Hun blinkede kækt til ham. Gammel havde han helt set ud med den stav, hvor han uden måtte se en hel del yngre ud, samtidig med, at han pludselig lignede en mand med selvtillid. En fordel måtte det hele derfor klart være! Muntert smilede hun ved hans ord. Ja, hun havde vel sine tanker, men om de var rigtige, kunne hun jo ikke vide. Det måtte han fortælle hende, hvis han havde lysten til det. ”Med ordene, en ulv i fåreklæder, kan jeg kun tænke én ting,” kommenterede hun roligt. ”Det virker nemlig højst sandsynligt som om, at han agter at infiltrerer elverne.. Har jeg ret?” Lettere spændt måtte hun faktisk være på svaret, da det rent faktisk var ganske interessant, hvis det var såvel. Hvis det var sådan, arbejde hans bror i så fald for Dvasias og mørkelverne? Den store betydning havde det dog ikke for hende, da hun intet forhold havde til elverne i Procias. Faktisk havde hun aldrig mødt en skov- eller højelver. Valandil var faktisk den eneste elver, som hun nogensinde havde talt med. Let trak hun på skulderen. ”Jeg kan dog ikke bebrejde ham i at nyde sin frihed, nu hvor han endelig har den,” kommenterede hun roligt. Ja, hvis man altid havde lidt af undertrykkelse var det vel intet under, at man udfoldede sine vinger i det sekund, at det blev en muligt?

[Deleted]

Uden tvivl, havde Valandil det meget bedre nu, hvor han ikke direkte gik rundt og følte sig som en krøbling. Ganske vidst manglede han at genvinde det sidste til hans stolthed, men man skulle jo alle sammen starte et sted.  "Jeg føler mig fri igen, hvilket virkelig er rart," medstemte han endeligt, da han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Her stod han så.. En mørkelver midt i Procias. Det var i sandhed en mærkværdig tanke, og det var ikke altid til at finde ud af, om det var godt eller skidt. Han rystede for nu, de tanker ud af hovedet. Der var nemlig ikke nogen grund til dem. 
"Han gør hvad man nu kunne forvente af en mørkelver på denne side af grænsen. Han udnytter hver en given mulighed til at underkurre en elvisk kvinde," fortalte han sandfærdigt. Det var jo heller ikke ligefrem en løgn. Han rettede sig op igen. "Han er paranoid hvad angår den frihed. Han er ikke vant til at have den. Han ved hvad han kommer fra, og hvad han vil ende med at blive, i tilfælde af, at der skulle ske noget med Procias under denne strid. Man gør vel hvad man kan, for at gardere sig. Det vil enhver idiot gøre," sagde han denne gang meget mere direkte. Hovedet lod han søge på sned. Hvorfor den pludselige interesse? Hun stod der vel af en grund? "Du virker pludselig meget interesseret," tilføjede han næsten nysgerrigt. Det lignede bestemt heller ikke ham, men i visse tilfælde, var det umuligt at lade være.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt smilede Jarniqa. Det glædede hende oprigtigt at høre, at Valandil havde fået det således. På trods af, at han altid havde været en smule spids overfor hende, kunne hun jo godt lide ham. Han havde nemlig altid interesseret hende, selvom han ikke altid havde været lige glad for hendes interesse. ”Det glæder mig at høre. Det har du også fortjent,” sagde hun oprigtigt, hvor hun da også håbede, at han vidste, at hun mente sine ord. Hun havde nemlig aldrig ønsket ham noget ondt. Af den årsag havde hun trods alt også taget ham med til Procias. Dog kunne hun ikke just sige, at hun havde set ham efterfølgende, men det var også, hvad det var. Begge to havde de tydeligvis også haft sit for. Hendes bryn forblev løftet, som han direkte fortalte hende, at hans bror forsøgte at underkurre enhver kvinde, som han stødte på. ”Ej vil jeg vove at påstå, at jeg støtter det henseende.. Dog vil jeg også vove at påstå, at disse kvinder burde vide bedre,” sagde hun ærligt. Altid havde hun lært at være agtpågivende. Derfor havde hun ej heller nogen tætte omkring sig.. eller hun havde ingen nære foruden sin værge, Damien. ”Jeg forstår dog udmærket det faktum, at han føler, at hans frihed er truet. Manges frihed er truet, ligeså vel som at manges frihed er blevet dem frarøvet.” Hun fugtede læberne. ”Hvis vi var blevet, havde vi selv mistet den frihed, hvis vi da ikke var blevet slået ihjel.” Helt fri kunne hun dog ikke sige, at hun følte sig længere, da hun trods alt havde fået frataget sit hjem. Frihed betød nemlig, at man ej blev jaget bort fra alt, hvad man kendte til. Forholdsvist frie til at gøre, hvad de ville, var de dog her i Procias.. Procias ville dog aldrig blive hendes hjem. Det kunne måske blive Valandils, men ej hendes. Muntert trak hun på smilebåndet. ”Hvis ej jeg burde udvise denne interesse, så fortæl mig, hvad jeg i så fald burde,” opfordrede hun ham kækt.

