Den nye kamp om Imandra del 1

[Deleted]

Den nye kamp om Imandra!

Den nye kamp om Imandra er Zeans forsøg på at tage Imandra fra Kimeya og Faith.
Emnet er åben for alle der vil deltage, men karaktererne Eriz og Zean vil styre selve historien.
Dette er del 1.
Del 1 handler om selve kampen, om hære der mødes udenfor slottet, hvor Kimeya opholder sig. Emnet vil slutte når Zean og Eriz når slottet og kommer indenfor.
Del 2 vil være et privat emne, men der hvor denne krig afgøres. I del 2 vil Eriz, Marcellus, Kimeya og Zean have et opgør om hvem der skal have magten i Imandra. I dette emne kan I ikke bare få lov at blande jer, men i vil være velkomme til at læse med i det. Del 2 vil blive oprettet efter del 1. Afgørelsen, når del 2 er afsluttet, vil blive offentliggjort, så i alle kan lege med på at i har været med i krigen og set hvem der vandt.

---

Efter at have forladt Imandra, for at deltage i kampen for Marcellus, så han kunne overtage sin fars fyrstedømme, var dødsenglene vendt tilbage til Imandra, kun for at sætte deres telte op igen, lidt væk fra New Dale. De sidste par uger var det blevet hverdag at se dødsenglene i byen eller rundt om. At se dem flyve igennem luften, selv med deres våben. De støttede jo landets nye herskere og hjalp med at holde ro i landet.
Zean selv havde brugt nogle dage på at komme sig efter nogle brækkede ribben, men var nu frisk igen. Og efter noget tid kunne han nu vende sin opmærksomhed mod New Dale. Intet kunne have røbet om Zeans forræderi. Manjarno havde løsrevet sig fra Dvasias og blev nu kaldt Vavilon, hvori Macaria og Zean var landets regenter, dens dronning og konge. Nu ville Zean tage endnu et land i deres besiddelse. Endnu et land de kunne styre, endnu mere magt, magt nok til at presse Dvasias i knæ, magt nok til at holde Procias i skak. Nok til at styre det hele!
Tanken var intet mindre end fantastisk. Zean kunne mærke det kilde i hans mave, som var der ingen mave, men i stedet en flok myrer der kravlede rundt inde i ham. For et par timer siden havde han givet sine generaler besked. Dødsenglene, som med vilje altid havde været bevæbnet, så Kimeya og Faiths soldater vænnede sig til det og ikke blev alarmeret af det, havde samlet deres våben og forskellige rustninger. Nogle samlede sig strategiske udvalgte steder inde i New Dale, klar til at gå i gang, når Zean gav tegn. Resten samlede sig ude foran New dale. De ville overraske dem, skønt det var begrænset hvor overraskende det måtte være. De ville blive alarmeret når Eriz kom, hvilket ikke kunne tage lang tid nu. Når hun kom, kunne de indtage stillingen til at slå hele modstanden ihjel. Normalt ville han nok have omringet byen med sine engle, men nu var de samlet i store grupper og ventede på at deres allierede kom. Det hele var begyndt at tage form, spændingen var begyndt at være i luften, som Zeans engle, umiddelbart uden grund andet end de elskede at chikanerer, forhindrede nogen som helst i at komme eller gå til New Dale. Ville ikke have nogen løb med beskeder til skjulte krigere andre steder i Imandra.

Zean greb sit pudsede sværd, det der var en gave fra hans engle, flot udsmykket og fyld af dødsenglenes symboler, og spændte det fast om livet på sig selv med et selvtilfreds udtryk. Hovedet af Marcellus far var sendt hjem i en kasse med et brev der sagde det skulle konserveres og renses, så det kunne udstoppes. Lidt grotesk, men han fandt det nu meget sjovt. Så længe han havde det på sit eget værelse, kunne Macaria ikke brokke sig.
Macaria...
Han savnede kvinden. Hans fingre gled over hendes halskæde, der hang om hans venstre håndled, et øjeblik. Så spændte han resten af sin rustning på og forlod sit telt.
Udenfor var de fleste telte tomme og pladsen næsten forladt, med undtagelse af ham og et par dødsengle, der i blandt hans bodyguards.
Med raske skridt forlod han teltpladsen og gik over mod sin samling af engle. Som han bevægede sig igennem rækkerne, rettede hans engle sig og så på ham med lige dele respekt og forventning. Han havde flere gange bevist sig at være en god leder for dem. Stærk.
Zean var klædt i kogt læder, der sikrede han vejede så lidt som muligt og at han kunne manøvre bedst under kampen og når han fløj. Hans store, sorte vinger var fremme. I bæltet hang hans sværd og pisk.
Til sidst stod han foran dem alle og så på New Dale med et svagt smil. Afventende.
Dette ville blive helt igennem en speciel og fantastisk oplevelse. Kimeya ville ikke se det komme. Det glædede han sig mes til. Denne naive mands udtryk!

