Waiting

[Deleted]

@isabel ~ @saix

Timerne var gået, mens Saïx havde ventet på at Caleb eller Isabel ville dukke op igen. I takt med at solen havde passeret over himlen uden at nogen af dem var dukket op, var han blevet mere og mere bekymret. Måske havde Caleb ikke været i stand til at finde hende. Måske sad de stadig og diskuterede et eller andet sted. Måske var de blevet nødt til i al hast at forlade Procias, uden at de havde haft tid til at fortælle ham det.
Saïx måtte ryste opgivet på hovedet af sig selv. Når han først begyndte at tænke sådan nogle tanker, var det måske bedst at give sig i kamp med noget andet at lave.
Det dunkede stadig i hans hånd, såvel som hans kæbe, da Saïx fandt bogen om runer frem fra sin vadesæk. Sandt at sige var det ikke rigtig dét han havde lyst til at bruge tiden på, men han havde heller ikke lyst til noget der ville kræve at han forlod hytten de havde fået lov til at bo i. Når Isabel eller Caleb engang ville komme tilbage, ville han gøre det nemt for dem at finde ham igen, så han kunne finde ud af hvad der skulle ske.
Ordene i bogen svømmede for hans blik. Han følte at han læste den samme sætning igen og igen, uden at det fæstede sig i hans minde. Isabels grønne øjne, hendes bløde læber... Alt sammen blev ved med at dukke op i hans erindring, og bragte et stille smil over hans læber. Det var på ingen måde fordi han havde planlagt at det skulle være sket mellem dem, men det var bestemt ikke fordi han havde fortrudt det. Han ville være nødt til at overbevise både hende og Caleb om, at han ikke havde tænkt sig at såre hende.
Stearinlyset som var placeret på bordet kastede lange skygger op ad væggen bag ham. Solen var gået ned i horisonten, og stjernerne var begyndt at dukke op over nattehimlen. En nymåne  måtte det være i aften, som Saïx næsten ikke kunne se den gennem vinduet. Hans ansigt hvilede i hans friskehåndflade, mens den indbundne blev brugt til at holde bogen åben på bordet.

[Deleted]

"Jeg lader jer være alene. Hvis du har brug for det, så er jeg hos Salvatore. Bare kom hvis der er det mindste," bad Caleb, da de stoppede op udenfor patienthytten, som de boede i. Han lagde en arm om skulderen på Isabel, og trak hende ind til sig, så han kunne ligge sin pande ned mod hendes hoved. Pludselig virkede hun så skrøbelig – lige indtil at hun skubbede ham væk fra sig med et grin.
”Jeg er ikke et lille barn, Cal. Du behøver ikke beskytter mig fra det her,” svarede hun ham, og slog hans hånd væk, da han rakte ud efter hende.
Leende stak han hænderne i sine bukselommer.
”Så... kan du høre hans navn uden at rødme?” spurgte han hende, hvilket fik hende til at slå ud efter ham igen, så han måtte undvige.
”Pas du bare dig selv!” Hun rakte tunge af ham, men vidste at han mente det godt. Det her var bare det normale drilleri, som var imellem dem. De sendte hinanden nogle brede smil, inden at Caleb gik videre ned af vejen, og Isabel vendte sig mod hytten, hvor hun vidste Saïx ville vente.
Straks snørrede maven sig sammen, og hun havde mest af alt lyst til at løbe efter Caleb. Hvad skulle hun dog sige? Undskyld? Det her ville blive SÅ akavet! Kunne hun ikke bare kæmpe mod en stor dødsengel i stedet for?
Med et suk tog hun fat i håndtaget, og skubbede det ned, inden at hun åbnede døren, som gik hun ind til sin egen død. Blikket gled over rummet med det sparsommelige lys, og endte til sidst på Saïx, der sad ved bordet. Allerede ved synet af ham, havde hun lyst til at dreje om på hælen, og løbe ud af hytten igen. Sjovt, at hun så frygtløst kunne møde den visse død, men med det her, følte hun sig lige så modig, som en mus.
”...hej,” hilste hun dæmpet, og lukkede langsomt døren bag sig. Hun var helt kold, efter at have sættet udenfor med Caleb i flere timer kun iført en trøje uden ærmer, samt et par poset, bomuldsbukser. Øjnene rettede sig mod det slukket ildsted. En hånd hævede sig, og hun knipsede med fingrene, så flammer med det samme, hævede sig brølende og knitrende op. Lyset slog ind i rummet med et orange skær, som gjorde skyggerne tungere og dybere.
Hun blev stående ved døren, uden rigtigt at kunne se på Saïx. Hvor ville hun dog ønske, at de kunne springe den her samtale over.
”Hør, jeg... det var ikke...planlagt, at det her skulle ske, og...du må undskylde, at jeg bare gjorde det.”