[Deleted]

At høre hende sige, at friheden var fortjent, var uden tvivl en tanke, der faldt i Valandils gode bog. Dette var dertil også noget, som alligevel fik et smil til at brede sig på hans læber. Han nikkede mod hende. Han ville bestemt også mene, at han havde været igennem mere end rigeligt, for at beholde den frihed, som han var blevet tvunget ind i, allerede fra dengang, han ikke havde været særlig gammel. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Hans broder underkuede kvinder, fordi at han selv var bange for at gøre det. Det var lidt hagen med paranoia.. Desværre. "Godt det i det tilfælde, ikke er dit folk. Du har ret i, at de burde vide bedre. Særligt når de er kendt med anderledes," sagde han roligt. Selv var han egentlig ligeglad. Bare han selv fik det ud af det, som han gerne ville have, så var han egentlig ganske godt tilfreds med det foretagende. 
Et kort smil passerede Valandils læber. Han vidste, at han havde været vred på hende, da hun nærmest havde tvunget ham med, men det havde reddet hans liv. "Ej er det ofte, at du vil høre mig sige dette, men jeg skylder dig en tjeneste. Du reddede trods alt mit liv," sagde han endeligt. Ikke at det var noget som han var stolt af, at skulle indrømme, for det var han da godt nok ikke. Han trak næsten morende på smilebåndet. "Fortælle mig den eksakte grund til at du opsøger mig her. Jeg ved, at jeg har forårsaget meget frustration og irritation for dig over tiden. Har nærmest kunne fornemme, når du har himlet med øjnene, når du har vendt ryggen til, så.. jeg er blot nysgerrig," sagde han endeligt. Hang det sammen med hendes ture ud af landet? Faktisk var han jo endnu ikke helt sikker på, hvorfor hun havde valgt at søge ud. Dette var helt klart noget, som ville vække en tydelig nysgerrighed, selv for ham, så det ikke noget der sagde lidt. Han var normalt aldrig den der stillede spørgsmål, men derimod blot valgte at konkludere.

[Jarniqa Dynithril]

”Ej vil jeg påstå, at jeg har et folk.. Men hvis jeg havde, ville jeg da håbe, at de havde fornuft nok i deres hoveder til at kunne udvise en smule agtpågivenhed,” sagde Jarniqa sandfærdigt. Ganske vidst havde hun modstandsbevægelsen, men ej ville hun direkte sige, at det var hendes folk. At have et folk under sig, tilfaldt vel ledere af racer og regenter, og ej kunne hun sige, at hun hørte ind under nogen af de kategorier … for nu om ikke andet. Det behøvede hun dog ikke at snakke om lige nu og her. For nu var det nok, at kun tre personer kendte til den del. Hun rynkede brynene ved hans ord. ”Ej vil jeg sige, at du skylder mig en tjeneste.. Ej heller vil jeg sige, at jeg reddede dit liv. Jeg sprang trods alt ikke ind i et brændende hus for at redde dig. Det eneste jeg gjorde var at sige, at der ej var sikkert længere,” lød det fra hende, som hun bestemt ikke kunne se, at han skyldte hende noget som helst. Hvorfor skulle hun også gøre det? Det var da menneskeligt at ønske, at folk ikke bare døde.. Det var det måske i Dvasias, men det havde det ingen dage været i Manjarno, og derfor levede hun også efter den præmis. Blikket drog hun bort fra ham, som han specifikt ønskede at vise, hvorfor hun talte med ham. Han ville vel le af hende, hvis hun sagde sandheden? Eller også ville han blot sende hende et frastødende blik over, at hun på sin vis følte et bånd til ham, fordi de havde tilbragt et par dage sammen. Hun endte med at trække på skulderen, som hendes smaragdgrønne øjne faldt tilbage på ham. ”Jeg ønskede blot at se, hvordan det gik dig. Nu var det trods alt også mig, som havde kampen med at få dig med,” svarede hun kortfattet i en rolig tone, som hun besluttede sig for at undlade at sige, at det var fordi, at hun havde noget følelsesmæssigt i det. Hendes hoved søgte på sned. ”Du kan også fortælle mig, hvorfor du ikke er stukket af endnu? Du var trods alt ikke altid lige glad for min tilstedeværelse,” endte hun i stedet med at spørge, som det til gengæld måtte falde hende interessant ind.