[Deleted]

Det her var ikke bare en kamp. Det var en krig. En krig mod Imandra. En krig mod Dvasias. Et stort forræderi. En dolk direkte i ryggen, som Kimeya dog havde set komme på lang afstand. En dolk han selv havde placeret sig foran, da han hånede hende, ydmygede hende, og tvivlede på hende.
Jorden gungrede under dem. De var en broget flok, hendes hær. Varulvene snerrede – nogen i deres menneskeform andre i deres monstreform. Deres alfa, Loup, gik ved Eriz’s side.
De warlocks, som var loyale til Eriz, knyttede deres hænder, så magi bølgede sig frem på deres hænder. Stolte, intelligente og ambitiøse. Alle fulgte hende, fordi de vidste, at hun ville blive deres nye leder, når denne her krig var overstået. Ikke Kimeya, men hende.
Derudover havde hun håndfulden af allierede med sig. Faith skulle have stået ved hendes side, men den løgnagtige forræder, havde krøbet hjem til sin ægtemand, som en andet mishandlet kvinde, der ikke kunne leve uden en mand i sit liv.
Raine havde taget pladsen ved hendes anden side. En mental dæmon og lejemorder. Hendes personlige bodyguard, som hun havde betalt sig til. Deacon havde lige så sluttet sig til hende – en stærk ilddæmon.
Forrest gik hun med rank ryg og hovedet stolt hævet med sin hær efter sig. I modsætning til de sidste par kampe, hun havde været med i, var hun denne gang klædt beskyttende på i en let rustning, der ville beskytte hende mod slag. En blanding af metal og læder, der gjorde, at hun stadigvæk kunne bevæge sig frit. Det lange, sorte hår var sat op, så det ikke kom i vejen.
Et overlegent smil hvilede på de fyldige læber, da hun opdagede dødsenglene. De var alle klar. Perfekt.
”Zean! Jeg er glad for, at du er kommet dig,” hilste hun på dødsenglenes leder, og kyssede ham flygtigt på hver kind, inden at hun trådte væk fra ham. Præsenterende slog hun ud med armene. ”Kan du lide min lille hær? De ser måske ikke ud af meget, men bare vent til du ser deres styrke.”
Varulvenes øjne skinnede sultent i mørket, og warlockerne stod tavse som statuer. Blandt dem stod de andre allieret, der havde sluttet sig til Eriz’s sag, for at vælte Kimeya af pinden og være med til at overtage Imandra.
Det meste af hæren skulle være en distrahering for Kimeya’s hær, mens en lille gruppe brød fri ved slottet, for at komme ind til selve Kimeya og Faith. Hvor hun dog glædede sig til at se hans ansigt igen. Så lang tid siden, var det siden sidst.

[Deleted]

Zean stod og nulrede Macarias halskæde i venstre hånd, mens hans stålgrå, kolde blik gled over New Dale, der stod foran ham. Det var aften, solen var gået ned, men det betød ikke at beboerne i byen intet havde bemærket. Lysene glødede i folks vinduer. Var det en samling af byens hær han så komme gående imellem gaderne, disse fakler der lyste op med regelmæssige mellemrum?
En dødsengel, en mand, skønt han var lille og spinkel som et strå, kom flyvende over til dem. Han landede ved siden af Zean og hviskede han nogle ting i det ene øre, før han skyndte sig væk, om bagerst i hæren. En spion fra byen. Byens soldater var blevet urolige og var begyndt at samle sig. Han havde ikke forventet andet. Byens indbyggere, stadig trykket efter sidste krig, havde mere eller mindre barrikaderet dem i deres egne huse, af de huse der endnu stod eller var blevet bygget op, efter Kimeya og Faith havde set ild til det meste, sidste gang.
Han lagde armene over kors. Vejret var ganske godt. Foråret var på vej, der var ikke længere frostgrader, selv om det heller ikke var det varmeste. En let vind pustede til dem.
Han drejede hovedet, da han hørte ankomsten af folk. Lidt efter kunne han se Eriz, flankeret af nogle allierede og bag dem den hær de havde kunne mønstre.
Han hilste glædeligt på Eriz, omend han ikke ligefrem gengældte kyssene. I stedet gled hans blik over hendes dæmoner. Deacon. Det var længe siden han havde set den mand. Interessant. Raine. Forfærdelig kedelig mand. Og lidt ubehagelig. Han var glad for de ikke skulle stå ved siden af hinanden. Han havde vidst manden ikke var til at stole på. Tydeligvis skulle man være en kvinde for at købe ham. Morsomt!
Og den fremmede varulve-leder. Og så selvfølgelig hele hæren. Han smilte let. Hans øjne skinnede i mørket.
"Jeg kan se du har fået vasket pletterne af" svarede han hende med et noget nær uskyldig mine, var det ikke fordi han aldrig rigtig var uskyldig.
Han vendte sig om mod sin hær. Taler var ikke ham. Hans engle havde ikke brug for ord. Så i stedet for at sige noget, gav ham dem alle tegn til at indtage formation. Eriz og Zean havde snakket om en passende formation, hvordan de kunne bruge lige dele illusioner og fysisk styrke til at nedlægge en hær, der ellers ville være større end deres.
Han vendte sig om mod Eriz. Med et lille smil trak han sværdet af skeden. Han var efterhånden blevet så van til dens vægt og fornemmelsen af at have den i sin hånd.
"Jeg syntes ikke vi skal spilde tiden på snak. PÅ PLADS!" Det sidste råbte han højt. Hans engle havde fået besked på hvilken formation de skulle indtage. Hurtigt kom de alle på række og på plads. Han ville selv lede dem i krig denne gang, ikke vente på nogen angreb først. Skønt...Ikke helt endnu. I stedet gjorde han en let gestus til Eriz.
"Når som helst i er klar?" Spurgte han roligt. Det ville være dumt at angribe før hun og hendes venner havde alle illusionerne klar.

