Are we done yet..?

[Deleted]

Jarniqa Dynithril

---

De første tegn på forår, var efterhånden begyndt at vise sig. Selv for Valandil, gjorde det kun Procias smukkere, end hvad det havde været, da de var ankommet. Om det var et sted, som han kunne finde på at slå sig ned? Måske... det var faktisk ikke så slemt igen, selvom de var et alt for kærligt væsen i hans øjne.  Selv nu hvor han var begyndt at kunne bruge benet ordentlig igen, og særligt fordi, at andre var omkring ham til hjælp - Hans bror særligt, hvilket stadig var en tanke som han skulle vænne sig til. Han havde rent faktisk en bror. Det var virkelig svært at forestille sig.
Hans gang igennem skoven, var ganske rolig. Det var jo heller ikke fordi, at der som sådan, dukkede noget op her, som ikke burde være her, selv på trods af de nu åbne grænser ind mod Vavilon. End ikke det, var et navn, som han kunne tage seriøst. En bue havde han på sig. Det var ganske vidst ikke som hans egen gamle bue, men den kunne gå. Han øvede meget i disse dage med den. Han følte sig uden tvivl rusten, hvad angik brug af bue og pil. Vinden blæste godt i dag.. Træerne var ved at få de første forårstegn, hvor man selv enkelte steder, kunne se at bladene var ved at springe ud. Fuglene sang til tider, men det var ikke ofte. Ikke underligt i den uro, som prægede landene i disse tider.
Tankerne slog Valandil ud af hovedet. Hans ben var endnu temmelig stift, men han kunne gå på det nu, uden de store problemer. Der havde været mange indover, for at skænke ham den hjælp, men nu var han selv der, hvor han kunne kalde sig for en ægte elver igen, som kunne klare sig, uden at være afhængig af andre, som han havde gjort det før, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Vinden rev i det lange lyse hår.. For alt i verden, passede han jo ind her.. Det var bare ikke et sted, han ønskede at blive.

[Jarniqa Dynithril]

Yndefulde var Jarniqas skridt, som hun bevægede sig forbi de mange træer. Smukt begyndte det hele at se ud igen, som trækronernes skud havde slået ud, alt imens forårsblomsterne dækkede jorden. Det var dog ikke kun naturen, som var begyndt at se smuk ud igen, men derimod også verdenen. Ganske vidst var der ikke sket synderligt meget endnu, men planerne gik da i den rigtige retning, ligeså vel som heldet. De slanke arme lod hun søge over kors, som vinden alligevel måtte trække til, skønt området var beklædt med det ene træ efter det andet. Hendes lange ravnsorte hår blev der derfor ligeså revet i, som det bølgede efter hende, samt til tider tvang et par enkle hårlokker ind foran hendes kønne ansigt. Dansende mellem hendes lange ben, svang hendes røde kjole omkring, som den flugtede sig med hendes gang. Roen forsøgte Jarniqa for en gangs skyld at finde oven på nogle hektiske uger. Det var dog også først nu at tiden var til det, som hun afventede sin, Salvatores og Calebs mission. Nogle ”fridage” tillod det hende at tage, hvilket måske også var meget passende, da det var svært at huske sig selv, når det hele vrimlede om ørerne på en. Travle og alvorlige var hendes dage pludselig blevet, hvilket hun ikke just havde været vant til før. Hun havde jo altid været vant til at være intet mindre end en fattig tyv. Nu var hun derimod leder af modstandsbevægelsen og kandidat til ambassadørtitlen. Hvordan var det hele blevet så … stort? Hun var jo vant til at være ingenting.. Hendes smaragdgrønne øjne søgte omkring i skoven, hvilket fik det til at trække op i hendes mundvige. Det lange blonde hår.. Den lettere stive gang.. Det kunne kun være en person! ”Ser man det.. Se, hvem der ser ud til at klare sig fint,” lød det kækt fra Jarniqa, som hun henvendte sig til Valandil. Glad følte hun næsten, at hun måtte blive over synet. En lettere gnaven mand var han måske, men han var en af de få, der kendte hendes rigtige navn, samt der var det faktum, at hun havde hjulpet ham over grænsen til Procias, da Paggeija var blevet angrebet.