[Deleted]

"Jeg tror hurtigt du vil blive overrakset over, hvor mange der ser op til dig, Jarniqa," lød det roligt fra Valandil, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. Hvorfor lægge mere i det, end hvad godt var? Han havde jo set og hørt folk snakke, og særligt igennem den sidste tid. Selvom han ikke indgik i det samarbejde, der var i byerne, og i de lejre, der var omkring dem, så var det vel ikke underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det. 
Dog måtte han stå fast ved, at han skyldte hende en tjeneste, og særligt fordi at hun havde tvunget ham med sig væk fra Paggeija, hvilket jo faktisk havde reddet hans liv. Ikke fordi at han direkte længtes tilbage til Paggeija igen.. Han ville bare gerne væk herfra! Det var egentlig det, som havde nogen betydning for ham lige nu. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun havde et folk.. derfor havde hun en mulighed og mening, samt ret til at fremhæve sig selv som en lederfigur. Han trak kort på smilebåndet. "Det havde du. Jeg ved, at jeg ikke har været nem at have med at gøre," sagde han med et let smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for dette. Han skubbede sig lidt væk fra træet og rettede sig op igen. Han var nysgerrig på hende, hvilket ikke var noget, som man kunne sige, at han normalt var, men denne gang, var det som om, at det kom lidt af sig selv. Han rynkede let i panden. "Skulle jeg da stikke af?" spurgte han undrende. Ja, selvom hun ganske enkelt havde pisset ham af, så måtte han jo sande, at nu hvor han havde lært hende lidt bedre at kende, så var hun jo ikke så slem igen.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa følte, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere, som han direkte sagde, at folk så op til hende. Passede det virkelig, at hun var blevet et forbillede for mange mennesker? Det havde hun jo aldrig været.. Måske var det også et tydeligt bevis på, at Theodore havde haft ret i sine ord? At hun ville være den perfekte ambassadør for Manjarno … eller Vavilon? Gad vide, hvad landet overhovedet skulle hedde, når al dette trådte i kræft? ”Og er du en af dem?” endte hun med at spørge ham. Som han sagde, at mange så op til hende, kunne han vel ligeså godt være en af dem? Dog var det svært at tro, da hun selv vidste, hvor meget han havde forsøgt at modarbejde hende. Dog havde hun lykkedes i den sidste ende, som hun havde fået ham til at følge hende, hvor hun havde fået ham helt med over på Procias’ side af grænsen. Disse anstrengelser gjorde dog ikke, at hun direkte følte, at han stod i gæld til hende, for meget havde hun jo ikke gjort, hvor det hun havde gjort også blot havde været det rigtige at gøre. Svagt smilede hun. ”Det ville være en skam at sige, at du var let at få med sig. Af den årsag forstår jeg ej heller, at du nogensinde kunne have været tjener for mørkelverne.. Du lytter jo ikke,” kommenterede hun med et smil på læben. For ja, det var en direkte kamp at få Valandil til at gøre, som man ønskede, og sjovt havde det ikke just været, som hun havde stået under pres i Paggeija. Roligt betragtede hun ham. ”Som du selv sagde, var du ej let at få med. Du forsøgte jo at modarbejde mig på hele den tur.. så derfor kan det undre mig, at du nu frivilligt bliver for at tale, uden at komme med nogle spidse vendinger,” lød det roligt fra hende. Oprigtigt undrede det faktisk Jarniqa, at han pludselig gerne ville tale med hende, og rent faktisk smilte til hende. Dog havde hun intet imod det, da hun meget bedre kunne lide denne side af ham.