[Deleted]

Saïx havde så småt været ved at glide hen i søvn, da lyden af Isabel og Calebs stemmer nåede ham. Det havde ikke så meget været fordi han var decideret træt eller udmattet, men nok mere fordi han intet havde haft at give sig til, mens han ventede. Den gamle bog var desuden rimelig tung læsning, og gjorde det alt for nemt at snuble over ordene.
Døren gik op, og Isabel trådte ind. Han kunne faktisk se på hende hvor rådvild hun måtte føle sig, der hun stod og så på ham. Var det på grund af ham? Han lukkede bogen i og puffede den til side, inden han rejste sig fra stolen og vendte sig med fronten mod hende.
”Hej selv.” svarede han med et fåret smil. Som hun med en enkelt håndbevægelse fik ilden i pejsen til at knitre lystigt, begyndte varmen hurtigt at sprede sig i rummet. Det var faktisk først nu at han var blevet opmærksom på hvor køligt der faktisk havde været i rummet, men så var han måske også iført mere dækkende tøj end Isabel var.
Hvorfor undskyldte hun? Saïx måtte rynke lidt på brynene, og stod i et par sekunder og så direkte forvirret på hende. Han brød sig ikke om hvor meget det lød som om hun faktisk var ked af at det var sket. Fortrød hun det? ”Det var ikke fordi jeg skubbede dig væk.” påpegede han med et forsigtigt smil. ”Jeg havde heller ikke ligefrem planlagt det… Men jeg er ikke ked af at det skete.” tilføjede han dæmpet, og begav sig et par skridt tættere på hende igen. Nok til at den ene kunne række ud efter den anden, hvis de ønskede det. Men som det var nu, så det mest af alt ud som om Isabel ville stikke af fra ham, hvis han var den der rakte ud efter hende. Han kvalte et suk og lagde sin friske hånd i nakken, før han igen forsøgte at møde hendes blik. ”Hør… Isa. Caleb talte lidt med mig, før han fulgte efter dig. Han fortalte mig hvad det var der bekymrede ham, angående det her, og… Jeg har ikke lyst til at såre dig.” Han vidste ikke helt hvorfor han fortalte hende det sådan. Hans fingre strøg over hans kæbe, hvor han var sikker på at Calebs knyttede næve ville efterlade et mærke inden længe, hvis det ikke allerede var der. ”Det der skete, det betød noget for mig. Det håber jeg ikke du tager fejl af.”

[Deleted]

Tøvende kiggede hun på ham, som om hun ikke rigtig forstod, hvad han sagde. Selvfølgelig havde han kysset hende igen, og sådan noget, men hun var alligevel bange for, at havde gjort noget forkert. Alt det her var ikke noget, hun var vant til. Alligevel måtte hun indrømme, at hun altid havde haft et godt øje til Saïx. Hver eneste gang de kom over til smeden, smilede hun altid bredt, og på vandringen her, havde hun nydt at have ham omkring. Hans berøringer og blikke havde givet hende sommerfugle i maven, men aldrig ville hun indrømme det for sig selv, fordi intet var enkelt i hendes liv. Specielt ikke når Marcellus stod, og åndede hende i nakken.
Caleb og hendes samtale havde dog hjulpet. Hans omsorg og ord havde virkelig fået hende til at indse, at hun fortjente noget godt i sit liv. Også selvom at det ville blive hårdt og skræmmende, fordi det var nyt. Hun måtte bare overveje, hvor meget hun ville det her. Om det var noget, hun turde satse på.
”Jeg... det betød også noget for mig,” svarede hun stilfærdigt, og strøg håret om bag det ene øre. ”Jeg vil bare helst ikke ødelægge noget mellem os, og eftersom jeg ikke har prøvet det her før, er der en stor chance for at jeg gør.” Hun smilede svagt til ham, og gjorde en opgivende bevægelse med hånden. ”Mit liv er ret kompliceret.”