[Deleted]

Da Zeans engle stillede sig klar, nikkede Eriz til Loup, inden at hun selv vendte sig halvt om mod sin hær. Mens at Loup råbte sine varulve an, gjorde hun tegn til resten af hæren, om at stille sig klar, som var aftalt. I forhold til så mange andre, havde hun gennemgået strategiske planer, for at det her skulle blive en succes. Planer hun nøje havde snakket med alle sine allieret om, så ingen var i tvivl om, præcist hvad der skulle ske.
De to hære blev til én, da varulvene gik frem mellem dødsenglene for at komme foran, hvor de stillede sig, som en mur af frådende uhyre, da de forvandlede sig. Warlockerne var klar bagerst, så de kunne skabe barriere og skjolde om de allierede, samtidig med at de skød tilbage med forbandelser og besværgelser.
Eriz nikkede fast til Zean.
”Held og lykke,” sagde hun med et skævt grin, inden at hun forlod ham, for at tage plads blandt sine warlocks sammen med Raine. Det var dem, der skulle skabe illusionerne.
Hun kiggede rundt på personerne, der omgav hende, inden at hendes øjne fangede Raine’s. De vekslede nogle sadistiske smil, inden at de stillede sig klar.
”Lad os så få dem til at skrige,” hvislede hun. Både hende og Raines bevidsthed skød ud, hvor de sneg sig ind i deres fjenders sind. Diskret og umærkebart, indtog de soldaternes mentalitet. Da de første tre rækker var blevet overtaget, gjorde Eriz et tegn med hånden. Det var nu det skete.
Synkront reagerede alle illusionisterne. Med huggende bevægelser strakte sort energi sig, som lange, krogede finger igennem rækkerne af deres hær. For hver person der blev berørt af denne sorte energi, blev de kopieret, så Zean og Eriz’s hær pludselig så dobbelt så stor ud.
De snerrende varulve voksede sig stærkere, mere glubske og uhyrlige at se på med flammende øjne, og et gab fyldt med store, spidse tænder, der dryppede med savl. Dødsenglene blev større. Sort røg steg fra deres vinger, og deres råb var som negle mod en tavle. Negle blev til kløer, og ved nogle lignede det at deres kæbe blev knækket af til et slangegab.
Lige pludselig var det ikke en normal hær af mørkvæsner. Det var en hær af mareridt og rædsel. Luften blev tyk af frygt. Illusionerne lagde sig ugennemtrængelige og ubrydelige over de første rækker af fjender, hvis ansigter kunne ses ændre sig fra viljefast mod til tøvende rædsel.
Eriz smilede, og kontaktede Zean gennem sin mentalitet.
”Nu.”

[Deleted]

Zean havde instrueret sine engle i god tid, så de vidste hvilken formation Zean ønskede. Zean havde altid styr på sine engle. Han vidste hvor de var, hvornår de var det. Selv om han måske ikke kendte planen, altid, så havde han alligevel styr på sine engle og sørgede for de stod de bedste steder i en kamp. Det havde efterhånden gjort ham til en ganske berygtet sejrherre. Med flere krige inden for kun et par år, var han blevet ret erfaren i at føre krig. Og lige nu så han ingen grund til at stoppe. Medmindre han blev dødeligt såret ville han ikke stoppe, før alle landene var bukket under for hans magt og han styrede dem alle! Hvem skulle have troet det? For flere år siden, denne vanvittige og fattige dødsengel, der nu stod her, forfærdelig magtfuld? Rig, stærk. Han havde ingen grund til at gå med bukket hoved. Absolut ingen. Derfor stod han stolt og rank, mens hæren trådte i formation bag ham.
Hvad der kun føltes som et øjeblik. Så var Eriz og Raine klar, hæren var klar. Han så sig halvt over skulderen med et svagt smil. Ud af øjenkrogen kunne han se varulvenes glubske tænder og vilde ansigter. Han kunne se det svage lys i mørket, reflekterer i hans engles våben.
Han løftede venstre hånd. Og så angreb de.
Men de ikke bare angreb.
Som englene gik i luften, mange med bue og pil, mange klar med et sværd. Som varulvene ville springe frem. Som illusionerne så ud til at angribe, skåret ud fra folks mareridt. Ligeså blev mørket omkring dem tykkere, næsten uigennemtrængelig. Fuld af frygt. Et mørke der gled frem, som en stor bølge og ramte deres fjender som bølge.
Zean var kommet i luften. Roligt baskende og med sværdet i sin hånd, så han hvordan varulvene og dødsenglene fik flået de første fjender fra hinanden, næsten som var de smør. Der var ikke meget tilbage af dem. Ingen havde forventet dette angreb, specielt ikke et så skræmmende. Zean nød synet. Frydes ved det. Nød det, som de første skrig og første smerter ramte ham. Så dykkede han. Velvidende warlocks magier ville beskytte dem mod de fleste bueskyttere fra modstanderens side, dykkede han ned. Som han landede midt i sin hær af dødsengle og snerrende varulve, gled hans sværd ind i sit første offer, kun for at blive efterfulgt af endnu en og endnu en. Men til forskel for mange andre, ville dødsenglene ikke blive træt før efter krigen. For hver død, for hver smerte, styrkede dem og holdte dem friske. Glubske på blod. Når fjenden endelig fik hugget en ned, fik hans engle eller varulve eller warlocks hugget tre andre. I hvert fald som en start. Han håbede ikke Eriz, Raine og Erizs warlocks blev for hurtigt trætte, for så kunne det godt være kampen vendte sig.