[Deleted]

Valandil snakket direkte fra leveren. Det havde han alle dage gjort, så det burde heller ikke komme som nogen overraskelse for hende. Et kort smil bredte sig på hans læber. "Det gør jeg.. Du er ung.. uvidendeo m meget af det, som sker omkring dig.. dog målbevidst og viljestærk. Det er sjældent set ved unge individer," lød det roligt fra ham. Hvis hun havde brug for at høre ham sige det, så skulle han da sige det. Lige nu, hvor han alligevel var fanget på en forholdsvis god dag, så kunne han slappe af.. Han var i hvert fald ikke bidsk i forhold til hvad han normalt kunne sige sig, at være. 
Nem at have med at gøre, kunne man jo heller ikke ligefrem kalde ham, og det var en tanke som kun morede ham. Særligt det faktum, at hun skulle kommentere det. Han trak kort på smilebåndet og lod hovedet søge let den anden vej i stedet for. "Du fremstiller mig, som var jeg en ond, hård og grotesk mand, Jarniqa. Var jeg virkelig så slem?" spurgte han videre. Hvad der var i vente for fremtiden, vidste han ikke, men Procias var i hvert fald ikke et sted for ham at være! Ikke fordi at han hadede stedet, men fordi at folk var så venlige, at det næsten virkede falsk, og det kunne han slet ikke have. Han trak kort på smilebåndet. Ikke venligt eller varmt. "Jeg ved jeg satte et godt eksempel. Du valgte jo trods alt at tage mig med, hvor du kunne have smidt mig for dødsenglene. Du reddede som sagt mit liv.. Ja, jeg var præget af vrede.. Det havde du nok også været i mit sted," pointerede han med en rolig stemme. Armene lod han roligt søge ned langs hans krop, hvor han greb om buen som stod der ved hans side. Det var egentlig noget som faktisk stod stærkt i hans erindring. Han havde jo aldrig som sådan haft nogen betydning for nogen som helst.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket var Jarniqa over Valandils nyfundende venlighed, samt hans indrømmelse. Selv havde hun nemlig ikke just troet, at han var en af dem, som rent faktisk så op til hende. Indtil nu havde det nemlig nærmere lignet, at han bevidst havde forsøgt at modarbejde hende. Dog valgte hun stadig at tage indrømmelsen til sig, som hun da fandt det positivt, at han støttede op omkring hende, skønt han ikke altid havde vist hende det. Et kækt glimt fandt frem til hendes smaragdgrønne øjne. ”Og jeg som ikke troede, at du støttede kvinder,” kommenterede hun i en drillende tone, inden hun fortsatte. ”Hvad siger din bror til dette?” Undertrykt af de kvindelige væsen havde Valandil altid følt sig, og derfor overraskede det hende, at han alligevel gerne ville støtte en. Derudover måtte hun også tænke på hans bror, da han havde fortalt, at hans bror brugte en hver given lejlighed på at undertrykke kvinder. Derfor kunne han vel umuligt støtte Valandils mening.. Let rystede hun på hovedet til hans ord, inden det lille smil fandt frem til hans læber. ”Ond, hård og grotesk? Ikke just.. Nærmere gnavent indstillet overfor alt og alle,” svarede hun ærligt. Af den årsag havde det også overrasket hende, at hun rent faktisk havde savnet ham. Deres forhold til hinanden havde trods alt ikke været godt.. Alligevel havde det været således, at hun havde følt sig knyttet til ham fordi, at de havde tilbragt dage sammen, som de sammen havde taget til Procias. ”Præget af vrede var du uden tvivl, men stadig vil jeg fastholde, at jeg intet andet valg havde end at tage dig med. Der er faktisk endnu dem som mener, at livet har en vis betydning,” kommenterede hun sigende. Han var måske ikke vant til, at livet var værdsat, ligeså vel som Macaria og Zean også sked på ideen om livet. Dog var Jarniqa og mange andre manjanerne af en anden opfattelse. Derfor holdt hun også fast ved, at verdenen skulle tilbage til den, som den var engang.