[Deleted]

Forårets tegn var tydelige at se, og særligt nu hvor træerne var i færd med at gøre sig klar til det kommende forår. Selv dette, var noget som han kunne lide at se. Det var en helt anden kultur som var her på stedet, og den måtte Valandil gerne stå ved, virkelig var svær for ham. Han rystede de tanker ud af hovedet. Alle her var.. venlige og rare. Selv de havde skænket ham en hjælp, så han næsten kunne bruge benet igen. Igen kunne han jo faktisk kalde sig en rigtig elver igen. Her med det lyse hår, faldt han dog også bare mere ind i mængden. Stemmen som lød, fik ham til at hæve blikket en anelse. Jarniqa.. Selv var det ikke nemt for ham, at indrømme, men han havde jo faktisk meget at takke hende for. Et ganske svagt træk fandt vejen til hans mundvig. Næsten som et smil. "Jeg må være faldet af på den. Normalt kan man ikke snige sig op på mig," lød det roligt fra ham.
Buen sænkede han en anelse i hans hånd. Det var ikke hans egen, men den kunne gå. Han havde et våben, og han var faktisk i stand til at klare sig selv igen, hvilket uden tvivl for ham, var det vigtigste af det hele. Han sendte hende et kort smil, også selvom det falmede igen. Det at smile, var slet ikke noget, der ål særlig naturligt til ham, når det nu endelig var i den anden ende. "Det er ved at være tid siden, man har set en skygge til dig. Jeg troede du for længst havde forladt landet her," fortsatte han med en rolig stemme. Et kort smil passerede hans læber, som han let lod hovedet søge på sned endnu en gang. Han lænede sig en smule op af det nærmeste træ. Han støttede endnu ikke helt på benet, men han kunne da om ikke andet, så gå på det nu, hvilket i hans øjne, uden tvivl var det vigtigste af det hele. Han kunne rent faktisk få sit liv tilbage.

[Jarniqa Dynithril]

Helt velkendt måtte det nærmest forekomme Jarniqa, som hun så skyggen af Valandil. I forhold til alt, hvad hun havde oplevet igennem den seneste tid, måtte han nemlig helt forekomme hende normal. Valandil havde hun nemlig stiftet bekendtskab med, inden al dette havde begyndt. Inden besættelsen af Ityrial og Paggeija. Inden modstandsbevægelsen. Inden træningen hos Theodore. Inden alliancen med dronningen. På sin vis føltes det derfor, at en byrde blev taget af hende, som hun vidste, at han havde kendt hende inden al det. Det var ganske vidst ikke fordi, at de havde en rosenrødt forhold, som de vel ikke engang var venner, men alligevel var han det tætteste på, at hun kunne komme på at have en ven. Ganske sørgeligt et sted.. Eller var Theodore mon hendes ven? Eller var han bare hendes læremester? Smilet måtte hun selv trække en anelse mere på, som hun anede trækningen i hans mundvige, samtidig med, at hun ej hørte nogen afvisende tone. Lige præcis med Valandil kunne hun nemlig sagtens have forestillet sig, at hun ville have fået et vrissende svar igen. ”Eller også har du blot aldrig været i stand til at hamle op med mig,” svarede hun drillende igen. Listig var hun dog i sandhed, men listig skulle man også være, når man alle dage havde været en tyv. Dette var dog et erhverv, som hun snarligt ville kunne lægge bag sig. Hvordan ville det mon være? Ville hun kunne klare det? Ville hun være god? Ville hun være en fiasko? Ja, erfaringen havde hun jo ikke just. Muntert hvilede smilet på hendes lyserøde læber, alt imens hun roligt valgte at træde nærmere. Det virkede jo helt som om, at han havde en god dag.. eller også havde Procias blot forandret ham? ”Betyder det, at du har tænkt på mig?” kommenterede hun med et smil på læben. Henholdsvist ret havde han dog. Hun havde haft søgt videre, men ej fordi, at hun havde fundet et andet sted at bo. Gad vide, hvad han selv havde lavet indtil nu. Var han mon glad her i Procias? Havde han fundet et liv her? ”Det er dog korrekt, at jeg har haft forladt landet her. Jeg har været i et par lande her på det seneste,” endte hun med at svare ærligt til sidst.