[Deleted]

Smilet om Saïx’ læber blev en smule mere afslappet, da Isabel bekræftede at det også havde betydet noget for hende. Hvad Caleb end havde sagt til hende, måtte have hjulpet. Hun virkede i hvert fald meget mere rolig nu, end hun havde været før hendes bror havde opdaget dem sådan. Tanken fik næsten hans kinder til at føles varme igen. Bare tanken på at han havde stået sådan med hende, fik hans blik til at falde på hendes læber igen.
Han måtte give et stille grin fra sig, og sendte hende et overbærende smil.
”Det er heller ikke fordi jeg selv er en ekspert på det her.” påpegede han mildt. Den eneste erfaring han havde med den slags, var med Ania, og dér havde han fået sig overbevist om at det ikke havde været hans egen vilje som havde styret hans handlinger. Med Isabel… Det havde vel været i luften mellem dem i noget tid. Ikke bare under rejsen til Procias. Da de havde trænet sammen i skoven, og hun havde placeret sig bag ham for at placere hans hænder rigtigt, kunne han huske at han var blevet varm i hele kroppen. Hvis han havde indset hvad han følte for Isabel allerede dengang, kunne meget have været anderledes. ”Jeg tror ikke at du kan gøre noget for at ødelægge det her. Specielt når jeg ved hvor nyt alt det her er for dig.” tilføjede han, idet han forsigtig gik et lille skridt tættere på hende. Hans blik søgte hendes, inden han tøvende rakte hænderne frem for at placere dem om hendes sider, og forsigtigt trætte hende tættere ind til sig. ”Jeg ved hvilket liv du og Caleb leder, Isa, og jeg vil ikke prøve på at forandre på det. Lige meget hvor kompliceret det er.” Han smilede en smule bredere. ”… Men jeg vil gerne tage chancen på det her, hvis du vil..” afsluttede han endelig. Det føltes som om ordene bare væltede ud af ham, og han var nødt til at bide sig selv i tungen før han druknede hende i dem.

[Deleted]

Det gav et lille ryk i hende, da hans hænder lagde sig mod hendes side, men hun lod ham gøre det, mens deres blikke fandt hinanden igen. Hun trådte helt hen til ham, da han trak hende hen til sig, så de til sidst stod op og ned af hinanden. Hendes hjerte var igen begyndt at banke hurtigt. Tøvende lagde hun sine hænder mod hans overarme. Hele kroppen kriblede af at stå sådan her med en mand. Kriblede på den behagelige måde.
Hun gengældte hans smil, der var vokset bredere i løbet af deres samtale. Spørgsmålet hang afventende imellem dem, da han tav, og hun vidste, at han ventede på hendes svar, hvad det så end ville blive. Kunne hun virkelig gøre det her? Trække en person ind i et liv fyldt med usikkerhed, farer og død? Han var allerede blevet tortureret én gang, og det var blot, fordi de havde kæmpet sammen. Hvad hvis nogen fandt ud af, hvilken følelser hun nærede for ham? På den anden side lød Caleb's stemme i hendes hoved. Hans ord om selskab, kærlighed, omsorg og chancer. Hvad kunne der ske, hvis Saïx blev her i Procias? Der var ingen mørkvæsner, som kunne såre ham. Han var i sikkerhed her. Et hjem at vende tilbage til.
”Hvis du er sikker på det her....” begyndte hun, inden at hun tog en dyb indånding. ”... så er jeg også. Bare du ved at Caleb og mit arbejde altid vil komme først.”
Lige så snart hun havde sagt ordene, bredte smilet sig til et helt grin, som fik hendes øjne til at stråle. Det første grin i flere måneder, hvor hjertet var lagt i det. Alle de små smilerynker trådte frem.
Det her var så fuldkommen idiotiske gjort af hende, men alt fornuft var forsvundet, for at blive erstattet med håbet om en lysere fremtid – også selvom tanken om Marcellus og hendes forandring lurede i baghovedet. Dog tænkte hun ikke på det. Ikke nu hvor hun følte sig lettere om hjertet, og mere som sit gamle jeg. Det gamle jeg, der kunne smile, joke og fandt mod i håb og kærligheden til folk omkring sig.

[Deleted]