[Deleted]

Valandil var ligeglad med hans broders holdninger og meninger hvad det her angik. Han havde sit eget liv og det havde han haft, siden han ikke havde været særlig gammel. Allerede som et lille barn, var han tvunget til at klare sig selv. Han havde vist sig, at være stærk. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg er en mørkelver.. Vant til at skulle følge en kvinde. Det er måske ikke hvad du havde regnet med.. selv jeg ved hvad potentiale er, når jeg ser det," sagde han ganske sandfærdigt. Hun var dygtig.. viljestærk og meget målbevidst, hvilket da uden tvivl var noget som selv han måtte finde meget tiltalende.
Buen blev Valandil for nu, stående med i sine hænder, mens han kiggede på hende. Det var ikke fordi at han havde noget imod at hun havde opsøgt ham. Han kunne faktisk godt lide det. Så slemt var det nu heller ikke. Folk skulle også baer lade ham være, og særligt når han havde givet udtryk for, at han ikke ønskede at have dem for tæt på. "Livet har den betydning som du tildeler det," sagde han direkte. Han selv havde kæmpet for sit liv.. som i virkelig kæmpet for sit liv, og det var helt klart hårdt fra tid til anden, men det var vel ikke underligt? Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han var rent faktisk glad for det.. Og nu vidste hun det. "Og før vi tildeler mig en titel som en følsom mand, hvilket jeg for øvrigt slet ikke er.. så lad os komme videre," sagde han endeligt. Selv var han ude for at øve lidt med bue og pil.. Men hun havde ikke en på sig? Han hævede kort det ene bryn. "Kan du benytte dig af bue og pil, Jarniqa?" spurgte han denne gang med en nysgerrig mine.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa endte med at trække på smilebåndet. Ej ville hun være den som stoppede ham, hvis han ønskede at følge hende! ”I så fald håber jeg ikke, at jeg skuffer dit eller alle de andres synspunkt på mig,” kommenterede hun roligt, som hun lod sig forene med hans udmelding. Beæret måtte det helt få hende til at føle sig, hvor det også gjorde hende det mere selvsikker. Det betød nemlig, at det ikke havde været helt naivt af hende at tage imod dronningen af Dvasias’ tilbud om at lade sig påtage titlen som ambassadør. Dog var dette ikke noget, som var kendt blandt den almene skare, som det faktisk kun var dronningen, Theodore Acheron, Damien og hende selv, som var kendt med dette tilbud, samt accepten af det. At Valandil hævede sin bue gjorde ikke, at hun følte sig truet af ham. Faktisk havde hun aldrig følt sig truet af ham, skønt han ofte havde ageret gnaven over for hende. Roligt blev hun derfor blot stående med sin ranke ryg, og med blikket hvilende på hans ansigt. Først måtte et muntert udtryk glide over hendes øjne, som han nævnte ordet følsom mand omkring sig selv. Dernæst blev hendes blik spørgende, som han sagde, at de skulle se at komme videre. Komme videre med hvad dog? Et selvsikkert glimt trådte dog øjeblikkeligt frem i hendes øjne, som han spurgte ind til hendes kunnen med buen og pilen. Om hun kunne benytte sig af en bue og pil? Selvsikkert fnøs hun, inden hun uden tøven greb om hans bue, som hun listede den ud af hans hånd. ”Kæreste Valandil… Du nedgør jo helt mine evner,” lød det kækt fra hende, inden hun ligeså stjal en pil fra ham. Dette her kunne hun bestemt finde ud af! Hurtigt og erfarent placerede hun pilen på buestrengen, inden hun trak den tilbage og drejede sin krop en halv omgang. Armene holdt hun hævet, alt imens hun nøjsomt ledte efter et sted, hvorpå hun kunne tage sigte. Der! Sekunder spildte hun dernæst ikke, som hun sikkert slap pilen, der truende susede mod et af træernes grene, hvor spidsen gennemborede et af de nye blades midte og flåede det af grenen.