[Deleted]

Under omstændighederne, havde Valandil vel lært at acceptere Procias? Nu hvor han så det med sine egne øjne, og selv var af slavestand tilbage i Dvasias, så var denne frihed, som han fik her, underlig og.. unormal for ham. Men han kunne lide det. Dette havde uden tvivl sat sig på hans humør på en dag som denne. Han var jo faktisk fri som en fugl.. gjorde hvad han ønskede og lystede, og det var alt sammen noget, som havde en stor betydning for ham. En frihed, som han helt klart skulle vænne sig til, for her var den jo.. normal. "Du har vel lært, at det ej er smart, at liste sig op på et væsen, som bærer våben? Og som før, ikke har tøvet med at bruge det?" spurgte han videre. Der var dog intet faretruende over hans stemme eller mimik. Han havde det faktisk ganske godt i disse tider.
At Jarniqa kom tættere på, sagde end ikke Valandil noget til. Han kunne lide hende, og et sted, følte han også, at han stod i en taknemmelighedsgæld til hende, og særligt fordi, at hun jo rent faktisk havde reddet hans liv tilbage i Paggeija. Hun kunne jo have efterladt ham og ladet dødsenglene tage hans liv. End ikke det, var noget som hun havde gjort. Han trak kort på den ene mundvig. "Og hvad så hvis jeg har?"[/color] spurgte han roligt. Han havde tænkt på hende. Særligt efter hun havde efterladt ham i skoven her og bare... havde søgt videre igen. Hvad hun havde lavet, var ukendt for ham, og alligevel, var det da naturligvis noget, der gjorde ham nysgerrig. Hvilket i forvejen heller ikke lignede ham. "Du har været i andre lande på det seneste?" fortsatte han med hovedet let på sned. Armene lod han derefter søge let over kors på hans bryst. Buen lod han pænt stå ved hans side i stedet for. Han regnede nemlig ikke med, at den ville blive nødvendig overfor Jarniqa.[/font]

[Jarniqa Dynithril]

Kækt glimtede Jarniqas smaragdgrønne øjne, hvilket helt måtte lyse hele hendes ansigt op. Levende og som sig selv måtte hun helt føle sig i en stund som denne. Flere uger siden var det også, siden denne side havde fået tilladelse til at komme op i hende. ”Jeg tror, at denne læring fandt sted i min opdragelse på det ene eller på det andet tidspunkt,” lød det eftertænksomt fra hende, inden hun igen smilede drillende. Selv frygtede hun nemlig ikke, at Valandil ville angribe hende. Ganske vidst var de ej perlevenner, men alligevel følte hun, at hun kendte ham nok til det. ”Burde jeg da frygte dig?” spurgte hun uskyldigt, inden hun stoppede op igen, som hun stod en meter fra ham. Ingen frygt eller tvivl følte hun dog, som det blot var spil fra galleriet.. og det vidste han vel også, selvom han aldrig havde været den helt store humørbombe? Hendes humor havde han også fået et større kendskab til, siden første gang de havde set hinanden, da de havde tilbragt et par dage sammen i hinandens selskab, da de havde flygtet fra Manjarno til Procias. Hun trak på smilet, som han mere eller mindre indrømmede, at han havde skænket hende nogle tanker i den tid, at de havde været adskilt. At der var så mange derude, som rent faktisk bekymrede sig for hende, rørte hende et sted.. Overraskende var det også, da hun bestemt ikke havde ventet det. ”Det ved jeg ikke.. I mine øjne lyder det ikke til, at det burde være et problem for mig,” kommenterede hun roligt, uden at smilet falmede på de lyserøde læber. Svagt trak hun på skulderen, uden at hun tog det smaragdgrønne blik fra ham. ”Det Gamle Manjarno.. Vavilon, hvis det skal være så vel.. og Dvasias,” svarede hun roligt. Ja, hun havde skam været rundt omkring, og meget havde hun også fået ud af det. Nu var det blot sådan, at det hele skulle sættes i gang. Let smilede hun til ham, mens hendes ansigt tog sin en nysgerrig mine i brug. ”Og hvad med dig? Har du fundet dig til rette her i Procias? ..Det ligner i hvert fald, at du har fået det bedre.”