Som Isabel lagde hænderne mod hans arme og trådte tættere på ham, kunne Saïx ikke andet end at smile bredere. Det bekræftede da at hun var lige så interesseret i at forfølge hvad der var opstået mellem dem, som det han selv var. Hun havde i det mindste ikke trukket sig væk, eller stukket ham en næve i ansigtet. Efter hvad der skete mellem ham og Caleb, var det næsten noget han havde forventet. Gad vide hvordan han faktisk havde det med det hele nu?
Tankerne forlod ham, da Isabel igen talte. Spændt havde han set på hende, indtil hun afgav sit svar. Smilet om hans læber kunne umuligt være nok til at beskrive lykken, der i dét øjeblik bruste igennem ham. Hans hjerte hamrede så vildt og hårdt, at han næsten overbeviste sig selv om at Isabel ville være i stand til at høre det – hun burde i hvert fald være i stand til at mærke det, så tæt op af hinanden som de stod. Grinet som forlod hende fik kun smilet til at vokse sig bredere, indtil han deltog i hendes grin. Det var længe siden han havde hørt hende grine sådan. Selvfølgelig havde hun grinet, men denne gang virkede det mere… Hvordan skulle man beskrive det, andet end mere ’ægte’?
”Jeg forventede intet andet.” forsikrede han hende om, stadig med et grin hængende over læberne, da han forsigtigt lagde sin pande mod hendes. Selvfølgelig ville hendes og Calebs arbejde komme i første række. Han kunne heller ikke, med god samvittighed, kræve at hun prioriterede ham foran alt det gode, de gjorde. Alle de væsner de beskyttede, hvordan kunne han påstå at han var vigtigere end dét? Han havde da for pokker ladt sig undergå tortur hos Forsyth-parret for at beskytte Isabel og Caleb, netop så de kunne blive ved med hvad de gjorde!
Hans blik mødte hendes, og hans smil blev varmt. Så tæt på hinanden som de stod, kunne han mærke hendes varme åndedræt mod sine læber. Det fik ham til endnu en gang at fugte sine læber med tungespidsen, mens hans ene hånd forsigtigt søgte op af hendes krop, for til sidst at lægge sig et sted mellem hendes hals og hendes kind. Hans fingre strøg blidt over hendes kind, inden han sænkede blikket en smule mod hendes læber. ”Så længe det kan være dig og mig, der kommer i første række lige nu.” tilføjede han, i intet højere end en dæmpet hvisken, før han lænede ansigtet det sidste stykke frem mod hendes, og lod sine læber møde hendes endnu en gang.

[Deleted]

Øjnene lukkede sig i, da han lagde panden mod hendes. Det var stadigvæk underligt for hende, at stå sådan her med en person, men i det mindste var usikkerheden ved at være væk. Han ville det her. Han ville hende! Det var lige ved at få hende til at grine igen, men det blev kun til et smil, inden at hun åbnede øjnene, for at opdage, at hans blik dvælede ved hendes læber. Spændt skilte hun læberne lidt ad, lige da han lænede sig frem, for at kysse hende igen. Selvom det var nummer 2 kys, føltes det endnu bedre end det første. Måske fordi, at hun nu vidste bedre hvad det indebar?
Hendes arme gled mere omkring ham, for at hun kunne trykke sig tættere ind mod ham, mens deres hjerter bankede mod hinanden, så de kunne mærke det. Sommerfugle blafrede i maven.
Hans læber var så varme, så bløde. Aldrig ville hun have lyst til at slippe dem, men ville bare blive ved med at mærke dem mod sine, uden at kunne få nok af fornemmelsen. Var det så slemt, at have det på den måde?
Hendes ene hånd gled op i hans nakke, mens hun fordybede kysset ved at lægge hovedet let på skrå. Hun følte sig mere sikker denne gang. Læberne masserede hinanden. Tungen strøg forsigtigt og søgende over hans. Selvom det næsten var umuligt, trådte hun et lille skridt mere frem, så de stod presset op af hinanden. Med det samme havde hun fået varmen igen.
Ivrig efter at komme så tæt på ham som muligt, havde hun presset ham lidt tilbage, så hans ryg mødte bordkanten bag ham. Hendes fingre i hans nakke gned over huden, og strøg kærligt igennem hans nakkehår.
Det her behøvede for hendes skyld aldrig at ende.

[Deleted]