[Deleted]

Selv på trods af sin temmelig unge alder, var Jarniqa uden tvivl kommet langt i sit liv. Dette va rnaturligvis noget, som selv han var fascineret af. Hun havde ganske vidst haft helt andre omstændigheder i sin opvækst end hvad han havde haft. Han var jo direkte afvist af sine forældre - foruden hans fader, som stolt havde været over, at have fået sønner, men hans moder derimod.. Foragt. Det var vel ikke underligt, at han havde svært ved at indgå i de relationer med andre mennesker? Han stolede ikke på dem. For nu var det noget andet med Jarniqa, som han rent faktisk følte, at han stod i gæld til. Det var underligt. Virkelig underligt. "Kun fascination og forundring har du vist mig," sagde han roligt. Skuffelse havde han dog ikke oplevet hvad hende angik, og det var noget som han naturligvis også måtte værdsætte rigtig meget.

Valandil ønskede ikke at blive stående som var han en følsom mand, for det var det sidste som han var. Selvom han ganske vidst ønskede at vise sin taknemmelighed for det, som hun havde gjort for ham, så var det endnu frygtelig, frygtelig svært for ham, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han lod hende tage en pil og faktisk ramte bladet, og fik det bort fra træet, efter at have trukket buen op. Han trak kort på smilebåndet. "Ud fra at være et væsen, som ikke har haft omgang med elverne.. så må jeg sige, at det er imponerende.." Denne gang var det ham som tog en pil og lagde den på buestrengen, som han trak op. Let og elegant trak han buen op. Han var spændt i kroppen. Tydeligt, at dette ikke var noget, som han havde gjort brug af i lang tid.. Han kneb øjnene let sammen, inden han skiftede retningen af buen og vendte den direkte op mod luften. Hertil slap han buestrengen, og lod pilen flyve direkte igennem de tætte kroner og mod himlen. Man kunne høre at den ramte noget.. Det tog ikke lang tid, før en and faldt fra himlen og landede ikke mange meter fra dem, med pilen i brystet. Han smilede tydeligt tilfreds.

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqa altid havde bragt Valandil forundring og fascination, glædede hende kun. Dog kunne hun ikke sige, at han havde udtrykt det tydeligt. Ikke før nu. Hidtil havde han nemlig blot været en gnaven mand, som havde sat spørgsmålstegn ved alt, hvad hun havde gjort, samt vrisset ad hende. Anderledes var tonen nu, som han pludselig talte om at støtte hende, samt han komplimenterede hende. Mærkværdigt var det uden tvivl, men uden tvivl nød hun det også. ”Jeg må indrømme, at du har været god til at holde det skjult for mig,” kommenterede hun ærligt, som han da skulle vide, at han bestemt ikke havde gjort det let for hende. Dog vidste hun, at hun ej heller havde gjort det let for ham, som hun havde tvunget ham igennem det ene og det andet. Dog havde det også kun været for det bedste for se, hvor de stod i dag. Buen og pilen tog hun ud af hans hænder, som han direkte udfordrede hende. Spændt måtte det gøre hende, som det rent faktisk var noget, som hun var god til. Det at mestre buen og pilen var nemlig ikke det samme for hende, som at mestre magien. Det her kunne hun nemlig ind til knoglerne! Det viste hun også, som hun med præcisson fik nedfældet et blad fra et af træerne. ”Du har tydeligvis undervurderet mig,” kommenterede hun selvsikkert, alt imens det glædede hende, at hun stadig havde fået imponeret ham. Hans egne færdigheder så hun selv, som han valgte at tage buen fra hende igen. Armene lod hun afventende søge over kors, alt imens hun betragtede hans gøren med en nysgerrig mine. Forbløffet måtte hun også selv helt blive, som han skød igennem trækronerne og ramte et usynligt mål. Let blinkede hun med øjnene, som anden faldt pladask ned på jorden et par meter fra dem. ”Blærerøv..,” endte hun med at sige kort for hovedet. Dog kunne man også sige, at aftensmaden nu var fanget. Selv var hun i hvert fald vant til, at det var således at tingene fungerede. Dog forventede hun bestemt ikke, at han ville dele sin mad med hende.