[Deleted]

Ej havde Jarniqa nogen grund til at skulle frygte Valandil, da han ikke ønskede at skulle gøre hende nogen skade, eller gøre hende noget ondt. Tvært imod faktisk. Dette var lidt det, som han kunne lide. Nu hvor han ikke havde nær så ondt i hans ben, som han tidligere havde haft, kunne han da godt mærke, at det også havde lettet hans humør betragteligt. Han kunne faktisk smile lidt igen. "Nej.. du har ikke nogen grund til at være bange for mig.. Dog er jeg en farlig mand, husker du nok." Han hævede sigende det ene bryn mod hende. Ikke at han kunne lade være, når det endelig skulle være.
At Jarniqa havde været rundt på må og få, var ærlig talt ikke en tanke, der som sådan kom bag på ham, hvis han skulle være helt ærlig. Armene lod han falde over kors. Han havde tænkt på hende.. Mere end en gang faktisk, og det var nu heller ikke noget, som han lagde skjul på. Han stod jo desværre i en taknemmelighedsgæld til denne unge kvinde. "Det burde det heller ikke. Først vil det være et problem, den dag, at ingen vil skænke dig en tanke," sagde han med en rolig stemme. Som hun havde været omkring, så havde han brugt tiden på at stifte et bekendskab med en mand, som han dog aldrig havde regnet med, at han ville stå ansigt til ansigt med. Hun gjorde sig store erfaringer ved at tage ud, men selv han vidste, at den verden, de i øjeblikket, måtte befinde sig i, var livsfarlig. "Du leger med livet derude, Jarniqa.. Vogt dig," sagde han direkte. Hun forekom ham nemlig ikke som en, der havde andre med sig, men derimod gjorde dette på egen hånd? Dog var det ikke en sag, som han ville blande sig i. Han rystede dem let ud af hovedet. "Jeg har mødt min.. bror," sagde han pludseligt. Maidhion... Hans kære storebror, som af sin egen frie vilje, havde søgt hertil. Det var underligt. Ingen tvivl om det. Han havde det virkelig svært ved det!

[Jarniqa Dynithril]

Personligt huskede Jarniqa ikke just Valandil som en farlig mand, men nærmere som en gnaven mand, men nok om det! Det følte hun nemlig intet behov for at sige højt, nu hvor han endelig syntes at være ved godt humør. Hun kunne meget bedre lide ham sådan her. Venlig og smilende. ”Hvis du er en farlig mand, og hvis du ej ønsker at gøre mig noget, vil du så ikke sige, at jeg står det helt korrekte sted?” spurgte hun ham med et smil på læben. På den måde var hun nemlig i sikkerhed, fremfor i fare. Dog følte hun ikke just, at hun havde noget at frygte her i Procias, men selvfølgelig … man kunne aldrig vide. Ikke længere i al fald. Hendes hoved søgte en kende på sned, så hendes lange ravnsorte hår fulgte med. Som modsætninger måtte de egentligt se ud, som der var hende med det ravnsorte hår og solbrune hud, og ham med det lysblonde hår og lyse hud. Hun smilte stille for sig selv. Det glædede hende at høre og vide, at han havde skænket hende en tanke, som hun ligeledes havde sendt ham en. ”Så lad os håbe, at den dag aldrig vil komme,” kommenterede hun roligt. Ej havde hun ventet, at flere havde skænket hende en tanke, mens hun havde været borte, men det havde der åbenbart. Der var både Valandil, Salvatore, Caleb og Damien, som havde savnet hende. Underligt var det at vide, da hun var vant til, at hun kun havde Damien. Var det mon en god eller skidt ting, at hun havde fået forhold til andre en Damien? Hvis man spurgte Damien, ville han sikkert sige, at hun skulle jage dem alle på flugt, som han aldrig havde brudt sig om ideen om andre end dem. ”Bare rolig.. Jeg klarer mig.. Se selv. Alle mine dele er endnu intakt,” svarede hun ham kækt igen, alt imens hun løftede sine hænder, så han kunne se alle hendes ti fingre. Muntert smilede hun. Selv vidste hun godt, at man skulle være forsigtig i disse tider, men ligeså kunne man ej heller få noget gennemført, hvis man var for forsigtig. Det kække blev dog hurtigt erstattet af overraskelse, som han sagde, at han havde mødt sin bror. Havde Valandil en bror? Forundret blinkede hun med øjnene. ”Det var da … dejligt?” prøvede hun sig frem, som han ikke just selv indikerede, om det var en god eller skidt ting.