[Deleted]

Hurtigere end først anslået, silede bevidsthederne ud af fingrene på Eriz, som de blev hakket ned af dødsengle eller flænset op af varulve. Hun fik pludselig travlt med at følge med. Et lille grin lød fra hende, mens at hun - næsten som var det en konkurrence, om hvem der var hurtigst – angreb fjendens sind, for at holde illusionen ved lige, inden de kunne nå at blive hakket ned, og hun måtte forsætte mod en ny.
”Nu Raine! Nu!” grinede hun flygtigt mod Raine, der på hendes ønske, ændrede taktik med en gruppe af warlocks. Mens Eriz koncentrerede sig om at holde illusionerne oppe omkring varulvene og dødsenglene, så angreb Raine og hans flok, midten af hæren, hvor tumult begyndte at opstå. Raine havde gjort at fjendens soldater, nu vendte sig mod hinanden, da de troede, at hæren pludselig stod i deres midte.
Sammen flænsede de Kimeya’s hær ad, så kaoset brød ud, hvilket var meningen med det hele. Det handlede om at skille dem ad.
”Pas på flanken! Pas på flanken!” beordrede Eriz, da hun opdagede soldaterne brede sig ud til siderne. Bueskytterne prøvede at ramme warlockerne, der havde travlt både med illusioner og forbandelser. En del blev skudt ned, hvis de ikke nåede at hæve barriere.
Selv havde mere end én pil kurs mod hende, men stødte imod et usynligt skjold, de andre lavede om hende.
Inden længe kunne hun begynde at beordre dem om at træde frem, som deres hær banede en vej længere ind i byen. Hun håbede inderligt at varulvene og dødsenglene, beskyttede deres flanker, for hendes warlocks var sårbare, når koncentrationen var vendt mod fjendernes sind.
En soldat var lige ved at hakke Loup ned, men hun nåede at fange bevidstheden, og flåede den itu, så soldaten faldt skrigende ned på jorden. Flere pile blev afskudt, og flere warlocks faldt omkring hende.
Deacon nåede lige at brænde den næste skud af pile, mens Eriz gik på jagt efter disse irriterende bueskytter. Når hun fik fat i deres bevidsthed, ville hun efterlade dem til vanviddet.
Selvom Kimeya’s hære bestod af mørkvæsner, vendte et par stykker alligevel rundt på hælen, for at flygte fra mareridtet, der kom farende imod dem. Dødsenglenes magi blandet med illusionerne, kunne vække frygten hos selv den modigste person.
Igen kunne de rykke frem i byen.

[Deleted]

Det gik jo fint. Hans sværd var badet i blod, han var badet i blod og det var ganske enkelt lækkert. Han havde før badet i blod, bogstavlig talt, og det havde været en sjov oplevelse. Noget af blodet havde endnu været varmt, da de var blevet skåret op og tømt i et kar.
Dette var dog anderledes, trods han stadig kunne smage blodet på sine læber og mærke sine hænder blive smurt ind. Han undveg en angribende fjende, men var tæt på at overse en anden. Han sprang til siden, blev snittet på overarmen, men hans rustning tog imod slaget og forhindrede modstanderens sværd i at nå længere ind. Han kunne dog mærke sværdet stadig snittede hans hud. En minimal skade i forhold til hvad han havde oplevet.
Han grinte let og stak manden ned.
Til tider var det som om de nåede en fjende, der ikke var helt påvirket af illusioner og mørket omkring dem. Måske slagtede de for hurtigt til at Eriz og Raine kunne følge med?
Uanset hvad var det kun positivt. Desuden var lidt modstand kun godt. Så man kunne holde sine evner skarpe.
Dog måtte man ikke glemme de også sloges mod warlocks og dæmoner. Zean så ud af øjenkrogen nogle af hans engle, hvis vinger gik op i ild. Andre der blev gennemblødte, så de ikke kunne flyve og bevægede sig langsommere, mens atter andre blev sat fast med jord om deres fødder. Enkelte andre rendte forvirrede rundt, som mentaldæmonerne angreb dem. Og så var der warlocks, der brugte magi, illusioner og andre tricks. Alt i alt var det en ganske kaotisk kamp. Til sidst brød Zean fri. Med nogle hårde vingebask kom han op i luften, undgik en vildfaren pil, før han var højt hævet over byen. Han gjorde en bevægelse med den ene hånd, som fik hans skjulte dødsengle, med undtagelse af hans bedste krigere nær slottet, til at bryde frem og angribe fra alle sider. Han var klar til at smutte mod slottet når som helst, hans mænd ville vente på ham. Men først måtte de rydde pladsen foran slottet, så de kunne Eriz og nogle af hendes mænd sikkert om på den anden side. Han fløj tættere på slottet, før han landede igen, kun for at prøve at undvige endnu nogle pile. En snittede ham over den ene kind. Med den ene hånd tørrede han blodet af.
Han landede en smule tungt og begyndte en ny nedslagtning. På et tidspunkt fik en mentaldæmon fat i ham. Han hadede virkelig de dæmoner!
Han kunne mærke det. Se det. høre det. Han stoppede op og så sig forvirret omkring. Han vidste han var i kamp, men de ting han så...Det var så underligt. Så unaturligt. Macaria var her jo ikke...Det var hun ikke! Hvorfor skulle hun stå her, midt i kampen, foran ham?
Pludselig kiggede Macaria underligt på ham. Som med frygt, med smerte, med undren og chok. Hans blik gled ned til hendes mave, blot for at se hans sværd var stukket igennem hendes maveregion. Blodet dryppede ned langs sværdet. Han var forvirret.
"Nej..." han trådte frem, prøvede at få sværdet fri eller slippe det, han viste ikke helt hvad han skulle gøre. Det virkede så...uvirkeligt!
"Du burde slet ikke være her!" forsøgte han igen, men Macaria svarede ham ikke. I stedet faldt hun bagud, dødende. Hans sværd kom fri af hende. Og så mærkede han det selv. En stigende smerte i den venstre arm, som om et sværd havde ramt ham.