[Deleted]

Kort måtte Valandil trække på smilebåndet. Kortene holdt han blot tæt ind til kroppen, kun fordi at han havde gjort dette, og hvorfor skulle det vise sig, at forholde sig anderledes? Det vigtigste for ham, var at han havde forudsætningen for at klare sig i livet. Til nu havde han måske bare været heldig.. Men hvorfor løbe risikoen? "Jeg holder kortene tæt ind til kroppen, Jarniqa. Det er sådan jeg har klaret mig i livet," sagde han med en rolig stemme. Han var ikke god omkring folk, som han bedst klarede sig selv. Hun derimod var langt mere åben, samt ønskede at snakke med folk. Det havde han aldrig haft brug for. Dem som havde været i hans liv, havde jo faktisk kun gjort ham ondt, og for at passe på sig selv, måtte selv en mand som ham, gøre hvad der var nødvendigt. Et liv alene, havde jo så været hans lod. Uanset hvor ensomt det havde været.
Buen spændte han let og med et smil på læben. Dygtig var hun, men hvad havde man da regnet med af en elver? Han havde brug for at vise hende, at livet for ham, havde været anderledes, end hvad det havde været for hende. Hun havde da om ikke andet, så haft nogen, der holdt af hende. "Du kan håndtere en bue. Så langt, så godt," endte han sigende, inden han sendte sin egen pil afsted. Anden landede ikke langt fra dem. Han kunne i hvert fald endnu. Man lærte ikke en gammel hund nye tricks! "Nu har jeg min aftensmad i aften," sagde han ganske tilfredst, inden han søgte hen til anden. Han løftede den ved et greb om halsen, inden han fjernede pilen fra dens bryst. Han rettede sig op endnu en gang. Hendes skikkelse faldt igen i blik. "Hvordan står tingene til i flygtningelejren? Det er vel der du er?" spurgte han med en rolig stemme. 

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige kunne Jarniqa kun give ham ret i, at han holdt kortene tæt ind til kroppen. Det kunne hun dog også sige, at hun selv gjorde, som hun aldrig fortalte om sit liv. Derfor kunne man vel også kun sige, at de måtte acceptere hinandens hemmeligheder, som de jo begge havde dem? Dog kunne det til tider være svært, da det trods alt ikke fraholdt en fra at blive nysgerrig. ”Hvordan kan det i så fald være, at du nu ønsker at fortælle mig ting?” spurgte hun ham nysgerrigt og undrende. Det var ej fordi, at hun ønskede, at han skulle stoppe med at fortælle hende ting, da hun rent faktisk kunne lide det. Det var blot fordi, at hun havde svært ved at forstå, hvad der pludselig havde ændret sig. Pludselig var han så … så anderledes. Var det bare på grund af benet, at han var blevet en mere åben og venlig person, eller var det grundet Procias eller hans bror, eller var det fordi, at hun havde hjulpet ham over grænsen, og at han nu havde haft noget tid til at fundere over det, eller skyldtes det noget helt andet? Hun løftede brynet. ”Hvad havde du regnet med? At jeg havde brugt hele livet på at flette mit hår?” spurgte hun ham kækt, og dog også lidt alvorligt, for havde han virkelig ikke regnet med, at hun havde været i stand til at mestre buen? Altid havde hun været tvunget til at jage sig egen føde, og derfor kunne hun selvfølgelig benytte sig af buen og pilen! Som han ligeså gjorde sin præstation, måtte hun også sige, at han ligeså mestrede buens kunst.. og ganske godt endda. ”Det kan jeg se,” kommenterede hun roligt. Selv var hun vant til, at hun selv skulle fange sin mad. I den seneste tid havde det dog ikke været nødvendigt, som hun i øjeblikket boede i Catalena med sin værge, og inden da havde hun boet ved Acheron Landsted. Underligt fandt hun det dog, at folk pludselig lavede maden til hende, som hun var vant til at skulle tage vare på sig selv. ”Der er vidst det mest nødvendige i flygtningelejrene, men nej, det er ikke der, at jeg er. Bor du hos din bror?” svarede hun ærligt, inden hun valgte at dreje samtalen tilbage på ham.