[Deleted]

Ej kunne man sige, at Valandil var farlig, før man gav ham en grund til det. Selv han, havde mødt så stor og brutal en modstand igennem den seneste tid, at selv hans humør var dalet. Efter de var kommet hertil, og alle havde skænket ham en nødvendig hjælp, så han rent faktisk kunne leve som det elviske væsen han var, så var der sket betydelige ændringer ved ham. Ikke at han var blevet smilende og munter, for det var han da godt nok ikke, men han var mere tilfreds, end hvad han havde været hidtil. 
Mange burde vel tænke på hende? Selv måtte Valandil sande, at han havde svært ved at forestille sig noget andet. Armene lod han roligt søge over kors og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. "Jeg er tilbøjelig til at have mine tvivl til, at det nogensinde vil forekomme," sagde han dog. Hun havde gjort meget selv for ham, så det kunne da ikke komme bag på nogen, at han havde skænket hende en tanke eller to. Særligt fordi at han jo følte, at han stod i en taknemmelighedsgæld til hende, hvilket var noget som han rent faktisk havde det meget stramt med. Hans blik søgte hendes endnu en gang, som hun viste ham alle sine fingre. Heldig var hun om ikke andet. "Heldigt. Verden er et grumt sted. Hvilket du jo allerede er kendt med.. Hvorfor placere mig her, og selv søge ud?" spurgte han videre. Nysgerrig gjorde hun ham uden tvivl. Hans broder derimod, havde kun været en overraskelse, som han ikke just kunne sige, at have regnet med, at ville møde her. Han rynkede kort på næsen og sukkede tungt. "Det ved jeg ikke. Ej har jeg nogensinde troet, at jeg ville møde ham," sagde han direkte. Og så på denne side af grænsen. For ham, var det helt uvirkeligt og uden tvivl en meget mærkværdig sag.

[Jarniqa Dynithril]

Brynet løftede Jarniqa nysgerrigt. Han mente ej, at dagen nogensinde ville komme, hvor hun blev ladt alene? Hvad gjorde, at han sagde dette til hende? Sjovt var det også, at det kom fra ham, da han tidligere havde fundet hende irriterende, samt han selv havde sagt, at han selv ønskede at blive ladt alene. Hvorfor mente han mon, at folk aldrig ville forlade hende? Det smaragdgrønne blik tog hun ej fra ham. ”Hvorfor siger du det?” spurgte hun direkte, uden at kunne lægge bånd på den nysgerrighed, som det fyldte hende med. Nysgerrig og overrasket måtte han også igen gøre hende, som han nærmest sagde, at hun skulle have taget ham med sig ud i verdenen. Var det virkelig sådan, at hun skulle fortolke hans ord? Hvis det i så fald var tolket korrekt, hvad gjorde så, at han sådan ønskede at være omkring hende? ”Verdenen har uden tvivl udviklet sig til at være et værre sted, end det jeg voksede op med,” medgav hun korrekt, inden hun direkte og nysgerrigt måtte spørge ind til hans ord igen. ”Ønskede du da at komme med mig ud?” Hvad havde der lige hændt, siden alle lige pludselig spurgte ind til hende? Hun havde jo altid været sig selv, men lige pludselig begyndte folk at interessere sig for hende.. Underligt var det. At Valandil havde en bror, havde hun ikke just regnet med. Han havde trods alt aldrig drøftet det at have en familie med hende.. Han havde nemlig altid sagt, at han havde været alene. Hun fugtede læberne let. ”Vidste du da, at han eksisterede? Er han din halvbror, siden han er her? Meget ved jeg ganske vidst ikke om mørkelverne, men jeg ved da, at de ikke hører til her,” kommenterede hun roligt og nysgerrigt. At han havde familie her, fik hende dog også til at tænke, at han vel næppe ville videre herfra med det samme, skønt han havde spurgt ind til, hvorfor hun ikke havde taget ham med sig.

[Deleted]