[Deleted]

Krigen var overalt omkring hende. Foran hende. Bagved hende. Inde i hende. Hun var overalt. Gennem soldaternes øjne oplevede hun deres kamp, mens hendes krop selv stod trygt i sikkerhed blandt hendes warlocks, som beskyttede hende mod pile og forbandelser. Hun var uovervindelig! Altvidende! Ingen kunne undslippe hende, eller stå imod hendes magt!
Et djævelsk grin flækkede hendes ansigt i to, mens at hun stod, og navigerede rundt blandt fjenden. Når hun mødte en anden mentalist, startede en indædt kamp om sindet, men hun vandt altid. Selvfølgelig gjorde hun det! Godt nok kunne hun ikke skabe sorte skikkelser, eller få de døde til at rejse sig, men hun kunne noget med sindet.
Med blikket fangede hun Zean's skikkelse, da han steg i vejret, og gjorde tegn til sine andre dødsengle om at angribe. Det var besked til hende. Hun måtte se at komme til porten, hvilket betød, at hun måtte forlade sin trygge position.
Råbende for at overdøve kampens mange lyde, gav hun kommandoen, før hun rykkede ud. De skulle så meget rundt om kampen som muligt, mens resten af hæren distraherede fjenden. Loup ham selv, Deacon, to warlocks og Raine, skulle følge hende rundt.
Blod sprøjtede, skrig gjorde en døv, til baggrunden af metal mod metal. Eriz forsøgte at lokalisere Zean, ved at søge ud efter hans sind, mens mændene banede sig en vej frem. Raine sørgede for at holde dem nogenlunde usynlige for fjendens blikke ved hjælp af hans illusioner.
Det tog lidt tid af vinde Zean med bevidstheden, og da hun fandt ham, opdagede hun, at han allerede blev angrebet. Der var en anden, som havde overtaget ham. Gennem hans øjne opdagede hun Macaria. I et øjeblik troede hun faktisk selv, at tøsen var så dum, at have taget Dvasia's parti, inden til at hun opdagede den anden bevidsthed. Det var lige inden, at hun sammen med Zean mærkede han smerte, da et sværd snittede hans arm.
Nej, nej, nej! Hun skulle stadigvæk bruge ham!
Desperat kastede hun sig mod den fjendtlige bevidsthed. Illusionen af Macaria, der lå død på jorden, forsvandt som røg. Indædt kæmpede Eriz mod den anden mentalist, så hun næsten ikke kunne lægge mærke til andet. Hverken hvor hun gik, hvor de andre var, eller angreb på hende.
Hun kunne være stoppet op midt i det hele, uden at hun opdagede det. Pludselig var hun fanget i en mental kamp i Zeans hoved. Hun bed, huggede, flåede, rev. Stædigt fik hun banket den anden mentalist ud af hans sind, for følge efter den tilbage til kroppen.
Nu var Zean uden for fare, hvilket gjorde, at hun kunne tage fløjlshandskerne af. Med en stor styrke pressede hun på det fjendtlige sind. Igen, igen, igen. Hendes bevidsthed kravlede over de mentale barriere, for at lede efter en revne, og fandt den endelig. Hun borede sig som en syl ind. Mentalisten - en anden warlock - nåede kun lige at sanse hendes bevidsthed, indtil at Eriz ofrede ham til vanviddet.
"Min dødsengel," hvislede hun i hans hoved, for så at forlade hans krop, der nu var uden et sind, inden warlocken blev hugget ned. Hun blinkede med øjnene, og kom tilbage i sin egen krop.

[Deleted]