Omgående var Saïx’ øjne gledet i, da han mærkede hvordan Isabel gengældte kysset. Det var anderledes, denne gang. Det var bedre. Denne gang var der ingen af dem som var usikker på om den anden faktisk ville dette: de var begge to trygge ved hinanden, og turde strække grænserne mere og mere.
Villigt havde han ladt sine læber skilles, og ladt sin tunge møde hendes, samtidig som hans hånd havde søgt om hendes nakke for igen at stryge gennem hendes nakkehår. Samtidig hjalp det ham med selv at bidrage til at gøre kysset dybere, da han masserede hendes læber med sine egne, Det sitrede i hele hans krop, af at mærke Isabel så tæt op af sig. Da hun pressede sig mere op af ham, og tvang ham til at støde mod bordkanten bag sig, havde han ladt sin indbundne hånd falde mod hendes lænd, som en måde at holde deres to kroppe trykket mod hinanden. Det var ikke nok. Selv om de stod så tæt op af hinanden som de gjorde, var det ikke nok. Saïx gjorde kysset dybere, og så krævende som han nu vovede at gøre det, velvidende at dette alt sammen var nyt for Isabel. Lige meget hvor meget han ønskede at mærke hende tættere på sig, ville han ikke risikere at presse hende for meget på én gang. Hans indbundne hånd forlod hendes lænd for i stedet at finde vej tilbage til hendes hofte, mens hans friske hånd forsigtigt lukkede sig om en tot af hendes hår. Hendes læber føltes varme og bløde mod hans, og følelsen af hendes tunge mod hans sendte en gysen gennem hans krop. Forsigtigt, næsten prøvende, vendte han dem langsomt om, så det i stedet var hende der stod presset mod bordkanten, alt sammen uden at hans læber havde sluppet hendes. Denne gang var der ingen Caleb til at forstyrre dem. Selv hvis han prøvede, havde Saïx ikke lyst til at lade det ske. Hans læber lukkede sig kærligt om Isabels underlæbe, inden han formede et stille smil gennem deres kys. De var ved at nærme sig grænsen for Saïx’ egne erfaringer indenfor dette felt. Det ville ikke vare længe før han ville være på ligeså bar bund som Isabel ville være det. Men han følte sig på ingen måde nervøs. Tværtimod følte han sig spændt. Han følte sig tryg sammen med hende.

[Deleted]

Isabel kunne tydeligt mærke Saïx's længsel efter hende i hans kys, samt den måde han trak vejret på. Hans hånd mod hendes lænd fik nerverne til at trække sig sammen, men det var ikke af ubehag... nærmest tværtimod. I det hele taget var hans berøringer, nok til at varmen steg op i hendes kinder, samt fik hendes eget åndedræt til at være mere hivende.
Fødderne fulgte med hans, da de byttede pladser, så hun stod op af bordkanten, der pressede ind mod hendes lænd, som hans hånd nu, havde fjernet sig fra. Normalt kunne hun ikke lide, at føle sig fanget, men med Saïx var det anderledes. Det her var anderledes. En hel ny del af et liv, hun var blevet nægtet at opleve.
Hun smilede, da hans læber omsluttede hendes underlæbe, mens at hun åbnede øjnene, for at kigge på ham. Han stod så tæt på hende. Så tæt at hun ville kunne tælle hans øjenvipper, hvis hun havde lyst til det. Der lå en spænding i luften. Et usagt spørgsmål. En afventning, der fik hendes mave til at trække sig sammen, og kinderne til at rødme.
Langsomt trak hun sig væk fra ham, for at kunne møde hans blik med hovedet lidt på skrå. Den her... stemning... var ved at være akavet, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme videre i det. Hendes blik flakkede over hans skulder mod døren, men ingen Caleb viste sig. Igen kiggede hun lidt spørgende på Saïx.
Flammerne kastede skygger over hans ansigt, så øjnene strålede. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Bordkanten var ved at gøre ondt mod hendes lænd, sådan som han pressede hende op. Blidt lagde hun sin pande mod hans, mens deres næser strøg op af hinanden.
".... jeg er ked af vi ikke har hytten for os selv," hviskede hun sigende, og strøg ham ned af ryggen.

[Deleted]

Som kysset mellem dem blev brudt, og stilheden sænkede sig over dem, betragtede Saïx hendes ansigt, på samme måde som Isabel betragtede hans. I takt med deres åndedræt, hævede og sænkede deres brystkasser sig mod hinanden, men Saïx ænsede det knapt. Han var som fanget i Isabels grønne øjne. Han kunne stadig smage hende på sine læber, og det gav ham kun lyst til at smage hende igen.
Ved hendes ord lod han et fåret smil glide over sine læber, samtidig som det gik op for ham hvordan han trykkede hende op af bordet. Med et undskyldende smil mod hende, greb han fat om hendes hofte med begge hænder, så godt som hans indbundne hånd lod ham, og løftede hende det lille stykke op, så hun i stedet kunne sidde på bordpladen. Det hævede hende også en lille smule op, så han faktisk var nødt til at hæve blikket en smule, for at kunne se på hende som han gjorde før.
”Det kan du ikke gøre for. Vi kan ikke rigtig bede ham om at holde sig væk uden at han kommer til at slå mig igen.” Han gav et stille grin fra sig, da hans hånd søgte op til hans hage for igen at gnide den. Den føltes stadig øm efter Calebs knytnæve, men det var en lille pris at betale, for at være hvor han var nu.
Smilet forblev på hans læber, da han igen mødte hendes blik. Hendes ord havde været nok for at Saïx kunne bekræfte at Isabel ikke synes han var gået for langt. Hans fingre strøg hende blidt om hoften. Han vidste ikke selv hvordan man skulle begive sig videre derfra. I stedet lagde han sin pande mod hendes endnu en gang, og rykkede sig en smule tættere ind mod bordpladen. Det placerede ham mellem Isabels ben. Et sted havde Saïx lyst til at spørge ind til hendes og Calebs samtale, bare for at se om hendes bror stadig var gal på ham. Men som han mødte Isabels blik, mistede han interessen for alt andet end hende. Hans smil voksede sig en anelse bredere. ”Tror du dørene kan låses?” spurgte han, halvt i spøg, halvt i alvor. Hvis en låst dør kunne være nok til at hindre Caleb i at dukke op på et dårligt tidspunkt… Bare tanken fik hans kinder til at brænde igen, og hans friske hånd lukkede sig en smule om hendes hofte.