Af hvad Valandil havde erfaret, set og hørt ikke mindst, så var Jarniqa en elsket kvinde. Hun gjorde meget for folket af Manjarno. Så meget havde han da fået med sig, selvom han havde holdt sig på afstand. Ej havde han været god med menneskelig kontakt, også selvom han havde været lidt tvunget ud i det på grund af hende. Dertil havde han samtidig erfaret, at det jo ikke var alle, der var onde og modbydelige, hvor nogen faktisk ønskede at tilbyde hjælp, uden at man stod i gæld for resten af sit liv. Dette var især noget, som måtte falde i Valandils gode bog. "Nok har jeg været en skændsel af en mørkelver, Jarniqa, men dum er jeg dog ikke. Jeg ser og hører mange ting," pointerede han sigende.
Nu hvor han stod lænet op af træet, kunne hans ben også få en tiltrængt og nødvendig hvile, hvilket skam også var noget som passede ham ganske udmærket, når det endelig skulle siges. Hans blik søgte hendes direkte. "Den har ændret sig.. Markant på frygtelig kort tid," sagde han  med en rolig stemme. Naturligvis var det en tanke der rent faktisk gjorde ham trist.. men et sted også vred. Paggeija, var blevet et sted som han havde set på som sit hjem, inden han var tvunget derfra, om han havde ønsket at beholde sit liv. Han vendte blikket kort ned mod sit ben. "Jeg ville kun have sænket dig på din færd, Jarniqa," tilføjede han endeligt. Dog var han da stadig nysgerrig på, hvad hun havde fået ud af sin færd ud på den anden side af grænsen, og særligt fordi at det var en farlig færd at søge ud på. Han rystede let på hovedet. "Jeg vidste at han var der... udsat for det samme som jeg.. Drengebørn er ikke just ønsket blandt mørkelvere. Han endte her.. Han var mere heldig end hvad jeg var," sagde han endeligt. Han snakket sjældent familie. Han snakket aldrig om ting der var ham nær personligt.

[Jarniqa Dynithril]

”Aldrig har du været en skændsel, så dum er du at tro det,” rettede Jarniqa ham bestemt. Det var meget muligt, at han havde givet hende sin mørkelviske historie, men det var ikke ens betydning med, at hun agtede at forene sig med den. Han kunne nemlig umuligt være en skændsel bare fordi, at han havde sagt nej til at være intim med hende. Det han havde været udsat for, havde jo været et overgreb. Faktisk en voldtægt. Derfor mente hun ikke, at han var en skændsel bare fordi, at han havde nægtet en eller nogle kvinder i at gøre, som de ønskede af ham. Faktisk viste det hende mere, at han havde en personlighed. Han forstod muligvis ikke altid hendes holdninger, men i dette vidste hun, at langt flere var med hende, end hvad de var med ham i denne opfattelse. At verdenen havde ændret sig markant på det seneste, brød hun sig bestemt ikke om. Ganske vidst havde hun fundet forandring eftertragtet, men ej forandringer som disse! ”Verdenen har ændret sig fra, hvad jeg før kendte.. Men ligeså kan jeg også se, at du har ændret dig lidt. Sandt at sige, at du ville have sænket mig, men selv kan jeg se, at du går bedre, end hvad du hidtil gjorde,” kommenterede hun roligt. ”Hvordan går det med benet?” Selv vidste hun, at han ikke brød sig om at tale om det, men nu hvor, at han selv havde valgt at komme ind på det, anså hun det for at være i orden. At han altid havde vidst, at han havde en bror, måtte rent faktisk overraske hende. Det var nemlig ikke just det, som han hidtil havde fortalt hende om, men gensynet havde måske ændret ham? Måske var det også derfor, at han pludselig var det mere venligt stemt? ”Hvordan er hans liv her i Procias i så fald? Hvordan er han som person?” spurgte hun ham nysgerrigt, som han endnu ikke havde afvist hende spørgsmål. Derfor var det vel også bare at smede ligeså længe at jernet var varmt?

[Deleted]

"For min slags, der er jeg," sagde Valandil kort for hovedet. Altid havde han været en stolt mørkelver, selv på trods af de faktum, at han var en mand. Det var en skændsel, at man ikke kunne gå og udføre det arbejde, som man var sat til. Han var for pokker blevet degraderet til at være en syerske! Og den slags fingerarbejde, var bare ikke ham! Det havde aldrig været ham at gøre den slags!
Den virkelighed som Jarniqa måtte komme fra, var så meget anderledes end hans egen, og det var lidt det, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han gjorde. Han lod hovedet søge på sned. Hun var elsket af mange. Selv han så temmelig mange ting rundt omkring, og uden tvivl, kunne han lide hvad han så. Verdenen havde forandret sig, og det var vel egentlig bare synd og skam, for dem som ikke kunne følge med i det hele? De blev slået ihjel.. svage røg på stribe og folk blev sygeligt svækket på alt for kort tid. "Elverne skænkede mig en nødvendig hjælp. Næsten kan jeg gå, som jeg gjorde førhen," fortalte han roligt. Han havde ganske vidst ikke været lige glad for hjælpen altid, men ud fra omstændighederne, og hvad han havde fået ud af dette, så kunne han jo heller ikke undgå det. Hans bror derimod, var næsten som han havde forestillet sig. Mange af de mørkelviske tendenser havde han allerede lagt mærke til. At holde det skjult for skovelverne, måtte dertil, være en kæmpe frustration. Han trak kort på den ene mundvig. "Som en ulv i fåreklæder," sagde han ærligt, som han igen rettede sig op. "Han er en mørkelver som jeg.  Det sætter sig i personlighed. Da jeg mødte ham, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er min bror," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. Han lagde ikke skjul på det. Dvasiansk ville han nok altid være af hjerte og sind, men den frihed som han var blevet vant til, ødelagde det jo trods alt lidt.