Fjender faldt til alle sider. Warlocks, dæmoner, alverdens væsner på både deres og Kimeyas side blev skåret ned, så blodet dækkede jorden de løb over. For Loup var det ikke længere jord de løb over: det var en flod af blod.
Lugten hang i hans næsebor, og bidrog kun som næring til hans blodtørst. Den hvide pels var allerede dækket af blod, så det var umuligt at sige om det var hans eget eller andres – ikke desto mindre fik det den enorme ulveskikkelse til at fremstå som desto mere monstrøs og blodig. De lange, skarpe tænder blev blotlagt i en snerren da han sprang mod en soldat klædt i Kimeyas farver, og pressede ham mod jorden. Som om hans vægt ikke var nok til at klemme luften ud af manden under ham, så lod Loup ham ikke kæmpe efter vejret længe før han begravede sine tænder i hans hals, og flåede hans strube ud så blodet sprøjtede, og dækkede hans ansigt. Der var ingen nåde i ulvens kolde blik, men ørene stod pludselig på stilte, da han sansede dødsenglens træk oppe i luften, kort efterfulgt af Eriz’ kommando. Med en snerren satte han i et hyl mod himlen: et tegn til hans varulve om at de skulle fortsætte kampen, og ikke efterlade nogen overlevende. Han kunne lugte dem gennem al blodet og døden: hans ulve var der stadig. De var stadig i live. En eller to var måske blevet slået ihjel i løbet af kampen, men mod alle dem som de havde efterladt i sine fodspor, var det et minimalt tab. Han klagede ikke. Med blodet løbende ud af munden fulgte han efter Eriz, to af hendes warlocks, og dæmonerne. Ethvert forsøg på at hugge ham ned med sværd eller kniv blev snildt undveget, og afstraffet med et dødeligt bid. Loup var i sit es: det var ikke som i kampen om Manjarno. Denne gang havde han en flok med sig, og der var ingen irriterende drage!
Ved Eriz’ side løb Deacon, og spejdede mod himlen. Langt deroppe, forbi alle Zeans dødsengle, kunne han se den glødende plet, hans føniks udgjorde. Tjenende som hans øjne fra oven, kunne Deacon holde et overblik over kampens hede, præcist som i kampen om Paggeija. Præcist som dengang var han iført en let rustning, som beskyttelse mod fjenderne. Men denne gang bar han intet sværd i sit bælte. Denne gang beroede han sig ene og alene på sine flammer – et våben af stål ville kun være i vejen for ham. Hans hænder flammede op da en warlock kom for tæt på Eriz – han måtte være i stand til at se forbi dæmonens felt omkring dem, men det gjorde bestemt ikke at han kom langt. I en hurtig bevægelse havde Deacon grebet warlocken under armen, og presset sin ene håndflade mod hans ansigt. Warlocken måtte sætte i et smertefuldt skrig, da Deacon lod ham brænde op indvendig, så alle hans organer kogte og sydede, før han lod ham falde død om på jorden.
På den anden side af gruppen løb Raine, med sit grålige blik rettet alle veje omkring dem. Hans mentale fingre var alle vegne, han var i alles hoveder, og styrede alles handlinger. Sådan føltes det i hvert fald, her i kampens hede. Deres fjender slagtede hinanden, hvor end han så. Om de så havde været livslange venner, slægtninge, elskere – det havde ingen betydning. Når først Raine var i deres hoveder, så de hvad han ville have, at de så. Og det han lod dem se, var deres ansigter placeret i deres slagsbrødres ansigter. Med frygtsomme skrig blev den ene efter den anden skåret ned, og endnu et lig dækkede jorden, mens slottet tårnede sig op foran dem. En dæmon kom for tæt på Loup, som tilsyneladende var for optaget med et eget offer til at lægge mærke til truslen. I en hurtig bevægelse havde Raine grebet sine kasteknive, og kastet dem mod dæmonens ankler, så han faldt til jorden med et skrig. Skriget døde ud, da Raine i en lige så hurtig og indøvet bevægelse havde grebet ud efter sin dolk, og borede den tværs gennem dæmonens hoved. Først da han trak dolken til sig, hvis blad nu var dækket af en blanding af blod og hjernemasse, faldt dæmonen livløst om på jorden. Smilet om Raines læber bekræftede at han, foruroligende nok, morede sig over alt dette.
”Kom så, kom så!” råbte han udfordrende ud gennem deres beskyttende felt.

[Deleted]

Det var underligt, forvirrende, på en gang at se Macarias døde krop foran sig og samtidig mærke den bidende smerte i venstre arm. Han vidste ikke hvor han skulle vende sin opmærksomhed hen. Til sin forundring opdagede han at han bare stod og stirrede på Macaria, uden rigtig at gøre nogen handling, uden rigtig at vende sig den ene eller anden vej. Han tog sig til hovedet. Ud af det blå mærkede han en voksende hovedpine, som om nogen hev og flåede i noget inde i ham. Det var kun takket være hans bodyguards han ikke blev hugget i stykker, som han stod der, ganske forsvarsløs. De sprang rundt omkring ham, krigere, udvalgt af Corina, til at beskytte ham og de dannede en ring rundt om Zean, skønt de ikke forstod hvad der skete.
Macaria forsvandt, som i røg. Var det sådan vampyrer døde? Forsvandt op i røg?
Pludselig gik det op for ham, som hele illusionen var forsvundet. Hans blik gled rundt på hans bodyguards. Hans sværd føltes en smule tungt i hans højre hånd. Hans blik gled ned over venstre hånd, som blodet havde malet helt rødt. Det ville give endnu et ar, han var snart et stort ar! Men han havde intet imod det. For han var en kriger, han kastede sig ud i kampe med en styrke og ivrighed, som de færreste nok rigtig følte for krig. Medmindre de var et frådende mørkvæsen.
Zean rettede sig op. Han rystede let på hovedet, da han gjorde tegn til en bodyguard. De gjorde cirklen om ham mindre, som den ene gik over til ham og bandt hans venstre arm ind, så han ikke ville forbløde. I hvert fald ikke med det samme. Han bukkede prøvende den venstre arm. Med lidt held kunne han endnu bruge den, skønt ikke til nogle vilde bevægelser. Med et råb sprang han ud mellem sine bodyguards og begyndte en ny nedslagtning. Han havde en ret høj smertetærskel, der skulle mere til før han trak sig fra en krig. Ja, dette var hans krig, det var op til ham at vinde den!
Han var stadig lidt forvirret over hvad der var sket, men uanset hvad det havde været, skubbede han det til side og begyndte en ny, styrkende nedslagtning af nogle fjender. Hans eget mærke bølgede ud fra ham, som han blot var blevet mere aggressiv af det hele. Hans fjender trak sig væk fra ham, skønt de ikke nåede langt, før hans sværd havde halshugget dem eller givet dem et dødeligt sår.

Til sidst nåede han op omkring porten. De måtte rydde noget mere af pladsen og skabe en mur af soldater, der kunne holde fjenden væk, mens hans engle fløj Eriz over. Men de havde masser af tid til at klare det, for Eriz var her ikke engang endnu. Han gjorde tegn og hans skjulte gruppe af de bedste krigere han havde, kom løbende frem. De slog fjender ihjel på vejen op til Zean. Et nyt tegn blev givet og hans engle, med undtagelse af ham og hans krigere, begyndte at indtage en formation og slå fjenderne ihjel, som en stor mur. Alle der kom forbi muren slog Zean eller hans krigere ihjel.