[Deleted]

Lige så snart Isabel opdagede, hvad Saïx gjorde, hjalp hun til med at skubbe sig selv op på bordpladen, så hun kunne sidde med benene dinglende over kanten. Da han gned sin kæbe, og fortalte hvordan Caleb havde slået ham, skar hun en undskyldende grimasse.
"Du må virkelig undskylde. Han... har svært ved det her," svarede hun, og tænkte tilbage på deres samtale, hvor Caleb havde været lige så forvirret og frustreret som hende. Når man var vant til bare at være to personer, var det pludselig grænseoverskridende, når der kom én til. For begge parter.
Hun bøjede ryggen, så hun kunne ligge sin pande ned mod hans, mens hans fingre strøg hoften, hvilket resulterede i en kildende fornemmelse langt ned af låret på hende. Hænderne hævede sig, tøvede, inden de til sidst lagde sig på hver side af hans ansigt. Det var ikke en kvindes hånd, som hun havde. På både håndryggen og håndfladen havde Caleb for mange år siden, skåret et pentagram ind i huden på hende, for at forstærke hendes kræfter - det samme havde hun gjort mod ham. Derudover var der fyldt med gamle ar, der gjorde huden ujævn. Neglene blev holdt korte, og mange af knoglerne viste tegn på at have været brækket, for så at heale mere eller mindre korrekt bagefter. Nej... Isabel var virkelig ikke, som en normal kvinde.
I et kort øjeblik holdte hun benene samlet, selvom at han ville tættere på, inden at hun til sidst lod dem skilles for ham, så han kunne komme ind til hende. Følelsen af at have ham så tæt på med adskilte lår for ham, fik hende til at bide sig let i underlæben. Hun mærkede igen sit hjerte sætte farten op, men holdte sig selv under kontrol.
Deres blikke mødtes, og hans spørgsmål fik hende til at smile svagt.
"Desværre... jeg ved med sikkerhed de ikke kan låses," svarede hun stilfærdigt, og strøg ham over kinderne med sine tommelfingre. Skægstubber kradsede mod hendes fingre.
Der var ikke rigtigt noget at gøre på det punkt, og der nåede heller ikke at komme noget, for i samme sekund, lød der en banken på døren, inden den gik op.
Isabel nåede lige at rette sig op fra Saïx, da Caleb trådte ind. Han kastede et skulende blik mod dem.
"Yeah, jeg ved det, men det er altså ved at være sent!" udbrød han ved synet af Isabel's blik på ham. "I kan ikke beslaglægge hele hytten!" Et smil kunne han dog ikke helt skjule. Han vidste sikkert alt for godt, hvad de to havde mest lyst til på nuværende tidspunkt. Trods alt havde han selv været der engang.
Isabel puffede Saïx væk, for at hoppe ned fra bordet.
"Det ER sent," bekræftede hun, og strøg en finger gennem sit korte hår, der pjuskede sig endnu mere. Hun sendte Saïx et skævt smil. "Måske burde vi gå i seng?"