[Jarniqa Dynithril]

Ej kommenterede Jarniqa hans ord. Det var også bare et af de punkter, hvor de for tid og evighed ville være uenige.. Stolt var han, hvor han satte stor ære i det at være mørkelver, skønt han var blevet set på som et afskum. Selv forstod hun ikke, hvordan man kunne acceptere en sådan skæbne, samt være glad for den, men det forstod han åbenbart. Det var jo den virkelighed, som han levede i.. Derfor valgte hun ej at fokusere på, at han så sig selv som en skændsel, som hun nærmere fokuserede på hans ben. Det virkede trods alt til, at han havde det fint med, at det gik på det emne. ”Det lyder jo perfekt,” kommenterede hun roligt. Hvad var der lige med procianere og hjem? Først Damien, og nu Valandil! Selv følte hun dog ikke, at hun havde ligeså meget hæld i bøssen, hvad landet angik, som mændene ellers havde. ”Er der i så fald også udsigt til, at du vil få hele din bevægelighed tilbage?” spurgte hun nysgerrigt. Damien havde fortalt hende, at hans syn ville blive bedre, men aldrig perfekt igen. Var det mon det samme med Valandil? Var dette mon højdepunktet for ham, eller ville det rent faktisk blive bedre end dette? Nysgerrigt løftede hun brynene. ”Som en ulv i fåreklæder? Hvorfor forekommer det mig som om, at han ej har helt rent mel i posen?” kommenterede hun med et skævt smil på læben. Ja, det lød uden tvivl som om, at hans bror var ude på noget med den tiltalelse. Hvad det skulle være, vidste hun dog ikke. Ligeså vægtede hun det ej heller synderligt højt, som Procias i det store og hele ikke betød synderligt meget for hende. Hun følte sig nemlig ikke ligeså velkommen her, som det Valandil gjorde. Man kunne også sige, at han havde fået et tilhørsforhold til landet i og med, at han havde fundet sin bror her, hvor hun selv intet havde her. Faktisk havde hun ikke længere noget, som hun ikke længere havde et tilhørsforhold til noget.

[Deleted]

Hvorvidt om Valandil nogensinde ville få den fulde bevægelighed tilbage, var ikke til at sige. Blot kunne han håbe på, at det ville ske, men om der var noget i det, var jo så straks en anden sag. Hans blik søgte Jarniqas endnu en gang. Han nikkede. For ham, betød det en verden til forskel, at han slap for at gå med vandrestav, bare for at holde ud at være til. For ham, havde det uden tvivl været direkte pinligt, og det kunne han slet ikke have! "Jeg tvivler på, at jeg får muligheden for fuld bevægelighed igen.. Men selv det her, er noget som jeg kan leve med," fortalte han sandfærdigt.
Automatisk måtte blikket glide til hans ben. Ja, det var bedre, men der var stadig en lang vej for ham at gå. Hans broder derimod, tvivlede han på, ville forlade landet her. Hvem kunne klandre ham? Et helt liv med frihed, så ville man da næppe tage tilbage til Dvasias og lade sig underkurre af en anden! Og da særligt ikke, når det var på denne her måde! Hans blik søgte hendes endnu en gang. Et glimt havde meldt sig i hans øje. "Hvis du bruger hovedet bare lidt.. Så tror jeg godt du kan tiltænke dig, hvad der er ment med disse ord," lød det roligt fra ham. Nej, det var bestemt ikke meningen at de skulle være hånende eller nedgørende, og nu kendte hun ham jo. "Han nyder af sin frihed.. og udnytter denne situation lidt til sin egen fordel," tilføjede han roligt. Armene lod han roligt søge over kors og med et kækt smil på læberne. Han var i godt humør for tiden. Det hele gik fremad! Dog var det ikke lige Procias han havde tænkt sig at slå sig ned i. Hvor det ville ende.. Ja, det måtte guderne jo vide.