[Deleted]

Alt var kaos men planen holdte fast. Derfor havde man en plan! For selvom krig var kaotisk, larmende og et virvar af død og smerte, så vidste man præcist, hvor man var henne i det hele. Sådan havde Eriz det også. Hendes gruppe kæmpede sig frem ved hjælp af forbandelser, illusion, tænder og våben.
Endelig nåede de muren af dødsengle, der med det samme lukkede dem ind til Zean, og hans krigere. Gispende efter vejret, trådte Zean hen til ham. Øjnene scannede ham indgående, men eftersom han stadigvæk stod, gættede hun på, at han ikke var slemt såret, efter at mentalisten havde haft fat i ham. I et øjeblik var hun fristet til at lyve for ham, og fortælle at illusionen var sand - han havde dræbt sin egen hustru - men hun vidste ikke, hvordan han ville reagere, og hun skulle bruge ham klarsynet.
"Du skylder mig dit liv," kommenterede hun roligt, uden at ville gå i detaljer. Han kunne vel gætte sig til, hvad der var sket, så hvorfor bruge mere stemme, på at råbe over krigens larm? At hun skyldte ham sit liv, var mere eller mindre pjat. Sådan noget holdte til dem med ære. Hverken hende eller Zean, var af den kaliber.
Det var behageligt, at få en lille pause, og lade armene falde. Hendes tøj havde fået blodpletter og mudder på sig, men hun var ikke komme til skade. Den største forhindring var stadigvæk i vente foran dem.
Hun stillede sig helt tæt på Zean, og lod sine arme glide omkring ham, så hun kunne trække sig helt tæt ind til ham i et ryk. Deres læber var lige ude foran hinanden. Et smil bredte sig hos hende.
"Klar til næste del? Forhåbentligt er du ikke blevet for træt til at flyve?" sagde hun sødt til ham. Der var ALTID tid til at flirtre lidt. Om det så var i et bibliotek eller på en slagmark.

[Deleted]

Raine måtte indrømme at han var imponeret over fremgangen i kampen. Hans erfaring med krig og større slag var måske ikke den største – selv om den heller ikke var den mindste – men måden Eriz og Zean ledte det, virkede meget velorganiseret og planlagt.
De nåede frem til muren af dødsengle, og fik dermed muligheden for en kortvarig pause. Det var tydeligt at det ikke var alle, som var tilfredse med det. Hvor Deacon tog sig tiden til at få betragtet sine omgivelser, vandrede Loup hvileløst rundt mellem soldaterne med blotlagte tænder og en blodig fråde om munden. Med sin bloddækkede pels lignede han et monster fra en sådan historie man fortalte børn for at skræmme dem fra varulvene. Et monster af den art hvor man ville løbe skrigende væk, bare man så dyret. Loup talte ikke, men Raine behøvede kun et enkelt blik ind i varulvens hoved, for at forstå hans sindstilstand. Loup virkede næsten euforisk, dækket i sine fjenders blod og med smagen af deres kød i munden. Raine kunne næsten smage det selv, der han flygtigt havde befundet sig inde i hans hoved. I øjeblikket virkede det som om han var mere dyr end menneskelig.
”Kan I flirte når vi faktisk er kommet indenfor porten?” lød det utålmodigt fra Deacon, som Raine havde bemærket havde sendt et sideblik mod Eriz og Zean, der de stod med Eriz’ arme om dødsenglen. Raine havde haft sine mistanker om forholdet mellem de to, specielt efter sit besøg i Eriz’ hjem, men nu var han for alvor overbevist om det. Det var et interessant syn. ”Du er mere brugbar herude.” svarede Raine kortfattet, da hans grålige øjne igen faldt på Deacon. Ilddæmonens utilfredse mine blev afbrudt, da Raine fortsatte. ”Din ild kan gøre større skade i et åbent område end indenfor. Herude kan du lade ilden hærge lige så tosset du vil.” Raine vidste hvordan han skulle blødgøre ilddæmonens temperament, og at dømme efter smilet som var gledet over Deacons læber, var han mere end tilfreds med udfaldet. ”Så sørg for at overlev derinde.” svarede ilddæmonen fattet. Zean var hans drikkepartner, og Eriz en potentiel kontaktperson – specielt hvis dette gik succesfuldt. Han sendte dem et sidste smil, før han med en voksende flamme om hænderne begav sig ud mellem soldaterne, for selv at genoptage kampen med deres fjender, som kom stormende mod muren af dødsengle.
Raine vendte sig selv mod Eriz og Zean. ”Folk er begyndt at flygte. De er begyndt at give op. Der er stadig mange som bliver ved, men de vil ikke holde længe.” fastslog han, efter at have sendt mentale fingre ud over slagmarken for at mærke på soldaternes bevidsthed. Et roligt smil var det eneste man kunne se af reaktioner over hans læber. ”Skal vi give dem det sidste nådesstød?” spurgte han med et sigende nik mod slotsporten. En knurren fra den blodige ulv bekræftede at Loup var lige så ivrig efter at fortsætte kampen. Han havde stadig masser af energi i kroppen, og lugten af blod og død så kun ud til at fyre op under hans blodtørst.