Ilden i kaminen knitrede muntert, og havde opvarmet hytten til en behagelig temperatur. Caleb var i gang med at bede bøn, mens at Isabel lige havde vasket sig med vandet fra en spand, for at få sveden væk efter træningen. Der var 2 senge, så Caleb havde lagt sig på gulvet, liggende på en stak tykke tæpper.
Den eneste lyskilde var fra ildstedet, men Isabel og Caleb vidste præcist, hvor alting var, så da Isabel havde klædt sig på til natten, havde hun ingen problemer med, at navigere sig over til sin seng. Hun havde nøgne ben, der blot afslørede flere ar og indskåret runer eller pentagrammer, samt markerede muskler. En lang, stor skjorte hang over hendes overkroppen, hvor hun havde opsmøget ærmerne. Når der ikke var grund til fare, så kunne hun tillade sig at sove mere behageligt.
Caleb gjorde sin bøn færdig, og rullede sig ind i tæpperne, mens Isabel trådte over ham, for at smide sig i sin egen seng, der knirkede en smule. Hendes øjne gled over mod Saïx, som hun smilede til, mens at hun trak tæppet op over sig.
"Godnat," lød det mumlende fra Caleb, hvis hånd rakte op over Isabel's sengekant, for at give hendes arm et klem, da hun lagde sig.
"Godnat," svarede hun, og vendte sig med fronten mod Saïx's seng, så hun kunne kigge på ham, selvom der ikke var meget lys til det.

[Deleted]

Isabels undskyldning havde ikke engang været nødvendig. Saïx forstod hvad der måtte have gået igennem Caleb, da han havde slået ham. Hans ord, før han var taget ud for at finde Isabel, havde i hvert fald givet ham et indtryk af det. Eftersom han ikke selv havde brødre eller søstre, kunne han nok ikke rigtigt sætte sig ind i det, men nok til at han forstod.
Hans tanker løb afsted med ham, og i dette øjeblik var Saïx glad for at Isabel ikke kunne se ind i hans hoved. Da hun placerede sine hænder mod hans ansigt, lod han et dæmpet suk lyde fra sig, som tydede på hans behag. Hendes hænder var ikke fine og kvindelige, men det havde han allerede vidst. Med pentagrammerne skåret ind i huden, og de mange ar hun måtte have modtaget igennem årene, ville det være mærkeligt hvis hendes fingre havde været bløde. Hans egne hænder var selv ru og grove efter flere års hårdt arbejde i smedjen.
Idet Isabel skilte benene for ham og lod ham komme tættere på, var Saïx sikker på at hans hjerte enten havde hoppet et slag over, eller omgående begyndte at hamre hårdere. Han var faktisk ikke sikker: det eneste han var sikker på var at hans krop reagerede på stillingen de stod i. Han følte sig næsten tør i munden, og måtte endnu en gang fugte læberne med tungespidsen. Hans blik var kun kortvarigt søgt ned af hende, før det igen faldt på hendes ansigt, og hans læber formede et stille smil. Selvfølgelig kunne dørene ikke låses. Det var vel meningen at healerne skulle kunne komme ind til patienterne til enhver tid. At låse dørene ville lidt modvirke pointen.
Saïx havde været lige ved at læne sig ind mod hende for at kysse hende igen, da der blev banket på døren, og Caleb igen trådte indenfor. Saïx vendte blikket mod ham over skulderen, og da han så det skulende blik forventede han næsten at Caleb skulle slå ham igen. Da han alligevel så et smil på hans læber, måtte han godmodigt lade sig puffe væk fra bordet af Isabel, og lade hende hoppe ned på gulvet igen.
”Det ér det.” medgav han, ganske unødvendigt, og skævede mod vinduet. Det havde allerede vært sent, da Isabel og Caleb var kommet tilbage, og han var sikker på at det kun var et spørgsmål om nogle timer før solen ville begynde at vise sig igen. Han mærkede pludselig udmattelsen, og måtte kæmpe for ikke at give et gab fra sig. Han nikkede til Isabels forslag, og sendte hende et varmt smil.

Lyden af flammerne i pejsen blandede sig med lyden af Calebs bøn. Saïx havde aldrig været typen for den slags, men havde intet sagt til det da Caleb først var gået i gang. Det ville være respektløst, efter alt han og Isabel havde gjort for ham.
Saïx havde placeret sig i en af de to senge. Han havde klædt sig lidt af, så han kun var iført en løs skjorte og bukser. Tæppet og pejsen var mere end nok til at holde ham varm – til trods for at det allerede nu føltes mærkeligt ikke at skulle falde i søvn med Isabel i sin favn, sådan som de havde gjort hver nat under deres rejse. ”Godnat, I to.” havde han sagt ud i luften med et smil, før han ligeså vendte sig med fronten mod Isabels seng. I skæret fra pejsen kunne han tydeligt se hvordan hendes grønne øjne strålede, og hvordan hendes hår badede i det varme lys. Han måtte kæmpe imod fristelsen til at rejse sig for at lægge sig i hendes seng sammen med hende. Mon sengene faktisk kunne rumme to personer? Det ville da give Caleb en seng at sove i, i stedet for gulvet. Han rystede tanken fra sig, og lod sig nøje med at sende hende endnu et varmt smil,, før også han trak dynen godt op, og placerede sin indbundne hånd udenpå dynen, så den ikke skulle blive skadet ved et uheld. Med et sidste blik på Isabel, lukkede Saïx øjnene i, for at give sig hen til søvnen.

[Deleted]

I et stykke tid blev Isabel liggende med lukket øjne, mens hun lyttede til mændenes åndedræt, der blev langsommere og tungere. Det var en beroligende lyd. Specielt Caleb kunne hun høre, da han lå lige nedenfor hendes seng. Hun ventede i et godt stykke tid, før hun var sikker på, at han sov.
Langsomt slog hun øjnene op. Flammerne i ildstedet var ikke så høje længere. De skabte skygger, der flakkede over omgivelserne, der var badet i et rødeligt skær.
Forsigtigt hævede hun sig op på den ene underarm, så hun kunne kigge ned mod Caleb, der lå krøllet fuldkommen ind i sine tæpper. Når han sov lignede han, sig selv som barn, syntes hun. Blidt smil hun ned til ham, men ville ikke røre ved ham i frygt for, at han vågnede. Hun kiggede over mod Saïx, der ligeså lignede én, der sov tungt.
I et øjeblik overvejede hun det hele, inden at hun trak tæppet af sig, og svang benene ud af sengen. På lydløse fødder skrævede hun over Caleb. Brædderne knirkede en smule, da hun småløb over dem, for at nå hen til sengen hvor Saïx sov. Det her var jo ligefrem spændende. Kort tænkte hun på alle de gange, hun havde sneget sig ud af lejren, for at mødes med Marcellus, så hun var bare glad for, at det ikke var tilfældet denne her gang. Tværtimod.
Forsigtigt trak hun op i Saïx's dyne, inden at hun gled ned ved siden af ham. Der var varmt ved ham, men denne gang handlede det ikke om varme, blot behag.
”Ryk dig,” hviskede hun til ham, næsten uden at bevæge læberne, og puffede til ham, så der var plads til hende i sengen. Hendes varme krop lagde sig helt ind til ham med hovedet hvilende på hans ene arm. Hun puttede sig godt ind til ham, med dynen trukket helt op over hendes skuldre.
Med et lille smil løftede hun ansigtet, for at se op på ham. En arm lagde sig omkring ham.
Forhåbentligt var han ikke fladet helt i søvn endnu.

[Deleted]

Saïx måtte have været i gang med at falde i søvn: han havde i hvert fald på ingen måde lagt mærke til Isabels handling hvor hun krydsede over sin bror, for at komme over til ham. Det ene øjeblik havde han ligget og døset til lyden af flammerne i pejsen, og det næste havde Isabel løftet op i hans dyne, og bedt ham rykke sig. Der var endnu mindre lys i hytten nu, i takt med at flammerne måtte være i gang med at dø ud, men Saïx synes at han tydeligt kunne se Isabels ansigt i mørket. Et glædeligt smil gled over hans læber, inden han villigt rykkede ind i sengen og skabte plads til hende. Det viste sig at sengen faktisk kunne rumme to – men også kun lige. Han kunne mærke sengekanten lige bag sig, men hvis det betød at han og Isabel måtte ligge tæt, havde han intet imod det. Der var gået en gysen igennem ham da han mærkede hendes varme krop mod sin, men det var på ingen måde på grund af kulde. Han nød det, i fulde drag. Han nød at han igen kunne mærke hendes duft og hendes varme, og da hun lagde en arm om ham, gjorde han det samme om hende.
Han sænkede blikket ned mod hendes ansigt, og mødte hendes blik. Hans tænder blev blotlagt i det tavse grin han gav fra sig, inden han lænede ansigtet frem for at hvile sin pande mod hendes igen. Deres næser strøg mod hinanden.
”Du må være tankelæser.” hviskede han varmt, som for at fortælle hende at han selv havde vurderet at gøre præcist hvad hun havde gjort. Hans blik skævede søgende på gulvet mellem de to senge, men det så stadig ud som om Caleb sov tungt. Gad vide hvordan han ville reagere den følgende morgen? Han rystede tanken af sig, da han blidt lod sin hånd stryge op af Isabels ryg og til hendes nakke. Blidt plantede han et kys mod hendes læber. Han følte sig pludselig meget mere vågen end før.