[Deleted]

Han trak vejret dybt, som han fik muligheden for at sænke sit sværd et øjeblik. Hans blik gled ud over slagmarken foran dem. Der var stadig masser der kæmpede, alle havde været i en krig for nylig, men det forhindrede ikke folk i at give alt de havde. Han dannede sig, så vidt muligt, et overblik over antallet og smilte svagt, da det så ud til at hans hær efterhånden havde ikke bare magten, men også overtallet. Selvfølgelig havde han nok mistet nogle engle i kampen, hvis ikke en del, men snart ville de have et helt land de kunne blomstre i og vokse sig endnu større. Nok til at blive en kæmpe hær, der kunne overvinde de fleste. Han var på sin vis stolt af sine engle. Og ham selv, vel at mærke, for at have ført dem så langt. De ville gå i døden for ham. Han var endnu ubesejret i kamp, skønt han ikke var mere end et barn i de flestes øjne, grundet hans lave alder og manglen på erfaring. Eller...nok ikke mangel på erfaring, når det kom til kamp, længere.
Som Eriz og alle de andre kom, smilte han blot svagt. Han havde allerede været på vej til at vende ryggen mod krigen og se op ad porten, for at bedømme den, men Eriz kom ham i forkøbet og slyngede armene om ham. Hans skadede venstre arm gled rundt om hende, da den højre endnu havde sværdet. Han var selv dækket i skidt, blod og kødrester fra folk.
Han så smilende ned på hende. I et øjeblik kunne han næsten glemme alt om krigen omkring dem. Til sidst vred han blikket løs. Uanset hvad kunne de ikke smide tøjet her og gøre noget ved det, så han måtte holde hovedet klart. Hans blik gled over til Deacon, hans bekendtskab. Men uanset hvilket behageligt bekendtskab han var, var han i dette øjeblik endnu en af Erizs dukker. Derfor gled hans blik videre ned til kampen. Ville han ikke give meget for bare at deltage i kampen igen? Han var til tider træt af politik. Men tanken om Kimeyas ansigt overbeviste ham om at det var lige meget. Han glædede sig til at se denne mands udtryk! Ikke fordi han personligt havde noget imod ham, skønt mange havde.
Han slog vingerne ud. Store, sorte, flotte.
”Det ser ud til vi vinder. Jeg stoler på nogle af jer bliver og sørger for ingen væltet slottet, skulle nogen være dumme nok!” svarede han højt, over larmen, som hans blik vandrede fra Raine og hen til Deacon og Loup. Han vidste ikke hvor mange af dem der skulle med, men hans engle ville nok ikke bryde sig om at flyve med et så blodtørstigt...dyr.
Selv greb han hårdere fat i Eriz, også som tegn til hende om at holde fast.
”Engel-ekspressen flyver nu! Alle ombord!” en svag latter forlod ham, da han satte af fra jorden og med hårde bask løftede både sig selv om Eriz. Det gjorde ondt i hans venstre arm, som han holdte fast om Eriz med, så han håbede hun selv holdte godt fast.
Flere ledige krigere, som Zean havde udnævnt, greb andre soldater eller folk, som skulle med over på den anden side af porten. Når de havde godt fat i en person, slog de også deres vinger ud og fløj baskende op langs porten.
Zean stoppede lidt op, lige oven over porten, så han kunne få et syn for slagmarken. Et ordentligt syn. Det var...Smukt. Sådan et billede måtte han få malet en dag, hvis nogen maler i hele verdenen kunne forstå det smukke i øjeblikket og gengive det. Med et svagt smil fløj han ind over porten og om på den anden side.
Det var snart tid til næste del, for at vinde denne kamp.

Udenfor blev hans engle ved med at slås. Og det ville de blive ved med, til alle var døde. Selv når vagterne overgav sig eller flygtede, fløj englene efter dem og huggede dem ned. De havde mistet en del, for uanset deres evner havde fjendens hær været ret stor, men deres morale kunne ikke være højere og de nød det til fulde.

[Deleted]

Som Deacon forsvandt i mængden og dødsenglene begyndte at løfte folk op for at tage dem over porten, lod Raine sine mentale fingre brede sig rundt på slagmarken en sidste gang. Han kunne mærke hvordan det tyndede ud i Kimeyas soldater, som enten blev slagtet eller flygtede. Men selv dem der flygtede, blev forfulgt af Zeans dødsengle. Der ville ingen nåde være at finde for nogen af dem. En dødsengel placerede sig bag ham, men Raine havde allerede mærket hans bevidsthed længe før han overhovedet havde rørt jorden. Som om han var forberedt på det, løftede han en smule op i armene så englen kunne gribe fat om ham, og løfte ham op fra luften, for at forsvinde over porten. På jorden under sig kunne Raine se hvordan Deacon dansede med flammerne. En ildsøjle som strækkede sig langt op i luften var tæt nok på ham til at Raine kunne mærke heden mod sit ansigt, men endnu havde den mentale dæmon ikke fortrukket så meget som en mine. Kun få ansigtsudtryk havde han givet fra sig i løbet af kampen: det sadistiske smil han havde delt med Eriz, og det grin der var gledet over hans læber, da de trådte ind i kampens hede. Men han vidste at kampen for alvor ville begynde nu. Soldaterne de havde slagtet var kun Kimeyas dukker – det var Kimeya selv, som ville blive en udfordring.
Nede på jorden kredsede Loup blandt dødsenglene, som enten nægtede at bære ham op over porten i frygt for hans blodige bid, eller simpelthen fordi hans vægt ville være for massiv til at det kunne lade sig gøre. Som varulv var Loup større end en normal ulv, og med pelsen dryppende i blod så han både større, farligere og tungere ud. Dyret gav en snerren fra sig, da han løftede sit blik mod den høje port, og murene som omringede den. Flere murstykker stak ud fra muren, og gav ham en vej ind. Med en lav knurren, og et sidste hyl mod himlen som et tegn til hans ulve om at fortsætte kampen, satte han i spring mod muren. Med hurtige, stærke bevægelser bevægede den blodige ulv sig op af muren, indtil kløerne fik fat i murens top, og han kunne trække sig over på den anden side, og slutte sig til Eriz og resten af gruppen igen.

//out